Bang, Herman TREDIE BOG

TREDIE BOG

GOLDE AKS

I

WILLIAM vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne sin Overfrakke af, hængte den op, saá i Brevkassen efter Breve. Saa . gik han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og han havde paa Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved Buffetten, gik saa ind i Dagligstuen og satte sig paa den lille Puf.

Han var ikke vaagnet endnu.

Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slaaet et Glas i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun haandterede Støvekosten paa Skrivebordets Nipssager.

"Saa var her Bud fra Gerson, om han kunde komme her iaften. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om Du skulde ud."

William sad og stirrede.

"For det er jo," Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et Ryk. Med et eneste Blik saá hun, at Slaget var kommet. "William! Du har prøvet ... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du har prøvet."

William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun.

222

Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder.

Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede den med sit Armbaand, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod hans Haar ...

Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.

Saa gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende paa Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne ...

William rejste sig og forsøgte at tale. "Bliv heller her inde, William," sagde Nina. "Du kan jo sidde ganske stille."

"Nej ... jeg ... jeg maa være alene," Ordene lød som et brudt Ekko, "lidt alene," sagde han. Han vendte sig °§ gik hen mod Døren.

Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: "Hvor Du lider."

Saa gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk Smil, mens han sagde:

"Ja, jeg har det ikke saa godt."

Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham endnu fastere til sig: "Kan Du ikke græde?"

William rystede paa Hovedet: "Lad mig være alene," gentog han, "lidt alene."

Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og laasede Døren til sit Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han paa den graablege Slaphed som paa en fremmed Mands Træk. Men saa skælvede han, 223 og med noget som et hulkende Suk sank han sammen paa Stolen foran Skrivebordet.

Hans Tanker begyndte at vaagne.

Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvaagnen i fjerne og smaa Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vaagnede af Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke vilde møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.

Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres Barnepigers Ansigter ... Mine kunde han huske, hun havde væltet et Glas Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og faaet Skænd af Moder, og saa havde hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.

Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men saa blev Knapperne taget af og sat paa en Overfrakke. Der var Snore helt ned ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig paa Gaden og saá efter ham, naar han gik ud paa Skovbakken med Pigen ...

Saa huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gaard; Minderne flokkedes i hans Sind, men han saá paa dem med et underligt, sløvt Blik, med et halvt Øje ...

Og pludselig kunde selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg paa at undfly slaar med de kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende Øje ... hjælpeløst og forstenet.

Saaledes forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som Svagheden hidkaldte dem for at dække ...

224

Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i Ansigtet.

Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.

Altsaa var det forbi.

Slaget tabt.

William saá ud over denne Valplads, hvor hvert Haab laa fældet: Rækkerne var sunket sammen, Side ved Side laa de, Lynet havde mejet dem. Og næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende, Billedet af Forhaabningernes slagne Legion. Men saa dræbte den graa Kummer ogsaa hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne ...

Forbi.

Han maalte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved Uhrværket, der var sprunget.

Hagen faldt ned paa Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.

Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan det vel var muligt ... hvordan er det muligt?

Hvorfor? Hvordan?

Han flygtede for Spørgsmaalene. Men alle Veje var stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der gaar op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde i den samme Kreds.

Hvor skulde han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han saa gik!

Alt, alt havde det jo været bygget paa dette. Havde det ikke vævet sig ind i hans Liv, som fine Traade i et fastknyttet Net, og nu sad alt i blodigt Kød, naar man skar det bort?

Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William saá det, saa det falde, flagre, visne, synke sammen paa Jorden.

225

Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem, som laa ham paa Tungen?

Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten, Vinden føg ... Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé ...

William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Saa var Sagaen sluttet.

Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand, der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke bære ...

Nej - nej!

Han satte sig igen. Han vilde tvinge sin Tanke.

Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede og dulmede paa samme Tid ...

Og paany spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede om det? Hvor?

Og mer end det: han havde arbejdet for det.

Hvor han saá, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed ; de arbejdede ikke og de vilde leve ... Og han selv havde været som de andre, sløv, gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da saa det var kommet, saa var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det - men han havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det ...

Disse forfærdelige Nætter, naar han var hallucineret, naar det raabte om ham med hundrede Stemmer, naar lange Hænder sled i ham, Rotter løb over hans Seng og hen over hans Ansigt - -

Ja - han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv til at være rask. Nu, nu var det forbi - nu vidste han det, nu vilde det komme, baade 226 Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var forbi, færdig -

Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.

Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig.

Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham under Erindringens Mareridt. Aa - det idetmindste kunde aldrig komme igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og fugtigt bestandig lagde sig over det paany - saaledes havde han følt det ...

Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.

Han havde staaet Ansigt til Ansigt med sin Mangel paa Evne.

Nu saá han det. Men hvorfor havde han først set det nu?

Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.

Alle disse fire Aar - hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var sket ...

Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig - og vidst det. Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fe j gned.

Fejghed var det, Fejghed, det var Ordet.

Fejg - fejg!

Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra - - han huskede det, han havde taget i Døren for at løbe. Han turde ikke, han var fejg, angst for at prøve, og vilde fly. Men uddybe sin Fejghed, tage fat i 227 sig selv for at spørge, hvor Fejgheden bundede, - det turde han ikke.

Hans Tanker gik paa Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der var Taage over det alt, graa Taage, et Halvmørke, hvori man snublede over tavse Lig - -

Han saá, tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset slukket over sløjfede Volde.

Den sidste Høg havde været en Don Quichote - der havde kæmpet med Vejrmøller!

"Don Quichote." Det var morsomt - - morsomt

Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen.

Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt hans Øjne til ... han var bedøvet under sin Elendigheds Last.

Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.

Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet, lidt Lys kom ind fra Gaden. Saa vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han kom til at tænke paa en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde helt optaget hans Tanker i mange Tider, Arrangementet, det hele; han havde selv skrevet smaa Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, naar hun blandede Biskop og skar Smørrebrød ... Saa den næste Morgen, da Ballet var forbi, og han vaagnede i sit Værelse, hvor de havde stillet en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, saa havde han følt sig saa skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og drejet sig og buklet sig ind i Tæppet 228 for at undgaa det, som kom ham nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse - -

Nu, mens han laa og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at smile ved Tanken om dette. "Jo-o, Ballet var forbi."

William havde saadan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde let, da Etatsraaden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og tilsidst mente: "Der var noget bag" - især saa da Regissøren gentog det, i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.

"Der var noget bag ..."

Og William morede sig. Det pirrede ham saadan at stikke sig selv med Knappenaale.

Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Saa lukkede han Døren op og gik ud i Spisestuen.

Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været bestemt paa at kalde og havde opgivet det igen.

Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.

William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen. Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem et Vindstød mod Ruden.

"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen imod Williams Krog.

"Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak."

Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.

"Hvor det stormer," sagde Nina.

229

"Ja, det er blevet slemt Vejr," der var det samme brudte, udslukte i Lyden, han tav lidt: "Det fryser ogsaa."

De sad igen stille. Sofies Taarer faldt én for én ned paa Servietten, hun sømmede. Lige paa én Gang virrede Nina med Hovedet og tog Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.

William havde rejst sig og gik frem og tilbage paa Gulvet. Tilsidst drejede han rundt og gik hen imod Døren.

"God Nat," sagde han.

"Gaar Du?" Tonen var angst.

"Jeg - gaar," William mumlede, "ud at se til Gerson."

"I det Vejr -", men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.

Det var Snefog og blæste saa stærkt, saa man næppe kunde komme frem. William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i Ansigtet, saa han slet ikke kunde se. Han syntes, det var dejligt at faa disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.

Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæplads. Man rutschede ind mod Husrækken og kunde hverken komme frem eller tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede saa tilbage med et Hvin.

Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.

Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var saa glat som ved Isslag, og Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig borede sig op mod Vinden.

Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt kravlende. Da han var kommet om, 230 vendte han sig og saá tilbage, naaede saa en hundrede Skridt frem til Porten.

Der var lunt og lyst paa Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad alle Trin. Naar man kom ude fra, var det dejligt, saadant et lunt Velbehag, der kom over Én. Der var store Blomstergrupper paa alle Afsatser.

Gerson boede paa tredje Sal, øverst oppe. William traadte lige midt paa Tæppet. Det var saa blødt at gaa paa. Her var det. Han ringede, og Pigen lukkede op.

"Om Hr. Gerson var hjemme?"

"Nej, Studenten var i Theatret med Fruen."

William stod lidt i Tanker. "Naa - i Theatret." Han blev staaende og faldt i Staver, mens han stirrede paa Pigen, der ventede med Haanden paa Entrédøren. "Naa, i Theatret," gentog han i samme Tone, vendte sig og gik ned. Først nede paa Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, raabte han tilbage: "Hils."

"I Theatret," det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og ubestemt, smertefuld Efterdønning.

Han læste paa Dørene. Det var lutter fine Folk, paa anden Sal en Kammerherre, paa første en Lehnsbaron. Nede paa Døren i Stuen var der en stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for at læse det.

Grevinde - jo, der stod Hatzfeldt.

"Boede hun her - det vidste han ikke?" Han smøgede Kraven op og gik langsomt ned ad Trappen ud i Porten.

"Det er haardt Vejr," sagde Portneren, han stod og fejede noget sammenføget Sne bort fra Gadedøren.

