Brandes, Edvard II.

II.

Den 25de Marts 1892.

Kun én Skuespillerinde har haft Magt til at holde Holbergs Den Vægelsindede i længere Tid paa Repertoiret. Ikke Holbergs egen Yndling blandt hans første Teaters Damer, den kønne og livlige Madame Montaigu. Man véd af hans Optegnelser, at trods den gode Udførelse forsvandt Stykket hurtigt overfor Publikums Mishag. Holberg skrev det da helt om og forbedrede det: vi har baade den ældste Form og den yngre bevaret. 44 Holberg tilvejebragte mere Sammenhæng mellem de løse Scener, hvoraf Stykket bestaar; i den ældste Udgave forekommer saaledes Petronius kun i første Akt, medens hans Serenade i anden Akts Slutning er tillagt en fremmed Kavaler. Dog Holberg rettede ikke paa selve Hovedpersonen, og han gav ingen dramatisk Forklaring af de mange Luner. Maaske er Den Vægelsindede Holbergs første Stykke, meget taler herfor, og maaske udøste han i dette sin Harme over de Skuffelser, en eller anden ung Kvinde havde ladet ham lide. Men maaske tilstræbte han kun et Modbillede til M olières Misantrop, med hvilket man ikke med Urette har sammenlignet Den Vægelsindede.

Desværre, den danske Célimène er kun lidet interessant mod den franske, der i sit stolte Koketteri undertvinger selv den menneskefjendske og ærlige Alcestes Hjærte. Hvor drøj og hvor barnlig forekommer ikke Holbergs Skæmt mod den modne og dybsindige Lære, som Misantropen rummer! Medens hint Molièreske Drama om den straalende og fortryllende Kokette, der tildrager den melankolske fyrretyveaarige Mand, eksperimenterer med hans grænseløse Forelskelse, føler sig sejrstryggere ved ogsaa at vide denne fra alle andre forskellige Bejler undertvunget og endelig bortviser ham med den koldeste Dydsmine — medens hin Kamp endnu kendes mangesteds den Dag idag, er den stakkels Lucretias Vægelsindethed os i Hjærtet 45 ganske ligegyldig. Om en Dame har syv Sind i samme Time, synes os ikke værd at moralisere over. For den komiske Virknings Skyld overdriver Holberg desuden de hastige Overgange og forklarer dem kun som en ren Temperamentssag. De smaa Fortrædeligheder, hvori Lucretias Foranderlighed bringer Stykkets andre Personer, interesserer os ikke heller. Stykket er smaat tænkt og barnagtigt udført.

Det savner dog ikke Lystighed i enkelte Scener. Desuden behager nutildags selve Tidskoloriten. Naar Apicius, Gourmanden, leverer den lange Beskrivelse af de nydte kulinariske Herligheder, morer vi os over de snurrige Ord i Retternes Betegnelse, den syvre Vin, de krused Geder. Overhovedet er denne Monolog det mest Levende i Stykket ved Siden af selve Lucretias Figur.

Som sagt kun én Skuespillerinde, nemlig Fru Heiberg, har skænket Holbergs gamle Stykke Sceneheld. I forrige Aarhundrede gik det helt ilde med Den Vægelsindede. Det optoges først 1758 paa Repertoiret og opførtes i Løbet af 12 Aar kun seks Gange. Vi véd, at Jfr. Bøttger spillede Titelrollen i 1769, (ikke som Hr. O. Zinck fejlagtigt angiver i sin Holberg-Statistik først 1773 i overhovedet er hans Rollebesætning til Den Vægelsindede ikke korrekt), men sandsynligvis har denne statelige og affekterte, stive og kolde Skønhed ikke passet til det Kamæleonsagtige i Rollen. Madam Knudsen 46 faar dernæst Rollen 1780 og spiller den kun to Gange med syv Aars Mellemrum mellem Forestillingerne; 1806 overtages den af Jomfru Olsen, der optræder to Gange i Stykket med ti Aars Mellemrum. Endnu opføres Stykket én Gang 1817: ialt elleve Gange paa det kgl. Teater, inden Fru Heiberg bemægtiger sig Hovedrollen den 14de Februar 1850 og holder Stykket paa Repertoiret indtil sin Bortgang fra Scenen med 44 Forestillinger i femten Aar.

Den Opfattelse, hvormed Fru Heiberg spillede Rollen, kan maaske kortest udtrykkes saaledes: hun gav den vægelsindede Dame Ret. Hun var vant til at spille saadan en smuk Dame, der blev Midtpunkt for mange Mænds Tanker og som stod overlegen overfor den almindelige Forelskelse, den eneste Uberørte mellem mange Forvirrede.

