↩ »Jeg var uhyre forelsket i hende. Men disse halve Aftaler, Stævnemøder, Breve, Skuffelser, Ængstelser — denne Lyven og Bedragen, Folks Nysgerrighed og Medviden, hendes Samvittighedskvaler og Hengivelsesparoksysmer — alt, alt var mig saa vederstyggeligt, at jeg var som halvdød. Jeg troede, det var af Kærlighed — men det var af Forpinthed. Jeg vaagnede frisk op til nyt Liv — vita nuova — da jeg aldrig mere skulde plages af disse Tanker, Kvaler og Rædsler. Jeg sad her i Haven den Dag og drak Kaffe — jeg ventede ikke hende, ikke Brev — intet, der bestemte over mig, kunde træde over min Tærskel — jeg var fri og uafhængig — hvilken Fryd, hvilken Salighed! Min Frokost smagte mig dejligt, min Have var smuk, min Gerning tilfredsstillende, jeg selv en Pokkers Karl — og gamle Sofie den eneste Kvinde! — Og dog var hun, jeg 161elskede, vidunderlig og dejlig. Men jeg fornedrede hende.«