William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod Porten, der lukkedes bag ham, saa han slet ikke kunde komme frem; han gjorde et Par Forsøg, men blev saa staaende. Sneen piskede ham i Ansigtet, 231 uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.

Saa ringede han paa igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen - - -

"Grevinden var hjemme."

Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, aabnede Døren paa en egen diskret Maade, meget stilfærdigt.

"Grevinden var i Kabinettet."

William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. "Tak," sagde han, men blev staaende. Tjeneren pegede paa en gul Portiere og sagde: "Dér ..."

I det samme løftede en Damehaand Forhænget til Side, og Grevinde Hatzfeldt kom frem paa Tærskelen.

Tjeneren gik.

Grevinden saá et Øjeblik paa William, der stod og undersøgte Gulvtæppet og krammede sin Handske.

"Saa kommer De da endelig," sagde hun og rakte ham Haanden, mens hun slap Portieren. "Hvad skriver vi idag?"

De kom ind i Kabinettet.

Mod sin Vilje kom William til at aande dybt og aabnede Munden; Luften var gennemtrængt af Violduft.

"Er her Dem for parfumeret?" spurgte Grevinden.

"Aa nej, her er som hos Hr. Hoff - -"

"Hos Bernhard - - Hoff - ja, det vil jeg tro," Fru Hatzfeldt havde talt noget hurtigt. Saa standsede hun og tilføjede ligegyldigt: "Jeg kunde tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede ..."

Grevinden sad lænet tilbage paa den røde Divan og legede med sit Haar. Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, saa Lyset faldt paa Williams Ansigt. Der var saadan en underlig Sitren i hans Kinder. Og mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad der dog var hændet William Høg, siden han kom paa denne Tid, paa den Maade.

William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Thema til Thema, skosede til fælles Bekendte og snakkede op.

232

Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen; Grevinden maatte føre Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler, mens William svarede med tomme "Ja" og "Nej". Han sad og stirrede paa Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind saá ud, som det glødede ... Hvor det maatte være varmt.

Saa greb han sig i at have svaret galt paa et Spørgsmaal af Grevinden, og han næsten fo'r op i Sædet. Pludseligt lagde han Haanden for Øjnene: "De maa ikke være vred," sagde han.

"Vred?"

"Ja, fordi jeg er kommet," han stod lidt, kæmpende med sig selv. "De maa ikke være vred," gentog han, "det var - det var, fordi - -"

Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren.

"Høg" - Grevinden rejste sig - "hvad er der hændet Dem?"

William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og saá paa hende. Hun var traadt op paa en lav Skammel, der stod foran Divanen - hvor hun var stor og smuk!

Og William standsede: "Jeg har ikke haft det saa godt idag," sagde han sagte.

"Og hvor gaar De nu hen?" spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme.

"Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?"

Grevinden saá paa ham og blev slaaet af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals.

"Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket," sagde hun mildt, hendes Arm laa let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede hun: "Det er jo dog derfor, De er kommet - -"

William mødte hendes Blik, der hvilede paa ham, og hans Læber bevægede sig skælvende. Saa bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen af dem talte.

233

Grevinden glattede mildt hans Haar, ventede med Armene slynget om hans Liv - -

Saa førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig paa en lav Puf, bestandig klappende hans Haar - -

Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Haar ... Han sukkede og hviskede sagte - - - sukkede igen og græd.

Under sin Graad begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin Moder. Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under Graaden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket - -. Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han klagede, han anklagede.

Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde arbejdet - Nat og Dag - Dag og Nat. Den Dag, det var kommet ... det var Kamilla, der havde vækket det, Kaldet ... aa, - han havde taget det for en Aabenbaring. Og han havde forsaget - forsaget - -

Saadan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod Sygdommen - og nu, nu var det forbi - -

Manden i William forsvandt i denne styrtende Taarestrøm, Viljen skyllede bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt ... Han havde stridt, mandet sine unge Aar op til at handle og ville

Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager.

Grevinden lagde hans Hoved paa Puden og forsøgte at rejse sig.

"Gaa ikke!" bad han.

Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt paa hendes Ansigt, saa det glødede, Straalerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og hun saá ned.

"Barn," sagde hun.

Saa smilede han for første Gang.

234

"De ligner Kamilla," sagde han og lagde Hovedet ned igen.

"Jeg vil spille lidt for Dem," sagde Grevinden, "lidt inden The."

Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden Graaden, og han laa ganske stillepaa Tæppet.

Hvor det dog var en blød Melodi!

Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe havde trængt til Hvile - saa længe.

Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet og saá paa hende. Grevinden sad i Mørke - kun Armene laa i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Haandledene meget højt og buede ... Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede Armene over Tasterne.

Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu ...

Saa træt, saa træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og Tvivl og ny Anspændelse - ja, for træt havde han været ...

Han tænkte paa, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe siden ...

Se, de hvide Arme ... som Slanger ...

Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet støttet paa den ene Arm. William saá over imod hende, løftede Armen lidt som for at vinke ...

Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes graa Øjne blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham, satte sig saa og tog hans Hoved imellem sine Hænder.

"Ikke sandt, det dulmer," hviskede hun dæmpet.

"Ja - Hoff har ogsaa en Gang spillet for mig ..."

"De holder meget af Hoff," sagde hun og saá ned.

Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans Tindinger med begge Hænder. Saa 235 gled der et pludseligt Glimt over Williams Ansigt, og de smilede begge.

Han rejste sig halvt, stadig saá de paa hinanden, og brændende trykkede de de aandende Munde, Læbe mod Læbe ...

II

Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende.

Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn.

Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.

Ingen vidste,, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være mere end tredive, ondskabsfulde Medbej lersker og et Par Medlemmer af det engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var højt over de fyrre.

Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et Sted.

Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi at Fruen oprindelig skulde have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavirkede 236 af taagede Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed.

Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Baand var opstillet paa et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen maaske et Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin Daabsattest - - var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held.

Efter Grevens Død - de var kun gifte i tre Fjerdingaar - havde Fru Eva opholdt sig saa noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang havde vist sig i København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en Dame, der i alt var komplet comme il faut, og som optraadte med en blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at lytte til Rygter.

Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres Usandsynlighed.

- - Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den bestandig smukke Enke, hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegraa Haar frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle Forbindelser i det selskabelige Liv.

Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer, hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegaarden - alt dette var jo netop uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en 237 Kone kunde blive bedømt, naar hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at kunne dele Ungdommens Nydelser.

Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i alt baade beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester og sang overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med. store Navne, men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige Liv ...

Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener. Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt

"Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans.

Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.

Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ.

William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at 238 græde bestandig. Mens han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn.

Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, "som skrev med deres Blod", og som William læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt al den. Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede saa tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang saá han vel ikke helt, at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte havde andre Grunde - men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet Vækst. En ubestemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt uden at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske og halvt forstaaede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv, men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke.

Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse, der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et formummet Spil.

I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk, sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af Søvnløshed og uden Taarer.

Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv ... Naar han nu tænkte paa hende, skød han Billedet 239 bort, ligesom holdt sig for Øjnene for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke, og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt ... Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr, hende sit Liv - - Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, og han turde ikke se mod det skinnende Billede - - Nu, da det var brustet og forbi - -

Forbi.

Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Haand.

Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.

Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren ... Han lagde en Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de Musset og George Sand. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte al hans Lidenskab og al hans Villie? - - kunde han ikke dø?

Thi udenfor dette laa det store Intet - Fortabtheden, Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv.

Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans Haar. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han.

"Kinderscenen," sagde hun.

Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes ...

Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad Komponisten nu fortalte. Hun talte 240 paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.

Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende ^g begyndte paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog," sagde hun. Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte, Lamartines "Jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op.

Og til andre Tider var hun "Damen", koldt overlegen og rolig. Hun saá ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame ; hun saá ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse - saaledes kunde hun være.

Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse smaa Tegn, som er Eiskendes Budbringere, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine Smil - kolde og forbindtlige Smil ...

Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt ... Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaen.

Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og sig ...

Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem - var dem som en Moder ...

Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde 241 betragte ham med sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, naar han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens Førstegry ...

Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.

Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt.

Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes. I Begyndelsen havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand - ny Brand.

Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis Genstand han aldrig syntes at kunne fange: fordi den aldrig var den samme.

Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes.

Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla, da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser.

Var dette anderledes?

Jo anderledes, anderledes og dog det samme: thi golde var disse Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at modtage noget for, hvad han gav ...

Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor? 242 Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen.

Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede paa hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt, noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig Forblødning ... Det kunde komme pludseligt, midt som de sad, og hans Hænder, som laa slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i hans Øjne slukkedes...

Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem.

Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han følte Lede, men blev.

Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et Glas Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe, kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den hen - saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han udtørredes under sin egen Lede.

Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham saaledes synke hen i en Døs.

Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden i Selskaber.

En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa skulde Vognen køre dem op om Valby.

William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen. Han var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde opgivet at tage hende noget ilde op.

Lidt borte fra Runddelen saá han Hoff komme kørende i Alléen. Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet, meget bleg og indfalden saá 243 han ud, og trods det gode Vejr havde han Pelsværket helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var længe siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange, de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord. Han vilde helst være fri for at tale med ham ...

Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde Drosken an. Wiliam maatte standse og gaa ud til Vognen.

"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time."

"Nej Tak" - William skulde til Byen ...

"Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem rned min Pels - jeg vil hellere gaa." Han fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i Vognen ... William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage af med Pelsen alene.

