Baggesen, Jens Uddrag fra Labyrinten

↩ Oplevelsesmønstret går igen overalt hos Baggesen. Som det er fremgået, også i kærligheden. Den elskede genstand er påskud for selvophidselse, man er på narcissistisk vis først og fremmest indtaget i bevidstheden om at man elsker, således at afsavnet bliver det væsentlige - indtil følelsen kammer over, og man må gifte sig for sit helbreds skyld, ikke for genstandens egne kvaliteter. Baggesen er ganske klar over, at det er kvindekønnet in abstracto, han elsker, mens han vandrer om i kærlighedens labyrint. Serenaden i Mainz røber det på sin måde (s. 240 f.), i en strofe der vist tillige har Danmarksrekord i ordgentagelse. Han har øjeblikkelig identificeret sig med en ukendt tilbeder under den ligeledes ukendte naboerskes vinduer: