Andersen, H. C. Lykke-Peer

2

        

3

H.C. ANDERSEN

Lykke-Peer

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Erik Dal

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Vibeke Hvidtfeldt fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Hanne Marie Svendsen for Danske Skønlitterære Forfattere, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Mogens Brøndsted som tilsynsførende. Tekstgrundlag: originaludgaven 1870. Nr. 105006.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 2000 · ISBN 87-21-01442-6 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen på grundlag af et fotografi fra Hansen, Schou og Weller 1869 og et blad af skoledagbogen fra 5.-6.12.1825 (Dagbøger I s. 24f.) om eksamensskræk og digterdrømme · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro · Papir: Book Design - 1,3 - l00g, Svanemærket, klor- og syrefrit · ISO 9706 [x]

Tak for økonomisk støtte fra
Ingeniør N.M. Knudsens Fond

5
6

Lykke-Peer udkom 11.11.1870 i 5500 eksemplarer, kostede l rigsdaler 12 skilling og indeholder [8] + 184 sider med rammestreg, den sidste blank. Gult typografisk omslag med dobbelt ramme.

[I-II] blanke. [III] smudstitel. [IV] blank. [V] Lykke-Peer af H.C. Andersen, Kjøbenhavn. C.A. Reitzels Forlag. 1870. [VI] Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F.S. Muhle. [VII] dedikation. [VIII] blank. [1] som smudstitlen: Lykke-Peer af H.C. Andersen. [2] blank. 3-183 tekst.

En del af oplaget udkom i rødt eller blåt helshirtingsbind med brug af Vilh. Pedersens tegning til bindet om Historier 1855, i guldtryk med blindtrykt ramme. Bredde 117 mm.

7
Componisten
N.W. Gade
med Venskab og Beundring
tilegnet
8

        

9

I

I den fornemste Gade laae en prægtig, gammeldags Gaard; hele Murværket var indæltet med Glasstumper, der i Sol- og Maaneskin straalede som om det var belagt med Diamanter; det var et Rigdommens Tegn og Rigdom var derinde; man sagde, at Grossereren var Mand for at kunne stille to Tønder Guld midt i sin Stadsestue, sagtens stille, som Fremtids Sparebøsse, en Fjerding med Guldmynt udenfor Døren, hvor hans lille Søn blev født.

Den Lille var indtruffen i det rige Huus; der var stor Glæde fra Kjælderen til op paa Qvisten, dog heroppe blev Glæden endnu større et Par Timer senere. Pakhuuskarlen og hans Kone boede heroppe og her indtraf netop ogsaa en lille Søn, given af Vorherre, bragt af Storken og fremviist af Mutter. Ogsaa her stod en Fjerding udenfor Døren, ganske tilfældigt, men det var ingen Guldfjerding, det var en Skarnfjerding.

Den rige Grosserer var en høist veltænkende, brav Mand; hans Kone, fiin og høifornem gik hun klædt, var gudfrygtig, dertil mild og god mod den Fattige. Alle undte de To den Glæde at have faaet en lille Søn, der vilde voxe op, arte sig og blive rig, som Faderen.

Den Lille blev i Daaben kaldet »Felix«; det betyder i Latinen: »lykkelig«, og det var han, og Forældrene endnu mere.

Pakhuuskarlen, en rigtig kjernegod Karl, og hans Kone, saa honnet og arbeidsom, vare velseete af Alle, som kjendte dem; hvor vare de lykkelige for deres lille Dreng: og han blev kaldet Peer.

Drengen paa første Sal og Drengen paa Qvisten fik hver lige mange Kys af deres Forældre og lige meget Solskin af Vorherre; 10 men de vare jo dog forskjelligt stillede, den Ene nede, den Anden oppe. Peer sad øverst, heelt oppe paa Qvisten, og han beholdt sin egen Moder til Amme; den lille Felix havde en fremmed Person, men god og brav, det stod i Skudsmaalsbogen. Det rige Barn fik en deilig Barnevogn og blev trukket af den pyntede Amme, Barnet fra Qvisten blev baaret paa Armen af sin egen Moder, baade naar hun var i Søndagskjole og Hverdagsklædning; og det var ligesaa fornøieligt.

Begge kunde de snart skjønne, Begge voxte de til, kunde vise med Haanden hvor store de vare og sige enkelte Ord i Modersmaalet. Lige søde, lige slikmundede og lige forkjælede bleve de begge To. Da de voxte til, havde de lige Fornøielse af Grossererens Kjøretøi. Felix fik med Ammen Lov til at sidde hos Kudsken og see paa Hestene, han bildte sig ind at han kjørte dem; Peer fik Lov at sidde i Qvistvinduet og see ned i Gaarden, naar Herskabet skulde ud at kjøre, og naar de da vare afsted, satte han to Stole, den ene foran den anden, oppe i Stuen, og saa kjørte han selv; han var den virkelige Kudsk, det var lidt mere end at bilde sig ind at være Kudsken. De havde det udmærket, de To, men de vare allerede et Par Aar gamle, før de første Gang talte med hinanden. Felix gik stadselig klædt, i Fløiel og Silke, med bare Knæe paa engelsk Maneer. Det arme Barn maatte jo fryse! sagde Familien paa Qvisten. Peer havde Buxer lige ned til Anklerne; men en Dag vare Klæderne revnede lige over Knæerne, saa at der var lige saa godt Lufttræk og lige saa afklædt, som hos Grossererens lille, fine Søn; han kom med sin Moder og skulde ud af Porten, Peer kom med sin og skulde ind.

»Giv lille Peer Haanden!« sagde Grossererens Frue. »I To kunne tale sammen.«

Og den Ene sagde »Peer!« og den Anden sagde »Felix!« Ja, saa sagde de ikke mere dengang.

Den rige Frue forkjælede sin Dreng, men hvem der især forkjælede Peer var hans Faermoer. Hun var svagsynet og dog saae hun meget Mere hos lille Peer end Fader og Moder kunde see, ja Mere end noget andet Menneske kunde udfinde.

»Det søde Barn,« sagde hun, »kommer nok frem i Verden! han er født med Guldæble i Haanden; det kan jeg see med mit svage 11 Syn. Der ligger jo Æblet og glindser!« og hun kyssede den Lille midt i Haanden.

Hans Forældre kunde Ingenting see, Peer ikke heller, men som han voxte til i Begreber, vilde han dog gjerne troe paa det.

»Det er saadan en Historie, et Eventyr, Faermoer fortæller!« sagde Forældrene.

Ja Faermoer kunde fortælle, og Peer blev aldrig kjed af altid at høre det Samme. Hun lærte ham en Psalme og at fremsige »Fadervor«, og han kunde det, ikke som en Ramse, men som Ord, der vare at tænke ved; hver enkelt Bøn deri forklarede hun for ham. Især kom ham i Tanke hvad Faermoer havde sagt ved de Ord: »giv os idag vort daglige Brød!« de vare at forstaae, at for En var det nødvendigt at faae Hvedebrød, for en Anden at faae Grovbrød; En maatte have et stort Huus, naar han sad med mange Folk, en Anden, i smaa Kaar, kunde boe ligesaa glad i en lille Stue paa Qvisten. »Det er saaledes for hver, det, de kalde »det daglige Brød«.«

Peer havde rigtignok sit gode, daglige Brød, og de deiligste Dage, men de blive ikke alletider ved. Krigens tunge Aar begyndte; det unge Mandskab skulde afsted, det gamle med; Peers Fader var imellem de Indkaldte, og snart hørtes, at han var en af de Første, som faldt i Kampen mod den overlegne Fjende.

Det var en bitterlig Sorg i den lille Stue paa Qvisten. Moder græd, Faermoer og lille Peer græd; og hvergang en af Naboerne kom op til dem, blev der talt om »Faer« og saa græd de Allesammen. Enken fik imidlertid Lov, i det første Aar, at boe aldeles frit i Husleiligheden, og senere skulde hun kun betale en ringe Leie. Faermoer blev hos Moder, der ernærede sig ved at vaske for flere »eenlige, galante Herrer«, som hun kaldte dem. Peer havde hverken Sorg eller Savn; Mad og Drikke fik han fuldt op, og Faermoer gav ham Historier, saa selsomme og vidunderlige, om den vide Verden, at han en Dag bad hende, om de To ikke en Søndag skulde gaae til fremmede Lande og saa komme hjem som Prinds og Prindsesse, med Guldkroner paa. »Dertil er jeg for gammel,« sagde Faermoer, »Du maa først lære grumme Meget, blive stor og stærk og dog altid et godt og kjærligt Barn, som Du er det!«

Peer red i Stuen paa Kjephest, han havde hele to saadanne 12 Heste, men Grossererens Søn havde en levende, virkelig Hest, den var saa lille, at den godt kunde kaldes et Hestebarn, det kaldte Peer den, og større kunde den ikke blive. Paa den red Felix om i Gaarden, ja ud af Porten med sin Fader og en kongelig Berider. Den første halve Time syntes Peer da ikke om sine Heste og red ikke paa dem, de vare ikke virkelige; og saa spurgte han sin Moder, hvorfor han ikke havde en virkelig Hest ligesom lille Felix, og Moderen sagde: »Felix boer nede i Gaarden, tæt ved Stalden, men Du boer høit oppe under Taget; man kan ikke have Heste paa Loftet, ingen uden dem, Du har; rid Du paa dem!«

Og saa red Peer, først hen til Dragkisten, det store Bjerg med de mange Skatte: baade Peers Søndagsklæder og Moders med, samt de blanke Sølvdalere, hun lagde hen til Husleien. Han red til Kakkelovnen, som han kaldte den sorte Bjørn; den sov hele Sommertiden, men naar Vinteren kom, maatte den gjøre Gavn, varme op i Stuen og koge Maden.

Peer havde en Gudfader, han kom jævnlig hver Søndag om Vinteren og fik et Maaltid varm Mad. Det var gaaet tilbage med ham, sagde Moder og Faermoer. Han havde begyndt som Kudsk, havde snapset og derved sovet paa sin Post, og det maa hverken Soldaten eller Kudsken; saa var han bleven Vognmandskarl, kjørte med Karreet, og Droske, tidt for de galanteste Folk, men nu kjørte han Skarnvogn, kjørte fra Dør til Dør, svingede sin Skralle: »snurre-rurre-ud!« og ud fra alle Huse kom Piger og Koner med deres fyldte Bøtter og vendte disse paa Vognen; der kom Skrimmel og Skrammel, Aske og Feieskarn.

En Dag var Peer kommen ned fra Qvisten, Moder var gaaet i Byen; han stod i den aabne Port, der udenfor holdt Gudfader med sin Vogn. »Vil Du kjøre med?« spurgte han; det vilde Peer nok, kjøre med bare til Hjørnet.

Hans Øine straalede da han sad paa Sædet hos Gudfader og fik Lov at holde Pidsken. Peer kjørte med levende, virkelige Heste, kjørte lige til Hjørnet. Der kom hans Moder; hun saae ganske betænkelig ud: flint var det jo ikke at see sin egen lille Søn paa Skarnvogn. Han maatte strax ned, dog takkede hun Gudfader; men hjemme forbød hun Peer oftere den Tour.

13

En Dag kom han igjen ned i Porten; der var ingen Gudfader, som kunde forlokke ham til at gjøre Kjøretour, men der var andre Tillokkelser; tre, fire smaa Gadedrenge laae og rodede i Rendestenen for at finde, Hvad der kunde være tabt eller havde gjemt sig; tidt havde de fundet en Knap eller en Kobbermynt, men tidt havde de ogsaa skaaret sig der paa et Flaskeskaar eller stukket sig paa en Knappenaal, det var just nu Tilfældet. Peer maatte være med, og lige idet han tog ned i Rendestenen, fandt han en Sølvmynt.

En anden Dag laae han igjen og rodede med de andre Drenge; de fik kun snavsede Fingre, han fandt en Guldring og fremviste, med straalende Øine, sit lykkelige Fund, saa dængede de Andre ham til og kaldte ham »Lykke-Peer«; han skulde ikke have Lov til at være med hvor de Andre rodede.

Der var bag Grossererens Gaard en sid Grund, den skulde fyldes og blive Byggeplads; derhen blev kjørt Gruus og Feieskarn; hele Dynger laae der; Gudfader kjørte det, men Peer maatte jo ikke kjøre med ham. Gadedrengene rodede i Dyngerne, rodede med en Pind og med den bare Haand; altid fandtes Et og Andet, som syntes værd at tage op.

Her kom lille Peer.

De saae ham og raabte: »Lykke-Peer, skrup af!« og da han dog kom nærmere, kylede de et Par Jordklumper paa ham; en af disse slog mod hans Træskoe og smuldrede istykker; der trillede noget Blankt ud; Peer tog det op, det var et lille Ravhjerte. Han løb hjem med det; de Andre mærkede ikke, at selv idet de dængede ham, var han et Lykkens Barn.

Sølvskillingen, han havde fundet, blev lagt i hans Sparebøsse; Ringen og Ravhjertet fremvistes nede hos Grossererens Frue, thi Moder vilde vide, om det var fundne Sager, »der burde meldes for Politiet«.

Hvor straalede Grossererfruens Øine ved at see Ringen, den var jo hendes egen Forlovelsesring, den, hun havde tabt for tre Aar siden; saa længe havde den ligget i Rendestenen.

Peer fik god Hitteløn, den raslede i hans Sparebøsse; Ravhjertet var en ringe Ting, sagde Fruen, det kunde Peer gjerne beholde.

14

Til Natten laae Ravhjertet paa Commoden og Faermoer laae i Sengen.

»Ih, hvad er det dog der brænder!« sagde hun, »det er jo, som laae der et tændt lille Lys!« Hun reiste sig og saae; det var det lille Ravhjerte. Ja, Faermoer med sit svage Syn saae tidt Mere end alle Andre kunde see. Hun havde nu sine egne Tanker derved. Næste Morgen tog hun et smalt, stærkt Baand, trak det gjennem den Aabning, som var øverst i Ravhjertet og gav sin lille Sønnesøn det om Halsen.

»Det maa Du aldrig lægge bort, uden mens Du faaer et nyt Baand sat i. Du maa heller ikke vise til andre Drenge, at Du har det; saa tage de det fra Dig, og saa faaer Du ondt i Maven!« Det var den eneste Sygdoms Plage, lille Peer endnu havde kjendt.

Der var ogsaa en underlig Magt i det Hjerte. Faermoer viste ham, at naar hun gned det med Haanden og man da lagde et lille Straa nær derved, saa blev Straaet ligesom levende og sprang hen til Ravhjertet, og vilde ikke slippe det.

15

II

Grossererens Søn fik Huslærer, der læste med ham alene og spadserede med ham alene. Peer skulde ogsaa have Kundskaber; han kom i Skole med en heel Mængde andre Drenge; de legede sammen, det var mere fornøieligt end at gaae ganske alene med Læreren. Peer vilde ikke bytte!

Han var en Lykke-Peer, men Gudfader var ogsaa en LykkePeer, uagtet han ikke heed Peer. Han vandt i Lotteriet tohundrede Rigsdaler paa en Seddel, han holdt med elleve Andre. Han fik strax bedre Klæder, og fandt sig vel i dem.

Lykken kommer nu aldrig alene, den har altid en Ansættelse med, og det havde den. Gudfader forlod Skarnvognen og gik til Theatret.

»Hvad for Noget?« sagde Faermoer, »er han gaaet til Theatret! Som hvad?«

Som Maskinkarl.

Det var en heel Forfremmelse. Han blev et ganske andet Menneske derved, og havde stor Fornøielse af Comedien, som han jo rigtignok altid saae ovenfra eller fra Siden. Deiligst var Balletten, men den kostede ogsaa sværest Arbeide og var meget udsat for Ildløs; der dandsede de baade i Himlen og paa Jorden. Det var Noget for lille Peer at see, og da der just en Aften skulde være »Generalprøve«, som det kaldes, paa en ny Ballet, hvori de Alle vare klædte og udstafferede ligesom paa den Aften Folk betale for at see den Herlighed, lovede han at tage Peer med og sætte ham et Sted, hvor han kunde see det Hele.

Det var en bibelsk Ballet: Samson; Philisterne dandsede om ham, og han rev hele Huset sammen over dem og sig; men der 16 var baade Sprøite og Sproitefolk, dersom en Ulykke skulde skee.

Peer havde aldrig seet en Comedie, endsige en Ballet; han fik sine Søndagsklæder paa og fulgte med Gudfader over i Theatret. Det var ligesom et stort Tørreloft, med mange Gardiner og Skjermbrætter, lange Sprækker i Gulvet, Lys og Lamper. Der var saa mange Kringelkroge op og ned, og fra disse kom de ud ligesom i en stor Kirke med Pulpiturer. Nede gik Gulvet ganske skraat, og her blev Peer sat og sagt til, at han skulde blive indtil det Hele var forbi, og man hentede ham. Han havde tre Smørrebrød i Lommen, sulte skulde han ikke.

Snart blev her lysere og lysere; der kom foran, ligesom op af Jorden, saa mange Spillemænd, baade med Fløiter og Violiner; der kom paa Siddepladsene, hvor Peer sad, Folk, klædte som de gaae paa Gaden, men der kom ogsaa Riddere med Guldhjelme, deilige Frøkener i Flor og Blomster, ja hvidklædte Engle med Vinger paa Ryggen; de satte sig oppe og nede, paa Gulvet og i Pulpiturerne, for at see til. De vare Allesammen Dandse-Mennesker i Balletten, men det vidste Peer ikke, han troede at de hørte hjemme i de Eventyr, Faermoer havde fortalt. Ja der kom en Qvinde, hun var den alleryndigste, med Guldhjelm og Spyd; hun saae ud over alle de Andre og sad mellem en Engel og en Trold. Nei, hvor her var Meget at see, og dog var Balletten endnu slet ikke begyndt.

Med Eet blev der ganske stille; en sortklædt Mand svingede en lille Troldstav over alle Musikanterne, og saa begyndte de at spille, saa at det susede gjennem dem, og hele Væggen løftede sig. Man saae ud i en Blomsterhave, hvor Solen skinnede og alle Mennesker dandsede og sprang. En saadan Deilighed havde Peer aldrig tænkt sig. Der marscherede Soldater, og der var Krig, og der var Gilde, og Kæmpen Samson og hans Kjæreste. Men hun var ligesaa ond som hun var deilig; hun forraadte ham; Philisterne stak hans Øine ud, han maatte dreie Qværnen i Møllen og stilles op til Spot i den store Dandsesal; men saa tog han om de svære Steenpiller, som bar Loftet, og rystede det og hele Huset; det styrtede og lyste i Rødt og i Grønt, i de deiligste Ildsluer.

Peer kunde have siddet hele sin Levetid og seet paa det, selv om Smørrebrødet var spist op, og det var spist op.

17

Naa, der var Noget at fortælle om da han kom hjem. Han var ikke til at faae iseng; han stod paa eet Been og lagde det andet Been op paa Bordet, det havde Samsons Kjæreste og alle Jomfruerne gjort. Han gik Trædemølle om Faermoers Stol og væltede to Stole og en Hovedpude over sig, for at vise hvorledes Dandsesalen styrtede. Han viste det, ja gav det med fuld Musik, den hørte til, der var ingen Tale i Balletten. Han sang høit og dybt, med Ord og uden Ord, der var ingen Sammenhæng deri, det var som en heel Opera. Det Mærkeligste af Alt var imidlertid hans deilige klokkerene Stemme, men den talte Ingen om.

Peer vilde tidligere have været Urtekræmmerdreng for at raade over Svedsker og Puddersukker, nu vidste han at der var Noget meget herligere, og de var »at komme i Samsons Historie og dandse Balletdands«. Der var saamænd mange fattige Børn gaaede den Vei, sagde Faermoer, og blevne fine og hædrede Folk, dog skulde aldrig noget Pigebarn af hendes Familie faae Lov at gaae den Vei, men nok en Dreng, han stod fastere.

Peer havde ikke seet en eneste af de smaa Piger falde, før hele Huset faldt, og saa faldt de Allesammen, sagde han.

18

III

Peer vilde og maatte være Balletdandser.

»Jeg har jo ingen Ro for ham!« sagde hans Moder.

Endelig lovede Faermoer at føre ham en Dag op til Balletmesteren, der var en galant Mand og havde sin egen Gaard ligesom Grossereren. Skulde Peer engang kunde opnaae det Samme? Intet er umuligt for Vorherre. Peer havde Guldæblet i Barnehaand; Lykken var lagt ham i Hænderne, maaskee den ogsaa var lagt ham i Benene.

Peer kom til Balletmesteren og kjendte ham strax, det var jo Samson. Hans Øine havde slet ikke lidt ved Philisterne. Det var ogsaa kun Comediespil, vidste han. Og Samson saae mildt og fornøieligt paa ham, sagde, han skulde holde sig rank, rigtig see paa ham og fremvise sin Vrist. Peer viste hele Foden, og Benet med.

»Saa var han ansat ved Balletten!« sagde Faermoer.

Det var let bragt i Stand det Hele hos Balletmesteren, men forud havde Moder og Faermoer dog gjort andre Forberedelser, talt med indsigtsfulde Folk, først med Grossererens Frue, som fandt at det var en smuk Vei for en kjøn, skikkelig Dreng, uden Fremtid, som Peer; derpaa havde de talt med Jomfru Frandsen; hun forstod sig paa Balletten, selv havde hun engang i Faermoers yngre Dage været den nydeligste Dandserinde paa Theatret, dandset Gudinde og Prindsesse, været hyldet og hilset hvor hun kom og gik, men saa blev hun ældre, det blive vi Allesammen, hun fik ikke længer de store Roller, maatte dandse bagved Ungdommen, tilsidst gik hun bag af Dandsen, gik til Pynten, pyntede de andre til Gudinder og Prindsesser.

19

»Saadan gaaer det!« sagde Jomfru Frandsen, »Theaterveien er yndig, men tornefuld, der groer Chikanen! Chikanen!«

Det Ord forstod Peer slet ikke, men han kom nok til at forstaae det.

»Han vil nu med Vold og Magt til Balletten!« sagde Moderen.

»En from og en christelig Dreng er han!« sagde Faermoer.

»Og velskabt!« sagde Jomfru Frandsen. »Velskabt og moralsk! det var min Glands-Periode.«

Og Peer kom paa Dandseskolen og fik Sommerklæder og tyndsaalede Dandseskoe for at være let. Alle de gamle Dandserinder kyssede ham og sagde at han var en Dreng til at spise.

Han maatte stille sig op, sætte Benene udad, holde sig ved en Stang for ikke at falde mens han lærte at sparke, først med høire Been, saa med venstre. Det var slet ikke saa svært for ham, som for de fleste Andre. Balletmesteren klappede ham og sagde at han skulde snart med i Balletten; han skulde være et Kongebarn, som blev løftet paa Skjolde og fik Guldkrone paa; det blev indøvet paa Dandseskolen og prøvet paa selve Theatret.

Moder og Faermoer maatte hen at see lille Peer i al den Stads, og de saae det og græd begge To, uagtet det var saa glædeligt. Peer havde i al sin Pragt og Herlighed slet ikke seet dem, men Grossererens havde han seet, de sad i Loge nærmest Theatret; lille Felix var med, i sine bedste Klæder; han havde knappede Handsker, ligesom de voxne Herrer, og sad med Kikkert for Øiet hele Aftenen, skjøndt han godt kunde see, ligesom de voxne Herrer. Han saae paa Peer; Peer saae paa ham, og Peer var et Kongebarn med Guldkrone paa. Denne Aften bragte de to Børn i nærmere Forhold til hinanden.

Nogle Dage efter, da de mødte hinanden hjemme i Gaarden, gik Felix hen til Peer og fortalte at han havde seet ham, da han var Prinds; han vidste nok at nu var han det ikke mere, men han havde baaret baade Klæderne og Kronen.

»Paa Søndag skal jeg bære dem igjen!« sagde Peer.

Det saae Felix ikke, men tænkte paa det hele Aftenen; han vilde nok være i Peers Sted; han havde ikke Jomfru Frandsens Erfaring at Theaterveien var tornefuld og der groer Chikanen; heller ikke Peer vidste det endnu, men han skulde lære det.

20

De smaa Kammerater, Dandsebørnene, vare ikke alle saa gode som de burde være, uagtet de tidt gik som Engle med Vinger paa. Der var en lille Pige, Malle Knallerup, der altid naar hun var klædt som Page, og Peer var Page, traadte ham ondskabsfuld heelt op af Smalbenet, det var at see paa hans Strømper; der var en ond Dreng, der altid stak ham en Knappenaal bag ind og en Dag havde spiist Peers Smørrebrød af en Feiltagelse, men det var umuligt, thi Peer havde Frikadelle paa sit Smørrebrød og den anden Dreng havde Brødet bart, man kunde ikke tage Feil.

Det var ikke til at opregne al den Fortræd Peer prøvede i to Aar, og det Værste var endnu ikke hændet, det forestod. Der blev opført en Ballet »Vampyren«; i den vare de mindste Dandsebørn klædte som Flaggermuus, havde graae strikkede Klæder, der sad snevert til Kroppen; sorte Flors Vinger bredte sig fra Skuldrene; de Smaa skulde løbe paa Taaspidserne, som om de vare saa lette at de fløi, og saa skulde de snurre rundt paa Gulvet. Det kunde især Peer udmærket; men hans Buxer og Trøie, eet Stykke var det, gammelt og skjørt, holdt ikke de Anstrengelser ud, saa at lige idet han for alle Menneskers Øine snurrede rundt, revnede han bag i, lige fra Nakken og ned til hvor Benene sidde fast og hele hans stumpede hvide Skjorte var at see.

Alle Mennesker loe, Peer fornam det og vidste at han var revnet bag i; han snurrede og snurrede, men værre og værre blev det. Folk loe høiere og høiere; de andre Vampyrer loe med; det snurrede inde i ham og allerforfærdeligst da Folk klappede og raabte Bravo.

»Det er for den revnede Vampyr!« sagde Dandsebørnene, og saa kaldte de ham altid »den Revnede«.

Peer græd; Jomfru Frandsen trøstede ham: »Det er kun Chikane!« sagde hun. Nu vidste Peer hvad Chikane var.

Foruden Dandseskolen havde de ogsaa en anden Kundskabens Skole ved Theatret, hvor Dandsebørnene bleve oplærte, baade i at regne og skrive, lære Historie og Geographi, ja, de havde en Lærer i Religion, thi det er ikke nok at kunne dandse, der hører i Verden Mere til, end at slide Dandseskoe. Ogsaa her var Peer flink, ja den allerflinkeste og fik sin Roes; men Kammeraterne kaldte ham endnu »den Revnede«. Det var nu bare paa Dril, men 21 tilsidst vilde han ikke længere taale det, han slog fra sig, han bankede en af de andre Drenge, saa denne blev blaa under det venstre Øie og maatte hvidtes der, da han om Aftenen skulde træde frem i Balletten. Peer blev tiltalt vredt af Dandselæreren og værst af Feiekonen, for det var hendes Søn han havde feiet af.

22

IV

Der gik mange Tanker gjennem lille Peers Hoved, og en Søndag, da han havde sine bedste Klæder paa, vandrede han, uden at sige et Ord derom til Moder eller Faermoer, ikke engang til Jomfru Frandsen, der ellers altid gav gode Raad, lige op til Capelmesteren; han troede, at den Mand var den Mægtigste udenfor Balletten. Freidigt traadte han ind og talte:

»Jeg er paa Dandseskolen, men der er saa megen Chikane, og saa vilde jeg hellere gaae over til Skuespillet eller Sangen, dersom De vilde!«

»Har Du Stemme?« spurgte Capelmesteren og saae ganske mildt til ham. »Jeg synes at jeg kjender Dig. Hvor har jeg seet Dig før? Var det ikke Dig, som revnede i Ryggen?« og nu loe han; men Peer blev rød som et Blod; han var rigtignok ikke længer LykkePeer, som ogsaa Faermoer havde kaldt ham. Han saae ned paa sine egne Fødder og ønskede at han var borte igjen.