"Aa, kære, skidt med det - saa længe det er siden," Hoff traadte ud af Drosken, "vi har set hinanden. Naa, Farvel Kusk!"

"Skal De ikke betale?" ...

"Jo, det - aa nej, jeg har ham paa Regning." Drosken rullede af og de gik over i Alléen. "For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden," sagde Hoff.

"William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: "De ser meget daarlig ud," sagde han blot.

"Aa ja - det er min Roman - den tager paa Kræfterne ..."

"Skriver De paa en Roman ?"

"Ja - og den er forsinket. Egentlig skulde den allerede have været ude ..."

"Hvad handler den om?" spurgte William, som var glad ved at have fundet noget at tale om.

"Aa," Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, "hvad Romaner almindelig handler om - om Verdens Daarlighed."

Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden 244 og skubbede lidt Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. "Aa ja - det er jo et rigt Emne," sagde han.

"Temmelig." Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: "Men De ser skam heller ikke synderlig rask ud."

"Vist som sædvanlig."

"De skriver maaske osse paa en Roman?"

"Nej," William lo, "men jeg tænker paa det."

De gik atter tavse: "Jeg har været hjemme nogle Gange," sagde Hoff, "men De er svær at træffe. Jeg vilde have talt til Dem om noget ved Bladet

"Ved Bladet?"

"Ja - vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole - og saa tænkte jeg, at De vilde passe godt." Hoff saá ikke op, men William havde paa Følelsen, han alligevel skævede til ham.

"Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne.

Hoff gik videre: "Godt nok," han standsede lidt. "men noget maa De dog bestille."

"Ja - tage Eksamen."

"Naa," Hoff gik til igen, "ja, naar De vil tage Eksamen."

"Jeg er jo politisk Studerende."

"Saa? Det har jeg osse været... det er et dejligt Studium. Og De skal vel op til Jul om et Aar?"

"Jeg har ikke tænkt paa at gaa op ..."

Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i Hatten: "Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han aldrig saá Dem undtagen paa Trappen."

Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. "Det er nok det samme Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor."

"Ja - Grevinden bo'r dér i Stuen ..."

William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfet Betoning.

"De kommer der nok - en Del," sagde han.

245

"Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en let Streg under os.

"Naa - Deres Søstre osse," Hoff holdt inde, gik lidt igen, sagde saa alvorligere: "Mon det er rigtigt?"

"Hvilket?"

"At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt." Hoff slog Asken af Cigaretten.

William blev først bleg, saa meget rød.

"Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De - men ..." Hoff saá som tilfældigt over til Høgs Side ...

Saa greb William det nemmeste Middel: "Grevinden er en Veninde af vor Familie,"

"Naa - ja, det vidste jeg ikke."

"Og De, som kun har set Grevinden én Gang - -"

"Har vel næppe Ret til ... nej, ganske vist. Men," Hoff slyngede Cigaretstumpen væk: "jeg har osse kendt hende før."

William smilede: "Jeg synes, jeg erindrer, at De blev præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal."

"Ja - det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden."

William blev heftigere: "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han, "undtagen man ..."

"M a n ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør det, fordi jeg har været hendes Elsker."

"De!" Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt.

Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed.

Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.

"Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff. Det blev meddelt ganske tørt, som et simpelt Faktum. Og Tonen 246 var den samme, da han tilføjede: "Grevinden holder saa meget af unge Mennesker."

De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte. Hoff tog igen Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen.

Hoff hilste ærbødigt.

William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?"

"Det var Grevinden - med den unge Jansen."

William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet.

"Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og - et vakkert Menneske."

I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at gaa. Han gav ikke Haanden.

"Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede det.

"Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive ..."

"Maaske - men jeg har nu den Idé ..."

"Ja - ellers Tak." William vilde gaa ... "At skrive, hvad jeg kunde, var vist ikke Umagen værd."

"Naa, jeg plager Dem jo ikke. Farvel, Høg."

De skiltes.

William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle statsvidenskabelige Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her. Han begyndte paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen og døsede.

Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det og lagde sig hen. Han var tung i Hovedet og kunde ikke samle sig, og hver Gang han vilde tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir, margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, 247 faldt han hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, indtil han vaagnede, bidende i Penneskaftet - -

Eller han blev svimmel af at læse; han kunde ikke straks fatte Meningen, maatte læse om og gentage. Saa svedte' han straks. Det var hele Tiden, som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse.

Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele.

Han kunde ligesaa gerne opgive det og lægge sig hen.

Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stemmer om sig og kunde ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade Svar og Tiltale.

Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer... ikke Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op og tageTag i sig selv: "Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt efter lagde han sig igen og sagde: "Det gør ikke noget."

Slet ingenting - og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne.

Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte. Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et Minde, et eneste Ord -

Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed.

Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var saadan graat overalt.

Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive, læste noget højt for sig selv, skrev igen -

Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op. Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i Stykker og brændte hver Stump paa Kakkelovnspladen.

248

- Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med.

De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.

"Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grevinden.

»Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort.

Grevinden saá hen: "Hvorfor?"

"Det ønsker jeg ikke at sige Dig."

"Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det halvt for Munden. "Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for Frøknerne Høg."

"Netop."

Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. "Det er kommet noget sent."

"For sent," sagde han.

Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den anden Side ud over Sundet.

"Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig lige imod ham.

"Det tror jeg ikke."

"Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?"

William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.

"For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden.

"Ja - som Du saá."

"En smuk Omgang."

William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din gamle Elsker." Det lød som et Stenkast.

Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Ifaanden for at slaa nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun:

"Hvem har sagt Dig det?"

"Han selv" ...

"Ah!" Grevinden aandede dybt. Men saa hævede hun 249 Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:

"Og om saa var" ...

Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig."

"Ja - hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene ned.

Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.

"Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind mod hendes Ansigt.

Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: "Skøge - Skøge" og slog og slog.

Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen.

III

Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: "Gud skal ogsaa vide," han rystede og skuttede Skuldrene op, "hvorfor vi skal ha'e Vinter hele Aaret i dette rare Land."

"Aa," William talte noget søvnigt, "Vinteren er s'gu alle Dage bedre end Sommeren."

"Du mener, det er alle Dage ligegodt - aa ja - der er noget i'et."

De gik lidt.

"Uh, sikket Sjap," - det var Hoff, som talte - "og saa er der endda Huller paa mine Støvler" ...

"Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?"

"Nej," Hoff gabede igen, "jeg lod det staa. Jeg kunde 250 ikke" - ny Gaben og Kuldegysning - "faa Forskud før i næste Uge."

"Naa. Har Du nogle Cigaretter?"

»Jo - værsgo'." Høg fik, tændte, - "uh, det er dog nogle irriterende idiotiske Piger - de er s'gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme/*

Hoff svarede ikke og de gik videre.

"Du véd maaske ikke, jeg er flyttet," sagde han saa, det kom noget dumpende.

»Jo, jeg hørte det," de stod lige under en Gaslygte, Hoff saá op fra Brostenene. "Hvorfor har Du ikke talt om det?"

"Aa - jeg véd ikke - det er ... jo ingen Begivenhed." William var lidt usikker, saá ned ad Vimmelskaftet.

"Er Du blevet uenig med din Søster," spurgte Hoff.

"Pyh - der skulde jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter over elleve ..."

"Aa - ja, det kunde da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke hændet, saa længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem og læse Lamartine ..."

"Lamartine" - -

"Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi'e mig i Lag med Romantikken ..."

"Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?"

"Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er slemme i denne Tid."

"Ligesaa hos os! God Nat."

De skiltes - -

Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede Maden - han sagde altid, at Vers var det samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene - bankede det paa Døren.

Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa 251 hørte han Værtinden tale ude paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.

"Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede, Tonen var irriteret.

Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo en Dame," sagde hun tørt og lukkede Døren op.

"Naa," sagde Hoff og rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds Navn ..."

Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.

Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr. Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, som bad hende blot ikke være bange.

"Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak."

Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at staa dér, som om hun ventede.

Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig," sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg lidt Kul paa," sagde han. Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage Plads."

Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden.

Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende: "Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han.

Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med sig selv. "Mit Navn" - det var næsten uhørligt - "er Nina Høg," sagde hun. Hun løftede 252 Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt.

"Frøken Høg."

"Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder." Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde have kendt hende igen.

Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod Gulvtæppet... "Jeg kan tænke det," sagde han sagte.

Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun.

"Nej."

Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op, men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause.

Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men - men jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."

Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget sammen med ham ..."

"De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder ..."

"Nej ... men ... det er ikke det ... men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet, tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun.

Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han.

"Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget."

"Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina.

"Naar han blot vilde flytte hjem ..."

Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs 253 og stirrede ind i Lysene paa Flygelet - mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.

"Det var en stor Ulykke," sagde han.

Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun sagde tonløst: "Men han kunde jo ikke."

"Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff.

Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til Bordet. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: "Ser han daarlig ud?" spurgte hun.

Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde:

"Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet,'* sagde han, "og ... De skal ikke være bange ..."

Han standsede, fortsatte derpaa roligere:

"Det er maaske kun en Overgang,"

Nina saá spørgende op. "Men de Artikler ... var de ikke ... sære?"

"Jeg tror bestemt han har Talent,'* sagde Hoff.

"Tror De?" Det kom hurtigt, med et Glimt af Haab. Men Tonen blev atter dæmpet: "Men han har ingen Kræfter," sagde hun.

Hoff drejede Hovedet: "Aa, naar han blot vil."

Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede.

