Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Labyrinten er, set på denne måde, vandringer i sjælens irgange, forfatterens forsøg på at bryde hæmmende bånd for at blive sandt voksen, bryde en frygtet og elsket erotisk binding, en umodenhed drevet til den yderste forfinelse i forholdet til "Sus-mama", som han også kaldte fru Pram, moderbilledet, som dog skulle vise sig at opsuge enhver af hans nye letvakte forelskelser. Til hende havde han knyttet sin erosforestilling, al kvindelig ynde han ser undervejs - og intet undslipper hans rappe øjne - er fremtrædelsesformer af samme Venus Urania. "Copierne finder jeg stedse overalt." (s. 218). Når det kvindelige således er fast projiceret ud af personligheden, lykkes det ikke en at tilegne sig det, at bevidstgøre sig sin ejendom, og det er ensbetydende med personlighedens død. Og Baggesen mener netop at rejse med døden i kroppen, får af en læge i Hamborg besked om, at det eneste redningsmiddel er - at gifte sig. Hvilket er udlagt: ægteskab mellem fornuft og instinkt, vort væsens brud og brudgom. Dette beskrives som et vendepunkt på rejsen, men "hint Redningsmiddel er umuligt" - og det eneste håb er døden. Lægemidlet forties i øvrigt i 1. udgaven og dermed også i nærværende optryk (s. 96).