↩ Disse behandles af Hr. Schram med megen Virkning. Man gensaa ham med Fornøjelse i denne Rolle, som han fik ti à tyve Aar for sent, og hvori han overtræffer begge sine umiddelbare Forgængere, Adolf Rosenkilde og Kr. Mantzius. Han spiller livligere, mere forvovent nu end for to Aar siden, og Rollen er tung at føre igennem. Naar han og Hr. Poulsen staar sammen paa Scenen, vokser og straaler de to Typer for Ens Blik, de udødelige Karikaturer, Storpraleren og Snobben. Af de øvrige Spillende holdes ingen Person i saa stor Stil; kun bør Hr. Kolling nævnes for den Troskab, hvormed han bevarer den traditionelle latinske Tjener. Den gamle Skuespillers Færd er her ligesaa frisk og sikker som nogetsteds og nogensinde.