Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

Vi spiste i Gaar til Middag hos Schrøder. Han boer overmaade smukt, i eet af de skiønneste, og smagfuldest indrettede Huse i Hamburg paa Bredden af Alsterbækkenet, hvor han fra sine Værelser og sin lille nydelige Have har en glimrende Udsigt over 85 den skiønneste Deel af Byen. Græsk Eleganz udmærkede Husets udvortes og indvortes Beskaffenhed, og Romersk Urbanitet Huusherrens Levemaade. Hans Kone, der som Cordelia intet Indtryk havde giort paa min Phantasie - thi hele Virkningen af denne Rolle tilhørte aldeles Shakespear - indtog ganske mit Hierte, som Madame Schrøder. Hendes egentlige, og maaskee eeneste Rolle er Konens, Huusmoderens, og Vertindens - uden for Skuepladsen. Hun vandt meer end hun tabte ved denne Bemærkning i min Agtelse. En god Huusmoders Rang er uendelig ophøiet over en ypperlig Skuespillerindes; thi det er dog upaatvivlelig mere magtpaaliggende at opfylde de fuldkomne Pligter for Alvor, end at opfylde de ufuldkomne for Spøg. Men hvi spiller hun da? For hendes Mands Skyld! Men hvi lader han hende spille? Fordi hans Kierlighed udentvivl giør ham blind for hendes Naturmangler. Paa denne Maade kan jeg allene opløse det Problem, hvi den smagfulde kunstforstandige Schrøder ofte giver sin Kone hendes Evne langt overstigende Roller.