II
✂ Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende.
✂ Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet paa sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn.
✂ Og saa mødte han Grevinde Hatzfeldt.
✂ Ingen vidste,, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre; hendes Beundrere paastod, hun umuligt kunde være mere end tredive, ondskabsfulde Medbej lersker og et Par Medlemmer af det engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig ikke opklaret Forbindelse, vilde mene, at den smukke Dame allerede var højt over de fyrre.
✂ Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var ogsaa meget vanskeligt at konstatere. Naar man hele sit Liv har tilhørt et og samme Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe paa et Sted.
✂ Om Tiden før hendes Giftermaal vidste man intet, thi at Fruen oprindelig skulde have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var paavirkede 236 af taagede Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed.
✂ Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Baand var opstillet paa et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen maaske et Øjeblik vilde have vægret sig ved at fremlægge sin Daabsattest - - var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held.
✂ Efter Grevens Død - de var kun gifte i tre Fjerdingaar - havde Fru Eva opholdt sig saa noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have undgaaet. Nu var det ti Aar siden, hun første Gang havde vist sig i København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en Dame, der i alt var komplet comme il faut, og som optraadte med en blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at lytte til Rygter.
✂ Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres Usandsynlighed.
✂ - - Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den bestandig smukke Enke, hvis graa Øjne var ligesaa glansfulde som nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegraa Haar frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle Forbindelser i det selskabelige Liv.
✂ Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved Privatbasarer og smaa Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer, hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegaarden - alt dette var jo netop uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en 237 Kone kunde blive bedømt, naar hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at kunne dele Ungdommens Nydelser.
✂ Saaledes talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i alt baade beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester og sang overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med. store Navne, men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige Liv ...
✂ Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener. Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet skjulte; han laa paa Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Haand gled hen over hans Kinder, og naar han løftede Ansigtet, kunde han møde hendes Blik, saa mildt, saa ubeskriveligt ømt
✂ "Kys mig," sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, brændte dog hendes Læber, naar de mødtes med hans.
✂ Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede han, bortaandede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.
✂ Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ.
✂ William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at 238 græde bestandig. Mens han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn.
✂ Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, "som skrev med deres Blod", og som William læste som femtenaars Yngling, fordi han her fandt al den. Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede saa tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang saá han vel ikke helt, at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte havde andre Grunde - men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel undertryktes af det graa Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede saa at sige i Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet Vækst. En ubestemt, halvvaagen Sanselighed, som allerede var træt uden at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske og halvt forstaaede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv, men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke.
✂ Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse, der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et formummet Spil.
✂ I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk, sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vaagen i disse Nætter, naar han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for ikke at skrige, naar hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af Søvnløshed og uden Taarer.
✂ Saa var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv ... Naar han nu tænkte paa hende, skød han Billedet 239 bort, ligesom holdt sig for Øjnene for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke, og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt ... Naar han havde sejret, vilde han have bragt hende sin Sejr, hende sit Liv - - Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, og han turde ikke se mod det skinnende Billede - - Nu, da det var brustet og forbi - -
✂ Forbi.
✂ Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Haand.
✂ Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.
✂ Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund for hans Nyden laa hans store Skuffelse, Kummeren ... Han lagde en Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte paa Alfred de Musset og George Sand. Vilde han ikke dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte al hans Lidenskab og al hans Villie? - - kunde han ikke dø?
✂ Thi udenfor dette laa det store Intet - Fortabtheden, Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv.
✂ Saa kunde hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad ham. Og hun kyssede ham kun paa Panden, og hun saá paa ham mildt, med en Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Saa kunde der over Blikket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, aandede hun henover hans Haar. Hun spillede for ham: "Hvad spiller Du?" spurgte han.
✂ "Kinderscenen," sagde hun.
✂ Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes ...
✂ Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad Komponisten nu fortalte. Hun talte 240 paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.
✂ Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse for hende ^g begyndte paa et af Mussets Digte, men hun vilde ikke høre det. "Ikke den Bog," sagde hun. Saa tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde Digte, Lamartines "Jocelyn" eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets Smaating. Men selv her kunde hun standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op.