"De skal se, det er en Overgang," sagde Hoff igen. "Det er Skuffelserne ... naturligvis ... en Reaktion."

Nina blev staaende, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte: "Og saa med Pengene ..."

Hun holdt paa Sløret med Haanden, saa det skyggede for hendes Ansigt, men Hoff saá, hun skælvede.

"Han bruger saa mange Penge ... og vi ... og han er ikke rig."

"Ja - han ... bruger jo noget..."

"Men - - hvor faar han det?"

"Ja," Hoff stammede, "han ... tjener jo noget ved Bladet."

254

Nina rystede paa Hovedet: "Det er for Navnets Skyld," sagde hun og vendte sig helt.

Hoff var rørt, han tog hendes Haand: "Hvis jeg kunde gøre noget ..." sagde han.

"Lad ham blot komme hjem ... kun en Gang imellem." Graaden standsede hende. "Vi ser ham aldrig mere."

Ja ..."

"Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham."

Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.

"Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde hun. - -

William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede der.

Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en anden Tilværelse.

Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov - hvad han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller paa Chaiselonguen.

I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op for?

Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde "slaa" nogle. Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.

Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor 255 han laa, Time efter Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk Dyne.

Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til Chaiselonguen, hvor han døsede med .en Bog i Haanden eller sløvt faldt sammen og sov mer, end han var vaagen.

Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan, havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstaaelsen af nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget hidtil fremmed, dertil var han for slap.

Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt - og det, det var just det, han ikke gad.

Hvad han læste, var mest Filosofi.

Han troede ikke - han gav sig ikke af med at tro - søgte heller ikke at gennemtænke - han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.

Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk, saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans Yndlingsbeskæftigelse: "le ad det hele, Don Quichote-Idéen."

Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.

Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet 256 gjort til en af de vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om Vægt af Hjernen, om Fedtstof.

Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud. Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform paa hans Sjæleliv.

Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte ham til Undskyldning.

Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger, hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved (hvert Skridt; han ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje.

Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk, saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer ...

Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene.

Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage, hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.

Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel, og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende Spørgsmaal. I Begyndelsen 257 havde det været let nok. Han havde faaet Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man saa at sige gav Erindringen paa Borg.

Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene.

Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen - oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.

Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene.

Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om sin Broder.

Et Par Dage efter besøgte Hoff William.

"God Morgen."

"God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og døsede lidt."

"Jeg ser det ... Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i Kakkelovnen?" spurgte han.

"Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt.

Hoff aabnede Kassen. "Nej" - -

"Nej, Værtinden sagde det før. Du maa beholde Overfrakken paa" - -

"Man har ikke set Dig de sidste Dage." Hoff placerede 258 sig i den eneste Lænestol og stemmede Benene mod Væggen.

»Jeg var sammen med Storm iaftes ... og Lund ... og Minna."

"Gud véd, hvorfor Du vil omgaas Storm" -

"Hvorfor ikke - han er meget rar ..."

"Aa, ja, og saa giver han ud." Hoff sagde det tørt uden at se paa ham. William blev rød.

"Igaar var det paa Deling," svarede han lidt efter, "der blev drukket tæt."

De tav lidt, William holdt en Tokrone paa sine Øjenlaag ...

"Jeg mødte din Søster her nedenfor," sagde saa Hoff.

"Nina?"

"Ja - hun saá daarlig ud."

William svarede ikke ... "Har Du nylig været deroppe?" spurgte Hoff.

William lod distræt: "Nej-ej," sagde han saa, "det er noget siden."

"Jeg troede, Du spiste der."

"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere."

Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen.

"Hør - Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han.

"Om hvad?"

"Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade."

"Nej - ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt.

"Ja - Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..."

William lukkede Øjnene. "Aa, ja - naar man vil leve, men jeg vil hellere dø ..."

"Naa, ja - saa hæng Dig!"

William slog Blikket op: "Jeg har osse tænkt paa det." Stadig søvnigt.

"Men Du tør ikke."

Han lagde igen Tokronen paa Øjnene, tav lidt. "Foreløbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig."

259

"Det er jo en hel Del."

"Det er mærkeligt med den Pige. Man gaar hjem fra hende om Aftenen, og hun har .... skam ikke nægtet Én noget. Og saa den næste Dag, naar man ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt - saa uskyldig ser hun ud af Øjnene ..."

"Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt.

"Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som er det mærkelige."

Hoff tog hans Haand. "Men vi maa tale om det, William,'* sagde han.

William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn. Et Øjeblik mødtes deres Øjne, saa tog William Haanden for Ansigtet, og sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: "Det kan ikke nytte."

"Forbi," sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen, "forbi."

"Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke."

Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. "Saa skulde Hr. Høg ikke have underskrevet det Papir," sagde han roligt.

William knappede Frakken: "Men De faar jo Pengene om otte Dage ... saa kan De dog vente" - -

"Men om otte Dage er ikke idag, Hr. Høg, og" - Hr. Olsen foldede Papiret ud - "her staar, at Summen er forfalden idag."

"William havde det varmt: "Men jeg kan ikke betale," sagde han og slog Hovedet til Siden, "jeg kan ikke."

Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter Papiret sammen: "Ja, ja, saa har vi jo Deres Kautionist," sagde han.

Et Sekund stirrede William paa Aagerkarlens Træk, 260 et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Saa lukkede han Øjnene i Svimmelhed.

"Ja," hviskede han.

Sveden sprang draabeformigt frem paa hans Pande.

"Og det er et godt Navn," sagde Hr. Olsen, "et fint Navn."

William saá atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.

"Pengene er sikre nok," sagde han, han sad og kælede for det blaa Papir med den flade Haand.

Williams Hoved faldt et Øjeblik ned paa hans Bryst, saa løftede han det, og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:

"Nej, De kan ikke, De kan ikke gøre det."

"Præsentere Papiret?"

"Nej, De kan ikke," gentog han.

"Hvorfor?"

"Fordi," William blev rød som et dryppende Blod, "fordi...", han standsede, "De véd, den er falsk---."

Det saá ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: "Vilde det hindre mig i at faa mine Penge," spurgte han lidt mere hæst.

William kunde ikke svare.

"Men jeg giver Dem Henstand til iovermorgen," sagde Hr. Olsen lidt efter, han bakkede paa Piben ... "Saa iovermorgen maa jeg præsentere Papiret for Hr. Baronen." Hr. Olsen rejste sig. "For der maa være Orden i Forretninger," sagde han.

"William saá sløvt op: "To Dage," sagde han tonløst.

"Det er en lang Tid," sagde Hr. Olsen.

William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale, mekanisk, sammensunket handlede han.

"Altsaa i Overmorgen." Hr. Olsen lagde det b.laa Papir i Mappen. "Farvel, Hr. Høg."

William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen, ud paa Gaden - intet. Han var lamslaaet af Angsten.

"lovermorgen." Han hørte Hr. Olsens Stemme: "Det 261 er en lang Tid." Om saa lang Tid vilde Verden faa at vide, at William Høg var en Forbryder.

Han havde skrevet Baronens Navn efter - - - Det havde været en blot Formalitet ... Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen ....

Men nu ... nu ... Nej, det kunde ikke ske! Og som forvildede Mennesker under en Ildebrand, naar Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og raadløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.

Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.

Williams Tanker søgte Raad. Snart vilde han gaa til Baronen og tilstaa og bede; snart vilde han vende sig til Nina ... Men han skød atter disse Planer bort. Saa søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunde laane ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne...

Han tænkte paa Grevinde Hatzfeldt ...

Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene vilde komme, dette var umuligt, de vilde komme. Han begyndte at fantasere over, hvordan han vilde faa dem, de kom med Posten, der kdm mange flere, end han skulde bruge, der kom tretusinde Kroner ... Saa vilde han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det som Hoff ....

Som Hoff - det vilde sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt, bredte sig i al den fantaserede Blødhed.

Men saa pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte forfra.

Han vilde ikke gaa til sine Bekendte, han vilde gaa til Fremmede, laane Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den rige Mand og fik Pengene - - -

Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne. Pludselig kom han til at tænke paa, at en Parvenu bedst vilde laane ham dem. Han var jo en Høg. Det vilde kildre hans Forfængelighed ... Han 262 vidste, Etatsraad Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med Navne ... Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere ...

Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op. Han vilde gaa der straks.

Etatsraaden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen. William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips paa Etagerer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han saá paa alle disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:

"Han laaner mig dem - han laaner mig dem ..."

Saa kom Etatsraaden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde Paryk fastere paa Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.

"Hr. Høg?" sagde han .... Men i det samme saá. han paa William, der var bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmaalstegn.

"Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet.

"En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til Egebordet.

Etatsraaden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: "En god Familie," sagde han, "en gammel Familie." Han pegede paa en Stol.

William satte sig. Etatsraaden syntes at vente, men da William ikke sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Tone: "Det er en Løftelse med saadan store Navne."

Nu maatte William tale. Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: "Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet - - "kommer for" - -

"Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William.

Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge Mennesker," sagde han smilende.

William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.

"Men," Etatsraaden rejste sig, ved Bevægelsen fo'r 263 William sammen og saá lynsnart paa hans Ansigt, "hvorfor gaar De ikke til Deres ærede Familie?" Børsmatadoren stod og saá velvillig ud og smilede under Spørgsmaalet. "De har jo Onkler," tilføjede han.

