↩ Med Lommerne (det eeneste heele i hans pialtede Klædning*, fyldte af møisomt sammensamlede Snurrepiberier, en Byldt af andre Smaaevarer under Armen, og en Stok (der desværre aldrig bærer modne Mandler) i Haanden, forlader han sit usle Leie, for at tiltræde den skakrende Vandring. Jeg vil ikke tale om den Hunger og Kuld han deeler med alle andre Fattige. Kun et Blik paa det, der er hans Skiæbne eget. Med utrættelig Taalmodighed, med meer end Tiggerens Paahængen anraaber han den ene Forbigaaende efter den anden om at kiøbe; det er vanskeligt * 207 at afgiøre om hans flydende Tunge, hans virrende Hoved, hans rappe Been, eller hans vimse Hænder ere i fuldest Arbeide; den hele Person er i uophørlig Anstrængelse. For en Skillings tilfældige Profit indhøster han hundrede ydmygende Blik, et halvhundrede spottende Svar, utallige Pøbelforhaanelser, Fornærmelser og Grovheder. Hvert femte Minut springer han fire sex Trapper op i de øverste Stokværk, og pikker paa, for med Døren i Næsen og ikke sielden forklemte Fingre at pakke sig ned igien. Endelig kommer han aandeløs og udmattet hiem til Middag. Kone og Børn omringe ham, for at erkyndige sig om Fangsten - "Ach! Leider! Noch nix!" Gud veed om han altid faaer noget at spise; men det veed jeg, at faaer han noget, er det jammerligt. Om Eftermiddagen begynder den utaknemmelige Jagt paa nye, til han om Aftenen udmattet, med uforrettet Sag henslænger sin Stok, sin Byrde, og sig selv i den trøstløse Familie-Reede. Sæt og at han har tilskakret sig - og, om man vil, tilsnydt sig nogle Skillinger - betydelig kan Gevinsten umueligen være - hvilken Diævel kunde misunde ham dem? Han har slæbt og slidt og lidt meere derfor end den Christne Bisp i en heel Maaned for ligesaa mange Tidalerssedler.