↩ Kong Lear er, i mine Tanker, Shakespears, altsaa Jordens mesterligste Tragedie. Digteren synes i dette mønsterskiønne Stykke at have udtømt hele Melpomenes hiertegribende, truende, skrækkende, rørende Trolddom. I intet mig bekiendt Skuespil findes saa aldeles alt samlet, hvad der opvækker Nysgierrigheden, anspænder Forventningen, vedligeholder Opmærksomheden, og i stedse tiltagende Interesse hvirvler Gemyttet af een Lidenskab 83 i en anden. Hovedpersonen er maaskee den uden Undtagelse hidtil interessanteste, man kan tænke sig som Middelpunkt hvorom alt dreier sig, hvortil alt, indtil de yderste Biting, samler sig i et heroisk-tragisk Drama: en ulykkelig med sin egen svage, med sin Families utaknemmelige og med Elementernes oprørte Natur kiempende Konge. Hans tragiske Character er i næsten alle muelige tragiske Situationer omringet af lutter tragiske Tilfælde. I hans eene Tilstand skildres alle Fyrstens, Faderens, Menneskets ynkværdigste Lidelser. En anden Laocoon indvikles han ved hver Bevægelse meer og meer i sine Qvalers Slangeknuder; og ak! det er ikke hans Børn, som deele blot, men, som volde hans Smerte. Alle de andre Characterer og Forfatninger i Dramet, indtil de meest episodiske, saa mangfoldige og stærke deres giensidige Contraster ere, tiene blot til at sætte hans i et stærkere Lys. - De ere alle saa nødvendige, som Børnene i hin beundringsværdige Gruppe. Til Udvikling af de mangfoldige enkelte Skiønheder, de nye og stærke Tanker, de end nyere og stærkere Udtryk, de livagtige Malerier, levende Vittigheder og skarpsindige Bemærkninger, der ligesom giennemlyne Stykkets høitidelige Nat, fordredes et eget Værk af tredobbelt Størrelse. Det hele er fra Begyndelsen til Enden Naturen i Oprør. Gemyttet seer det ikke, hører det ikke; men er midt deri, en Bold for Angest, Uvillie, Medynk, Raserie, Haab og Fortvivlelse.