Brandes, Edvard Pernilles korte Frøkenstand.

I.

✂ 19de November 1887.

✂ Dette Holbergske Stykke, som hører til Digterens mindre betydelige Arbejder, faar sin Interesse gennem Angrebene paa Skinhelligheden. Det er som om Holberg havde anet den Pietisme, der skulde oprinde ved Frederik den Fjerdes Død og ødelægge endogsaa Teatret for ham selv. Utvivlsomt har Holberg her som andetsteds taget sit Forbillede fra Molière: Julius Hoffory har slaaende godtgjort Pernilles korte Frøkenstands Afstamning fra det Molière'ske Mesterværk Tartufe.

✂ Ganske sikkert har Skuespillet ved Overførelsen tabt sin grandiose Karakter. Den store Hykler og Jesuit er svunden ind til en københavnsk gammel Smaaborger, der for Penge vil gifte sig med en ung Pige. Men i Jeronimus' uforanderlige Anraabelser af Himlen ved enhver smudsig Gærning, som han planlægger, har Holberg 130forsøgt at ramme Bigotteriet. Af den Grund lader han ogsaa Stykkets Intrige bero paa Henriks Forklædning som Munk. Atter derigennem faar han Lejlighed til lystig Skæmt over hyklersk og salvelsesfuld Tale.

✂ Stykket skal spilles, som det er skrevet, saa man forstaar, hvad det gælder og hvad Holberg vil tillivs.

✂ Der mærkedes imidlertid ikke Spor af fast Plan, da det opførtes paany — for iøvrigt daarligt Hus. Skuespillerne faar Lov at lade og tale som de lyster, og Spillet trækker Scenerne i søvnigt Luntetrav over Brædderne.

✂ Naturligvis er Fru Phister sikker i sine Papirer, stiv og strunk som Magdelone, men hun betoner ikke det Devote. Magdelone skulde slaa ind i en langt stærkere Fromladenhed, naar Jeronimus fortæller om de Himlens Indskydelser, han har modtaget.

✂ Og Hr. Helsengreen, der som den Skinhellige skulde bære Stykket, lader Rollen falde til Jorden. Selv de berømteste Pointer, som for Eksempel det gentagne min smukke Jomfru i første Scene — Kristian Mantzius lagde en hel Verden af senil Attraa ind deri — udvisker han ganske. Dette kunde imidlertid Instruktøren have bødet paa. Værre er det, at Hr. Helsengreen kun synes at besidde én Grimasse og at hans Stemme i lutter Ganetoner skingrer som en Told paa en 131Flaskehals. Jeronimus blev ikke skinhellig, og han blev heller ikke komisk. Muligvis er det dog blot en uheldig Debut.

✂ Af de øvrige Spillende er Hr. Schram Stykkets Lyspunkt. Han er som Gavtyven Radelzier uforglemmelig og beundringsværdig. Forklædt i Munkekutten har han ikke en eneste Replik, men ved et stumt og ikke indiskret Spil drager han i den Grad Opmærksomheden paa sig, at Hr. Olaf Poulsen i en meget talende Henrikrolle ganske bliver den lille ved Siden af ham.

✂ Dette Stykkes Henrik har aldrig lykkedes for Hr. Poulsen. Han er, mærkværdig nok, kedelig som Munk, skønt Fyren har lutter pudsige Ting at sige. Skuespilleren har desværre faaet galt Greb paa Stemme og Betoninger. Et mere indtrængende Studium af københavnske Præster turde anbefales ham, der nu nøjes med Teatersalvelse istedetfor den ægte Præstetone.

✂ Leonora spilles med megen Myndighed af Fru Hennings. Kun én Indvending kunde gøres. Naar denne Leonora prises for sin Huslighed og for sine borgerlige Dyder, naar hun hverken kan parlere Fransk eller spille og danse — hvorfor ser hun da ud som en lille Dukkeprinsesse, der lige skal køre til Bal? Mon Holberg ikke har ment en noget forskellig Skikkelse? — Endelig besidder Fru Hilmer som Pernille alle de traditionelle 132Gebærder, men mangler Ungdommen, der skulde lyse over den næsvise Kammerpige.

