Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Jeg begyndte netop at see mig om efter Pusterum, da vi befandt os ved den anden Ende af denne tørre Elbe, og fik Øie paa den vaade med det overfor liggende Land, hvis nøgne Høie gav mit slappede Blik en nye Vederqvægelse. Den mavreste Biergegn er mig dog kiærere end den fedeste Flade. I denne har jeg Ormens, men i hin Ørnens Følelse. I hin synes man dog noget at høine sig fra Jorden, og i denne Skuffen hæver Sielen sig virkelig; i denne derimod bliver man bestandig klæbende ved det Lave, og Tanken selv tyknes i den tungere Luft. Det flakke Landskab, endog det allerskiønneste, har desuden altid en vis Monotonie, der langt om længe bliver kiedende. Hvad den saa almindelig prisede overvættes Frugtbarhed angaaer, da giør jeg ikke synderlig meget deraf, naar den blot skyldes en naturfeed Jordbund. Menneskeflidens Spor i veldyrkede Heder ere mig langt interessantere.