✂ Og til andre Tider var hun "Damen", koldt overlegen og rolig. Hun saá ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame ; hun saá ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre saá hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse - saaledes kunde hun være.
✂ Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse smaa Tegn, som er Eiskendes Budbringere, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine Smil - kolde og forbindtlige Smil ...
✂ Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt ... Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaen.
✂ Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun vilde bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og sig ...
✂ Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem - var dem som en Moder ...
✂ Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde 241 betragte ham med sørgmodig Ømhed, og naar han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, naar han trængte ind paa hende og vilde aftvinge hende Tilstaaelsen af hendes Bekymringer med Kærtegn, kunde hun pludselig briste i Taarer: hun var gammel, naaet til Høsten, kunde intet give ham, som stod i Vaarens Førstegry ...
✂ Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.
✂ Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt.
✂ Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes. I Begyndelsen havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand - ny Brand.
✂ Han længtes, naar han ikke var hos hende, og han var ikke tilfredsstillet, naar han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attraa, hvis Genstand han aldrig syntes at kunne fange: fordi den aldrig var den samme.
✂ Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes.
✂ Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla, da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser.
✂ Var dette anderledes?
✂ Jo anderledes, anderledes og dog det samme: thi golde var disse Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at modtage noget for, hvad han gav ...
✂ Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og hvor skulde han vel ellers vende sig hen? hvor? 242 Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen.
✂ Saa kunde han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede paa hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt, noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig Forblødning ... Det kunde komme pludseligt, midt som de sad, og hans Hænder, som laa slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i hans Øjne slukkedes...
✂ Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne Fjedre. Han troede ikke paa hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem.
✂ Men han saá, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var han blevet en Dreng. Han saá, at han aldrig havde været en Mand i denne Elskov, aldrig; at han havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han følte Lede, men blev.
✂ Hun holdt ham godt fast. Som man, naar man presser en Citron til et Glas Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Draabe, kan beholde den i Haanden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den hen - saaledes holdt Eva Hatzfeldt endnu paa William Høg, mens han udtørredes under sin egen Lede.
✂ Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham saaledes synke hen i en Døs.
✂ Han saá aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden i Selskaber.
✂ En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Saa skulde Vognen køre dem op om Valby.
✂ William ventede et Kvartérstid paa det aftalte Sted, gik saa igen. Han var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde opgivet at tage hende noget ilde op.
✂ Lidt borte fra Runddelen saá han Hoff komme kørende i Alléen. Forfatteren sad alene i en nedslaaet Droske, krøben sammen i Hjørnet, meget bleg og indfalden saá 243 han ud, og trods det gode Vejr havde han Pelsværket helt op om Ørene. William vilde gaa forbi, det var længe siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange, de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord. Han vilde helst være fri for at tale med ham ...
✂ Men saa fik Hoff Øje paa ham og lod Kusken holde Drosken an. Wiliam maatte standse og gaa ud til Vognen.
✂ "Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time."
✂ "Nej Tak" - William skulde til Byen ...
✂ "Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem rned min Pels - jeg vil hellere gaa." Han fik Pelsen af og en Paletot paa, som han havde med i Vognen ... William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage af med Pelsen alene.
✂ "Aa, kære, skidt med det - saa længe det er siden," Hoff traadte ud af Drosken, "vi har set hinanden. Naa, Farvel Kusk!"
✂ "Skal De ikke betale?" ...
✂ "Jo, det - aa nej, jeg har ham paa Regning." Drosken rullede af og de gik over i Alléen. "For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden," sagde Hoff.
✂ "William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: "De ser meget daarlig ud," sagde han blot.
✂ "Aa ja - det er min Roman - den tager paa Kræfterne ..."
✂ "Skriver De paa en Roman ?"
✂ "Ja - og den er forsinket. Egentlig skulde den allerede have været ude ..."
✂ "Hvad handler den om?" spurgte William, som var glad ved at have fundet noget at tale om.
✂ "Aa," Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, "hvad Romaner almindelig handler om - om Verdens Daarlighed."
