Andersen, H. C. Improvisatoren

2

        

3

H.C. ANDERSEN

📖 Improvisatoren
Original Roman i to Dele

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Mogens Brøndsted

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Johan de Mylius som tilsynsførende. Tekstgrundlag: 1. udg. 1835. Nr. 788011.
Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1987 · ISBN 87-418-8111-7
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro
3. oplag 1995

5

        

6

Improvisatoren udkom 9. april 1835, kostede 2 rbd. 80 sk og omfatter [VII] 288+ [VI] 266 [2]s.
I Improvisatoren. Første Deel. II blank. III omstående titelblad. IV blank. V Dedikation. VI blank. VII-VIII Indhold af første Deel, se s. 328. 1-228 tekst. I-VIII som før, dog Anden Deel. 1-1266 tekst. [267] fire Rettelser til hver af delene, se s. 312. [268] blank.

7
Conferentsraad Collin
og
hans fortræffelige Hustru,
i hvem jeg fandt Forældre,
deres Børn,
i hvem jeg fandt Sødskende,
Hjemmets Hjem
bringer jeg, med sønligt og broderligt Hjerte, dette,
det Bedste, jeg eier.

Forfatteren.

8

        

9

Første Deel

10

        

11

I Min første Omgivning.

Hvo der har været i Rom, kjender godt Piazza Barberina, den store Plads med den smukke Fontaine, hvor Tritonen tømmer den sprudlende Muslingskal, hvorfra Vandet springer flere Alen iveiret; hvo som ikke har været der, kjender den dog af Kobberstik; kun Skade, at paa disse staaer ikke Hjørnehuset til Via felice, det høie Hjørnehuus, hvor Vandet strømmer gjennem tre Rør udaf Muren og ned i Steenbasinet. - Det Huus har en egen Interesse for mig, thi der blev jeg født. Seer jeg hen til min tidlige Barndom, hvilket Virvar da af brogede Erindringer, jeg veed ikke selv, hvor jeg skal begynde; betragter jeg hele mit Livs Drama, ja saa veed jeg endnu mindre, hvorledes jeg skal fremsætte det, hvad jeg bør forbigaae, som det Uvæsentlige, og hvilke Punkter der ere nok til at gjengive det hele Billede. Hvad som er interessant for mig, bliver det maaskee ikke for en Fremmed; sandt og naturligt vil jeg fortælle det store Eventyr, men Forfængeligheden kommer dog med i Spillet, den slemme Forfængelighed: Lysten til at behage! alt i min Barneverden skjød den op som Urt, og voxte siden, som det bibelske Sennepskorn, høit op mod Himlen og blev et mægtigt Træ, hvori mine Lidenskaber byggede Rede. Een af mine første Erindringer peger hen derpaa. Jeg var vel sex Aar gammel, jeg legede omme ved Capucinerkirken med nogle andre Børn, der alle vare yngre end jeg; paa Kirkedøren var der slaaet et lille Messingkors; det sad omtrent midt paa Døren og jeg kunde netop naae til det med Haanden. Altid naar vore Mødre vare gaaet med os derforbi, havde de løftet os op, for at kysse det hellige Tegn. Som vi Børn nu gik og legede, spurgte een af de Mindste: hvorfor Barn Jesus dog aldrig kom og legede med. Jeg var nu den Klogere og svarede: at han jo sad paa Korset; vi gik da hen til det og skjøndt vi fandt det tomt, vilde vi, som vore Mødre havde lært os at gjøre, dog kysse ham der; men vi kunde ikke naae saa høit, løftede derfor hinanden op, men i det vi spidsede Munden til Kys, gik Kræfterne fra den der løftede op, og den Kyssende faldt ned just som Munden skulde møde det usynlige 12 Jesusbarn. Min Moder kom i det samme forbi; da hun saae vor Leeg, stod hun stille, foldede sine Hænder og sagde: »I ere jo nogle Guds Engle! og Du er min egen Engel!« sagde hun til mig og kyssede mig.

Jeg hørte hende gjentage for Nabokonen, hvilken uskyldig Engel jeg var, og det behagede mig meget; min Uskyldighed blev mindre derved; Forfængelighedens Sædekorn inddrak her de første Solstraaler. Naturen havde givet mig et blødt, fromt Sind, men den gode Moder lod mig mærke det, lærte mig mine virkelige og indbildte Fortrinligheder, tænkte slet ikke paa, at det gaaer med Barnets Uskyldighed, som med Basilisken: den maa døe, naar den faaer sig selv at see.

Capucinermunken Fra-Martino var min Moders Skriftefader, og for ham fortalte hun, hvilket fromt Barn jeg var; jeg kunde ogsaa mine Bønner smukt udenad, skjøndt jeg ikke forstod en eneste af dem; han holdt meget af mig og gav mig et Billede med Madonna, som græd store Taarer, der, som en Regn, faldt ned i de brændende Helvedsluer, hvor de Fordømte grebe efter denne Lædskedrik Han tog mig ogsaa engang hjem med i Klosteret, hvor de aabne Søilegange, der i en Qvadrat omslutte den lille Kartoffelhave med de to Cypresser og Orangetræet, ret gjorde et dybt Indtryk paa mig. Side ved Side hang i den aabne Gang gamle Portraiter af de afdøde Munke, og paa hver Dør til Cellerne vare klistrede Billeder af Martyrhistorien, hvilke jeg betragtede med samme hellige Følelse, som siden Raphaels og Andrea del Sartos Mesterværker.

»Du er jo en rask Dreng!« sagde han, »nu skal Du see de Døde.« Herpaa aabnede han en lille Dør til et Gallerie, nogle Trappetrin dybere end Søilegangen; vi traadte derned og nu saae jeg rundt om mig Dødninghoved ved Dødninghoved, stillede saaledes paa hinanden, at de dannede Vægge, og derved flere Capeller. Der vare ordentlige Nischer, og i disse sadde hele Skeletter af de anseeligste Munke, svøbte i deres brune Kutte, Strikken om Livet og med en Bønnebog eller en vissen Blomsterkost i Haanden. Altre, Lysekroner og Udziringer, vare af Skulder- og Hvirvelbeen; Basrelief af Menneskeknokler, grelt og smagløst, som Ideen i det Hele. Jeg knugede mig fast til Munken, der læste en Bøn og sagde derpaa til mig: »der skal ogsaa jeg engang sove, vil Du saa besøge mig?« - Jeg svarede ikke et Ord, men saae forskrækket paa ham og rundt om paa hele den forunderlige gyselige 13 Sammensætning. Taabeligt var det, at føre mig Barn ind paa dette Sted; jeg var sælsomt grebet af det hele Indtryk, og følte mig først igjen rolig, da jeg kom i hans lille Celle, hvor de deilige, gule Oranger hang næsten ind af Vinduet og jeg saae det brogede Billede med Madonna som hævedes af Englene op i den klare Sol, mens tusind' Blomster fyldte Graven, hvor hun hvilede.

Dette mit første Besøg i Klosteret beskjæftigede i lang Tid min Phantasie, og staaer endnu forunderligt levende for mig. Munken syntes mig et ganske andet Væsen, end de andre Mennesker, jeg kjendte; det, at han boede hos de Døde, der i den brune Kjortel næsten saae ud som han, de mange Historier, han vidste at fortælle om hellige Mænd og forunderlige Mirakler, samt min Moders store Ærbødighed for hans Hellighed, gjorde, at jeg begyndte at tænke paa, om jeg ikke ogsaa kunde blive saadan en Mand.

Min Moder var Enke, havde ikke andet at leve af, end hvad hun kunde fortjene ved Syning og ved at leie en stor Stue bort, vi før selv havde beboet; vi boede paa det lille Tagkammer og en ung Maler Federigo, var flyttet ind i Salen, som vi kaldte den. Det var en livsglad, rask, ung Mand, langveis borte fra, langt ude, hvor de ikke kjendte Madonna og Jesusbarnet, sagde min Moder. Han var fra Dannemark. - Jeg begreb dengang ikke, at der kunde være mere end eet Sprog, og troede derfor, at han var døv, naar han ikke forstod mig; jeg raabte derfor Ordene saa høit jeg kunde, han loe af mig, bragte mig tidt Frugt og tegnede mig Soldater, Heste og Huse. Vi bleve snart bekjendte; jeg holdt meget af ham og min Moder sagde ogsaa tidt, at det var saadan et skikkeligt Menneske! En Aften hørte jeg imidlertid en Samtale mellem min Moder og Munken Fra-Martino, der gav mig en særegen Følelse for den unge Kunstner. Min Moder spurgte, om den Fremmede dog virkelig skulde være evig fordømt til Helvede. »Han og flere af de Fremmede,« sagde hun, »ere jo dog meget skikkelige Folk, der aldrig gjøre nogen Ondt! De ere gode mod de fattige, de betale nøiagtigt og bestemt; ja, tidt synes jeg virkelig, at de ikke begaae slige Synder, som mange af vore!«

»Ja,« svarede Fra-Martino, »det er vel sandt! de ere som oftest saare skikkelige Folk, men veed I, hvoraf det Hele kommer. Seer I: Djævelen, som gaaer om i Verden, veed, at Kjætterne nu engang tilhøre ham, og saa frister han dem aldrig; derfor kan de sagtens være skikkelige, sagtens undgaae Lasten; derimod en god catholsk Christen er et 14 Gudsbarn og Djævelen maa derfor her bruge sine Anfægtelser; han frister, og vi Svage bukke under! men en Kjætter, som sagt, fristes aldrig af Kjødet eller Djævelen!«

Derimod kunde min Moder Intet svare, og sukkede dybt over den stakkels unge Mand; jeg begyndte at græde, thi jeg syntes, at det var dog en blodig Synd, at han skulde brændes evigt, han, som var saa god og som tegnede mig saa smukke Billeder.

En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet:»onde Peppo«, eller ogsaa »Kongen paa den spanske Trappe«*, hvor han daglig havde sin Residents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han fra sin tidligste Barndom faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en Rem, der holdt et løst Bræt, og ved Hjelp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem, som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe, tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: »bon giorno!« til alle Forbigaaende, og det endog efter at Solen var nede. Min Moder holdt heller ikke meget af ham, ja skammede sig endog over Slægtskabet, men for min Skyld, sagde hun ofte til mig, holdt hun Venskab med ham. Han havde det paa Kistebunden, vi Andre skulde lede efter, og naar jeg holdt mig gode Venner med ham, var jeg den eneste, der kunde arve, gav han det ikke til Kirken. Han havde ogsaa, paa sin Maade, en Art Kjærlighed for mig, dog følte jeg mig aldrig ret glad i hans Nærhed. Engang havde jeg været Vidne til en Scene, som havde vakt min Frygt for ham, ligesom den characteriserer hans Hjertelag. - Paa et af de nederste Trin af Trappen sad en gammel Tigger og raslede med sin lille Blikbøsse, for at Folk skulde stikke en Bajoccho deri. Adskillige gik min Onkel forbi, uden at hans sledske Grinen eller Svingen med Hatten hjalp; ved sin Taushed udrettede den Blinde langt mere, de gave ham; Tre havde gjort det, nu kom den Fjerde og kastede en Skilling til ham. Længere kunde Peppo ikke holde det ud; jeg saae hvorledes han, som en Slange, bugtede sig ned af Trappen og slog den Blinde i Ansigtet, saa hantabte Penge og Stok.

* 15

»Din Tyv!« skreg min Onkel, »skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentligt Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden!«

Mere hørte og saae jeg ikke, men løb forskrækket hjemad med den Fogliette Viin, jeg havde været ude at kjøbe. Paa de store Festdage maatte jeg altid med min Moder hjem, til ham at aflægge en Visit, vi havde da en eller anden Present med, enten store Druer eller syltede Guldæbler, der var hans største Slikkerie; jeg maatte da kysse ham paa Haanden, og sige Onkel; saa loe han saa underligt og gav mig en halv Bajok, men tilføiede den Formaning, at jeg skulde gjemme den for at see paa, ikke ødsle den til Kage, thi naar den var spiist, saa havde jeg slet intet, men beholdt jeg Skillingen, saa havde jeg altid noget!

Der var saa sort og fælt, hvor han boede; i det ene Værelse var slet intet Vindue, og i det andet sad det høit oppe paa Muren med klinede, sønderbrudte Ruder. Meubler var der heller ingen af, uden en stor bred Kasse, han brugte til Seng, og to Bøtter, hvori han gjemte sine Klæder. Jeg græd altid, naar jeg skulde derhen, og vist er det ogsaa, at, ihvormeget min Moder talte for mig, at jeg skulde være ret kjærlig mod ham, brugte hun ham ogsaa til Bussemand, naar hun var vred paa mig; hun sagde da, at hun vilde sende mig til min nydelige Onkel, saa kunde jeg sidde at synge hos ham paa Trappen, dog gjøre noget Gavn og fortjene en Bajoccho. Jeg vidste nok, hun ikke meente det saa slemt; jeg var jo dog hendes Øiesteen.

Paa Gjenboens Huus var der et Madonnabillede, som der altid brændte en Lampe foran. Hver Aften, naar det ringede til Ave Maria, laae jeg og Nabobørnene foran og sang for Gudsmoder og det smukke Jesusbarn, som de havde pyntet med Baand, Perler og Sølvhjerter. Ved det bevægelige Lampeskjær syntes det tidt for mig, som om hun og Barnet rørte sig og smilte til os; jeg sang med høi, klar Stemme, og man sagde, at jeg sang smukt. Engang blev en engelsk Familie staaende stille og lyttede til; og da vi reiste os, gav den fornemme Herre mig en Sølvskilling; »det var«, sagde min Moder, »for min deilige Stemme!« - Men hvor meget forstyrrede det mig ikke siden! jeg tænkte ikke længer ganske ene paa Madonna, naar jeg sang for hendes Billede, nei, om man hørte efter, hvor smukt jeg sang; i det jeg tænkte saaledes, følte jeg tillige en brændende Anger derover, var bange for, at hun skulde vredes paa mig, og bad da ret uskyldigt, at hun vilde see til mig stakkels Barn.

16

Sangen om Aftenen var saaledes det eneste Foreningspunkt mellem mig og de andre Børn; jeg levede stille, ganske i min egen selvskabte Drømmeverden, kunde hele Timer ligge paa Ryggen med Ansigtet mod det aabne Vindue, og see paa den forunderlige, deilige blaa Luft, Italien eier, det sære Farvespil ved Solens Nedgang, naar Skyerne hang med et violfarvet Skjær paa den guldgule Grund Tidt ønskede jeg, at kunne flyve der langt ud over Qvirinalet og Husene til de store Pinier, der stode som sorte Skyggebilleder paa den ildrøde Horizont Et ganske modsat Syn havde jeg til den anden Side fra vort Værelse; der laae vor og Naboens Gaarde, hver kun et lille snevert Rum, indeklemt af de høie Huse og næsten tillukket foroven ved de store Træ-Altaner. Midt i hver Gaard var en muret Brønd, og Pladsen mellem disse og Husenes Vægge var ikke større, end at kun eet Menneske kunde gaae rundtom; ovenfra saae jeg saaledes egentligt kun ned i to dybe Brønde; de vare ganske overvoxede med det fine Grønne, vi kalde Venus Haar, dybest nede tabte det sig i et Mørke; det var, som kunde jeg see dybt ind i Jorden, hvor da min Phantasie skabte sig de sælsomste Billeder! imidlertid pyntede min Moder Vinduet med et stort Riis, for at jeg kunde see, hvilke Frugter der voxte mig her, om jeg faldt ud og druknede.

Men jeg vil skride til en Begivenhed, der let kunde have gjort Ende paa hele mit Livs Eventyr, før der endnu kom nogen Forvikling deri.

17

II. Besøget i Katakomberne. Jeg bliver Chordreng. Det nydelige Englebarn. Improvisatoren

Vor Logerende, den unge Maler, tog mig stundom med paa sine smaa Vandringer ud af Porten; jeg forstyrrede ham ikke, medens han gjorde een eller anden Skizze, og naar han var færdig, morede han sig ved min Sladdren, da han nu forstod Sproget. Engang før havde jeg været med ham i curia hostilia, dybt inde i de mørke Huler, hvor i gamle Dage de vilde Dyr gjemtes til Legene, hvor uskyldige Fanger vare kastede for de glubende Hyæner og Løver. De mørke Gange, Munken, der førte os derind og bestandigt slog den røde Fakkel mod Muren, de dybe Steendamme, hvor Vandet stod klart som Speile, ja saa klart, at man maatte berøre det med Faklen, for at overtydes om, at det stod høit op til Randen, og ikke var et tomt Rum, som det ved sin Klarhed syntes; alt kildrede min Phantasie, Frygt følte jeg ikke, da jeg var uvidende om nogen Fare.

»Komme vi ud i Hulerne?« spurgte jeg ham, da jeg for Enden af Gaden saae det Øverste af Colosseum.

»Nei, til nogle langt større,« svarede han, »der skal Du faae noget at see! og Dig vil jeg tegne med, min egen raske Dreng!«

Saa vandrede vi fort, altid fort mellem de hvide Mure, der indslutte Viinhaverne og de gamle Ruiner af Badene, til vi vare ude af Rom. Solen brændte hedt og Bønderne havde gjort sig Løvhytter af grønne Grene over deres Vogne, hvori de sov, mens Hestene, overladte til sig selv, gik i Fodgang og aade af Høeknippet, der til dette Brug var hængt paa deres ene Side. Endelig naaede vi til Egerias Grotte, inde i hvilken vi spiste vor Frokost og blandede Vinen med det friske Vand, der strømmer ud mellem Steenblokkene. Vægge og Bue, den hele Grotte var indvendig overvoxet med det fineste Grønt, som var det et Betræk, virket med Silke og Fløiel, og rundt om den store Indgang hang det tætte Epheu, friskt og fyldigt, som Viinløvet i Calabriens Dale. Nogle faa Skridt fra Grotten ligger, eller rettere laae, thi nu er der kun Rudera deraf, et lille ganske øde Huus, 18 bygget over een af Nedgangene til Katakomberne. Disse have i ældre Tider, som bekjendt, været Forbindelsesled mellem Rom og de omliggende Byer, men ere siden deels styrtede sammen, deels tilmurede, da de tjente Røvere og Smughandlere til Skjul. Nedgangen gjennem Gravhvælvingerne i St. Sebastians Kirken og her gjennem dette øde Huus, vare dengang de to eneste, man endnu havde, og jeg tør troe, at vi vare de sidste, som stege ned ad denne, thi kort efter vor Begivenhed blev den ogsaa tillukket, og kun den ene gjennem Kirken, under Ledsagelse af en Munk, blev aaben for den Fremmede.

Dybt dernede, hulet gjennem den bløde Puzzolanjord, krydser den ene Gang den anden; deres Mængde, deres Lighed med hinanden kan forvirre selv den, der kjender Hovedretningerne. Jeg gjorde mig slet ingen Tanker om det Hele, og Maleren havde sikkret sig saaledes, at han ikke tog i Betænkning at føre mig lille Dreng med derned. Han tændte sit Lys og tog et med i Lommen, gjorde et Nøgle Traad fast ved Aabningen, hvor vi stege ned, og vor Vandring begyndte. Snart vare Gangene saa lave, at kun jeg kunde gaae opreist, snart hævede de sig i høie Buer, udvidedes i store Qvadrater, der hvor de overskares af andre. Vi kom gjennem Rotonden med det lille Steenalter i Midten, hvor de første Christne, forfulgte af Hedningerne, hemmeligt holdt deres Gudstjeneste. Federigo fortalte mig om de 14 Paver og de mange tusinde Martyrer, der laae begravne hernede. Vi holdt Lyset til de store Revner i Grav-Nischerne og saae de gule Knokler derinde*. Endnu gik vi nogle Skridt fremad, saa gjorde han Holdt, thi Traaden var ikke meget længer. Enden af den bandt han fast i sit Knaphul, stak Lyset ind mellem nogle Stene og begyndte nu at aftegne de dybe Gange; jeg sad tæt ved paa en Steen, han havde ladet mig folde Hænderne og see op i Veiret. Lyset var halvt udbrændt, men der laae et heelt ved Siden af, desuden havde han Svamp og Fyrtøi, for at kunne tænde igjen, om det pludseligt sluktes.

Min Phantasie skabte tusinde forunderlige Gjenstande i de uendelige Gange, der aabnede sig, for kun at vise et uendeligt Mørke. Alt var ganske stille, kun de nedfaldende Vanddraaber gave en eensformig

* 19

Lyd. Medens jeg saaledes sad i mine egne Tanker, blev jeg pludselig forskrækket over min Ven Maleren, der gav et forunderligt Suk, og sprang omkring, men altid paa samme Plet. Hvert Øieblik bøiede han sig ned til Jorden, som han vilde gribe noget; nu tændte han det større Lys og søgte rundt om; da blev jeg bange over hans sære Væsen og reiste mig grædende op.

»For Guds Skyld, bliv siddende Barn!« sagde han, »for Gud i Himlens Skyld!« og nu stirrede han igjen paa Jorden.

»Jeg vil op!« skreg jeg, »jeg vil ikke være hernede!« Nu tog jeg ham i Haanden og vilde trække ham med.

»Barn, Barn!« sagde han, »Du er en herlig Dreng! jeg skal give Dig Billeder og Kager; der har Du Skillinger!« og nu tog han sin Pung op af Lommen og gav mig Alt, hvad der var deri; men jeg følte, at hans Haand var iiskold og at han skjælvede; da blev jeg endnu mere urolig og raabte paa min Moder, men saa greb han mig heftigt i Skulderen, ruskede mig stærkt og sagde: »jeg prygler Dig, er Du ikke rolig!« nu slog han sit Lommetørklæde om min Arm og holdt mig fast, men bøiede sig i det samme ned og kyssede mig stærkt, kaldte mig sin kjære, lille Antonio og sagde: »Bed ogsaa Du til Madonna!«

»Er Traaden borte?« spurgte jeg.

»Vi finde den, vi finde den!« svarede han, og søgte atter. Imidlertid var det mindre Lys brændt ud, og alt som det større, ved den Bevægelse hvormed hap førte det, smeltede og brændte ham ned imod Ha'anden, desstørre blev hans Skræk. Det vilde ogsaa være umuligt, uden Traaden at finde tilbage igjen, ethvert Skridt kunde føre os dybere ind, hvor Ingen kunde frelse os.

Efter forgjæves Søgen kastede han sig ned paa Jorden, tog mig om Halsen, og sukkede: »Du stakkels Barn!« da græd jeg stærkt; thi jeg følte, at jeg kom aldrig hjem. Han trykkede mig saa fast til sig, idet han laae paa Jorden, at min Haand gled ind under ham; jeg greb i Gruset, og havde Traaden mellem mine Fingre.

»Her er den!« sagde jeg.

Han greb min Haand, blev som vanvittig af Glæde, thi her hang virkeligt vort Liv i denne ene Traad. - Vi vare frelste.

- O, hvor varmt skinnede ikke Solen, hvor blaa var ikke Himlen, hvor deiligt grønne Træer og Buske, da vi kom ud i den frie Luft! Den stakkels Federigo kyssede mig igjen, tog sit smukke Sølvuhr op af Lommen og sagde: »det skal Du have!« Jeg blev saa sjæleglad derover, 20 at jeg reent glemte alt, hvad der var skeet; men min Moder kunde ikke glemme det, da hun hørte det, og han fik aldrig mere Lov til at tage mig med sig. Fra-Martino sagde ogsaa, at det var ene for min Skyld, vi vare reddede, at det var mig, som Madonna havde rakt Traaden, mig, og ikke Kjetteren Federigo, at jeg var et godt, fromt Barn, og maatte aldrig glemme hendes Mildhed og Naade! Dette og nogle Bekjendteres spøgende Yttring, at jeg var født til Geistlig, da jeg slet ikke, paa min Moder nær, kunde lide Fruentimmerne, bestemte hende til, at jeg skulde være en Kirkens Tjener. Jeg veed ikke selv, men ethvert Fruentimmer havde mig noget Ubehageligt, og da jeg ret naivt udtalte det, blev jeg drillet af alle de Piger og Koner, der kom til min Moder. Alle vilde de kysse mig. Især var der en Bondepige Marijucce, som ved denne Spøg tidt bragte mig Taarer i Øinene. Hun var særdeles livlig og overgiven, levede af at være Model, og gik derfor altid i smukke brogede Klæder, med et stort hvidt Liin over Haaret. Tidt sad hun for Federigo, kom ogsaa til min Moder og fortalte mig da altid, at hun var min Brud og jeg hendes lille Brudgom, som maatte og skulde give hende et Kys; jeg vilde nu aldrig, men saa tvang hun mig med Magt. Da jeg engang, som hun sagde, græd ret barnagtigt, var et Pattebarn, skulde ogsaa patte ligesom de andre Smaa, flygtede jeg ud paa Trappen, men hun fik mig fat, holdt mig med sine Knæ og knugede mit Hoved, som jeg med Afsky vendte bort, meer og meer fast mod sit Bryst Jeg rev Sølvpilen af hendes Haar, der faldt tykt ned over mig og hendes blottede Skulder. Min Moder stod i Krogen, loe og opmuntrede Marijucce, medens Federigo, ganske ubemærket i sin Dør, malede den hele Gruppe.

»Jeg vil ingen Kjæreste have, ingen Kone!« sagde jeg til min Moder: »jeg vil være Præst eller Capuciner ligesom Fra-Martino!«

Den forunderlige Stilhed, jeg ofte hele Aftener var hensjunken i, ansaae ogsaa min Moder for Tegn paa min Bestemmelse for Kirken; jeg sad da og udtænkte, hvilke Slotte og Kirker jeg vilde bygge, naar jeg blev større og rig; hvorledes jeg da skulde kjøre, ligesom Cardinalerne, i røde Vogne med mange guldgalonerede Tjenere bag paa; eller ogsaa skabte jeg mig en ny Martyrhistorie, af de mange Fra-Martino havde fortalt mig; jeg blev naturligviis Helten i den og skulde ved Madonnas Hjelp aldrig føle Smerterne, der tilføiedes mig. Især havde jeg stor Lyst til at reise til Federigos Hjem, for at omvende dem der, at ogsaa de kunde faae Deel i Naaden.

21

Hvorledes min Moder eller Fra-Martino have baaret dem ad, veed jeg ikke, men nok er det, en Morgenstund iførte min Moder mig den lilla Kjortel, gav mig den Flors-Særk oven over, som naaede til Knæerne og lod mig saa see mig selv i Speilet Jeg var nu Chordreng i Capucinerkirken, skulde bære et af de store Røgelsekar og synge med deroppe for Alteret Fra-Martino lærte mig det Altsammen. O, jeg var saa lykkelig derover! Snart blev jeg som hjemme i den lille, men hyggelige Klosterkirke, kjendte hvert Englehoved paa Altertavlerne, hver broget Snirkel paa Pillerne, kunde med lukkede Øine see den smukke St. Michel stride med den fæle Drage*, saaledes som Maleren har fremstillet den, og gjorde mig mange forunderlige Tanker, ved de paa Gulvet udhuggede Dødninghoveder, med de grønne Vedbendkrandse om Panderne.

Allehelgenes Fest var jeg med nede i Dødning-Capellerne, hvor Fra-Martino havde ført mig ind, da jeg første Gang var med ham i Klosteret. Alle Munkene sang Sjælemesser, og jeg med to jevnaldrende Drenge svingede Røgelsekar foran det store Alter af Dødninghoveder. - Man havde sat Lys i de af Knokler gjorte Lysekroner, Munkeskeletterne havde faaet nye Blomsterkrandse om Panden, og en frisk Bouqvet i Haanden. - Mange Mennesker vare, som sædvanligt, strømmede til; de knælede, og Sangerne istemmede det høitidelige miserere. Længe saae jeg paa de hvidgule Dødninghoveder og Røgelsedampen, der l sælsomme Skikkelser bølgede mellem dem og mig; da begyndte Alt at bevæge sig for mine Øine, det var, som saae jeg det Hele gjennem en stærk Regnbue, det ringede for mine Øren, som tusinde Kirkeklokker jeg syntes at seile hen ad en Strøm, det var usigeligt deiligt - mere veed jeg ikke. Bevidstheden forlod mig, jeg var besvimet.

Den tunge Luft af Menneskemassen og min ophidsede Phantasie bevirkede min Afmagt. Da jeg kom til mig selv igjen, laae jeg i Fra-Martino's Skjød, under Orangetræet i Klosterhaven.

Min forvirrede Fortælling, om hvad jeg syntes at have seet, forklarede han og alle Brødrene som en Aabenbarelse; de salige Aander havde svævet mig forbi, men jeg havde ikke kunnet taale Synet af deres Glands og Herlighed.

* 22

Dette gav da Anledning til, at jeg snart fik flere forunderlige Drømme, skabte ogsaa selv nogle, som jeg fortalte min Moder og hun atter meddeelte sine Venner, saa at jeg Dag for Dag gjaldt mere og mere for et Guds Barn.

Imidlertid nærmede sig den lykkelige Juletid Pifferari, Hyrderne fra Bjergene kom ind i deres korte Kapper, med Baand om den spidse Hat, og forkyndte med Sækkepiben foran hvert Huus, hvor Madonnabilledet stod, at Frelseren skulde fødes. Jeg vaagnede hver Morgen ved disse eensformige melankolske Toner, og min første Beskjæftigelse var da strax, at læse over paa min Tale; thi jeg var imellem de udvalgte Børn, Piger og Drenge, der denne Gang, mellem Juul og Nytaar, skulde prædike foran Jesusbilledet i Kirken Araceli.

Det var ikke blot mig, min Moder og Marijucce der glædede sig over, at jeg 9-Aars Dreng skulde holde Tale, men ogsaa Maleren Federigo, for hvem jeg, uden deres Vidende, gjorde Prøve oppe paa et Bord; et saadant var det, kun at der laae et Teppe over, som de satte os Børn op paa i Kirken, hvor vi da for den forsamlede Mængde maatte fremsige den udenad lærte Tale om Madonnas blodige Hjerte og Jesusbarnets Deilighed. Jeg kjendte ikke til Frygt, det var af Glæde, mit Hjerte bankede saa stærkt, da jeg stod frem og Alle saae paa mig. Jeg var den af Børnene, som gjorde meest Lykke, det syntes afgjort; men nu blev en lille Pige løftet op, hun var saa uendeligt flint bygget, havde dertil et ganske underligt forklaret Ansigt og en saa melodisk Stemme, at Alle udbrød, det var et lille Englebarn. Selv min Moder, der gjerne havde givet mig Prisen, sagde høit, at det var som en af Englene paa den store Altertavle. Det forunderligt mørke Øie, det kulsorte Haar, det barnlige og dog saa kloge Ansigt, de deilige smaa Hænder! nei, det syntes jeg ogsaa min Moder talte for meget om, skjøndt hun sagde, jeg ogsaa havde været en Guds Engel! - Man har en Sang om Nattergalen, der som Unge sad i Reden, og hakkede paa Rosenhækkens grønne Blad, saae ikke Knoppen, der begyndte at forme sig; - og Maaneder efter, da Rosen udfoldede sig, sang han kun om den, flagrede ind i Tornene og forblødte. Den er ofte faldet mig som Ældre ind, men i Kirken Araceli, da kjendte jeg den ikke, hverken mine Øren eller mit Hjerte kjendte den!

Hjemme maatte jeg for min Moder, Marijucce og flere Veninder gjentage den holdte Tale, og det smigrede ikke lidet min Forfængelighed; men de tabte imidlertid tidligere Interessen for at høre den, 23 end jeg for at gjentage den; for nu at holde mit Publicum i Aande, fandt jeg paa selv at skabe en ny Tale; dog denne var mere en Skildring af Festen i Kirken, end egentlig en Juletale. Federigo var den Første, som hørte den, og skjøndt han loe, smigrede det mig dog, at han sagde, min Tale var i alle Maader lige saa god, som den, Fra-Martino havde lært mig, og at der stak en Poet i mig. Dette sidste grundede jeg meget over, da jeg ikke forstod det, dog tænkte jeg mig derved en god Engel, der boede i mig, maaskee ham, der viste mig de smukke Drømme og al den Deilighed, naar jeg sov. Først hen i Sommeren bragte et Tilfælde mig til at faae et klarere Begreb om en Poet, og vakte nye Ideer i min egen Sjæleverden.

Det var meget sjeldent min Moder gik udenfor det Qvarteer, hvor vi boede; derfor syntes det mig en heel Fest, da hun en Eftermiddag sagde, vi skulde gaae, at besøge en Veninde i Tmstevere*. Jeg fik Søndagsklæderne paa, og den brogede Silkeklud, som jeg da pleiede at bære istedetfor Vest, blev med Knappenaale hæftet mig over Brystet under den lille Trøie, en stor Sløife paa Tørklædet og en broderet Kasket; jeg var ganske nydelig!

Da vi efter Besøget igjen vendte hjemad, var det alt noget sildigt, men deiligt Maaneskin, Luften frisk og blaa, Cypresserne og Pinierne stode med forunderlige skarpe Conturer paa de nærliggende Høie. Det var een af disse Aftener, hvoraf man i sit Liv har enkelte, der, uden just at udmærke sig ved nogen stor Livsbegivenhed, dog i hele sit Farvespil aftrykker sig paa Psychevingen. Naar jeg siden efter tænker tilbage paa Tiberfloden, seer jeg stedse Billedet af den paa hiin Aften; det tykke, gule Vand, som Maanen skinnede paa, de sorte Muurpiller af den gamle ødelagte Bro, der med stærke Skygger ragede op af Strømmen, hvor det store Møllehjul brusede, selv de lystige Piger, der med Tambourinen hoppede forbi og dandsede Saltarello**. I Gaderne ved Santa Maria della Rotonda var Alt endnu i Bevægelse;

* * 24

Slagtere og Frugtkoner sad bag deres Borde, hvor Varerne laae mellem Laurbærguirlander og Lysene brændte i den frie Luft; Ilden blussede under Castaniegryderne, og Samtalen gik med Raaben og Støien, saa at en Fremmed, der ei forstod Ordene, skulde troe, at det var Klammeri paa Liv og Død En gammel Veninde, min Moder traf i Fiskehandlersken, trak Tiden ud for os, saa de begyndte at slukke Lysene, før vi kom paa Vandring, og da min Moder fulgte Veninden til hendes Dør, blev det alt dødstille i Gadepie, selv i corso, men da vi bøiede om over Pladsen di Trevi, hvor den prægtige Cascade er, klang det os atter lystigt imøde.

Maaneskinnet faldt just paa det gamle Palais, hvor Vandet strømmer ud mellem Fodstykkets Klippeblokke, der synes løst kastede mellem hverandre. Neptuns tunge Steenkappe flagrede i Vinden, i det han saae ud over den store Cascade, paa hvis Sider de blæsende Tritoner styre Havhestene. Under dem udbreder sig det store Basin, og paa Trappetrinene rundt om dette laae en Flok Bønder og strakte sig i Maaneskinnet Store overskaarne Meloner, som den røde Saft væltede ud af, laae ved Siden af dem. En lille fiirskaaren Karl, hvis hele Dragt var Skjorten og de korte Lærredsbuxer, der om Knæerne hang opknappede og løse, sad med en Guitar og greb lystigt i Strengene. Nu sang han et Vers, nu spillede han, og alle Bønderne klappede i Hænderne. Min Moder blev staaende, og nu hørte jeg en Vise, der ganske forunderligt greb mig, thi det var ikke en Vise, som andre, nei, han sang for os, hvad vi saae og hørte! vi vare selv med i Visen, og det paa Vers og med Melodie; han sang: hvor deiligt man kunde sove med en Steen under Hovedet og den blaa Himmel til Overdyne, medens her de to Pifferari blæste Sækkepibe, og nu pegede han paa Tritonerne, der stødte i deres Horn; hvorledes det hele Compagnie af Bønder, der her lod Melonen bløde, vilde drikke Kjærestens Skaal, som nu sov, men i Drømme saae Peterskuppelen og Kjæresten, der gik i Pavens By! »Den Skaal ville vi drikke og alle Pigernes Skaal, hvis Piil endnu ikke har aabnet Haanden*! Ja«, tilføiede han, og kneb min Moder i Siden, »Mutters med, og Kjærestens, som Drengen faaer, før det sorte Duun voxer ham om Munden!« Bravo! sagde min Moder, og alle Bønderne klappede og brølte med: »Bravo, Giacomo! Bravo!«

* 25

Paa Trinene af den lille Kirke til Høire opdagede vi imidlertid en Bekjendt, vor Federigo, der med Blyanten stod og optog det hele lystige Maaneskinsstykke. Da vi gik hjem, spøgte han og min Moder over den raske Improvisator, saaledes hørte jeg de kaldte Bonden, der havde sjunget saa moersomt.

»Antonio,« sagde Federigo til mig, »Du skulde have improviseret igjen, Du er jo ogsaa en lille Poet! Du maa lære at sætte Dine Taler i Vers!«

Nu forstod jeg da, hvad en Poet maatte være, altsaa En, der kunde synge smukt, hvad han følte og saae. Det var moersomt og maatte jo, tænkte jeg, være let, havde jeg kun en Cithar.

Det første Æmne for min Sang blev hverken meer eller mindre end Spekhøkerens Boutik lige over for, hvor vi boede. Tidligt havde min Phantasie svævet mellem de forunderlige Sammensætninger af hans Varer, der selv tiltrak sig den Fremmedes Blik Mellem smukke Laurbærguirlander hang de hvide Bøffeloste, som store Strudsæg; Lysene, omvundne med Guldpapiir, dannede Orgeler, og Pølserne vare opreiste som Colonner, der bare en Parmesanost, skinnende, som det guldgule Rav. Naar nu om Aftenen det Hele var oplyst og den røde Glaslampe brændte for Madonnabilledet paa Væggen mellem Pølser og Presciutto*, syntes jeg at see ind i en heel Trylleverden. Katten paa Disken og den unge Capuciner, der altid handlede saa længe med Signora, kom ogsaa ind i mit Digt, som jeg saaofte i Tankerne gik igjennem, at jeg sikkert og tydeligt kunde fremsige det for Federigo, og som, da det vandt hans Bifald, snart udbredte sig over hele Huset, og selv til Spekhøkerens Signora, der loe og slog Hænderne sammen, idet hun kaldte det et mirakuløst Digt, en: divina comedia di Dante!

Nu blev da ogsaa Alting besjunget! jeg levede saa ganske i Phantasier og Drømme, i Kirken, naar jeg svingede Røgelsekarret til Munkenes Sang, paa Gaderne mellem de rullende Vogne og skrigende Kræmmere, som i min lille Seng under Madonnabilledet og Vievandskarret. Hele Timer kunde jeg i Vinterskumringen sidde udenfor vort Huus og stirre ind i det store Blus paa Gaden, hvor Smeddene glødede deres Jern og Bønderne opvarmede sig; jeg saae i den røde Ild en Verden, flammende, som min egen Phantasies. Jeg jublede

* 26

af Glæde, naar om Vinteren Sneen fra Bjergene jog saa stærk en Kulde ned til os, at der hang listappe paa Steentritonen ude paa Pladsen, Skade, at det skete saa sjeldent. Da vare ogsaa Bønderne glade, naar de saae dette, som var dem Tegn paa et frugtbart Aar, de toge hverandre i Hænderne og dandsede i store uldne Peltse rundt om Tritonen, mens Regnbuen spillede paa den høie Vandstraale.

Men jeg dvæler for længe ved de enkelte Barndoms-Erindringer, der for Fremmede ikke kunne have den dybe Betydning, det forunderlige Gribende, som for mig. Ved at gjentage dem, ved at dvæle ved Enkelthederne, synes jeg atter at gjenleve det Hele.

- Min Barndom Hjertet var for mine Drømme, Et Tonehav, hvor Billedbaade svømme!

Jeg vil skride til den Begivenhed, der satte det største Tjørnegjerde mellem mig og Hjemmets Paradiis, førte mig ud mellem Fremmede, og skabte Spiren til min hele Fremtid.

27

II Blomsterfesten i Genzano.

Det var i Junimaaned, Dagen nærmede sig til den berømte Blomsterfest, der aarlig høitideligholdes i Genzano*. Min Moder og Marijucce havde der en fælleds Veninde, som med sin Mand holdt Osterie og Kjøkken**. De havde alt i flere Aar besluttet at tage ud til denne Fest, men altid var der indtruffet Forhindringer; denne Gang blev det sat igjennem. Dagen før Blomsterfesten skulde vi afsted, da det var en lang Vei; af Glæde sov jeg ikke hele Natten forud.

Solen var endnu ikke oppe, da Veturinen holdt for Døren, og vi rullede afsted. Aldrig før havde jeg været ude mellem Bjergene. Forventning og Glæde over den vidtomtalte Fest satte min hele Sjæl i Bevægelse. - Kunde jeg som Ældre see Naturen og Livet rundt om med samme levende Føjelse som da, og i Ord udtale det, maatte det blive et udødeligt Digt.

Den store Stilhed i Gaderne, den jernbeslaaede Stadsport, den milevidt udstrakte Campagne med de eensomme Gravsteder, den tætte Morgentaage, der skjulte Foden af de fjerne Bjerge; Alt syntes mig hemmelighedsfulde Tilberedelser til den Herlighed, jeg skulde faae at see. - Selv de ved Veien opreiste Trækors med de hvide Røverbeen paa, der sagde os, at her var en Uskyldig dræbt og Gjerningsmanden straffet, havde noget kildrende sødt for mig. Først forsøgte jeg paa, at tælle de uendelig mange murede Buer, der lede Vandet fra Bjergene til Rom; men det blev jeg træt af; saa plagede jeg de Andre med tusinde Spørgsmaal om de store Blus, som Hyrderne havde tændt rundt om de sammenstyrtede Grav-Monumenter, og vilde have nøie Forklaring om de store Faarehjorder, som de vandrende Drivere holdt samlede paa een Plet, ved at have spændt et Fiskenæt, som et Gjærde, rundt om hele Hjorden.

Fra Albano skulde vi gaae til Fods den korte smukke Vei over Ariccia;

* * 28

Receda og Gyldenlak voxte vildt ved Veien, de tætte, saftige Olietræer skyggede saa deiligt;jeg kunde øine Havet, og paa Bjergskrænten ved Veien, hvor Korset staaer, hoppede lystige Piger os dandsende forbi, loe og spøgte, men glemte dog ikke fromt at kysse det hellige Kors. Den høie Kirkekuppel i Ariccia troede jeg var Peterskirkens, som Englene havde hængt herude i den blaa Luft mellem de mørke Olietræer. Inde paa Gaden havde Folk flokket sig om en Bjørn, der dandsede paa Bagbenene, medens Bonden, der holdt den i Snoren, blæste paa Sækkepibe, den selvsamme Melodie, han ved Juletid, som Pifferaro, havde blæst for Madonna. En deilig Abekat i Soldater-Uniform og som han kaldte: Korporalen, slog Kaalbøtter paa Bjørnens Hoved og Ryg. Jeg havde gjerne blevet her, istedetfor at gaae til Genzano! Blomsterfesten var jo ogsaa først imorgen; men min Moder skyndte, for vi skulde hjælpe Veninden, Angeline, med at flætte Krandse og Blomstertepper. Den korte Vei var snart tilbagelagt og Angelines Huus opspurgt; det laae paa den Kant af Genzano, som vender mod Nemisøen; det var et smukt Huus; ud af Muren sprang et Kildevæld ned i Steenbasinet, hvor Æslerne trængte sig om for at drikke.

Vi traadte ind i Osteriet: der var en Summen og Brummen! Maden kogte og brasede paa Skorstenen. En Vrimmel af Bønder og Byfolk sad ved de lange Træborde, drak deres Viin og spiste deres Presciutto. Deilige Roser stode i den blaae Krukke foran Madonnabilledet, hvor Lampen ikke ret vilde brænde, fordi Røgen trak derhen. Katten løb over Ostene, der laae paa Hylden, og vi vare nær faldet over Hønsene, som hoppede om paa Gulvet. Angeline tog meget fornøiet mod os, og vi kom op af den steile Trappe tæt ved Skorstenen, hvor vi fik vort eget Kammer, og kongelige Retter, efter mine Begreber; alt var prægtigt, selv Foglietten med Viin var pyntet ud; der sad som Prop i Flasken en udsprunget Rose. De kyssedes alle tre, jeg fik ogsaa et Kys, og maatte tage det enten jeg vilde eller ei. Angeline sagde, jeg var saa pæn, og min Moder klappede mig paa Kinden med den ene Haand, medens hun med den anden pyntede paa mig, trak Trøien, der var mig for kort, snart ned over Hænderne, snart igjen op om Hals og Bryst, saaledes som den skulde sidde.

Efter Bordet ventede os alt en heel Fest, vi skulde ud at plukke Blomster og Grønt til Krandse. Gjennem en lav Dør kom vi nu ud i Haven; denne var kun nogle Alen i Omfang og udgjorde, saa at sige, 29 kun een eneste Løvhytte. Det tynde Rækværk foran var forstærket ved de brede, faste Blade af Aloen, der her groede vildt og dannede et naturligt Gjærde. Søen laae blikstille dybt i det store runde Krater, fra hvilket engang Ilden havde sprudlet mod Skyen. Vi gik ned af den amphitheatralske Bjergside, gjennem de store Vignier og den tætte Platanskov, hvor Rankerne snoede sig op mellem Trægrenene. Oven paa den anden Skrænt laae Byen Nemi og speilede sig ned i den blaa Sø. Medens vi gik bandt vi Krandse; den mørke Oliegreen og det friske Viinblad blev slynget mellem de vilde Gyldenlakker. Snart var den blaa dybtliggende Sø og den klare Himmel over os skjult af de tætte Grene og Viinløvet, snart tittede de frem, som udgjorde begge eet eneste uendeligt Blaa. Alt var mig nyt og herligt; min Sjæl bævede af en stille Lyksalighed Jeg har endnu Øieblikke, hvori Erindringen hæver hine Følelser frem igjen, som smukke Mosaikstykker af en sjunken Stad.

Solen brændte saa hedt, og først nede ved Søen selv, hvor Platanerne, med urgamle Stammer voxte ud i Vandet og dykkede de med Viinløv omsnoede Grene ned i Vandspeilet, fandt vi det kjøligt til at fortsætte Arbeidet; smukke Vandplanter nikkede, som om de drømte, under den tætte Skygge; de kom med i Krandsen. Snart naaede ikke Solstraalerne mere ned til Søen, men spillede kun paa Tagene i Nemi og Genzano, Dunkelheden udbredte sig alt hvor vi sad; jeg havde fjernet mig fra de Andre, men kun nogle Skridt, da min Moder var bange for, at jeg skulde falde i Søen, der var dyb og Skrænten brat. Ved de faa Steenlevninger af det gamle Dianatempel laae et omhugget Figentræ, som Vedbenden alt begyndte at binde fast igjen til Jorden; jeg var krøbet op paa dette, flættede ogsaa en Krands og sang af en Canzonette!

»-Ah rossi, rossi fiori,
Un mazzo di violi!
Un gelsomin d'amore -«

da jeg pludselig blev afbrudt ved en sælsom hvislende Stemme: »-

Per dar al mio bene

30

Pludseligt stod der en høi gammelagtig Kone af en forunderlig rank Holdning, og i den Dragt Bønderkonerne i Frascati sædvanligt bære. Det lange hvide Slør, som hang fra Hovedet ned over Skulderen, bidrog til at vise Ansigt og Hals endnu mere mulatfarvede, end de maaskee vare; Rynke laae ved Rynke, saa den hele Hud lignede et sammenskrumpet Næt; de sorte Øiestene syntes at udfylde Øiehulerne. Hun loe og saae derpaa øieblikkeligt stift og alvorligt paa mig, som var hun en Mumie, man havde stillet op under Træerne.

»Rosmarinernes Blomster,« sagde hun, »blive smukkere i dine Hænder! Du har en Lykke-Stjerne i Øiet!«

Jeg saae forundret paa hende, i det jeg trykkede Krandsen, jeg bandt paa, op mod mine Læber. »Der sidder Gift i de smukke Laurbærblade!* Bind din Krands, men smag ikke paa Bladene!«

»Ha! kloge Fulvia fra Frascati!« udbrød Angeline, der traadte frem af Hækken. »Binder Du ogsaa Krandse til Festen imorgen, eller« sagde hun med mere dæmpet Stemme, »binder Du andre Urtekoste, mens Solen gaaer ned i Campagnen.«

»Et klogt Øie!« vedblev Fulvia og saae uforandret paa mig, »Solen gik igjennem Tyren, da han fødtes, og der hænger Guld og Ære paa Tyrens Horn!«

»Ja,« sagde min Moder, der kom til med Marijucce, »naar han faaer den sorte Kjole og den brede Hat, kommer det an paa, om han skal svinge Røgelse eller gaae gjennem Tornebuske!«

At hun herved sigtede til, at jeg skulde i den geistlige Stand, syntes Sybillen at opfatte, dog laae der en ganske anden Betydning i hendes Ord, end den, vi da maatte tænke os.

»Den brede Hat,« sagde hun, »vil ikke skygge hans Pande, naar han staaer for Folket, naar hans Taler lyde som Musik, høiere end Nonnernes Sang bag Gitteret og stærkere end Tordenen i Albanerbjergene! Lykkens Stol er høiere, end monte cave, hvor dog Skyen ligger paa Bjerget mellem Faarehjorderne!«

»O Gud!« sukkede min Moder og rystede lidt vantro, skjøndt hun gjerne gad høre den glimrende Spaadom. »Han er et fattigt Barn, Madonna veed, hvorledes det vil gaae ham! Lykkevognen er høiere, end

* 31

Albanerbondens Vogn og Hjulet gaaer rundt, hvor skal et fattigt Barn komme derop!«

»Har Du seet, hvorledes de to store Hjul paa Bondens Vogn dreie sig? Den nederste Sparre bliver øverst og gaaer saa ned igjen; ved Jorden sætter Bonden sin Fod ind paa den, og Hjulet, som dreier, maa løfte ham op, men tidt staaer der en Steen paa Veien, og saa kan det gaae som en Dands paa Torvet*.«

»Og kan jeg ikke komme med paa Lykkevognen?« sagde min Moder, halvt spøgende, men udstødte i det samme et Skrig, thi en uhyre Rovfugl slog ned tæt ved i Søen, saa Vandet i samme Nu stænkede os i Ansigtet ved den Kraft, hvormed den slog det rolige Vandspeil med sine store Vinger. Høit fra Luften havde den med sit skarpe Blik opdaget en stor Fisk, der stod ubevægelig, som et Rør, tæt ved Vandfladen; med Pilens Flugt greb den sit Bytte, borede de skarpe Kløer ind i Fiskens Ryg og vilde nu atter hæve sig, men Fisken, som vi kunde see paa det pidskede Vand, var af en særdeles Størrelse og næsten af lige Kræfter med sin Fjende; den søgte derfor at drage ham ned med sig. Fuglens Kløer sad for fast inde i Fiskens Ryg, til at den kunde slippe sit Bytte, og nu begyndte der en Kamp mellem dem, hvorved den blikstille Sø zittrede i store Buer. Snart saae man den glindsende Ryg af Fisken, snart slog Fuglen de brede Vinger mod Vandet og syntes at bukke under. Nogle Minuter varede Kampen. Begge Vingerne laae et Øieblik stille, udbredte paa Vandet, som hvilede de sig, med eet sloge de høit sammen, man hørte et Knæk, den ene Vinge sank ned, medens den anden pidskede Vandet til Skum og derpaa forsvandt. Fisken skjød ned til Bunden med sin Fjende, hvor de begge, Øieblikke efter, maatte døe.

Tause havde vi Alle seet paa denne Scene; da min Moder atter vendte sig til de Andre, var Sybillen borte. Dette, tillige med den lille Begivenhed, der, som man vil see, mange Aar efter virkede ind paa min Skjæbne, og saaledes dobbelt prægede sig i min Erindring, bevirkede, at vi Alle meget hurtigt og temmelig tause skyndte os hjemad Mørket syntes at strømme ud af de tætte Træers Blade, de ildrøde Aftenskyer skinnede tilbage fra Vandspeilet, Møllehjulet bruste med eensformige Toner, Alt syntes at have noget dæmonisk ved sig. Medens

* 32

vi gik, hvidskede Angeline sælsomme Ting, hun havde hørt forudsige af den Gamle, der forstod at koge Gift og Elskovsdrikke, og nu fortalte hun om den stakkels Therese i Olevano, der Dag for Dag svandt hen af Sorg og Længsel efter den flinke Gjuseppe, som var draget paa Vandring Nord paa, over Bjergene; hvorledes den Gamle da havde kogt Urter i en Kobberkonka og ladet den flere Dage syde over Gløderne, til Gjuseppe ogsaa blev grebet af Længsel og maatte Nat og Dag, uden Rast og Hvile, skynde sig tilbage hvor Konkaen kogte med hellige Urter og hans og Thereses Haarlok. Jeg læste sagte mit Av e Maria, og var ikke rolig, før vi kom under Tag igjen hos Angeline.

De fire Væger blev tændte i Messinglampen, een af vore Krandse hængt omkring den og en Ret Mongana al pomidoro sat for os tilligemed Foglietten fuld af Viin. Bønderne nede i Stuen drak og improviserede; det var en Art Duet mellem to, og den hele Forsamling stemmede i Chor der til, men da jeg sang med de andre Børn foran Madonnabilledet, der hang tæt ved den store Skorsteen, hvor Ilden brændte, lyttede de Alle til og roste min smukke Stemme, saa jeg glemte den mørke Skov udenfor, og den gamle Fulvia, der havde spaaet min Skjæbne. Gjerne havde jeg nu begyndt at improvisere omkap med Bønderne, men min Moder stækkede min Forfængelighed og Villie, idet hun spurgte mig, om jeg fandt det passende, jeg, som i Kirken svingede Røgelsekarret og maaskee engang skulde tale Guds Ord til Folket, vilde gjøre mig til Nar; at det endnu ikke var Carnevalstid og at hun ikke tillod det. Men da vi ud paa Aftenen kom i vort Sovekammer og jeg steg op i den brede Seng, trykkede hun mig kjærligt til sit Hjerte, kaldte mig sin Trøst og Glæde, og lod mig, da Hovedpuden var saa lav, hvile mit Hoved paa hendes Arm, hvor jeg drømte til Solen skinnede ind af Vinduet og hun vakte mig til den deilige Blomsterfest.

Hvorledes udtaler jeg det første Skue af Gaden, det brogede Billede, saaledes, som jeg da opfattede det. - Den hele lange Gade, der hæver sig i en sagte Skraaning, var overdynget med Blomster, Underlaget var blaat; det saae ud, som havde man plyndret alle Marker, alle Haver, for at faae af samme Farve Blomster nok til den hele Gade; over disse laae, som lange Striber, store grønne Blade med Rose ved Rose; i Afstand derfra, en lignende Stribe, og imellem disse var overdynget med mørkerøde Blomster, saa at en stor Bort saaledes dannedes 33 om det hele Teppe. Midten af dette forestillede Stjerner og Sole, som man havde gjort ved at øse en Mængde gule Blomster gjennem stjernedannede og runde Former; mere Flid havde Navnetrækkene kostet, her var Blomst lagt ved Blomst, Blad ved Blad Det hele var et levende Blomstertæppe, et Mosaik-Gulv, rigere paa Farvepragt end, Pompei kan opvise det. - Ingen Vind rørte sig, Blomsterne laae faste, som var det tunge, fasttrykte Ædelstene. - Fra alle Vinduer hang store Tepper ned over Muren, alle virkede af Blade og Blomster, der dannede hellige Billeder. - Her ledte Joseph Æselet, der bar Madonna med Barnet; Roser dannede Ansigt, Fødder og Arme, Levkoier og blaa Anemoner hendes flagrende Kjortel, og Kronen var hvide Stjerneblomster* hentede fra Nemisøen. Sanct Michael kjæmpede med Dragen, den hellige Rosalia strøede Roser ned paa den sortblaa Verdenskugle; overalt hvor jeg saae, fortalte Blomsterne mig bibelske Legender og alle Mennesker, rundt om, vare glade, som jeg. Paa Altanerne stode festligt klædte de rige Fremmede fra hiin Side Bjergene, og langs med Husene bevægede sig den store Menneskevrimmel, nok saa pyntet, hver Enkelt efter sin Egns Mode. - Ved Steenbasinet, om det store Vandspring, hvor Gaden dreier, havde min Moder taget Pladsjeg stod foran Satyrhovedet, der seer ud fra Vandet.

