Andersen, H. C. Uddrag fra Lykke-Peer

Dagbøger og breve noterer private kommentarer til bogen. Allerede før udgivelsen havde Johanne Luise Heiberg glædet sig over at genfinde eventyrtonen, men fundet, at Richard Wagners musik bliver overvurderet i betragtning af, at den savner det lyriske (Dagbøger 8. og 10.8.); Henrik Ibsen, såmænd, finder det forelæste så poetisk (21.8.), og filosofiprofessoren Rasmus Nielsen siger, at bogen betyder en ny retning mellem eventyr og roman (26.8.). Så må Andersen affinde sig med et ord fra sin læge Theodor Collin (11.11.): »Alle overvælde mig med Tak for Bogen, Nogen synes bedst om den første Halvdel, andre om den sidste. Theodor sagde hvor de lyve allesammen, jeg gider ikke læse det Skidt!« Nogle måneder senere sagde den gamle Carsten Hauch i anledning af samme bog, »at jeg var et forunderligt genialt Barn og jeg vilde altid blive et Barn og det ind i Gudsrige« (Dagbøger 16.4.1871). De to digtere havde boet en kort tid under samme tag.