Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Hvor jeg ogsaa havde fundet Efterretningerne om hine Optrin, vilde de have antændt min hele Opmærksomhed, og henhvirvlet mig i den almindelige Interesse, som det vaagnede Frankrigs energiske Bevægelser nødvendigen maae udbrede overalt, hvor der er Øine, som see, og Ører, som høre. Men her, i det høie, melankolske, romantiske Friedberg, i den Stemning jeg var i efterat have giennemvandret Hessen, umiddelbar efter min Grav-Vandring 201 under Ekko-Ruinerne - her opflammede Luen af den lynslagne Despotismus med trefold Ild min hele Menneske-Følelse, min hele Tænkekraft, mit hele Jordborgerlige Jeg. Det lille Selvindivid tabte sig deri, som en Vanddraabe i det oprørte Hav. Maatte en Fyrste een eeneste Gang paa sin Throne giennemtrænges af den store Følelse, hvori mit lavere Væsen i dette Øieblik druknede - hvilket Moment for hans Folk! for Europa! for ham selv! Nedspringe vilde han af det lave Despot-Stillads, for at optræde paa Friehedens, Ærens og Udødeligheds høieste Fieldtop - bortslænge vilde han den usle Glimmerkrone, for at modtage Evighedens straalende Solbrands - og tusindfold gladere i Favnen af elskende Borgere, end i Kredsen af murrende Slaver, ombytte Titelen: Hersker med Navnet: Brødres Bestyrer!