Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Betragtede vi vort Kiøretøi og de ranke italienske Poppeler paa begge Sider, syntes det som om vi virkelig endnu vare paa Landjorden. Overskuede vi derimod den hele Omegn, lod det i alle Maader til, at vi feilede. Rundt om stod alting i eller under Vand. Paa den eene Side bevægelige Høestakke, paa den anden flydende Neeger. Alle Marker og Enge vare oversvømmede, og 279 af de mangfoldige Haver, vi ved Udkiørselen af Manheim kom igiennem, saae vi intet uden Træerne, nedbrudte Steenporte, og halv i Vand nedsiunkne Lysthuse. Den hele skiønne Flade mellem Manheim og Schwezingen udgiorde et Glarhav, der i Førstningen, inden Morgentaagen gav Plads for de i Baggrunden opskydende Høie, syntes uafseeligt som Oceanet. Neckeren var i dette Moment den bredeste Flod i Europa. Alle Øieblikke spurgte vi Kudsken om vi endnu var paa fast Grund, og havde vi ikke havt Alleen, vilde det været umueligt at finde Veien. Vi mødte ikke een eeneste Vogn, undtagen enkelte tomme, der hist og her fra de forrige Dage vare blevne staaende; thi næst Posten var vi de første, som havde vovet os ud.