✂ Det vil rimeligvis ikke nytte at gøre opmærksom paa den urimelige Iscenesættelse af Slutningsoptrinet. Det er absolut nødvendigt, at Henrik ved et Vink giver Pernille tilkende, hvordan det forholder sig med hendes Frøkenstand. Hvorledes kan ellers Pernille som Frøken ægte den modbydelige Olding, som hun forbød sit Herskab at tage, dengang hun selv endnu var Tjenestepige? Dengang erklærede hun, at saadan en gammel Mand kun var passende for en køn og fattig Tjenestepige, der ellers af Desparation maatte gøre sig til Amme. Hvorfor tager hun ham selv nu? Lad Henrik da itide opmuntre hende til at se sit Snit og kapre den Gamle?

✂ Imidlertid, det kgl. Teaters Instruktør er sikker for fin og fornem en Mand til at lære noget af en simpel Kritiker.

II.

✂ 3dje Januar 1891.

✂ Pernilles korte Frøkenstand er det andet Holbergske Skuespil, som det er lykkedes det kgl. Teater at fremføre iaar. Straks ved Sæsonens Begyndelse gaves Jacob v. Tyboe til Ære for den genvundne 133Hr. Mantzius, som i Sæsonen 1888—89 havde overtaget Stygotius' Rolle efter sin store Triumf som Rosiflengius. Ganske sikkert udmærkede Hr. Mantzius sig ikke ved noget særligt Indfald i sin anden vanskelige og tørre Pedantrolle, men Teatret mente dog ikke i Sæsonen 1889—90 at have en Afløser ved Haanden. Jacob v. Tyboehvilede saaledes til hans Tilbagekomst, og Stykket kostede i indeværende Sæson Teatret ingensomhelst Ulejlighed, hverken Prøvetid eller Bekostning — man trak Komedien over Scenen som andet Hoveriarbejde, og da Udførelsen indeholder én udmærket Præstation, Hr. Olaf Poulsens Oldfux, og én højst anerkendelsesværdig Fremstilling, Hr. Schrams Storpraler, havde Holbergelskere altid noget at fornøje sig med.

✂ Nu midt i Sæsonen er man naaet til den anden Holbergske Komedie Pernilles korte Frøkenstand. Ogsaa dette Stykke stod paa Repertoiret indtil Udgangen af Sæsonen 1888—89, hvor Hr. Helsengreen spillede Jeronimus. Heller ikke her krævedes da af Teatret nogen kendelig Prøvetid eller Bekostning, idet kun en eneste Rolle skulde ombesættes, nemlig Jeronimus'. Den spillede Hr. Mantzius iaftes, og det synes saaledes stadig, som om Holberg er højst afhængig af Hr. Mantzius — hvortil i og for sig intet er at sige, særlig hvis man i dette Valg kan se en kunstnerisk Omsorg for 134at nybesætte de Roller, der i de Holbergske Skuespil trænger til friske Kræfter.

✂ Pernilles korte Frøkenstand gik dog væsenligt med samme Rollebesætning, som da Stykket 1873—74 optoges efter lang Hvile. Saaledes har da de samme Skuespillere behersket Rollerne i næsten en Snes Aar, og man tør paastaa, at Teatret ikke i denne Sæson har overanstrængt hverken Unge eller Gamle for Holbergs Skyld.

✂ Udførelsen var delvis lykket. En særlig Interesse knyttede sig naturligvis til Hr. Mantzius' Fremstilling. Han havde anlagt en levende Maske, et brutalt rødt, lidt apoplektisk Ansigt og et saadant usikkert Mæle, som en slap Tunge og tandløse Gummer tilvejebringer. Undertiden skimtedes vel nok den unge Mand igennem den paatagne Holdning, men hvis Hr. Mantzius hyppigt spillede Rollen, fik han snart Greb paa de enkelte Dele, der endnu ligger i Skygge. Hans Jeronimus var næppe devot nok; i al Tarvelighed staar den gamle Kæltring dog som vag Efterligning efter den Molière'ske Tartufe, og de mange himmelske Aabenbaringer, hvormed Manden hjælper sig, trænger vistnok til kraftigere Betoning. Forsaavidt var Masken brutalere end Manden: den lystne Olding, som Hr. Mantzius fremstiller, vilde vel næppe bruge saa mange hyklerske Omsvøb for at franarre sin Stedsøn hans Kæreste. Holberg vovede 135ikke, saa lidt som Molière, at gøre Hykleren til Præst: den danske Professor skildrede ham som velstaaende Borger, medens den franske Digter tog ham som Opkomling. Men Gang efter Gang er det dog »Himlen«, som Jeronimus paaberaaber sig til Støtte for hver Skurkestreg, han begaar.

