Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Den Nydelse, som Betragtningen af Kunstens Værker skiænker os, kan især lætteligen fortiydes, hvis den ikke langtsomt, ordentligen, og med fuld Bevidsthed inddrikkes, hvis den i Hast nedslurkes, og saaledes beruser og overvælder, isteden for at qvæge og tilfredsstille. Med den skiønne Natur er det anderledes. Dens Nydelse er tienlig til alle Tider og paa alle Maader. Thi Naturen har den, i en vis Forstand guddommelige Egenskab, at den passer i alle de Tid- og Rum-Former, vor Forestillingsevne betiener sig af, for at fatte den. Den er paa eengang stor, skiøn og behagelig i det Heele og i sine Deele, for det hurtigste Blik, og for den langsomste Skuen; dens Melk og Honning er stedse sund, hvad enten man tyller sig dermed eller blot nipper dertil. Man kunde ligne dens Nydelse med Barnets Dien. Den menneskelige Kunst har en meget trangere Sphære - kun under visse Betingelser bliver dens Nydelse os fuldstændig, behagelig, og gavnlig. Den fordrer en vis Afstand, gode Stunder, og i visse Maader Kunst i at nyde. Den har et bestemt Maal, lig den tillavede Drik og Spise, som ingenlunde bør overskrides, og fordøies ikke nær saa let som Naturen.