Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Jeg veed ikke hvor langt jeg var gaaet paa denne Maade, der lidt efter lidt begyndte at more mig, og kalde Phantasierne tilbage - da jeg pludselig standsedes i min blinde Fart af et Par Hænder, som greb mig i Skuldrene. Jeg er fuldkommen overbeviist om, at mine Øine aabnede sig af sig selv, eller rettere mechanisk, uden al oversandselig Ordre - ligerviis som jeg er vis paa, at det umiddelbare Buk, hvormed jeg gienkiendte Manden, der var bortkiørt, skeete uden al tydelig Bevidsthed - "Det er altsaa med lukte Øine," sagde han, i det Ekkoet af hans 107 Latter tabte sig i næste Birkeskov, "man opdager denne Egns Fortryllelser?"