»Syng mig en Sang!« sagde Capelmesteren, »naa, frisk Mod, min Dreng!« han tog ham under Hagen, og Peer saae op, ind i hans milde Øine og sang saa en Sang, han havde hørt paa Theatret i Operaen »Robert«, »Naade for mig!«

»Den er svær, men den gaaer!« sagde Capelmesteren. »Du har jo en prægtig Stemme, naar den bare ikke ogsaa revner i Ryggen!« og han loe og kaldte paa sin Frue. Hun maatte ogsaa høre Peer synge, og hun neiede med Halsen og sagde Noget i et fremmed Sprog. Idetsamme traadte Theatrets Syngemester ind; ham var det at Peer skulde have søgt, for at gaae Sangveien; nu kom Syngemesteren af sig selv, tilfældigviis, som man siger; han hørte ogsaa »Naade for mig«, men loe ikke og saae slet ikke saa mild ud 23 som Capelmesteren og hans Frue, dog afgjort blev det, at Peer skulde have Sangtimer.

»Nu er han kommen i det rette Spor!« sagde Jomfru Frandsen. »Man kommer videre ved Stemmen, end ved Benene! havde jeg havt Stemme, saa var jeg bleven en stor Sangerinde og var maaskee nu Baronesse!«

»Eller Bogbinder-Madame!« sagde Moder. »Var De bleven rig, havde De dog nok taget Bogbinderen!«

Den Hentydning forstaae vi ikke, men Jomfru Frandsen forstod den.

Peer maatte synge for hende og synge for Grossererens, da de hørte om hans nye Theatervei. Han blev kaldet en Aften, de havde Selskab dernede. Og han sang flere Sange, ogsaa den: »Naade for mig!«

Hele Selskabet klappede i Hænderne og Felix med, han havde før hørt ham synge; i Stalddøren havde han sunget hele Balletten Samson, og det var det Allerdeiligste.

»En Ballet kan man ikke synge!« sagde Fruen.

Jo, det kunde Peer, sagde Felix, og saa blev han opfordret til det.

Han sang og han talte, han trommede og han brummede; det var Barneværk, men der kom Stumper af bekjendte Melodier, som ikke ilde passede til hvad Balletten vilde. Hele Selskabet fandt det saa fornøieligt, de loe og lovtalte, den Ene høiere end den Anden. Grossererens Frue gav Peer et stort Stykke Kage og en Sølvdaler.

Hvor var Drengen lykkelig, lige til han opdagede en Herre, noget tilbage, som alvorligt saae paa ham; der laae noget Haardt og Vredt i den Mands sorte Øine, han loe slet ikke, sagde ikke et eneste venligt Ord, og denne Herre var Theatrets Syngemester.

Næste Formiddag skulde Peer til ham, og ligesaa alvorlig og streng stod Manden der.

»Hvad var det med Dig igaar!« sagde han. »Kunde Du ikke forstaae at Du var til Nar? Gjør aldrig det oftere og løb ikke om at synge for Døre, enten indenfor eller udenfor. Nu kan Du gaae! idag synger jeg ikke med Dig.«

Peer gik inderlig forknyt derfra, han havde lagt sig ud med 24 Mester. Tværtimod, Mester var mere, end nogensinde før, velstemt for ham: der laae maaskee et Musik-Geni i den lille Fyr. I al den Galskab, han havde staaet og lavet sammen, var dog nogen Mening, Noget ikke almindeligt. Evner for Musik havde Drengen, og Stemmen var klokkereen og stor i Omfang, blev den saaledes ved, ja saa var det lille Menneskes Lykke gjort.

Nu begyndte Sangtimerne; Peer var flittig, Peer var flink. Hvor var der dog Meget at lære, Meget at kjende! Moderen sled og slæbte for at komme hæderligt igjennem og for at Sønnen kunde gaae reen og velklædt, ikke see altfor ringe ud hos de Folk, han nu kom til.

Altid sang og jubilerede han, de behøvede saamænd ikke at holde Canarifugl, sagde Moder; hver Søndag maatte han med Faermoer synge en Psalme. Det var deiligt at høre hans friske Stemme løfte sig ved hendes. »Det er meget kjønnere, end at høre ham synge vildt!« Det kaldte hun hans Sang, naar han ligesom en lille Fugl jublede ud med Stemmen, lod Tonerne, der kom af sig selv, klinge som de vilde. Hvor var der Toner i den lille Strube, hvor var der Klang i det lille Bryst! Ja han kunde nok ligne efter et heelt Orchester! der var baade Fløite og Fagot i Stemmen, der var Violin og Valdhorn. Han sang som Fuglene synge; men deiligst er Menneskets Røst, selv et lille Menneskes, naar det kan synge som Peer.

Men i Vintertiden, just som han skulde gaae til Præsten og forberedes til Confirmation, forkølede han sig; den lille Fugl i Brystet sagde Pip, Stemmen var revnet ligesom Vampyrens Rygstykke.

»Det er saamænd ingen Fortræd!« meente Moder og Faermoer, »nu traller han ikke, og kan bedre tænke alvorligt over sin Christendom.«

Stemmen var traadt i Overgang, sagde Syngemesteren; Peer maatte nu aldeles ikke synge. Hvorlænge kunde det vare? Et Aar, maaskee to. Maaske kom Stemmen aldrig meer. Det var en stor Sorg.

»Tænk nu kun paa din Confirmation!« sagde Moder og Faermoer. »Øv Dig i Musiken!« sagde Syngemesteren, »men hold din Mund!« 25 Han tænkte paa sin Christendom, og han studerede sin Musik. Indvendig i ham klang og sang det; han skrev i Noder hele Melodier, Sange uden Ord. Tilsidst skrev han Ord.

»Du er jo Digter, lille Peer!« sagde Grossererens Frue, som han bragte Text og Musik; ogsaa Grossereren fik tilegnet et Stykke uden Ord. Felix ligeledes et, ja selv Jomfru Frandsen, og det kom i hendes Stambog, hvori var Vers og Musik af to forhen unge Lieutenanter, nu gamle Majorer paa Vartpenge; Bogen var given af »en Ven«, der selv havde indbundet den.

Og Peer stod til Paaske, som det hedder. Felix forærede ham et Sølvuhr; det var det første Uhr, Peer eiede; han syntes, at han blev Mand derved, behøvede ikke at spørge Andre ad hvad Klokken var. Felix kom op paa Qvisten, gratulerede og overrakte Uhret, han skulde selv først staae til Efteraaret; og de toge hinanden i Haanden, de to Husets Børn, begge lige gamle, fødte samme Dag og i samme Gaard; og Felix spiste af Kagerne, der vare bagte paa Qvisten i Anledning af Confirmationen.

»Det er en Glædesdag med Alvors Tanker!« sagde Faermoer.

»Ja megen Alvor!« sagde Moder. »Havde dog Faer levet og seet Peer staae!«

Næste Søndag skulde de alle Tre til Herrens Bord.

Da de kom fra Kirken, havde der været Bud fra Syngemesteren, om Peer vilde komme til ham, og Peer kom.

Der ventede ham glade Tidender og dog alvorlige. Han skulde i et Aar aldeles opgive at synge, Stemmen skulde ligge brak som en Ager, vilde en Bondemand sige, men i den Tid skulde han lære Noget, ikke i Hovedstaden, hvor han hver Aften løb i Theatret og ikke kunde undvære det, han skulde tredive Mile fra sit Hjem, i Kost hos en Skolemand, der havde endnu et Par unge Mennesker i Pension, som det kaldes; han skulde lære Sprog og Videnskab, der engang kunde komme ham tilgode. Det Hele kostede i Aarets Løb trehundrede Rigsdaler, og de bleve betalte af »en Velgjører, der ikke vilde nævnes«. »Det er Grossereren!« sagde Moder og Faermoer.

Afreisens Dag kom. Der blev grædt mange Taarer, der blev givet Kys og Velsignelse; og saa kjørte Peer paa Jernbanen tredive Mile ud i den vide Verden.

26

Det var Pintsetid; Solen skinnede, Skoven stod frisk og grøn, Toget foer igjennem den; Marker og Landsbyer skiftede om; Herregaarde tittede frem; Qvæget stod paa Hovmarken. Nu kom en Station, nu en anden, Kjøbstad paa Kjøbstad. Ved hvert Holdested var en Mylren af Mennesker til Velkomst og Afsked; der var høirøstet Tale, udenfor og inde i Vognen. Hvor Peer sad, lød stor Snaksomhed og Underholdning af en Enkemadame i Sort. Hun talte om sin Grav, sin Liigkiste og sit Liig, det vil sige om sit Barns. Det havde været saa usseligt, at det ingen Glæde var om det havde levet. Det var en stor Lettelse for hende og det lille Lam, at det sov ind.

»Jeg sparede i den Anledning ikke paa Blomster!« sagde hun, »og nu maa De betænke, at det døde i den dyre Tid, hvor de maae skæres af Potte! hver Søndag gik jeg til min Grav og lagde en Krands med stor, hvid Silkesløife. Sløifen blev strax stjaalen af Smaapiger og brugt til Balbaand. Det var saa fristende! Nu kommer jeg en Søndag, jeg vidste, at min Grav var i Hovedgangen til Venstre, men som jeg kommer, saa er min Grav til Høire. Hvad er det, siger jeg til Graverkarlen, har jeg ikke min Grav til Venstre?« - »»Nei, ikke længer!«« svarede Karlen, »»Madamens Liig ligger der nok, men Gravens Overdeel er flyttet til Høire, da Stedet er en Andens Begravelses-Plads.«« - »Men jeg vil have mit Liig i min Grav, sagde jeg og det havde jeg jo min lovlige Ret til at sige. Skal jeg her gaae og pynte en falsk Overdeel, mens mit Liig ligger uden noget Tegn paa den anden Side, det vil jeg ikke!« - »»Ja, saa maa Madamen tale med Provsten!«« - »Det er saadan en yndig Mand, Provsten! han gav Lov til at mit Liig kom til Høire. Det vilde koste fem Rigsdaler. Det gav jeg med Kyshaand og stod selv ved min gamle Grav. Kan jeg nu være vis paa, at det er min Liigkiste og mit Liig at de flytte?« - »»Det kan Madamen!«« og saa gav jeg hver en Mark for Flytningen. Men da det nu havde kostet mig saameget, meente jeg at burde anvende Noget paa Forskjønnelsen, og saa bestilte jeg et Monument med Indskrift. Men vil De nu tænke Dem, da jeg faaer det, har de sat i Forgyldning øverst en lille Sommerfugl. Men det er jo Letsindigheden! sagde jeg, den vil jeg ikke have paa min Grav.« »»Det er ikke Letsindighed, Madame, det er Udødelighed!«« - »Det har jeg aldrig 27 hørt! sagde jeg. Har nu Nogen af dem herinde i Vognen hørt Andet, end at Sommerfuglen er Letsindighedens Tegn? Jeg taug, jeg holder ikke af lang Snak. Jeg fattede mig, tog Monumentet og satte det i mit Spisekammer; der stod det til min Logerende kom hjem, han er Student med mange Bøger; han bekræftede at det var Udødelighed, og saa kom Monumentet paa Graven!«

Og under al den Talen kom Peer til Stationen, hvor han skulde opholde sig for at blive ligesaa klog som Studenten med mange Bøger.

28

V

Hr. Gabriel, den hæderlige Lærdoms-Mand, hos hvem Peer skulde i Pension, var selv paa Banegaarden for at tage imod ham. Hr. Gabriel var en beenradmager Mand med store glindsende Øine, der sad saa yderligt frem, at om han nøs, kunde man være bange for, at de fløi ham ud af Hovedet. Han ledsagedes af tre af sine egne Smaadrenge. Den Ene faldt over sine egne Been, og de to Andre traadte Peer heelt op ad Fødderne for at see ham rigtig nær; desuden fulgte to større Drenge, den ældste omtrent fjorten Aar, hvidhudet, fregnet og rig paa Filipenser.

»Unge Madsen, Student om tre Aar, naar han læser! Primus, Provstesøn!« Det var den Yngre; han saae ud som en Hvedeknop. »Begge to Kostgængere, Studerendes hos mig!« sagde Hr. Gabriel. »Smaathustøi!« kaldte han sine egne Drenge.

»Trine, tag den Ankomnes Koffert paa Trillebøren. Mad er sat hen til Dem hjemme!«

»Fyldt Kalkun!« sagde de to Herrer Kostgængere.

»Fyldt Kalkun!« sagde »Smaathustøi«, og den Ene faldt igjen over sine egne Been.

»Cæsar, see til dine Fødder!« udbrød Hr. Gabriel, og de gik ind i Byen og ud af Byen. Der laae et stort, halvt forfaldet Bindingsværks Huus med Jasminhytte ud mod Veien; her stod Madame Gabriel med mere »Smaathustøi«, to Pigebørn.

»Den nye Studerendes!« sagde Hr. Gabriel.

»Inderlig velkommen!« sagde Madame Gabriel, en ungdommelig, trivelig Kone, rød og hvid, med Spytkrøller og megen Pomade i Haaret. »Gud, hvor De er fuldvoxen!« sagde hun til Peer. »De er jo et ganske udviklet Mandfolk! jeg troede, at De var som 29 Primus eller unge Madsen. Engle-Gabriel, det var godt at Mellemdøren blev sømmet til. Du kjender mine Anskuelser!«

»Vrøvl!« sagde Hr. Gabriel, og de traadte ind i Stuen. Der laae paa Bordet en opslaaet Roman med et Smørrebrød; man skulde troe, at det var lagt som Bogmærke, det laae tværs over den aabne Bog.

»Maa jeg nu være Husmoder!« og med alle fem Børn og de to Kostgængere førte hun Peer over Kjøkkenet, ud paa Gangen og ind i en lille Stue med Vindue til Haven, det var nu hans Studere- og Soveværelse, det stødte op til Fru Gabriels, hvor hun sov med alle fem Børn, og hvor Mellemdøren for Sømmeligheds Skyld, og for Bysnak, »der Ingen skaaner«, i Dag paa Madamens udtrykkelige Forlangende var bleven spigret til af Hr. Gabriel.

»Her skal De være, som hos Deres Forældre! Theater have vi ogsaa i Byen. Apothekeren er Directeur for »Privat-Selskabet«, og vi have reisende Skuespillere. Men nu skal De have Deres »Kalkun«.« Og hun førte igjen Peer ind i Spisesalen, hvor der blev tørret vaadt Tøi paa Snore.

»Det gjør vel ikke noget!« sagde hun, »det er bare Reenlighed, og den er De vistnok vant til.«

Og Peer satte sig til Kalkunstegen, imedens Husets Børn, ikke de to Kostgængere, de havde trukket sig tilbage, gave en dramatisk Forestilling til Fornøielse for dem selv og for den Fremmede.

Der havde nyligt været reisende Skuespillere i Byen og opført Schillers »Røverne«; de to ældste Drenge vare aldeles opfyldte heraf og spillede strax hjemme hele Stykket, alle Rollerne, uagtet de af disse kun huskede de Ord: »Drømme komme fra Maven«. Men de bleve sagt af dem Allesammen, hver til sit Brug, i de forskjelligste Betoninger. Der stod Amalie med himmelvendte Øine og drømmende Blik: »Drømme komme fra Maven!« sagde hun og skjulte sit Ansigt i begge Hænder. Carl Moor traadte op med Helteskridt og mandig Røst: »Drømme komme fra Maven!« og derpaa styrtede hele Børneflokken ind, Piger og Drenge, alle vare de Røvere, og myrdede hverandre under Raabet: »Drømme komme fra Maven!«

Det var Schillers »Røverne«. Denne Forestilling og »fyldt Kalkun« fik Peer ved sin første Indtrædelse i Hr. Gabriels Huus. Nu 30 begav han sig til sit lille Kammer, hvis Vindue, med de af Solen stærkt brændte Ruder, vendte ud mod Haven. Han satte sig, saae ud; der gik Hr. Gabriel fordybet i Læsningen af en Bog. Han nærmede sig og saae ind, hans Øine syntes fæstede paa Peer, der bukkede ærbødigt. Hr. Gabriel aabnede sin Mund saa vidt han kunde, rakte Tungen ud og lod den bevæge sig til alle Sider lige imod Ansigtet af den forskrækkede Peer, der ikke kunde forstaae, hvorfor han fik denne Behandling. Derpaa gik Hr. Gabriel, men vendte om igjen hen foran Vinduet og rakte Tungen ud ad Munden.

Hvorfor gjorde han det? Han tænkte ikke paa Peer, eller at Ruderne vare gjennemsigtige, han saae kun, at man udenfra kunde speile sig i dem og vilde derfor, da han led af en daarlig Mave, see sin Tunge; men den Kundskab havde Peer ikke.

Tidlig paa Aftenen gik Hr. Gabriel til sin Stue, og Peer sad i sin. Det var blevet seent paa Aftenen. Han hørte Skjænderi, qvindeligt Skjænderi inde i Madame Gabriels Sovekammer.

»Jeg skal gaae op til Gabriel og sige ham, hvad Rak I er!«

»Vi skulle ogsaa gaae op til Gabriel og sige ham, hvad Madamen er!«

»Jeg faaer Krampe!« raabte hun.

»Hvem vil see Fruen faae Krampe! fire Skilling!«

Da lød Madamens Stemme dybere, men forstaaeligt: »Hvad maa det unge Menneske derinde tænke om vort Huus ved at høre al den Simpelhed!«

Og Skjænderiet sank, men løftede sig igjen høiere og høiere.

»Punktum fynalis!« raabte Madamen, »gaa og lav Punsch! hellere Forlig end Trætte!«

Og der blev stille; Døren derinde gik, Pigerne gik, og Madamen bankede paa ind til Peer: »Unge Menneske! ja, nu har De Begreb om en Husmoder! Tak De Himlen, at De ikke holder Piger. Jeg vil Fred, og saa giver jeg Punsch! Gjerne undte jeg Dem ogsaa et Glas, man sover deiligt paa det, men Ingen tør gaae med Gangdøren efter Klokken ti, vil min Gabriel. Punsch skal De alligevel faae! I Døren er et stort tilkittet Hul; jeg støder Kittet ud, sætter en Tragt ind, De holder Deres Vandglas under, saa skal jeg skjenke Punsch. Det er i al Hemmelighed, ogsaa for min Gabriel; ham maa De ikke fatigere med Husholdningssager!« 31 Og saa fik Peer Punsch; og der var Fred i Stuen hos Madame Gabriel, Fred og Stilhed i hele Huset. Peer lagde sig, tænkte paa Moder og Faermoer, læste sin Aftenbøn og sov.

Hvad man drømmer den første Nat, man sover i et fremmed Huus, har Betydning, havde Faermoer sagt. Peer drømte, at han tog Ravhjertet, han endnu bestandig bar, lagde det i en Urtepotte, og det voxte til et høit Træ, gjennem Loftet og Taget; det bar i tusindviis Hjerter af Sølv og Guld; Urtepotten revnede derved, og der var intet Ravhjerte meer, det var blevet Muld, Jord i Jorden - borte, altid borte.

Saa vaagnede Peer; Ravhjertet havde han endnu, og det var varmt, ved hans eget varme Hjerte.

32

VI

Tidligt paa Morgenen begyndte den første Underviisningstime hos Hr. Gabriel; der blev læst Fransk.

Ved Frokosten var kun Pensionærerne, Børnene og Madamen; hun drak sin anden Kaffe; sin første drak hun altid paa Sengen; »det er saa sundt, naar man har Muligheder til Krampe!« Hun spurgte Peer, hvad han havde læst i Dag. »Fransk!« svarede han.

»Det er et dyrt Sprog!« sagde hun, »det er Diplomat-Sproget og de Fornemmes Sprog. Jeg har i min Barndom ikke lært det, men naar man lever med en lærd Mand, saa faaer man af hans Kundskab, som havde man den med Modermelken. Jeg har saaledes alle de nødvendige Ord. Jeg troer nok, jeg skal kunne compromittere mig i hvilketsomhelst Selskab, det skal være!«

Et fremmed Ord, et Navneord, havde Madamen vundet ved sit Ægteskab med en lærd Mand. Hun var døbt Mette, efter en rig Moster, hun skulde arve, Navnet fik hun, men ikke Arven. Hr. Gabriel omdøbte Mette til Meta, Latinsk: »Maalet«. Ved Udstyret blev syet paa alt hendes Tøi, Uldent og Linned, Bogstaverne »M. G.«, Meta Gabriel, men unge Madsen havde Drenge-Vittighed og læste i Bogstaverne »M.G.« Charakteren »Meget godt«, hvorfor han med Blæk tilføiede et stort Spørgsmaalstegn og det baade paa Dug, Haandklæder og Lagener.

»De ynder ikke Madamen?« spurgte Peer, da unge Madsen indviede ham i sin Vittighed. »Hun er saa mild, og Hr. Gabriel saa lærd.«

»Hun er en Løgnepose!« sagde unge Madsen, »og Hr. Gabriel er en Skurk! gid at jeg var Corporal og han Rekrut, uh, hvor jeg 33 skulde fugtle ham!« og der viste sig noget Blodtørstigt i hele unge Madsens Udtryk; Læberne bleve smallere end de ellers vare, hele Ansigtet syntes en eneste Fregne.

Det var forfærdelige Ord at høre udtale; de gave et Sæt i Peer, og dog havde unge Madsen den soleklareste Ret i sin Tanke: Det var en Grusomhed af Forældre og Lærere, at et Menneske skulde spilde sin bedste, deilige Ungdomstid paa at lære Grammatik, Navne og Aarstal, som Ingen bryder sig om, istedetfor at nyde sin Frihed, rigtigt trække Veiret, slentre om med Bøsse paa Nakken, som god Skytte. »Nei, lukkes inde skal man, sidde paa Bænken og see sig søvnig i en Bog; det vil Hr. Gabriel, og saa bliver man kaldet doven og faaer Charakteren »Maadelig«, ja, Ens Forældre erholder Brev herom! derfor er Hr. Gabriel en Skurk!«

»Han giver ogsaa Haandtager!« tilføiede lille Primus og syntes enig med unge Madsen. Det var ikke glædeligt for Peer at høre.

Men Peer fik ikke Haandtager, han var saa udvoxet, som Madamen sagde; han blev ikke kaldt doven, for han var det ikke; han skulde have Timer alene. Han stod snart i Fremgang over Madsen og Primus.

»Han har Evner!« sagde Hr. Gabriel.

»Og man kan see, han har gaaet paa Dandseskolen!« sagde Madamen.

»Vi maae have ham ind i vort Dramatiske!« udtalte Apothekeren, der levede mere for Byens private Theater, end for Apotheket. Ondskaben anvendte paa ham den gamle, forslidte Vittighed, at han vist var bidt af en gal Skuespiller, han var reent theatergal.

»Den unge Studerende er født til Elsker,« sagde Apothekeren: »Om to Aar kan han være Romeo! og jeg troer, naar han bliver godt malet og faaer en lille Moustache, kunde han godt træde op i Vinter.«

Apothekerens Datter, »stort dramatisk Talent«, sagde Faderen, »sand Skjønhed«, sagde Moderen, skulde være Julie, Madame Gabriel maatte være Ammen, og Apothekeren, der baade var Directeur og Regisseur, vilde overtage Apothekerens Rolle, den var lille, men af stor Vigtighed.

Det Hele beroede paa at erholde Hr. Gabriels Tilladelse til at Peer udførte Romeo.

34

Man maatte see at virke gjennem Madame Gabriel, forstaae at vinde hende og det forstod Apothekeren.

»De er født til at være Amme!« sagde han og troede at sige hende noget Smigrende. »Det er egenligt den sundeste Rolle i Stykket!« vedblev han, »den er Humeurets Rolle! uden den er Stykket ikke til at holde ud i sin Sørgelighed. Ingen uden De, Madame Gabriel, har den Qvikhed og det Liv, som her skal sprudle!«

Det var ganske sandt, fandt hun, men hendes Mand tillod vist aldrig den unge Studerende at anvende den Smule Tid, der maatte anvendes for at være Romeo. Hun lovede imidlertid »at lirke«, som hun kaldte det. Apothekeren begyndte strax at indstudere sin Rolle, især at tænke paa Masken; han vilde være aldeles Skelet, Armod og Elendighed, og dog den brave Mand; en svær Opgave; men en langt sværere havde Madame Gabriel med »at lirke« sin Mand op til dem; han kunde jo ikke, sagde han, forsvare for Peers Foresatte, der betalte dennes Kost og Logis, at han lod Mennesket spille Tragedie.

Vi tør iøvrigt ikke skjule, at Peer havde den inderligste Lyst til det. »Men det gaaer ikke!« sagde han.

»Det gi'er sig!« sagde Madamen. »Lad mig bare lirke!« hun havde hellere givet Punsch, men den drak Hr. Gabriel ikke gjerne. Ægtefolk ere tidt forskjellige; dette være nu sagt uden at fornærme Madamen.

»Eet Glas og ikke mere!« meente hun, »det løfter Sindet og gjør Mennesket glad, og saaledes bør vi være, det er Vorherres Villie med os!«

Peer skulde være Romeo, det blev lirket igjennem ved Madamen.

Læseprøven holdtes hos Apothekeren; de fik Chocolade og »Genier«, det vil sige smaa Tvebakker. Der leveredes i Bageriet tolv for een Skilling, og da de vare saa bitte smaa og saa mange, blev det en Vittighed at kalde dem Genier.

»Det er en let Sag at gjøre Nar!« sagde Hr. Gabriel, og saa gav han dog selv Spotnavn til Eet og Andet. Apothekerens Huus kaldte han »Noæh Ark med de Rene og de Urene!« og det alene 35 for den Kjærlighed, hvormed Husdyrene der vare optagne i Familien. Frøkenen havde sin egen Kat: »Graciosa«, yndig og blød i Skindet; den laae i Vinduet, i Skjødet, paa Sytøiet eller løb hen over det dækkede Middagsbord; Fruen havde Hønsegaard, Andegaard, Papegøie og Canarifugle; Poppedreng kunde overskrige dem Allesammen. To Hunde, Flick og Flock, gik i Stuen, de vare aldeles ikke Potpourrikrukker, de laae i Sopha og i Ægteseng.

Læseprøven begyndte og blev kun et Øieblik afbrudt ved at Hundene oversavlede Madame Gabriels nye Kjole, men det var af bare Venlighed og det plettede ikke. Katten bragte ogsaa lidt Forstyrrelse, den vilde endelig give Pote til Julies Fremstillerinde, sidde paa hendes Hoved og vifte med Halen. Julies ømme Tale deelte sig lige meget mellem Katten og Romeo. Hvert Ord, Peer havde at sige, var netop det, han vilde og maatte sige til Apothekerens Datter. Hvor var hun yndig og rørende, et Naturens Barn, der, som Madame Gabriel kaldte det, gik ved Siden af sin Rolle. Peer blev ganske varm derved.

Det var vistnok Instinctet eller noget Høiere hos Katten: den satte sig paa Peers Skulder og ligesom billedliggjorde Sympathien mellem Romeo og Julie.

Ved hver senere Prøve blev Inderligheden klarere, fyldigere, Katten fortroligere, Poppedreng og Canarifuglene mere skrigende; Flick og Flock løb ud og ind.

Forestillingsaftenen kom, Peer var ganske Romeo, han kyssede Julie lige paa Munden.

»Aldeles naturligt!« sagde Madame Gabriel.

»Uforskammet!« sagde Raadmanden Hr. Svendsen, Byens rigeste Borger og tykkeste Mand. Vandet haglede ned ad ham i Husets Varme og af indre Varme. Peer fandt ikke Naade for hans Øine: »Saadan en Hvalp!« sagde han, »en Hvalp saa lang, at man kan knække ham over og gjøre to Hvalpe af ham!«

Stor Beundring og een Fjende! det var godt sluppet. Jo, Peer var en Lykke-Peer.