"Ja," William rejste sig ogsaa, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen ... Saa smilede han: "Det gaar altid saadan, man tænker ikke paa det nærmeste," sagde han.

"Vist saa, vist saa," Etatsraaden gik et Par Skridt frem i Stuen. "Naturligvis! jeg hjalp saa gerne .... men det maa ikke være behageligt, vilde vist være saarende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed."

William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:

"Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren.

"Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang."

Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet. Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om Hjørnet.

William gik hjem, han tilbragte hele Dagen paa sin Sofa, lod Konen, han boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik tidligt i Seng og sov straks ind.

Den næste Morgen, da han vaagnede, gad han ikke staa op. Det vilde altsaa komme, maatte komme. Saa kunde han ligesaa godt blive her og roligt tage imod det. Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han vilde blive liggende og vente.

Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter.

Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa "Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham ikke hjemme, han vilde besøge Gerson, traf ham ikke ...

264

Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk skubbede sig frem, stødtes i Trængsel paa Fortovene, man snakkede, lo, trængte paa. William saá paa alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som med smaa Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene; de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i Lommen, slentrede af. Naar de saa hilste, rejste de sig paa Tæerne - -. Henne under Gaslygterne paa Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede Skørter - et Par Herrer ventede under Ranchs Uhr.

William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog ud med Haanden for at strejfe Minnas Kaabe.

Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulde træffes om Aftenen. Det kunde være. I Boulevard-Theatret ...

Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel - -

"Det skal blive morsomt at faa noget nyt," sagde William.

Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen paa Østergade saadan som netop idag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik ... Med Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige Løsagtighed.

Og samtidig sagde han til sig selv, at han idag nød alt dette for sidste Gang ... Imorgen vilde det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men som han tog for Afslutningen, Enden paa Historien. Hvordan det vilde komme, hvorledes - tænkte eller spurgte han ikke om.

Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.

Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den sidste Dag - han skulde aldrig se alt 265 dette mere, aldrig - - - Og efterhaanden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.

Ikke, at han tænkte paa Selvmord eller endogsaa blot halvt ubevidst forestillede sig en saadan Løsning - slet ikke. Han tog det kun op som et Faktum, at nu maatte det være forbi. Det var idag den sidste Dag før - - før "dette" kom.

Og pludselig kom han til at tænke paa Søstrene, han vilde gaa der iaften. Den sidste Aften vilde han være hos dem, være som i gamle Dage, bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad ... Saadan vilde han sidde hos dem den sidste Aften, og de skulde ingenting vide - -

Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en Timestid, sagde Pigen. Om Studenten vilde vente?

Men William kom i Tanker om, at han vilde gaa hjem og hente en Bog. Saa vilde han læse for dem, det var saa længe siden, og han vilde læse smukt ... og de vidste ikke, det var sidste Gang. William vilde gøre denne Aften til en Afskedsfest. Pigen skulde sige, han kom igen Klokken otte.

Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev - og nu vilde han komme igen Klokken syv.

"Et Pengebrev?"

"Ja - han havde Protokollen med."

William blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned ad Gulvet.

"Hvad er Klokken ?" spurgte han.

"Halv syv ..."

Et Pengebrev - et Pengebrev ... maaske fra Etatsraaden - - maaske ...

Han tænkte slet ikke paa at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde været; han bare fo'r rundt i Stuen, rundt som pisket.

"Det er nok fra Etatsraaden," sagde han.

266

Hans Hjerte havde aldrig slaaet i en saadan Takt, han kunde ikke blive i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Børn, satte dem fra sig igen, gik ind - han kunde umulig blive paa ét Sted.

Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud paa Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun ogsaa virkelig havde talt med Postbudet.

Saa gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden - Melodi efter Melodi, et helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.

Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: "Har De - Brev til mig?" spurgte han.

"Ja..."

"Pengebrev?"

"Tusind Kroner, Hr. Høg - -"

William greb ham i Armen. "Tusind Kroner," sagde han aandeløst, "hvor er de?"

"I Tasken - men der skal først kvitteres."

De kom op. William fik en Pen, han kunde ligesaa godt have skrevet et hvilketsomhelst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han gjorde.

Saa fik han Brevet i Haanden. Han aabnede det, saá et Øjeblik tankeløst, som fortabt paa de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem. Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden Gang - jo - tusind - - Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde dem paa Bordet. Han var bange for, de skulde blive borte, forsvinde lige for hans Øjne - -

Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet til sin Gudfader, det var fjorten Dage' siden, og han havde skrevet til saa mange i den Tid.

Men nu sendte han ham de tusind Kroner.

267

William læste Brevet. "Jeg sender Dig Pengene," stod der, "i den Tro, Du vil benytte dem vel, i det Haab, at Du ikke vil svigte min Tillid. I Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger."

Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulde producere disse Regninger.

Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter ned paa Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene.

"Ta'er vi saa i "Varren"," spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.

"Er det Dig?"

"Har Du Mønt - -"

"Ja - jeg har lige slaaet" - - William tog Tegne- Bogen op. "Men jeg skulde egentlig hjem til mine Søstre - -"

"Aa - Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde maa tage Fribillet ved Kassen ... Fanden skulde da drikke Thevand, naar man har Møntsorter."

"Nej - og der er jo osse Debut - -"

"Saa ta'er vi Minna med Du - hun sidder og venter paa mig i Frederiksberggade ..."

"Tænd Lysene paa Klaveret, Sofie," sagde Nina fra Spisestuen, hun stod og skar Æblekage i Stykker paa Glasskaalen.

Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa," sagde hun.

"Ja, William holder saa meget af Parfume."

Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen.

"Klokken mangler et Kvarter/' Sofie satte sig til at sy, Nina sad og nynnede henne ved Klaveret.

"Hør, Nina - saa siger Du jo ingenting ... slet ingenting."

268

"Slet ikke ..."

"Ja, for ellers vilde det bare skræmme ham ..." .

Nina nynnede igen: "Naturligvis."

Saa sad de lidt. Sofie saá gennem Døren ind i Spisestuen : Lampen gjorde den Damaskesdug helt skinnende.

Det ringede nede paa Porten. "Mon han kommer allerede." Nina stod paa Springet til at lukke op i Entréen.

Sofie lyttede: "Nej, det var til Kammerherrens," sagde hun.

De satte sig igen.

"Nu er Klokken vist otte," sagde Sofie, saá paa Uhret. "Han kunde da gerne komme præcis."

"Ja - den er fem Minutter over ..."

Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen paa Bordet. Hvert Øjeblik ringede det nede i Porten, saa fo'r hun sammen og ventede. Men den ankomne naaede aldrig saa højt op i Huset.

Nina vilde ikke gaa ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.

"Men han har maaske slet ikke sagt Klokken otte," sagde Sofie.

De ventede igen. Nina var gaaet ind, hun sad atter ved Klaveret.

"Hvis han nu ikke kommer," sagde Sofie sagte.

Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter paa Kinderne. "Han er blevet forsinket," sagde hun.

Pigen kom ind.

Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten - Klokken otte?" spurgte hun.

"Ja - Klokken otte ..."

Sofie saá. paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene ned.

Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.

"Lad den staa," sagde Nina.

269

De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne paa Ryggen op og ned ad Gulvet. "Han kunde have sendt Bud," sagde hun.

Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede paa: "Vi kunde hente ham," sagde hun.

Nina rystede paa Hovedet. Saa gik hun hen i Krogen og satte sig ned paa Puffen med Ansigtet i sine Hænder.

Der gik nogen Tid, ingen talte. Naar Klokken lød i Porten, kunde de begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de sad.

"Saa spiser vi," sagde Nina.

"Jeg er ikke sulten."

"Men det nytter ikke," hun standsede lidt, slukkede Lysene paa Klaveret, "han kommer ikke."

Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. "Kom saa," sagde hun.

De satte sig til Bords. Nina vilde spise af Anden, de havde købt for Sparepengene: "Spis," sagde hun og lagde et Stykke over paa Sofies Tallerken.

"Tak." De skar det i smaa Stykker, tvang sig til at spise.

"Hvor mon han er?" spurgte Sofie. Det ringede i Porten. Nina blev rød, slap Gaffelen. "Hvis det var ham," sagde Sofie.

De lyttede uden at se paa hinanden. "Han gaar højt op ..."

Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Haanden ind mod Brystet - -

Sofie sad og græd stille.

Men saa begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet komme, han havde maaske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Saa havde han ikke haft Tid.

"Nej - han har ikke haft Tid."

Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over paa Sofies Tallerken.

"Det er Moders Frugtskaal," sagde Sofie.

270

"Ja - det er længe siden, den har været fremme ..."

"Og Assietterne ..."

"Giv mig en Tallerken til Ane," sagde Nina. "Du kan ta'e ..." hun vilde sagt Williams: "Tag den fra Buffet'en. "

Saa fik Ane et stort Stykke Æblekage paa Williams Tallerken.

Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:

"God Nat," sagde hun, "og Nina - - vær ikke vred paa ham."

Nina stirrede paa hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til sig.

Da Søsteren var gaaet, rejste hun sig tungt.

Hun saá sig rundt, hendes Blik faldt paa Stellas Portræt over Sofaen. Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og saá paa det, indtil Taarerne udviskede dets Omrids, saa faldt hun ned paa Knæ og bad i sin Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.

Hun laa længe. Saa rejste hun sig, aabnede Kakkelovnsdøren og kom Kul paa Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme Sted.