✂ Roses maa som næsten altid Hr. Mantzius' naturlige, menneskelige Tale. Hans Jeronimus besad intet dumt Karikeret, Replikerne faldt med Fynd som i en Samtale. Uden megen Kulør. Det er jo mere Linjen end Farven, hvorover den talentfulde Skuespiller raader, og med de komiske Effekter kneb det. Imidlertid vidnede denne kloge Gengivelse om et betydeligt kunstnerisk Arbejde.

✂ Af de ældre Kunstnere gensaa man adskillige med Fornøjelse. Saaledes Fru Phister, der sandelig bærer sine 74 Aar som en Heltinde og som udtrumfede den myndige Rappenskralde Magdelones Repliker med fornøden Bidskhed. Og ved Siden af hende var Hr. Kolling et Mæhæ af en Ægtemand i rette Stil. Endvidere er og bliver Hr. Schram en uforglemmelig Radelzier: hans Udførelse af denne ubetydelige Rolle staar som et sikkert Tegn paa hans utrolige Talent for det Burleske. Hans stumme Spil fylder Scenen og bliver langt virkningsfuldere end selve Hr. Olaf Poulsens stærke Væren-paa-Færde.

✂ Dennes Henrik har vundet siden sidst. Munken er bleven dristigere, salvelsesfuldere, morsommere — men ogsaa lidt utydeligere. Kunstneren kender sin Pligt, naar han stadigt arbejder med de Holbergske Figurer, for hvilke han er den levende Tradition.

✂ Mangelfuldt er Elskerparret. Hr. Jerndorff bør billigvis afgive den ganske unge Leander, der næppe skal være mere end tyve Aar, og Fru Hennings kunde ogsaa uden Skade slippe den lille Jomfru paa de seksten. Men ubetinget forfejlet er Fru Hilmers Pernille, der mangler ethvert Spor af den Ungdom, hvormed den ligeledes sekstenaarige Kammerpige saa hyppigt og truende praler. At Fru Hilmer ikke ser ud som en sekstenaarig Ungdomsblomst, er endda det mindste; var blot ikke Friskheden saa forloren og Stemmeføringen saa uskøn!

✂ Paa en fornuftig Iscenesættelse var der ingen Ulejlighed anvendt. Endnu har Henrik ikke faaet Ordre til at hviske Pernille Hemmeligheden i Øret ved tredje Akts Slutning. Denne er nu meningsløs. Hvorfor skulde Pernille, der selv er bleven en fornem og rig Jomfru, tage den gamle Mand, imod hvem hun revolterede Leonora? Kun naar hun oplyses om Intrigen i rette Tid, forstaar man hendes Opførsel.

✂ Tredje Akts Stuedekoration er forfærdelig — især for den, der erindrer Tegners fortrinlige Illustration 137til disse Scener. Tredive tusinde Kroner til Aladdin — og aldrig fire Øre til Holberg! Mon der er synderlig Forstand i den Ordning?

III.

✂ 28nde September 1893.

✂ Det kgl. Teater strænger sig sandelig an. I September Maaned to store Helaftensforestillinger af klassisk Art: Væringerne og Et Vinteræventyr. Den sorte Domino i hvert Fald genoptaget, og de to sidste Aftener, Pernilles korte Frøkenstand (sidst opført i Februar 1891), Fjærnt fra Danmark (sidst opført Marts 1890), Den eneste Fejl, paany indstuderet efter mange Aars Hvile, og en hel ny Opera Jolanthe.

✂ Don Ranudo gik i Løbet. Hvad Grunden var, maa staa hen. Underligt synes det, at den lange Ferie ikke tillod Indstuderingen af et Holbergsk Skuespil, der ikke hørte til de bedst kendte og af Personalet forlængst lærte. Dog med en vis Resoluthed dækkede man over det lidte Nederlag, som Opgivelsen af Don Ranudo i Virkeligheden betød. Den politiske Kandestøber blev straks sat paa Plakaten, og nu inden Maanedens Slutning føjede man Pernilles korte Frøkenstand ind i Repertoiret. 138Man mærkede desværre den Hastighed, hvormed Beslutning og Gærning havde fulgt hinanden. Udførelsen manglede Sikkerhed. Man er vant til, at vore bedste Holbergfremstillere aldrig tøver et Sekund i Repliken, aldrig med en Gentagelse eller et Indskud af Hum eller Ah og lignende Hjælpere giver Suffløren Tid til hans Stikord. Saadant hændte imidlertid hyppigt, blot fordi Stykket ikke prøvedes tilstrækkeligt.