Træt og overvældet af denne Aftens Anstrengelser og Hyldest naaede han hjem i sin lille Stue. Det var over Midnat; Madame Gabriel bankede paa Væggen.

36

»Romeo! jeg har Punsch!«

Og Tragten blev sat gjennem Døren, og Peer-Romeo holdt Glasset under.

»Godnat, Madame Gabriel

Men Peer kunde ikke sove; Alt, hvad han havde sagt, og især, hvad Julie havde sagt, surrede ham igjennem Hovedet, og da han endelig sov, drømte han om Bryllup - Bryllup med Jomfru Frandsen. Hvor man dog kan drømme underlige Ting!

37

»Nu slaaer De det Comediespil af Hovedet!« sagde Hr. Gabriel næste Morgen. »Og saa klemme vi paa Videnskaben.«

Nær havde Peer tænkt som unge Madsen: »at man saaledes skal anvende sin deilige Ungdomstid, lukkes inde og sidde ved Bogen!« men da han sad ved Bogen, lyste der fra den saa meget Nyt og Godt ind i Tankerne, at Peer fandt sig ganske opfyldt deraf. Han hørte om Verdens Stormænd og deres Bedrifter; saa Mange havde været Fattigmands Barn: Helten Themistokles, en Pottemagersøn, Shakespeare, en fattig Væverdreng, der som ungt Menneske holdt Hestene udenfor Theatret, hvor han siden blev den mægtigste Mand i Digtekonsten for alle Lande og alle Tider. Han hørte om Sangerkampen paa Wartburg, hvor Digterne kappedes om hvo, der kunde bringe den skjønneste Digtning, en Kamp, lig de gamle græske Poeters Veddestrid ved de store folkelige Fester. Om disse fortalte Hr. Gabriel med særlig Lyst. Sophokles havde i sin høie Alder skrevet en af sine bedste Tragedier og vundet Seiersprisen over alle de Andre; i denne Hæder og Lykke brast af Glæde hans Hjerte. O hvor velsignet at døe midt i sin Seiers Glæde! hvad kunde være lykkeligere! Tanker og Drømmerier fyldte vor lille Ven, men han havde Ingen at udtale sig til. Det vilde ikke blive forstaaet af unge Madsen eller Primus, ikke heller af Madame Gabriel; hun var enten heelt det gode Humeur eller den sørgende Moder, som saadan sad hun opløst i Taarer; hendes to Smaapiger saae med Forundring op paa hende, hverken de eller Peer kunde udfinde, hvorfor hun var i saa stor Sorg og Bedrøvelse.

»De stakkels Børn!« sagde hun da, »deres Fremtid tænker en 38 Moder altid paa. Drengene hytte sig nok. Cæsar falder, men han reiser sig igjen! de to Ældre pladske i Vandballen, de skulle til Marinen og gjøre nok gode Partier, men mine Smaapiger! hvad bliver deres Fremtid? De ville komme i en Alder, hvori Hjertet føler, og da er jeg vis paa, at Den, de hver holder af, aldeles ikke er efter Gabriels Sind; han vil give dem En, de ikke kunne udstaae og saa blive de saa ulykkelige! Det tænker jeg paa som Moder og det er min Sorg og Bedrøvelse! I stakkels Børn! I blive saa ulykkelige!« Hun græd.

Smaapigerne saae paa hende, Peer saae paa hende, veemodigt stemt; han vidste ikke Noget at svare og saa trak han sig tilbage til sin lille Stue, satte sig ved det gamle Claveer, og der kom Toner, Phantasier, som de strømmede gjennem hans Hjerte.

I den tidlige Morgen gik han tankeklar til sine Studier, øvede sin Pligt, derfor betaltes for ham. Han var en samvittighedsfuld, rettænkende Fyr; i hans Dagbog stod anført hvad han hver Dag havde læst og lært, hvor seent paa Natten han havde sat sig til Claveret og spillet, altid dæmpet, for ikke at vække Madame Gabriel; aldrig stod der, uden ved Søndagen, Hviledagen: »tænkt paa Julie«, »var hos Apothekerens«, »gik forbi Apothekerens«, »skrevet Brev til Moder og Faermoer«. Peer var endnu Romeo og god Søn.

»Særdeles flittig!« sagde Hr. Gabriel. »Tag dog Exempel, unge Madsen! De gaaer reject.«

»Skurk!« sagde Madsen ind i sig selv.

Primus Provstesøn led af Sovesyge. »Det er en Sygdom,« sagde Provstinden, han maatte ikke tages med Strenghed.

Provstegaarden laae kun to Mile derfra; der var Rigdom og Herskabelighed.

»Den Mand døer som Bisp!« sagde Madame Gabriel. »Han har gode Conjugationer ved Hoffet, og Provstinden er høiadelig Frøken, hun kan udenad hele Heroldikken *dolgoeO* Vaabenlæren.«

Det var Pintsetid. Et Aar var gaaet siden Peer kom i Hr. Gabriels Huus; Kundskaber vare vundne, men Sangstemmen var ikke kommen igjen, mon den nogensinde vilde komme?

Huset Gabriel var indbudt hos Provstens til stor Middag og Bal ud paa Natten. Der kom mange Gjester fra Byen og fra Herregaardene; 39 Apothekerens vare indbudte, Romeo skulde see sin Julie, maaskee dandse første Dands med hende.

Det var en velholdt Provstegaard, hvidkalket og uden Mødding i Gaarden, grønmalet Dueslag, hvorom slyngede sig en Vedbend-Ranke. Provstinden var en høi, fyldig Dame; »glaukopis Athene«, kaldte Hr. Gabriel hende; »den blaaøiede«, ikke »den koøiede«, som Juno kaldes, meente Peer. Der var hos hende noget fornemt mildt, en Bestræbelse for at give det Sygelige; hun havde vist Sovesyge ligesom Primus. Hun var i kornblaa Silkekjole, bar store Krøller, den til Høire løftedes ved et stort Medaillon-Portrait af hendes Oldemoder, Generalinden, og den til Venstre af en ligesaa stor Drueklase af hvidt Porcellain.

Provsten havde et rødmusset, triveligt Ansigt med skinnende hvide Tænder til at bide i en stegt Dyreryg. Hans Conversation bestod altid i Anecdoter; han kunde underholde sig med enhver Mand, men Ingen havde dog nogensinde ført en Samtale med ham.

Ogsaa Raadmanden var her, og mellem de Fremmede fra Herregaardene saae man Felix, Grossererens Søn; han var confirmeret og nu den eleganteste, unge Herre i Klæder og Manerer; Millionair var han, sagde de; Madame Gabriel havde ikke Mod til at tale til ham.

Peer var lyksalig ved at see Felix, der kom ham meget venlig imøde og sagde, han kunde hilse fra sine Forældre, de læste alle de Breve, Peer skrev hjem til sin Moder og Faermoer.

Ballet begyndte. Apothekerens Datter skulde dandse første Dands med Raadmanden, det var et Løfte, hun hjemme havde maattet give sin Moder og Raadmanden. Anden Dands blev lovet Peer, men Felix kom og tog hende uden videre end et venligt Nik:

»De tillader, at jeg dandser den ene Dands! Frøkenen vil kun, naar De tillader det!«

Peer satte et høfligt Ansigt op, sagde ikke Noget, og Felix dandsede med Apothekerens Datter, den Skjønneste paa hele Ballet. Han dandsede ogsaa næste Dands med hende.

»Borddandsen forunder De vel mig?« spurgte Peer, bleg i Ansigtet.

40

»Ja, Borddandsen!« svarede hun med det yndigste Smil.

»De vil da vel ikke tage min Dandserinde fra mig?« sagde Felix, som stod tæt ved. »Det er ikke Venskab. Vi to gamle Venner inde fra Byen! De siger, at De er saa glad ved at see mig! saa maa De ogsaa forunde mig den Glæde at føre Frøkenen tilbords!« og han tog Peer om Livet og lagde spøgende sin Pande lige mod hans. »Tilladt! ikke sandt? tilladt!«

»Nei!« sagde Peer. Øinene lyste i Vrede.

Felix løftede med Lystighed sine Arme og satte Albuerne derpaa spidst, som vilde han ligne Frøen i at springe: »De har fuldkommen Ret, unge Herre! jeg vilde sige det Samme, naar Borddandsen var lovet mig, unge Herre!« Han trak sig tilbage med en elegant Bøining for den unge Dame. Men ikke længe efter, da Peer stod i en Krog og pillede paa sin Sløife, kom Felix, tog ham om Halsen og med det mest indsmigrende Blik sagde han:

»Vær mageløs! min Moder og Deres Moder og gamle Faermoer, de ville Alle sige, at det ligner Dem! jeg reiser imorgen og jeg kjeder mig ihjel, faaer jeg ikke den unge Dame tilbords. Min egen Ven, min eneste Ven!«

Da kunde Peer, som den eneste Ven, ikke modstaae; han førte selv Felix hen til den unge Deilighed.

Det var den lyse Morgen, da Gjesterne næste Dag kjørte ud fra Provstegaarden. Huset Gabriel var i een Vogn og hele Huset blundede der, undtagen Peer og Madamen.

Hun talte om den unge Grosserer, den rige Mands Søn, der jo var Peers Ven; hun havde hørt ham sige: »Skaal, min Ven!« »Mutter og Faermutter!« »Der var Noget saa »negligent«, galant deri,« sagde hun, »man saae strax, at han var et Rigdommens Barn eller et Greve-Barn. Det kunne vi Andre ikke tilegne os! man maa bøie sig!«

Peer sagde ikke Noget; han bar tungt paa det hele Dagen. Om Aftenen, ved Sengetid og i Dynerne jog det Søvnen bort, det talte inde i ham: »man bøier sig, man føier sig!« - det havde han gjort, lystret Rigdommens Barn, - »fordi man er fattig født, stillet i Naade og Afhængighed af disse Rigdomsfødte. Ere de da bedre end vi? Og hvorfor bleve de skabte bedre end vi?«

Der steilede noget Ondt inde i ham, Noget, Faermoer vilde 41 blive bedrøvet over. Han tænkte paa hende. »Stakkels Faermoer! Du er ogsaa bleven stillet saa fattig! Gud har kunnet gjøre det!« og han følte Vrede i sit Sind, men paa samme Tid en Fornemmelse af, at han herved syndede i Tanke og Ord mod den gode Gud. Han sørgede over at have tabt Barnesindet og havde det just da saa heelt og rigt. Lykkelige Peer!

Ugen efter kom der Brev fra Faermoer. Hun skrev, som hun kunde skrive, store Bogstaver og smaa Bogstaver mellem hverandre, hele sit Hjertes Kjærlighed i Smaat og Stort i hvad, der vedrørte Peer.

»Min egen, søde, velsignede Dreng!

Jeg tænker paa Dig, jeg længes efter Dig, og det gjør ogsaa din Moder. Det gaaer hende godt, hun vasker! Og Grossererens Felix var igaar hos os med Hilsen fra Dig. I havde været paa Provstebal, og Du var saa honnet! det vil Du altid blive og glæde din gamle Faermoer og din meget arbeidsomme Moder; hun melder Dig om Jomfru Frandsen.«

Og nu fulgte Efterskrift fra Peers Moder.

»Jomfru Frandsen gifter sig, det gamle Menneske! Bogbinder Hof er bleven Hofbogbinder efter Ansøgning, med stort Skilt: »Hof bogbinder Hof« og hun bliver Madame Hof; det er gammel Kjærlighed, den ruster ikke, min søde
Dreng!
din Moder.

Anden Efterskrift: »Faermoer har strikket Dig sex Par Uldsokker, dem faaer Du ved Leilighed; jeg har lagt deri »Fleskebrød«, din Livret; jeg veed, at Du aldrig faaer Flesk hos Hr. Gabriels, da Fruen er bange for, hvad jeg har saa svært ved at bogstavere, »Truchiner«. Du skal ikke troe paa dem,
men kun spise
din egen Moder.« 42 Peer læste Brevet og læste sig glad. Felix var saa brav; hvor havde han dog gjort ham Uret. De vare skiltes ad hos Provstens, uden at sige hinanden Farvel.

»Felix er bedre end jeg!« sagde Peer.

43

VIII

I et stille Liv glider den ene Dag ind i den anden, Maaned paa Maaned gaaer snart; Peer var allerede i det andet Aar af sit Ophold hos Hr. Gabriel, der med streng Alvor og Bestemthed, Madamen kaldte det Stædighed, holdt paa, at han ikke oftere betraadte Scenen.

Selv havde han fra Syngemesteren, som maanedlig udbetalte Honoraret for hans Underviisning og Underhold, faaet en alvorlig Mindelse om ikke at tænke paa Comediespil saalænge han var anbragt her; og han adlød, men Tankerne gik desoftere til Theatret i Hovedstaden; de gjøglede hen over Scenen, hvor han skulde have traadt op som stor Sanger; nu var Stemmen borte, den kom ikke igjen, han var herover tidt inderlig bedrøvet. Hvo kunde trøste ham? Hverken Hr. Gabriel eller Madamen, men nok Vorherre. Trøst kan sendes paa mange Maader, Peer kom sovende til den, han var jo Lykke-Peer.

En Nat drømmer han, at det var Pintse, og han var ude i den deilige, grønne Skov, hvor Solen skinnede ind imellem Grenene, og hvor hele Skovbunden stod fyldt med Anemoner og Kodriver. Saa begynder Kukkeren: »kukkuk!« Hvor mange Aar skal jeg leve, spørger Peer, for det spørger man altid Kukkeren om, naar man første Gang i Aaret hører den kukke, og Kukkeren svarede: »kukkuk!« men heller ikke mere, saa taug den.

»Skal jeg kun leve endnu i eet Aar!« sagde Peer, »det er virkeligt altfor lidt. Vær saa god at kukke om!« saa begyndte ogsaa Kukkeren: »kukkuk! kukkuk!« ja, det fik ingen Ende; den blev ved, saa Peer gav sig til at kukke med, og det saa livagtigt, som om han selv var en Kukker, men hans Kuk blev stærkere og klarere; 44 alle Sangfuglene qviddrede ind deri, Peer sang dem efter, men meget deiligere: han havde hele sin klare Barnestemme og jublede i Sang. Han var saa glad i sit Hjerte, og vaagnede derved, forvisset om, at Klangbunden endnu var i ham, at Stemmen laae derinde, og nok en lys Pintsemorgen vilde komme frem i al sin Friskhed; og saa sov han glad paa den Forvisning.

Men hverken næste Dag, Uge eller Maaned fornam han Noget til, at Stemmen kom igjen.

Hver Efterretning, han kunde erholde om Theatret i Hovedstaden, var en sand Sjæleføde, den var ham det aandelige Brød. Smuler ere ogsaa Brød, og han tog tiltakke med Smulerne, den ringeste Fortælling.

Hørkræmmerens vare Naboer til Gabriels; Madamen der, en høist agtværdig Madmoder, livlig og leende, men uden al Kjendskab eller Kundskab til Theatret, havde været i Hovedstaden for første Gang og var henrykt over Alt derinde, selv over Menneskene; de havde leet ad Alt, hvad hun sagde, forsikrede hun, og det var ganske troligt.

»Var De ogsaa i Theatret?« spurgte Peer.

»Det var jeg!« svarede Hørkræmmerens Kone. »Hvor jeg dampede! De skulde have set mig sidde og dampe i den Varme!«

»Men hvad saae De? Hvilket Stykke?«

»Det skal jeg sige Dem!« sagde hun. »Jeg skal give Dem hele Comedien! - Jeg var der to Gange. Den første Aften var det et Tåle-Stykke. Der kom hun, Prindsessen: »»abe, dabe! æbe, dæbe««! hvor hun kunde tale! derpaa kom Mandfolket: »»abe, dabe! æbe, dæbe!«« og saa dump Madamen! nu begyndte de igjen; Prindsen: »»abe, dabe! æbe, dæbe!«« og saa dump Madamen. Hun dumpede fem Gange den Aften. Den anden Gang jeg var der, gik det paa Sang hele Molevitten: »abe, dabe! æbe, dæbe!« og saa dump Madamen. Nu sidder der ved Siden af mig en meget net Kone fra Landet; hun havde aldrig været i Theatret og troede, at det var forbi; men jeg, som nu kjendte det, sagde, at da jeg var der sidst, dumpede Madamen fem Gange. Sang-Aftenen dumpede hun kun tre Gange. - Ja, der har De begge Comedierne, saa livagtigt som jeg saae dem!«

Var det Tragedier, hun havde seet, altid dumpede Madamen.

45

Da lyste det op i hans Tanke: paa det store Theater var paa Forhænget, der rullede ned i Mellemacterne, malet en stor qvindelig Figur, en Musa med den komiske og tragiske Maske. Det var Madamen, der dumpede; det havde været den egenlige Comedie; hvad de sagde og sang var for Hørkræmmerkonen: »abe, dabe! æbe, dæbe!« men en stor Fornøielse havde det været, og det var det ogsaa for Peer, og ikke mindre for Madame Gabriel, der hørte denne Gjengivelse af Stykkerne; hun sad med Forbauselsens Udtryk og Aands-Bevidsthedens Overlegenhed, hun havde jo, som Amme, baaret Shakespeares »Romeo og Julie«, havde Apothekeren sagt.

»Saa dump Madamen«, forklaret af Peer, blev siden en Vittigheds Talemaade der i Huset hvergang et Barn, en Spølkumme eller et og andet Meubel faldt paa Gulvet der i Huset.

»Saaledes blive Ordsprog og Talemaader til!« sagde Hr. Gabriel, der førte Alt hen til Videnskaben.

Nytaarsaften, paa Slaget tolv, stod Familien Gabriel og Kostgængerne hver med et Glas Punsch, det eneste, Hr. Gabriel drak hele Aaret; thi Punsch er ilde for en svag Mave. De drak Skaal for det nye Aar og talte Klokkeslagene: »een, to«, til det tolvte Slag: »der dump Madamen!« sagde de.

Det nye Aar rullede op, rullede afsted; ved Pintse havde Peer været to Aar der i Huset.

46

IX

To Aar vare gaaede, men Stemmen var ikke vendt tilbage. Hvorledes vilde Fremtiden stille sig for vor unge Ven.

Han vilde altid kunde blive Timelærer i en Skole, meente Hr. Gabriel, det var dog en Levevei, men ikke til at gifte sig paa, det var heller ikke Peers Tanke i hvor stor Plads end Apothekerens Datter havde i hans Hjerte.

»Blive Timelærer!« sagde Madame Gabriel, »Skolemand! saa bliver De det kjedeligste Gnav paa Jorden, ligesom min Gabriel. De er jo født Theatermenneske! bliv den største Skuespiller i Verden, det er noget Andet end at være Timelærer!«

Skuespiller! ja, det var Maalet.

Han udtalte det i et Brev til Syngemesteren, udtalte sin Lyst og sin Forhaabning. Saa inderligt længtes han efter den store Hjemstad hvor Moder og Faermoer levede, dem havde han ikke seet i to lange Aar. Afstanden var kun tredive Mile; i sex Timer kunde han med Hurtigtoget naae derhen. Hvorfor havde de da ikke seet hinanden? Det er let sagt. Peer havde ved Afreisen maattet give Løftet at forblive hvor han kom, ikke tænke paa Besøg. Moder havde fuldt op at bestille med at vaske og stryge, desuagtet tænkte hun flere Gange paa at gjøre den store Reise, uagtet den vilde koste svære Penge, men den kom dog aldrig istand.

Faermoer, ja hun havde en Rædsel for Jernbaner; det var at friste Gud. Intet skulde bringe hende til at fare med Damp, hun var jo ogsaa en gammel Kone, hun kom ikke paa Reise før hun reiste op til Vorherre.

Det sagde hun i Mai, - men i Juni reiste det gamle Menneske, ganske alene, de tredive lange Mile, til den fremmede By, til de 47 fremmede Mennesker, for at komme til Peer. Det var en stor Begivenhed, den sørgeligste, der kunde hænde Moder og Faermoer.

Kukkeren havde sagt: »kukkuk« i det Uendelige, da Peer anden Gang spurgte den: »hvormange Aar skal jeg leve?« Sundheden og Humeuret var godt! de lyste Solskin lige ind i Fremtiden. Han havde faaet et fornøieligt Brev fra sin faderlige Ven, Syngemesteren. Peer skulde komme tilbage, man vilde see hvad der kunde gjøres for ham, hvilken Vei han havde at gaae, da Sangstemmen var borte.

»Træd op som Romeo!« sagde Madame Gabriel, »nu er De gammel nok til Elskerfaget og har faaet Kjød paa Kroppen. De behøver ikke at males.«

»Bliv Romeo!« sagde Apothekeren og Apothekerens Datter.

Der brusede mange Tanker gjennem hans Hoved og Hjerte. Men:

»Ingen veed, hvad imorgen skeer.«

Han sad nede i Haven, der gik ud til Engen. Det var Aften og Maaneskin. Hans Kinder brændte, hans Blod brændte, Luften bar deilig Køling. Hen over Mosen svævede Taagen, den løftede sig og sank, han maatte tænke paa Elverpigernes Dands. Da kom ham i Tanke den gamle Sang om Ridder Oluf, der red ud at byde Gjester til sit Bryllup, men standsedes af Elverpigerne, som droge ham ind i deres Dands og Leeg, og det voldte hans Død. Det var en Folkesang, en gammel Digtning; Maaneskinnet og Taagerne hen over Mosen dannede i Aftenen Billeder til den.

Peer sad snart halvt drømmende og saae derpaa. Buskene syntes at have Skikkelse af noget Menneskeligt, og Noget af Dyret; ubevægelige stode de, Taagen derimod løftede sig, som luftige bølgende Slør. Sligt havde Peer seet i Balletten paa Theatret, hvor Elverpigerne blive fremstillede, hvirvlende, svævende med Slør af Flor; men her var det langt deiligere og mere vidunderligt! saa stor en Scene kunde Theatret ikke fremvise; saa høi og klar en Luft, et saa lysende Maaneskin, havde den ikke.

Fremmest i Taagen lyste tydeligt en Qvindeskikkelse, og denne ene blev til tre, de tre til mange, Haand i Haand dandsende, svævende Piger. Luften bar dem hen mod Hækken hvor Peer 48 stod; de nikkede til ham; de talte; det var som Sølvklokker klang; de dandsede ind i Haven om ham; de havde ham i deres Kreds. Uden at tænke derved dandsede han med dem, men ikke deres Dands; han hvivlede rundt som i den uforglemmelige Vampyrdands, men den tænkte han ikke paa, han tænkte egenlig slet ikke mere, men var aldeles overvældet af al den Herlighed, han saae omkring sig.

Mosen var en Sø, saa dyb og sortblaa, med Aakander, der lyste i alle tænkelige Farver; dandsende over Vandet bare de ham paa deres Slør hen mod den anden Bred, hvor Kæmpehøien havde kastet sit Grønsvær og løftet sig til et Slot af Skyer; men Skyerne vare af Marmor; blomstrende Træer af Guld og kostelige Stene snoede sig om de mægtige Marmorblokke; hver Blomst selv, var en farvestraalende Fugl, der sang med menneskelig Stemme. Det var som et Chor af tusinde og tusinde glade Børn. Var det Himlen eller var det Elverhøi?

Slottets Vægge rørte sig, giede mod hinanden, - lukkedes om ham. Han var derinde, Menneskeverdenen laae udenfor. Da følte han en Angest, en Skræk, som aldrig før. Ingen Udgang var at finde, men fra Gulvet til høit op mod Loftet, fra alle Vægge, smilede til ham deilige unge Piger; de vare saa levende at see og dog maatte han tænke: ere de kun malede? Han vilde tale til dem, men hans Tunge havde ikke Ord, Talestemmen var aldeles borte, ikke en Lyd kom fra hans Læber. Da kastede han sig ned paa Jorden, saa ulykkelig, som han aldrig før havde været.

En af Elverpigerne traadte hen til ham; hun meente ham det vist godt, paa sin Maade; hun havde paataget sig den Skikkelse, han helst vilde see; hun lignede Apothekerens Datter; han var nær ved at troe, at det var hende; men snart saae han, at hun var huul i Ryggen, ene og alene deilig Forside, aaben bag til, slet ikke Noget indeni.

»Een Time her, er hundrede Aar ude,« sagde hun, »Du har allerede været her en heel Time. Alle, hvem Du kjender og holder af udenfor ere døde! bliv hos os! - ja blive maa Du, eller Væggene klemme Dig, saa at Blodet sprøiter ud af din Pande!«

Og Væggene rørte sig, og Luften derinde blev som en gloende Bagerovn. Han fik Stemme.

49

»Vorherre! Vorherre! har Du forladt mig?« raabte han i den dybeste Sjælesmerte.

Da stod Faermoer hos ham. Hun tog ham i sine Arme, hun kyssede ham paa Panden, hun kyssede ham paa Munden:

»Min egen søde lille Ven!« sagde hun, »Vorherre slipper Dig ikke, han slipper Ingen af os, selv ikke den største Synder. Gud være Priis og Ære i al Evighed!«

Og hun tog frem sin Psalmebog, den samme hvoraf hun og Peer mangen Søndag havde sunget. Hvor klang hendes Stemme, hvor lød hendes Røst! alle Elverpigerne lagde deres Hoved til Hvile, de trængte dertil. Peer sang med Faermoer, som han før havde sunget hver Søndag; hvor var hans Stemme med Eet kraftig og stærk, dertil saa blød: Slottets Vægge rørte sig, bleve Skyer og Taage; Faermoer gik med ham ud af Høien i det høie Græs, hvor Sanct-Hans Ormene lyste og Maanen skinnede; men hans Fødder vare saa matte; han kunde ikke flytte dem, han sank ned i Græsset; det var den blødeste Seng; han hvilede saa godt og vaagnede ved Psalmesang.

Faermoer sad hos ham, sad ved Sengen i det lille Kammer i Hr. Gabriels Huus. Feberen var endt, Sundhed og Liv vendt tilbage.

Dødssyg havde han været. Nede i Haven havde de hiin Aften fundet ham afmægtig; en voldsom Feber fulgte; Doctoren meente, at han gik den ikke igjennem, han maatte døe, og derom blev skrevet til hans Moder. Hun og Faermoer vilde og maatte til ham; Begge kunde de ikke tage afsted, og saa reiste gamle Faermoer paa Jernbane.

»Det gjorde jeg kun for Peer!« sagde hun. »Jeg gjorde det i Guds Navn, ellers maatte jeg have troet, at jeg fløi med de Onde paa Kosteskaft Sanct-Hans Nat!«

50

X

Med glad og lettet Hjerte gik Tilbagereisen. Inderligt takkede Faermoer Vorherre: Peer skulde overleve hende! Yndige Naboer havde hun i Vognen: Apothekeren og hans Datter. De talte om Peer, elskede Peer som om de vare i Familie med ham. En stor Skuespiller vilde han blive, sagde Apothekeren; Stemmen var nu ogsaa vendt tilbage, der laae Millioner i en saadan Strube.

Hvilken Lyksalighed for Faermoer at høre slige Ord! hun levede ind i dem, troede paa dem, og saa vare de paa Stationen ved Hovedstaden, hvor Moder tog imod hende.

»Gud være lovet for Jernbanen!« sagde Faermoer, »og lovet for at jeg glemte, at jeg var paa den! det skylder jeg disse herlige Mennesker!« og hun trykkede Hænderne paa Apothekeren og hans Datter. »Jernbanen er en velsignet Opfindelse, naar den er overstaaet. Man er i Guds Haand!«

Og saa fortalte hun om den søde Dreng, der var udenfor al Fare og boede hos velhavende Folk, der holdt to Piger og en Karl. Peer var som Søn i Huset og sammen med to Børn af fornem Familie; den Ene var en Provstesøn. Faermoer havde boet paa Postgaarden, det var dyrt til Forfærdelse; men saa var hun bleven indbudt af Fru Gabriel; her havde hun været i fem Dage; det var Engle-Mennesker, især Fruen; hun havde nødt hende til at drikke Punsch, deilig lavet, men stærk.