Hun gjorde ganske sikkert Lucretia komisk, dog ikke mer end klædeligt, men Fru Heiberg lod hende aldrig miste sin Overlegenhed overfor Pedanteriet eller den bornerte Fornemhed hos Eraste eller den glade Middagsselskabelighed hos Apicius. Allermindst naturligvis overfor Tjenestefolkene: Lucretia tumlede Pernille og Henrik, saa det havde Skik, og Fru Heibergs Slidder, Sladder, Henrik — med i'et i Slidder og a'et i Sladder langt udtrukket — var berømt og bestandigt anført over den hele By. Hun betonede Replikerne med en særegen spids og underfundig Energi og brystede sig samtidig som 47 en Skønhedens og Forfængelighedens skinnende Paafugl blandt Stykkets øvrige Graaspurve og Spidslærker. Hvis Vægelsindethed var en Dødssynd, gjorde Fru Heiberg den højst undskyldelig, fordi den vakte en beundrende Sympati for den kvindelige Elskværdigheds Uudtømmelighed.

Med megen Interesse kunde man imødese Fru Blochs Fremstilling, sikker som man er paa hendes Talent og Kløgt. Den unge Skuespillerinde viste ved den første Forestilling en stærk Nervøsitet, der gjorde Spillet uroligt og ubehersket. Fru Bloch forstaar, som meget faa ved Teatret, at give Ordene Vægt og Farve; hendes Tonefald kan rumme den fineste Stemning, og hendes Pavser kan forberede og fortælle mere end mange Ord. Hun besidder en bevidst Ævne til med sit Blik, et agtpaagivende, tilsyneladende frejdigt men intet røbende Blik, og med sit Smil, et lige antydet, malitiøst ligesom bristefærdigt Smil at skænke selv tomme og farveløse Repliker Glans og underforstaaet Mening. Hun opsøger desuden med en sand Kunstnerindes Flid de naturlige og dog nye Betoninger, nøjes ikke med den konventionelle Besked. Selvfølgeligt kom disse Egenskaber hende til Gode i Lucretias hverken lette eller taknemlige Rolle. Men hun var ikke helt sig selv: hun hvilede ikke i Ordene, hun søndrede ikke Sætningerne, bemægtigede sig ikke Scenen og

        

48 Situationerne som en Herskerinde. Der blev ikke stille nok i Teatret, naar hun talte, og Fru Bloch kender jo af Erfaring det smigrende Dødsstille, som en enkelt Replik, nøjagtigt afstemt, kan frembringe. Utvivlsomt var hendes Spil vel gennemtænkt, pudsigt i Overgangene fra Latter til Graad, og klædeligt for hendes elegante Person, men der manglede endnu den overlegne Given sig hen, som senere Opførelser kan bringe.

I den ny Rollebesætning havde Hr. Poul Nielsen faaet en anselig Opgave, Tjeneren Henrik. Hr. Nielsen syntes ikke tydelig nok i sin Opfattelse. Henrik er en ondskabsfuld Knægt, der morer sig kosteligt over sin Frues Unoder. Hr. Nielsen holdt ham i Halvlys, lod ham le mere dumt end listigt. Og hvorfor vovede ikke Hr. Nielsen en veritabel Kopi af Fru Blochs Lucretia, saaledes som Rollen foreskriver? Selv Kokkepigen kan ikke have fundet hans Imitation slaaende. Meget prisværdig, ja mønsterværdig er Hr. Nielsens klare og naturlige Tale. Overfor denne syntes to Debutanters, Hr. Guldbrandsens og Frk. Sigrid Andersens tarvelige Diktion endnu mere upassende i et Holbergsk Skuespil. Hvorfor mon Frk. Andersen forceres frem i Pernilleroller, til hvilke hun mangler al Charme?

Adskillige Roller var iøvrigt i kendte Hænder. Apicius spilles nu som før af Hr. Olaf Poulsen med uforligneligt Humør, men næppe med den 49 ungdommelige Libertinerflothed, hvorover Rollen er støbt. Dog ingen kan spille Holberg med den Natur og den Pragt som han. Hvorfor Fruerne Emma Nielsen og Sinding ikke havde byttet Roller, maa Himlen vide. Hvem vil tro, at den saare skønne Fru Nielsen »ikke har været paa Moden i mange Aar«, og vilde Fru Sinding ikke passet bedre til den indgetogne end til den letsindige Pige?

Med Urette bevares i Iscenesættelsen det gamle Teaterspil, hvor Henrik og Pernille banker Apicius med Kosteskafte og driver ham paa Flugt ned ad Gaden. Derved bliver de følgende Repliker meningsløse. Apicius skal trænge ind i Boden efter Lucretia, og kun derfra skal Tjenestefolkene fortrænge ham, men uden saadanne Haandgribeligheder, hvorfra de selv et Minut efter vil afholde Lucretia.