↩ Frahm svarede ikke; han nød Synet og Nærværelsen af det smukke uskyldige Barn, der havde sin Verden for sig selv, og af den smukke kloge Kvinde, der altid syntes at hvile i sig selv. Han derimod var altid urolig. Man kunde se paa ham, hvor nervøs han var og hvor uafbrudt hans Hjærne arbejdede: der gled ustandselige Trækninger over hans Ansigt, og han fór sig febrilsk med Hænderne i Haar og Skæg. Han var ikke smuk — et magert Munke-Ansigt med et tyndt rødligt Skæg. Kun havde han 151udmærket smukke Hænder — en Kunstners Hænder. Han plejede leende at paastaa, at det paa et Menneske, hvormed man tjente sit Brød, altid var smukt. Han, der havde arvet Villaen, gode Kunstsager og lidt Penge efter sin Fader, tjente rigeligt, hvad han behøvede, ved at levere Tegninger til Porcellænsfabriker, Guldsmede og Kunstsnedkere. Hertil medbragte han en stor Stilkundskab, en legende og barok Fantasi og et medfødt Haandelav. Han arbejdede sjældent mere end én Maaned hvert Aar og erhvervede i dette Tidsrum alt hvad han havde nødigt af Penge til hele Aarets Forbrug. I de resterende elleve Maaneder lod han sig ikke drive til mindste Beskæftigelse med Haandværket — men sysselsatte sig udelukkende med sine Studier.