Om en Maaned var Peer, med Guds Hjelp, rask og kom da til Hovedstaden.

»Fornem og forvænt er han vist bleven!« sagde Moder. »Han vil ikke finde sig i det her paa Qvisten! jeg er glad ved at 51 Syngemesteren har indbudt ham til sig, - og dog,« saa græd Moder, »det er skrækkeligt at man skal være saa fattig, at Ens Barn ikke kan faae det godt nok i sit eget Hjem!«

»Siig ikke de Ord til Peer!« sagde Faermoer, »Du seer ikke ind i ham som jeg!«

»Mad og Drikke maa han dog have, ihvor fiin han end er bleven, sulte skal han ikke saalænge jeg kan røre mine Hænder. Madame Hof har sagt, at han kan spise sin Middag to Gange om Ugen hos hende, nu hun er vel stillet. Hun kjender Storhed og trange Kaar. Har hun ikke selv fortalt mig, at hun en Aften i Theaterlogen, hvor de gamle Dandserinder have Plads, fik Ondt; hele Dagen havde hun kun faaet Vand og en Kornrnenskringle, hun var syg af Sult og blev afmægtig. »Vand! Vand!« raabte de Andre. »»Butterdeig!«« bad hun; »»Butterdeig!«« Det Nærende behøvede hun, men aldeles ikke Vand. Nu har hun faaet Spisekammer og et godt dækket Bord!«

Tredive Mile borte sad endnu Peer, men lyksalig ved Tanken om at han skulde til Staden, til Theatret, til alle gamle, kjære Minder, dem han nu ret forstod at skatte. Det sang og klang i ham; det sang og klang udenom; Alt var Solskin, Ungdommens glade Tid, Forventningernes Tid. For hver Dag blev han kraftigere, fik Humeur og Farve. Men Madame Gabriel blev stærkt bevæget alt som Afskeden nærmede sig.

»De gaaer til Storhed og mange Fristelser, for kjøn er De, det er De bleven i vort Huus. De har det Naturlige ligesom jeg og det hjelper i Fristelserne. Man maa ikke være ømsindet, ikke skabagtig! ømsindet som denne Dronning Dagmar, der om Søndagen snørede sine Silkeærmer og da havde Samvittighed over saa Lidt; der skal Mere til! jeg vilde aldrig have lamenteret som denne Lucretial hvad stak hun sig for? Hun var uskyldig og honnet, det vidste hun og hele Byen. Hvad kunde hun for Maleuren, den jeg ikke vil tale om, men som De i Deres Alder nok forstaaer! - saa gjør hun Skrig og tager Dolken! det behøvedes aldeles ikke! jeg havde ikke gjort det og De havde heller ikke, vi ere naturlige Mennesker, det skal man være til enhver Tid, og det vil De vedblive at være paa Konstens Bane. Jeg glæder mig til at læse om 52 Dem i Avisen! engang kommer De nok til vor lille By, træder maaskee op som Romeo, men da er jeg ikke Ammen, jeg sidder i Parquettet og fryder mig!«

Madamen havde stor Vask og Strygning i Afskeds-Ugen for at Peer kunde komme hjem med reent Tøi, som da han kom til dem. Hun trak et nyt, stort Baand igjennem hans Ravhjerte; dette selv, var det Eneste, hun ønskede sig til en »Erindrings-Souvenir«, men hun fik det ikke.

Af Hr. Gabriel erholdt han et fransk Lexicon, det han havde benyttet ved Undervisningen og som var forøget med Randgloser af Hr. Gabriels egen Haand. Fruen gav ham Roser og Hjertegræs. Roserne vilde visne, men Hjertegræsset kunde holde Vinteren over, naar det ikke kom i Vand, men blev paa det Tørre, og hun skrev et Citat af Goethe, som et Slags Stamblad: »Umgang mit Frauen ist das Element guter Sitten.« Hun gav det i Oversættelse:

»Omgang med Fruer er Elementet for gode Sæder. Goethe.« »Han var en stor Mand!« sagde hun, »naar han bare ikke havde skrevet »Faust«, for jeg forstaaer den ikke. Det siger ogsaa Gabriel

Unge Madsen forærede Peer en ikke uheldig Tegning, han havde gjort af Hr. Gabriel, hængende i en Galge, med et Riis i Haanden, og Underskrift: »En stor Skuespillers første Veileder paa Videnskabens Bane.« Primus Provstesøn forærede ham et Par nye Morgenskoe, Provstinden selv havde syet, men saa store at Primus ikke i de første Aar kunde fylde dem. Paa Saalerne var skrevet med Blæk: »Minde om en sørgende Ven. Primus.«

Hele Hr. Gabriels Huus fulgte Peer til Banetoget. »Man skal ikke sige, at De reiser uden sans adieu!« sagde Madamen og kyssede ham paa Banegaarden.

»Jeg generer mig ikke!« sagde hun, »naar man ikke gjør det skjult, kan man gjøre enhver Ting!«

Signalpiben lød; unge Madsen og Primus raabte Hurra, »Smaathustøi« stemte i med, Madamen tørrede Øinene og viftede med Lommetørklædet; Hr. Gabriel sagde kun det ene Ord: » Vale!«

Landsbyer og Stæder fløi forbi. Mon Menneskene derinde vare saa glade, som Peer? Han tænkte derpaa, priste sin Lykke, 53 tænkte paa det usynlige Guldæble, som Faermoer havde seet ligge i hans Haand, da han var Barn. Han tænkte paa sit Lykke-Fund i Rendestenen og fremfor Alt paa den gjenvundne Stemme og paa de Kundskaber, han nu havde tilegnet sig. Et heelt andet Menneske var han bleven. Det sang inden i ham af Glæde; det var en stor Selvbeherskelse, at han ikke sang det ud i Vognen.

Nu viste sig Stadens Taarne, nu kom Bygningerne frem; Toget naaede Banegaarden. Her stod Moder og Faermoer, og endnu Een til, Madame Hof, godt indbunden, Hofbogbinder Hofs Hustru, født Frandsen; hun glemte ikke i Nød eller Velstand sine Venner. Hun maatte kysse ham som Moder og Faermoer.

»Hof kunde ikke følge mig!« sagde hun. »Han sidder med samlede Værker til Indbinding for Majestætens Haandbibliothek. Du har det med Lykke, og jeg har det nu ogsaa. Jeg har faaet min Hof og min egen Kakkelovnskrog med Gyngestol. To Gange om Ugen spiser Du hos os. Du skal see mit Husliv! det er en heel Ballet!«

Moder og Faermoer fik næsten ikke Leilighed til at tale til Peer, men de saae paa ham og deres Øine lyste lyksalige; saa maatte han i Droske for at kjøre til sit nye Hjem hos Syngemesteren; de loe og de græd.

»Han er dog et deiligt Menneske!« sagde Faermoer.

»Han har endnu sit skikkelige Ansigt som da han reiste!« sagde Moderen. »Det vil han bevare, ogsaa paa Theaterveien!«

Drosken holdt udenfor Syngemesterens Dør, Herren var ude; hans gamle Karl lukkede op og førte Peer til sit Værelse, hvor der rundt om paa Væggene vare Portraiter af Componister og paa Kakkelovnen en skinnende hvid Gips-Buste.

Den Gamle, lidt tung i Begreber, men Trofastheden selv, viste ham Skufferne i Commoden, Knagerne til at hænge Tøi paa, og lovede sin Beredvillighed til at børste Støvler, da Syngemesteren kom og trykkede hjerteligt Peers Haand til Velkomst.

»Det er hele Leiligheden!« sagde han, »tag tiltakke! mit Claveer i Stuen kan Du benytte. Imorgen høre vi hvorledes Stemmen har det. Det er vor Castellan, vor Husbestyrer!« og han nikkede til den gamle Karl. »Alt er i Orden, Carl Maria Weber paa Kakkelovnen er bleven hvidtet i Anledning af Ankomsten! han 54 var utilladelig sortrøget. Men det er jo ikke Weber, der er stillet op, det er Mozart; hvorfra er han kommen her?«

»Det er den gamle Weber!« sagde Karlen, »jeg bar ham selv ind til Gipseren og har imorges hentet ham igjen!«

»Men dette er en Buste af Mozart og ikke en Buste af Weber

»Undskyld, Herre!« sagde Karlen, »det er den gamle Weber, som er bleven reen! Herren kjender ham ikke igjen fordi han er hvidtet!«

Det kunde han faae bekræftet af Gipseren, - men der fik han den Besked, at Weber var gaaet istykker, og da havde man givet ham Mozart istedet, det var jo lige Et paa en Kakkelovn.

Den første Dag skulde her ikke synges, ikke spilles, men da vor unge Ven kom over i Salen, hvor Claveret stod og Operaen »Joseph« laae opslagen, sang han: »min fjortende Vaar«, sang med klokkereen Stemme. Der var Noget saa inderligt, saa uskyldigt og dertil en Kraft og Fylde. Syngemesteren blev vaad om Øinene derved.

»Saaledes skal det være!« sagde han, »og endnu bedre skal det blive. Nu lukke vi Claveret for i Dag. Du trænger til Hvile!«

»Endnu i Aften maa jeg til Moder og Faermoer! det har jeg lovet.« Og han skyndte sig afsted.

Den nedgaaende Sol skinnede hen over Barndomsgaarden; Glasstykkerne i Muren straalede; det var som et heelt Diamantslot. Moder og Faermoer sad der øverst paa Qvisten, mange Trapper iveiret, men dem fløi han opad, tre Trin i hvert Spring, og han var ved Døren og blev modtagen med Kys og Omfavnelse.

Reenligt og net var her i den lille Stue; der stod Kakkelovnen, den gamle Bjørn, og Dragkisten med de skjulte Skatte fra hans Kjephestetid; paa Væggen hang de tre kjendte Billeder: Kongens Portrait, Vorherres og »Faers« Silhouette, klippet i sort Papir. Det lignede ham aldeles fra Siden, sagde Moder, men det vilde have lignet mere naar Papiret havde været hvidt og rødt, for det var han. En deilig Mand! og Peer var hans udtrykte Billede.

Der var Meget at tale om, Meget at fortælle om; Grisesylte skulde de have, og Madam Hof havde lovet at see endnu i Aften op til dem.

55

»Men hvor ere dog de to gamle Mennesker, Hof og Jomfru Frandsen, faldne paa at gifte sig?« spurgte Peer.

»De Tanker have de gaaet med i mange Aar!« sagde Moder. »Du veed jo han var gift; det gjorde han, sagde man, for at drille Jomfru Frandsen, som kneisede mod ham i sin Høiheds Tid; han fik Velstand med Konen; men hun var lovlig gammel: munter og paa Krykker! hun kunde ikke døe; det ventede han dog paa; det skulde ikke have undret mig om han, ligesom Manden i Historien, havde hver Søndag baaret den Gamle ud i Solskinnet, for at Vorherre kunde see hende og huske at kalde hende.«

»Jomfru Frandsen sad stille og ventede,« sagde Faermoer. »Jeg troede aldrig hun naaede det. Men ifjor døde Madame Hof og saa blev Frandsen Kone i Huset!«

I det Samme traadte Madam Hof ind.

»Vi talte om Dem!« sagde Faermoer. »Vi talte om Deres Udholdenhed og Belønning.«

»Ja,« sagde Madam Hof. »Det kom ikke i Ungdommens Tid, men man er altid ung nok naar man ikke har Legems-Bræk! siger min Hof. Han har de yndigste Indfald. Vi ere gamle, gode Værker, siger han, begge i eet Bind og med Guldsnit. Jeg er saa lykkelig med min Hof og min Kakkelovnskrog: Porcellains Kakkelovn! der lægges i om Aftenen og saa er der varmt hele næste Dag. Det er en Vellyst! det er som i Balletten »Circes Ø«. Kan De huske mig som Circe

»Ja, De var deilig!« sagde Faermoer. »Hvor dog et Menneske kan forandre sig!« Det blev nu slet ikke sagt for at sige noget Ubehageligt og blev heller ikke optaget saaledes. Saa kom Grisesylten og Thevand.

Den næste Formiddag aflagde Peer sit Besøg hos Grossererens. Fruen tog imod ham, trykkede hans Haand og bad ham tage Plads hos sig. I Samtalen med hende udtalte han sin inderlige Tak, han vidste, at Grossereren var hans skjulte Velgjører. Fruen vidste det ikke. »Men det ligner min Mand!« sagde hun; »det er ikke værd at tale om!«

Grossereren blev næsten vred, da Peer berørte denne Sag. »De er aldeles paa feilt Spor!« sagde han, afbrød Samtalen og gik.

Felix var nu Student og skulde gaae den diplomatiske Vei.

56

»Min Mand kalder det Galskab,« sagde Fruen, »jeg har ingen Mening. Forsynet raader!«

Felix viste sig ikke, han havde Timer med sin Fegtelærer.

Hjemme fortalte Peer, at han havde takket Grossereren, men at denne ingen Tak vilde modtage.

»Hvem har sagt Dig, at han var, hvad Du kalder, din Velgjører?« spurgte Syngemesteren.

»Det har Moder og Faermoer!« svarede Peer.

»Nu, saa maa han vel være det!«

»De veed derom!« sagde Peer.

»Jeg veed det! men af mig faaer Du ikke Noget at vide; og nu synge vi en Time her hjemme hver Morgen.«

57

XI

Eengang om Ugen var Qvartet-Musik. Øre, Sjæl og Tanke fyldtes af Beethovens og Mozarts herlige Tonedigtninger. I lang Tid havde Peer ikke hørt god og vel udført Musik. Der gik ham som et Ildkys gjennem Rygraden ud i alle Nerver, Taarerne kom i hans Øine. Hver Musikaften her i Hjemmet var ham en Festaften, den gav et fyldigere Indtryk end nogen Opera paa Theatret, hvor altid Noget virker forstyrrende eller viser det Mangelfulde. Snart komme Ordene ikke til deres Ret, de slikkes ud i Sangen, ligesaa forstaaelige for en Chineser, som for en Grønlænder, snart svækkes Virkningen ved Mangel paa al dramatisk Begavelse og ved at Stemmefylden synker i enkelte Partier ned til SpilledaaseMusik eller slæber sig frem gjennem falske Toner. Usandhed i Decorationer og Costumer følger ogsaa med. Alt dette faldt bort ved Qvartetten. Tonedigtningen løftede sig i sin hele frie Herlighed, dens kostelige Tapeter dækkede Væggene i Concertsalen, han var der i den Musikens Verden, dens Mestre havde tryllet frem.

I den offentlige store Musiksal blev en Aften givet af rigt besat Orchester Beethovens »Symphonie pastorale«; det var især Andanten: »Scene ved Bækken«, som forunderlig mægtigt gjennemstrømmede og løftede vor unge Ven; den bar ham ind i den levende friske Skovnatur; Lærken og Nattergalen jubilerede, Kukkeren sang ind deri. Hvilken Naturpragt, hvilket Vederqvægelsens Væld! Fra denne Stund kjendte han hos sig selv, at det var den malende Musik, hvori Naturen afspeilede sig og Menneskehjertets Strømninger gjenklang, som slog dybest an hos ham, Beethoven og Haydn bleve hans Yndlings-Componister.

58

Med Syngemesteren talte han tidt herom, ved hver Samtale kom de To hinanden nærmere. Hvor var denne Mand rig i Kundskab, uudtømmelig som Mimers Brønd. Peer lyttede til, og som han, da han var en lille Dreng, begjerlig hørte paa Faermoers Eventyr og Historier, fornam han nu Toneverdenens, vidste, hvad Skoven og Havet fortæller, hvad der klinger i de gamle Kæmpehøie, hvad hver Fugl synger med sit Næb og Blomsten lydløs udaander i Duft.

Sangtimen hver Morgen blev en sand Fornøielsens Time for Mester og Lærling; hver lille Sang blev sunget med en Friskhed, et Udtryk og en Uskyld; deiligst løde de Schubertske »VandrerQvad«. Melodien fik sin Ret, men ogsaa Ordene, de smeltede sammen, løftede og belyste hinanden, som de skulde. Peer var unegtelig dramatisk Sanger. Fremad i Dygtighed gik det hver Maaned, hver Uge, Dag for Dag.

I Sundhed og Livsglæde, uden Savn eller Sorg, voxte vor unge Ven. Livet laae rigt og deiligt med en Fremtid fuld af Goder for ham. Hans Tillid til Menneskene var aldrig skuffet, han eiede Barnesindet og Mandens Udholdenhed, overalt saae han kun milde Øine og venlig Imødekommen. Dag for Dag blev Forholdet mellem ham og Syngemesteren inderligere og mere fortroligt, de To vare som en ældre og en yngre Broder, og den Yngre eiede hele det unge Hjertes Inderlighed og Varme; det blev forstaaet og paa sin Viis gjengivet af den Ældre.

Hele Syngemesterens Personlighed var gjennemtrængt af en sydlig Ildfuldhed, man havde strax Fornemmelse af, at denne Mand kunde hade stærkt eller elske stærkt, lykkeligviis raadede det Sidste. Han var dertil, ved Formue efter sin afdøde Fader, stillet saaledes, at han ikke behøvede at overtage et Embede uden at dette tiltalte og fyldte ham; skjult gjorde han umaadelig meget Godt paa en fornuftig Maade, men led ikke, at man takkede ham eller talte derom.

»Har jeg gjort Noget!« sagde han da, »saa har jeg gjort det, fordi jeg kunde det og fordi jeg burde det. Det var min Skyldighed!«

Hans gamle Tjenestekarl: »Vor Castellan,« som han i Spøg kaldtes, talte kun med halv Stemme, naar han tilkjendegav sin Tanke om Husets Herre. »Jeg veed hvad han yder og virker mellem 59 Aar og Dag! og veed dog ikke det Halve. Ham skulde Kongen give en Stjerne paa Brystet! men han bar den ikke, han blev lynende gal, om jeg kjender ham, vilde man mærke ham for hans Honnethed! Han bliver salig, fremfor os Andre, i hvad Tro han saa har! han er just en Mand efter Skriften!« og derpaa lagde den Gamle et eget Eftertryk, som om Peer kunde have nogen Tvivl.

Han følte og forstod just at Syngemesteren var en sand Christen i god Gjerning, et Exempel for Enhver; i Kirke derimod gik den Mand aldrig, og da Peer en Dag omtalte, at han næste Søndag med Moder og Faermoer gik til »Herrens Bord« og tilføiede om Syngemesteren aldrig gjorde det Samme, var Svaret: Nei! Det syntes, som om Denne vilde have sagt noget Mere, ja som om han havde Noget at betroe Peer, men der blev Intet sagt.

Om Aftenen læste han høit af Aviserne om et Par navngivne Mænds Goddædighed, og kom derved til at yttre sig om gode Gjerninger og deres Løn.

»Den skal Ingen tænke paa, den kommer! Lønnen for gode Gjerninger er som Dadler, staaer der i Talmud, de modnes sildig og blive søde!«

»Talmud,« spurgte Peer, »hvad er det for en Bog?«

»En Bog,« var Svaret, »hvorfra er groet mere end eet Tankefrø ind i Christendommen.«

»Hvem har skrevet den Bog?«

»Vise Mænd i de ældste Tider! Vise i forskjellige Folkeslag og Religioner. Her er Viisdom gjemt i faa Ord, som i Salomons Ordsprog. Hvilke Kjærne-Sandheder! man lærer her, at Menneskene rundt om paa Jorden, i Aartusinder, altid have været de Samme. »»Din Ven har en Ven, og din Vens Ven en Ven, vær forsigtig i din Tale!«« staaer der. Det er en Lærdom for alle Tider. »»Ingen kan springe over sin egen Skygge««, staaer der ogsaa, og »»tramp Tjørnen, medens Du har Skoe paa!«« Du bør læse denne Bog! Du vil i den finde Cultur-Aftryk tydeligere end i Jordlagene. For mig, som Jøde, er den dertil et Arvegods fra Fædrene!«

»Jøde!« sagde Peer, »er De en Jøde!«

»Veed Du ikke det! hvor underligt at vi To, ikke før i Dag, har talt herom!«

Moder og Faermoer vidste heller ikke herom, havde aldrig 60 tænkt herover, men altid havde de vidst at Syngemesteren var en hæderlig, mageløs Mand. Det var en Guds Styrelse at Peer havde truffet ham paa sin Vei, næst Vorherre skyldte han ham al sin Lykke. Og nu kom Moder frem med en Hemmelighed, som hun rigtignok kun faa Dage havde baaret paa og som under Tausheds Løfte var betroet hende af Grossererens Frue. Syngemesteren turde aldrig erfare, at man vidste det; ham var det, der havde betalt Peers Underhold og Opdragelse hos Hr. Gabriel. Fra den Aften han i Grossererens Huus hørte Peer synge Balletten »Samson«, havde han alene været hans virksomme Ven og Velgjører, men i Taushed.

61

XII

Madame Hof ventede Peer, og han kom.

»Nu skal Du kjende min Høf!« sagde hun, »og Du skal kjende min Kakkelovnskrog. Den tænkte jeg ikke paa, da jeg dandsede »Circe« og »Rosen-Alfen i Provence!« ja nu tænke ikke Mange paa den Ballet og paa lille Frandsen. »»Sic transit gloria i Maanen!«« hedder det paa Latin, siger min Hof vittigt, naar jeg taler om min Glorie-Tid. Han holder meget af at gjøre Nar, men med Hjerte!«

»Kakkelovnskrogen« var en venlig, lavloftet Stue med Gulvtæppe og Portraiter stedsvarende for en Bogbinder. Her var Billeder af Guttenberg og Franklin, samt af Shakespeare, Cervantes, Molière og de to blinde Poeter: Homer og Ossian. Nederst hang, i Glas og bred Ramme, en i Papir udklippet Dandserinde, med stor Guldpaillet og Kjole af Mol, det høire Been løftet mod Himlen, og nedenunder et Vers:

Hvo vinder Hjerter i Dandsen?
Hvo bærer Uskylds-Krandsen?
Jomfru Emilie Frandsen!

Det var digtet af Hof, der skrev yndige Vers, helst spøgefulde. Billedet havde han selv klippet, klistret og syet, før han fik sin første Kone. Det havde ligget mange Aar i Skuffe, nu prangede det i Digtergaleriet: »min Kakkelovnskrog«, som Madame Hof kaldte sin lille Stue. Her bleve Peer og Hof præsenterede for hinanden.

»Er han ikke en deilig Mand!« sagde hun til Peer. »For mig er han den deiligste!« 62 »Ja, om Søndagen, naar jeg er indbunden i Stadsklæderne!« sagde Hr. Hof.

»Du er deilig uden al Indbinding!« sagde hun og gjorde en Bøining med Hovedet, idet hun havde Fornemmelse af, at hun her talte lidt for barnlig i sin ældre Alder.

»Gammel Kjærlighed ruster ikke!« sagde Hr. Hof. »Ildebrand i gamle Huse brænder ned til Grunden!«

»Det er som med Fugl Phønix,« sagde Madame Hof, »man stiger ung op deraf. Her er mit Paradiis! jeg bryder mig ikke om at søge andre Steder hen! jo, en Timestid op til din Moder og Faermoer!«

»Og til din Søster!« sagde Hr. Hof.

»Nei, Engle-Høf! der er ikke Paradiis længer! Jeg skal sige Dig, Peer, de sidde i smaa Kaar og stort Vrøvl! man veed ikke, hvad man tør sige der i Huset. Man tør ikke nævne Ordet »Morian«, for den ældste Datter er forlovet med En, der har Negerblod; man tør ikke sige »pukkelrygget«, det er en af Drengene; man tør ikke tale om Kassemangel, min Svoger har været i de Tilfælde; man tør ikke engang sige at kjøre i Skoven; Skov er en fæl Lyd, for han hed Skow, som slog op med den Yngste. Jeg holder ikke af ude at sidde og lukke min Mund; tør jeg ikke tale, saa trækker jeg mig ind i mig selv og bliver i min Kakkelovnskrog. Var det ikke syndigt, som man siger, kunde jeg bede Vorherre, at vi maatte leve saalænge min Kakkelovnskrog holder ud; her voxer man bedre indad. Her er mit Paradiis, og det har Hof givet mig.«

»Hun har Guldqværn i Munden!« sagde han.

»Og Du har Guldkorn i Hjertet!« sagde hun.

»Male, male Posen fuld,
Mille er det bare Guld!«

sagde han, og hun kildrede ham i Hagekløften.

»Det Vers digtede han lige i dette Øieblik! det kunde godt trykkes!«

»Ja og indbindes!« sagde han.
Saaledes skjemtede de to gamle Mennesker.

63

Aaret gik, først da begyndte Peer at indstudere en Rolle; han valgte »Joseph«, men ombyttede denne med Georg Browns i Operaen »den hvide Dame«. Ord og Musik tilegnede han sig snart, og fra Walter Scotts Roman, der har leveret Stoffet, optog han et klart, fyldigt Billede af den unge, livsglade Officeer, der besøger sit Hjemlands Bjerge og kommer til sin Fædreneborg uden at kjende den; en gammel Sang vækker Barndoms-Minderne, Lykken følger dem, og han vinder Borg og Brud.

Det Læste blev, som noget Selvoplevet, et Kapitel af hans egen Livshistorie; den melodierige Musik fyldte ganske denne Stemning. Der gik imidlertid lang, lang Tid, før de første Prøver begyndte. Det hastede ikke med hans Optrædelse, meente Syngemesteren; endelig forestod den. Han var ikke blot Sanger, han var Skuespiller, og hele hans Personlighed laae for Rollen. Chor og Orchester tiljublede ham det første store Bifald; med største Forventning saae man Forestillingsaftenen imøde.

»Man kan være en stor Skuespiller i Slobrok hjemme,« sagde en velvillig Kammerat, »være meget stor ved Daglys, men middelmaadig foran Lamperne i det fyldte Huus. Det vil nu vise sig!«

Peer fornam ingen Angest, men en brændende Længsel efter den afgjørende Aften. Syngemesteren derimod var aldeles febril; Peers Moder havde ikke Mod til at komme i Theatret, hun vilde faae Ondt af Angest for sin kjære Dreng; Faermoer var syg, hun skulde blive hjemme, havde Lægen sagt, men den troe Veninde, Madame Hof, lovede at bringe Efterretning endnu samme Aften, hvorledes det var gaaet. Hun skulde og vilde i Theatret, selv om hun laae paa sit Yderste.

Hvor var den Aften lang! hvor strakte sig de tre, fire Timer i det Uendelige. Faermoer sang en Psalme, bad med Moder til den gode Gud for lille Peer, at han ogsaa iaften maatte være LykkePeer. Viserne paa Uhret dreiede sig langsomt.

»Nu begynder Peer!« sagde de. »Nu er han midt i det! nu har han overstaaet det!« Moder og Faermoer saae paa hinanden, men sagde ikke et Ord mere.

Paa Gaden lød Vogn-Rummel; det var Folk, som kjørte fra Theatret. De to Qvinder saae ned fra Vinduet; Folk gik forbi og talte høirøstede; de kom fra Theatret, de vidste, hvad der vilde 64 bringe Livsensglæde eller stor Bedrøvelse oppe paa Qvisten i Grossererens Huus.

Endelig kom Nogen op ad Trappen. Madame Hof styrtede ind, fulgt efter af sin Mand. Hun fløi Moder og Faermoer om Halsen, men sagde ikke et Ord; hun græd og hulkede.

»Herre Gud!« sagde Moder og Faermoer, »hvorledes er det gaaet Peer?«

»Lad mig græde!« sagde Madame Hof; hun var saa betagen, saa bevæget. »Jeg kan ikke bære det! Ak, I søde Mennesker, I kunne heller ikke bære det!« og nu strømmede Taarerne.