William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind.

William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas. "Hvad vilde hun?"

Det var et Brev.

William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste Udskriften.

Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte aabne det.

Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det halvt ud og følte sig lettet, da han saá, 271 det kun var et Par Ord ... Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.

"Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina."

Andet stod der ikke..

Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud paa Gulvet. William tog det ikke op. Han laa og stirrede tankeløst paa Væggen. Saa fo'r han ud af Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.

Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og Vindruer paa et Par Glasskaale.

"Skal Du ha'e Fremmede?" spurgte William og holdt inde med at tage Overtøjet af.

"Ja - Du bli'r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen - -"

"Jeg vilde helst have været alene," sagde William.

Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud paa Skaalene: "Det er Børn," sagde han, "som skal ha'e Sukkergodt ..."

"Det kan jeg se."

"Dér - vil Du ikke smage? - Du var nok hjemme igaar ..."

"Hjemme ?"

"Ja, jeg traf din Søster i en Viktualiekælder. Hun var nede for at købe en And - det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Saa fortalte hun det."

"Ja," William holdt inde, "jeg havde sagt det ... men - jeg kom ikke."

Hoff slap Posen. "Gik Du ikke?"

William svarede ikke. "Hvorfor?" sagde saa Hoff.

"Jeg ... traf Lund ..."

"Naa-aa. Ja saa spiste dine Søstre vel Anden alene." Hoff talte ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten. Men lidt efter skød han Skaalen fra sig og gik hen over Gulvet mod William:

"Du er just ikke meget langt fra at være en Flab," sagde han og begyndte at gaa heftig op og ned ad Gulvet.

William sagde ikke et Ord.

272

"Har Du saa været der idag?"

Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og saá over paa William.

Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i Armen.

"Høg," sagde han, ligesom om han kaldte.

Ja."

William sled hans Arm af sig: "Ser Du da ikke, at det ikke nytter," sagde han hæst.

"Nytter - -"

William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han paa Hovedet.

Hoff var begyndt at gaa igen, men hver Gang, han drejede, saá han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var saa besynderlig uhyggeligt. Han satte Manchetter paa Flygellysene, gik ud i Spisestuen, kom ind igen - William sad paa samme Plet.

Endelig saá han op: "Nu gaar jeg," sagde han. Men han blev stadig siddende.

"Men Du maa blive for at se Fremtidssoldaterne," sagde Hoff.

"Fremtidssoldaterne ?"

"Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden - mine Gæster."

"Naa - dem, der skal ha'e Sukkergodtet."

"Vist saa - og Ryperagout med Kastanjer."

"Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden - -"

"Naturligvis."

William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Saa sagde han med et tungt Smil:

"Ja - lad mig se dine Soldater."

"Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter."

"Har'han da Talent ?"

"Jeg véd skam ikke - saadan noget er svært at bedømme, saa længe Værkerne ligger i en Bordskuffe. Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er de. Den anden vil være Skuespiller/'

Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han blot.

273

Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr. Bloch - - hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?"

"Studiosus medicinæ" ..."

"Ja rigtig, studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af."

De gik ind i Sovekamret. Hoff kom ud igen.

"Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William.

"Kære, vist saa, det kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bød dem tage Plads.

Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og saá sig omkring.

"Hvor her en smukt," sagde Andersen og spilede de blaa Øjne helt op.

"Hm - noget opstillet/' sagde Bloch, han gav sig til at vippe paa Stolen og purrede op i en sort Manke.

"Om jeg vilde have det Skidt hængende paa min Væg?" Hr. Bloch pegede paa en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.

"Det Billede - er det saa daarligt? Hoff siger, det er godt."

"Det har da aldrig været Kød."

William saá hen paa Andersen, som vedblivende sad og saá forbavset ud med store Øjne.

"Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen," spurgte han smilende.

"Ja - første Gang." Selv Tonefaldet var noget barnligt.

William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.

"Saa tager vi til Bords," Hoff aabnede Døren fra Spisestuen: "Hr. Bloch, tør jeg ha'e den Ære?"

"Hr. Andersen." De gik ind.

De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene.

"Hr. Bloch, De drikker ikke, værs'go."

"Tak - jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen - det er skam svært nok endda."

274

"Hvad mener De - Medicinen?"

"Aa ja ... Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode ..."

"Det var tidligt," William lo, "var det, da De gik i Skole?"

"Nej - i mit Rusaar. Men det er da ét Held, naar man har Evnen til hurtigt at blive færdig med Faserne."

"Det er sandt. Tingen er at have Leveevne - opleve meget med et ringe Tab af Livskraft."

"Hvor I bliver filosofiske," sagde William.

"Nej - kære, det er ganske simpelt -"

Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Chäteau Larose.

Han syntes, den smagte dejligt.

Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med nogle Grimasser.

"Og Slikasparges har han heller aldrig spist."

William gav sig ogsaa til at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste.

"Med Kniv," sagde Hoff.

Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med Slikasparges.

"Hvorfor ikke?"

»Jeg synes, det ser saa grimt ud ..."

Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. "Og lade Hovederne ligge!"

"Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge," sagde Bloch, "det er ogsaa et forbandet Driveri."

"Spildt dem - hvordan?"

"Aa, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget nyt ..."

"Ja - men," Hoff bød Frugt om, "man kan jo da more sig ..."

"Hvis man har Tid til det - men Morskaben er tarvelig. Og saa har man jo set det før, saa det virkelig ikke er noget at gi'e en Nat til?"

Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde 275 været til Prøve paa Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulde være Elsker.

William spurgte, hvornaar den Forestilling skulde være.

"Iovermorgen."

Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Saa gav Hoff og Bloch sig til at tale om "la curée". Bloch fandt s'gu "der var brillante Ting i, men ogsaa meget Sprøjt." De talte om Naturalismen.

William sagde: "Hvad vilde De helst debutere i?"

"Aa - i ... nej, det véd jeg saamæn ikke ..."

"Men De har dog tænkt Dem ... noget. Det har man altid ..."

"Jo tænkt mig nok ... men det er altfor meget ..."

"Det er vel ikke som Hamlet." William lo.

"Nej - helst - som Aladdin." Han blev rød helt op under Haaret.

"Hvad vil han?" spurgte HofT, som sprang bort fra "Salambö".

"Debutere som Aladdin," sagde William.

"Naa - ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid ..."

"Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden ... Rolle ... moderne?" sagde William. Bloch talte om Rudin.

"Aa," Hr. Andersen var stadig rød, "jeg synes Aladdin er dejligst. Han er saa lykkelig."

William havde let. Han holdt inde: "Ja, det er han."

"Og han er da osse sand," sagde Andersen.

Gæsterne var gaaet.

"Naa," Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen. "Hvordan synes Du saa om Fremtidsmusikken?"

William svarede ikke straks.

"Jo," sagde han lidt efter og rejste sig .fra Sofaen, "Hr. Bloch spiller stærkt ..."

"Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den er lidt skarp ..."

276

"Nej." William sad igen lidt. "Har Du set noget af ham?" spurgte han.

"Ja, Studier."

"Tror Du da, det bliver til noget?"

"Jeg personlig, ja ... der er saa megen ejendommelig Levedygtighed, og det er den, som bærer oppe - -"

"Det er sandt."

"Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa længe han ikke har oplevet det afgørende. Det er en Theori - men har han Evnen til at opleve - saa tror jeg paa ham. Og den anden?"

"Ja - han synes jo Aladdin er det dejligste."

Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke paa.

"Og saa Du selv," sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Haanden ...

Der gik en Trækning over Williams Ansigt: "Aa - jeg er Chef for et Fallitbo ..."

"Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?"

William vendte sig. "Det er saadan et smukt Ord at ville," sagde han. "Farvel, Hoff."

- - - Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig, tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været oppe hos Nina hver Dag.

Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saá et Øjeblik paa Broderen og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen. Det hele var præget af en tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind til sit Bryst og sagt:

"Hvor Du kommer sent."

Han smilede svagt. "Tak," sagde han.

William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget saa skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler.

William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige Smil, hvormed Syge takker 277 deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange om Dagen ...

Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulde spille Komedie, men Hoff skulde paa Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og lagde sig sort under Øjnene.

"Man maa være yndig," sagde han.

"Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William.

"Kære." Hoff slog Pudderet af med en Harefod. "Stregerne under mine Øjne har gavnet mig mere end hele Talang'et."

William stod lidt. "Du er egentlig en Charlatan, Hoff," sagde han.

"Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok." Hoff lo: "Det er jo det, som er Ulykken."

"Farvel og god Fornøjelse" - -

"Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken." - -

William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe - Andersen kom lige ind paa Scenen ...

Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung. William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten.

Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.

Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen. En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe paa Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa Scenen.

William bad om at maatte tale med Hr. Andersen.

Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen.

"Har De set mig?" spurgte han.

"Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William.

"Tror De?" Aandeløst.

"Det tror jeg vist, De kan - -"

278

"Ja, det tror jeg egentlig osse selv," sagde han saa og smilede.

William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen.

Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene. Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang ...

Han gik hjemad over Prinsens Bro.

Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, Evnen, just det, han havde manglet ... Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette var, og igen stod han uden Svar.

Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum.

Mere var der ikke at sige.

Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man f i k. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt muligt, kun et Barn ... Han vilde spille Aladdin, fordi det var det dejligste ...

Men han misundte dog ikke. Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele dette trøstesløse "Forgæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og han - misundte ikke.