Solen brændte varmt, alle Klokkerne klang over os og Toget bevægede sig hen over det deilige Blomstergulv; den skjønne Musik og Sang bebudede dets Komme; Chordrengene svingede Røgelsekar foran Monstransen, Omegnens skjønneste Piger fulgte efter med Blomsterkrandse, og fattige Børn, med Vinger paa de nøgne Skuldre, ventede med Englehymner ved det store Høialter, Toget, der nærmede sig. De unge Karle havde flagrende Baand om den spidse Hat, hvorpaa Mariabilledet var hæftet, Sølv- og Guld-Ringe hang i en Kjæde om Halsen, og smukke brogede Skiærf stak herligt af til den sorte Fløiels Trøie. Pigerne fra Albano og Frascati kom med tynde Slør ziirligt over den sorte Haarflætning med Sølvpilen i; de fra Velletri bare derimod Krandse om Haaret og det brogede Halsklæde hæftet ned til Kjortelen, saa at de smukke Skuldre og det runde Bryst kom til Syne. Fra Abruzzerne, fra Sumpene, fra enhver nærliggende Egn kom de Alle i deres egentlige Nationaldragt og gav saaledes det meest brogede Skue. Kardinalen i sin Sølvmors-Kaabe skred frem

* 34

under den blomstersmykkede Baldakin, Munke af de forskjellige Ordener fulgte, og alle bare de brændende Voxkjerter. Da Toget var ude af Kirken strømmede Mængden efter; vi bleve revne med; min Moder holdt mig fast om Skuldrene, for at jeg ei skulde slippe fra hende. Der gik jeg nu nede, indeklemt mellem Vrimmelen; alt hvad jeg kunde see, var alene den blaa Himmel over mig. Med Eet hørte man rundt om et heftigt Skrig, der trykkedes fra alle Sider: et Par løbske Heste var det; mere hørte jeg ikke, men blev revet til Jorden, det blev sort for mine Øine og det var, som et Vandfald bruste hen over mig.

O, Guds Moder, hvilken Jammer! jeg føler endnu en sælsom Skjælven, naar jeg tænker tilbage derpaa. Da jeg kom til mig selv, laae jeg med Hovedet i Marijucces Skjød, hun skreg og jamrede; ved Siden laae min Moder udstrakt og rundt om var en snever Kreds af de fremmede Mennesker; de sky Heste havde kjørt over os, Hjulet var gaaet over min Moders Bryst, Blodet strømmede hende udaf Munden, hun var død!

Jeg saae, de trykkede de brustne Øine til, og foldede de livløse Hænder, som nyligt saa kjærligt havde skjærmet om mig. Munkene bragte hende ind i Klosteret, og da jeg var uden al Skade, kun min ene Haand skuret lidt, tog Marijucce mig med tilbage til Osteriet, hvor jeg igaar havde været saa glad, bundet Krandse og sovet i min Moders Arme. - Jeg var ret inderlig bedrøvet, skjøndt jeg ikke begreb, hvor ganske forladt jeg var. De gave mig Legetøi, Frugt og Kager, lovede mig, at jeg imorgen skulde see min Moder og at hun var hos Madonna, hvor der altid var hellig Blomsterfest og Glæde, men deres øvrige Tale undgik mig heller ikke; jeg hørte, hvor de hviskede om den hæslige Rovfugl igaar, om Fulvia og en Drøm min Moder havde havt; nu hun var død, havde de Alle forud anet Ulykken.

De løbske Heste vare imidlertid standsede tæt udenfor Byen, i det de tørnede mod et Træ; en fornem Herre paa nogle og fyrgetyve Aar, halvdød af Skræk, havde man hjulpet ud af Vognen; de sagde, han var af den borghesiske Familie, eiede en Villa mellem Albano og Frascati og var bekjendt ved sin sælsomme Lyst til at samle alskens Planter og Blomster; ja, i de hemmelige Kunster skulde han være viis, som den kloge Fulvia. En Tjener i rigt Livree bragte en Pung med 20 Scudi fra ham til det moderløse Barn.

Næste Aften, før det ringede til Ave Maria, førte de mig hen i Klosteret, 35 for at see min Moder sidste Gang; hun laae i den snævre Fjellekiste, festligt klædt, som igaar til Blomsterfesten; jeg kyssede de foldede Hænder, og Qvinderne græd med mig.

Ved Døren stode alt Liigbærerne og Følget, formummede i deres hvide Kitler med Hætten ned over Ansigtet. De løftede Baaren op paa deres Skuldre, Capucinerne tændte deres Voxkjærter og istemte Sangen for de Døde. Marijucce gik tætved Liget med mig; den ildrøde Aftenhimmel skinnede paa min Moders Ansigt, hun saae ud, som om hun levede. De andre Børn fra Byen løbe saa glade omkring mig og opsamlede i Kræmmerhuse Voxet, der dryppede fra Munkenes Kjærter. Vi gik gjennem Gaden, hvor igaar Fest-Processionen fandt Sted; den laae endnu med Blomster og Blade, men alle Billederne, de smukke Figurer vare forstyrrede, som min egen Barndoms Lykke, min Glæde Dagen forud Jeg saae dem paa Kirkegaarden løfte den store Steen tilside, som dækker Hvælvingen, hvori Ligene sænkes ned, jeg saae Kisten glide og hørte det svage Drøn, i det den stødte mod de andre Kister dernede. Saa droge de Alle bort, men Marijucce lod mig knæle paa Gravstenen og læse et »Ora pro nobis!«

I den maaneklare Nat reiste vi bort fra Genzano; Federigo og to Fremmede vare med Tætte Skyer hang om Albanerbjergene; jeg saae paa de lette Taager, som i Maaneskinnet fløi over Campagnen; de Andre talte kun lidt og snart sov og drømte jeg om Madonna, om Blomsterne og min Moder, der levede, smilte og talte til mig.

36

IV Onkel Peppo. Natten i Colosseum. Afskeden.

Hvad skulde der nu egentligt gjøres med mig, det var Spørgsmaalet, da vi kom til Rom og ind i min Moders Huus. Fra-Martino stemte for, at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, to skikkelige Hyrdefolk; de 20 Scudi vilde være dem en Rigdom, der kunde skaffe mig en Plads hos dem, som deres eget Barn; men jeg var jo ogsaa halvt et Led af Kirken, og kom jeg nu ud i Campagnen, kunde jeg ikke længer svinge Røgelsekarret i Capucinerkirken. Federigo fandt ogsaa, at det var bedst, at jeg blev i Rom hos nogle ærlige Folk; han vilde ikke, sagde han, at jeg skulde blive en raa, eenfoldig Bonde. Medens Fra-Martino raadførte sig i Klosteret, kom imidlertid min Onkel Peppo humpende paa sine Træklodse; han havde hørt min Moders Død, og at der var tilfaldet mig 20 Scudi, og for disse sidste især kom han for ogsaa at gjøre sin Stemme gjældende. Han erklærede, at han, sorn den Eneste jeg nu havde i Verden, maatte tage sig af mig, at jeg skulde følge med ham, hvad der ellers blev tilbage i Huset var nu hans, saavelsom de 20 Scudi. Marijucce forsikkrede med stor Ivrighed, at Fra-Martino og hun havde ordnet Alt paa det Bedste, og lod ham vide, at han som Krøbling og Betler havde nok at gjøre med sig selv og kunde her ingen Stemme have.

Federigo forlod Værelset, og de to Tilbageblevne lode nu hinanden gjensidigt høre den egennyttige Aarsag til deres Omhu for mig. Onkel Peppo spyede al sin Gift, og Marijucce stod som en Furie imod ham: hun vilde slet intet have med ham, med Drengen eller det Hele at gjøre! sagde hun, han kunde tage og knække et Par Sideben paa mig, faae en Krøbling, der kunde tigge til hans Pose! Han skulde kun tage mig med, men Pengene beholdt hun, til Fra-Martino kom; ikke en Skilling skulde hans falske Øie faae at see. Peppo truede med at slaae hende med sit Haandbræt i Hovedet et Hul, saa stort som Piazza del Popolo. Jeg stod grædende imellem dem; Marijucce stødte mig fra sig, og Peppo trak mig hen til sig; jeg skulde følge med ham, sagde han, kun holde mig til ham; naar han havde Byrden, skulde han ogsaa 37 have Lønnen! Det romerske Senat vidste nok at skaffe en ærlig Mand Ret! og saaledes, uden at jeg vilde det, trak han mig med ud af Døren, hvor en laset Dreng holdt hans Æsel; thi til store Toure og naar det gjaldt Hastværk, kastede han Haandbrætterne og knugede de visne Been fast til Æselet; det og han vare saaledes eet Legeme. Mig tog han foran sig paa Dyret, Drengen gav det et Puf, og saa galopperede vi afsted, medens han paa sin Maade kjælede for mig.

»Seer Du, mit Barn!« sagde han, »er det ikke et deiligt Æsel! og flyve kan det, flyve som en Veddeløber gjennem Corso. Du skal faae det godt hos mig, som en Guds Engel, min egen slanke Dreng!« og nu fulgte tusinde Eder og Forbandelser over Marijucce.

»Hvor har Du stjaalet det smukke Barn!« spurgte hans Bekjendter ham, idet vi reed forbi, og saa blev da min Historie fortalt og gjentaget næsten ved hvert Hjørne. Konen, som solgte Vand med Citronskaller i, gav os ogsaa for den lange Fortælling et heelt Glas til at dele, og forærede mig en Piniefrugt til at tage med, thi Kjærnerne vare alle borte. Før vi naaede under Tag, var Solen alt nede. Jeg talte ikke et Ord, men trykkede Hænderne for Ansigtet og græd. I et lille Lukaf, ved Siden af det store Kammer, viste han mig i Krogen et Lag af Maisblade, eller rettere af Hylsteret om denne Frugt; der skulde jeg sove, sulten kunde jeg jo ikke være, sagde han, og tørstig ikke heller; vi havde jo drukket det deilige Glas Citronvand; han klappede mig paa Kinden og viste da det hæslige Smiil, som altid havde skræmmet mig. Nu spurgte han mig ud, hvor mange Sølvstykker der vare i Pungen, om Marijucce havde betalt Veturinen af denne, og hvad den fremmede Tjener havde sagt, da han kom med Pengene; men jeg vidste ingen Besked at give, og spurgte grædende, om jeg altid skulde blive her, om jeg ikke kom hjem imorgen.

»Jo vist, jo vist!« sagde han, »sov nu, men glem ikke Dit Ave Maria! naar Mennesket sover, vaager Djævelen! slaae Korsets Tegn over Dig, det er en Jernmuur, som den brølende Løve ikke kan trænge igjennem; bed fromt, og bed, at Madonna vil straffe med Ædder og Gift den falske Marijucce, som gjør Dig Uskyldige Fortræd! bedrager Dig og mig for al Din Velfærd! Sov Du kun, Laagen lader jeg staae oven, den friske Luft er halv Aftensmad! Vær ikke bange for Flaggermusene, de komme ikke ind, de flyve forbi, de stakkels Skabninger! Sov sødt mit Jesusbarn!« og nu lukkede han Døren til.

Længe gik han og puslede inde i det andet Kammer, nu hørte jeg 38 forskjellige Stemmer og saae Lampen skinne gjennem en Sprække ind til mig. Jeg reiste mig, men ganske sagte, thi de tørre Maisblade raslede stærkt og jeg frygtede for, at han skulde høre det og da komme ind igjen. Gjennem Sprækken saae jeg nu, at de to Væger i Lampen vare tændte, der laae Brød og Roer paa Bordet og Foglietten med Viin gik rundt i Selskabet. Alle vare de Tiggere, Alle Krøblinge; jeg kjendte dem godt igjen, skjøndt der nu laae et ganske andet Udtryk i deres Ansigt end det, jeg ellers var vant til at see hos dem. Den febersyge, halvdøde Lorenzo sad lystig og larmende, snakkede uophørligt, og om Dagen havde jeg altid seet ham udstrakt i Græsset paa Monte Pincio*, hvor han heldede det ombundne Hoved op til Træstammen, og halvdøende bevægede Læberne, medens Konen viste de Forbigaaende den febersyge, lidende Mand. Francia med de fingerløse Hænder trommede med Stumperne paa den blinde Cathrinas Skuldre og sang halvhøit Visen om »Cavalier Torchino«, To til tre Andre sad nærmere Døren, men saaledes i Skygge, at jeg ikke kunde kjende dem. Mit Hjerte bankede stærkt af Angest; jeg hørte, at de talte om mig.

»Kan Drengen bruges til noget?« spurgte den Ene. »Har han nogen Skavank?«

»Nei, Madonna har ikke været ham saa god!« sagde Peppo: »han er slank og velskabt, som et Adelsbarn.«

»Det var en stor Ulykke!« sagde de Allesammen. Den blinde Cathrine tilføiede, at jeg jo let kunde faae et lille Knæk, der kunde skaffe mig mit jordiske Brød, til Madonna gav mig det himmelske.

»Ja,« sagde Peppo, »havde min Søsterdatter været fornuftig, da kunde Drengen have gjort sin Lykke! en Stemme har han, o, som de kjære Guds Engle! han er skabt for det pavelige Kapel! det kunde blive en Sanger!«

De talte om min Alder, om hvad der endnu kunde skee og hvad der burde gjøres for min Lykke! jeg begreb ikke, hvad det var de vilde foretage med mig, men jeg indsaae tydeligt, at det var noget Ondt, de havde for og jeg skjælvede af Skræk. Hvorledes skulde jeg dog komme bort! Det alene fyldte min hele Sjæl; hvorhen? Ja, det tænkte jeg slet ikke paa. Jeg krøb ud paa Gulvet og hen til den aabne Luge;

* Her er en offentlig Promenade, der strækker sig fra den spanske Trappe, det franske Academie og ned til Porta del Popolo, med Udsigt over den største Deel af Rom og Haven ved Villa Borghese.
39

ved Hjælp af en Træblok kom jeg op; jeg saae ikke et eneste Menneske paa Gaden, Dørene vare alle lukkede. Det var et stort Spring, jeg maatte gjøre, vilde jeg ned derudenfor; jeg havde ikke Mod til at springe; da syntes jeg man greb i Døren, man vilde ind til mig; jeg foer sammen af Skræk og lod mig glide ned af Muren. Jeg faldt haardt, men dog paa Jord og Grønsvær.

Snart reiste jeg mig og løb da, ubevidst hvorhen, gjennem de snevre, bugtede Gader; en Mand, som sang høit og slog med sin Stok i Steenbroen, var den eneste jeg mødte. Endelig stod jeg paa en stor Plads, Maanen skinnede, jeg kjendte Stedet, det var forum romanum, Kotorvet, som vi kalde det.

Maanen oplyste Capitoliets Ryg-Side, der, som en lodret Fjeldvæg syntes at afskjære det snevre Rom fra det friere Partie. Paa den høie Trappe til Septimius Severus-Buen laae nogle Betlere og sov, indsvøbte i deres store Kapper. De høie Colonner, der endnu staae af de gamle Templer, kastede lange Skygger. Aldrig havde jeg været her efter Solens Nedgang; det Hele havde noget spøgelseagtigt for mig, og som jeg gik, faldt jeg over de marmorne Capiteler, der laae i det høie Græs. Jeg reiste mig op og saae op paa Keiserborgens Ruiner; det tætte Epheu gjorde Murene endnu mere skumle; de sorte Cypresser stode saa dæmoniske og store imod den blaa Luft, saa jeg blev endnu ængsteligere. I Græsset mellem omstyrtede Søiler og Marmorgruus laae nogle Køer, et Muulæsel græssede det var mig en Slags Trøst, her vare dog Levende, som ikke vilde gjøre mig Fortræd.

Det var næsten som Dag i det klare Maanelys; hver Gjenstand viste sig tydeligt, jeg hørte Nogen komme; om det var mig de søgte? I min Angest tyede jeg ind i det kjæmpestore Colosseum, der laae som et heelt Fjeldpartie foran mig. Jeg stod i den dobbelte Buegang, der heel og stor, som var den fuldendt igaar, strækker sig om den halve Bygning; her var ganske mørkt og isnende koldt; jeg gik nogle Skridt fremad mellem Colonnerne, men sagte, ganske sagte, thi Lyden af mine Fodtrin gjorde mig mere angest; jeg saae en Ild, antændt paa Jorden, og kunde foran den kjende Omridsene af tre menneskelige Skikkelser; var det Bønder, som her havde valgt sig Natteleie, for ei at ride ved Nattetid over den øde Campagne ? Var det maaskee Soldaterne, der havde Vagt i Colosseum eller endogsaa Røvere? Jeg syntes at høre deres Vaaben klirre og trak mig derfor sagte tilbage, hvor de høie Piller staae uden anden Hvælving end den, Buske og 40 Slyngplanter danne; sælsomme Slagskygger faldt i Maaneskinnet paa de høie Mure; Qvaderstenene, gledne ud af deres regelmæssige Sammensætning og begroede med Eviggrønt, saae ud, som de vilde styrte ned og kun endnu hang fast ved de tætte Ranker.

Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin besaae denne mærkelige Ruin; en hvidklædt Dame var med i Selskabet. Endnu seer jeg tydeligt dette sælsomme Malerie, hvor de kom til Syne, forsvandt og atter viste sig mellem Colonnerne, belyste af Maaneskinnet og den røde Fakkel. Luften var saa uendelig mørkeblaa og Krat og Buske saae ud som det sorteste Floiel, hvert Blad aandede Nat. Mit Øie fulgte de Fremmede. Endnu efter at de reent vare mig af Syne, saae jeg det røde Skjær af Faklen, men ogsaa dette forsvandt, og alt rundtom var dødstille.

Bag et af de mange Træ-Altre, der staae Side ved Side inde i Ruinen og vise Christi Korsvandring, satte jeg mig paa en sønderbrudt Capitel, der laae i Græsset. Stenen var kold, som lis, mit Hoved brændte, der var Feber i mit Blod; sove kunde jeg slet ikke og nu faldt det mig ind, alt hvad man havde fortalt mig om denne gamle Bygning, om fangne Jøder, som havde maattet reise disse store Steenblokke, for den mægtige, romerske Keiser; om de vilde Dyr, som herinde havde kjæmpet mod hinanden, ja tidt endogsaa imod Mennesker, at Folket da sad paa Steenbænkene, der stige trappeviis fra Jorden til den øverste Søilegang.*

Det raslede i Krattet over mig, jeg saae op og syntes at see noget bevæge sig! ak ja, rundt om viste min Phantasie mig blege, morke Skikkelser, som murede og hamrede; jeg hørte tydeligt hvert Slag, de sloge, saae de magre, sortskjæggede Jøder bortrive Græs og Buske og vælte Steen paa Steen, til den hele uhyre Bygning stod opreist paa ny,

* 41

og nu var Alt een Menneskevrimmel; Hoved ved Hoved; det Hele syntes uendeligt større, eet levende Kjæmpelegeme.

Jeg saae Vestalinderne i lange, hvide Klæder, det prægtige Keiserhof, de nøgne, blødende Gladiatorer; hørte nu, hvor det brusede og hylede rundt om, i de nederste Buegange; fra flere Sider styrtede Skarer af Tigre og Hyæner, de joge forbi tæt ved hvor jeg laae, jeg følte deres brændende Aande, saa det røde Ildblik og knugede mig da fast til Stenen, hvor jeg sad, i det jeg bad Madonna frelse mig, men endnu mere vildt larmede det omkring mig; dog kunde jeg see, midt derinde, det hellige Kors, som det staaer endnu og som jeg altid fromt havde kysset, naar jeg gik det forbi. Jeg anstrængte min hele Kraft, følte tydeligt, at jeg slyngede mine Arme omkring det, men Alt rundtom styrtede sammen, Mure, Mennesker og Dyr, Bevidstheden forlod mig, jeg følte Intet mere.

Da jeg atter aabnede Øinene, var min Feber forbi, men jeg var afkræftet og som betynget med Træthed.

Jeg laae virkeligt paa Trappen op til det store Trækors; jeg betragtede nu den hele Omgivning, den havde slet intet skrækkende; en dyb Høitidelighed laae over det Hele; en Nattergal sang i Krattet oppe paa Muren; jeg tænkte paa det kjære Jesusbarn, hvis Moder jo ogsaa var min, nu jeg ingen havde, slyngede mine Arme om Korset, hvilte Hovedet til det og sov snart en rolig, styrkende Søvn.

Den maa have varet i flere Timer; jeg vaagnede ved Psalmesang; Solen skinnede paa den øverste Deel af Muren, Capucinerne vandrede med brændende Kjærter fra Altar til Altar og sang deres »Kyrie eleison«, i den smukke Morgen; de stode ved Korset, hvor jeg laae; -jeg saae Fra-Martino bøie sig over mig. Mit forstyrrede Udseende, min Bleghed og at jeg var her paa denne Tid, foruroligede ham; hvorledes jeg forklarede mig, veed jeg ikke, men min Frygt for Peppo, min forladte Tilstand var ham tydelig nok; jeg holdt fast i hans brune Kappe, bad ham ikke forlade mig, og det var som om alle Brødrene toge Deel i min Ulykke, de kjendte mig jo alle, jeg havde jo været hos dem i deres Celler, og sjunget med dem foran det hellige Altar.

Hvor glad blev jeg ikke, da Fra-Martino førte mig med til Klosteret, og hvor ganske glemte jeg ikke al min Nød, da jeg sad i hans lille Celle, hvor de gamle Træsnit vare klistrede paa Væggen og Orangetræet rakte de grønne duftende Grene ind af Vinduet. Fra-Martino 42 havde ogsaa lovet mig, at jeg ikke skulde komme til Peppo. »En Tigger,« hørte jeg, han sagde til de Andre, »en betiende Krøbling, der ligger paa Gaden og søger Almisse, kan Drengen ikke overgives til!«

Ved Middagstid bragte han mig Roer, Brød og Viin, og sagde da ret høitideligt, saa mit Hjerte bævede derved: »Stakkels Dreng! havde din Moder levet, da vare vi ikke blevne skilte ad, Kirken havde beholdt Dig, og Du var voxet op i dens Fred og Beskjærmelse! nu maa Du ud i den urolige Sø, svømme paa det løse Bræt, men tænk paa Din blodige Forløser og den himmelske Jomfrue! hold fast ved dem, Du har i hele den vide Verden slet ingen, uden dem.«

»Hvor skal jeg hen?« spurgte jeg; og nu fortalte han mig, at jeg kom ud i Campagnen til Marijucces Forældre, paalagde mig at ære dem, som Fader og Moder, adlyde dem i, hvad de forlangte og aldrig glemme mine Bønner og de Lærdomme, han havde givet mig. Mod Aften stod Marijucce med sin Fader ved Klosterdøren, for at afhente mig; Fra-Martino førte mig ud til dem. I Klæder saae da Peppo næsten pynteligere ud, end denne Hyrde, man nu overgav mig til. De forrevne, støvede Læderstøvletter, de nøgne Knæ og den spidse Hat med Lyngblomsten i, var det, som først faldt mig i Øie. Han bøiede Knæ, kyssede Fra-Martino paa Haanden og sagde om mig, at jeg var en smuk Dreng, og at han og hans Kone vilde dele deres Bid med mig. Marijucce gav ham nu Pengepungen med al min Rigdom, og vi gik saa alle fire ind i Kirken; de holdt en stille Bøn, jeg knælte ogsaa, men kunde ikke bede, mit Øie søgte alle de kjendte Billeder, Jesus, der seilede paa Skibet høit over Kirkens Dør, Englen paa Altartavlen og den deilige Sanct Michael! selv Dødningehovederne med den grønne Vedbende-Krands om maatte jeg sige mit Farvel. Fra-Martino lagde sin Haand paa mit Hoved og gav mig ved Afskeden en lille Bog med Træsnit: »Modo di servire la sancta messa« og saa skiltes vi ad. Da vi gik over Piazza Barberina, kunde jeg ikke lade være at see op til min Moders Huus; alle Vinduer stode aabne, Værelserne ventede paa nye Beboere.

43

V Campagnen.

Den mægtige Steppe om det gamle Rom var altsaa nu mit Hjem. Den Fremmede fra hiin Side Bjergene, der, begeistret for Kunst og Alderdom, første Gang nærmer sig Tiberstaden, seer et mægtigt Verdens-Blad i dette udtørrede Øde; de eensomme Grave, de enkelte Høie, Alt ere ham hellige Ciffre, hele Capitler af Verdenshistorien. Maleren skizzerer den eensomt staaende Bue af en sønderbrudt Vandledning, Hyrden, som sidder ved Faareflokken, og setter saa den golde Tidsel til Forgrund, og Menneskene sige: det er et smukt Billede. Med hvilke ganske andre Følelser betragtede min Leder og jeg den store Flade. Det afsviede Græs, den usunde Sommerluft, der altid bringer Campagnebeboerne Feber og ondartet Sygdom, var den overveiende Skyggeside i hans Betragtninger; mig var det noget Nyt; jeg glædede mig dog ved de smukke Bjerge, som i forskjellige Variationer af Lilla omfavnede den ene Side af Sletten, de vilde Bøfler og den gule Tiber, hvor Oxerne med deres lange Horn gik under Aaget og trak Skibene mod Strømmen. Vi gik i samme Retning.

Rundt om kun det lave, gule Græs og høie halvvisne Tidsler. Vi kom forbi et Kors, opreist som Tegn paa, at her var En myrdet; tæt ved hang Morderens sønderlemmede Dele, en Arm og en Fod; det var mig ængstende, og blev det i en høiere Grad, da det ei stod langt fra mit nye Hjem. Dette var ei meer eller mindre end en af de gamle, forfaldne Grave, hvoraf der fra Oldtiden findes her saa mange; de fleste Hyrdefolk i Campagnen flytte ind i en saadan, fordi her staaer alt, hvad de behøve til Ly, ja ofte selv til Beqvemmelighed; de fylde enkelte Fordybninger, mure nogle Huller til, lægge et Rørtag over og Boligen er færdig. Denne laae paa en Høi og havde sine to Etager. De to korinthiske Søiler ved den smalle Dør vidnede om Bygningens Old, hvorimod de tre brede Muurkolonner om en sildigere Forandring; maaskee havde det i Middelalderen været indrettet til Castel; et Hul i Muren over Døren, gjaldt for Vindue; det halve Tag var tækket med et Slags Rør og Qviste, den anden Halvdeel frembød et 44 levende Krat, hvorfra Caprifoliet i riig Fylde hang ned over den sprukne Muur.

»See, her ere vi!« sagde Benedetto, og det var de første Ord, han havde talt til mig paa hele Veien.