✂ Der blev en Pause. William gik og saá ned i Jorden 244 og skubbede lidt Muld op med Taaspidsen for hvert Skridt. "Aa ja - det er jo et rigt Emne," sagde han.
✂ "Temmelig." Saa igen Stilhed, indtil Hoff sagde: "Men De ser skam heller ikke synderlig rask ud."
✂ "Vist som sædvanlig."
✂ "De skriver maaske osse paa en Roman?"
✂ "Nej," William lo, "men jeg tænker paa det."
✂ De gik atter tavse: "Jeg har været hjemme nogle Gange," sagde Hoff, "men De er svær at træffe. Jeg vilde have talt til Dem om noget ved Bladet
✂ "Ved Bladet?"
✂ "Ja - vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole - og saa tænkte jeg, at De vilde passe godt." Hoff saá ikke op, men William havde paa Følelsen, han alligevel skævede til ham.
✂ "Jeg skriver ikke," sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne.
✂ Hoff gik videre: "Godt nok," han standsede lidt. "men noget maa De dog bestille."
✂ "Ja - tage Eksamen."
✂ "Naa," Hoff gik til igen, "ja, naar De vil tage Eksamen."
✂ "Jeg er jo politisk Studerende."
✂ "Saa? Det har jeg osse været... det er et dejligt Studium. Og De skal vel op til Jul om et Aar?"
✂ "Jeg har ikke tænkt paa at gaa op ..."
✂ Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i Hatten: "Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede ogsaa over, at han aldrig saá Dem undtagen paa Trappen."
✂ Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten paa. "Det er nok det samme Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor."
✂ "Ja - Grevinden bo'r dér i Stuen ..."
✂ William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren bakkede roligt paa Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, saa hvad han sagde fik saadan en nonchalant-sløjfet Betoning.
✂ "De kommer der nok - en Del," sagde han.
245✂ "Grevinden har vist os megen Venlighed," Tonen var kort, og der var en let Streg under os.
✂ "Naa - Deres Søstre osse," Hoff holdt inde, gik lidt igen, sagde saa alvorligere: "Mon det er rigtigt?"
✂ "Hvilket?"
✂ "At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt." Hoff slog Asken af Cigaretten.
✂ William blev først bleg, saa meget rød.
✂ "Ja, for forstaar De, bedste Høg, at De - men ..." Hoff saá som tilfældigt over til Høgs Side ...
✂ Saa greb William det nemmeste Middel: "Grevinden er en Veninde af vor Familie,"
✂ "Naa - ja, det vidste jeg ikke."
✂ "Og De, som kun har set Grevinden én Gang - -"
✂ "Har vel næppe Ret til ... nej, ganske vist. Men," Hoff slyngede Cigaretstumpen væk: "jeg har osse kendt hende før."
✂ William smilede: "Jeg synes, jeg erindrer, at De blev præsenteret for Grevinden paa Etatsraadens Bal."
✂ "Ja - det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgaas Grevinden."
✂ William blev heftigere: "Man taler ikke saadan om en Dame," sagde han, "undtagen man ..."
✂ "M a n ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør det, fordi jeg har været hendes Elsker."
✂ "De!" Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt.
✂ Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed.
✂ Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.
✂ "Jeg var kun seksten Aar," sagde saa Hoff. Det blev meddelt ganske tørt, som et simpelt Faktum. Og Tonen 246 var den samme, da han tilføjede: "Grevinden holder saa meget af unge Mennesker."
✂ De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte. Hoff tog igen Cigaretter frem, tændte, William ventede. Saa gik de videre. Da de kom til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen.
✂ Hoff hilste ærbødigt.
✂ William saá ikke op, spurgte halvt tankeløst: "Hvem var det?"
✂ "Det var Grevinden - med den unge Jansen."
✂ William vendte sig med et Ryk. Han saá Grevindens graa Hat, Maleren sad ved Siden af hende paa Forsædet.
✂ "Aa," sagde Hoff, "Jansen er et smukt Talent og - et vakkert Menneske."
