Brandes, Edvard Uddrag fra Lykkens Blændværk

Og hun fortalte vidtløftigt om en Tournée til Provinserne og Norge — yderst vidtløftigt og yderst uklart uden for en Tilhører, der var saa optaget af hendes Nydelighed som Flemming. Men én Ting slog hun fast, og én Ting forstod han, at blev den Tournée til noget, vilde hun komme til at rejse fra Begyndelsen af Juni til Slutningen af August — hele tre Maaneder! Og ved Tanken herpaa snørede det Flemming om Hjærtet, og han svor en stille, indre Ed, at denne Rejse vilde han forhindre, hvad det saa koste skulde — uden at han just gjorde sig Begreb om, hvad det vilde koste 145ham. Men han skulde ikke have noget af, at hun nu rejste tre Maaneder væk og derved Forbindelsen afbrødes mellem dem, just som den var begyndt, medens hun oven i Købet turede rundt med Gøglere og blev feteret af Provinsfolk og Normænd. I en indre Vision saa' han hende for sig sidde i et Hotel og drikke Champagne med Direktør og Komiker og diverse norske Trælasthandlere med røde Ansigter. Disse trakterede, og deres røde Ansigter betragtede meget udtryksfuldt denne sjældne Prøve paa kjøbenhavnsk Elegance, som var faldet ned til dem en Sommernat. Nej, Tak!