»Have de pebet ham ud!« raabte Moder. »Nei, ikke det!« sagde Madame Hof. »De have - at jeg skulde opleve det!«

Da græd baade Moder og Faermoer.

»Hold Maade, Emilie!« sagde Hr. Hof. »Peer har seiret! triumpheret! Huset var ved at styrte sammen, saaledes klappede man. Jeg kan mærke det endnu i mine Hænder. Det var en Bifaldsstorm fra Parterret til Galeriet; hele Kongehuset klappede med. Men det var ogsaa hvad man kan kalde en Mærkedag for Theatrets Annaler! Det var mere end Talent, det var Geni!«

»Ja, Geni!« sagde Madame Hof, »det er mine Ord! Gud velsigne Dig, Hof, for Du udtalte det. I rare Mennesker! aldrig havde jeg troet, at man saaledes kunde synge og spille Comedie, og jeg har dog gjennemlevet hele Theaterhistorien!« Hun græd igjen. Moder og Faermoer loe, medens Taarerne endnu perlede dem paa Kinderne.

»Sov nu godt paa det!« sagde Hr. Hof. »Og kom saa, Emilie! God Nat! god Nat!«

De forlode Qvistværelset og to lykkelige Mennesker der. Længe vare de To ikke alene. Døren aabnedes, og Peer, der ikke havde lovet at komme før næste Formiddag, stod i Stuen. Han vidste jo, med hvilken Tanke de Gamle fulgte ham, hvilken Uvished de endnu kunde være i, og da han med Syngemesteren kjørte forbi Hjemmet, holdt han udenfor, de havde Lys tændt deroppe, og han maatte til dem.

»Deiligt, glædeligt, velsignet, Alt gaaet godt!« jublede han og kyssede Moder og Faermoer. Syngemesteren nikkede med straalende Ansigt og trykkede deres Hænder.

65

»Og nu skal han hjem og til Ro!« sagde han, og Aftenbesøget var endt.

»Vorherre i Himlen, hvor Du er naadig og god!« sagde de to fattige Qvinder. De talte til langt ud paa Natten om Peer. Rundt om i den store By taltes om ham, den unge, smukke, vidunderlige Sanger. Saavidt havde Lykke-Peer bragt det.

66

XIII

Morgenavisen meddeelte allerede med Fanfare den meer end almindelige Debut, og Anmelderen forbeholdt sig Ret til i et følgende Nummer at udtale sig.

Grossereren indbød til en stor Middag Peer og Syngemesteren. Det var en Opmærksomhed, et Beviis paa hans og hans Frues Interesse for den unge Mand, som var født her i Gaarden, og det samme Aar og Dag, som deres egen Søn.

Grossereren holdt en smuk Skaal-Tale til Syngemesteren, den Mand, der havde fundet og slebet »Ædelstenen«, et Navn, hvormed et af de afgjørende Blade havde betegnet Peer.

Felix sad ved Siden af ham og var Munterheden og Elskværdigheden selv; efter Maaltidet bragte han sine Cigarer, de vare bedre end Grossererens: »det har han Raad til!« sagde denne. »Han har en rig Fader!« Peer røg ikke, en stor Feil, men som nok vilde blive rettet.

»Vi maae være Venner!« sagde Felix. »De bliver Byens Løve! alle de unge Damer, de gamle med, har De taget med Storm. De er et lykkeligt Menneske i Alt. Jeg misunder Dem! især i Det at kunne gaae ud og ind derovre paa Theatret mellem alle Smaapigerne!«

Det synes nu Peer ikke var Noget saa særligt at misunde.

Fra Madame Gabriel modtog han Brev. Hun var i Henrykkelse over den jublende Udtalelse i Bladene om hans Debut og Alt, hvad han maatte blive som Konstner. Hun havde med Pigerne drukket hans Skaal i Punsch. Hr. Gabriel tog ogsaa Deel i hans Hæder og var forvisset om, at han, fremfor de fleste Andre, udtalte fremmede Ord correct. Apothekeren løb Byen rundt og mindede 67 om, at de paa deres lille Theater tidligere havde seet og beundret dette Talent, som først nu blev kjendt af Hovedstaden. Apothekerens Datter vilde nok ærgre sig, tilføiede Madamen, nu, da han kunde frie til Baronesser og Comtesser. Apothekerens Datter havde forhastet sig og slaaet til; hun var for en Maaned siden bleven forlovet med den tykke Raadmand; der var lyst for dem, og den tyvende i Maaneden stod Brylluppet.

Det var netop den tyvende i Maaneden, at Peer modtog dette Brev. Han fornam som et Stik igjennem Hjertet; det blev ham i dette Øieblik saa klart, at hun, under alle Sjælens Svingninger, havde været hans stadige Tanke; han holdt af hende meer end af alt Andet i denne Verden. Taarer kom ham i Øinene; Brevet knugede han i Haanden. Det var den første, store Hjertesorg, siden han med Moder og Faermoer hørte, at Fader var falden i Krigen. Han syntes, at al Glæde var borte, hans Fremtid tom og sørgelig. Solskinnet lyste ikke mere fra hans ungdomsfriske Ansigt; Solskinnet var slukt i hans Hjerte.

»Han seer daarlig ud!« sagde Moder og Faermoer. »Det er den Theateranstrengelse!«

Han var ikke som før, det saae de To; det saae ogsaa Syngemesteren.

»Hvad er det dog!« sagde denne. »Maa jeg ikke vide, hvad der trykker Dig.«

Da blussede hans Kinder, Taarerne fik frit Løb, og han fortalte sin Sorg, sit Tab.

»Jeg holdt saa inderligt af hende!« sagde han. »Nu først, da det er for silde, er det blevet mig rigtig klart!«

»Stakkels, bedrøvede Ven! Jeg forstaaer Dig saa godt! græd kun ud for mig, og hold paa den Tanke, saasnart Du kan holde paa den: at hvad der skeer i Verden, skeer til det Bedste for os. Ogsaa jeg har kjendt og kjender hvad Du nu fornemmer; ogsaa jeg holdt engang, som Du, af en Pige; klog, smuk, bedaarende var hun; min Kone skulde hun være; gode Kaar kunde jeg byde hende, og hun holdt af mig; men een Betingelse for Giftermaalet var der, hendes Forældre forlangte det, hun forlangte det: jeg skulde blive Christen -!«

»Og det vilde De ikke?« 68 »Jeg kunde det ikke! man kan ikke med frelst Samvittighed løbe fra een Religion til en anden, uden at synde enten mod den, man forlader eller mod den, man træder over til!«

»De har ikke Tro!« sagde Peer.

»Jeg har mine Fædres Gud! han lyse for min Fod og min Forstand!«

De sade en Stund Begge tause; da giede Hænderne over Tangenterne og Syngemesteren spillede en gammel Folkevise; Ingen af dem sang Ordene; Enhver underlagde vist sine Tanker.

Madame Gabriels Brev blev ikke mere læst. Hun drømte neppe, hvilken Sorg det havde forvoldt.

Faa Dage efter kom Brev fra Hr. Gabriel; han vilde ogsaa bringe sin Lykønskning og »en Commission«; den især havde nok givet Anledning til Brevet. Han bad Peer kjøbe en lille PorcellainsTing, nemlig: Amor og Hymen, Kjærligheden og Ægteskabet. »Den er udsolgt her i Byen,« skrev han, »men let at erholde i Hovedstaden; Penge følger med. Send Tingen snarest, den er Brudegave til Raadmandens, ved hvis Bryllup jeg var med min Hustru!« Forresten fik Peer at vide: »Unge Madsen bliver aldrig Student; han har forladt Huset og bemalet Væggen med Flauheder mod Familien. Slet Subject, unge Madsen. »»Sunt pueri pueri, pueri puerilia tractant!«« *dolgoeO* »»Drenge ere Drenge, Drenge gjøre Drengestreger!«« jeg oversætter det, da Du ikke er Latiner.«

Hermed sluttede Brevet fra Hr. Gabriel.

69

XIV

Tidt, naar Peer sad ved Claveret, klang i Toner derfra, hvad der rørte sig i hans Bryst og Hoved; Tonerne løftede sig i Melodi, der stundom bar Ordene med, de kunde ikke skilles fra Sangen; saaledes bleve flere Smaadigte til, rhythmiske, stemningsfulde. Med dæmpet Røst bleve de sungne; det var, som om de, skye og bange for at fornemmes, hensvævede i Eensomheden.

Alt farer hen som Vinden,
Her er ei blivende Sted.
Snart svinder Rosen paa Kinden,
Smilet og - Taarerne med.

Hvorfor være bedrøvet?
Hen farer Sorg og Fortræd;
Alt farer hen som Løvet,
Tiden og Mennesket med!

Alt er Forsvinden - Forsvinden,
Ungdom, dit Haab og din Ven.
Alt farer hen som Vinden
Og kommer aldrig igjen!

»Hvorfra har Du den Sang og Melodie?« spurgte Syngemesteren, der tilfældig saae Musik og Ord nedskrevne.

»Den kom af sig selv, den og alle disse. De flyve ikke videre i Verden!«

»Tungt Humeur sætter ogsaa Blomster!« sagde Syngemesteren, 70 »men tungt Humeur tor ikke raade; nu sætte vi Seil til og styre mod næste Debut. Hvad siger Du om Hamlet, den sorgfulde, unge Prinds af Danmark!«

»Jeg kjender Shakspearcs Tragedie!« sagde Peer, »men endnu ikke Thomas' Opera.«

»Ophelia skulde Operaen kaldes,« sagde Syngemesteren. »Shakspcare har i Tragedien ladet Dronningen fortælle os Ophelias Død, og denne er bleven ligesom Høidepunktet i den musikalske Gjengivelse; man seer for Øiet og fornemmer i Toner, hvad vi tidligere kun hørte som Fortælling af Dronningen:

»Der staaer en Piil og luder over Aaen;
sit sølvgraa Løv i klaren Strøm den speiler;
der bandt hun sære Krandse, af Ranunkler,
af Nelder, Tusindskjøn og Purpurblomster,
som kaade Hyrder gav et ublu Navn,
men kydske Piger kalde Dødningfingre.
Der, mens hun klattred op og vilde smykke
den sveie Green med sine vilde Blomster,
da brast den avindsyge Green, og hun
faldt ned med sine vilde Sørgekrandse
i Strømmen, der sig grædende sneg hen.
Vidt spredtes hendes Klæder, og en Stund
bar de paa Vandet hende som en Havfru,
imens hun Stykker sang af gamle Sange,
som om hun ei forstod sin egen Nød.«*)

Operaen fører os Dette for Øie: vi see Ophelia; hun kommer legende, dandsende, syngende den gamle Folkevise om »Nøkken«, der lokker Menneskene ned til sig i Elven, og medens hun synger og plukker Blomster hører man fra Floddybet de samme Toner; de lyde i Chorsang lokkende fra det dybe Vand; hun lytter, hun leer, nærmer sig Bredden, holder sig fast i den hængende Piil og bøier sig for at plukke de hvide Aakander; sagte glider hun ud paa disse, hviler syngende paa de brede Blade, gynger paa disse og fø- *

71 res af Strømmen ud paa Dybet, hvor hun, som den løsrevne Blomst, synker i Maaneskinnet, omtonet af Nøkkens Melodi.

Om hele denne store Scene er det som om Hamlet, hans Moder, hendes Boler og den hevnraabende, dræbte Konge alene vare til for at danne den rige, billedskaarne Ramme.

Vi faae ikke Shakspeares »Hamlet«, ligesom vi i Operaen Faust ikke faae Goethes »Faust«. Det Speculative er ikke Stof for Musiken, det er Kjærligheds-Forholdet i begge disse Tragedier, der løfter sig til en Digtning i Toner.«

Operaen Hamlet blev bragt paa Scenen. Ophelias Fremstillerinde var henrivende, Dødsscenen var af stor Virkning, men Hamlet selv fik denne Aften en sympathetisk Storhed, en CharakteerFuldendthed, der voxte ved hver Scene, hvori han optraadte; man var dertil forbauset over Omfanget af Sangerens Stemme, over Friskheden i de høie som i de dybe Toner, og at han kunde med lige glimrende Held synge Hamlet og Georg Brown.

Sangpartierne i de fleste italienske Operaer ere et Canevas, hvori den begavede Sanger og Sangerinde lægge deres Sjæl og Snille og løfte da de brogede, bølgende Farver til de Skikkelser, Digtningen fordrer; hvor meget herligere maae de da kunne aabenbare sig, hvor Tonerne ere lagte og ledede gjennem Tanke om Charakteren; og det har Gounod og Thomas forstaaet.

Hamlets Skikkelse i Operaen fik denne Aften Kjød og Blod, samlede og løftede sig til Hovedpersonen i Digtningen. Uforglemmelig blev Nattescenen paa Bastionen, hvor Hamlet første Gang seer sin Faders Aand; Scenen i Slottet, foran den opreiste Skueplads, hvor han henkaster Ordenes Giftdraaber, det forfærdelige Møde med Moderen, hvor Faderens Aand staaer hevnraabende for Sønnen, og endelig, hvilken Magt i Sangen, hvilke Toner ved Ophelias Død! Var og blev hun end den sympathetiske Lotusblomst paa den dybe, mørke Sø, dens Bølger vidt om grebe mægtigere ind i Tilskuerens Sjæl. Hamlet blev denne Aften Hovedskikkelsen. Triumphen var fuldendt.

»Hvorfra har dog det Menneske Dette!« sagde Grossererens rige Frue og tænkte paa Peers Forældre og Faermoer paa Qvisten. Faderen havde været Pakhuuskarl, brav og hæderlig, var falden som Soldat paa Ærens Mark, Moderen vasker, - men det giver 72 ikke Sønnen Dannelse, groet op var han i Fattigskole - og hvad Stort kunde vel i en Tid af to Aar en Provinds-Professor bibringe ham af høiere Skolekundskaber.

»Det er Geniet!« sagde Grossereren, »Geniet! det fødes - af Guds Naade!«

»Tilvisse!« sagde Fruen, og foldede Hænderne derved, da hun talte til Peer. »Skjønner De ret af ydmygt Hjerte paa, hvad De har faaet? Himlen har været Dem ubegribelig naadig! Alt er givet. De veed ikke, hvor gribende Deres Hamlet er! De har selv neppe Forestilling derom. Jeg har hørt, at mange store Digtere vide heller ikke selv, hvad Herligt de have givet, Philosopherne maae klare det for dem. Hvorfra har De fremmanet Deres Hamlet

»Jeg har tænkt over Charakteren, læst en Deel af, hvad der er skrevet om den Shakspearske Digtning, og siden paa Scenen levet mig ganske ind i Person og Begivenhed! - jeg giver min Deel og Vorherre giver Resten!«

»Vorherre!« sagde hun med et halv bebreidende Blik, »brug ikke her det Navn! han gav Dem Evner, men De troer da ikke, at han har med Theater og Opera at gjøre!«

»Jo tilvisse!« svarede Peer freidig. »Der er ogsaa hans Prædikestol ud for Menneskene, og der høre de Fleste tidt bedre efter end i Kirken!«

Hun rystede med Hovedet. »Gud er med i alt Godt og Smukt, men lad os vogte os for at tage hans Navn forfængeligt. Det er en Naadegave, at blive en stor Konstner, men det er dog bedre at være en god Christen!« Felix vilde aldrig for hende have nævnet sammen Theater og Kirke, følte hun og var glad derved.

»Nu har De lagt Dem ud med Mama!« sagde Felix leende.

»Det var saa langt fra min Tanke!«

»Bryd Dem aldrig om det! De kommer igjen i Naade, naar De paa Søndag gaaer i Kirke! Staa udenfor hendes Stol, see op til Høire, der i Pulpituret sidder et lille Ansigt, der nok er værd at see paa: Enkebaronessens nydelige Datter. Det er et velmeent Raad! og jeg giver Dem eet til: De kan ikke boe, hvor De nu boer! flyt dog ind i en større Leilighed, med en ordenlig Trappe! eller vil De ikke fra Syngemesteren, saa lad ham boe bedre! han har Formue dertil, og De har ganske gode Indtægter. De maa 73 ogsaa give et Gilde, et Aftengilde; jeg kunde selv give det og vil give det, men De kan indbyde et Par af de smaa Dandserinder! - De er et lykkeligt Menneske! men jeg troer, Himlen hjelpe mig, at De endnu slet ikke forstaaer at være et ungt Menneske!«

Det forstod just Peer, paa sin Viis! med sit fulde, varme, unge Hjerte elskede han Konsten, den var hans Brud, hun gjengjeldte hans Kjærlighed, løftede ham i Solskin og Glæde; den Mismod, der havde knuget ham, fordunstede snart, milde Øine saae paa ham, Alle kom ham venligt deeltagende imøde. Ravhjertet, som han endnu stadigt bar paa sit Bryst, hvor Faermoer engang havde hængt det, var tilvisse en Talisman, ja det tænkte han, thi ganske fri for Overtro, Barnetro kan det ogsaa kaldes, var han ikke. Enhver genial Natur har Noget af denne, seer og troer paa sin Stjerne. Faermoer havde viist ham den Kraft, der laae i Ravet, det drog til sig; hans Drøm havde viist ham, hvorledes der ud fra Ravhjertet voxte et Træ, der sprængte Loft og Tag, og bar i Tusindviis Hjerter af Sølv og Guld; det betød tilvisse, at i Hjertet, i hans eget, varme Hjerte laae hans Konstner-Magt, hvorved han vandt og skulde vinde Tusinder og atter Tusinder.

Mellem ham og Felix var unegtelig et Slags Sympathi, hvor forskjellige de end vare; Peer antog, at Forskjellen mellem dem laae i, at Felix, som den rige Mands Søn, var voxen op i Fristelser og havde Raad og Lyst til at smage paa dem; han var derimod bleven lykkeligere stillet som Fattigmands Barn.

Begge de to Husets Børn gik imidlertid frem mod Storhed. Felix vilde snart blive Kammerjunker, og det er første Etage til Kammerherre; saa har man Guldnøglen bag paa. Peer, den altid lykkeligere, havde allerede for paa, men usynligt, Geniets Guldnøgle, som lukker op for alle Jordens Skatte, og Hjerternes med.

74

XV

Det var endnu i Vintertid; Kanebjælderne klang, Skyen bar Sneefnug; men hvor en Solstraale brød frem, forkyndte den Foraar. Det duftede og klang i det unge Bryst, det lød i malende Toner, der udfoldede sig i Ord:

End ligger Jorden i Sneens Svøb,
Lystigt paa Søen er Skøiteløb,
Træerne prange med Riimfrost og Krager,
Men imorgen bestemt det dager;
Solen bryder den tunge Sky,
Vaaren rider Sommer i By,
Pilen kaster de uldne Vanter.
Spil op, Musikanter!
Alle Smaafugle! stem i, stem i:
»Nu er Vintertiden forbi!«

O, hvilket Kys af den varme Sol!
Kom, pluk Skovmærke og Martsviol:
Det er som Skoven sit Aandedræt holder,
Nu i een Nat hvert Blad sig udfolder,
Kukkeren synger, Du den forstaaer,
Hør, Du skal leve i mange Aar!
Verden er ung, vær ung med de Unge,
Lad Hjerte og Tunge
Juble med Vaaren, freidig og fri:
»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«

75 Aldrig er Ungdomstiden forbi!
Jordlivet er et heelt Trylleri,
Solskin og Stormveir, Glæde og Smerte,
Der er en Verden lagt i vort Hjerte;
Den svinder ei som et Stjerneskud.
Mennesket skabtes i Billed af Gud.
Gud og Naturen staae evige unge,
Vaar, lær Du os at sjunge,
Hver lille Fugl stemmer med deri:
»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«

»Det er et heelt Tonemaleri!« sagde Syngemesteren, »og godt givet for Chor og Orchester. Det er det bedste endnu af alle dine Stemnings-Stykker. Du maa virkelig lære Generalbas, uagtet det ikke er din Bestemmelse at blive Componist!«

Unge Musikvenner bragte imidlertid snart Sangen frem ved en større Concert, hvor den vakte Opmærksomhed, men ikke Forventninger. Vor unge Vens Bane var aabnet ham; hans Storhed og Betydning laae ikke blot i Stemmens sympathetiske Klang, men i hans betydelige, dramatiske Evne; det havde han viist som Georg Brown og som Hamlet. Han foretrak iøvrigt den egenlige Opera for Syngestykket; det var hans sunde og naturlige Sands imod, denne Gaaen over fra Sang til Tale og atter til Sang; »det er,« sagde han, »som om man fra Marmortrappe kommer ud paa Trætrappe, ja tidt paa Hønsestige og saa igjen ud paa Marmor. Den hele Digtning maa gjennemgaaende leve og aande i Tonerne.«

Fremtidsmusiken, som den nyere Retning i Operaen kaldes og for hvilken særlig Wagner er Bannerfører, fik en Forsvarer og Beundrer i vor unge Ven. Han fandt her Charaktererne saa klart tegnede, Recitativerne saa tankegivende, den hele Handling i dramatisk Fremadskriden, uden Stillestaaen ved idelig tilbagevendende Melodier. »Det er dog en Unatur med disse store indlagte Arier!«

»Ja indlagte!« sagde Syngemesteren, »men hvor de som hos de fleste store Mestre skyde frem, en mægtig Deel af det Hele, skulle og maae de være! hører det Lyriske hjemme noget Sted, da er det 76 i Operaen!« og han nævnede i »Don Juan« Don Ottavios Arie: »Taare, hold op at rinde!« »hvor er den liig en deilig Skovsø, ved hvis Bred man hviler og fyldes heelt af Toneskovens Strømninger. Jeg bøier mig for Dygtigheden i den nye musikalske Retning, men jeg dandser ikke med Dig om dens Guldkalv! det er heller ikke dit Hjertes Mening, Du udtaler, eller ogsaa er den Dig ikke selv klar.«

»I en af Wagners Operaer vil jeg optræde!« sagde vor unge Ven, »kan jeg ikke i Ord, saa vil jeg ved Sang og Spil hævde mit Hjertes Mening!«

Valget faldt paa Lohengrin, den unge, hemmelighedsfulde Ridder, der i Baaden, trukken af Svanen, glider op ad Scheldefloden for at kæmpe for Elsa af Brabant. Hvo havde vel sunget eller givet, som han, Mødets første Sang, Hjertesamtalen i Brudekammeret og Afskedssangen, hvor den hellige Grals hvide Due omflagrer den unge Ridder, som kom, seirede og - forsvandt.

Denne Aften var, om muligt, endnu et Skridt frem i konstnerisk Storhed og Betydning for vor unge Ven, og for Syngemesteren et Skridt frem til Erkjendelse af Fremtids-Musiken. -

»Med Betingelser!« sagde han.

77

XVI

Paa den aarlige, store Maleri-Udstilling mødtes en Dag Peer og Felix foran Portraitet af en ung, smuk Dame, Datter af Enkebaronessen, som Moderen almindelig kaldtes, hvis Salon var Samlingsstedet for den fornemme Verden og Enhver af Betydning i Konst og Videnskab. Den unge Baronesse var i sit sextende Aar, et uskyldigt, deiligt Barn. Billedet var ligt og konstneriskt gjengivet.

»Træd ind i Salen her tæt ved,« sagde Felix, »der staaer den unge Deilighed selv med sin Moder.«

De stode hensunkne i Beskuelsen af et charakteristisk Billede; det forestillede Campagnen, hvor to unge Ægtefolk kom ridende paa en og samme Hest, holdende hinanden fast. Hovedfiguren var imidlertid en ung Munk, som betragtede de to lykkelige Veifarende. Der laae et sørgende, drømmende Udtryk i den unge Mands Ansigt, man læste deri hans Tanke, hans Livshistorie: et forfeilet Maal, det Lykkeligste tabt! Menneskelykken i Kjærlighed havde han ikke grebet.

Den ældre Baronesse saae Felix, som ærbødigt hilsede hende og den smukke Datter; Peer viste samme almindelig Høflighed. Enkebaronessen kjendte ham strax fra Scenen, og efter at have talt til Felix sagde hun nogle venlige, forbindtlige Ord til Peer, idet hun trykkede hans Haand:

»Jeg og min Datter hører til Deres Beundrere!«

Hvor var den unge Pige i dette Øieblik fuldendt smuk. Hun saae med sine milde, klare Øine næsten i Taknemmelighed paa ham.

»Jeg seer i mit Huus,« sagde Enkebaronessen, »saamange af de meest betydende Konstnere; vi almindelige Mennesker trænge til 78 en Aandens Luftning, De vil være hjertelig velkommen! Vor unge Diplomat,« hun pegede paa Felix, »vil ledsage Dem første Gang, senere haaber jeg at De ved Dem selv finder Veien!«

Hun smilede til ham; den unge Pige rakte ham sin Haand, naturligt og hjerteligt, som havde de længe kjendt hinanden.

Seent paa Efteraaret, en kold, sludfuld Aften, kom de to unge Mænd, de to Fødte i den rige Grosserers Gaard. Det var et Veir til at kjøre og ikke gaae i, for den rige Mands Søn og for Scenens første Sanger, alligevel, de gik, vel indpakkede, Galosker paa Fødderne, Beduinhætte paa Hovedet.

Som et heelt Feeri var det at komme ude fra den raa Luft ind i den med Luxus og Smag indrettede Bolig. I Vestibulen, foran den med Tæpper belagte Trappe, prangede et Flor af Blomster mellem Buske og Viftepalmer; et lille Vandspring pladskede i Basinet, omgivet af høie Callaer.

Den store Selskabssal var prægtigt oplyst og en stor Deel af Selskabet allerede samlet. Der blev snart næsten Trængsel; man traadte paa Silkeslæb og Kniplinger, omsuset af Conversationens klingende Mosaik, i sin Heelhed vistnok det mindst Værdifulde af al den Herlighed.

Havde Peer været et forfængeligt Menneske, det han ikke var, kunde han have indbildt sig at det var en Fest for ham, saa hjertelig var Modtagelsen af Husets Frue og den livsstraalende Datter. Unge og ældre Damer, ja Herrer med, sagde ham Behageligheder.

Der blev musiceret; en ung Forfatter læste et velskrevet Digt; der blev sunget og den Tact viist, at Ingen anmodede vor unge, hyldede Sanger om at fuldkommengjøre det Hele. Husets Frue var den opmærksomste Vertinde, aandfuld og hjertelig i den rige Salon.

Det var Indtrædelsen i den store Verden. Snart var vor unge Ven ogsaa her en af de Udvalgte i den snevre Familie-Kreds.

Syngemesteren rystede med Hovedet og loe.

»Hvor Du er ung, kjære Ven!« sagde han, »at det kan fornøie 79 Dig at komme til disse Mennesker! de kunne i og for sig være brave nok, men de oversee os Borgerlige. For Nogle af dem er det alene en Forfængeligheds-Sag, en Morskab, og for Andre et Slags Dannelses-Skilt, at de optage i deres Kreds Konstnere og Øieblikkets Feterede; disse høre til Salonen som Blomster til Vandglasset, de pynte og kastes saa hen!«

»Hvor bittert og ubilligt!« sagde Peer, »De kjender ikke disse Mennesker og vil ikke kjende dem!«

»Nei!« svarede Syngemesteren. »Jeg hører ikke hjemme mellem dem! Du ikke heller! og det huske og vide de Allesammen. De klappe og beskue Dig, som man klapper og beskuer Veddeløbshesten, der skal vinde en Seier. Du hører til en anden Race, end de. De slippe Dig, naar Du ikke længer er i Mode. Begriber Du ikke det? Du er ikke stolt nok! - Du er forfængelig, og det viser Du ved at søge disse Høitstillede!«

»Hvor ganske anderledes vilde De tale og dømme,« sagde Peer, »om De kj endte Enkebaronessen og et Par af mine nye Venner der!«

»Jeg kommer ikke til at kjende dem!« sagde Syngemesteren.

