↩ Han har nemlig ganske andre Krav paa Literaturens Tak end igennem denne sildefødte og afblegede Romantik. Omtrent to Aar efter satte han sig med Helmer i Et Dukkehjem fast i Højsædet som Scenens ypperste Karakterfremstiller. Han spillede langt bedre end Fru Hennings, ogsaa langt bedre end den norske Fremstiller af Helmer. Indsigtsfuldere Kunst kunde man ikke se: alt kom Poulsen til Gode i denne Rolle, baade hans skarpsindige og dannetklare Diktion, hans eget noget æstetiske og reaktionære Naturel og hans fine Literaturkendskab. Han forstod Rollen eller følte den som en Art Satire, der kunde ramme hans eget Parti, og han morede sig 270over og fremstillede med kosteligt Vid og Drilleri dens Spot. Seks Aar senere fornyer han denne Fremstilling gennem den beslægtede Skikkelse Hjalmar Ekdal i Vildanden.