✂ I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Saa slukkedes den og han vendte sig for at gaa. Han gav ikke Haanden.
✂ "Og saa det med Bladet?" spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede det.
✂ "Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulde kunne skrive ..."
✂ "Maaske - men jeg har nu den Idé ..."
✂ "Ja - ellers Tak." William vilde gaa ... "At skrive, hvad jeg kunde, var vist ikke Umagen værd."
✂ "Naa, jeg plager Dem jo ikke. Farvel, Høg."
✂ De skiltes.
✂ William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle statsvidenskabelige Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her. Han begyndte paa hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af hvert. Saa var han træt, lagde sig paa Chaiselonguen og døsede.
✂ Han sagde til sig selv, han kunde dog ikke, opgav det og lagde sig hen. Han var tung i Hovedet og kunde ikke samle sig, og hver Gang han vilde tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskaaret Papir, margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, 247 faldt han hen og tænkte paa tusind løstflagrende Ting, indtil han vaagnede, bidende i Penneskaftet - -
✂ Eller han blev svimmel af at læse; han kunde ikke straks fatte Meningen, maatte læse om og gentage. Saa svedte' han straks. Det var hele Tiden, som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse.
✂ Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele.
✂ Han kunde ligesaa gerne opgive det og lægge sig hen.
✂ Undertiden laa han og halvsov. Saa hørte han Stemmer om sig og kunde ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og raabe og høre baade Svar og Tiltale.
✂ Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer... ikke Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men saa pludselig kunde han fare op og tageTag i sig selv: "Det er Begyndelsen til Galskab," sagde han. Men lidt efter lagde han sig igen og sagde: "Det gør ikke noget."
✂ Slet ingenting - og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne.
✂ Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte. Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et Minde, et eneste Ord -
✂ Saa fo'r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev aandeløs. Som han vilde løbe fra sin egen Elendighed.
✂ Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var saadan graat overalt.
✂ Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op paa det marginerede Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive, læste noget højt for sig selv, skrev igen -
✂ Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op. Men saa midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i Stykker og brændte hver Stump paa Kakkelovnspladen.
248✂ - Saa en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulde have været med.
✂ De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.
✂ "Hvorfor kunde Nina ikke tage med?" spurgte Grevinden.
✂ »Jeg vilde ikke have det." Tonen var kort.
✂ Grevinden saá hen: "Hvorfor?"
✂ "Det ønsker jeg ikke at sige Dig."
✂ "Aa," Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det halvt for Munden. "Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for Frøknerne Høg."
✂ "Netop."
✂ Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. "Det er kommet noget sent."
✂ "For sent," sagde han.
✂ Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden saá til den anden Side ud over Sundet.
✂ "Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg," sagde hun og vendte sig lige imod ham.
✂ "Det tror jeg ikke."
✂ "Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?"
✂ William rystede paa Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.
✂ "For Du talte jo forleden med den Herre," vedblev Grevinden.
✂ "Ja - som Du saá."
✂ "En smuk Omgang."
✂ William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: "Ja din gamle Elsker." Det lød som et Stenkast.
✂ Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Ifaanden for at slaa nogle genstridige Haar tilbage fra Panden, sagde hun:
✂ "Hvem har sagt Dig det?"
✂ "Han selv" ...
✂ "Ah!" Grevinden aandede dybt. Men saa hævede hun 249 Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:
✂ "Og om saa var" ...
✂ Et Sekund knustes William under Haanen i dette Svar. Saa knyttede han Haanden og han hvislede Ordene frem: "Jeg slaar Dig."
✂ "Ja - hvis Du turde" ... deres Blikke mødtes ... hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene ned.
✂ Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.
✂ "Tror Du jeg tør?" Og hans løftede Haand fo'r ind mod hendes Ansigt.
✂ Hun skreg. Men snart staaende op, snart i Knæ, blev han ved at slaa hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Raabte: "Skøge - Skøge" og slog og slog.
✂ Saa rev han Døren op og sprang ned paa Vejen.