»Boe vi der?« spurgte jeg og saae snart paa det skumle Huus, snart tilbage paa den sønderlemmede Røver. Uden at svare mig, raabte han nu paa Konen: »Domenica! Domenica!« og jeg saae en gammelagtig Kone, hvis hele Klædning var en grov Særk, forresten med nøgne Been og Arme og Haaret ganske løst træde ud; hun overvældede mig med Kys og Kjærtegn, og havde Fader Benedetto været taus, saa var hun desmere talende; hun kaldte mig sin lille Ismael, der var sendt ud i Ørkenen, hvor den vilde Tidsel groer. »Men Du skal ikke vansmægte hos os!« sagde hun, »gamle Domenica skal være Dig en god Moder for hende, der nu beder for dig i Himlen! - Og Din Seng har jeg gjort istand, og Bønnerne koge, og min gamle Benedetto og Du skal sidde til Bords! Og Marijucce kom ikke med? Og Du saae ikke den hellige Fader? Presciuttoen glemte Du dog ikke, Messinghægterne ikke heller, eller det nye Madonnabillede til at klistre paa Døren, ved Siden af det gamle, vi have kysset sort! Nei, Du er en Mand, som kan huske, kan tænke, min egen Benedetto

Saaledes vedblev hun i en Strøm af Ord og førte os ind i det snevre Rum, som kaldtes Stue, men som siden, syntes mig stort som Vaticanets Sale. Jeg troer i Sandhed ogsaa, at dette Hjem har virket meget ind paa mit poetiske Gemyt, den snevre, lille Plads var for min Phantasie som Vægten for det unge Palmetræ, jo mere det knuges ind i sig selv, desmere voxer det. Huset havde, som sagt, i Oldtiden været en Familiegrav, der bestod af eet stort Kammer med mange smaae Nischer Side ved Side, og atter i to Rækker over hinanden, alle med kunstige Sammensætninger af Mosaik. Nu benyttedes hver til høist forskjelligt Brug, en var Spiiskammer, en Hylde for Potter og Krukker, en tredie derimod Ildsted, hvor Bønnerne kogte.

Domenica læste til Bords og Benedetto velsignede Maden; da vi saa vare mættede, førte den gamle Moder mig op ad Stigen, gjennem den sønderbrudte Muurhvælving op til anden Etage, hvor vi alle sov i to store Nischer, eengang Grave. Dybest inde var der redt formig, ved Siden af stode to Stænger paa Kryds, hvori hang en Art Køie, som vugge for et lille Barn, jeg troer det var Marijucces; det laae ganske stille; jeg lagde mig ned, en Steen var gledet ud af Muren, jeg 45 kunde, gjennem Aabningen, see den blaa Luft udenfor og det mørke Epheu, der som en Fugl bevægede sig i Vinden. I det jeg lagde mig, foer et broget, glimrende Fiirbeen hen over Muren, men Domenica trøstede mig med, at de Stakler vare mere bange for mig, end jeg for dem; de vilde ingen Fortræd gjøre mig! læste saa et Ave Maria over mig og fløttede Vuggen hen i den anden Nische, hvor hun og Benedetto sov. Jeg slog det hellige Kors for mig, tænkte paa min Moder, paa Madonna, paa mine nye Forældre og paa den henrettede Røvers blodige Haand og Fod, som jeg havde seet tæt ved Huset, og de krydsede alle sælsomt i mine Drømme denne første Nat.

Næste Dag begyndte med Regnveir, det vedvarede hele Ugen og holdt os inde i den snevre Stue, hvor der var et halvt Tusmørke, uagtet Døren stod aaben, naar Vinden bar fra. Jeg maatte vugge det lille Barn, der laae i Segldugsvuggen, Domenica spandt paa sin Haandteen, fortalte mig om Røverne i Campagnen, som dog aldrig gjorde dem Fortræd, sang mig fromme Sange, lærte mig nye Bønner, og fortalte om Helgener, jeg ikke før havde kjendt Løg og Brød var vor sædvanlige Spise, og det smagte mig godt, men jeg kjedede mig, indelukket i det snevre Rum; da furede Domenica tæt udenfor Døren en Canal, en lille bugtet Tiber, hvori Vandet flød guult og langsomt; de smaa Pinde og Rør var min Trækflaade, og jeg lod den da seile forbi Rom lige til Ostia; men ruskede Regnen for stærkt, maatte Døren lukkes, og vi sad da næsten i Mørke; Domenica spandt, og jeg tænkte paa de smukke Billeder i Klosterkirken, syntes at see Jesus paa Skibet, der gyngede mig forbi, Madonna paa Skyen, baaret af Engle, og Liigstenene med de bekrandsede Dødningpander.

Da Regntiden var tilende stod ogsaa Himlen hele Maaneder i sit uforanderlige Blaa; jeg fik Lov at løbe om derude, kun ikke for langt og for nær hen ad Floden, thi de bløde Jordskrænter kunde let styrte ned med mig, sagde Domenica; der græssede ogsaa de mange Bøfler og de vare vilde og farlige, dog havde just disse en egen, sælsom Interesse for mig. Det Dæmoniske, der ligger i Bøffelens Blik, den sælsomme røde Ild, som spiller fra Pupillen, vakte hos mig en Følelse, Hig den, der driver Fuglen ind i Slangens Gab. Deres vilde Flugt, hurtigere end Hestens, deres indbyrdes Kamp, hvor Kraft tørnede mod Kraft, tiltrak sig min hele Opmærksomhed; jeg ridsede da i Sandet Figurer, som skulde betyde, hvad jeg havde seet, og for at gjøre det tydeligere, sang jeg derom med egen Text og med egen Melodie, til 46 stor Glæde for den gamle Domenica, som sagde, at jeg var et klogt Barn og sang smukt, som Englene hos Gud Fader.

Dag fra Dag brændte Solen varmere, dens Straaler var et Ildhav, der strømmede over Campagnen; de stinkende Vande forpestede Luften, og vi kunde kun Morgen og Aften være ude, saaledes havde jeg ikke kjendt det inde i Rom paa det luftige monte Pincio; jeg husker nok den hede Tid der, naar Tiggerne bad om en Skilling, ikke til Brød, men til et Glas lisvand. Jeg mindes især de deilige, grønne Vandmeloner, der laae oven paa hinanden, skaarne i to Stykker, og viste det purpurrøde Kjød med de sorte Kjærner; mine Læber smægtede dobbelt ved Erindringen derom! - Lodret brændte Solen, min Skygge syntes jeg vilde skjule sig for den under mine Fødder. Bøflerne laae som døde Masser paa det afsviede Græs eller, grebne af Raserie, fløi med Pilens Fart omkring i store Kredse. Da inddrak min Sjæl et Billede af Vandrerens Liden i Africas brændende Ørken.

I to Maaneder laae vi, som i et Vrag paa Verdenshavet. Ikke en eneste Levende besøgte os. Alt blev besørget om Natten eller i den tidlige Morgenstund; den usunde Luft og den brændende Hede gjød Feberild i mit Blod, ingen kold Draabe var der til at lædske med; hver Sump var udtørret; lunkent, guult Vand gled søvnigt igjennem Tiberen, Melonens Saft var opvarmet, selv Vinen, skjøndt den stod skjult nede mellem Steen og Gruus, smagte suur og halvkogt, og ikke en Sky, ikke en eneste Sky steg op paa Horizonten. Dag og Nat, altid det evige, uendelige Blaa. Hver Aften og Morgen bade vi om Regn eller frisk Luftning, hver Aften og Morgen saae Domenica mod Bjergene, om ikke en Sky vilde hæve sig; men kun Natten bragte Skygge, den lumre Natte-Skygge, kun Siroccoen viftede med hede Luftbølger, i to lange, lange Maaneder.

Først da, men kun ved Solens Op- og Nedgang, luftede det atter; men en Sløvhed, en Døds-Slappelse, skabt ved denne Lidelses Hede og den frygteligste Kjedsommelighed, laae over mit hele Væsen. Fluer og alle plagende Insecter, som ved Varmen syntes tilintetgjorte, hævede sig med den første Luftning til dobbelt Liv; i Myriader overfaldt de os med giftige Stik; Bøflerne udenfor vare tidt som bedækkede af den surrende Vrimmel, der overfaldt dem som Aadsler; plagede til Raserie styrtede de sig da i Tiberen, og væltede sig i det gule Vand. Romeren, der i de hede Sommerdage stønner i de næsten uddøde Gader og sniger sig langs med Huset, som vilde han inddrikke 47 den Skygge, som kun glider ned over Muren, har dog ingen Idee om Lidelserne i Campagnen, hvor hvert Aandedrag er svovlet, forpestet Ild, hvor Insecter og Kryb, som pinende Dæmoner, martre dem som ere fordømte til at leve i dette Flammehav.

September bragte mildere Dage, den førte ogsaa en Aften Federigo ud, for at gjøre Skizzer af den afbrændte Natur; han aftegnede vort sælsomme Huus, Retterstedet og de vilde Bøfler, gav mig Papir og Blyant, for at jeg ogsaa kunde kradse Billeder, og lovede, at naar han kom igjen, vilde han tage mig en Dag med til Rom, at jeg kunde besøge Fra-Martino, Marijucce og alle mine Venner, der rigtignok syntes reent at glemme mig; men det gjorde da ogsaa Federigo.

Vi vare alt i November, men den skjønneste Tid, jeg endnu havde prøvet her. Det luftede fra Bjergene, og hver Aften saae jeg det rige Farvespil paa Skyerne, som kun Syden eier, som Maleren ikke kan og ikke vover at give sine Billeder. De sælsomme, olivengrønne Skyer paa chamois Grund, var mig svømmende Øer fra Paradisets Have; de mørkeblaa derimod, der som Piniekroner hang i den lueforgyldte Aftenhimmel, syntes mig Salighedens Bjerge, i hvis Dale de smukke Engle legede og viftede Kjøling med de hvide Vinger.

En Aften jeg saaledes sad i mine Drømmerier, fandt jeg paa at stirre gjennem et prikket Blad ind i Solen. Domenica sagde, at det skadede mine Øine og, for at gjøre Ende paa denne Leeg, lukkede hun Døren til. Tiden faldt mig lang, jeg bad om at maatte gaae ud, og da hun tillod det, sprang jeg glad hen og lukkede op, men i samme Øieblik styrtede en Mand ind, saa jeg faldt til Jorden; i eet Slag slog han Døren til; jeg saae netop hans blege, forstyrrede Ansigt, hørte ham sælsomt udstønne Madonnas Navn, da et vældigt Stød rystede Døren, saa Plankerne i den brast og faldt ind til os, men hele Aabningen fyldtes med Hovedet af en Bøffel, der viste sine onde brændende Øine.

Domenica gav et Skrig, greb mig ved Armen og sprang et Trin op af Stigen, der førte til det øverste Kammer. Den dødblege Fremmede kastede sky sit Øie omkring og da han opdagede Benedettos Flint, der for natligt Overfalds Skyld, altid hang ladt paa Væggen, greb han den i et Nu; jeg hørte Knaldet og saae i Krudtdampen, hvor han med Kolben slog Dyret for Panden. Det stod ubevægeligt; trængt ind imellem den snevre Dørs Aabning, kunde det hverken komme frem eller tilbage.

48

»Men alle I Hellige!« var det første Domenica udbrød, »hvad er dog det? I har jo taget Livet af Dyret!«

»Madonna være lovet!« svarede den Fremmede, »hun frelste mit Liv, og Du var min gode Engel!« sagde han til mig, og løftede mig fra Jorden. »Du aabnede Frelsens Dør for mig!« Han var endnu ganske bleg og de kolde Vanddraaber stode ham paa Panden.

Vi hørte, at det ingen Udlænding var, saae, at det maatte være en Nobile fra Rom. Han fortalte ogsaa, at det var hans Lyst at samle alskens Blomster og Planter, at han i dette Øiemed havde forladt sin Vogn ved ponte molle* og var gaaet langs med Tiberen; tæt her udenfor stødte han paa Bøflerne, hvor da den ene havde vendt sig imod ham, og at han alene ved vort Huus's Nærhed og at Døren, som ved et Mirakel pludseligt aabnedes, var blevet reddet.

»Sancta Maria bed for os!« udbrød Domenica, »ja hun har frelst Eder, den hellige Guds Moder! og min lille Antonio var En af de Udkaarne! ja, ham har hun kjær! Eccellenza veed ikke, hvilket Barn han er! læse kan han Alt, hvad trykt og skrevet er! og ridse saa naturligt, at man ordentligt kan see Meningen ganske tydeligt. Peterskuppelen, Bøflerne, ja den tykke Pater Ambrosio har han tegnet, og saa har han en Stemme! - Eccellenza skulde høre ham synge, de pavelige Sangere sætte ham ikke i en Tone; og dertil er det et godt Barn, et sjeldent Barn! jeg roser ham ikke, fordi han hører paa det, thi det kan Børn ikke taale; men han fortjener det!«

»Det er dog ikke hendes Søn?« spurgte den Fremmede; »han er saa ung endnu.«

»Og jeg saa gammel!« svarede hun, »nei gammelt Figentræ har ikke slige smaa Hjerteskud! det stakkels Barn har ingen anden Fader og Moder i denne Verden, end mig og min Benedetto! Men vi ville heller ikke miste ham, selv naar vi ikke have en Rest af Skillingerne mere! Men du hellige Jomfrue!« afbrød hun sig selv og tog fat i Hornene paa Bøffelen, af hvis Hoved Blodet strømmede ind i Stuen. »Vi maa have Dyret bort! man kan hverken komme ud eller ind for det. Ak ja! det sidder klemt ganske fast! vi slippe ikke ud, før Benedetto kommer. Bare vi ikke faae Fortræd, for det Dyret er dræbt!«

»Vær kun ganske rolig, gode Kone!« sagde den Fremmede! »jeg svarer for Alt! hun kjender vel nok Borgheserne -?«

* 49

»O Principe!« udbrød Domenica og kyssede ham paa Kjolen, men han trykkede hendes Haand, tog ogsaa min mellem sine Hænder, i det han paalagde hende at bringe mig med imorgen til Rom, hvor han boede i Palazzo Borghese, af hvis Slægt han var. Min gamle Pleiemoder fik Taarer i Øinene over den store Naade, som hun kaldteodet Mine forskrækkelige Kradserier paa Lapper af Papir, dem hun gjemte med en Omhu, som var det en Michel Angelos Skizzer, maatte frem; Eccellenza maatte see Alt, hvad der glædede hende, og jeg var stolt deraf, thi han smilede, klappede mig paa Kinden, og sagde at jeg var en lille Salvator Rosa!

»Ja,« sagde Domenica, »er det ikke ubegribeligt af det Barn, og er det ikke saa naturligt, at man virkelig kan see, hvad det skal betyde! Bøflerne, Baadene og vort lille Huus! see! og dette skal være mig! det ligner dog ganske accurat, paa Couleuren nær, den kan han ikke tegne med Blyant! Syng for Eccellenza!« sagde hun til mig, »syng saaledes, som Du kan det, med Din egen Mening! ja, han kan sætte hele Historier og Prædikener sammen, saa godt som nogen Munk! Naa, lad os høre! Eccellenza er en naadig Herre, han forlanger det og Du kan nok holde din Tone!«

Den Fremmede smilte, og morede sig over os begge to. At jeg improviserede, og at Domenica fandt det mesterligt, er vist, men hvad jeg egentligt sagde og hvorledes, erindrer jeg ikke, kun det, at Madonna, Eccellenza og Bøffelen, var den poetiske Treklang i det Hele, staaer mig endnu tydeligt Eccellenza sad taus og Domenica læste i denne Taushed Forbauselse over mit Genie. »Bring Drengen med,« vare de første Ord, han sagde, »jeg venter Eder imorgen tidlig! Dog nei! - kom mod Aften, een Time før Ave Maria! naar I komme, skal mine Folk vide Besked, at I strax kan blive ført ind Men hvor slipper jeg nu ud? Har I aldeles ingen Udgang uden denne, hvor Dyret ligger, og hvorledes kommer jeg, sikker for Bøflerne, til min Vogn ved Ponte Molle?«

»Ja, komme ud,« sagde Domenica, »er der for Eccellenza slet ingen Mulighed i! ja, jeg kan nok, og vi andre kunne det, men det er ingen Vei for saadan en høi Herre! Ovenfor er der jo et Hul, hvor man kan krybe ud, og saa, ganske godt, lade sig glide ned; det kan saamæn jeg paa min gamle Alder! men det er, som jeg siger, ikke noget at byde fremmede Folk og et fornemt Herskab!«

Eccellenza steg imidlertid op ad den smalle Stige, stak Hovedet 50 gjennem Hullet i Muren og forsikkrede, at det var en Vei, saa god, som ned af Trappen ved Capitoliet Bøflerne havde ogsaa trukket sig hen mod Tiberen, og paa Veien, ikke langt fra os, kjørte en Mængde Bønder, søvnigt og langsomt henad mod den store Landevei. Disse vilde han slutte sig til; bag deres med Rørknipper belæssede Vogne, var han sikker for Bøflerne, dersom et nyt Angreb skulde finde Sted. Endnu engang paalagde han Domenica at komme næste Dag, en Time før Ave Maria; rakte hende derpaa sin Haand til at kysse, klappede mig paa Kinden og gled derpaa ned mellem det tætte Epheu. Vi saae ham snart indhente Vognene og forsvinde bag disse.

51

VI Besøget i Palazzo Borghese. Barndomshistorien ender.

Benedetto og et Par Hyrdefolk bragte siden Dyret bort fra Døren; der var en Fortællen og Snakken, men kun det husker jeg tydeligt, at næste Morgen var jeg alt før Dag vaagen og staaet op, for henimod Aften at kunne vandre til Byen med Domenica. - Mine Søndagsklæder, som i flere Maaneder havde ligget under Laas og Lukke, kom nu frem, og en smuk Rose blev hæftet paa min lille Hat Skoene vare den svageste Deel i min Paaklædning, og det vilde have været en vanskelig Opgave at bestemme, om de forestillede det de kaldtes, eller om de ikke snarere vare de gamle romerske Sandaler.

Hvor Campagnen dog var lang, og hvor Solen brændte! Aldrig har siden Falerner- eller Cyperviin smagt mig saa herligt, som Vandet, der springer ud af Steenløvernes Mund ved Obelisken paa Piazza del Popolo*. Jeg trykkede min varme Kind til Løvens Gab og lod Vandet sprudle mig over Hovedet, til stor Forfærdelse for Domenica; thi jeg blev jo vaad paa Klæderne og fik Haaret af de kjæmmede Folder. Imidlertid vandrede vi ned ad via ripetta til Borghesernes stolte Palais. Hvor tidt havde jeg ikke før, og Domenica ikke mindre, gaaet denne Bygning forbi, uden at see anderledes paa den, end paa enhver anden ligegyldig Gjenstand, nu stode vi ordentlig stille og betragtede den; vi fandt alt saa stort, saa kostbart og rigt, især de lange Silkegardiner bag Vinduet. Vi kjendte Eccellenza derinde, han var jo igaar i vort Hjem, som vi nu skulde i hans, det gav det Hele en egen Interesse. Jeg glemmer aldrig den forunderlige Skjælven, der kom over mig ved

* 52

Gaardens og Værelsernes Pragt; Eccellenza havde jeg været fortrolig med, han var jo et Menneske, som vi Andre; men denne Omgivning, denne Pragt - ja nu saae jeg Glorien, som viser Forskjellen mellem Helgenen og Mennesket. Inde i Palaiet omslutte i en Fiirkant høie, hvidtkalkede Buegange, med Statuer og Buster, en lille Have*; høie Aloer og Cactus voxte op mod Søilerne, Citrontræerne stode med græsgrønne Frugter, endnu ikke gulnede af Solen. To dandsende Bacchanter holdt en Vandskaal høit i Veiret, men heldte den saaledes, at Vandet strømmede ud af den over deres Skuldre; høie Vandplanter hang deres saftige, grønne Blade ud over dem. Hvor kjøligt, hvor grønt og duftende var ikke Alt her imod hjemme paa den golde, glødende, afbrændte Campagne.

Vi gik op af de brede Marmortrapper. I Nischerne stode deilige Statuer; for een af disse neiede Domenica fromt og slog Korsets Tegn, hun troede at det var Madonna; siden lærte jeg, at det var Vesta, ogsaa en Menneskeslægts hellige Jomfru. Tjenere i riigt Livree toge imod os; de hilsede saa venligt, at min Angest begyndte at formindskes; havde kun Salene ikke været saa store, saa kostelige. Gulvene vare af speilglat Marmor, og paa alle Vægge hang deilige Malerier, og manglede de, da var Væggen Speilglas med malede Engle, der fløi med Guirlander og Blomsterkrandse; brogede Fugle, som udbredte de store Vinger og hakkede i røde og gyldne Frugter. Aldrig havde jeg seet slig en Deilighed.

Vi maatte vente nogle Øieblikke, og Eccellenza traadte ud; en smuk, hvidklædt Dame med store, levende Øine, som hun hæftede stivt paa os, fulgte med. Hun betragtede mig med et forunderligt fast, men kjærligt Blik, strøg mig Haarene fra Panden og sagde til ham: »Ja, som jeg sagde, en Engel har frelst Eder! jeg vædder, Vingerne sidde skjulte bag den hæslige, snevre Klædning.«

»Nei,« svarede han, »jeg læser paa hans røde Kinder, at Tiberen vil sende mange Bølger i Havet, før hans Vinger voxe ud! den gamle Moder vil heller ikke, at han maa flyve bort. Ikke sandt! I vil ei miste ham ?« »Nei, det var at mure mig Vindue og Dør til i min lille Hytte! hvor der vilde blive mørkt og eensomt! nei, det søde Barn kunde jeg ikke miste.«

* 53

»Men dog for iaften?« sagde Damen, »nogle Timer kan han blive hos os, saa henter I ham; det er smukt Maaneskin at gaae hjem i, og Røvere er I jo ikke bange for?«

»Ja, Drengen bliver her en Timestid, og I kjøber Eder imidlertid eet og andet, I trænge til der hjemme!« sagde Eccellenza og stak Domenica en lille Pung i Haanden. Jeg hørte intet mere, thi Damen førte mig med sig ind i Salen og lod ham og den gamle Moder blive ene tilbage.

Den rige Pragt, det fornemme Selskab blændede mig ganske; snart saae jeg paa de smilende Englebørn, der tittede frem mellem de grønne Ranker malede paa Væggen, snart paa de violetstrømpede Senatorer og rødbenede Cardinaler, der altid havde staaet mig som Halvguder, men i hvis Kreds jeg nu syntes optaget. Dog allermeest maatte jeg betragte den smukke Amor, der som et deiligt Barn red paa den hæslige Delphin, der kastede to høie Vandstraaler, som faldt igjen tilbage i Bassinet, som den svømmede i midt i Salen.

Det fornemme Selskab, ja baade Cardinalerne og Senatorerne tilsmiilte mig god Dag, og en ung, smuk Mand, klædt som Officererne i den pavelige Garde, rakte mig Haanden, da den unge Dame fremstillede mig, som hendes Onkels gode Engel. Man gjorde mig tusinde Spørgsmaal, som jeg ret rask besvarede, og snart lød Latter og Bifalds-Klap. Eccellenza kom til, sagde, jeg maatte synge en Sang for dem, og jeg gjorde det gjerne. Den unge Officeer skjænkede mig en brusende Viin og lod mig drikke, men den unge Dame rystede med Hovedet og tog Glasset bort før jeg havde tømt det. Som Ild og Flamme gik Vinen gjennem mit Blod; Officeren sagde jeg skulde synge om den smukke Dame, der stod og smilede ved min Side, og nok saa lystig opfyldte jeg hans Ønske; Himlen maa vide, hvad jeg lavede sammen, men min Strøm af Ord gjaldt for Veltalenhed, min Dristighed for Vid, og at jeg var et fattigt Barn fra Campagnen gav det hele Geniets Præg. Alle applauderede mig, og Officeren tog selv den smukke Laurbærkrands af Busten, der stod i Krogen, og satte den halvtleende paa mit Hoved. Det Hele var Spøg og dog saae jeg en Alvor, en Hyldest deri, som gjorde mig lyksalig, gav mig mit Livs bedste Minuter; jeg sang for dem de Sange, Marijucce og Domenica havde lært mig, fortalte om Bøflernes onde Øine og om vor lille Stue i Grav-Ruinen. Altfor snart fløi Tiden hen; jeg skulde hjem igjen med den gamle Pleiemoder. Beladt med Kager, Frugt og flere blanke Sølvstykker, 54 fulgte jeg hende; hun var lykkelig som jeg, havde gjort rigt Indkjøb: Klædningsstykker, Kjøkkentøi og to store Foglietter med Viin. Aftenen var saa uendelig smuk. Natten slumrede paa Træer og Buske, men høit oppe over os hang Fuldmaanen, som en deilig gylden Baad, paa det høit opspændte sortblaae Hav, der sendte Kjøling over den afbrændte Campagne.

Jeg tænkte paa de rige Sale, den venlige Dame og de mange Bifalds-Klap, drømte vaagen og i Søvne den samme deilige Drøm, der snart blev til Virkelighed, den skjønne Virkelighed.

Mere end eengang blev jeg hentet til Rom, den smukke venlige Dame morede sig over mit Væsen, jeg maatte fortælle, ret pluddre, som var det for gamle Domenica; hun havde stor Glæde deraf og roste mig for Eccellenza. Han var mig ogsaa god og dobbelt god, fordi han var den uskyldige Aarsag til min Moders Død; han sad i Vognen, da de løbske Heste foer hen over vore Hoveder. Den smukke Dame hedte Francesca; hun tog mig tidt med sig ind i det rige Billedgallerie, Borghesernes Palais indeslutter; mine naive Spørgsmaal og Yttringer foran de herlige Billeder fik hende til at lee; hun fortalte dem igjen til de Andre og Alle loe med hende. Om Formiddagen vare Salene opfyldte med Fremmede fra hiin Side Bjergene. Malerne sad og copierede de forskjellige Stykker, men ud paa Eftermiddagen vare Malerierne i deres egen Eensomhed; da gik Francesca og jeg dernede, og hun fortalte mig mange Historier, som Billederne gave Anledning til.

Francesco Albanis Aarstider vare især mine Favoritstykker; de smukke, lystige Englebørn, Amoriner lærte hun mig de hed, vare som sprungne ud af mine Drømme. Hvor herligt tumle de sig ikke i Vaarens Stykke: En Flok hvæsse deres Pile, medens een dreier den store Slibesteen, som to, der flyve oven over hælde Vandet ned paa. I Sommeren flyve de om Træernes Grene, der bugne af Frugt, som de plukke af; de svømme i det friske Vand og lege dermed. Høsten bringer Jagtens Glæder, Amor sidder med Blus i Haanden paa sin lille Vogn, som to af Kameraderne trække, medens Kjærlighed vinker af den flinke Jæger og viser ham Pladsen, hvor de kunne hvile sig ved hinandens Side. Vinteren har luilet alle de Smaa i Søvn, dybt og fast slumre de rundtom. Nympherne stjæle deres Kogger og Pile, som de kaste paa Ilden, der snart fortærer de farlige Vaaben.

Hvorfor Englene kaldtes Amoriner, hvorfor de gik og skjød, ja der 55 vare mange Ting, jeg vilde have en tydeligere Forklaring om, end den Francesca øieblikkelig gav mig.

»Du maa læse selv derom,« sagde hun, »der er meget, Du selv maa lære at kjende, men Begyndelsen dertil er ikke moersom! den lange Dag maa Du sidde med din Bog paa Bænken, kan ikke lege med Gjederne i Campagnen, eller gaae her og see paa dine smaa Venner! Hvad var Dig kjærest, enten at kunne ride med Hjelmbusk og Sabel ved den hellige Faders Kareth, faae slig en prægtig Rustning fra Top til Taa, som den, Du har seet Fabiani har paa, eller at forstaae alle de skjønne Billeder, Du fik at see, kjende den hele Verden omkring Dig, og vide tusinde Historier, skjønnere, end de jeg har fortalt Dig.«

»Men kan jeg da aldrig mere komme til Dig?« spurgte jeg; »tør jeg ikke altid blive hos den gode Domenica

»Du husker jo nok din Moder, dit kjære Hjem hos hende? Da vilde Du jo altid blive der, tænkte ikke paa Domenica, ikke paa mig, og nu ere vi de nærmeste for Dig. Om kort Tid kunde det igjen være anderledes, saaledes gaaer det hele Livet!«

»Men I døe dog ikke, som min Moder!« spurgte jeg, og fik Taarer i Øinene.

