↩ Den pantsatte Bondedreng er i teknisk Henseende det direkte Modstykke til Jeppe paa Bjærget. I det sidste udklædes Bonden som Baron, han alene holder sig for en fornem Herre, antager efter Evne en saadans Manerer og Meninger og tænker kun i enkelte Øjeblikke over sin Forvandling, medens alle hans Omgivelser véd, at det er Æslet, der stikker i Løveskindet. Den pantsatte Bondedreng lader sig derimod ikke narre et Minut; han selv tager sig ikke for en Pfaltzgreve, med hvilket Ord han iøvrigt ingen Mening kan forbinde, medens Stykkets øvrige Personer — naar Leerbeutel undtages — anser ham for en Prins af det hellige romerske Rige. Komiken beror dog i begge Stykker væsentligt paa samme Modsætning, og man kunde fristes til at tro, at Holberg med Pfaltzgreven har villet hævne den stakkels Jeppe og vise, hvor lidet der hører 110 til for »at begegnes som en fornem Person«. For Drengen, som intet har af Mennesket »uden Skabningen alene«, bøjer Byens fornemste Personer, de gamle Raadsherrer, sig meget ydmygt, forudsat at han blot bravt trakterer dem. Hvor dristig Holbergs Satire var. forstaar man næppe ret nu til Dags. Man maa tænke sig noget saadant som at en nymodens Forfatter lod en Bondedreng i en Farce udgives for en fremmed Prins, der kom til København og modtog Opvartning af Formændene for vore første Korporationer. Censuren vilde næppe lade et saadant Stykke passere.