»Naar skal Forlovelsen declareres!« spurgte en Dag Felix. »Er det Moder eller Datter?« og han loe. »Tag ikke Datteren, thi da faaer De hele den adelige Ungdom imod Dem; ogsaa jeg bliver Deres Fjende og den blodigste!«

»Hvad mener De?« spurgte Peer.

»De er jo den Begunstigede! kan gaae ud og ind til alle Tider. De faaer Penge med Moderen og kommer ind i god Familie!«

»Hold op med den Spøg!« sagde Peer. »Der er ikke noget Morsomt i, hvad De der siger.«

»Det skal heller ikke være morsomt!« sagde Felix. »Det er den høitidsfulde Alvor! for De vil da ikke lade Hendes Naade sidde over og sørge, blive dobbelt Enke!« -

»Lad Baronessen være udenfor denne Tale,« sagde Peer, »gjør Dem lystig over mig, men kun over mig alene, og jeg skal svare Dem!« 80 »Ingen vil troe at det er et Inclinations Parti fra Deres Side!« vedblev Felix. »Hun er lidt udenfor Skjønheds-Linien! - man lever ikke af Aand alene!« -

»Jeg havde tiltroet Dem mere Dannelse og Forstand,« sagde Peer, »end at De saaledes vilde tale om en Dame, De bør høiagte og i hvis Huus De kommer. Og jeg taaler det ikke længer!«

»Hvad vil De da gjøre!« spurgte Felix, »vil De slaaes!«

»Jeg veed, at De har lært det og jeg ikke, men jeg kan lære det!« og han forlod Felix.

Et Par Dage efter mødtes igjen de to Husets Børn, Sønnen fra første Sal og Sønnen fra Qvisten. Felix talte til Peer som om intet Brud havde været imellem dem; denne svarede høfligt, men kort.

»Hvad er nu det!« sagde Felix. »Vi To vare lidt pirrelige sidst; men Dril maa der til, derfor er man ikke flabet! jeg holder ikke af at bære til Bunke, lad os glemme og tilgive!«

»Kan De tilgive Dem selv den Maade De talte om en Dame, vi Begge skylde Høiagtelse?«

»Jeg talte meget honnet!« sagde Felix; »i den fornemme Verden kan man ogsaa tale med Ragekniv, men det menes ikke saa slemt! det er Saltet til »Hverdagslivets matte Fisk«, som Poeten kalder det. Vi ere Alle lidt ondskabsfulde. De kan ogsaa nok dryppe En, min Ven, give en lille Uskyldigheds-Draabe, som svier!«

Snart saae man de To Arm i Arm. Felix vidste nok, at flere end een ung, smuk Dame, der ellers gik forbi uden at see paa ham, nu lagde Mærke til ham, der gik med »Idealet fra Scenen«. Lampelyset kaster altid et Skjønheds-Skjær over Theatrets Helt og Elsker; det lyser endnu om ham, naar han viser sig paa Gaden ved Dagslyset, men slukkes der som oftest. De Fleste af Scenens Konstnere ligne Svanen, man skal see den i dens Element, ikke paa Brostenene, ikke paa offentlig Promenade. Der gives imidlertid Undtagelser, og til disse hørte vor unge Ven. Hans Personlighed udenfor Scenen forstyrrede aldrig det Tankebillede, man havde af ham som Georg Brown, Hamlet og Lohengrin. - Det var disse Digtningens og Tonernes Skikkelser, som mangt et ungt Hjerte sammensmeltede med Mennesket selv og løftede mod 81 Idealet. - Han vidste at det var saaledes og fandt ogsaa et Slags Behag deri! han var lykkelig i sin Konst og i de Midler han besad til at øve den, dog kunde der komme en Skygge over dette ungdomsglade Ansigt, og fra Claveret klang da Melodien til Ordene:

Alt er Forsvinden - Forsvinden,
Ungdom, dit Haab og din Ven.
Alt farer hen som Vinden
Og kommer aldrig igjen!

»Hvor veemodigt!« sagde Enkebaronessen, »De har Lykken i dens fulde Maal! jeg veed Ingen, der er lykkelig som De!«

»Kald Ingen lykkelig før han er i sin Grav, har jo den vise Solon sagt!« gjentog han og smilede gjennem Alvor; »det er en Uret, en Forsyndelse, om jeg ikke var taknemmelig glad i mit Hjerte. Jeg er det! jeg er taknemmelig for det mig Betroede, men dette selv vurderer jeg anderledes end Andre. Det er et smukt Fyrværkeri, der farer hen og slukkes! den sceniske Konstners Værk er forsvindende. De evigt lysende Stjerner kunne glemmes for Øjeblikkets Meteorer, men naar disse slukkes er der intet blivende Spor af dem uden de gamle Optegnelser. En ny Slægt kjender ikke og kan ikke gjøre sig Forestilling om dem, der fra Scenen henrev deres Bedsteforældre; Ungdommen jubler maaskee ligesaa lydeligt og inderligt for Glandsen af Messing som de Gamle engang for Glandsen af det ægte Guld. Langt lykkeligere stillet, end den sceniske Konstner, er Digteren, Billedhuggeren, Maleren og Componisten. De kunne i levende Live prøve trange Kaar, savne den fortjente Erkjendelse, medens Bæreren af deres Værker lever i Overdaad og Forgudelsens Overmod; lad Mængden beundre den stærktfarvede Sky og glemme Solen, Skyen fordunster, Solen lyser og straaler for nye Slægter.«

Han satte sig ved Claveret og phantaserede saa tankerigt, saa mægtigt som aldrig før.

»Vidunderligt deiligt!« udbrød Enkebaronessen. »Det var som hørte jeg et heelt Livs Historie! De gav os Hjertets Høisang i Toner!« 82 »Jeg tænkte derved paa tusind og een Nat,« sagde den unge Pige, »paa Lykkens Lampe, paa Aladdinl« og hun saae med uskyldige, taarefyldte Øine frem for sig.

»Aladdinl« gjentog han.

Denne Aften var et Vendepunkt i hans Liv. Et nyt Afsnit begyndte tilvisse.

Hvad foregik der med ham i dette hensusende Aar? Hans friske Farve forlod Kinderne, Øinene straalede langt klarere end før. Søvnløse Nætter levede han, men ikke i vilde Orgier, i Sværm og Sviir, som saa mangen stor Konstner; han var bleven mindre talende, men mere glad.

»Hvad er det, som fylder Dig saa?« sagde hans Ven, Syngemesteren, »Du betroer mig ikke Alt!«

»Jeg tænker paa hvor lykkelig jeg er!« svarede han - »jeg tænker paa den fattige Dreng! jeg tænker paa - Aladdin

83

XVII

Efter de Fordringer, det fattigtfødte Barn tidt længe beholder, førte Peer nu et velstaaende, behageligt Liv; han var saa velhavende, at han, som Felix engang sagde, nok kunde slaae et ordenligt Skrald for sine Venner. Han tænkte derpaa, tænkte paa de to tidligste af Vennerne, Moder og Faermoer; dem og sig selv beredte han en Festdag.

Det var deiligt Foraarsveir, de to Gamle skulde kjøre med ham udenfor Byen og see et lille Landsted, Syngemesteren fornyligt havde kjøbt. Idet han vilde sætte sig i Vognen kom en Madame, fattigt klædt, i Alder mod de tredive Aar; hun havde en Promemoria, anbefalende paategnet af Madame Hof.

»Kjender De mig ikke!« sagde Madamen. »Lille Lokkehoved, kaldte man mig! Lokkerne ere borte, der er saa Meget, der er borte, men der er endnu gode Mennesker! vi To have virket sammen i Balletten. De er bleven bedre stillet, end jeg, De er bleven en mægtig Mand! jeg er nu skilt fra to Mænd og ikke længer ved Theatret!«

Hendes Promemoria lød om, at komme i Besiddelse af en Symaskine.

»I hvilken Ballet have vi To virket sammen,« spurgte Peer.

»I Tyrannen i Padua,« svarede hun, »der vare vi Pager begge To, i blaat Fløiel og Barret; husker De ikke lille Malle Knallerup! jeg gik lige bag efter Dem i Optoget!«

»Og traadte mig op af Smalbenene!« sagde Peer leende.

»Gjorde jeg?« sagde hun, »saa har jeg taget for lange Skridt. De er dog gaaet langt raskere frem! De har forstaaet at bruge Benene i Hovedet!« og hun saae med sit bedrøvelige Ansigt coquet 84 smigrende paa ham, bevidst at have sagt en aandrig Compliment. Peer var rundhaandet: hun skulde have Symaskinen, lovede han. Lille Malle havde jo ogsaa været En af dem, der særligt sparkede ham bort fra Balletveien, ind paa en heldigere Bane.

Snart holdt han udenfor Grossererens Gaard og steg op til Moder og Faermoer; de vare i deres bedste Klæder og havde tilfældigviis Besøg af Madame Hof, som strax blev indbudt til at kjøre med, hvorfor hun havde en svær Kamp med sig selv, der endte med, at hun sendte Hr. Hof en Løbeseddel, som meldte, at hun havde modtaget Indbydelsen.

»Alle de fine Hilsener, Peer faaer!« sagde hun.

»Hvor man kjører herskabeligt!« sagde Moder, »og i en deilig, magelig Vogn!« sagde Faermoer.

Nær Byen, tæt op til den kongelige Park, laae et lille, venligt Huus, omgivet af Viinløv og Roser, Nøddebuske og Frugttræer. Her holdt Vognen, her var Landstedet. De bleve modtagne af en gammel Pige, god Bekjendt af Moder og Faermoer; tidt havde hun hjulpet dem ved Vaskning og Strygning.

Haven blev seet, Huset blev seet. Ja herinde var især en yndig Ting, et lille Glashuus med deilige Blomster; det stod i Forbindelse med Dagligstuen. Døren kunde man skyde tilside lige ind i Muren. »Det er ligesom en Coulisse!« sagde Madame Hof. »Den gaaer med Haandkraft, og saa sidder man her ligesom i et Fuglebuur, belagt med Fuglegræs. Det kaldes en Vinterhave!«

Soveværelset var ligesaa yndigt, paa sin Maade. Lange, tætte Gardiner om Vinduerne, blødt Gulvtæppe og to Lænestole, saa magelige, dem maatte Moder og Faermoer prøve.

»Man bliver ganske doven ved at sidde i den!« sagde Moder.

»Man mister sin Tyngde!« sagde Madame Hof. »Ja her kunne I to Musik-Mennesker svømme i Magelighed ovenpaa TheaterAnstrengelserne. Dem har jeg ogsaa kjendt! ja tænk, jeg kan endnu drømme om at jeg gjør Battements, og Hof gjør Battements ved Siden af mig! er det ikke yndigt: »»to Sjæle og een Tanke!«« -

»Her er friskere Luft og mere Plads, end i de to smaa Stuer oppe paa Qvisten!« sagde Peer med straalende Øine.

»Det er her!« sagde Moder. »Dog der hjemme er ogsaa godt! der har jeg født Dig, min søde Dreng, og levet med din Fader!« 85 »Her er bedre!« sagde Faermoer. »Her er det en heel Herskabs-Leilighed! jeg under Dig og det mageløse Menneske, Syngemesteren, dette Fredens Hjem.«

»Og jeg under Dig det, Faermoer! og Dig, kjære, velsignede Moder! I To skulle altid boe her og ikke, som inde i Byen, gaae saa mange Trapper op, og have det saa snevert og saa smaat! I skulle have en hjelpsom Haand herude og see mig saa tidt som før i Byen. Ere I glade derved! ere I tilfredse!«

»Hvad er dog nu alt Det, Drengen staaer der og siger!« sagde Moder.

»Huset, Haven, det Hele er dit, Moder, dit, Faermoer! det har jeg stræbt efter at kunne skaffe Eder; min Ven, Syngemesteren, har troligt hjulpet mig med at faae det istand.«

»Hvad er dog alt Det, Du siger, Barn!« udbrød Moderen. »Du vil forære os et Herresæde! Du søde Dreng, ja, Du gjorde det gjerne om Du kunde!«

»Det er Alvor!« sagde han. »Huset er dit og Faermoers!« Han kyssede dem Begge, de brast i Graad, Madame Hof ikke mindre.

»Det er det lykkeligste Øieblik i mit Liv!« udbrød Peer, og omfavnede dem alle Tre.

Nu maatte de see Alt om igjen, det var jo deres eget. For Hylden til fem, sex Urtepotter ud paa Taget, havde de nu det lille nydelige Glashuus; for Madskabet var her et luftigt Spisekammer, og Kjøkkenet selv var en heel lille Varmestue. Skorstenen havde Ovn og Kogeindretninger; den saae ud som et stort, blankt Strygejern, sagde Moder.

»Nu have I da ogsaa faaet en Kakkelovnskrog ligesom jeg!« sagde Madame Hof. »Her er kongeligt! I have opnaaet Alt, hvad Mennesker kunne opnaae paa denne Jord, og Du ogsaa, min egen, feterede Ven!«

»Ikke Alt!« sagde Peer.

»Den lille Kone kommer nok!« sagde Madame Hof. »Jeg har hende allerede til Dig! jeg har hende paa Følelsen! men jeg skal nok holde Mund! Du mageløse Menneske! Er det ikke ligesom en Ballet, det Hele!« hun loe med Taarer i Øinene, det gjorde ogsaa Moder og Faermoer.

86

XVIII

Skrive Text og Musik til en Opera, og selv være Bæreren for den paa Scenen, var et Maal saa stort og lyksaligt. Et Talent havde vor unge Ven fælles med Wagner, det at kunne selv bygge den dramatiske Digtning, men havde han vel Fylde af musikalsk Stemning, som denne, til at skabe et Toneværk af Betydning?

Mod og Mismod vexlede. Han kunde ikke slippe denne sin »stadige Tanke«. For Aar og Dag siden lyste den frem som et Phantasibillede; nu var den en Mulighed, et Livsmaal. Mangen fri Phantaseren paa Claveret var bleven hilset som en Trækfugl fra denne Mulighedens Kyst. De smaa Romancer, den charakteristiske Foraarssang, bebuded Tonernes endnu ikke opdukkede Land; Enkebaronessen saae deri Forkyndelsens Tegn, som Columbus saae det i de friske Grene, Havstrømningerne bare før han endnu saae Landet selv i Horizonten.

Landet var der! Lykkens Barn skulde naae derhen. Et henkastet Ord blev Tankefrøet; hun, den unge, smukke, uskyldige Pige udtalte Ordet: Aladdin.

Et Lykkebarn som Aladdin var vor unge Ven! det lyste ind i ham. Med Forstaaen og Lyst læste og gjenlæste han den smukke østerlandske Digtning; snart tog den dramatisk Form, Scene for Scene voxte frem i Ord og Musik, og alt som de voxte bleve de musikalske Tanker rigere; ved Digtningens Slutning var det som Tonebrønden nu først var boret og hele det rige, friske Væld strømmede frem; paany gjennemcomponerede han sit Arbeide, og i kraftigere Skikkelse løftede sig da efter Maaneder Operaen: Aladdin.

Ingen vidste om dette Værk, Ingen havde hørt saameget som 87 nogle Tacter deraf, ikke engang den meest Deeltagende af alle Vennerne, Syngemesteren. Ingen i Theatret, naar om Aftenen den unge Sanger ved Stemmen og sit fortræffelige Spil henrev Publicum, faldt det ind, at den unge Mand, som saaledes saaes leve og aande i sin Rolle, levede endnu inderligere, ja fortabte sig nogle Timer efter i et mægtigt Værk af Tonerne, der strømmede ud fra hans egen Sjæl.

Syngemesteren havde ikke hørt en Tact af Operaen »Aladdin«, før den fuldført i Noder og Text blev lagt paa hans Bord til Gjennemlæsning. Hvilken Dom vilde blive fældet; tilvisse en streng, retfærdig. Den unge Componist svævede mellem den bedste Forhaabning og Tanken om at det Hele ogsaa kunde være en Selvskuffelse.

To Dage gik, der blev ikke vexlet et Ord om denne vigtige Sag. Endelig stod Syngemesteren for ham med Partituret i Haanden, det han nu kjendte. Der var en egen Alvor udbredt over hans Ansigt, hvorledes var den at tyde.

»Det havde jeg ikke ventet!« sagde han. »Det havde jeg ikke tiltroet Dig. Ja, jeg har endnu ikke nogen klar Dom, jeg tør udtale. Der er hist og her Feil i Instrumentationen, - Feil, som lade sig rette. Der ere enkelte Ting dristige og nye, man maa høre disse under de berettigede Betingelser! som der hos Wagner er Paavirkning af Carl Maria Weber, fornemmes hos Dig Beaandelse af Haydn. Det Nye i hvad Du har givet, staaer mig endnu noget fjernt, Du selv staaer mig for nær, saa at jeg ikke er den rette Dommer. Jeg vil heller ikke dømme; omfavne Dig vil jeg!« udbrød han med fremsprudlende Glæde. »Hvor har Du kunnet magte dette!« og han trykkede ham i sine Arme. »Lykkelige Menneske!«

Der gik snart en Mumlen gjennem Byen, gjennem Aviser og »løs Snak«, om den nye Opera af Scenens unge, feirede Sanger.

»Det er daarlig Skrædder, som ikke af Affaldet fra Skrædderbordet skulde kunne lappe en Barnetrøie sammen!« sagde En og Anden.

»Skrive Text, componere den og selv synge den ud!« blev ogsaa sagt, »det er Geni paa tre Etager! men han er jo født endnu høiere - paa Qvisten!« 88 »De ere To om det, han og Syngemesteren!« sagde de. »Nu slaaer Alarmtrommen af Compagniet for indbyrdes Beundring.«

Operaen kom til Indstudering. De Medvirkende vilde ikke udtale nogen Mening: »Man skal ikke sige, at Dommen er udgaaet fra Theatret!« sagde de, og næsten Alle satte et alvorligt Ansigt op, der ikke straalede nogen Forhaabning.

»Der er mange Horn i det Stykke!« sagde en ung Hornist, der selv componerede. »Bare han ikke løber sig et Horn i Livet!«

»Det er genialt, glimrende, fuldt af Melodie og Charakteer!« ja det blev der ogsaa sagt.

»Imorgen ved denne Tid er da Skafottet reist!« sagde Peer. »Dommen er maaskee allerede nu fældet!«

»Nogle sige, at det er et Mesterværk!« sagde Syngemesteren, »Andre, at det er et Makværk!«

»Og hvor ligger Sandheden?«

»Sandheden!« sagde Syngemesteren, »ja siig mig den! see Stjernen deroppe! siig mig, hvor er der nøiagtigt dens Plads. Luk dit ene Øie! Du seer den? Betragt den nu med dit andet Øie alene! Stjernen har flyttet sig, har antaget en anden Plads. Hvert Øie hos det samme Menneske seer saa forskjelligt, hvor forskjelligt maa da den store Menneskemængde see!«

»Skee hvad der maa!« sagde vor unge Ven, »jeg maa vide min Plads i Verden, kjende, hvad jeg kan og maa udrette, eller opgive.«

Aftenen kom, Afgjørelsens Aften.

En feteret Konstner skulde løftes høiere eller ydmyges i sin gigantiske, forfængelige Stræben: Knald eller Fald! Det var en heel Stads Begivenhed. Folk stode Natten over paa Gaden foran Billet-Contoret, for at erholde Plads. Huset var propfuldt, Damerne kom med store Bouquetter, skulde disse bæres hjem igjen eller falde for den Seirendes Fødder?

Enkebaronessen og den unge, smukke Datter sad i Logen over Orchestret. Der var i Publicum et Røre, en Mumlen, en Bevægelighed, der med Eet forstummede, idet Capelmesteren indtog sin Plads og Ouverturen begyndte.

Hvo husker ikke Henselts Musikstykke: »si' l'oiseau j'étais«, der giver ligesom et jublende Fugleqvidder; her var noget Beslægtet: 89 jublende, legende Børn, glade Barnerøster, Mund i Mund; Gjøgen kukkede med til dem, Droslen slog. Det var det uskyldige Barnesinds Leg og Jublen, Aladdins-Sindet; da rullede ind deri et Tordenveir, Noureddin øvede sin Magt; et dræbende Lyn slog ned, sprængte Fjeldet; bløde, lokkende Toner løde, en Klang fra Tryllegrotten, hvor Lampen lyste i den forstenede Hule, omsuset af mægtige Aanders Vingeslag. Nu klang i Valdhorn-Toner en Psalmesang, saa mild og blød, som kom den fra Barnemund; et enkelt Horn hørtes, og atter et, flere og flere smeltede ind i samme Toner, og løftede sig derpaa i en Fylde og Kraft som var det Dommedags-Basunen. Lampen var i Aladdins Haand! og der svulmede et Hav af Melodie og Storhed, som Aandernes Behersker og Tonernes Mester mægter det.

Forhænget rullede op i en Bifalds-Jubel, der lød som Fanfare under Capelmesterens Tactstav. En opløbet, deilig Dreng legede, saa stor og dog saa uskyldig, Aladdin sprang mellem de andre Drenge. Faermoer vilde strax have sagt: »ja det er Peer, som han legede og sprang mellem Kakkelovnen og Dragkisten hjemme paa Qvisten; han er i Sindet ikke bleven et Aar ældre!«

Hvor sang han med en Tro, en Inderlighed Bønnen, den, Noureddin bød ham bede, før han steg ned i Klippegraven for at hente Lampen. Var det den reent fromme Melodie, eller den Uskyld, hvormed den blev sunget, som rev alle Tilhørere med sig? Jubelen var ustandselig.

Det vilde have været at profanere Indtrykket, dersom denne Sang var bleven gjentaget; man forlangte det, men erholdt det ikke. Tæppet faldt, første Act var endt.

Al Kritik var forstummet, man var opfyldt af Glæde, stemt til kun at nyde i Taknemmelighed.

Et Par Acchorder lød fra Orchestret, Tæppet rullede op. Tonestrømninger, som fra Glucks »Armida« og Mozarts »Tryllefløiten«, greb og fyldte Enhver, idet Scenen atter aabnedes, hvor Aladdin stod i den vidunderlige Have. En blød, dæmpet Musik klang fra Blomster og Stene, fra Kilder og dybe Kløfter, forskjellige Melodier smeltende sammen i en stor Harmoni. En Luftning af Aandernes Hensusen klang i Chorsang; det var som lød den fjern og nu nær, svulmende i Kraft og igjen forsvindende. Baaren 90 af denne Samklang løftede sig Aladdins Sang-Monolog; tilvisse hvad man kalder en stor Arie, men saaledes i Charakteer og Situation at den blev en nødvendig dramatisk Deel af det Hele. Den klangfulde, sympathetiske Stemme, disse inderlige Hjertets Toner gjennemildnede Alle og henrev til en Begeistring, der ikke kunde stige høiere, da han greb Lykkens Lampe ombruset af Aandernes Sang.

Bouquetter regnede ned fra alle Sider, et Tæppe af levende Blomster bredte sig for hans Fod.

Hvilket Livs-Øieblik for den unge Konstner, det høieste, det største! et mægtigere kunde ingensinde forundes ham, følte han. En Laurbærkrands berørte hans Bryst, og faldt ned foran ham; han havde seet fra hvilken Haand den kom. Han saae den unge Pige i Logen nærmest Scenen, den unge Baronesse, opreist som en Skjønheds-Genius høit jublende ved hans Triumph.

Der gik en Ild igjennem ham, hans Hjerte svulmede, som aldrig før, han bøiede sig, tog Krandsen, hævede den mod sit Hjerte og sank i samme Secund tilbage. - Besvimet? Død? - Hvad var det? - - Tæppet rullede ned.

»Død!« gjenlød det. Død i Seiersglæden, som Sophokles ved de olympiske Lege, som Thorvaldsen i Theatret, under Beethowens Symphoni. En Aare i Hjertet var bristet, og som ved et Lynslag var endt hans Dage her, endt uden Smerte, endt i jordisk Jubel, i Kaldet af sin jordiske Mission. Den Lykkelige fremfor Millioner!

91

Efterskrift og noter

92

        

93

Efterskrift

I. Hvad skrev H.C. Andersen foruden eventyr?

H.C. Andersens halvandet hundrede Eventyr og Historier kender vel stadig »alle« danske nogen af - for ikke at tale om læsere på de henimod halvandet hundrede sprog, der i halvandet hundrede år har budt på gode eller dårlige oversættelser og bearbejdelser.

Eventyrene kom i hæfter, senere i bind, fra 1835. De vigtigste danske udgaver fordeler de 156 eventyr på fem bind, således også tekstbindene til DSLs udgave, der nævnes s. 107f. Men i Samlede Skrifter, 2. udgave, fra årene kort efter digterens død i 1875 er de presset sammen i de sidste tre ud af femten bind. Og mange vil da spørge: Hvad står der så i de tolv andre? Svaret er, at den flittige digter skrev i de fleste litterære genrer. Der er dog enighed om, at man - uanset uretfærdigheder på grund af forenkling - kan ordne produktionen i stigende trin fra digte til skuespil til romaner til rejsebøger med eventyrene som den geniale krone på værket. Det skal tilføjes, at Andersen udover digtningen har skrevet selvbiografier med Mit Livs Eventyr fra 1855 som den væsentligste, og at han førte omfattende korrespondancer med store brevudgaver i nutiden som resultat, desuden en dagbog, nu udgivet i ti bind + registre. Måske er H.C. Andersen, som det er blevet sagt, det menneske fra fortiden, vi ved mest om.

Blandt de næsten tusind digte kan enhver finde nogle af de mest livskraftige i forfatterregistret til en sangbog, med »I Danmark er jeg født« og »Jylland mellem tvende Have« som de kendteste. Johan de Mylius har i 2000 udgivet Samlede digte.

Musikken spiller også en rolle for Andersens c. 30 skuespil, hvoraf ikke fa er opera- og syngespiltekster, således den hyppigst opførte danske opera Liden Kirsten med musik af vennen J.P.E. Hartmann. Danske Klassikere har dog ihvertfald for øjeblikket ingen planer om bind med hans digte og skuespil.

94

Anderledes med romanerne og rejsebøgerne. DSL leverede i 1940rne den eneste samlede og kommenterede udgave af disse i syv bind. Og klassikerseriens allerførste bind i 1986 var Andersens første rejsebog: Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831; samme år fulgte den officielle debut: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 - med ejendommeligheder, der peger fremad gennem produktionen, og fra første færd forbløffende, idet den udkom 2. januar 1829! Hermed havde DSL - ved Johan de Mylius - kastet lys på to levende og væsentlige bøger, der af ukendte grunde var udeladt i syvbindsudgaven.

Ikke længe efter Skyggebilleder og Fodreise udgav Mogens Brøndsted de tre tidlige romaner fra 1835, 1836 og 1837, alle med social opdrift som tema: gennembrudsværket Improvisatoren som resultat af Andersens store Italiensrejse, om det kunstneriske talents sluttelige gennembrud, den mere problemfyldte O. T. samt Kun en Spillemand, modsat de to første med en negativ slutning på hovedpersonens bestræbelser. Efter nogle års forløb udgav Erik Dal De to Baronesser (1848); romanen om de to kvinder, der begge er født på samfundets bund, er ofte betegnet som den bedste og modneste af romanerne. Herefter følger nu Lykke-Peer, og samtidig udkommer »At være eller ikke være« fra 1857 ved Mogens Brøndsted og Erik Dal; Andersens religiøse tro og fremskridtstro sættes her ind i tidens væsentlige debat.

Et bind med Rejseskitser 1826-1872 ligger parat til udgivelse, og dets fleste stykker har aldrig eller kun en enkelt gang været optrykt. Her indføjes den særdeles kendte Billedbog uden Billeder fra 1840 om, hvad Månen ser på sin rejse. Tilbage står tre væsentlige bøger, godt spredt i tid ligesom romanerne: En Digters Bazar, 1842, om den store rejse så langt som til Tyrkiet - den tankerige I Sverrig, 1851, og den mere turistmæssige I Spanien, 1863. De tre her nævnte udgivere har blikket rettet mod hver sin af de tre bøger, og DSL håber meget, at de to næstvigtigste genrer i »eventyrdigterens« alsidige livsværk kan være dækket med de tolv her omtalte bind inden digterjubilæet i 2005.

