Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Gud! hvilken Morgen! - Midt i et blomstrende Eden, omgivne af alle Sommerens Velsignelser, omtonede af sagterislende Bække, det bævende Løv og de vaagnende Fugle, omduftede af aromatiske Dunster, og rundt omglimrede af svindende Stierner, frembrydende Dagstraaler og himmelsmilende Dugperler, vaktes vore Siæle, vore Hierter, vore Sandser, alle vore Tanker og Følelser Solen imøde til Livets fuldeste Følelse. Mellem Schwarzwalds Bierge paa den eene, og Lothringens Fielde paa den anden Side øinede vi lige for os den blaanende Jura, hvis nærmere Fortryllelser vi allerede følte forud i de høitideligste Ahnelser. Uforglemmelige Morgen! O! jeg har aldrig nydt Naturen, som i denne Dagbrækning - mit egentlige Liv begyndte med dig, mageløse Opstandelse! -