↩ Var det muligt, var det tænkeligt, at Bertha, hans egen skikkelige Bertha kunde —! Han saa' over paa hende: netop nu forlod hun Kragh og ofrede sig helt for Generalen, der mod Maaltidets Slutning trængte til at hygges om — han tabte sin Serviet, han spildte Vin, han saa' ikke den, der vilde drikke med ham, og var selv altfor ivrig efter at henvende meningsløse Ord til baade Herrer og Damer. Et Blik paa Berthas fuldkomne Damesikkerhed og Værtindeelegance befriede Flemning ganske for enhver Mistanke om, at hun lod sig kurtisere af Kragh.