↩ Hans Glansperiode, hans Myndighedstid falder egentlig først efter Fru Heibergs Bortgang, efter Michael Wiehes Død. Han var da en Mand paa nogle og Fyrre, som bevarede et fuldkomment ungdommeligt Udseende paa Scenen. Han udførte de Hostrup'ske, Heiberg'ske, Hertz'ske Elskerroller med en fin og indtagende Kunst. De Hostrupske Studenter vil man næppe nogensinde se fremstillede paa denne Vis: den nuværende Klint mangler Hultmanns Natur og Gratie. Hr. Axel Madsen fremviser Klint, han er ikke den glade og kønne Student. Ligedan var Hultmann helt udmærket i Holbergske Leanderroller, paa én Gang fornem og ung, tilpas følelsesfuld og dog gammeldags i Tonen. Hans udprægede Nøjagtighed —den skrev sig vel ogsaa fra, at hans Talent fattedes Improvisation — støbte den Holbergske Replik i en fast Form, der skabte Stil. Han tillod sig ikke at flytte et Komma, men han ansaa det for sin Pligt at nedlægge i hvert Ord alt, hvad han ævnede.