95

II. Bogens tilblivelse

Ikke overraskende er Lykke-Peers tilblivelse i sommeren 1870 en væsentlig enklere proces end arbejdet med de større og tungere værker. Og vil man følge »digteren ved arbejdet«, kan man med ringe ulejlighed følge henvisningerne til bogen i Dagbøger XII 65, tilsyneladende knap 50, i virkeligheden c. 80. Den første omtale er fra 29.4.1870, da digteren »Blev om Aftenen hjemme og begyndte paa Eventyret om Lykke-Peer«. Andersen boede da i vennen grosserer Marcus Melchiors lejlighed på hjørnet af Højbro Plads. Under et månedlangt besøg hos familien Scavenius på herregården Basnæs skete mod sædvane intet, tværtimod rummer dagbogen netop i den tid pirrelige og depressive notater om ungdomsårene, om befindendet og om efterverdenens glemsel; men under et besøg på Holsteinborg, hvor H.C. Andersen ellers sjældent skrev, nåede han efter en flittig dag og med hovedpine til at læse nogle kapitler højt (30.6.); men han kunne godt komme i tvivl om, hvad han egentlig stilede imod1. Derefter var det især en halv snes dage hos vekselmægler Martin Henriques på Petershøj i Klampenborg, der førte til resultatet. Næsten daglig omtales skrivning og højtlæsning, og vel ankommen til familien Melchiors villa Rolighed på Østerbro - dengang udenfor byen - kan Andersen begynde renskriften 20.7. for 24.7. at oplæse hele bogen hos familien Drewsen. (Man er lige ved at sætte et udråbstegn i parentes, der if. Piet Hein altid er sikker på at ses, men faktisk er der flere senere eksempler på, at forfatteren højtlæste (og dermed afprøvede) den halve eller hele bog, en af gangene med tilføjelsen »saa at jeg blev meget træt« (22.10.1870)). Nogle af tilhørernes reaktioner er nævnt s. 102. Endnu 25.7. hedder det »Reenskrevet og tildigtet«. Den 7.8. er renskriften færdig.

Så vidt så godt. Men Lykke-Peer plus dagligdagens tildragelser plus den nærtagende og efterhånden lidt skrøbelige digters fortrædeligheder fylder ikke hele sommerdagbogen. Det hører med, at den fransk-tyske krig brød ud midt i juli, netop som bogens første version afsluttedes, og den kaster tunge skygger over den sommer, vi her taler om; flere brevsteder vidner om digterens 96 stedvis overspændte tanker herved, og sammenstødet mellem de stridende emner føles i et brev til Henriette Collin 8.8.2, hvor Andersen fortæller om afslutning af kladde og renskrift: »Jeg er ret tilfreds dermed. Den første Halvdeel De kjender, er den meest moersomme, Resten er derimod mere poetisk og digterisk. De blodige Efterretninger fra Krigs Skuepladsen fylde og ryste mig! Hvad vil skee!«

3.9. fik Bianco Lunos Bogtrykkeri de første fire ark, og notater om oplæsning bl.a. i Studenterforeningen veksler nu med notater om korrektur. 10.11. kommer de første eksemplarer i rødt eller blåt helshirting3. Dagen bringer derudover et par ærgerlige indtryk og ender med de ofte citerede ord: «Jeg er mæt af Dage - iaften.« Oplaget var 5500 eksemplarer og formatet det samme smalle som til Dryaden 1868 og Tre nye Eventyr og Historier 1870, med luftige indrammede sider - om man vil: oppustet, idet bogen nærmer sig 200 sider. »Man maa ikke komme med Linial og Passer til hans Frihaandstegninger,« det er »underlig Trættende,« skriver henholdsvis Folkets Avis 21.12.1870 og Dagbladet to dage efter.

Så følger naturligvis notater om bortgivne eksemplarer - forfatteren fik 55 - om taksigelser, om fortsatte læsninger bl.a. for det samlede kongehus 4.1.1871 - og efterhånden om oversatte udgaver. Man er med, i stort og småt, som så ofte i H.C. Andersens Dagbøger.

III. Tid, sted og personer

Det gode gamle program: at redegøre for en bogs tid, sted og personer, trækkes skævt ved denne bog, simpelthen fordi dens smalle anlæg ikke kalder på udførlige skildringer af tid og sted.

Tidsrammen er Peers liv frem til hans debut og død, der gerne kunne finde sted dagen før bogens udgivelse. Det eneste historiske holdepunkt er faderens død i krigen 1848, før drengens skolegang; den har det formål at gøre hjemmet endnu beskednere end før og er da immervæk mere nærliggende end at lade hovedpersonens far fa et vindue i hovedet som i det første kapitel af »At 97 være eller ikke være«. Man skal trods forfatterens glæde ved jernbaner ikke hænge sig i den kronologiske uorden, at den stakkels farmor ved moderens død må rejse tredive mil på jernbanen, der først i 1865 muliggjorde en så lang rejse (s. 46); Peer er vel kun 17 år, da han forlader latinskolen, endnu knap nok ved stemme.

Udenfor hovedstaden foregår kun Peers to år på skolen, kap. V-IX, og i den tid træffer vi adskillige personer, men hører derudover intet om det omgivende købstadmilieu. Og selv de mange københavnske kapitler er samlet om personer og familier; at voldene falder, og at der forresten førtes en ulykkelig krig i 1864, ligger udenfor bogens anlæg - svarende til dens hele plads mellem roman og novelle, til koncentrationen om Lykke-Peer.

Om dette midtpunkt flokkes unægtelig en skare personer, som i forhold til bogens omfang er både stor og broget. Nogle ikke strengt »nødvendige« bipersoner bidrager farverigt til LykkePeer s underholdningsværdi: Jomfru Frandsen, senere Madam Hof, har efterhånden i tildelingen af balletroller oplevet, at »på teatret gror chikanen«, men hun bliver »godt indbundet« af sin hofbogbinder, og den sidste af de kostelige småscener med hende (s. 62) foregriber vore dages såkaldte politiske korrekthed, nøje efter et ti år gammelt notat fra det virkelige liv4. Peer kan lige så lidt som sin forfatter rejse ud i verden uden at lytte til en grotesk beretning af en enkemadame i sort (s. 26), hørkræmmerkonen giver ham et noget specielt indtryk af en teaterforestilling (s. 44) - osv. ned til forbigående detaljer.

Af de »nødvendige« bipersoner er nogle ikke meget mere end typer. Det gælder Moder og Faermoer, de fattige, troende og opofrende mennesker, der far deres fortjente løn. Det gælder grossererens, der med al velvilje dog er snobbede og overfladiske - fruen ved ikke, hvilket af Peers fund der virkelig betyder noget (s. 13) - men hvordan skulle hun kunne det? og det gælder også deres søn Felix, hovedpersonens fødte modstykke, som på flere måder er ufin overfor ham, bl.a. i forholdet til hans første kærlighed, den ganske vist meget småborgerlige apotekerdatter Julie; men Felix taber aldrig en vis tilknytning til og balance med Peer og er også den, der fører ham sammen med de højeste sociallag og dermed den femtenårige baronesse. Hende er det, der med 98 ordet »Aladdin« (s. 82) - og med sit blik - bestemmer Peers sidste korte løbebane frem til laurbærkransen mod hans hjerte i bogens sidste linier.

Centrale i bogens midterdel er rektor Gabriel og sceneriet om ham, især hans kone. Med de førstnævnte bipersoner er de fælles om at give grinagtige indtryk af en indespærret småborgerlighed; men Johan de Mylius5 påpeger præcist, at denne latterliggørelse har sin pris, fordi den ikke giver noget andet billede af almindelig menneskelighed, men graver grøfter mellem borgerlighed og dannelse.

En særstilling i persongalleriet indtager Syngemesteren. Han har intet navn og ingen familie, men gør godt til mange sider af sin arvede rigdom, med afstand til pjat og »finhed« (s. 78f); tilsidst kommer det frem, at det er ham, der har betalt Peers uddannelse allerede fra latinskoleårene. (Moder og Faermoer tror, det er grossereren, der sætter drengen i gang, men det er svært at tro, at han ville »gøre godt i Løndom«). Syngemesteren far betydning for Peer langt udover økonomi og musik, men det ejendommeligste ved ham er, at han er jøde, så »tilfældigt« det end kommer på tale; dette er også grunden til hans ugifte stand (s. 67f.) og til hans anonymitet - et jødisk navn kunne give let adgang til snak om virkelige personer som forbillede.

Intet i Syngemesterens handlemåde adskiller sig fra, hvad en ædelttænkende kristen kunne gøre og mene. Hans jødedom6 har ingen anden forklaring, end at forfatteren med den vil udtrykke sin taknemlighed overfor de jødiske personligheder, der i de sene år blev hans nærmeste venner. I dagbogen hedder det 23.11. 1870: »Besøgt Jette Melchior, som var glad for Bogen og sagde at hun vidste af Folk at Syngemesteren var hendes [og Moritz Melchiors] Broder Moses, men han vist ikke faldt paa det.« Den fremragende dygtige grosserer Moses Melchior (1825-1912) omtales selvfølgelig talrige gange i breve og dagbøger; søsterens bemærkning er ikke eftergået; men ugift var han.

Hovedpersonen Peers forløb var - når der et øjeblik ses bort fra hans tidlige død - gang på gang foregrebet i lyse, mørke eller satiriske varianter af hans digter - som henholdsvis Improvisatoren 99 1835, O. T. 1836 og historien om »Portnerens Søn« fra 1866. I 1870 kunne man opfatte historien som en forenklet og afklaret gentagelse af disse værker og af H.C. Andersens livshistorie, lidet anende, hvilke stød den aldrende digter endnu kunne give verden i sine seneste eventyr. Nogen egentlig karaktertegning kommer skildringen dog ikke til. Men digteren bevægede sig friere end før7. Bo Grønbech skriver: »Han var en fange af sine egne problemer. ... Kun i Improvisatoren og i Lykke-Peer havde H.C. Andersen held til at fa sin egen person og romanens handling til at gå op i en højere enhed og til at holde personlige ideer og erindringer på plads. Disse to romaner kan læses i deres helhed med næsten ublandet fornøjelse, de andre læser man for de fortræffelige detaillers skyld.«

Indført i teatrets verden af gudfaderen som maskinkarl kommer Peer til balletmesteren, til kapelmesteren, til syngemesteren, i overgangsalderen til latinskolen og med en erotisk farvet drøm eller sygdom - i virkeligheden en lykkeligt overstået krise - videre til en sangerkarriere, der sprænger sine grænser og bliver til en trefoldig succes som tekstforfatter, sanger og komponist, altsammen meget ligeløbende og uden kompositionstekniske snørkler, men med krisen som overgang til modningen.

Men så glat er det jo heller ikke gået. Peer har skullet hæve sig over sin stand, så værdifuldt hans fattige barndomshjem end var, han har lidt skuffelser i forhold til Felix, har måttet give afkald på apotekerens datter og hører selvfølgelig sladder om den forestående premiere.

Med den, og med den unge baronesses laurbærkrans, ender livet for »den lykkelige fremfor Millioner« - et udtryk, Andersen bruger om sig selv i et af de iøvrigt depressive dagbogsnotater fra Basnæs 18.6.1870 og 25 år før i et usædvanlig harmonisk brev til Edvard Collin8. Man kan banalt bemærke, at forfatteren dermed befrier ham for et langt livs eventuelle prøvelser, for dem er der jo ingen tid til, og tredelingen af hans liv kan derfor ikke sammenlignes med dannelsesromanens traditionelle mønster Hjemme - Hjemløs - Hjem, som på sin vis allerede Oehlenschlägers Aladdin gennemløber. Men pointen stikker dybere.

100

IV. Hvad er det for en bog?

Den tidlige død som livets kulmination forekommer flere gange hos Andersen: i passager i »Den flyvende Koffert« fra 1839 (måske rettet mod Carl Bernhards roman Lykkens Yndling fra 1837), En Digters Bazar fra 1841, »Iisjomfruen« fra 1861 ... og Mogens Brøndsted9 henviser til en hel række steder hos andre forfattere - Oehlenschläger, Hauch, Kierkegaard - og efter vor romans tid til August Strindbergs Ett drömspel. Og uanset at denne pointe ikke kan behandles bredere her, så peger den på det tidligt stillede principspørgsmål: Hvad er Lykke-Peer for en bog?

Man skal måske ikke lægge overdreven vægt på, at Andersen i sit allerførste notat nævner »Eventyret om Lykke-Peer« - i nedennævnte kladdefragment dog »Historien«. Han må have vidst, at det planlagte forløb i omfang ville overstige eventyr og historier; men i daglig tale er personens løbebane jo »eventyrlig«. I omfang10 ligger teksten langt fra både historier og romaner, som allerede bemærket i en af datidens første kommentarer, og er nødvendigvis enklere end de egentlige romaner, altimens det levende sprog kan pege mod eventyret. Men hvad er det da for en bog?

Det er Johan de Mylius, der mest centralt har behandlet spørgsmålet udfra titlen på sin disputats Myte og roman fra 198111. Her siger han - stikordsvis refereret - at bogen er begge dele, en roman om myten og dens virkeliggørelse, men ingen myte, fordi myte og virkelighed ikke smelter sammen. Hverdagen er fortrængt, og operaens Aladdin føres ned i hulen, men ikke op af den. (Man kan minde om, at Oehlenschlägers Aladdin befinder sig i hulen allerede sidst i den første af fem akter.) Kunsten er en rigdom, men må erstatte livets øvrige indhold: »Kunsten er hans brud, men han ønsker sig også enkebaronessens datter.« Også naturen er en rigdom, afspejlet i Peers Wagner-prægede værk, men også den er trængt af den ikke-naturforbundne hverdag. På den måde skilles liv og kunst, fordi kunsten bliver det egentlige liv. Men derved, siger de Mylius, er bogen både en afsked med romantikken og et fingerpeg mod nye erkendelser, hvor kunsten er blevet hjemsted for myte og identitet.

101

Bogen skrives i nationale og politiske skygger, på grænsen mellem en gammel og en ny tid i Europas historie og i den danske idédebat - og er selv et udtryk for dette omslag. Men den har opnået distance til digterens egen, så ofte afspejlede og omtalte skæbne.

Den seneste grundige behandling af Lykke-Peer skyldes Maria Davidsen og har ikke kunnet indarbejdes her; den skjuler sig som kærnestykke i en afhandling med titlen »På sporet af H.C. Andersens kunstkonception«12. Den vægtige og pointerige analyse har følgende afsnit: Komposition og stil - Den sociale fortælling - Lykkefilosofien - Den sociale anfægtelse - Kunst, borgerskab og kærlighed - En ny Aladdin; derefter følger »Spor i H.C. Andersens kunstkonception« med punkterne: Opgør med Aladdin-myten - Det romantiske kunstsyn i H.C. Andersens forfatterskab - Fra kunst som livs-erfaring til kunst som livs-erstatning.

Peer og hans modpol Felix og flere bipersoner repræsenterer forskellige former for lykke, og Peers peger tilbage på Aladdins skæbne. Til gengæld vandrer titlen på H.C. Andersens lille bog videre til en af Henrik Pontoppidans store, Lykke-Per (1898-1904), og her rigtignok med andre holdninger, ganske som Pontoppidans korte fortælling Ørneflugt fra 1894 er et håndfast modstykke til Den grimme Ælling. Erland Munch-Petersen13 har i en forelæsning fra 1991 fulgt emnet fra Pontoppidan til yngre værker, oftest med ordet lykke(lig) i titlen: Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, Leck Fischers Leif den Lykkelige, Martin A. Hansens Lykkelige Kristoffer og Thorkild Hansens: Det lykkelige Arabien. Emnet vil altid være aktuelt

V. Modtagelsen

Lykke-Peers første »modtagelse« var 1. rate af C.A. Reitzels honorar på 1000 rigsdaler (2000 kr., omtrentlig slut-årsløn for en gymnasielærer)14. Desuden betaltes 1200 rdl. for det tredje af de fem samlede eventyrbind, det første med Lorenz Frølichs illustrationer, og året efter fulgte, hvad der svarede til 740 rdl. for engelske 102 udgaver af Lykke-Peer plus eventyr; »det er gode Indtægter, og nu har jeg saa kort at leve« (Dagbøger 19.1.1871).

Dagbøger og breve noterer private kommentarer til bogen. Allerede før udgivelsen havde Johanne Luise Heiberg glædet sig over at genfinde eventyrtonen, men fundet, at Richard Wagners musik bliver overvurderet i betragtning af, at den savner det lyriske (Dagbøger 8. og 10.8.); Henrik Ibsen, såmænd, finder det forelæste så poetisk (21.8.), og filosofiprofessoren Rasmus Nielsen siger, at bogen betyder en ny retning mellem eventyr og roman (26.8.). Så må Andersen affinde sig med et ord fra sin læge Theodor Collin (11.11.): »Alle overvælde mig med Tak for Bogen, Nogen synes bedst om den første Halvdel, andre om den sidste. Theodor sagde hvor de lyve allesammen, jeg gider ikke læse det Skidt!« Nogle måneder senere sagde den gamle Carsten Hauch i anledning af samme bog, »at jeg var et forunderligt genialt Barn og jeg vilde altid blive et Barn og det ind i Gudsrige« (Dagbøger 16.4.1871). De to digtere havde boet en kort tid under samme tag.

Længere rakte naturligvis anmeldelserne15, der jævnt hen nævnes i Dagbøgerne; og der var mange, for trods en hel del nye og genoptrykte bøger i 1860erne havde Andersen ikke udsendt noget større prosaværk siden rejsebogen / Spanien fra 1863. Man blader sig frem til dem gennem aviser med den fransk-tyske krig på forsiderne.

Enstemmige var vurderingerne selvfølgelig og heldigvis ikke. På den ene fløj står venligt begejstrede referater af den stadig ungdommelige digters levende fremstilling - Dagens Nyheder og For Romantik og Historie - førstnævnte dog ikke uden det spørgsmål, om lykke gennem kamp som Skules i Henrik Ibsens Kongsemnerne eller lykke som her i bogen er den rette - læserens individualitet må afgøre det - javel, men det er nu et barsk modstykke at pege på. På den anden fløj står den allerførste anmeldelse af Fr. Winkel-Horn i Fædrelandet, som synes, at Peers død snarere er en ulykke end udfoldelse af en poetisk værdi, og at personligheden taber sig i det ubestemmelige; eventyrets fortællemåde bruges udover sit område, men den store digter genkender vi i elverpigevisionen. Andersen skrev selvfølgelig surt i dagbogen næste dag, med konklusionen »Skidt med det Hele!« 103 Beslægtet hermed er Hejmdal med to fulde spalters moraliseren, der taler om sjælekamp og karakter, om »Viljens Styrke, som skaber Manden (og Kvinden med)«, og som iøvrigt sammenfattes præcist i Andersens dagbog samme dag: »I »Heimdal« staaer at man smiler og bliver rørt ved Lykke Peer, men der er ingen Staal i ham, han gjør blød og vor Tid bruger [dvs. behøver] ikke det Bløde, men det Haarde, man lægger Bogen bort og siger hvad kommer den os ved. - Aladdin af Øehlenschlæger kom i rette Tid og i Skjønheds Fylde. Jeg blev ikke nedstemt ved denne Kritik, men haard i Sindet. Vejret smukt;« etc.

Dags-Telegrafen skriver godt en halv spalte, peger ligesom flere andre på de morsomme, men forstyrrende episoder, og konkluderer, at Peer må dø, netop fordi han er Lykke-Peer. »Thi hvem tvivler om, at Kampen allerede den følgende Dag ville være kommen?« og nogen karakter eller personlighed har forfatteren jo ikke givet ham; men bogen er en stemningsfuld fortælling, velkommen »i denne paa virkelige Digterværker golde Tid«.

Berlingske Tidende er positiv, peger på tidligere behandlinger af temaet og fremhæver bogens første del og feberfantasierne. Folkets Avis vender atter grundspørgsmålet, om det ikke er lykkeligere at sætte personligheden ind på kampen. Jo ældre vi bliver, des mere ser vi lykken i at sætte frø. Jo yngre, des mere betyder livets blomst, selvom den forsvinder som en sæbeboble, mens alle siger Aa - ! Dog, H.C. Andersen er vor yngste digter, mens alle kritikerne er til års. Lignende forbehold tager Illustreret Tidende i en velvillig omtale, og her peges på, at »Lykkens Yndling« i Carl Bernhards roman af dette navn »vinder Kjerlighed, der er evig; men Lykke Peer vinder kun Berømmelse, der er forgængelig« - omtrent hvad Dagbladet bemærker: at bogen følger Peer fra vuggen til det, »som nu engang for ham er Lykkens Tinde«. Anmeldelsen anerkender iøvrigt både stil og persontegning efter indledningsvis at have skilt sig af med et par forbehold om, at man må føje sig efter digteren, der gør som han vil og ønsker at behage. Men færre og færre møder ham uden forståelse, »umusikalsk«.

104

VI. Tekstforhold

Forud for kladde og trykmanuskript til bogen ligger et udkast i Bakkehussamlingen på Frederiksberg Kommunebiblioteker (Kgl. Bibl. Ms. phot. 115,2°). Samlingen er et halvt hundrede blade af meget forskelligt indhold og deriblandt et firsidet ark, der s. 45 begynder med et forstadium til »Det Utroligste« (Ev. V 148) og s. 46-48 med ordene »Kjender du ikke Historien om Lykke-Peer, den er nok værd at kjende, den er saa fornoielig« osv. om solvskillingen, om familiemedlemmerne og om grossererens rigdom.

I den Collinske Samling på Det Kgl. Bibl. er bogens kladde og renskrift MS nr. 27 og 28,4°. Kladden er blade i stilebogsformat med brunt omslag, med påklæbet titel og forfatternavn, uden kapitelnumre og ofte uden ny linie, selv på et sted som overgangen til kap. V. Verscitaterne findes ikke. Kladden slutter med ordene »(takket være Gud 19 Juli 1870)«.

Trykmanuskriptet har denne påskrift: »Den 29 Juni (1870) begyndte jeg paa Holsteinborg denne Historie og sluttede samme den 19 Juli ude hos Henriques paa Petershøi ved Klampenborg. Reenskrivning blev først endt 7de August.« Der findes mindre overklæbninger og små afvigelser, kapitelnummereringen er i uorden og nogle vers kilet ind, men det er værd at notere, at stikordene om, at Lohengrin »seirede og - forsvandt« (s. 76), fortsætter med ordene »Maaskee hans eget Livs Historie« - for som bekendt må Richard Wagners svaneridder forlade livet og ægteskabet i den almindelige menneskeverden, omend grunden hertil er vor sammenhæng uvedkommende.

Bogen udkom officielt 11.11.1870, se s. 96, og indgik siden i Samlede Skrifter 1. udg. XXI, 1876, og 2. udg. VI, 1877. Den er optrykt c. 15 gange i Danmark, dels i enkeltudgaver siden 1890, ofte i nummererede eller unummererede serier, dels som led i større udgaver. Nogle af disse har illustrationer: Axel Nygaard 1926, Gerda Ploug Sarp 1929, Herluf Jensenius 1945 som bind 16 af Flensteds eventyrudgave og Stefan Viggo Pedersen 1975 i bind 4 af Arnkrones. De sidstnævnte er benyttet i bind 5 af Tetsuro Suzukis japanske udgave af romaner og rejsebøger 1986-87. Bogen blev med det samme oversat til svensk, hollandsk og tysk (Gesammelte Werke 49, 1871) og i 20. århundrede til flere andre sprog med eller uden illustrationer, således til norsk af Gerd Morland Hagen med titlen Stjernelykken, 1953, i 1975 til tjekkisk og i 1990erne til hollandsk og rumænsk. Undertiden er den skjult i eventyrudgaver som Jean Hersholts oversættelse fra 1940rne, The Complete Andersen med tegninger af Fritz Kredel. Veldokumenteret er vejen til den amerikanske udgave, der forberedtes længe før den danske udgivelse, gennem brevvekslingen mellem Andersen og 105 hans forlæggerven Horace Scudder, Kbh. 1948; denne og andre oversættelser omtales i dagbøgerne, se registerbd. XII s. 66 og 71.

Gode danske udgaver findes ved Ingeborg Simesen for Dansklærerforeningen 1930 og Sten Rasmussen for Gyldendals Værkserie 1984 med en drøftelse af lykkens former udfra Herodots omtale af Solons samtale med kong Kroisos (kort omtalt s. 81) samt af myte/roman-problemet efter Johan de Mylius. Hovedudgaven er DSLs R&R V 1944 ved H. Topsøe-Jensen, sat efter Samlede Skrifter 1. udg. bd. 30. R&R anfører s. 157 kun tre indlysende korrektioner af fejl; den ene er en tegnfejlrettelse, i denne udgave suppleret med nogle fa flere; af egentlige rettelser er derefter kun: 57,15 Tonedigtningen, i orig. Tonedigtningerne, og 61,11 Billedet, i orig. Billeder. De to stavemåder af ordet Madam(e) tilsigter et mindre og et mere fint sprog, men er ikke brugt konsekvent.

Denne udgave er sat efter 1944-udgaven og endeligt korrekturlæst efter originaludgaven.

VII. Litteraturhenvisninger

De vigtigste indgange til H.C. Andersens værker og den enorme litteratur derom er de to bibliografier, hvortil der dog ikke henvises systematisk i det følgende:

BFN: Birger Frank Nielsen: H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875. 1942. 1270 numre med henvisning til samtidige anmeldelser.

AaJ I: Aage Jørgensen: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968. En bibliografi. Aarhus 1970. 2266 numre.

AaJ II: Aage Jørgensen: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994. En bibliografi. Odense 1995. 1944 numre + tilføjelser til AaJ I. - 1995-1998 i Aiana 1999.

løvrigt bruges følgende forkortelser:

Aiana: Anderseniana. Udg. af HCA-Samfundet i Odense, senere af HCAs Hus. [1. Rk.] I-VIII, 1938-46; 2. Rk. I-VI, 1950-69, hvert bind normalt med 4 årgange; 3. Rk. I-IV, 1970-86, ligeledes; derefter kun med årgangsnummer. - Årbogen indeholder udgaver og afhandlinger, fra 1961 ofte litteraturoversigter. 1999 er personregister til alle årgange, værkregister er under forberedelse.

106

BEC: H.C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. I-VI. DSL 1933-37. 825 breve.

Dagbøger. H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875, I-X og registerbind XI-XII. Udg., under ledelse af Kåre Olsen og H. TopsøeJensen, af Tue Gad, Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. DSL 1971-77. - I optrykket 1995-96 indgår: H.C. Andersens Almanakker 1833-1873. Udg. af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. DSL 1990. Se om disse udgaver DSLs Præsentationshæfte 9, 1980, resp. 20, 1991.

Ev(entyr): H. C. Andersens Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal. I-V. Kommentar ved Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann. VI-VII. DSL 1963-90. Om kommentaren se DSLs Præsentationshæfte 19, 1991.

Levnedsbog: H. C. Andersens Levnedsbog. Paany udg. ved H. Topsøe-Jensen. Kbh. 1962. - Talen er om A.s første selvbiografi fra 1832- 34, hvortil manuskriptet først blev genopdaget og udgivet i 1926.

MLE: H.C. Andersen: Mit Livs Eventyr. Revideret Tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Med Noter af H.G. Olrik og Udgiveren. I-II 1951. - Omfatter udg. 1855 og fortsættelsen 1855-67, først trykt 1877.

