↩ Hun gjorde ganske sikkert Lucretia komisk, dog ikke mer end klædeligt, men Fru Heiberg lod hende aldrig miste sin Overlegenhed overfor Pedanteriet eller den bornerte Fornemhed hos Eraste eller den glade Middagsselskabelighed hos Apicius. Allermindst naturligvis overfor Tjenestefolkene: Lucretia tumlede Pernille og Henrik, saa det havde Skik, og Fru Heibergs Slidder, Sladder, Henrik — med i'et i Slidder og a'et i Sladder langt udtrukket — var berømt og bestandigt anført over den hele By. Hun betonede Replikerne med en særegen spids og underfundig Energi og brystede sig samtidig som 47en Skønhedens og Forfængelighedens skinnende Paafugl blandt Stykkets øvrige Graaspurve og Spidslærker. Hvis Vægelsindethed var en Dødssynd, gjorde Fru Heiberg den højst undskyldelig, fordi den vakte en beundrende Sympati for den kvindelige Elskværdigheds Uudtømmelighed.