↩ Fra sin Debut var han Teatrets første Vaudevilleelsker. Men dette fik ikke stor Betydning den Gang, hvor man endnu misbrugte et Geni som Michael Wiehe i Abekattens og En Søndag paa Amagers Elskerroller. Fru Heiberg vilde meget naturligt, ikke undvære en Kraft som Wiehes til at give de sentimentale Smaastykker Glans, og man kan alene heraf skønne, hvor vanskeligt Hultmann havde for at trænge igennem eller rettere for at vinde Plads i det fulde Sollys. Dertil kom, at en Kunst saa stor som Wiehes, et saa rigt Temperament som Fru Heibergs maatte beslaglægge Hovedinteressen hos Publikum. Og da Hultmann naaede op i Trediverne, oprandt den store Høedt-Heibergske Strid, der fyldte Tiden fra 1850 til 60, og hvori Hultmann ingen Del tog. Han holdt sig nærmest til den Heibergske Side, blev ved Statsscenen, da Høedt og Wiehe drog til Hofteatret, og udførte nøjagtigt sin Tjeneste Han overtog endog enkelte Wiehe’ske Roller, uden synderligt Held: den stærke Romantik, den dybe Lidenskabelighed laa ikke for den pyntelige og varsomme Mand. Alligevel var han ingenlunde 241konservativ i sin Kunst, hverken svulstig eller sentimental, maaske noget akademisk, men af en fuldkommen Naturlighed. Rollerne kunde være affekterede; der var dog aldrig Spor af Skaberi over Hultmann.