↩ Jeg saae Vestalinderne i lange, hvide Klæder, det prægtige Keiserhof, de nøgne, blødende Gladiatorer; hørte nu, hvor det brusede og hylede rundt om, i de nederste Buegange; fra flere Sider styrtede Skarer af Tigre og Hyæner, de joge forbi tæt ved hvor jeg laae, jeg følte deres brændende Aande, saa det røde Ildblik og knugede mig da fast til Stenen, hvor jeg sad, i det jeg bad Madonna frelse mig, men endnu mere vildt larmede det omkring mig; dog kunde jeg see, midt derinde, det hellige Kors, som det staaer endnu og som jeg altid fromt havde kysset, naar jeg gik det forbi. Jeg anstrængte min hele Kraft, følte tydeligt, at jeg slyngede mine Arme omkring det, men Alt rundtom styrtede sammen, Mure, Mennesker og Dyr, Bevidstheden forlod mig, jeg følte Intet mere.