↩ Nei! jeg kan ikke beskrive det - inden i, uden om mig var denne Morgen umålelig. Min Andagt var fuldere, var liveligere, var gladere her end paa Pynten af Himmelspiiret. Hist stod jeg afsondret, eene; her var jeg mellem tvende fortrolige, med mig henrykte Venner, og det forekom mig, som om min hele talløse Familie her tilbad med mig. Hist var jeg løftet af Kunsten over Naturen op over Jorden - her løftedes jeg i Naturens Arme med den hele Jord op til Himmelen. Men I, som kiende Menneskets 312 saligste Nydelse, denne høiere, reenere Andagt, som udspringer af en dybere Følelse af det Overnaturlige, vi ere os bevidste inden i os, dette Støvet aldeles fremmede, hvorved vi føle os i Forbindelse med reenere Aander, hvorved vi ahne vort Forhold til Aandernes Aand, og i en saadan Ahnelse rundt omringede af Gienstænde, der skulde synes end mere at maatte fængsle os til Jorden, dog ligesom hensvæve i det Tilkommende - I, som kiende denne Aandens Opløftelse og Hiertets Udvidelse til Følelse af Skaberen i den hele Skabning, og deri have fornummet en Salighed, som intet blot jordiskt Gode formaaer at skiænke, en fra hin Side Graven hentet Fryd, hvis umiddelbare Virkning er brændende Lyst til de strængeste Pligters Opfyldelse, inderlig Ruelse over alle begangne Synder, og dog det søde tillidsfulde Haab engang aldeles at udsone dem. I lyksalige, som kiende Religionens Skatte - ville forstaae min Opstandelse, uagtet jeg ikke kan male den, uden med den Taushed, hvori vi alle tre, tæt trykte til hinandens Hierter, hensank. [...]