↩ Hun mente det endnu stærkere end Ordene faldt. Det gjorde hende ondt for ham, der skulde være i Byen hele den kvalme Sommer — og hvis det var et Paaskud, gjorde det hende end mere ondt: saa var Bruddet større end hun havde tænkt. Var det ham virkelig imod at tilbringe disse Sommerdage sammen med hende og Dorothea derovre paa Gaarden? Og hun saa' for sig, hvorledes han tumlede med Barnet i Haven, løb rundt og forskrækkede hende, saa hun hvinede halvt af Glæde og halvt af Angst — medens 177hun, Melitta, stod leende hos og morede sig over de Tos kameratlige og uskyldige Morskab. Hun mindedes de smukke Aftener, naar de sad i Haven og passiarede saa fortroligt og muntert — var det da alt forbi?