✂ Og dernæst bevirkede Hastigheden, at ikke en fornøden Ombesætning havde fundet Sted. I Stykket er Leonora og Pernille to lige gamle Jomfruer paa seksten Aar. Rollerne udføres af Fru Hennings og Fru Hilmer. Om den første kan man kun med Beundring sige, at hun endnu illuderer. Fru Hennings synes fin og sart som en purung, køn og brav lille Pige; hun spiller med en enkelt Undtagelse overordenligt stilfuldt den ubetydelige Rolle. Derimod synes Fru Hilmer langt ældre end Pernilles Aar, og man begaar en Uret mod denne Skuespillerinde ved at bevare hende i et Fag, som hun selv ønsker at forlade. Rollen burde gives enten til Fru Sinding, der fortræffeligt magter den, eller maaske til Fru Bloch, der vilde tage sig udmærket ud ved Siden af Fru Hennings — allerhelst skiftevis til dem begge. Fru Hilmer agerer nu for krampagtigt. Et Optrin ødelægges af begge Damer — Scenen mellem Pernille og Leonora, da de begge tror sig i anden 139Stand. Det er et af de faa følelsesfulde Optrin, som Holberg har skrevet. Fru Hennings og Fru Hilmer tager haardhændet paa de kønne Repliker og vil vække Latter ved overdrevent Foredrag. Sceneinstruktøren skulde ikke tillade sligt men Stedet fremskabe Optrinets rette Stemning.

✂ Han skulde heller ikke tillade Hr. Olaf Poulsen at sparke og slaa Hr. Schram, hvor begge agerer Munke. Hr. Poulsen vil more hermed, men forregner sig. Hans Munk var nu ikke saa pudsig som for nogle Aar tilbage, dog kraftigere end i hans Ungdom. Med en stilfærdig, næsten genial Komik virker Hr. Schram som næsten stum Person. Det er mesterligt gjort, og Hr. Schram rager op over alle andre i Komedien, legemligt og aandeligt. Et Fotografi burde forevige ham i denne Rolle.

✂ Hr. Jerndorff er selvfølgeligt for gammel til den unge Leander. Derimod var Hr. Mantzius tidligere for ung til Jeronimus. Nu besidder han Avtoritet under en fortræffelig Oldingemaske, skønt han maaske snarere giver den lystne end den hyklerske og pengebegærlige Olding. Der mangler en Smule Komik — Smældet paa Pisken. Men Spillet er alvorligt og kommer indvendig fra. Vil man have Modsætningen, saa betragte man Fru Phisters Magdelone: megen Soliditet, men lutter Udvendighed, den gamle Frue jager efter Effekt, 140som gjaldt det endnu for hende at erhværve sig en solbeskinnet Plads.

✂ Iscenesættelse og Udstyr forslog ikke i Pernilles korte Frøkenstand.

IV.

✂ 3dje December 1897.

✂ Det er den tredje December, Holbergs Fødselsdag, og naar man vil være meget velvillig, kan man naturligvis indrømme, at det kgl. Teater den Dag fejrede den Digter, som det skylder sin Tilblivelse. Men man maa da være meget velvillig. Der gaves vel et Stykke af Holberg — dog intet nyt indstuderet Skuespil — og bagefter opførtes Nej. Holberg var uimodsigelig en Fjende af Vaudevillen, derom kan læses talrige Vidnesbyrd i hans Skrifter; altsaa havde det været mere passende, om man havde udelukket denne af intet Hensyn til Festen krævede Tilføjelse.

✂ Hvorfor opførte man ikke Erasmus Montanus, om hvilket man nu har talt i mange Maaneder? Hvad er det dog for en mærkværdig Slaphed, der hviler over det kgl. Teaters Bestyrelse? Der arbejdes (?) uden Plan og uden Ledelse, som det bedst kan gaa, og saaledes at nogle enkelte 141Skuespillere sættes i første Plan, medens andre uden Grund skydes til Side. Hvad mon kan hindre en Opførelse af Erasmus Montanus, som altid burde kunne sættes op paa fjorten Dage? Hvis vore bedste Kræfter ikke kan Holbergs Komedier paa deres Fingre, hvad kan de saa? Og hvem vil man bilde ind, at der ikke samtidigt kan holdes Prøver paa en Opera og et Skuespil? Dagen er lang, hvis man vil bruge den. Imellem 10 og 6 kan der blive fire Timer til hver Prøve. Spørg en Smule efter paa andre Teatre, hvorledes dér maa arbejdes! Men det kgl. Teater er vist altfor fornemt og kongeligt.

