↩ Det gør Hr. Jerndorff Ære, at han har haft Mod til at paatage sig Jean de France og er kommen forholdsvis heldig derfra — bedre end hans umiddelbare Forgængere. Han fremstiller Jean med en Barnlighed, en haabløs Enfoldighed, som falder ganske klædelig. Igennem den bløde Udtale af det Franske, igennem den kvindagtige Modegalskab mærker man, at hans bløde Hjærne og svage Sjæl ikke har kunnet modstaa Paris' Fristelser. Det franske Ord mignon passer paa ham. Paa den anden Side kan det ikke nægtes, at Rollen fordrer stærkere Farver og helst bør spilles af en grotesk Komiker. Hr. Olaf Poulsen havde været Manden. Havde han faaet Rollen, var han ogsaa derved bleven frelst for at præstere noget saa Middelmaadigt som Arv. Det er lidet hensynsfuldt af en Kunstner som Hr. Poulsen at byde Publikum halvgjort Arbejde. Hans Arv var ikke set — og for den Sags Skyld ikke heller 54hørt; Hr. Poulsen nøjedes med gammel Teaterjargon og saadanne Gestus, som ingen Bondekarl i Danmark nogensinde har benyttet.