↩ "Jeg forsikkrer Dem paa min Ære, at jeg taler saa alvorligen, som om jeg talte med Philosophien selv i Sandheds Overværelse. Der er mig intet ubegribeligere end hvorledes de mangfoldige Philosopher, der for Resten modsige hinanden næsten i alle andre Ting, komme overeens i den Paastand, at intet skrækker Naturen og oprører Fornuften saa meget, som Utilværelse. Jeg troer, sandt at sige, at der stikker en smule Pralerie i denne Forsikkring; thi at saa mange lærde og dybsindige Mænd skulde tage feil af hvad der egentlig handles om i dette Enten - eller, og snakke hen i Taaget, som man siger, er usandsynligt. Angesten og Forfærdelsen for Utilværelse forekommer mig at have noget meget lignende med den Modbydelighed og Frygt, somme * 110 af vore fine Damer have for Fluer, Roser, Safran, Mandspersoner og ingen Ting - en Frygt, som gemeenligen kun yttrer sig i Selskab, og forsvinder, naar de blive allene - under to eller fire Øine - med Objecterne. Det lader saa smukt, at falde i Besvimelse - især naar man i Forveien kan sørge for Maaden, at falde paa - og det lader sælsomt, dybsindigt, metaphysiskt, at gyse for intet. Jeg som hverken er sælsom, dybsindig, eller overnaturlig, og heller ikke skiøtter om at ansees derfor, bekiender aabenhiertigen, at Intet forskrækker mig ikke." -