»Døe eller skilles ad maae vi Alle! der vil komme en Tid, vi ikke kunne være sammen, som nu, og da vilde jeg vide Dig glad og lykkelig!«

En Strøm af Taarer var mit Svar, jeg følte mig saa ulykkelig, uden selv ret at tydeliggjøre mig Grunden dertil. Francesca klappede mig paa Kinden, sagde, at jeg ogsaa var alt for blød, og at det slet ikke var godt i denne Verden. Nu kom Eccellenza til med den unge Officier, der havde sat Krandsen paa mit Hoved, da jeg første Gang improviserede for dem. Han hed Fabiani, og holdt ogsaa meget af mig.

Der er Bryllup, glimrende Bryllup i Villa Borghese! lød det, nogle Aftener efter, ud til Domenicas fattige Huus paa Campagnen; Francesca var Fabiani's Brud og skulde om faa Dage følge ham til hans Godser ved Florents. Brylluppet stod tæt ved Rom i Borghesernes Villa, i den smukke tætte Skov af Laurbær og eviggrønne Ege, hvor de høie Pinier Vinter og Sommer løfte deres altid lysegrønne Krone op i den blaa Luft. Den Gang, som nu, var Skoven et Forlystelsessted for Romerne og de Fremmede; de rige Eqvipager rullede gjennem de tætte Egealleer, de hvide Svaner svømmede i de blikstille Søer, hvor Grædepilene speilede sig, hvor de kunstige Vandfald styrtede over Steenblokkene. 56 Høibarmede Romerinder med Ild i Øiet rullede til Festen og saae stolte ud over de livsglade Bønderpiger, der dandsede paa Veien og sloge Tambourinen. Gamle Domenica gik den lange Vei over Campagnen med mig, for at vi ogsaa kunde være med ved vor Velgjørerindes Bryllup. Ude fra Haven, hvor de høie Aloer voxe som Espalier op af den hvide Muur, stode vi og saae Lysene glimre gjennem Vinduerne. Francesca og Fabiani vare viede. Fra Salen tonede Musiken ud til os; og fra den grønne Plaine, hvor Amphitheatret er anlagt, steg Raketter og deilige Ildfiske, der legede i det blaa Lufthav. Skyggerne af en Dame og en Herre bevægede sig ved et af de høie Vinduer; »det er ham. og hende!« sagde Domenica. Skyggerne bøie sig mod hinanden i det halvdunkle Vindue, som forenedes de i et Kys. Jeg saae min gamle Pleiemoder folde Hænderne og bede; da sank jeg uvilkaarlig ned foran de sorte Cypresser og bad for min eiegode Signora; Domenica knælede med mig. »De blive lykkelige!« og Ilden faldt som tusinde Stjerneskud bejaende fra Luften; men min gode Gamle græd, græd for mig, thi snart skulde vi skilles ad. Eccellenza havde kjøbt en Plads til mig i Jesuiter-Skolen, hvor jeg skulde oplæres med andre Børn til et mere glimrende Liv, end gamle Domenica og Campagnen kunde bringe mig.

»Det er nok sidste Gang,« sagde den gamle Moder, »at vi To, medens mine Øine ere aabne, gaae over Campagnen! Blanke Gulve og brogede Tepper skal Din Fod betræde, det har ikke gamle Domenica; men Du var et godt Barn, Du vil blive det og aldrig glemme mig og stakkels Benedetto! O Gud, endnu kan en Ret stegte Castanier gjøre Dig lyksalig! Du kan sidde og puste til Rørene, og jeg kan see Guds Engle i Dine Øine, naar Rørene brænde og de fattige Castanier stege! saa glad bliver Du aldrig mere ved saa liden en Gave. Campagnens Tidsler have dog røde Blomster, paa den Riges blanke Gulv voxer ikke et Straa, og Gulvet er glat, man falder der saa let! - Glem aldrig, at Du er et fattigt Barn, min lille Antonio. Husk paa, at Du skal see, og ikke see! høre, og ikke høre! saa kommer Du frem i Verden. Naar vor Herre engang løser op for mig og Benedetto, naar det lille Barn, Du vuggede, slider paa Livet med fattig Mand i Campagnen, da kommer Du maaskee engang i Din egen Vogn, eller paa en deilig Hest, holder ved den gamle Gravstue, hvor Du har sovet, leget og levet med os; seer fremmede Folk derinde, som bøie sig dybt for Dig! Hoffærdig vil Du ikke være, men tænke paa gamle Dage, tænke paa gamle Domenica! 57 see, hvor Castanierne kogte, og hvor Du vuggede det lille Barn! Du vil tænke paa Din egen fattige Barndom, Du eiegode Sjæl!« her kyssede hun mig saa fast og græd; det var, som mit Hjerte vilde briste. Gangen hjemad og hendes Tale var mig tungere, end siden Afskeden selv, thi da talte hun ikke, men græd kun, og da vi vare udenfor, løb hun tilbage og tog det gamle halvforrøgede Madonnabillede, der var klistret paa Døren, rev det af og gav mig det med; jeg havde jo kysset det saa tidt, det var det Eneste, hun havde at give mig.

        

58

VII Skolelivet. Habbas Dahdah. Divina comedia. Senatorens Brodersøn.

Signora var reist bort med sin Gemal jeg var Skolar i Jesuiter-Skolen; nye Beskjæftigelser sysselsatte mig, nye Bekjendter traadte frem, mit Livs dramatiske Deel begyndte at udvikle sig. Her præsse Aar sig sammen, hver Time rig paa Afvexling, det er en Cyclus af Billeder der nu, seet fra et fjernere Standpunkt, smelter sammen i eet eneste stort Malerie: mit Skoleliv. Som for den Fremmede, der første Gang bestiger Bjergene og nu ovenfra seer ned over et Hav af Skyer og Taage, der lidt efter lidt hæver sig, eller fordeles, saa at nu en Bjergtop med Byer titter frem, nu det solbelyste Partie af Dalen, saaledes aabenbarede sig, fremsteg og voxte min Aandens Verden. Lande og Byer, jeg aldrig havde drømt om, fødtes bag Bjergene, der begrændse Campagnen, Historien befolkede mig hver Plet, sang mig sælsomme Sagn og Eventyr; hver Blomst, hver Væxt fik Betydning, men skjønnest stod mig mit Fædreneland, det herlige Italia; jeg følte mig stolt af at være Romer; hver Plet i min Fødeby blev mig kjær og interessant, de sønderbrudte Capiteler, henslængte som Hjørnestene i de snævre Gader, vare mig hellige Rester, Memnonsstøtter, der sælsomt sang til mit Hjerte. Tiberens Siv hvislede om Romulus og Remus, Triumphbuer, Søiler og Statuer indpræntede mig dybere mit Fædrenelands Historie; jeg levede i hiin classiske Old, og min Nutid, det vil sige: Læreren i Historien, gav mig Roes og Hæder derfor. Hvert Selskab, det politiske, som det kirkelige, Forsamlingen i Kroen og den fornemme Kreds om den Riges Spilleborde, hver have de sin Harlequin, han bære nu Brix, Ordenskjæde eller Ornat, en Skole har ham ikke mindre. De unge Øine opdage let Skiven for deres Spot; vi havde vor, saa godt som noget Selskab, og vor var den alvorligste, den meest gnavne, brummende, prædikende Harlequin og derved den kosteligste: Abbaten Habbas Dahdah, et arabisk Skud, fra sin Barndom omplantet og opvoxet i det pavelige Gebeet, nu vor 59 Smags Leder og Styrer, Jesuiter-Skolens, ja Academia Tiberina's æsthetiske Hoved.

Som Ældre har jeg tidt tænkt over Poesien, denne sælsomme, guddommelige Indskydelse. Den staaer mig, som det rige Guld i Bjerget; Dannelse og Opdragelse ere de snilde Bjergmænd, som vide at rense det; stundom kan man støde paa ganske ublandede Stykker: Naturdigterens lyriske Improvisationer. Een Aare bringer Guld, en anden Sølv, men der findes ogsaa Tin og ringere Metaller, som ikke ere at foragte, tidt kunne de ved Polering og Udziringer endogsaa komme til at see ud, som det ægte Sølv og Guld; efter disse forskjellige Metaller inddeler jeg mine Poeter i Guld-, Sølv-, Kobber- og Jernmænd Men nu kommer der en ny Skare, de, som kun arbeide i simpelt Pottemagerleer, Ikkepoeterne, som dog saa gjerne ville med i Lauget. Habbas Dahdah var en af disse og stod just da paa det Punct, at have bragt det til at gjøre et vist Slags Potter, som han med en Art poetisk Frihed slog over Folk, som han hverken i dyb Følelse eller Digteraand var istand til at maale sig med. Lette, smidige Vers, kunstige Formationer af disse, saaledes at de for Øiet dannede Vaser, Hjerter og Sligt, fandt hans Beundring og Bifald. Det var saaledes maaskee ene det forunderlige Melodiøse i Petrarca's Sonnetter, der indtog ham for denne Digter, maaskee ogsaa Mode, eller en fix Idee, et lyst Øieblik i hans Anskuelsers Sygelighed, thi Petrarca og Habbas Dahdah vare to høist forskjellige Væsner. Han lod os lære næsten Fjerdedelen af det lange episke Digt, Africa*, saa at der faldt salte Taarer og Stokkeprygl for Scipionerne. Grundigheden hos Petrarca blev daglig indpræget os; »de overfladiske Poeter,« sagde han, »disse, som kun male med Vandfarve, Phantasiebørnene, ere den rette Fordærvelsens Yngel! selv den største af disse, denne Dante, som maa have Himmel, Jord og Helved, i Bevægelse, for at kunne opnaae en Udødelighed, som Petrarca alt vinder ved en eneste lille Sonnet, er mig liden, saare liden! Ja vel, han kunde skrive Vers! Det er disse Tonebølger, der bære hans Babeltaarn til de fjerne Slægter! Havde han dog fulgt sin første Plan, skrevet det paa Latin, da havde det viist Studium, men det har generet ham og saa skrev han i dette volgare, vi endnu have. En Strøm er det *

60 siger Boccacio, hvorigjennem en Løve kan svømme og et Lam gaae; jeg finder ikke denne Dybde og Simpelhed Der var ingen rigtig Grund hos ham ingen Fasthed, en evig Vaklen mellem Oldtid og Nutid! Men Petrarca, denne Sandhedens Apostel, viste ikke sit Mod ved med Pennen at sætte en afdød Pave eller Keiser i Helvede; han stod i sin Tid, som Choret i den græske Tragedie, traadte op, en mandlig Casandra, varslende, dadlende, mod Paver og Fyrster. Ansigt til Ansigt mod Carl den Fjerde vovede han at sige: »Man seer paa Dig, at Dyder ikke arves!« Med ædel Selvbevidsthed opfordrede han sine Samtidige til at erklære, om han var værdig at bekrandses, som Digter, da Rom og Paris vilde række ham Krandsen. I tre Dage lod han sig examinere, som var han en Pebling, som I, før han besteg Capitoliet, hvor Neapels Konge hang Purpurkaaben om ham og Roms Senat rakte ham Laurbærkronen, som Dante aldrig fik!«*

Saaledes gik enhver Tale ud paa, kun at hæve Petrarca og nedsætte Dante, skjøndt de smukt burde staae ved Siden af hinanden, som den duftende Natviol og den blomstrende Rosenhæk. Alle Sonnetterne maatte vi lære udenad, Dante læste vi ikke et Ord af, kun ved Habbas Dahdahs Daddel lærte jeg, at han bevægede sig i Himlen, Skjærsilden og Helvede, tre Elementer, der i høieste Grad tiltalte mig og indaandede den meest brændende Lyst til at kjende dette Arbejde, men det maatte være hemmeligt; Habbas Dahdah havde ikke tilgivet mig, at jeg berørte denne forbudne Frugt.

En Dag, da jeg paa piazza Navone** vandrede om mellem de opstablede Oranger, Jernskramleriet, der laae hen af Jorden, de gamle Klæder og hele dette Pulterkammer-Chaos, Pladsen frembyder, kom jeg til et Bord med gamle Bøger og Billeder. Her laae Karicaturer med Macaronislugere, Madonnaer med Sværdet i det blødende Hjerte, og slige høist forskjellige Sager. Et Bind af Metastasio tiltrak sig min Opmærksomhed; jeg havde en Paolo i Lommen, en stor Formue for mig og sidste Rest af de Scudi, Eccellenza for et halvt Aar siden havde givet mig til Lommepenge. Nogle Bajocchi vilde jeg nok anvende

* 61

paa Metastasio, men den hele Paolo kunde jeg ikke skille mig ved*. Handelen var næsten sluttet, da mine Øine faldt paa et Blad: »divina Comedia di Dante!« Min Kundskabens forbudne Frugt paa ondt og godt! Jeg kastede Metastasio og greb efter hiin, men den hang mig for høit, kun tre Paoli kunde løse den ned; jeg vendte Skillingen i Haanden, til den brændte som Ild, men den vilde ikke fordobles, og kun ned til denne Priis kunde jeg stemme Sælgeren, thi det var Italiens bedste Bog, Verdens første Digterværk, sagde han, og en Veltalenheds-Strøm over Dante, den af Habbas Dahdah nedsatte Dante, strømmede fra den ærlige Mands Læber.

»Hvert Blad,« sagde han, »er saa godt, som en Præken! Det er en Guds Prophet, ved hvis Haand man gaaer gjennem Helveds Luer ind i det evige Paradiis! I kjender den ikke, unge Herre! ellers slog I strax til, om jeg endogsaa forlangte en Scudo! for Eders hele Liv har I der Fædrenelandets skjønneste Bog, og det for lumpne to Paoli!« Ak, jeg havde gjerne ogsaa givet tre, havde jeg kun havt dem, men nu blev jeg, som Ræven om de sure Druer, vilde ogsaa vise min Lærdom og krammede en Deel af Habbas Dahdahs Taler ud imod Dante, i det jeg hævede Petrarca.

»Ja, ja!« sagde Bogkræmmeren, da han med megen Heftighed og Begeistring havde forsvaret sin Digter: »I er for ung, og jeg for meget Lægmand til at vi kunne bedømme slige Folk! Lad hver være god for sig! I har ikke læst ham! I kan ikke! Et ungt varmt Blod kan ikke selv føde Galde mod saadan en Verdens Prophet!«

Da jeg nu ærligt tilstod ham, at min Dom var ene bygget paa min Lærers Udsagn, tog han af Begeistring for sin Digter Bogen, og skjød den til mig, forlangte kun, som Opreisning for den Paolo, han fik mindre, at jeg nu læste den og da ikke fordømte Italiens Stolthed, hans kjære, himmelske Dante.

O hvor jeg blev lyksalig for Bogen! den var nu min, min evige Eiendom. Tvivl havde jeg altid næret til den bittre Habbas Dahdahs Dom; min Nysgjerrighed og Bogkræmmerens Begeistring satte mig i den høieste Spænding, saa at jeg neppe kunde oppebie det Øieblik, hvor jeg, useet af Andre, første Gang kunde begynde paa Bogen.

Et nyt Liv lod den oprinde for mig! min Phantasie fandt i Dante et

* 62

uopdaget Amerika med en større, en yppigere Natur, end den jeg før havde kjendt; mægtigere Fjelde, rigere Farvepragt! jeg oplevede det store Hele, led og nød med den udødelige Sanger. Indskriften over Helvede klang mig ideligt, som Dommedagsklokker paa min Vandring med ham dernede.

»Igjennem mig man gaaer til Smertens Stad,
Igjennem mig til Smertens evige Væren,
Igjennem mig til de Forbandede.
Retfærdighed drev ham, der har mig bygget,
Almagt, Urkjærlighed, Alvidenhed,
De have grundet disse mine Mure!«

Jeg saae denne Luft, altid sort, som Ørkenens Sand, der hvirvler i Stormen, Adams Sæd falde, lig Høstens Blade, mens jamrende Aander hylte i Luftstrømmen. Men Taarer trængte mig i Øiet ved Synet af de ædle Store, der, udeelagtige i Christendommen, her fandt et Opholdsted Horøer, Socrates, Brutus, Virgil og Flere af Oldtidens Bedste og Ædleste, her altid fjernede fra Paradiset. Det var mig ikke nok, at Dante havde gjort det saa hyggeligt og godt, som det i Helved kunde være, Tilværelsen var dog en Jammer uden Qvaler, en haabløs Længsel; de hørte dog til Fordømmelsens Rige, indesluttedes af de dybe Helveds Sumpe, hvor Fordømtes Suk skjød Boble ved Boble i Gift og Pestdamp. Hvorfor kunde ikke Christus, da han nedfoer til Helvede og atter opsteg til Faderens høire Haand, tage Alle med sig fra Længseleris Dal? Kunde Kjærligheden vælge mellem lige Ulykkelige? -Jeg glemte saa ganske, at det Hele var en Digtning. Til mit Hjerte naaede de dybe Suk fra den sydende Beegsøe; jeg saae den, saae Simonisternes Hær, hvor de dykkede op, og Dæmonerne da stak dem med den skarpe Fork. De levende Skildringer afprægede sig dybt i min Sjæl, de blandede sig i mine Ideer om Dagen, i mine Drømme om Natten. Tidt, naar jeg sov, hørte man mig raabe: »Pape Satan, alepp Satan pape!« man troede, at jeg havde Anfægtelser af Djævelen, og det var Reminiscenser, jeg gjentog, af hvad jeg havde læst. I Underviisnings-Timerne var jeg adspredt, tusinde Ideer trængte ind paa mig. Med den bedste Villie kunde jeg ikke forjage dem. »Hvor er Du henne, Antonio?« spurgte man, og Skræk og Skam overfaldt mig, thi jeg 63 vidste nok, hvorfra det kom, men slippe Dante, ikke fuldende den hele Vandring, var mig umuligt.

Dagen syntes mig lang og tung, som den forgyldte Blykaabe, Hyklerne maa bære i det dantiske Helvede. Med Uro i Hjertet sneg jeg mig til min forbudne Frugt og inddrak Skrækkebilleder, der straffede mig for min indbildte Synd. Selv følte jeg Stikket af Dybets Slanger, der stikke og hvirvle hen i Flamme, hvorfra de nyfødte, som en Phønix, atter stige, for at udsende deres Gift.

De andre Skolarer, som sov paa Værelset med mig, vaagnede tidt om Natten ved mit Skrig, fortalte om min sælsomme, usammenhængende Tale om Helvede og de Fordømte. Den gamle Custode havde til sin Skræk en Morgen seet, at jeg med aabne Øine og dog i sovende Tilstand reiste mig op i Sengen, nævnede Lucifer og brødes med ham, til jeg afkræftet sank tilbage i Puderne.

Det var nu almindeligt antaget, at jeg havde Anfægtelser af den Onde; min Seng blev besprængt med Vievand, man holdt mig til, nøie at læse et vist Antal Bønner, før jeg gik til at sove; intet kunde virke skadeligere imod min Helbredelse, end just denne Fremgangsmaade mod mig, mit Blod kom derved i en større Bevægelse jeg selv i en mere ængstelig Spænding, da jeg kjendte Grunden, og saae, hvorledes jeg røbede den. Endelig naaede jeg da Overgangspunktet, kom fra Stormen i et Slags Havblik.

Mellem alle Skolarer stod ingen ved Hoved eller Fødsel høiere end Bernardo, den livsglade, næsten for overgivne Bernardo. Det var hans daglige Spads, at ride paa den udstaaende Tagrende, høit over fjerde Etage, og at ballancere paa et Bræt mellem de to Hjørnevinduer under Taget. Alle Forvirringer i vor lille Skolestat gjaldt for at komme fra ham, og kom sædvanligt ogsaa. Klosterets Stilhed og Ro søgte man at udbrede over os og den hele Bygning, men Bernardo var den forstyrrende Kobold, dog viste han sig aldrig ond, kun mod den pedantiske Habbas Dahdah spillede han lidt over i denne Farve, hvorfor der ogsaa altid var et spændt Forhold mellem disse; men Bernardo blev ikke afskrækket derved: han var en Brodersøn af Roms Senator, havde store Rigdomme og glimrende Udsigter, »thi Lykken,« sagde Habbas Dahdah, »kastede sine Perler i raadne Træbuler, og gik forbi den ranke Pinie.«

Sin bestemte Mening havde Bernardo i enhver Ting, og hvor han 64 mellem Kameraderne ikke kunde gjøre den gjældende med Ordet, vare ogsaa Hænderne til Tjeneste, for at indpode paa Rygstykkerne hans saftgrønne Ideer; altid var han saaledes den dominerende. Høist forskjellige i vore Naturer, fandt der dog det bedste Forhold Sted mellem os. Jeg var nu alletider den Eftergivende, men selv dette gav ham Anledning til at spotte mig.

»Antonio!« sagde han, »jeg kunde prygle Dig, vidste jeg derved at kunne sætte lidt Galde i Dig. Vilde Du bare kun eengang vise Characteer! slaae mig med knyttet Haand ind i Ansigtet, naar jeg drillede Dig, saa kunde jeg blive Din oprigtigste Ven, men nu har jeg slet intet Haab om Dig!«

En Morgenstund, da vi to just vare ene i Salen, satte han sig op paa Bordet foran mig, saae mig leende ind i Ansigtet, og sagde: »Du er dog en større Skjælm, end jeg! Du spiller jo fortræffeligt Comedie! Saa vander man hans Seng og ryger hans Person! Troer Du ikke, jeg veed det. Du læser Dantes Comedie!«

Jeg blev som et Blod og spurgte, hvor han kunde beskylde mig for Sligt.

»Har Du ikke selv denne Nat i Søvne beskrevet mig Djævelen lige ud af divina comedia. Skal jeg fortælle Dig en Historie? Du har jo megen Phantasie, og maa fornøie Dig over Skildringer! I Helvede er der ikke blot Ildsøer og forpestende Moser, som Du nok veed af Dante, men ogsaa store Damme, ganske tilfrosne, lis og lis, hvor Sjælene evigt ere frosne fast; naar man har passeret disse, kommer man ind i det allerdybeste Dyb, hvor de ere, som have forraadt Velgjørere, og hvor altsaa Lucifer er, som Oprøreren mod Gud, vor største Velgjører. Han staaer skjult i lis til Brystet, har Gabet spilet op og inde i det holder han Brutus, Cassius og Judas Ischarioth; denne sidste har endogsaa sit Hoved indad i Gabet, mens den fæle Lucifer ryster sine uhyre Flaggermusevinger. Seer Du, rnin Søn, naar man eengang har seet den Karl, glemmer man ham ikke saa let. Ham gjorde jeg Bekjendtskab med i Dantes Helvede, og ham beskrev Du til Punkt og Prikke i Søvne denne Nat; da sagde jeg til Dig, ligesom nu: Du har jo læst Dante! men da var Du ærligere end nu, Du hyssede af mig og nævnet vor elskværdige Habbas Dahdah. Tilstaae det kun og som vaagen! jeg vil ikke røbe Dig! Det er endelig engang noget af Dig! Ja, ja, jeg har altid næret et Slags Haab. Men hvor har Du faaet finger paa Bogen? Hos mig kunde Du have faaet den; jeg anskaffede mig den strax; da 65 Habbas Dahdah talte ondt om den, kunde jeg jo nok vide, at den var værd at læse. De tykke Bind skrækkede rigtignok, men for at drille ham, tog jeg fat paa den, og nu er det tredie Gang jeg læser den. Er Helvede ikke brillant? Hvor troer Du, Habbas Dahdah kommer? Han kan faae det baade varmt og koldt!«

Min Hemmelighed var røbet, men jeg kunde stole paa Bernardos Taushed. Et fortroligere Forhold knyttedes mellem os; vore Samtaler, naar vi vare ene, dreiede sig om »divina comedia«; denne opfyldte og begeistrede mig, jeg maatte udtale hvad der beskjæftigede min Sjæl og mine Tanker: Dante og hans udødelige Værk blev saaledes mit første Digt, som jeg nedskrev paa Papiret.

I Udgaven til divina comedia stod hans Levnetsbeskrivelse, rigtignok kun en Skizze, men nok for mig til at opfatte et eget Billede deraf Jeg besang i ham og Beatrice den rene aandelige Kjærlighed, skildrede hans Smerte i Kampen mellem de Sorte og Hvide, den Bandlystes tunge Vandringer over Bjergene og hans Død mellem Fremmede. Meest levende udtalte jeg den befriede Sjæls Flugt, dens Skuen tilbage overjorden og Dybet; den hele Skildring var i faa Træk laant fra hans udødelige Digt. Skjærsilden, som han selv havde besjungen den, aabnede sig atter; Undertræet prangede med herlige Frugter paa de bøiede Grene, der vædedes af evigt brusende Vandfald. Han sad i Baaden, hvor Engelen brugte sine store hvide Vinger, som Segl, mens Bjergene rundt om bævede, i det de luttrede Sjæle stege til Paradiset, hvor Solen og alle Engle, som Speil, kun kastede Straalerne tilbage fra den evige Gud, hvor Alt var Salighed; det laveste Trin, som det hoieste, gav den lige stor, eftersom hvert Hjerte kunne rumme den.

Bernardo hørte mit Digt og fandt det ganske mesterligt. »Antonio,« sagde han, »det maa Du fremsige til Festen! Det vil ærgre Habbas Dahdah! Det er kosteligt! Ja, ja, det og intet andet skal Du fremsige!«

Jeg gjorde en benægtende Bevægelse.

»Hvad?« udbrød han, »Du vil ikke? Da vil jeg! pine ham skal jeg med den udødelige Dantel Herlige Antonio, lad mig faae dit Digt! Jeg fremsiger det! Men saa maa det rigtignok gaae for mit! Vil Du ikke nok miste dine smukke Fjer, til at pynte Alliken med? Du er jo et mageløst foieligt Menneske, og her er det et smukt Træk af dig! Du siger jo ja?«

66

Hvor gjerne vilde jeg ikke føie ham, hvor gjerne selv see denne Spøg; der behøvedes altsaa ikke mange Overtalelser.

Det var den Tid Skik i Jesuiterskolen, som endnu i Propaganda paa den spanske Plads, at den 13de Januar, »in onore del sancti re magi«, den største Deel af Eleverne optraadte som Declamatorer, hver med et Digt i de forskjellige Sprog, som her dyrkedes, eller var givet dem ved Fødsel og Hjem; selv kunde vi vælge et Stof, dette blev nu underkastet Censur af vore Lærere og derpaa tilladt os at udarbeide.

»Og I, Bemardo,« sagde Habbas Dahdah den Dag vi skulde opgive vort Thema, »I, Bemardo, har vel intet valgt? I hører ei til Sangfuglenes Slægt, Eder kunne vi overspringe!«

»O nei,« var Svaret, »jeg vover det denne Gang! jeg har tænkt at besynge en af Digterne! Rigtignok ikke den største, det Mod har jeg ikke endnu, men jeg har tænkt paa en af de mindre, denne Dante!«

»Ei, ei,« svarede Habbas Dahdah, »han vil træde op, og træde op med Dante! det bliver et Mesterstykke! det gad jeg nok høre! Men da alle Cardinalerne komme og Alverdens Fremmede, bliver det nok bedst, at opsætte denne Lystighed til Carnevalstiden!« og nu gik han ham forbi, men Bernardo lod sig ikke saaledes afspise, og erholdt fra de andre Lærere Tilladelsen. Hver havde nu sit Stof, jeg valgte Italiens Deilighed.

Selv skulde man rigtignok ganske behandle sit Arbeide, men det var intet ringe Middel til at vinde Habbas Dahdah og frembringe en Art Solglands paa dette Regnveirs-Ansigt, at man gav ham Digtet til Gjennemlæsning, bad ham om Raad og Hjælp; almindeligviis omarbeidede han da det hele Digt, flikkede og syede paa det, saa at det blev ligesaa slet som før, men paa en anden Maneer; kom da en eller anden Fremmed til at rose Digtet, vidste han da ogsaa at fortælle, at man jo gav disse Forsøg nogle smaa Stænk af sit eget Vid, polerede det grove af o.s.v. o.s.v.