✂ Og saa fejrede man Holberg i al Tarvelighed og for tomme Bænke.

✂ Det var forsaavidt urimeligt, som Pernilles korte Frøkenstand fremstilles med stor Dygtighed. Hr. Mantzius' Jeronimus er bleven bredere og kraftigere med Aarene, Hr. Olaf Poulsens Henrik ejer megen kunstnerisk Myndighed, og hvor er det ikke heldigt, at Fru Sindings Humør og Energi endelig er vundne for Pernille! Af Hensyn til hende maa det ganske bestemt forlanges — som mange Gange før — at Henrik mod Stykkets Slutning ved et stumt Spil meddeler Pernille den iværksatte Intrige. Hvorledes skulde denne Pernille, der saa bestemt modsatte sig Leonoras Giftermaal med den gamle Jeronimus, selv bekvemme sig til at ægte hans Posterioriteter? Hun, som har prædiket, 142at kun fattige Piger bør tage de gamle Ægteherrer, hvorfor skulde hun, som nu er en rig Frøken, søbe den Kaal, som hun nødte Leonora til at afslaa? Men derimod, hvis Henrik har fortalt hende Sammenhængen, saa er Sagen klar, saa handler hun i god Overensstemmelse med sig selv. Det vilde derfor klæde det kgl. Teater at gøre denne lille Forandring — for at fejre Holbergs sunde Fornuft.

✂ Endnu kan bemærkes, at Hr. Poul Nielsen ikke uden Held søgte at bevare Traditionen fra Schrams vidunderlige Radelzier.

V.

✂ 11te December 1897.

✂ Det kgl. Teater behandler med en vis Drilskhed de Folk, til hvis Profession det hører at besøge Teatrets Forestillinger. For en Uge siden nmodede Teatret dem om at overvære Pernilles korte Frøkenstand, der bragtes frem til en yderst tarvelig Holbergfest, og en Uge efter indbyder Teatret til — Pernilles korte Frøkenstand igen. Hvor varmt end Ens Hjærte slaar for Holberg, saa bliver to Forestillinger af samme Komedie saa 143kort efter hinanden let for meget af det Gode. Vistnok optraadte der en Debutant, og en saadan sjælden Fugl pirrer naturligvis Nysgærrigheden. Men mon egenlig Teaterbestyrelsen viser synderlig Kærlighed til Holberg ved sin Fremgangsmaade? Først affejes selve Festdagen med en ingenlunde gennemarbejdet Opførelse af en af de faa Holbergske Komedier, der overhovedet spilles, og saa tvinger man den debuterende Holbergfremstiller til at optræde en Uge efter sin Lærer just som de Tilhørere, paa hvem det kommer an, har alle dennes Betoninger i Øret og paany er blevne fortrolige med hans Opfattelse af Rollen.

✂ Hr. Bonnesen er nemlig Hr. Mantzius' Elev — det høres paa to Minuter. Han synes at være en dygtig Elev, spæd og uden Myndighed som en Lærling, men flink i sit Studium og akademisk i sin Optræden. Hr. Bonnesen lader til at besidde ikke faa gode Betingelser som Komiker. Han kan i sit Ydre efterligne nærmest den Adolf Rosenkilde'ske Type og hans Stemme lyder klart og fuldt. Det er ikke lidt — om det egenlig er nok til en Debut paa det kgl. Teater, turde være tvivlsomt, hvis Theatret holdt sig sin store Opgave efterretteligt.

✂ Nogen ny Opfattelse af Jeronimus-Figuren eller af de enkelte Repliker fandt man, som venteligt var, ikke i Hr. Bonnesens Debut. Han støttede sig 144tæt op til det af Hr. Mantzius Lærte. Det havde sikkert været venligere og rimeligere, om man havde undt ham en anden, en finere og betydeligere Debutrolle end denne Jeronimus, der desværre af Holberg er tegnet saa farceagtigt grovt.