R&R: H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer. I-VII. Udg. af DSL under Redaktion af H. Topsøe-Jensen. 1943-44. Til romanerne henvises dog i nærværende udg. med sidetal i Danske Klassikere, se listen bagi bogen.

Vore udgaver af De to Baronesser og »At være eller ikke være« meddeler en del flere forkortelser, især til de store brevudgaver. For at bane vejen til disse massive værker har Niels Birger Wamberg redigeret udvalg, delt i kapitler efter emner: Deres broderligt hengivne -. Et udvalg af breve fra H. C. Andersen, 1975, og, med et berømt lille dagbogsnotat: »Jeg er mæt af Dage - iaften«. HCAs Dagbøger, 1986.

Johan de Mylius har sammenstillet data kronologisk, men i læselig form, i H. C. Andersen, liv og værk. En tidstavle 1805-1875, 1993, og kendte og mindre kendte værker og uddrag i fire emnekredse med forbindende tekst: »Hr. Digter Andersen«. Liv, digtning, meninger, 2. udg. 1998.

Som standardbiografi, oversat til mange sprog, må regnes Elias Bredsdorff: H.C. Andersen. Mennesket og digteren, 1979.

107

Noter

Noterne bygger på H. Topsøe-Jensens i DSLs udgave af Romaner og Rejseskildringer V, 1944, s. 349-56 og indledning s. XXVI-XXXV. De er på den ene side formuleret lidt knappere: med færre citater og med ajourførte litteraturhenvisninger; på den anden side bredere: med ord og begreber, som Topsøe-Jensen kunne regne for almenkendte.

7

N. W. Gade: Niels W. Gade (1817-90) var A.s ven, men har komponeret meget lidt til tekst af A.: et par sange og musik til Agnete og Havmanden, 1833, komp. 1843.

9

Fjerding: fjerdedel, fx 1/4 tønde, her: stor spand. - honnet: pæn, redelig.

10

Skudsmaalsbogen: i tiden 1832-1921 en autoriseret bog, hvori man indførte tjenestefolks data og indtil 1867 deres optræden, sæder etc. - skjønne: fatte.

11

Begreber: forestillinger, viden. - Krigens tunge Aar: Treårskrigen 1848-50. - galant(e): høflig.

12

snapse(t): drikke snaps. - Skralle: skralde, som signal for skraldemandens ankomst; der tænkes muligvis på Hans Drud, skraldemand og lejlighedsvis Harlekin i Odense, måske i slægt med A.s mor (se Levnedsbog, register).

13

Gadedrenge (...) rodede: situationen ligner umiddelbart »Den standhaftige Tinsoldat«, men vigtigere er ligheden med scenen i Oehlenschlägers Aladdin, l. akt, hvor det er ham, der far pomeransen i sin turban, skønt de andre drenge holder på ham. Den bygger i øvrigt på M.A. Goldschmidts anmeldelse af De to Baronesser, optrykt i DK-udg. s. 258ff. - sid: lavtliggende og sumpet.

15

tohundrede Rigsdaler: sml. n.t.s. 101. - Maskinkarl: som hr. Sivertsen, der hjælper den komediegale »Moster« (Ev. IV 254-58). Det flg. rummer minder fra A.s egen teatertid 1820-21 på danseskolen (1821-22 på syngeskolen), fx s. 19 om at holde sig ved en stang (MLE I 65) og om ubehageligheder fra korist Brandt (»en ond Dreng«, s. 20). A. fik desuden privatundervisning af skuespilleren Ferdinand Lindgreen. - Samson: denne og flere senere ballettitler er 108 fingerede. Da den israelitiske kæmpe S. var blevet fanget af filistrene, stak de hans øjne ud; Dom. 16,21.

16

Pulpitur(er): galleri (i kirke).

19

der groer Chikanen!: jomfru Frandsen er en gentagelse af Trine Hansen i De to Baronesser, samme motiv i »Portnøglen« (Ev. V 202).

20

ikke alle saa gode som de burde være: »bevinget ord« efter Nic. Edinger Balle: Lærebog i den evangelisk-christelige Religion, 1791, 3. kap., der begynder: »Erfaring viser, at Menneskene ere ikke saa gode, som de burde være.« - »Vampyren«: bagved ligger flg.: Balletten Armida af Carl Dahlén (1770-1851) med musik af Claus Schall (1757-1835) opførtes 1. gang 17.4.1821. I programmet tryktes for første gang navnene H.C. Andersen og Hanne Petcher (Pätges), den senere Johanne Luise Heiberg; de havde småroller som hhv. trold og amorin (MLE I 67). En vampyr er en blodsugende kvindelig genganger.

22

»Robert«: G. Meyerbeer (1791-1864): Robert le Diable, da. Robert af Normandiet, 1831, l. opførelse i Kbh. 1833; »Naade for mig« er cavatinen i 4. akt.

23

Hele Selskabet klappede i Hænderne: A. fik i disse år tilnavnet »der kleine Declamator« pga. optrin som dette, se MLE I 71. - synge for Døre: som fattige gårdsangere; i ældre tid især om latinskoleelever (peblinge), der ernærede sig ved at synge uden for borgerhusene.

24

jubilerede: jublede.

25

Sange uden Ord: jf. de meget udbredte klaverstykker »Lieder ohne Worte« af Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-47). - Stambog: album, hvori man fik skrevet eller indklæbet hilsener, tegninger etc. fra venner og bekendte. A. havde ét stort og flere mindre album, udg. i facsimile + to tekstbind af Kåre Olsen, Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber, Kbh. 1980, med titlen Album I-V. - Vartpenge: ventepenge, især i en periode imellem ansættelse og pensionering. - stod til Paaske: blev konfirmeret til påske. - til Herrens Bord: til alters (dengang ikke før konfirmationen). - tredive Mile: se n.t.s. 46.

26

Hovmarken: herregårdsmark med hoveriarbejde. - en Enkemadame i Sort: samme model som til Madam Jensen i »At være eller ikke være«, se slutningen af dennes l. del kap. 6. Modellen var A.s værtinde i Nyhavn 1834-38, skipperenken Karen Sofie Larsen. - Sommerfugl (...) Letsindigheden: ukorrekt, men symbol på menneskets sjæl, den gr. mytologis Psyche.

28

Hr. Gabriel: skildringen af rektor Gabriels hus bygger på A.s ophold hos rektor Simon Meisling i Slagelse, senere Helsingør, okt. 1825-april 1827. Den radmagre Gabriel er dog i det ydre helt forskellig fra 109 Meislings lille tætte skikkelse. Skildringen erindrer også om hans kone og det rodede og urenlige hjem, se fx Levnedsbog 3. afsnit kap. 4 om den tilsømmede dør og smst. s. 145 om, at fruen kujoneredes af pigerne, som vidste for meget om hende, jf. s. 29 og 30. Det bør ikke være glemt, at Meisling var en betydelig klassisk filolog og oversætter. - Primus: lat. »den første«; her ironisk »duks«. - Studerendes: - s-formen er udtryk for jævnt sprog. - Cæsar: som udtryk for faderens klassiske interesser.

29

lille Stue med Vindue til Haven: som i A.s allerførste logi i Slagelse, MLE I 79. - Schillers »Røverne«: 1781; opført i Slagelse 1825 af et teaterselskab, med skurkens replik: »Träume kommen ja aus dem Bauch, und Traume bedeuten nichts«; om gæstespillets forløb se Levnedsbog s. 115 m. noter.

30

de af Solen stærkt brændte Ruder: når ruderne anløbes af vinterens fugt, sker der et udtræk af soda, som hærdes af sommersolen og varigt gør ruderne mindre klare (venligt oplyst af glarmester Per Hebsgaard). - Hr. Gabriel (...) rakte Tungen ud: efter et gi. notat blandt forarbejderne til »At være ...«. - Punktum fynalis: punctum finale, definitiv afslutning. - Gangdøren: hos Meislings lukkedes den allerede kl. 6, og M. ville sove fra kl. 9. - fatigere: fatiguere, trætte.

32

Frokosten: morgenmaden. - et dyrt Sprog: atter en erindret detalje helt fra den første tid i Kbh., hvor en dame omtalte latin som et kostbart sprog (at fa timer i), se Levnedsbog s. 80. - compromittere mig: der menes: comportere mig, opføre mig. - Meget godt: den solide middelkarakter mg, omtrent nutidens 8; kunne forsynes med x og ? eller + og ÷; senere omtales Maadeligt, mdl, en dumpekarakter under bestågrænsen g(odt).

33

fugtle: prygle med sablens flade klinge. - Haandtager: slag i den flade hånd med den tykke ende af riset e.l. - Romeo: i Shakespeares tragedie Romeo og Julie (1594-95). - Regisseur: teaterfunktionær, der sørger for orden i kulisser, kostumer etc.

34

Genier: ental genius, egl. mytologiens og kunstens vingede småbørn.

35

Flick og Flock: titel på en ballet, A. havde set i Wien 1869, af Paul Taglioni (1808-84) til musik af P.L. Hertel. - Potpourrikrukke(r): åben krukke med velduftende indhold af rosenblade og lavendler.

37

Themistokles: athensk feltherre og statsmand, d. 459 f.Kr. - Sangerkampen paa Wartburg: en minnesanger-væddestrid hos landgrev Hermann af Thüringen 1207; den udgør hovedindholdet af 2. akt af Richard Wagners opera Tannhäuser. - de gamle græske Poeters Veddestrid: ved fester til gudernes ære kappedes de oldgræske lyrikere om priser 110 for poesi og musik. - Sophokles (...) brast af Glæde hans Hjerte: (496-406 f.Kr.) if. den gr. historiker Diodoros fra Sicilien.

38

gaaer reject: bliver rejiceret, dumper (her: til artium, studentereksamen). - Conjugationer: der menes: konneksioner, gode forbindelser. - Heroldikken: der menes: heraldikken, læren om »våbener«, dvs. kende- og ejermærker.

39

glaukopis: med funklende gråblå øjne. - den koøiede: med store hvælvede øjne som gudinden Hera i Homers Iliaden, romernes Juno. - Borddandsen: den første dans efter bordet.

40

mageløs: enestående (imødekommende). - negligent: skødesløst.

41

Fleskebrød: et stykke rugbrød med flæsk som pålæg. - Truchiner: trikiner.

44

Hørkræmmer (ens): handlede oprindelig med hør, men nu med fisk, lertøj m.m. - dump: dumpede, faldt.

45

Spølkumme: eller spølkum, stor flad kop med eller uden hank.

46

ikke seet i to lange Aar (...) tredive Mile: jf. s. 25, et udtryk for den beskedne privatøkonomi. Afstanden, c. 225 km, rækker ud over afstanden København-Middelfart; til denne by kom der først jernbane fra Nyborg 1865.

47

Ingen veed ...: frit citat af et nationalt digt af A. fra 1863, »Fortrøstning«: »Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer«, se MLE II 275. - Ridder Oluf: den kendte folkevise »Elveskud«, nr. 47 i hovedudgaven Danmarks gamle Folkeviser II, se registerbind XII 1976; A. Bournonvilles ballet Et Folkesagn fra 1854 har elverpigedans i 1. akts finale.

48

Vampyr(dands): se n.t.s. 20. - huul i Ryggen: det var elverpiger.

49

Vorherre! Vorherre! har Du forladt mig?: Jesu råb på korset, Matt. 27,46.

51

Dronning Dagmar: folkevisen (Danmarks gamle Folkeviser nr.135) lader det være hendes eneste synd at have pyntet sig »ømsindet« om søndagen. - lamenteret: klaget. - Lucretia: den dydige romerske kvinde L.; hun begik selvmord efter at være blevet voldtaget af kongesønnen Sextus Tarquinius (hvad Mad. Gabriel kalder »Maleuren«, ulykken, fr. malheur); sagnet er ofte udnyttet kunstnerisk. Kilde: Livius: Roms ældre historie, overs. af Adam Afzelius, 1954, I s. 77-80.

52

Citat af Goethe: romanen Die Wahlverwandtschaften, 2. del, 5. kap. - (uden) sans adieu: (uden) uden farvel (for stedse). - Vale: lat. Farvel.

53

Majestætens Haandbibliothek: Det kgl. Håndbibliotek (nu på Amalienborg), stiftet 1747, til forskel fra Det (til 1906: store) kgl. Bibliotek; se Klaus Kjølsen: Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek 1746-1996, 1997. - Castellan: borgfoged, slotsforvalter. - Carl Maria [von] Weber: 1786-1826, betydningsfuld især som operakomponist.

111

54

Mozart: Wolfgang Amadeus M., 1756-91, østrigsk komponist. - »Joseph«: Joseph og hans Brødre i Ægypten, af E.N. Méhul (1763-1817), 1807, 1. gang her 1816; »Min fjortende Vaar« er Josefs romance om, hvorledes brødrene solgte ham som træl.

55

Legems-Bræk: medfødt eller erhvervet legemsskade. - Circes Ø: en af de fiktive ballettitler; Kirke var en troldkvinde, der omskabte Odysseus' mænd til svin.

57

Beethovens »Symphonie pastorale«: Ludwig van B. (1770-1827): 6. symfoni, F-dur, opus 68: i »Scene ved Bækken«, andante-satsen, efterligner tre blæsere de tre fugles sang. - Haydn: Joseph H. (1732-1809), Mozart og Beethoven er wienerklassicismens tre hovednavne.

58

Mimers Brønd: visdomsbrønden i nordisk mytologi, passet af jætten og troldmanden Mime(r). - Vandrer-Qvad: Franz Schuberts (1797-1828) sangcyklus Die schöne Müllerin (opus 25) med tekst af Wilh. Muller (1794-1827); den første sang hedder »Das Wandern«.

59

Talmud: Talmud er en samling mundtlige traditioner og en fortolkning af Moseloven. A.s kilde er Ernst Deutschs anonyme Talmud. Efter den engelske Originals 4. Udgave, oversat af M.A. Goldschmidt 1868; s. 80-87 behandler morallæren i Talmud. I amerikansk privateje findes et lille håndskrift, hvori A. har optegnet danske ordsprog fra trykte kilder og tilsidst de jødiske ordsprog fra nævnte kilde, også benyttet på tre af de fire her anvendte blade af en vifte (i samme privateje); se Jørgen Skjerk (udg.): H.C. Andersen. Eventyrdigterens »Tryllefløjten«-udkast..., 1997, s. 53f.; se videre Erik Dal: »Jødiske elementer i H.C. Andersens digtning« i kongresberetningen Andersen og Verden, Odense 1993, s. 444-52, og Bruce Kirmmse: »Hans Christian og jødepigen. En historisk undersøgelse af noget 'underligt'«, i Rambam. Tidsskrift f or jødisk kultur og forskning, 31, Kbh. 1992, s. 59-66. - Salomons Ordsprog: en af Gl. Testamentes visdomsbøger.

61

Sic transit gloria i Maanen: Sic transit gloria mundi, Således forgår verdens herlighed; ordene brugtes fra c. 1400, når en ny pave blev båret frem til Peterskirkens alter. - Guttenberg (...) Ossian: A. sætter opfinderne først: Johann Gutenberg (ty., bogtrykkunsten c. 1450) og Benjamin Franklin (amer., lynaflederen, i øvrigt politiker, 18. årh.); så følger forfatterne: Shakespeare (eng., c. 1600), Cervantes (sp., c. 1600), Moliére (fr., 18. årh.), Homer (gr., c. 800 f.Kr.) og Ossian (keltisk, 3. årh., angivet som forfatter til digte udg. af James Macpherson i 1760erne). Man kunne have ventet et par komponister!

62

Ildebrand i gamle Huse: ordsprog om kærlighed opstået hos ældre 112 mennesker, for så vidt altså modstykke til det foregående. - Fugl Phønix: kæmpefugl, der efter sagnet lod sig brænde op i sin rede med mellemrum for så at genopstå forynget. - Morian (...) Kassemangel (...) Skov: svarer til notat om en oplevelse c. 1861, se R&R V s. 353f.; morian betyder neger (egl. maurer som eng. moor).

63

»den hvide Dame«: syngestykke af Eugéne Scribe (1791-1871) med musik af Fr. A. Boïeldieu (1775-1834), 1825, her 1826. - Walter Scott(s): 1771-1832; romanen er Guy Mannering, 1825; Scotts store betydning for A. far udtryk gennem hele forfatterskabet.

64

hun græd og hulkede: A. omtaler i MLE I 104 en lignende reaktion, da hans første stykke, vaudevillen Kjærlighed paa Nicolai Taarn, havde succes 25.4.1829, og han styrtede hulkende hjem til Collins. - Annaler: årbøger, historie.

67

stadige Tanke: Det upåfaldende ordpar er et gængs udtryk fra Oehlenschlägers Landet fundet og forsvundet, så sent som 1846, ofte brugt af A., fx ndf. s. 85 og i »Iisjomfruen« (Ev. IV 135, De to Baronesser s. 156 i DK og »At være ...« s. 125 i DK).

68

han lyse for min Fod og min Forstand: Salme 119,105. - en Commission:: et hverv med at overbringe et eller andet. - Sunt pueri...: middelalderligt skolerim bygget over 1. Kor. 13,11.

69

Alt farer hen: fra 1868, trykt lidt afvigende 1869, jf. s. 81 (BFN 980).

70

Thomas' Opera: Ambroise Thomas (1811-96): Hamlet, efter Shakespeares skuespil, 1868, opført her 1881; A. havde hørt operaen i Paris 18.2.1870 med den svenske sopran Christina Nilsson (1743-1821) som H.s elskede Ophelia; i hendes vanvidsscene er indlagt den svenske folkevise Neckens Polska (også brugt af J.L. Heiberg i Elverhøi: Dybt i Havet). Hamlet er i øvrigt et barytonparti, skønt Peer er tenor, jf. s. 71. - Ophelias Død: som nævnt i noten: Edv. Lembckes oversættelse, 4. akt, 7. scene. Lembcke (1815-97) oversatte Shakespeares Dramatiske Værker 1868-73; oversættelsen har haft stor udbredelse. - Purpurblomster: både Dødningfingre og det «ublu« navn Præstepik knyttes til skælrod, der ganske vist ikke er en purpurblomst; sidstnævnte ord også til dunhammer. - avindsyge: misundelige.

71

Boler: ulovlig elsker. - Faust: den særdeles populære opera af Charles Gounod (1818-93), 1859, her 1864. - Toner«: anførselstegnet er tilføjet her som i Samlede Skrifter, 2. udg., findes ikke i orig. eller i R&R. - Canevas: åbent vævet bomuldsstof beregnet til at brodere på.

73

Kammerjunker (...) Kammerherre: to hofcharger, i nyere tid sjældent med hoftjeneste, og førstnævnte benyttes ikke mere.

74

End ligger Jorden i Sneens Svøb: skrevet i Paris 20.2.1870 og sendt til 113 J.P.E. Hartmann, da denne bad om et digt at komponere (se J.P.E. Hartmann og hans kreds. En musikerfamilies breve 1780-1900, I-III. Udg. af Inger Sørensen (1999); under udgivelse er bd. IV). Resultatet blev den karakterfulde »Foraarssang for blandet Kor og Orkester«, opus 70, uropført 1871; se DagbøgerXII 46 under Foraarssang. Hartmann, som i øvrigt var N.W. Gades svigerfar, var nøjagtig jævnaldrende med A. (1805-1900) og har komponeret flere ting af ham. - rider Sommer i By: den skik, at landsbyens unge mænd i maj hentede nyt løv som indledning til byens majfest (ODS XX 1440).

75

Generalbas: basstemme med becifring, der angiver harmonierne, evt. om musikteori og harmonilære i almindelighed. - Fremtidsmusiken (...) Wagner: ordet Zukunftsmusik benyttedes især om Wagners musikdramaer. A. havde aflagt Richard Wagner (1813-83) et besøg i Zürich 24.8.1855 (Dagbøger IV s. 183). MLE II 190 refererer deres samtale om dansk musik: »Det var en uforglemmelig, lykkelig Time, som jeg ikke senere har gjennemlevet.« II 138 redegør A. for sin både beundrende og kritiske holdning til den nyskabende, men kontroversielle mester, hvis værker han hørte flittigt. Wagner skrev selv sine operatekster. - Recitativ(erne): en mere talenær end melodisk (del af) komposition, i Wagner-sammenhæng kaldet Sprechgesang. De klassiske operaarier har ofte ABA-form, dvs. at de består af to dele, hvoraf den første gentages, deraf Peers bemærkning om «Stillestaaen ved idelig tilbagevendende Melodier«; Wagner bruger ikke denne form, men A. rører med disse replikker ved en århundredgammel strid om forholdet mellem vigtigheden af en operas tekst og musik.

76

Don Juan: Mozarts opera Don Giovanni fra 1787, i Kbh. fra 1807, om den i musik og digtning ofte behandlede spanske ridder og forfører. - Guldkalv: afgudsbillede. - Lohengrin: Wagners opera fra 1850 havde A. hørt i Weimar 1852, ved den da. førsteopførelse 30.4.1870 og de fleste senere gange; »den tog sig storartet ud og gjorte Lykke« (Dagbøger 1870). Efter den 2. opførelse refererer A. en samtale derom med skuespilleren Ludvig Phister (l807-96)(se MLE II 190 og personreg., Dagbøger VIII 362-64 og Topsøe-Jensens noter R&R V 303). - Gral(s): i keltiske Arthur-sagn det bæger, hvori Jesus havde indstiftet Nadveren, og som ridderne skulle finde; ved slutningen af operaen kommer Lohengrin med gralen, men må derefter drage bort. - Erkjendelse: forståelse.

77

et charakteristisk Billede: Carl Bloch (1834-90): To Munke, Rom 1861, udstillet 1862. - Campagnen: sletten omkring Rom, målet for talløse udflugter.

114

78

Beduinhætte: regnslag med hætte. - Calla(er): kala, stor stueplante med spidst hvidt bæger.

79

at kjende dem: i orig., Samlede Skrifter og R&R: Dem.

80

Inclinations Parti: frieri pga. kærlighed, ikke af beregning. - Skjønheds-Linien: linje i en tegning, i et menneskelegeme o.lign., som tilfredsstiller skønhedens ideale krav. - Hverdagslivets matte Fisk: fra Chr. Winthers fortællende digt »Ringens Indskrift« (1835), hvor det siges, at man skal søge ud i naturen, hvis hverdagen er for træls.

81

har (...) Solon sagt: vismandens ord til kong Kroisos af Lydien, der viste ham sine rigdomme (Arrian 7,16); også i »Lykkens Kalosker«, Ev. I 238 og II 203; se videre Sten Rasmussens udgave af Lykke-Peer s. 111f. - den sceniske Konstners Værk er forsvindende: (dvs. forsvinder), tema for prologen til Schillers trilogi Wallenstein med pointen: Dem Mimen flicht die Nachwelt keine Kränze, efterverdenen fletter ikke kranse for skuespilleren (som for digteren, komponisten etc.). - Erkjendelse: anerkendelse, forståelse.

83

Skrald: gilde. - Promemoria: bønskrift. - Tyrannen i Padua: atter en fingeret titel. - coquet: koket.

84

(Nær Byen, tæt op til) den kongelige Park: muligvis Frederiksberg Have. - Battements: det ene bens hurtige bevægelse mod det andet, medens legemet svæver i luften. - to Sjæle og een Tanke: citat af Fr. Halm (1806-71): Ørkenens Søn, 1842, her 1843 i Carl Borgaards oversættelse: »To Sjæle og een Tanke,/ To Hjerter og eet Slag.«

86

Operaen: Aladdin: en sådan forelå først 1888, af C.F.E. Horneman (1840-1906).

88

Ouverturen: åbenbart en såkaldt programouverture, der gennemspiller alle værkets hovedtemaer i rækkefølge. - si l'oiseau j'étais: »Hvis jeg var en fugl«, yndet klaveretude af Adolf Henselt (1814-89).

89

Armida: opera fra 1777 af Christoph Willibald Gluck (1714-87). - Tryllefløjten: Mozarts opera fra 1791.

90

Sophokles: se n.t.s. 37. - Thorvaldsen i Teatret: Bertel Thorvaldsen døde 24.3.1844 af hjerteslag under ouverturen til førsteopførelsen af Fr. Halms tragedie Griseldis og blev båret ud under l. sats af Ferd. Ries' symfoni nr. 6, D-dur, opus 146 (ikke Beethoven). Dødsfaldet gjorde dybt indtryk overalt og ikke mindst på A., der s. m. Oehlenschläger og Thorvaldsen havde spist middag hos baron Hendrik Stampe (1794-1876), men ikke gik med i teatret, hvor de havde faste pladser ved siden af hinanden. - Beethowen: der er en vis tradition for at lade denne stavefejl blive stående!

115

Efterskrift

95

1) Topsøe-Jensens indledning, R&R V s. XXIX.

96

2) BEC IV 160, jf. breve til grevinde Mimi Holstein i Aiana [l. rk.] V 1938 213 og 219.

3) Bogfortegnelsen 11.1. angiver kun prisen l rdl. 12 sk.

97

4) R&R V s. 353f., en optegnelse vistnok fra c. 1861.

98

5) Se note 11.

6) Om emnet se henv. i n.t.s. 59.

99

7) Bo Grønbech: H. C. Andersen, 1971, s. 149f.

8) 26.7.1845, BEC II 29.

100

9) »Kunstnerens anfægtelser«, Aiana 2 VI 1968, især s. 229ff.; se også efterskriften til Sten Rasmussens udgave s. 113 med citat af Thorkild Bjørnvig om motivet de unge døde.

10) A.s fem tidligere romaner fylder i denne serie fra 228 til 296 sider, Lykke-Peer 90 inkl. mange halve sider; »Iisjomfruen« fylder 30 noget større sider og er en halv gang længere end de to næstlængste eventyr. Med Henning Kehlers ord i den ene af to væsentlige kronikker i Berlingske Aftenavis 10.-l 1.3.1941: »den korteste og som Kunstværk betragtet langt den betydeligste.«

11) Johan de Mylius: Myte og roman, især s. 215, se også samme i Aiana 3 I 1970 47-59 om »lykkedrøm og kunstnerkald« og 3 II 1974 44-49 om Aladdin-motivet.

101

12) Synsvinkler 5, Center for nordiske Studier, Århus 1997, s. 13-36.

13) Lykke-Per motivet i dansk litteratur. Fra H.C. Andersen til Thorkild Hansen. Danmarks Biblioteksskole 1990/91.

14) Dagbøger 14.10. og 8.12.70 samt 19.1.71 nævner udbetalingen af 200+200+600 rdl. samt de 1200 rdl. for eventyrene i 1871. Også bogtrykkerregningen var på 1000 rdl. Tallene stammer fra en liste fra Reitzels Forlag med sådanne data for bl.a. alle A.s bøger 1853-72 (Ny kgl. Samling 2937, 4°, nr. 4). Bogens oplagstal er det højeste i listen, bortset fra visse eventyrhæfter. Se om sådanne emner Ev. VI 54ff.

102

15) Dagens Nyheder 9.12., red. Robert Watt og Edgar Collin, to yngre venner af A.; For Romantik og Historie V 1871 672-74, red. H.P. Holst, noget så sjældent som et tidsskrift i lommeformat; Fædrelandet 26.11., red. Carl Ploug; Hejmdal 3.12., red. og antagelig forf. C. Rosenberg; Illustreret Tidende 4.12.; Dags-Telegrafen, Tillæg til 8.12., red. C.V. Rimestad, anm. sign. h.; Berlingske Tidende 15.12, red. etatsråd Fr. Knudsen; Folkets Avis 21.12., red. Erik Bøgh; Dagbladet 23.12.

116

        

117

Indhold

Lykke-Peer 7
Efterskrift
I. Hvad skrev H.C. Andersen foruden eventyr? 93
II. Bogens tilblivelse 95
III. Tid, sted og personer 96
IV. Hvad er det for en bog? 100
V. Modtagelsen 101
VI. Tekstforhold 104
VII. Litteraturhenvisninger 105
Noter 107
Noter til Efterskrift 115