↩ Det vigtigste, man almindeligst beskylder Gerstenberg for, er, som jeg nys har sagt: Ladhed. Han gider ikke forrettet prosaiske 91 Embeds Arbeider (siger man) og han har holdt op at frembringe poetiske. Hvad det første angaaer, da veed jeg ikke, om han har havt meer end een Leilighed til at vise sig som Embedsmand; og var maaskee samme af den Natur, at den aldeles streed imod hans. Men en Embedsmands Virksomhed kunne dog kun de bedømme, der have med hans Embede at giøre. I Henseende til hans litterariske Stilstand, da kan man deels ikke vide, hvor længe den vil vare; om han ikke maaskee, før man seer sig til, bryder løs med sin Aands hele Artillerie og med een eeneste Salve jager alle hans Muses Fiender paa Flugten - deels, om han og aldrig skrev noget mere, veed man ikke hvilke overveiende Grunde han maaskee har dertil. Sandelig, der kan tænkes mange Aarsager til litterarisk Taushed; og iblandt andre synes grundet Frygt for ikke at blive hørt i det mindste at undskylde den. Skulde Gerstenberg, som det hedder, have forladt Poesien, for at opofre sit hele Liv Philosophiens Dyrkelse - og jeg troer Verden vilde vinde meer end tabe derved - saa er intet forklarligere end denne Taushed. Sandheder fanges ikke saa let, som Billeder; ofte meder Grubleren sit hele Liv forgiæves, medens Vidspilleren drager det eene fulde Dræt paa Land efter det andet.