William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke mere sig selv med.

Da han kom hjem, kunde han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem og tilbage. Saa satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive.

279

En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og naar han gik, bevægede han Læberne sagte.

Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet.

To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen.

"God Aften," sagde han.

"God Aften - naa, jeg havde ventet Dig i Gaar. Hvordan gik det saa Aladdin?"

"Jo-o." William køm hen. "Jeg har skrevet en Komedie, Hoff."

"Hvad har Du skrevet?" spurgte Hoff.

"En Komedie."

Hoff rejste sig, saá lidt paa Høg: "Naar er det gaaet for sig?"'

"I disse Dage." William trak Manuskriptet frem. "Vil Du høre?" sagde han.

Hoff troede ikke rigtig: "I disse Dage - naa, saa bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?"

Saa læste William sit Enaktsstykke højt.

Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og vilde putte det til sig.

"Nej, bedste Høg, lad Du mig faa det," sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.

"Hvad vil Du med det?"

"Faa det antaget, kære ..."

"Aa - hvor vil Du hen - det er jo slet ingen Komedie ..."

"Maaske," Hoff tog Manuskriptet, "men det er en Stemning, og det er allerede noget meget rart."

Han gav sig til at blade i Manuskriptet.

"Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet - naa, saa meget desto bedre." Han læste sagte nogle Sider: "Noget er der i det," sagde han saa, "noget er der i'et."

280

Han slog om paa det sidste Blad:

Nej, Frue, han vil sejre - -

Fruen

Tror De, vi tør haabe?

Professoren

Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke.

(Tæppet falder.)

Hoff lukkede Bogen: "Er Du ironisk?" spurgte han.

"Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. "Eller ogsaa er det Resignation/' sagde han.

"Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde ..."

William støttede Armene paa Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde.

IV

Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe paa Scenen nedefra Klapren med Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge op imod Fortæppet. I Orkestret stemte man Instrumenter.

Oppe paa Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede Smaating paa et Par Etagerer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster.

Saa kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud paa Scenen.

"Det er ham," sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, saá efter ham. "Han ser farlig foraset ud," sagde han.

William gik ned til Tæppet og saá ud. Folk sad spredte paa Bænkene i den halvlyse Sal; de saá ud, som de frøs, syntes han. Han saá Nina og Sofie paa en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op til hinanden.

281

William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde slet ikke været det. Han havde hele Tiden taget det som noget, der kun angik en Fremmed.

En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som Honorar for hans Stykke.

"Er det antaget?" spurgte han.

"Du er en, underlig En," sagde Hoff, "Du bliver bleg af Glæde."

"Ja. Og bliver det spillet ?"

"Naturligvis - om en Maanedstid."

William havde taget Hoff i Haanden. "Tak," sagde han. Mere ikke, og han havde været ligesaa stilfærdig, ligesaa ydmyg stilfærdig, som han plejede at være i den sidste Tid.

Nina var bekymret, hun vilde vække William af hans Slaphed. Hun var angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den gemte.

"Det er, ligesom William var en gammel Mand," sagde hun til Hoff.

Ogsaa Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han skulde tro. William havde brudt med alle, og Hoff vidste bestemt, at han havde betalt Klatgæld med Forfatterhonoraret.

Og saa var han saa besynderlig afdæmpet, udvisket. Hoff var selv slaaet af det samme, det, som Nina kaldte, at William var som en gammel Mand.

Naar han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, eller han bad Hoff spille. Det kunde han høre paa i Timevis, liggende paa Chaiselonguen med lukkede Øjne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at tale, sagde William kun meget lidt, og laa drømmende hen.

"Hvad tænker Du paa?" kunde Hoff spørge.

Saa smilede William sørgmodigt: "Paa Fremtiden," svarede han. Mere ikke. Og han faldt atter sammen i Drømmerier.

Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig. "Du 282 er blevet Flegmatiker," sagde Nina og søgte at faa ham til at le.

"Jeg tror det," svarede han.

"Er Du da slet ikke bange ?"

"Aa, ikke noget videre.," Og han saá ligesaa aandsfraværende ud som før.

Generalprøven var om Formiddagen, som Forestillingen skulde finde Sted om Aftenen. Hoff havde været der. Stykket var kønt, en mild Stemning, vemodig som en sen Augustdag, naar det skumrer tidligt, og Efteraaret begynder at melde sig med den Fred, der gaar forud for Ødelæggelsen. Det havde gjort Lykke hos Tilskuerne - Theatrets Skuespillere, som skulde se Debut'en.

"Det er smukt," sagde Hoff, da de kom ned i Porten.

-"Ganske net," sagde William.

"Og det vil gøre Lykke."

"Tror Du?"

"Ja - tror Du ikke selv?"

"Jeg véd saamæn ikke. Som saadan noget kan gøre Lykke."

"Saadan noget. Tænk dog paa, det er en Begyndelse."

Hoff saá hen paa William. "Jeg forstaar mig ikke mere paa Dig, sagde han. "Vil Du da ikke ha'e noget at leve for ..."

"Jo, Hoff, hvis jeg havde noget."

"Vis vas, dit Talent

"Men naar jeg nu ikke tror paa det."

"Saa er det Dumheder."

"Kan Du huske, Du en Gang selv sagde til mig - men det var rigtignok om Dig selv, og det plejer at forandre Sagerne - at det var svært at leve for Talentet. Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og saa naar Livet var ormstukket, saa var det svært at gøre noget for Talentet - saa blev det osse anløbet ..,"

"Ah bah, saadan noget siger man. Jeg lever jo dejligt, ser Du."

283

"Finder Du?" William trak Munden nervøst sammen. "Ja, maaske."

De gik hen ad Gaden. "Men naturligvis," sagde Hoff, "naar man fordrer mere ..."

"Aa Du véd godt ... Naa, men det er slet ikke Talent, Hoff. Ser Du da ikke, at alt dette, alle disse Sindsbevægelser har været nødvendige for at skabe denne ene Stemning, hvori jeg har skrevet de seks Scener. Lever man da virkelig paa det?"

"Der er dem, som lever paa mindre."

"Jeg mener paa de Vilkaar, Hoff, med den Rente."

Saa skiltes de.

Nu stod han inde i Foyeren og ventede. De Spillende kom ind og spejlede sig, Primadonnaen fejede ind med sin Pyntekone, som bar Pudderæsken.

Slæbet blev ordnet foran Spejlet, Blomsterne sat fast.

"Det er et dejligt Toilette," sagde William.

Fruen vendte sig. "Er De meget bange?"

"Slet ikke, Frue."

Fruen saá paa ham og vendte sig igen.

"Ja - saadan er det med Debutanter" - sagde hun.

William tænkte paa, hvad han før havde lidt paa dette Sted.

Han gik omtaaget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag, han var kommet herop var han gaaet rundt som i Søvne. Det var, som om Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne. Og selv nu talte Erindringerne til ham ved hvert Skridt, saa Nutiden glemtes.

Han stod og stirrede paa den fortørnede Primadonnas Billede i Spejlet, saá saa Revnen, hvor Kviksølvet var .gaaet af.

Alt stod som den Gang, Bogskabet, Blomsterbordene, det bornholmske Uhr.

Jo, han kunde forsikre denne Dame for, at han havde lidt Kvaler i dette Rum og vidste, hvad det var. Men nu? Han var jo bare kommen for at sige Farvel.

284

Han gik ud paa Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens Larm som en dump Brusen, der nærmer sig og stiger. William traadte ned til Tæppet og saá ud. Et Øjeblik blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart.

Men saa traadte de langsomt frem Hoved ved Hoved.

Pludselig bruste Musikken op fra Orkestret. Ogsaa den lød fjern, som den slog mod Tæppet og lod Bølgerne vugge det indad.

William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, hvis Blade vendtes af en usynlig Haand, læste han sit Livs Historie paa disse blandede Ansigter.

Han saá Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt paa første Bænk med en ung Mand, mørkøjet, livlig: "Han er ung," sagde William til sig selv. Han stirrede paa Grevindens Ansigt, det var ungdommeligt endnu, hævet af de Slangelokker, han havde skænket saa mange Kys. Og hans Blik forvildede sig en sidste Gang imellem denne stolte Bustes Kniplinger, og han nød en sidste Gang dette Brysts Skønhed.

Dér sad Rektoren fra Sorø. Det var vel Fastelavnsferie, saa var han inde. Han var blevet gammel og rystende ... Men hvor Aarene ogsaa gik. Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at "Professoren" kom for at spille Komedie og at de skulde assistere. Ja, meget var der hændet, man kunde nok have Lov til at være blevet gammel.

Her saá han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med Viften. Maaske var hun bange for ham og frygtede - hun behøvede det ikke - for ham skulde man ikke lide mere.

Han saá paa Kamilla. Hun var blevet gammel, bøjet syntes han, som hun sad dér lænet tilbage. Han huskede Kirken, hvor hun spillede paa Orglet, Forfædrenes store Kirke ... aa, af det var det spiret, Bedraget i hans ulykkelige Liv.

Thi ulykkeligt havde det været.

Dér i Logen fik han Øje paa Etatsraadens Ansigt. Til 285 den Mand havde han villet sælge sit Navn og plette en gammel Hæder.

Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet.

Helt oppe saá han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han maatte aande dybt for at faa Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne paa denne Dag?

