↩ Ogsaa nu rejser gærne hvo der kan, men det er ikke saa nødvendigt som dengang. Enhver, som da ikke vilde dø aandelig Straadød i den snævre Arnekrog, maatte afsted og fylde sine Lunger med frisk Luft, sin Fantasi med lyse Billeder. For man maa ikke glemme, at nu ligger vi som et aabent Land mod dengang, at i vor Tid Blade, Telegraf, Breve daglig blæser europæisk Luftning ind i selv den mest afsides Landsby. Derimod ved det attende Aarhundredes Begyndelse laa Danmark som en Myretue for sig selv, hvor man byggede Gange og vimsede om, holdt Hær og hyldede Konge — men alt paa underjordisk Vis, og der var baade Præster og Censorer, Politi 19og Kancelli, som stod Vagt ved alle Tuens Lufthuller. Men kom saa en flittig Myre som Holberg udenfor, da laa Verden stor for ham. Afsted maatte han. Man skal erindre, at enhver Herman v. Bremen nu kan erfare mere om Kurfyrsten af Mainz, hver Jeronimus mere om Kieler Omslag end Holberg som forsulten Student var istand til. Var det en Nødvendighed for den Unge at komme ud, naar han vilde lære fine Sæder og galante Manerer, saa gjaldt det ikke mindre for den, der vilde studere og var altfor arm til at lade Bøgerne rejse til sig. Han maatte give sig paa Vej til Bibliotekerne som Muhammed til Bjærget.