↩ Men nu begyndte en saare møisommelig, og tildeels formedelst de evige Aabninger, temmelig farlig Stigen. Snegletrappen blev efterhaanden trangere og trangere, saa trang tilsidst, at vi stundum maatte betiene os af Aabninger mellem de tynde Piller og Jernverket for den eene Deel af Kroppen, medens den anden opskiødes. Ved Enden af denne saare smalle Himmelstige, det meest passende Billede paa den trange Vei til Himmerig - kunde Adams, trods sin Enthusiasmus og voldsomme Anstrængelse, ikke mere. Han blev saa at sige hængende, ikke langt fra Toppen, i Steen, Jern og Beundring; men Udsigten, Oversigten og Nedsigten herfra var allerede saa viid, vidtløftig og dyb, at nogle Favne meer i Høiden umueligen kunde forøge Virkningen mærkelig. Jeg selv var ikke i en meget stærkere Forfatning, gloende heed, magtesløs, aandeløs, med saa bankende Hierte, som om det sidste Suk var ikke langt borte. Med alt det - alle gode og onde Særheder i mit Individ forenede sig til at give mig i Kraft hvad der manglede mig i Styrke. Jeg var allerede over den øverste Krands, høit over Lygten - der var ingen Trappe meere, blotte Stænger, jeg maatte slynge mig i egentligste Forstand uden om Spiirspidsen i frie Luft - et eeneste Feiltrin af min klavrende Fod, en pludselig Slapning i min Stangen gribende Haand - og jeg var styrtet ned i Luften, tre Gange død før jeg naaede Jorden. Jeg gyste først, da jeg nedenfra saae, hvor farlig jeg hang uden Steenbukkens Horn - jeg gyser nu ved at tænke tilbage derpaa; thi jeg havde i det daværende Moment ikke Tid til at gyse. Jeg var i for voldsom convulsivisk Bevægelse til at zittre, for rædselfyldt til at være bange. Min hele Siel var Iver, mit Legeme Krampe.