Mit Digt over Dante, som Bernardo nu vilde sige som sit, fik han da slet ikke at see.

Endelig var Dagen der. Vognene rullede alt til Porten; de gamle Cardinaler i deres røde Kapper med de lange Slæb traadte ind og toge Plads i de pyntelige Lænestole. Placater over vore Navne og i de Sprog, i hvilke hver af os oplæste Digte, bleve uddeelte. Habbas Dahdah holdt Indlednings-Talen, og nu fulgte Digte i syrisk, caldæisk, coptisk, ja selv i sanskrit, i engelsk og andre sælsomme Tungemaal, jo 67 mere fremmed og forunderligt Sproget klang, desstørre blev Bifaldet, Bravo og Klap steg under den hjerteligste Latter.

Med skjælvende Hjerte traadte jeg frem og udtalte de faa Stropher til mit Italien. Et gjentaget Bravo-Raab hilsede mig fra den hele Forsamling, de gamle Cardinaler tilklappede mig Bifald og Habbas Dahdah smilede saa venligt, det var ham muligt, og bevægede prophetisk Krandsen mellem sine Hænder, thi i det Italienske var kun Bemardo tilbage, og det var ikke at formode, at det engelske Digt, der fulgte efter hans, skulde vinde nogle Laurbær. Nu traadte Bemardo frem ved Cathedret. Med Uro fulgte mit Øie og Øre ham. Dristig og stolt fremsagde han mit Digt om Dante; en dyb Stilhed herskede i Salen. Alle syntes grebne af den forunderlige Kraft, han lagde deri. Jeg kjendte jo hvert Ord, men de lød mig som Digterens Sang, naar den har faaet Tonevinger. Det meest eenstemmige Bifald tilfaldt ham. Cardinalerne reiste sig op, Alt var som tilende, Krandsen tilfaldt Bernardo; kun for Ordens Skyld hørte man det efterfølgende Digt; det fik ogsaa sine Klap, men derpaa vendte man strax tilbage igjen til Skjønheden og Begeistringen i Digtet om Dante.

Mine Kinder brændte som Ild, mit Bryst svulmede, jeg følte en uendelig navnløs Salighed, min hele Sjæl inddrak al den Virak, man bragte Bemardo; jeg saae hen paa ham, han var en ganske anden, end jeg nogensinde tilforn havde seet ham at være; dødbleg, med Øiet imod Jorden, stod han som en Forbryder, han, der ellers saae Alle kjekt ind i Øinene. Habbas Dahdah gjorde en lignende Figur og syntes i Adspredelse at ville plukke Krandsen itu; en af Cardinalerne tog den, og satte den om Hovedet paa Bernardo, der bøiede Knæ, i det han knugede begge Hænder for Ansigtet.

Efter Festen søgte jeg Bernardo. »I Morgen!« raabte han og rev sig løs.

Den følgende Dag mærkede jeg, hvorledes han undgik mig, og det bedrøvede mig, thi mit Hjerte hang forunderligt fast ved ham, det trængte til en Sjæl i denne Verden og havde udseet sig ham.

To Aftener gik; da hang han om min Hals, trykkede min Haand og sagde: »Antonio! jeg maa tale med Dig, længer kan jeg ikke udholde det! og vil det heller ikke! Da man trykkede mig Krandsen om mit Hoved, var det, som tusinde Torne. Berømmelsen klang som Spot! Det var jo Dig, Æren tilkom! jeg saae Glæden i dit Øie, og veed Du det?: Jeg hadede Dig! -ja, Du staaer mig ikke længer saaledes, som 68 før, det er en ond Følelse jeg beder Dig om Forladelse derfor, men vi maa skilles ad, her hører jeg dog ikke hjemme! jeg vil bort! ikke næste Aar staae til Spot for de Andre, naar de stjaalne Fjær mangle mig! Min Onkel skal og maa sørge for mig. Jeg har sagt ham det! jeg har endogsaa kunnet tigge ham derom! jeg har været under min Natur og -jeg synes, Du er Skyld i det Hele! Jeg har en Bitterhed mod Dig, som piner mig, piner mig til Sjælen! - kun i et nyt Forhold kunne vi blive Venner -! og vi ville være det, lov mig det Antonio!«

»Du er ubillig mod mig,« sagde jeg, »ubillig mod Dig selv! lader os ikke tænke paa det tossede Digt, eller paa den hele Historie! giv mig din Haand, Bernardo, og bedrøv mig ikke med saadan sælsom Tale!«

»Vi blive altid Venner!« sagde han og forlod mig. Seent paa Aftenen kom han først hjem igjen paa sit Soveværelse, og næste Morgen var det bekjendt, at han forlod Skolen, for at tage en anden Bestemmelse.

»Han gik jo som et Stjerneskud!« sagde Habbas Dahdah ironisk, »han forsvandt, i det man mærkede Glandsen! det Hele var Knald, og det, det er ogsaa Digtet! Jeg har det jo, for at denne Skat kan opbevares. Du hellige Jomfrue! naar man seer ret paa det, hvad er det saa! - Er det Poesie! ud og ind løber det uden Form eller Skikkelse; først troede jeg, det skulde være en Vase, siden et fransk Viinglas eller en medisk Sabel, men hvorledes jeg vendte og dreiede det kom den samme betydningsløse Registerform. Tre Steder har han en Fod-for mange! der ere skrækkelige Hiater! og fem og tyve Gange har han Ordet »divina«, ligesom om Digtet blev divina ved at gjentage dette Ord. Følelse og Følelse! det er slet ikke den, der gjør Digteren! Al denne Fægten med Phantasien, saa er man her, saa er man der! Heller ikke Tanken er det, nei, Besindigheden, den gyldne Besindighed! Digteren maa ikke lade sig henrive af sit Stof! kold, iiskold skal han være, sønderlemme sit Hjertes Barn og see, hvorledes det staaer til i de enkelte Dele; kun da fremstaaer et sandt Kunstværk. Ikke med denne Jagen, denne Jadsken, dette Begeistrings-Væsen! Saa sætte de en Krands paa slig en Dreng! Prygl skulde han have for sine historiske Feil, sine Hiater, sine Jammerligheder! Jeg har ærgret mig! og det taaler min Constitution ikke! - den afskyelige Bernardo!« Det var omtrent Habbas Dahdahs Lovtale.

69

VIII Et ukjært og et kjært Møde. Den lille Abbedisse. Den gamle Jøde.

Vi savnede alle den vilde, overgivne Bernardo, og ingen savnede ham mere end jeg; der blev en Tomhed rundt om, syntes jeg; mine Bøger vare mig ikke nok, i min Sjæl klang Dissonancer, jeg ikke selv mægtede at løse, Musik alene bragte øieblikkelig Harmonie; i Tonernes Verden fik mit Liv og min hele Stræben først Klarhed, her fandt jeg mere, end nogen Digter, end selv Dante udtalte, ikke blot Følelsen opfattede her det sjælelige Billede, men selv Øret, den sandselige Deel, inddrak her dets levende Væren. Hver Aften, foran Madonnabilledet paa Muren, sang Børnestemmerne mig Erindring om min egen Barndom, den lød som en Vuggesang fra Pifferariernes melancholske Sækkepibe, jeg hørte jo i den formummede Liigskares eensformige Sang de samme Toner, der løde ved min Moders Kiste. Jeg begyndte at tænke over det Svundne, og hvad der vilde komme; sælsomt snævert følte jeg det om mit Hjerte, jeg maatte synge, gamle Melodier tonede mig for Øret og Ordene strømmede paa disse høit fra Læberne, ja, altfor høit, thi det forstyrrede Habbas Dahdah flere Værelser derfra, saa han lod mig sige, at her var ingen Opera eller Syngeskole, de skulde ingen Trimulanter have i Jesuiter-Skolen uden dem, som løde til Madonnas Priis! taus lagde jeg da mit Hoved i Vindueskarmen, Blikket vendte vel mod Gaden, men Tanken mod mig selv.

»Felicissima notte, Antonio!«* lød det til mig. En deilig stolt Hest gjorde Caprioler under Vinduet og jog saa afsted med sin stolte Rytter. Det var en pavelig Officier; med ungdommelig Smidighed bøiede han sig paa Hesten, hilsede og hilsede, til han var mig ude af Syne, men jeg havde kjendt ham, det var Bernardo, den lykkelige Bernardo! Hvor forskjelligt var ikke hans Liv imod mit! nei, jeg vilde ikke tænke

* 70

derover, trykkede Hatten dybt ned over Panden, og som forfulgt af en ond Aand, drev jeg afsted, hvor hen Vinden vilde føre mig. Jeg tænkte slet ikke over, at der var en Lov, at Disciplen, i Jesuiterskolen, Propaganda og hver Læreanstalt i Pavestaten, naar han gik ud i Byen maatte ledsages af en ældre eller jevnaldrende Meddiscipel, og ikke vise sig ene uden en speciel Tilladelse. En saa almindelig Lov var aldrig blevet indpræget. Jeg tænkte slet ikke paa, at min Frihed saaledes var indskrænket, og gik fra den Side rolig afsted Den gamle Custode tænkte vel jeg havde Tilladelse dertil.

I Corso vrimlede det med Equipager, en Række Vogne med Romere og Fremmede foer opad, en anden nedad; de gjorde deres Aftenpromenade; Folk stode i Klynger om Kunsthandlerens udhængte Kobberstik, og Betlerne holdt sig til for at faae en Skilling; det var vanskeligt at komme frem, vilde man ikke vove sig ind mellem Vognene; jeg var netop sluppet igjennem, da en Haand holdt mig fast i Kjolen, og jeg hørte en bekjendt hæslig Stemme hvisle: »bon giorno, Antonio!« jeg saae ned: der sad min Onkel, den hæslige Peppo, med de to visne Been bundne op om Siderne, og med Træpladerne til at skyde sig frem paa. Saa nær havde vi ikke i mange Aar været hinanden; jeg havde altid undgaaet ham ved store Omveie, skyet den spanske Trappe, hvor han sad, og naar jeg i en Procession eller med de andre Skolarer maatte forbi ham, da søgt paa det bedste at skjule Ansigtet.

»Antonio! mit eget Blod!« sagde han og holdt mig i Kjolen. »Kjender Du ikke nok din Morbroder Peppo? Tænk paa Sanct Joseph*, saa har Du mit Navn! Ak! hvor Du er blevet stor og mandig!«

»Slip mig!« skreg jeg, thi Folk rundt om saae paa os.

»Antonio!« sagde han, »kan Du huske, da vi red sammen paa det lille Æsel? Du søde Barn! ja nu rider Du paa en høiere Hest, vil ikke kjendes ved din fattige Morbro'er! vil aldrig komme til mig paa Trappen! Du har dog kysset mig paa Haanden, sovet paa min Smule Straa! vær ikke utaknemmelig, Antonio -!«

»Slip mig dog!« raabte jeg og rev Kjolen ud af hans Hænder, foer ind imellem Vognene, der krydsede hinanden og kom i en Sidegade; mit Hjerte bankede af Skræk, af-ja hvad skal jeg kalde det, krænket Stolthed; jeg syntes mig forhaanet for alle Mennesker, der havde seet os; men kun nogle Øieblikke var denne Følelse herskende, da vaagnede *

71 en anden, en langt bittrere. Hvert Ord han havde sagt, var jo Sandhed jeg var jo hans Søsters eneste Barn. Jeg følte det Grusomme i min Opførsel, skammede mig for Gud og mig selv, det brændte mig som Ild i Hjertet; havde jeg nu været ene med Peppo, jeg kunde have kysset ham paa de hæslige Hænder og bedt ham om Forladelse. Jeg var rystet i mit Inderste.

Da ringede Klokken til Ave Maria fra Kirken Sanct Agostino; min Synd laae tungt paa min Sjæl, og jeg gik ind for at bønfalde Guds Moder. Tomt og mørkt var det under de høie Buer, Lysene paa de forskjellige Altere brændte matte og døsige, uden Straaler, kun som Trøske i Natten, naar den vaade Scirocco falder. Min Sjæl drak Trøst og Tilgivelse.

»Signore, Antonio!« sagde en Stemme tæt ved mig, »Eccellenza er kommet og den skjønne Signora! De ere her fra Firenza og have deres Guds Engel med! vil I strax gjøre Eders Besøg og bringe Eders Hilsen?«

Det var den gamle Fenella, Portnerens Hustrue i Palazzo Borghese. Min Velgjørerinde var her med Mand og Barn; i nogle Aar havde jeg ikke seet dem. Min Sjæl blev Glæde, jeg fløi afsted og snart gjenhilste mig de kjære venlige Ansigter.

Fabiani var mild og naadig, Francesca moderlig glad, ved at see mig; hun bragte mig deres lille Datter Flaminia, et venligt Barn med forunderlig lyse Øme; hun rakte mig strax Munden til Kys, gik gjerne til mig, og vi vare i to Minuter alt gamle Bekjendter og Venner. Hun sad paa min Arm og loe hoit af Glæde, naar jeg dandsede rundt med hende i Salen og sang en af mine gamle, lystige Viser.

»Gjør mig ikke min lille Abbedisse* til et Verdensbarn,« sagde Fabiani smilende, »seer Du ei, hun alt bærer Tegnet paa sin Værdighed!« og nu viste han mig et lille Solvkors med Frelseren paa, der hang i en Sløife ved Barnets Bryst. »Den hellige Fader har givet hende det, hun har alt sin Sjæle-Brudgom ved sit Hjerte!«

I deres Kjærligheds Lykke havde de lovet Kirken det første Barn, og Paven havde alt skjænket den Lille paa Vuggen det hellige Tegn; som Slægtning af Borghesernes rige Familie stod den første Plads *

72 hende aaben i Roms Nonneklostre, hvorfor de og al hendes Omgivning alt kaldte hende ved Hædersnavnet: den lille Abbedisse. Enhver Fortælling, enhver Leg gik ud paa at bibringe hende Ideen om den Verden, hun egentlig levede for, den Lykke, som ventede hende.

Hun viste mig sit Jesusbarn, sine smaa hvidklædte Nonner, der hver Dag gik i Messen, stillede dem op i to Rader paa Bordet, som Ammen havde lært hende, og fortalte mig nu, hvor smukt de sang og bad til det deilige Jesusbarn. Jeg tegnede hende lystige Bønder, der i deres lange uldne Kjortel dandsede om Steentritonen, Polichineller, der sad paa hinandens Pukkel, og de nye Billeder morede usigeligt den Lille. Hun kyssede dem mange Gange, men rev dem saa i sin Overgivenhed itu, og jeg maatte ridse nye, til vi skiltes ad, thi Ammen kaldte den lille Abbedisse til Sengs, det var jo alt over hendes Sovetid.

Fabiani og Francesca spurgte mig om Jesuiterskolen, om min Sundhed og Tilfredshed, lovede altid at være mig god og ønskede mig den bedste Lykke. »Vi maa daglig sees,« sagde hun, »kom ret flittigt, medens vi ere her.« Ogsaa om gamle Domenica paa Campagnen spurgte hun, og jeg fortalte, hvor lykkelig den Gamle var, naar jeg en enkelt Gang i Høsten eller Foraaret kom ud til hende, hvor hun da stegte Castanier til mig og syntes at blive ung igjen, ved at tale om de Dage vi vare sammen; ogsaa maatte jeg hver Gang see den lille Krog, jeg havde sovet i, og Billederne, jeg havde ridset, som hun gjemte endnu ved sin viede Rosenkrands og ved den gamle Bønnebog.

»Hvor han bukker moersomt,« sagde Francesca til Fabiani, idet jeg ved Afskeden gjorde min Compliment. »Det er fortræffeligt, at Aanden bliver uddannet, men Legemet maa heller ikke forsømmes, det sees der meget paa i denne Verden! men det vil komme? Ikke sandt, Antonio!« og smilende rakte hun mig Haanden at kysse paa.

Det var kun nogle Timer ud paa Aftenen, da jeg igjen stod nede paa Gaden, for at vandre hjemad, men Alt var bælmørkt. Da var i Rom endnu ikke Lygterne komne i Brug; de tilhøre, som bekjendt, de sidste Aaringer; Lampen foran Madonnabilledet var det eneste Lys i de ujevne, snevre Gader. Jeg maatte gribe for mig, for ikke at støde paa, og saaledes bevægede jeg mig langsomt fremad, med Tankerne opfyldte af denne Eftermiddags Begivenheder.

Idet jeg gik, stødte min Haand mod en Gjenstand.

73

»For Djævelen!« lød en bekjendt Stemme, »stød mig ikke Øinene ud, for saa seer jeg endnu mindre!«

»Bernardo!« udbrød jeg glad, »saa træffes vi dog engang!«

»Antonio! min kjære Antonio!« raabte han og greb mig under Armen. »Det er jo et lystigt Møde! hvor kommer Du fra? Fra et lille Eventyr? Det ventede jeg ikke af Dig! men grebet er Du paa Mørkets Veie! Hvor er Slavecorporalen, Cicisbeoen, eller hvad Du kalder din tro Ledsager.«

»Jeg er ganske ene!« sagde jeg.

»Ene!« gjentog han. »Du er i Grunden en rask Fyr! Du skulde i den pavelige Garde, maaskee kunde vi faae Dig i ordentlig Gang endnu!«

Jeg fortalte ham i faa Ord om Eccellenzas og Signoras Ankomst og yttrede nu min Glæde over dette vort Møde. Hans Glæde var ikke mindre, vi tænkte nu slet ikke paa Mørket og sladdrede fort, idet vi vandrede fremad, uden at tænke paa, hvorhen, eller i hvad Retning.

»Seer Du Antonio!« sagde han, »nu har jeg først lært, hvad Livet er! Du kjender det slet ikke! det er for lystigt, til at sidde bort paa den haarde Skolebænk og høre Habbas Dahdahs skimlede Taler! Min Hest kan jeg tumle, Du saae mig jo i Dag? og de smukke Signora'er sende mig Blikke, o saa brændende! jeg er jo en ganske kjøn Karl, som Uniformen klæder! det forbandede Mørke her er! Du kan slet ikke faae mig at see! Mine nye Kamerader have ført mig an, det er ikke Bænkeslidere, som I. Vi tømme vort Bæger paa Statens Vel, have ogsaa smaa Eventyr, men det kan din Hellighed ikke taale at høre om! Hvor Du dog er et daarligt Mandfolk! Antonio, jeg har faaet ti Aars Erfaring i disse faa Maaneder! Nu føler jeg min Ungdom, den bruser i mit Blod, svulmer i mit Hjerte, og jeg nyder den, nyder den i store Drag, mens endnu mine Læber brænde, og jeg føler denne kildrende Tørst!«

»Dit Selskab er ikke godt, Bernardo!« sagde jeg.

»Ikke godt!« afbrød han, »præk mig ikke Moral! hvad kan Du sige mod min Omgang? Mine Kamerader ere af det reneste Patricie-Blod, Rom eier! vi ere den hellige Faders Æres-Vagt, hans Velsignelse udsletter vore smaa Synder! i de første Dage, jeg var kommet ud af Skolen, havde jeg ogsaa noget af disse Klosterbegreber, men jeg var klog nok til ikke at lade mine nye Kamerader mærke det, jeg fulgte med dem, mit Kjød og Blod, mit hele egentlige Jeg bævede af Livslyst 74 og jeg fulgte denne Drift, thi den var stærkest; men jeg følte ogsaa en hæslig, ond Stemme inden i mig, det var den propagandiske Klostertugt og den sidste Rest af Barnagtigheden, der sagde: Du er ikke længer uskyldig som Barnet! siden har jeg leet deraf, nu forstaaer jeg det bedre! jeg er Mand, Barnet er rystet af Ærmet! det var det, som græd, da det mistede sin Villie! - Men her ere vi jo ved Chjavica, det bedste Osterie, hvor Kunstnerne samles; kom med, vi maae drikke en Fogliette sammen paa vort behagelige Møde; kom med! der er lystigt derinde!«

»Hvad tænker Du paa!« svarede jeg, »hvis man i Jesuiterskolen fik at vide, at jeg havde været der med en af Officiererne i den pavelige Garde.«

»Jo, det var en stor Ulykke! drikke et Glas Viin og høre de fremmede Kunstnere synge deres Viser i Hjemmets Sprog, tydsk, fransk, engelsk og vor Herre veed, hvilke Tungemaal! det gaaer lystigt, kan Du troe!«

»Hvad der er passende for Dig, er lovstridigt for mig, tal ikke til mig derom og -« afbrød jeg mig selv, idet jeg fra den lille Sidegade hørte Latter og Bravoraab, og gjerne vilde lede Samtalen andetsteds hen, »der staae saamange Folk samlede! hvad mon det kan være! jeg troer, de gjøre Kunster tæt under Madonnabilledet!« og nu drog jeg ham med derhen.

Karle og Drenge af den laveste Klasse havde spærret Gaden; de gjorde en aflang Kreds om en gammel Jøde, der, som vi hørte, skulde tvinges til at springe over en Stok, som en af Karlene holdt, vilde han slippe ud af Gaden.

Bekjendt er det, at i Rom, Christenhedens første Stad, tør Jøderne kun boe i det dem anviste Qvarteer af Byen, det snevre, smudsige Ghetto; hver Aften lukkes Porten for dem, og Soldater holde Vagt, for at ingen skal slippe ud eller ind Aarligt maae de Ældste vandre til Capitoliet og knælende bede om Tilladelse, at forblive endnu eet Aar i Rom, tilbyde sig at betale Udgifterne ved Carnevalets Væddeløbe og love, at de alle, eengang i Aaret, paa den dertil bestemte Dag skulle gaae i catholsk Kirke og høre en Omvendelses-Prædiken.

Den gamle Mand vi her saae, var i den mørke Aften ene kommet igjennem Gaden, hvor Drengene legede og Karlene stode i deres Morraspil. »See I Jøden!« havde Een raabt, og nu haanede og spottede de den gamle Mand, og da han taus vilde fortsætte sin Gang, spærrede 75 de Gaden. En af Karlene, en tyk, bredskuldret Person, holdt en lang Stok frem og raabte: »naa Jøde: tag nu Benene med Dig! De lukke Ghetto, Du kommer ikke ud i Nat! - lad os see, hvor let Du er i Beentøiet!«

»Spring Jøde!« skreg alle Drengene, »Abrahams Gud hjælper Dig nok!«

»Hvad ondt har jeg dog gjort Eder?« sagde han, »lad mig gamle Mand vandre min egen Vei, og spot ikke de graa Haar foran hende, I selv bede om Forbarmelse!« og han pegede paa Madonnabilledet tæt ved.

»Troer Du,« sagde Karlen, »Madonna bryder sig om en Jøde? Vil Du springe, din gamle Hund!« og nu knyttede han Haanden imod ham, og Drengene gjorde Kredsen tættere.

Da sprang Bernardo frem, stødte de nærmeste til Side, rev i et Nu Stokken ud af Karlens Haand, svingede sin Sabel over ham, holdt Stokken, han havde taget, frem foran Karlen selv og raabte med stærk, mandig Stemme. »Spring nu Du, eller jeg kløver Dig dit Hoved! Nøl ikke! ved alle Hellige jeg hugger Dig gjennem Pandeskallen, springer Du ikke.«

Karlen stod som himmelfalden, mellem den forbausede Mængde. De tordnende Ord, den dragne Sabel og den pavelige Officierdragt, Alt electriserede ham, og uden at svare et Ord, gjorde han et høit Spring over Stokken, som han nylig havde holdt frem for den arme Jøde. Hele Forsamlingen var ligesaa overrasket, ingen vovede at sige et Ord, men saae forundrede paa, hvad der skete. Neppe var Karlen sprunget over, før Bernardo greb ham i Skulderen og klappede ham paa Kinden med den flade Klinge:

»Bravo, min Hund! godt gjort! endnu engang samme Kunststykke, og saa, tænker jeg, Du har nok af Hunde-Kunsterne!«

Karlen maatte springe og Forsamlingen, der gik over til den lystige Side deri, raabte Bravo og tilklappede Bifald.

»Hvor er Du, Jøde?« spurgte Bernardo! »kom, jeg vil følge Dig!« -men han var borte, Ingen svarede.

»Kom!« sagde jeg, da vi vare ude af Klyngen. »Kom, lad dem sige, hvad de vil, jeg drikker en Fogliet Viin med Dig! Din Skaal vil jeg drikke! Venner maa vi altid blive, i hvilket Forhold vi end komme!«

»Du er en Nar Antonio!« svarede han, »og jeg i Grunden ogsaa, at jeg har ærgret mig over den raa Karl! jeg tænker, han nu ikke saa snart lader nogen springe!«

76

Vi gik ind i Osteriet, ingen af de lystige Gjester lagde Mærke til os. I et Hjørne stod et lille Bord; her lode vi os bringe en Fogliette og klinkede nu paa vort gunstige Møde og fortsat varigt Venskab; saa skiltes vi ad. Jeg gik til Jesuiter-Skolen, hvor den gamle Custode, min særdeles Patron, lukkede mig ind, saa at ingen mærkede det, og snart sov og drømte jeg om denne Aftens mange Eventyr.

77

IX Jødepigen.

At jeg uden Tilladelse havde været en Aften ude, ja endog drukket Viin med Bernardo paa et Osterie, ængstede mig siden, men Tilfældet var mig gunstigt; ingen havde savnet mig, eller ogsaa havde de, som den gamle Custode, troet, at jeg havde Frihed; jeg var jo bekjendt som det roligste, det samvittighedsfuldeste Menneske. Dagene giede stille hen og bleve til Uger; jeg læste flittigt og besøgte imellem min ædle Velgjørerinde, det var min største Opmuntring; hendes lille Abbedisse blev mig Dag for Dag kjærere; jeg bragte Barnet Billeder, jeg selv som Lille havde ridset, men naar hun nogle Øieblikke havde leget med dem, fløi de i mange Stykker om paa Gulvet; jeg samlede Stykkerne op igjen og gjemte dem.

Jeg læste paa den Tid Virgil; sjette Bog, hvor den cumæiske Sybille fører Æneas ned i Underverdenen, interesserede mig meget for det Beslægtede deri med Dante;jeg tænkte da paa mit Digt og derved ret levende paa Bernardo, som jeg saalænge ikke havde seet; jeg længtes ret meget efter ham. Det var just en af de Dage i Ugen, Vatikanets Gallerier stode aabne; jeg bad om Tilladelse, til at gaae derud at see paa de herlige Marmorguder og de deilige Billeder, men det jeg egentligt vilde, var at træffe min kjære Bemardo.

Jeg var alt i den store, aabne Buegang, hvor den skjønneste Buste af Raphael staaer, og hvor hele Loftet er Bibelen i deilige Billeder, skizzeret af den store Mester og udført af hans Elever. De sælsomme Arabesker op ad Muren, den Legion af Engle, der i hver Bue knæle og svæve paa store Vinger op i det Uendelige, var mig ikke nye; dog dvælede jeg længe her, som beskuede jeg dem, men ventede egentlig paa det lykkelige Tilfælde, der vilde føre Bernardo her igjennem Logerne. Jeg lænede mig paa det murede Rækværk og betragtede den prægtige Bjergformation, de stolte Bølgelinier hiinsides Campagnen, men Øiet søgte ogsaa nede i Vatikanets Gaarde, om det ikke var Bernardo, naar en Sabel klirrede mod de brede Flisestene. Men han kom ikke.

78

Forgjæves vandrede jeg gjennem Stanzerne, besøgte Niilgruppen og Laokoon, men det var kun Daarlighed med min Beskuen, jeg kom i slet Lune; Bernardo var ikke at opdage; derfor syntes Hjemveien mig ligesaa interessant, som Torsoen og den kostelige Antinous.

