Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Gerstenberg er en høi, velskabt, udvortes meget behagelig Mand, af hvis Ansigt en sielden Genius umiskiendelig fremlyser. De Træk af Melankolie hans nærværende Munterhed ikke ganske kunde udslette, gav hans Væsen noget saa rørende, at jeg i kort Tid aldeles var indtaget af hans Person. De Timer jeg tilbragte i hans Selskab vare nogle af de rigeste, jeg har nydt. Med alt det forekom han mig, at have noget saa udvortes sødt og inderligt bittert, noget saa dybt sandseligt og høit fornuftigt, noget saa klart og saa utydeligt, noget saa aabenhiertet og saa tilbageholdende - at jeg ved hans personlige Omgang omtrent befandt mig i samme Tilstand, som den jeg befinder mig i ved Læsningen af hans Minona, et Stykke hvori efter mine Tanker den laveste Nonsens er parret med den høieste Phantasies meest fortryllende Ynde. Ikke som om han sagde noget uforstaaeligt 90 eller trivialt; tvertimod i alt hvad der flød fra hans Læber var Fornuft, Skarpsindighed, og Dømmekraft; men et vist ubeskriveligt jeg veed ei hvad giennemaandede det hele - en vis varm Kulde, eller kold Varme, som giorde mig det umueligt, at vove endog det mindste Forsøg til hans Individualitets Bedømmelse.