↩ For at forklare dette, maa man see lidt dybere i dette Ordsprogs Mening, end vel almindelig sees. Uagtet Schrøder spiller med Ulyst, vil man dog komme efter, naar man har fundet Ordsprogets rette Forstand, at det kan forklares om ham. Lysten driver Værket, hedder det. Rigtig! Men hvad om det var Lysten til Frugten af Arbeidet, og ikke til Arbeidet selv, som driver? Sulte og tørste, slaae og lade sig slaae ihiel, pidske og skamskiænde sig, er upaatvivlelig i sig selv ingen Fornøielse. Imidlertid seer man adskillige Personer, uden at være tvungne dertil, give sig af med deslige Forretninger - og det er her meer end i noget andet Tilfælde Lysten, som driver Værket. Men hvilken Lyst? Hos den første Lysten til Guld, hos den anden Lysten til Ære, hos den tredie Lysten til Himmeriges Rige. Lysten driver Værket hos Kunstneren; men hvad egentlig Fornøielse er der i at staae Dag ud og Dag ind, og stryge Farver an og slette dem ud igien paa en Voxdug? Hvad Fornøielse er der i at hugge med en Meisel i en Træe- eller Steenblok? og hvori bestaaer den Fryd, i giennemvaagede Nætter at skrive lange og korte Linier paa et Stykke Papir, som naar efter hundrede Udstrøgninger og Forandringer, de lange ere blevne korte, og de korte lange nok, see ud som en Stiil i Tredielectie? Og naar nu Kunstneren, som almindeligst, er fattig, og (hvad man her i vort kolde Norden i det mindste om Vintren sikkert kan giøre Regning paa) med forfrosne Fingre maa stryge og hugge og smøre - sandeligl lad endog Kunstbegeistringen være nok saa varm, der hører dog virkelig næsten 88 lige saa meget til, zittrende af Kuld at kaste sig deri, som til med koldt Blod at springe ned i Ætnas brændende Hule! Horaz forklarer os imidlertid det sidste Særsyn: