↩ Idet Hensynet til Børnene opstilles som det alene afgørende, viser Flerkoneri, Forstødelse af Hustruen og Skilsmisse sig for Bonald som lige forkastelige. Han bemærker ogsaa, at Indførelsen af Flerkoneri og Indførelsen af Skilsmisse synes at skulle følges ad, siden Luther - denne Anekdote gaar igen i ethvert Bind fra dette Tidsrum - der tillod Skilsmisse, ogsaa, om end i dybeste Hemmelighed, tillod Landgreven af Hessen Tvegifte. Han har, siger han, ikke mere tilovers for det efterhaanden indtrædende Flerkoneri end for det samtidige, og glemmer, at denne Indvending lige saa godt gælder Indgaaelse af et nyt Ægteskab efter den ene af Ægtefællernes Død som nyt Ægteskab efter Skilsmisse, Overalt, siger han, hvor Skilsmisse er tilladt og hvor en Kvinde altsaa i enhver Mandsperson kan se en mulig Ægtemand, er Kvinderne uden Kyskhed eller idetmindste uden Blu. Han anfører England som Eksempel - England. Tilstanden i England, hvor Skilsmisse i visse Tilfælde er tilladt, sammenligner han med Tilstandene hos enkelte vilde Folkeslag, hvor Ægtemanden lader sin Kones Medskyldige, naar han overrasker ham, betale sig et stegt Svin, som de saa alle tre fortærer sammen. Overhovedet er England med sine forholdsvis frisindede Samfundsindretninger saavel for ham som for Lamennais den sande Syndebuk. Lamennais siger f. Eks. om England, at man * 114 ingensteds finder en Befolkning, der er saa sløvet, saa blottet for sædelig Sans, saa fremmed for højere Forestillinger og for Alt, hvad der opløfter Sindet og adler Menneskelivet.*)