Da hoppede en let Skikkelse med Fjerbusk og klingende Sporer over Gangen, og jeg efter, - det var Bernardo; hans Glæde var ikke mindre, end min; i Hast drog han mig med sig, thi han havde tusinde Ting at fortælle, sagde han:

»Du veed ikke, hvad jeg har lidt og lider endnu! Du skal være min Doctor! Du alene kan hjælpe mig med de magiske Urter!« og nu førte han mig gjennem den store Sal, hvor de pavelige Schweitsere holde Vagt, ind i et stort Værelse, indrettet for den vagthavende Officier.

»Du er dog ikke syg?« spurgte jeg, »Du kan ikke være det! dine Øine og Kinder brænde jo lyslevende!«

»O ja, de brænde,« sagde han, »jeg brænder fra Taa til Isse! men alting er godt! Du er min gode Lykkestjerne, Du bringer deilige Eventyr og gode Ideer, Du maa hjælpe! sæt Dig dog! Du veed ikke, hvormeget jeg har oplevet siden den Aften, vi sidst saae hinanden; Dig vil jeg betroe det Hele, Du er en ærlig Ven, og maa selv med i Eventyret!«

Han tillod mig ikke at tale, jeg maatte høre, hvad der saaledes bevægede ham!

»Husker Du Jøden?« sagde han, »den gamle Jøde, som Drengene vilde skulde springe, og hvorledes han løb bort, uden at sige Tak for min ridderlige Hjælp ? Jeg havde i det mindste siden glemt ham og den hele Historie! Nogle Dage efter kommer jeg forbi, hvor man gaaer ind til Ghetto; jeg lagde ikke Mærke dertil, før Soldaten, der havde sin Post ved Porten, gjorde mig Honneur, thi jeg hører jo nu til Rangspersonerne; jeg hilser da igjen, og seer derved tæt indenfor Porten en deilig Flok sortøiede Pigebørn af den hebraiske Race, og saa kan Du nok tænke, jeg fik Lyst at trave igjennem den snevre, smudsige Gade. Det er da en heel Synagoge derinde, Husene tæt paa hinanden op imod Luften, i alle Vinduer gik det: »Bereschit Bara Elohim!« Hoved ved Hoved, som da de gik over det røde Hav. Rundt om hang der gamle Klæder, Parapluier og andet Pulterkammergods; jeg hoppede mellem Jernskramlerie, Skilderier og naturlig Søle, og saa var der en Surren og Skrigen, om jeg vilde handle, sælge 79 eller kjøbe, man lod mig knap faae Tid at see paa et Par sortøiede Glutter, der smilte fra Dørene til mig. Det var en Vandring, kan Du troe, den skulde Dante have beskrevet Med eet styrter der mig en gammel Jøde ind paa Livet, bøier sig lige ned foran mig, som var jeg den hellige Fader. »Eccellenza,« siger han, »min ædle Velgjører, mit Livs Frelser, velsignet være den Stund, jeg hilser Eder; troe ikke den gamle Hanock er utaknemmelig!« og meget mere, som jeg ikke forstod og heller ikke husker; jeg kjendte ham nu, det var den gamle Mosait, der skulde have sprunget. »Her er mit fattige Huus, men min Tærskel er for lav, at jeg tør bede Eder betræde den,« og nu kyssede han mig paa Hænderne og Kjolen; jeg vilde afsted, thi hele Nabolavet tabte sig i Beskuelse af os, men da faldt mine Øine op paa Huset og jeg saae det deiligste Hoved, jeg endnu har seet, en MarmorVenus med varmt Blod i Kinderne og Øine son\ Arabiens Datter, -saa kan Du nok vide, jeg fulgte ind med Jøden, han havde jo indbudt mig. Gangen var rigtignok sort og snever, som gik den ind i Scipionernes Grave, og Steentrappen og det deilige Trægallerie, -ja, den var særdeles skikket til at lære Stadighed i Gang og Forsigtighed til de yderste Fingerspidse. Inde i Stuen var derimod ikke saa galt, kun Pigebarnet manglede, og hvad skulde jeg saa derinde. Nu maatte jeg da fordøie en lang Taknemmeligheds-Tale, hvori der vare mange østerlandske Billeder, som sikkert vilde have behaget dit poetiske Gemyt! jeg lod det gaae og tænkte, saa kommer vel hun tilsidst! men hun kom ikke; derimod fik Jøden en Idee, der ved en anden Leilighed kunde have været særdeles god; han meente, at jeg, som en ung Mand, der var med i Verden, nok kunde bruge Penge, men nok ogsaa have Mangel paa dem, at jeg da vel nødtes at tye til medlidende Sjæle, der for 20 til 30 Procent viste christelig Kjærlighed, - men at han, og det var i Grunden et Mirakel i Jødernes Rige, vilde laane mig uden Procent! hører. Du? uden Procent! -jeg var en ædel ung Mand! paa min Ærlighed stolede han! jeg havde beskyttet en Green af Israels Stamme, dens Stubbe skulde ikke rive mig Klæderne sønder. Da jeg ikke trængte til Penge, tog jeg heller ingen, men saa bad han mig, om jeg vilde nedlade mig til at smage hans Viin, den eneste Flaske han eiede; jeg veed ikke, hvad jeg svarede, men det veed jeg, den deiligste Pige af østerlandsk Slægt traadte ind; der var Former og Farver, Haaret skinnede kulsort, som Ibenholt! hun skjænkede en herlig Cyperviin for mig, og det kongelige salomonske Blod steg hende i Kinderne, 80 da jeg tømte Glasset paa hendes Lykke. Du skulde have hørt hende tale, hørt hende takke mig for sin Fader, hvad der jo ei var Umagen værd! det klang som Musik i mine Øren. Det var intet naturligt Væsen! hun forsvandt da ogsaa, kun den Gamle blev tilbage!«

»Det er jo som en Digtning det Hele!« udbrød jeg, »det kunde deiligt sættes i Vers.« »Du veed ikke, hvor jeg siden piinte mig, hvor jeg i Hovedet byggede op og rev saa ned igjen, for at træffe sammen med min smukke Zionsdatter. Tænk Dig, jeg nedlod mig til at komme, for at tage mod et Laan, jeg slet ikke behøvede. Jeg tog mod 20 blanke Scudi paa 8 Dage, men hende fik jeg ikke at see. Jeg bragte dem alt tredie Dag derefter urørte igjen, og den Gamle smiilte og gned Hænderne, thi han havde vel ikke saa ganske stolet paa min priste Ærlighed. Jeg roste hans Cyperviin, men h u n bragte mig ingen, selv skjænkede han den med magre, rystende Hænder. Mit Øie speidede i hver Krog, hun var der ikke. Hun viste sig ikke; kun da jeg foer ned ad Trappen, syntes jeg, Gardinet ved det aabne Vindue bevægede sig; det maatte være hende: »Farvel Signora!« raabte jeg, men Alt blev stille, som en Muur, ingen viste sig. Endnu er jeg ikke videre i mit Eventyr! Giv mig et Raad. Opgivet hende har jeg ikke, og vil ikke! hvad gjør jeg dog? Faae en glimrende Idee, min Hjertens-Unge! Vær mig en Saturnia og Venus, der fører Æneas og Lybiens Datter sammen i den lønlige Grotte.«

»Hvad vil Du, jeg skal gjøre? Jeg begriber ikke, hvorledes jeg kan udrette noget her!«

»Du kan Alt, naar Du vil! Hebraisk er jo et deiligt Sprog, en poetisk Billedverden, det skulde Du lægge Dig efter, og tage en Jøde til at lære Dig det! jeg betaler Alt! Du tager den gamle Hanock, for det har jeg udspioneret, og han hører til den lærde Deel i Ghetto; naar nu dit troskyldige Væsen har indtaget ham, saa kommer Du ogsaa i Bekjendtskab med Datteren og tager Dig da af mine Sager; men i Gallop, i flyvende Gallop; jeg har brændende Gift, Kjærlighedens brændende Gift i mit Blod. Gaae endnu i Dag til Jøden!«

»Det kan jeg ikke!« svarede jeg, »betænker Du slet ikke mine Forhold, hvilken Rolle jeg kom til at spille; og hvor kan Du, kjære Bernardo, nedlade Dig til et Kjærligheds-Eventyr med en Jødepige - - «

»O det forstaaer Du dig ikke paa!« afbrød han mig, »Jødepige eller ei, det gjør intet til Sagen, naar kun Varerne ere gode! Nu, Du velsignede 81 Unge! min egen fortræffelige Antonio! læg Dig saa efter det Hebraiske! vi ville begge to studere det, kun paa forskjellig Maade! vær fornuftig og tænk paa, hvormeget Du derved kan gjøre for min Lykke!«

»Du veed,« sagde jeg, »hvor inderligt jeg med hele min Sjæl hænger ved Dig! Du veed, hvor din overveiende Kraft griber ind i mine Tanker, i min hele Villie! var Du ond, da kunde Du fordærve mig! -jeg maa ind i din magiske Kreds! Jeg bedømmer ikke dine Livs-Anskuelser efter mine, enhver maa vist følge sin Natur! jeg troer heller ikke, det er Synd, den Maade Du griber Glæden paa, thi saaledes er nu Du engang skabt, jeg er en ganske Anden! Overtal mig ikke til et Eventyr, der, om det end falder vel ud, dog aldrig var til din sande Lykke!«

»Godt, godt!« afbrød han mig, og jeg saae det fremmede, stolte Blik, han saa ofte havde viist mod Habbas Dahdah, naar denne ved sin Stilling var den afgjørende! »godt, Antonio! det var ogsaa et Spøg, det Hele! Du skal ikke løbe i Skriftestolen for min Skyld! men hvad Ondt der var i, at Du lærte lidt Hebraisk og det af min Jøde, begriber jeg ikke! men ikke et Ord derom! - Tak for Besøget! vil Du spise? vil Du drikke ? her er til Tjeneste!«

Jeg var forstemt; Tonen, hvori han talte, hele hans Maade at være paa var som den Fornærmedes. Isnende Kulde og fornem Høflighed mødte mit varme Haandtryk. Forstemt og bedrøvet forlod jeg ham snart.

Jeg følte, han havde Uret, at jeg havde handlet, som jeg burde, og dog kom der Øieblikke, hvori jeg syntes at jeg havde været ond imod ham. I denne min Kamp med mig selv gik jeg igjennem Jødeqvarteret og haabede paa min Lykkesstjerne, at den vilde føde et Eventyr til Gavn for min kjære Bernardo, men jeg saae ikke engang den gamle Jøde; fremmede Ansigter tittede rundt om fra Vinduer og Døre; skidne Børn laae paa Fortouget mellem alskens Skramlerie af Jern og Klæder, det evige Skrig, om man vilde sælge eller kjøbe, bedøvede mig næsten. Nogle unge Piger spillede, fra Vindue til Vindue, Fjerboldt over Gaden; den ene var ret smuk, - skulde det være Bernardos Elskede? Uden at ville det, tog jeg Hatten af, men skammede mig derover og strøg mig med Haanden om Panden, som var det Varmen og ikke Pigen jeg blottede mit Hoved for.

82

X Eet Aar fremad. Det romerske Carneval. Sangerinden.

Skulde jeg uafbrudt følge Traaden, der knytter sig til Bernardos Kjærlighed og min Vandring gjennem Ghetto, da maatte jeg springe et heelt Aar af mit Liv over; men dette Aar havde, med al sin jevne Gang, langt mere for mig, end at det gjorde mig de tolv Maaneder ældre. Det var en Art Mellemact i mit Livs Drama.

Sjældent saae jeg Bernardo, og mødtes vi, var han vel den lystige, raske Ungersvend, han pleiede, men fortrolig som for syntes han mig slet ikke; det kolde, fornemme Blik tittede frem bag Venskabs Maske; det forstemte og bedrøvede mig! spørge, hvorledes det gik hans Kjærlighed, havde jeg ikke Mod til.

Ret ofte kom jeg i Borghesernes Palais og fandt hos Eccellenza, Fabiani og Francesca et sandt Hjem, dog ofte Anledning til dyb Smerte. Min Sjæl var opfyldt af Taknemmelighed for Alt, hvad jeg skyldte dem Alle her, hvert alvorligt Blik kastede da strax Skygge over min Livslyst. Francesca roste mine gode Egenskaber, men vilde nu ogsaa fuldkommengjore mig; min Holdning, Maaden jeg udtrykte mig paa, modte hendes Kritik, og den var stræng, vistnok for stræng; tidt bragte den mig Taarer i Øinene, skjøndt jeg var alt et stort 16-Aars Menneske. Den gamle Eccellenza, som havde kaldt mig fra Domenicas Hytte til sit prægtige Hjem, var mig endnu hjertensgod, som første Gang vi mødtes, men ogsaa han havde Signoras Opdragelses-Maade med mig! Hans store Interesse for Planter og sjeldne Væxter deelte jeg ikke nok, og han kaldte det Mangel paa Lyst til det Grundige. Mit eget Jeg, fandt han, beskjæftigede mig for meget; jeg gik ham ikke nok udenfor mig selv, lod ikke Aandens Radier skjære den store Verdens Cirkel. »Husk min Søn,« vedblev han da, »at Bladet, der kun ruller sig i sig selv, visner!« Men, efter hver heftig Tale, klappede han mig igjen paa Kinden og trøstede ironisk med, at det var en slem Verden, man levede i, man maatte presses, som Blomsterne, skulde Madonna faae skjønne Exemplarer af os. Fabiani tog Alt fra den lystige 83 Side, loe af dem med deres velmeente Forelæsninger, idet han forsikkrede, jeg blev dog aldrig lærd, som Eccellenza, eller pikant, som Francesca, men en tredie Characteer, der hører med til Livet, og det en Characteer, som ei var at forkaste. Da kaldte han sin lille Abbedisse, og hos hende glemte jeg snart mine smaa Sorger.

Det følgende Aar vilde de tilbringe i Norditalien, saaledes at de bleve i de varme Sommermaaneder i Genua, og Vinteren i Milano; mig forestod paa samme Tid det store Skridt, med en Slags Examen at træde op i Abbatestanden og saaledes i en høiere Stilling, end den, jeg for Øieblikket kjendte.

Før Familiens Afreise var et stort Bal i det Borghesiske Palais, hvortil jeg ogsaa var indbudet. Beegkrandse brændte udenfor, og alle Faklerne, der båres foran Gjesternes Vogne, bleve stukne ind i Jernarmene paa Muren, saa denne syntes en heel Ildcascade. Pavelige Soldater tilhest holdt ved Porten. Den lille Have var pyntet med brogede Papirslygter, Marmortrappen prægtigt oplyst; der duftede af Blomster, thi paa hvert Trin langs Muren stode Vaser med Blomster og smaa Orange-Træer. Soldaterne skuldrede ved Døren; der vrimlede med rigtklædte Tjenere. Francesca var glimrende skjøn; den kostelige Fjer, hun bar, af Paradisfuglen, den hvide atlaskes Kjole med de rige Kniplinger klædte hende allerkjæreste, men at hun rakte mig Haanden -ja det fandt jeg dog endnu nydeligere! I to Sale, hver med fuldt Orchester, svævede de Dandsende. Mellem disse var Bernardo, og han var smuk; den røde, guldbroderede Uniform, de snevre, hvide Beenklæder, alt sad, som aandet omkring de skjønne Former; han dandsede med den Smukkeste, og hun smilte fortroligt og kjærligt til ham. Hvor det ærgrede mig, at jeg ikke kunde dandse; ingen tog heller ret Notice af mig. I mit eneste Hjem syntes jeg mig den meest Fremmede mellem de Fremmede; men Bernardo rakte mig Haanden, og hvert Mismod var igjen borte. Bag de lange, røde Gardiner, ved det aabne Vindue, drak vi den skummende Champagne, han stødte fortroligt sit Glas imod mit, skjønne Melodier strømmede gjennem Øret til vort Hjerte, og udslettet var hver Tanke om mindre Venskab end i tidligere Dage. Jeg vovede endogsaa at nævne den smukke Jødepige, og han loe og syntes helbredet for de dybe Saar.

»Jeg har fanget en anden lille Guldfugl,« sagde han, »den er mere tam og har sjunget mig Grillerne bort! vi ville derfor lade den anden 84 flyve! den er da ogsaa borte, er sluppet ud af Jødeqvarteret, ja af Rom selv, skal jeg troe mine Folk!«

Endnu engang stødte vore Glas sammen, Champagnen og den lystige Musik gjød dobbelt Liv i vort Blod! - Bernardo var igjen midt i Dandsen, jeg stod ene, men med hiint Lyksalighedens Havblik i Sjælen, hvori man gjerne gad trykke den hele Verden til sit Bryst. Nede paa Gaden jublede de fattige Drenge ved Gnisterne, der fløi fra Beegkrandsene; jeg tænkte paa min egen fattige Barndom, hvorledes jeg ogsaa havde leget som de, og nu stod som hjemme oppe i den rige Balsal, mellem Roms første Familier. Tak og Kjærlighed til Guds Moder, der saa kjærligt havde ført mig frem i Verden, fyldte min hele Sjæl, mit Knæ bøiede sig tilbedende; de lange tætte Gardiner skjulte mig jo for alle de Andre. Jeg var uendelig salig.

Natten fløi hen; to Dage gik endnu og hele Familien drog fra Rom. Habbas Dahdah indprægede mig hver Time, hvad dette Aar vilde bringe mig, Navnet og Værdigheden af Abbate. Jeg læste flittigt, saae næsten aldrig Bernardo eller nogen Bekjendt; Uger gik og bleve til Maaneder, og disse bragte Dagen, der, efter endt Prøve, iførte mig den sorte Dragt og den korte Silkekaabe.

Alt sang mig Victoria! de høie Pinier og de nysudsprungne Anemoner, Raaberne paa Gaden og den lette Sky, som fløi gjennem den blaa Luft. Jeg var med den sorte Silke-Abbate-Kappe iført et nyt og lykkeligere Menneske. Francesca havde og sendt mig en Vexel paa 100 Scudi til Fornødenhed og Fornøielse. I min Glæde stormede jeg op ad den spanske Trappe, kastede en blank Scudo til Onkel Peppo og fløi bort, uden at høre mere, end hans »Eccellenza, Eccellenza Antonio!

Det var de første Dage i Februar, Mandeltræerne blomstrede, Orangetræerne gulnede meer og meer, det lystige Carneval forestod, som var det en Fest til Hæder for min Optrædelse i Abbatestanden, Herolderne til Hest, med Trompeter og kostelige Fløielsfaner, havde alt forkyndt dets Komme. Aldrig før havde jeg endnu ganske nydt disse Glæder, ret inddrukket Billedet af denne Hjemmets lykkelige: slaae Gækken løs. Da jeg var et Barn, frygtede min Moder for, at jeg skulde komme til Skade i Trængselen; jeg saae derfor kun Momenter af den hele Lystighed, i det hun stod med mig kun paa et bestemt Hjørne af Gaden; som Skolar i Jesuiter-Skolen havde jeg seet det paa samme Maade, idet jeg, med en Afdeling af de andre Skolarer, fik 85 Lov at staae paa det flade Tag af Sidebygningen i Palazzo del Doria; men selv være med, selv kunne flyve fra den ene Ende af Gaden til den anden, komme paa Capitoliet, og til Trastevere, kort, gaae og blive, hvor jeg selv vilde, det var der slet ingen Tanke om; hvor naturligt altsaa, at jeg nu kastede mig i den vilde Strøm og ret som et Barn glædede mig til det Hele. Mindst tænkte jeg da paa, at mit Livs alvorligste Eventyr skulde begynde, at en Begivenhed, der engang havde beskjæftiget mig saa levende men som siden var glemt, nu atter traadte frem levende og stærk; det tabte Frøkorn, glemt og useet, nu vilde vise sig som en grøn, duftende Væxt, der slyngede sig fast om mit eget Livstræ.

Carnevalet var al min Tanke. Jeg besøgte i den tidlige Morgen Piazza del Popolo for at see Forberedelserne til Veddeløbet, gik om Aftenen corso op og ned, idet jeg betragtede de brogede Carnevalsdragter, der vare hængt ud, Figurerne med Maske og i fuld Costume. Jeg leiede en Advocats Dragt, som en af de lystigste Characterer, og sov næsten ikke hele Natten; jeg maatte jo ordentligt overtænke og indstudere min Rolle.

Den kommende Dag syntes mig en hellig Fest; jeg var lykkelig som et Barn. Rundtom i Sidegaderne reiste Confettikræmmerne deres Diske og Borde og udbredte de brogede Varer*; corso blev feiet og de brogede Tepper hængt ud fra alle Vinduer. Henimod Klokken tre, efter den franske Maade at regne Timerne paa**, var jeg paa Capitoliet, for at nyde Festens Begyndelse for første Gang. Balkonerne vare opfyldte med fornemme Fremmede; Senatoren sad i Purpur paa en Fløiels Throne, nydelige smaa Pager, med Fjær i deres Fløiels Barret, stode paa høire og venstre Side foran den pavelige SchweitserGarde. Nu traadte en Skare af de ældste Jøder ind; med blottede Hoveder knælede de foran Senatoren. Jeg kjendte den midterste, det var

* * 86

Hanock, den gamle Jøde, hvis Datter havde saa megen Interesse for Bernardo. Den Gamle førte Ordet, holdt en Slags Tale, hvori han, efter gammel Vedtægt, bad om Tilladelse for sig og sit Folk, at de endnu eet Aar turde forblive her i Rom i det dem anviste Qvarteer, lovede at gaae eengang i catholsk Kirke og udbad sig, at de, istedetfor efter gammel Skik selv at løbe corso igjennem for Romerne, maatte betale Omkostningerne for Hestevæddeløbet, samt den fremsatte Priis og de brogede Fløiels-Faner. Senatoren gav et naadigt Nik, (den gamle Brug, at sætte Foden paa den Bedendes Skulder, var afskaffet), steg derpaa under fuld Musik, i Procession, ned af Trappen til sin prægtige Vogn, i hvilken ogsaa Pagerne fik Plads, og aabnede saaledes Carnevalet. Capitoliets store Klokke kimede til Glæden, jeg løb afsted hjemad, for i Hast at iføre mig min Advokat-Dragt I den syntes jeg mig et ganske andet Menneske. Med en Art Selvtilfredshed hoppede jeg ned paa Gaden, hvor allerede en Flok Masker hilsede mig. Det var fattige Arbeidsfolk, som disse Dage gjorde lige med de rigeste Nobili. Hele deres Pynt var nok saa original og dertil den billigste af Verden. Over deres sædvanlige Klæder bare de en grov Skjorte, besyet med Citronskaller, der skulde ligne store Knapper, grøn Salat paa Skuldrene og Skoene, og en Paryk af Finocchi, desuden store Briller, udskaarne af Appelsinskaller.

Jeg truede dem Alle med Processer, viste dem i min Bog Lovstederne, der forbøde en saa luxuriøs Klædedragt som deres, og nu, applauderet af dem Alle, hoppede jeg ind i den lange corso, der fra Gade var forvandlet til Maskeradesal. Fra alle Vinduer og rundt om Balkoner og opreiste Loger hang brogede Tepper, langs Husenes Væg stod en uendelig Række af Stole, »kostelige Pladse til at see fra,« som Opraaberen forsikkrede. Vogn fulgte paa Vogn, for største Delen med Maskerede, i to lange Rækker, en opad, en nedad; paa enkelte vare selv Hjulene omvundne med Laurbærgrene, det Hele syntes bevægelige Lysthuse, og mellem disse tumlede sig den lystige Menneske-Vrimmel. Alle Vinduer vare opfyldte med Tilskuere. Nydelige Romerinder, i Officierdragt og med Snurbart over den fine Mund, kastede Confetti ned paa Bekjendter. Jeg holdt en Tale til dem, stævnede dem for Retten, fordi de ikke blot kastede Confetti i Ansigtet, men ogsaa Ildblik i Hjerterne; en Blomsterregn belønnede min Tale.

Jeg traf en udmajet Moerlil, ledsaget af sin Cicisbeo; Veien var os 87 for nogle Øieblikke afskaaret ved en Kamp mellem en Flok Polichineller, og den gode Madam maatte prøve min Veltalenhed.

»Signora!« sagde jeg, »er det at holde Eders Løfte? Er det at holde den romerske, catholske Skik, som I burde! Ak, Lucretia, Tarqvinii Collatini hvor er nu Hustru! Der sende I og flere af Roms Qvinder Eders skikkelige Mænd bort i Carnevalstiden, lade dem gaae paa Exercitia hos Munkene i Trastevere. I sværge, at føre et gudeligt, stille Liv i Eders Huse og Manden spæger sit Kjød i Glædens Tid, beder og arbeider Nat og Dag indenfor Klosterets Mure. Da have I frit Spil, da flyve I om med eders Galaner i corso og paa Festino! Ei Signora! jeg klager Eder an for Retten efter Lovens 27 i det 16de.«

Et eftertrykkeligt Slag af hendes Vifte, lige i mit Ansigt, var Svaret, men efter Grundigheden i dette, maa jeg ganske uskyldig have truffet Sandheden.

»Er Du gal Antonio!« tilhvidskede hendes Ledsager mig, og de smuttede bort mellem Sbirrer, Grækere og Hyrdinder. Af de faa Ord havde jeg kjendt ham, det var Bernardo. Men hvem kunde Damen være?

»Luogi! Luogi, Patronil« skrege de, som falbøde Pladse, jeg var forstyrret i min Tænken, men hvo vilde ogsaa tænke paa en Carnevalsdag. En Flok Harlequiner, med Bjælder paa Skoe og Skulder, dandsede omkring mig, og en ny Advocat paa Stylter, een Mand høie, skred hen over os; Da han i mig saae en Collega, spottede han det lave Standpunkt, jeg stod paa, og forsikkrede, at hos ham alene kunde en Sag vindes; paa Jorden, hvor jeg klæbede fast, var der ingen Retfærdighed; den fandtes kun ovenfor, og nu pegede han paa det hoiere Luftrum, hvori han stod, og spadserede videre. Paa Piazza colonna var et Musik-Chor; de lystige Doctores og Hyrdinder dandsede lystigt rundt om selv de enkelte Trupper af Soldater, som, for at holde Orden, mekanisk vandrede op og ned af Gaden mellem Vognene og Menneskevrimlen; her begyndte jeg atter paa en grundig Tale, men der kom en Skriver, og saa var det forbi med mig, thi hans Karl, der lob foran med den store Klokke, ringede mig saaledes for Ørene, at jeg ikke selv kunde hore mine egne Ord; nu lød ogsaa Kanonskuddet som Signal, at alle Vogne maatte fra Gaden, da Carnevalet skulde ende for i Dag.

Jeg fik Plads paa et af Stilladserne. Under mig bølgede Vrimmelen; den lod sig ikke forstyrre af Soldaterne, som varede om at gjøre Plads 88 for Hestene, der snart i vildt Løb vilde jage gjennem Gaden, hvor intet Skillerum dannede en bestemt Bane.

For Enden af Gaden, paa Piazza del popolo, førtes Hestene frem for Skranken. De syntes alt halv vilde. Brændende Svamp var klæbet dem paa Ryggen, smaa Raketter bag Ørene og løse Jernplader, der i Løbet sporede til Blods, hæftet paa Siderne. Staldknægtene kunde neppe holde dem, Kanonskuddet lød, Touget for Skranken faldt og nu fløi de, som en Stormvind, forbi mig opad corso. Knitterguldet raslede, Mankerne og de brogede Baand flagrede høit i Luften, Ildfunkerne gnistrede ved Fødderne, hele Folkevrimlen skreg vildt efter dem, og, i samme Nu de vare forbi, strømmede Massen igjen ud over den aabne Bane, som Bølgen, der lukkes efter Skibets Kjøl.

Festen var endt for i Dag. Jeg skyndte mig hjem, for at kaste min Dragt, og fandt da i Værelset Bernardo, som ventede paa mig.

