↩ Vi har kun den ene Holberg, hvis Komedier jo desværre ikke maaler sig med Molières hverken i Poesi, i aandelig Betydning eller i teknisk Fuldkommenhed. Hvor underligt, at hin Gøgler — thi andet var Molière da ikke: omrejsende Aktør og sorgløs Bearbejder — skulde overgaa den lærde 173og kloge Mand, der ikke strøede sine Dage for de fire Vinde og som af Naturen havde modtaget et kosteligt Talent, der styrkedes gennem Læsning og Rejser! Vist er det, at den Skala af menneskelige Følelser, der klinger hos Molière, fra Lystighed til Fortvivlelse, fra Sværmeri til Menneskeforagt, finder intet Sidestykke hos Holberg, der ensformigt behandlede smaa Daarskaber og kun enkeltsteds i Erasmus Montanus og Jeppe paa Bjærget hævede sig til den store Konflikt eller den gennemførte Karakterskildring. Men skønt Holberg levede i det lille Land og ikke kunde midtsamle sit Geni i Komedieskrivning alene, fordi han maatte opdyrke mangt et goldt Omraade, var og blev han dog den eneste Dramatiker, om hvem der samlede sig en Overlevering, en Forstaaelse af hans Værk, der trods skiftende Smag og trods Skuespillernes vekslende Personlighed bevaredes som Regel. De Holbergske Komediers Betydning nu for vort Teater bestaar i, at de skal opføres, og at der ved Teatret og i Publikum findes en Fællesopfattelse, hvorefter de kun tør opføres ud fra en stærk Respekt for Opgaven.