Og dér sad Instruktøren med sin Kone.

Ja, det var hele hans Liv.

Han havde glemt, hvad der ventede, han huskede det ikke. Over denne Sal syntes han, hans Livs Skæbnetraade var tvundet saa tæt, saa uløselig fast - tusind Traade, et Net, der havde fanget hans Lykke ...

Og han spurgte for sidste Gang, hvorledes alt dette var gaaet til, hvorledes han var blevet ubarmhjertigt tvunget ind i denne Sals forfærdelige Garn. Hvorledes, hvordan var det sket?

Sveden sprang frem paa hans Pande, han følte den kold risle ned ad sig, væde alt, mens han slugte denne Skare med Øjnene. Der var ikke ét af alle disse rokkende Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste, som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sørgelig Historie om det Liv, som her var sluttet.

Thi hvad kunde han blive her i dette Livs graa, kummerfulde Elendighed? Hvor skulde han gaa hen? Og hans Blik faldt atter paa Etatsraadens Ansigt. Han sad og klaskede sin Paryk fast.

Nu maatte Navnet lægges bort. Det var vel paa Tiden. Han væmmedes, saa længe han havde baaret det.

Regissøren greb ham i Armen. "Tæppet gaar," raabte han og skubbede ham ud i Kulissen. "Tror jeg, Gud forbande mig ikke, Manden er faldet i Søvn."

William stod i Kulissen. Og lidt efter lidt begyndte han at høre og at lytte efter Replikkerne. Han hørte ude over Salen en underlig mumlende Susen, som holdt ham vaagen, som ræddede ham, og som gav ham Feber.

286

Saa faldt det første Klap, den anden Salve, den tredje, de Spillende kom ud med straalende Ansigter, tog ham i Haanden og gratulerede ham.

William blev igen rolig og ligegyldig.

Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt.

Hoff kom op paa Scenen. Han saá straalende ud: "Ser Du, gratulerer, gratulerer."

"Tak," sagde William.

"Nu er Du da vel glad," spurgte Hoff.

"Ja" - William stod lidt - "Andersen skal prøves imorgen."

Hoff saá paa ham: "Men Du selv?"

"Klokken elleve/' sagde William. "Direktøren har lovet det."

Klokken var ni den næste Morgen, da William efter at have søgt hans Adresse i Studenterforeningen kom ind til Andersen i Fiolstræde.

"God Morgen, Hr. Andersen."

Andersen kendte ham ikke straks. "God Morgen - er det Dem, Hr. Høg? Aa, hvor Deres Stykke var smukt."

"Tak, Andersen." William satte sig. "Hør, kan De prøve Klokken elleve," sagde han saa pludselig.

"Prøve ?" han stirrede paa ham, "idag - Klokken elleve ?"

"Ja, jeg har fortalt Direktøren om Dem, og Elskere er sjældne Fugle - saa sagde han iaftes, at De kunde ligesaa gerne komme straks idag."

"Aa - tak skal De ha'e," Andersen var rød som et Purpurblod og havde Taarer i Øjnene.,, Hvor det var kønt af Dem."

"Men sikke noget Snak - kønt af mig ..."

"Klokken elleve ... Men jeg kan jo ingenting," sagde han, han rejste sig, begyndte at klæde sig paa. "Nej, Hr. Høg, jeg kan ikke idag ..."

287

William saá paa ham. "Tør De ikke?"

"Jo-o - men - Og jeg kan ikke faa læst over ..."

William sad lidt og stirrede paa ham: "Prøv De som Aladdin," sagde han, hans Stemme var halvt brudt. Og da han var kommet lidt hen mod Døren, tilføjede han smilende: "Det er jo Deres Rolle."

Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet med Hænderne foldede over Brystet. "Ja, lad mig saa tage Aladdin/' sagde han.

"Saa kommer jeg Klokken halv elleve," sagde William og gik.

Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var meget bleg, men han talte roligt.

"Er De meget bange?" spurgte William.

"Aa - jeg gaar som i Søvne," sagde han "jeg synes slet ikke, jeg kan tale

"De behøver ikke at være bange," sagde William.

De gik lidt tavse. Saa gav William sig til at tale for at adsprede Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende.

Pludselig spurgte Andersen: "Hvorfor er De ikke glad idag?"

"Jeg kan blive det - hvis De nu gør Lykke ..."

"Ja, men for Dem selv - fra igaar," sagde Andersen.

"Naa-aa - ja det havde jeg næsten glemt."

"Hvor De maa tænke meget paa andre."

Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem smilende, gratulerede William og talte i Begyndelsen kun med -ham. Men han saá, mens han talte, uafbrudt hen paa Andersen.

"Han er god," sagde han midt i en Sætning sagtere til Høg.

"Ikke sandt ..."

Derpaa højere: "Overordentlig Lykke. De er vel begyndt paa det store Drama?"

"Ja, det er snart færdigt."

288

"Ja saa -"

»Jo, jeg er i femte Akt."

"Naa, Hr. Andersen," sagde Direktøren, "skal vi saa gaa ned paa Scenen?"

"Hr. Andersen har taget Aladdin med," sagde William.

Direktøren saá lidt paa ham. "Godt," sagde han saa. "De giver jo *Stikreplikkerne, Høg."

De kom ned paa Scenen. William tog Andersens Hænder, de var fugtige, hans Haar var vaadt i Panden. "Aladdin er aldrig bange," sagde han.

"Jeg begynder med Monologen efter Jagten," sagde Andersen.

"Godt, saa sætter vi os begge ned. De gik ned og satte sig paa første Bænk. "Lad den Bænk være Bredden, hvor De ligger," raabte Direktøren op.

Andersen gik op, lagde sig paa Bænken. William lænede sig tilbage med lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro brændende til det tomme Rum.

Ræd for sit Livshaab i et fremmed Liv.

Saa begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men man følte det ikke.

William saá hen paa Direktøren. Han sad og saá paa skraa gennem sin Næseklemmer. En Gang imellem smilede han.

Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, mens han priste'Aladdins Lykke, kæk og stolt stod han, Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som har vundet Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn ...

Men saa mindes han Allah.

Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og beder. Og mens han knælede og talte, laa han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah allerede gav ham Barnefred for Bønnen.

Det var forbi. Andersen var staaet op. "Saa er det Halling," sagde han.

289

Direktøren rejste sig. "Det behøves ikke," sagde han, "det er nok med Aladdin."

"De antager ham altsaa?" spurgte William. ."Hvordan synes De da?"

"En saadan Tro har jeg aldrig fundet i Israel," sagde Direktøren smilende.

Andersen var antaget. William og han gik ned ad Trappen.

"Men hvordan var det egenlig?" spurgte Andersen.

"Godt - rigtig godt." .

"Ja - det troede jeg nok ... Men," Andersen standsede i Korridoren, "det er Dem, jeg maa takke for det

"Mig - aa nej!" William stod stille: "Jeg tror, De vil blive til noget," han saá længe paa ham, saa sagde han ubeskrivelig mildt: "Der maa være en Lov om spildte Kræfter - om at de ikke spildes. Saa vil meget komme Dem tilgode, Andersen . .."

Hans Stemme brødes, og nogle Taarer randt ned ad hans Kinder.

"Farvel, Andersen," sagde han, saá atter paa ham gennem Taarer. Saa bøjede William sig frem og trykkede let sine Læber mod hans Pande. "Saa Aladdin," sagde han, "gaa nu 'hjem til dine Forældre."

Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Haanden, som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen og læste igen.

"Jeg er rejst, kære Hoff - bryd Jer ikke om at faa at vide, hvorhen: William Høg vilde I dog aldrig kunne møde mer. Spørger Du, hvorfor jeg netop rejser nu? Ellers var det blevet for silde. For mig var der intet mere tilbage uden et kummerligt, elendigt Liv, som ikke var den sidste Høg værdigt: nu er han død.

Døm mig mildt, thi jeg har lidt meget. Jeg drømte mig Formuenhed til og v a r uformuende: det er mit Livs sørgelige Historie. Men til at være et slet Menneske, til at nedværdige mig selv, til at glide ud i alt dette væmmelige, 290 dette Liv som bundede i Plattenslageri og Sløjhed - var jeg for god.

Farvel. Høg'erne dør ud - - Jeg tror, Slægten vil slukkes med to ensomme Kvinder. Farvel, farvel.

Din William."

Hoff rejste sig og gik hen til Sekretæren og aabnede den inderste Skuffe. Han tog Grevindens Billede frem og saá paa de smilende Træk.

Saa vendte han sig og aabnede Kakkelovnsdøren.

Længe efter at Billedet var forkullet og sammenfoldet, sad Hoff der endnu med Hovedet støttet paa sine Hænder.

Han vækkedes af et Stokkeslag paa Døren. Det var Fremtidssoldaten.

Han rutschede ind i Stuen, hev Stokken dér, Hatten her og purrede op i den mørke Manke med begge Hænder.

"Sig mig, Bloch," sagde Hoff, "naar udgiver De Deres første Bog?"

"Hvorfor?"

"Aa jo, jeg vilde gerne anmelde den, inden jeg rejser ..."

"Rejser?"

"Ja, jeg tænker paa det. Jeg synes ikke, her er rigtig morsomt herhjemme."

"Hvor rejser De hen - -"

"Aa - ligemeget, til Sahara, dér er man idetmindste alene og har kun sig selv at sørge over - -"