»Du her!« udbrød jeg, »og din Donna, hvor i al Verden har Du forladt hende!«

»Stille!« sagde han og truede spøgende med Fingeren, »lad det ei komme til en Æressag imellem os! - Hvor kunde Du dog faae den bizarre Idee just at sige det, Du sagde! - men vi ville give Absolution og Naades-Beviisning. Du følger iaften med i Theater Alibert, man giver Operaen Dido, det skal være guddommelig Musik; der komme flere Skjønheder af første Rang, og desuden er det en fremmed Sangerinde, der træder op i Hovedrollen, hele Napoli skal hun have sat i Fyr og Flamme; det skal være en Stemme, et Udtryk og Foredrag, hvorom vi ikke have Idee, og saa er hun smuk, meget smuk, sige de. Du maa tage Blyant med; thi svarer hun halv til Beskrivelsen, man har givet mig, da maa hun begeistre Dig til de deiligste Sonnetter! jeg har sparet de sidste Bouquetter af Violer fra Carnevalet for at offre hende dem, hvis hun henriver mig!« -

Jeg var villig til at følge ham, hver Draabe af det lystige Carneval vilde jeg inddrikke. Det blev en vigtig Aften for os Begge. I min Diario romano staaer ogsaa denne 3die Februar dobbelt understreget. Bernardo kunde have Grund til at gjøre det samme.

Det var i Theater Alibert, Roms første Operahuus, vi skulde see den nye Sangerinde som Dido. Den prægtige Platfond, hvor Muserne svæve, Forhænget med den hele Olymp og de gyldne Arabesker paa Logerne vare da alle nye. Det Hele var opfyldt af Mennesker, fra Gulvet til femte Etage; paa hver Loge brændte Lys i Lampetter, det 89 Hele straalede som et Lyshav. Bernardo ledte mit Blik til hver ny Skjønhed, der traadte ind i en Loge, og sagde et Dusin Ondskaber over de Stygge.

Ouverturen begyndte. Det var i Toner Expositions-Scenen til Stykket. Den vilde Storm bruste over Havet og drev Æneas til Lybiens Kyster. Stormens Rædsel opløste sig i fromme Hymner, der steg til Jubel, og ved de bløde Fløitetoner drømte jeg mig i opvaagnende Kjærlighed, en Følelse jeg selv endnu ikke kjendte. Jagthornet tonede, Stormen steg paa ny, og jeg samledes med de Elskende i den hemmelighedsfulde Grotte, hvor Alt tonede Kjærlighed, den stærke, brusende Lidenskab, der brast i en dyb Dissonans, under hvilken Forhænget rullede op. Æneas vil bort, vinde det hesperiske Rige for Askanius, forlade Dido, der optog ham, den Fremmede, offrede ham sin Ære og sin Fred, endnu er hun uvidende derom, »men snart vil Drømmen briste,« siger han, »snart, naar Teucernes Hær drager til Stranden, beladt med Bytte, lig Myrernes sorte Skare!«

Nu træder Dido op. I det hun viste sig paa Scenen blev en dyb Taushed over det hele Publicum; hendes hele Væsen, kongelige og tillige lette, yndige Anstand, greb alle, som mig, og dog var hun slet ikke, som jeg tænkte mig en Dido. Hun stod der, et zart, yndigt Væsen, uendelig skjøn og aandig, som Raphael kunde tænke sig en Qvinde. Sort som Ibenholt laae Haaret om den skjønne, hvælvede Pande, det mørke Øie fuldt af Udtryk. Et stærkt Bifalds-Klap hævede sig, det var Skjønheden, man hyldede, ene Skjønheden, thi endnu havde hun ikke sjunget en Tone. Jeg saae tydeligt en Rødme flyve over hendes Pande, hun bøiede sig for den beundrende Mængde, der med dyb Taushed nu fulgte hendes gjennemtænkte skjønne Betoning af Recitativet.

»Antonio!« raabte Bernardo halv høit til mig, og rykkede mig i Armen, »det er hende! -Jeg maa have mistet min Forstand, eller det er hende, min bortfløine Fugl! ja, ja, jeg kan ikke tage feil, Stemmen er ogsaa hendes! jeg husker det alt for godt!«

»Hvem mener Du?« spurgte jeg.

»Jødepigen fra Ghetto,« svarede han; »og dog synes det umuligt, reent umuligt! hun kan jo ikke være den samme!«

Han blev taus og tabte sig i Beskuelsen af det forunderlige skjønne Sylphevæsen. Hun sang sin Kjærligheds Lykke; det var et Hjerte, der udaandede i Toner, den dybe, rene Følelse, som paa Tonevinger rev 90 sig løs fra Menneskets Bryst. En underlig Vemod greb min Sjæl, det var som disse Toner vilde fremmane de dybest jordede Erindringer, ogsaa jeg var ved at udbryde med Bernardo: det er hende! ja, hvad jeg i mange Aar ikke havde tænkt eller drømt om, stod nu forunderligt levende for mig, hvorledes jeg som Barn ved Juletid prædikede i Kirken araceli, den forunderligt fiintbyggede lille Pige, med den sælsomme sonore Stemme, der havde vundet Prisen for mig, jeg tænkte paa hende, og jo mere jeg saae og hørte denne Aften, des sikkrere udbrød min Tanke: »det er hende, hende og ingen anden!«

Da siden Æneas tilstaaer hende, at han gaaer bort, at de jo ei ere gifte, han ikke kjender deres Brudefakkel, hvor forbausende vidste hun da ikke at udtrykke Overgangen i sin Sjæl, Overraskelsen, Smerten, Raseriet; og nu sang hun sin store Aria; det var som Dybets Bølger, der sloge mod Skyerne! hvorledes udtaler jeg denne hele Toneverden, som her aabenbarede sig; min Tanke søgte et legemligt Billede for disse Toner, der ikke syntes at stige fra et Menneske-Bryst, og jeg saae Svanen udaande sit Liv i Sang, i det den snart slog med Vingerne i de høie Ætherstrømme, snart dykkede ned i det dybe Hav og kløvede Brændingen, for paa ny at stige. Et almindeligt Bifalds Raab brusede gjennem Huset, »Annunziata! Annunziata!« raabte de, og hun maatte frem og atter frem for den begeistrede Mængde.

Og dog stod dette Nummer i Stykket tilbage for Duetten i anden Act, hvor hun beder Æneas blot ei øieblikkelig at drage bort, ei saaledes forlade hende, der for hans Skyld krænkede Lybiens Stamme, »Afrikas Fyrster, sin Blufærdighed og sit Rygte.« »Jeg sendte ingen Skibe mod Troja, jeg forstyrrede ikke Anchises's Manes og Aske!« der var en Sandhed en Smerte i hele hendes Udtryk, der bragte mig Taarer i Øinene, og den dybe Taushed rundt om viste, hvorledes hvert Hjerte følte det samme.

Æneas forlader hende og nu staaer hun et Øieblik bleg og marmorkold, som en Niobe, men snart syder Blodet igjennem Aarerne, det er ei mere Dido, den varmt elskende Dido, den forladte Hustru, det er en Furie, Skjønhedstrækkene aande Gift og Død; Annunziata vidste saa ganske at forandre sit hele Udtryk, isne enhver med Skræk, man maatte aande og lide med hende.

Leonardo da Vinci har malet et Medusahoved, der findes paa Galleriet i Florents; Alle gribes sælsomt ved at see det, og kunne dog ei rive sig løs. Det er som Afgrundens Skum i de skjønneste Former, Dybet, 91 der af Ædder og Gift har skabt sig en medicæisk Venus. Blikket, selv Mundens Stilling, aander Død Saaledes stod nu Dido for os.

Man saae Baalet, Søsteren Anna havde reist, Gaarden behængt med sorte Krandse og Liigløv, i den fjerne Baggrund fløi Æneas's Snekke over den oprørte Sø. Dido stod med hans glemte Vaaben, hendes Sang lød dybt og tungt og steg da atter i Høide og Kraft, som de faldne Engles Jammer. Baalet blussede, Hjertet brast i Toner.

Som en Storm bruste Bifaldet, da Teppet rullede ned. Vi vare alle ude af os selv i Begeistring over den herlige Kunstnerinde, hendes Skjønhed og ubegribelige deilige Stemme.

»Annunziata! Annunziata!« lød det fra Parterre og alle Loger, da hævede Forhænget sig og hun stod der, bly og yndig, med Øiet fuldt af Kjærlighed og Mildhed Blomster regnede ned omkring hende, Damerne svingede med deres hvide Lommetørklæder, og Herrerne jublede henrykt hendes Navn; Teppet faldt, men Jublen syntes mere at tiltage, hun maatte atter frem og holdt da ham ved Haanden, som havde udført Æneas Partie, men atter og atter lød det »Annunziata!« hun viste sig med det hele Personale, der havde bidraget til hendes Triumph, men endnu igjentog man stormende hendes Navn, og fjerde Gang stod hun nu ganske alene frem og takkede med faa hjertelige Ord for den rige Opmuntring, man skjænkede hendes Talent Jeg havde i min Begeistring skrevet nogle Linier paa et Papiir; mellem Blomster og Krandse fløi det for hendes Fødder.

Tæppet hævede sig nu ikke mere, men idelig og idelig lød det samme Skrig; man vilde længer see hende, længer udøse sin Hyldest. Fra Siden af Tæppet traadte hun nu frem, gik langs med Lamperne og sendte Kys og Tak til den jublende Mængde. Glæden straalede hende ud af Øinene, der laae en Lyksalighed, jeg ikke kan udsige, i hendes hele Aasyn, det var vist et af de lykkeligste Øieblikke i hendes Liv. Men var det maaske ogsaa ikke i mit? Jeg deelte Glæden med hende, som Jublen med de Andre; mit Øie, min hele Sjæl, inddrak hendes Billedejeg saae intet, tænkte intet uden: Annunziata.

Mængden forlod Theatret, jeg blev revet med Strømmen, der bevægede sig om Hjørnet, hvor Sangerindens Vogn holdt; man knugede mig op til Muren, Alle vilde endnu engang see hende. Alle toge Hatten af, og jublede hendes Navn. Jeg raabte det med, og mit Hjerte svulmede sælsomt derved Bernardo havde trængt sig hen til Karetdøren, og holdt den aaben for hende. Jeg saae, at man i et Nu spændte 92 Hestene fra, og de begeistrede unge Mennesker grebe fast, for selv at drage hende hjem; hun takkede, og bad dem med bævende Stemme at lade være, men kun hendes Navn i den høieste Jubel lød igjennem Gaden. Bernardo steg op paa Trinet udenfor Vognen og beroligede hende, selv greb jeg fast i Vognstangen, og følte mig lyksalig som de andre. Kun altfor snart bruste det Hele bort, som en deilig Drøm.

Jeg var heldig nok at støde sammen med Bernardo, han havde jo talt til hende, været hende ganske nær.

»Nu, hvad siger Du Antonio? Er dit Hjerte endnu ei bevæget! Gløder Du ei gjennem Marv og Been, saa er Du ikke værd at kaldes Mand! Begriber Du nu, at jeg kunde elske hende ved første Møde? Begriber Du nu, hvorledes Du har staaet Dig selv i Lyset, da jeg vilde føre Dig ind hos hende, og at det nok var værd at lære Hebraisk, for at sidde paa Bænke med slig en Skabning. Ja Antonio, jeg tvivler slet ikke, i hvor uforklarligt det Hele synes, hun er min Jødepige! hende var det, som jeg for et Aar siden saae hos den gamle Hanock, hende var det, som skjænkede mig Cypervinen og forsvandt. Jeg har hende igjen, hun er her og som en herligere Phønix steget op fra Reden: det hæslige Ghetto.

»Det er umuligt, Bernardo!« svarede jeg, »ogsaa hos mig vækker hun Erindringer, der modsige, at hun kan være en Jødinde! sikkert er hun af den eneste saliggjørende Kirke. Har Du ret betragtet hende, som jeg gjorde det, maatte Du see, at det ikke er mosaiske Former, ikke disse Træk, Cainsmærket for den banlyste ulykkelige Nation. Sproget selv, disse Toner, nei det var ikke fra jødiske Læber de klang. O Bernardo, jeg føler mig saa lyksalig, saa opfyldt af den Toneverden, hun har indgydt i min Sjæl -! Men hvad sagde hun? Du talte jo med hende! stod jo tæt ved Vognen! var hun ret lykkelig, lykkelig, som hun har gjort os Alle?«

»Du er jo ordentlig begeistret, Antonio!« afbrød han, »nu smelter Jesuiter-Skolens lis! - Hvad hun talte? Ja hun var frygtsom og dog stolt af, at I vilde Bengier foer igjennem Gaden med hende. Hun trak Sløret tæt op om sit Ansigt og knugede sig op i en Side af Vognen; jeg beroligede hende og sagde alt, hvad mit Hjerte kunde have sagt til Skjønhedens og Uskyldighedens Dronning, men ikke engang min Haand vilde hun modtage, da jeg vilde hjælpe hende ud!«

»Men hvor kunde Du ogsaa Sligt, hun kjender Dig jo ikke! Slig Dristighed havde jeg aldrig turdet vove!«

93

»Ja, Du kjender ikke Verden, ikke Qvinderne! hun har lagt Mærke til mig, og det er altid noget!«

Jeg maatte nu læse ham mit Impromptu til hende; han fandt det guddommeligt, det maatte indrykkes i Diario di roma. Vi klinkede sammen og drak hendes Skaal. Alle i Caffeen talte kun om hende. Alle vare, som vi, uudtømmelige i at skabe hendes Lov. Det var sildigt, da jeg skiltes fra Bernardo;jeg kom hjem, men Søvn var der ikke at tænke paa, det var mig en Vellyst, at lade den hele Opera gjengives i min Sjæl, Annunziatas første Optræden, Arien, Duetten, den forunderligt gribende Slutnings-Scene. I min Henrykkelse applauderede jeg høit og nævnte hendes Navn. Nu løb jeg i Tanken mit lille Digt igjennem, nedskrev det paa Papiret og fandt det smukt, læste det et Par Gange for mig selv, og skal jeg være oprigtig, Kjærligheden til hende gik næsten for meget over til Digtet, nu efter mange Aar seer jeg det med ganske andre Øine; den Gang fandt jeg, det var et lille Mesterstykke. Hun har sikkert taget det op, tænkte jeg, nu sidder hun halv afklædt paa den bløde Silkesopha, stytter den deilige Arm under Kinden og læser hvad jeg nedaandede paa Papiret:

Min Sjæl Dig fulgte, men med jordisk Svimlen,
Den stolte Gang, som kun en Dante gik;
Paa Toner gjennem Dybene og Himlen,
Nys ledte mig din Sang, dit Seraphblik!
Hvad Dante kun med Ord i Stenen tvang,
Du mig med Toner dybt i Sjælen sang.

Jeg vidste ingen Aandens Verden mere rig og skjøn, end den i Dantes Digtning, men denne, syntes jeg, stod nu med et høiere Liv, i en langt større Klarhed for mig, end før; hendes smeltende Sang, hendes Blik, Smerten og Fortvivlelsen, hun havde vidst at fremstille, havde saa ganske givet Treklangen af den dantiske Digtning. Hun maatte finde mit Digt smukt! jeg forestillede mig hendes Tanker, hendes Lyst til at kjende Forfatteren, og næsten troer jeg, at før jeg sov ind, var jeg ved Forestillingen om hende dog meest beskjæftiget med mig selv og mit lille, ubetydelige Digt.

94

XI Bernardo som deus ex machina. La Pruova d'un Opera seria. Min første Improvisation. Den sidste Carnevalsdag.

Næste Formiddag saae jeg slet ikke Bernardo, forgjæves søgte jeg efter ham; flere Gange maatte jeg ogsaa over Piazza colonna, ikke for at see paa Antonins-Søilen, men for at opdage kun et Ærme af Annunziata; hun boede her, der vare Fremmede hos hende, de lykkelige Mennesker! jeg hørte et Claveer, og lyttede nu til; men ingen Annunziata sang; en dyb Bas gjorde nogle Løb, vistnok var det Capelmesteren, eller en af Sangerne i hendes Selskab! hvilket misundelsesværdigt Lod! hvem der var i hans Sted, der gav Æneas, saaledes at kunde see hende Øie mod Øie, inddrikke dette Kiærlighedsblik, flyve med fra By til By, høste Beundring og Hæder jeg blev ganske tankefuld derved Harlequiner med Bjælder, Polichineller og Troldmænd dandsede rundt om, jeg havde reent glemt, at det var Carneval, at det alt var Tiden, det begyndte i Dag. Den hele brogede Mængde, al den Larm og Skrigen gjorde nu et hæsligt Indtryk paa mig. Vogne joge forbi; næsten alle Kudskene vare klædte i Dameklæder, men det saae mig grelt ud; disse sorte Bakkenbarter under Damekappen; de stærke Bevægelser, alt var malet med for grelle Farver, ja afskyeligt! syntes jeg. Jeg følte mig ikke, som igaar, oplagt til Glæden. Trængselen tiltog jeg vilde bort og kastede nu sidste Gang Blikket op til Huset, hvor Annunziata boede, da hoppede Bernardo ud af Porten og hen til mig, idet han leende raabte: »saa kom dog! staae ikke her! jeg vil presentere Dig for Annunziata, hun venter Dig alt! seer Du, det er et Venskabs-Stykke af mig.«

»Hun -!« stammede jeg, og Blodet suste for mine Øren, »driv ikke Spøg med mig! Hvor vil Du føre mig hen?«

»Til hende, Du har besjunget!« svarede han, »til hende, Du og vi Alle sværme for, den guddommelige Annunziata!« og nu trak han mig ind ad Porten med sig.

95

»Men forklar mig dog, hvorledes Du er kommet til hende, hvorledes Du kan føre mig derind?«

»Siden, siden, skal Du faae Alt at vide!« svarede han, »sæt nu bare et lystigt Ansigt op!«

»Men min Paaklædning!« stammede jeg, og pyntede ihast paa mig.»

O, Du er deilig, min Ven! ganske allerkjæreste! see nu ere vi ved Døren.«

Den aabnedes, og jeg stod foran Annunziata. Hun var i en sort Silkekjole, et Flors Gevandt, halvt rødt og halvt blaat, hang over Bryst og Skulder, det kulsorte Haar var strøget tilbage for den ædle, høie Pande, paa hvilken hang et sort Smykke, som det syntes en antik Steen. Noget fra hende, henimod Vinduet, sad en gammel Dame i en mørkebruun, tarvelig Klædning; hendes Øie, den hele Ansigts-Form sagde ved første Øiekast, at det var en Jødinde; jeg tænkte paa Bernardos Yttring, at Annunziata og den Skjønne i Ghetto skulde være een Person, men det var umuligt, sagde mig atter mit Hjerte, naar jeg saae paa Annunziata. En Herre til, jeg ikke kjendte, var ogsaa i Stuen, han reiste sig, hun hævede sig ogsaa og kom mig halvleende imøde, idet Bemardo førte mig frem og sagde spøgende:

»Min naadige Signora, her har jeg den Ære at presentere Poeten, min Ven, den fortræffelige Abbate Antonio, en Yndling af den borghesiske Slægt!«

»Signore vil tilgive,« sagde hun, »men det er i Sandhed ikke min Skyld, at jeg saaledes paatrænger Dem mit Bekjendtskab, i hvor kjært Deres endog er mig! De har hædret mig med et Digt,« vedblev hun og rødmede, »Deres Ven nævnede Dem som Forfatter, lovede at presentere Dem for mig! pludselig seer han Dem udenfor, siger: nu skal De strax see ham! og styrter saa afsted, før jeg kan svare og forhindre - - thi paa denne Maade - men De kjender, bedre end jeg, Deres Ven?«

Bernardo vidste at spøge derover, jeg stammede en Undskyldning og nogle Ord om min Lykke, min Glæde over at være ført til hende.

Mine Kinder brændte, hun rakte mig Haanden og i min Henrykkelse trykkede jeg den til mine Læber. Hun presenterede den fremmede Herre for mig, det var Selskabets Capelmester. Den gamle Dame kaldte hun sin Pleiemoder, men denne saae alvorligt, næsten strængt paa mig og Bernardo, men jeg glemte det snart igjen ved Annunziatas Venlighed og muntre Lune.

96

Kapelmesteren sagde mig ogsaa noget Forbindligt om mit Digt, og rakte mig Haanden, idet han opfordrede mig til at skrive Operatexter og begynde med en til ham.

»Hør ikke paa ham!« afbrød Annunziata. »De veed ikke, i hvilken Elendighed han vil styrte Dem! Componisterne tænke slet ikke paa deres Offer, og Publicum endnu mindre. De vil i Aften i: La Pruova d'un Opera seria ret see Billedet af den stakkels Autor, og dog er dette ikke stærkt nok tegnet!«

Componisten vilde gjøre Indvendinger, Annunziata loe og traadte hen for mig.

»De skriver et Stykke,« sagde hun, »aander Deres hele Sjæl i de yndigste Vers! Eenheden, Charactererne, Alt er vel udtænkt, men nu kommer Componisten, han har her en Idee, der maa anbringes, Deres maa bort, her vil han have Piber og Trommer, og De maa dandse der efter. Theatrets Primadonna siger, at hun synger ikke, uden at der indlægges en Arie til en glimrende Bortgang; hun vil den furioso maestoso, om det passer maa være hans Ansvar! Primo Tenore har samme Fordringer. De maa flyve fra prima til tertia donna, Basser og Tenorer bukke, smigre, taale alt, hvad vore Luner kan skabe, og det er ikke saa lidt!«

Capelmesteren vilde afbryde, men Annunziata tillod det ikke, og blev ved: »nu kommer Directeuren, veier, maaler og vrager, og De maa være hans underdanige Tjener selv i Dumhed og Urimelighed. Maskinmesteren forsikkrer, at Theatrets Kræfter ikke tillade dette Arrangement, denne Decoration, at man ei vil lade denne nye male; De maa altsaa forandre det og det i Stykket, det kaldes i Theatersproget »at bøie det.« Theatermaleren tillader ikke, at dette Sætstykke anbringes i hans nye Decoration, den Replik, som hentyder derpaa, maa altsaa bøies! Nu kan Signora ikke slaae Roulader paa den Stavelse, hvormed et af Versene ender, hun vil have en med et A, hvor De faae det fra, er det samme! De maae bøies, og Texten bøies, og naar saa det hele, som en ny Skabning for Dem, flyver over Scenen, kan De have den Fornøielse at høre det udpibes og Componisten raabe: »ak, det var den jammerlige Text, som styrtede det Hele? Mine Tonevinger kunde ikke holde den Kolos, den maatte falde! -«

Lystigt klang Musikken op til os udenfra; Carnevalsmaskerne summede over Pladsen og gjennem Gaderne. En stærk Jubel, blandet med Bifaldsklap, kaldte os Alle hen til det aabne Vindue. Nu saa nær 97 Annunziata, mit Hjertes første Ønske saa pludseligt opfyldt, gjorte mig usigelig lyksalig, og Carnevalet stod mig igjen lystigt, som igaar, da jeg selv spillede med deri.

Under Vinduet havde over 50 Polichineller samlet sig, de valgte deres Konge, han besteg en lille Karre, behængt med brogede Flag og Guirlander af Laurbær og Skrællinger af Citroner, der flagrede, som var det Baand og Snore. - Kongen steg op i Vognen, man satte en Krone af forgyldte, broget malede Æg paa hans Hoved, rakte ham Sceptret, en kollossal Barnerangle, besat med Makroner, Alle dandsede rundt om ham, og han nikkede naadigt til alle Sider; nu spændte de dem selv for hans Vogn, for at drage ham igjennem Gaderne; hans Øie faldt i det samme paa Annunziata, han kjendte hende, nikkede fortroligt og raabte, idet han foer bort; »Dig igaar, mig i Dag, ægte romersk Blod for Vognen!« -Jeg saae Annunziata blive blodrød, og træde et Skridt tilbage, men øieblikkelig fattet igjen, bøiede hun sig over Altanen, nikkede venligt, og raabte høit til ham: »Skjøn paa din Lykke, Du er den uværdig, som jeg!« -

Man havde seet hende, hørt hans Ord og hendes Svar, et Viva tonede i Luften, og Blomster-Bouquetter fløi op omkring hende; en af dem streifede hendes Skulder og fløi ind paa mit Bryst, jeg trykkede den fast der; det var mig en Skatjeg ikke vilde miste.

Bernardo var opbragt over, som han kaldte det, Polichinelkongens Uforskammenhed, vilde øieblikkelig ned og revse Karlen, men Capelmesteren, med de andre standsede ham, og behandlede det Hele som et Spøg.

Tjeneren meldte den første Tenorsanger, han medbragte en Abbate og en fremmed Kunstner, som vilde presenteres for Annunziata. Øieblikket efter kom et nyt Besøg: fremmede Kunstnere, som introducerede sig selv, bragte hende deres Hyldest. Vi vare alt et heelt Selskab; der taltes om den lystige Festino sidste Nat i Theatret »Argentina«, de forskjellige Kunstmasker af berømte Statuer! Apollo Musagetes, Gladiatorerne og Diskuskasterne. - Den eneste, som ikke blandede sig i Samtalen, var den gamle Dame, jeg antog for Jødinde; hun sad stille, beskjæftiget med Strikkestrømpen, og nikkede i det høieste lidt, naar Annunziata flere Gange i sin Tale henvendte sig til hende.

Hvor forskjellig var ikke Annunziata fra det Væsen, min Sjæl havde tænkt, ved at see og høre hende Aftenen forud; her i sit Hjem syntes hun en livsglad, næsten overgiven Skabning! dog ogsaa dette 98 klædte hende usigeligt og tiltalte mig forunderligt, hun vidste at henrive mig og Alle ved sine lette spøgende Bemærkninger, og den kloge, vittige Maade, hvorpaa hun udtrykkede sig. - Pludselig saae hun paa sit Uhr, sprang hurtigt op og undskyldte, at Toilettet ventede hende, hun skulde jo denne Aften optræde som Primadonna i »La pruova d'un opera seria.« Med et venligt Nik til os hoppede hun ind i Sideværelset.

»Hvor Du har gjort mig lykkelig, Bernardo!« raabte jeg høit til ham da vi vare udenfor; »hvor hun er elskelig, elskelig som i Sang og Spil! - Men hvor i Alverden er Du kommet til hende, har saa hurtigt gjort dette Bekjendtskab ? Jeg begriber slet intet, det Hele synes mig en Drøm, selv det, at jeg har været her!«

»Hvorledes jeg er kommet der!« svarede han, »o ganske simpelt; jeg fandt det var min Pligt, som en af Roms unge Nobili, som Officier ved den pavelige Æresvagt, og som Beundrer af alt Skjønt, at jeg gjorde min Opvartning; Kjærlighed behøver ikke det halve af disse Grunde. - Saaledes traadte jeg op, og at jeg nok kan introducere mig, lige saa godt som de, Du selv saae arrivere uden Opraaber eller Custode, kan vel ikke betvivles. - Naar jeg er forliebt, bliver jeg altid interessant, og saa kan Du nok vide, at jeg blev ret underholdende her! vi vare efter den første halve Time alt saa temmelig bekjendte, at jeg nok kunde tage mig af Dig med, da Du viste Dig!«

»Du elsker hende?« spurgte jeg, »elsker hende ret oprigtigt?«

»Ja meer nu, end før!« udbrød han, »og hvad min Yttring for Dig angaaer, at hun er Pigen, der rakte mig Vinen hos den gamle Jøde, da tvivler jeg aldeles ikke derpaa, hun kjendte mig, da jeg traadte frem for hende, det mærkede jeg tydeligt; selv den gamle Jødemutter, som ikke taler et Ord, men kun sidder og slaaer Takt med Hovedet og taber Masker af Strikketøiet, er et salomonisk Sandheds-Segl for min Formodning! dog Jødinde er Annunziata ikke! det var hendes sorte Haar, hendes mørke Øie, den Omgivning og det Sted, hvor jeg saae hende første Gang, som vildledte mig. Din Formodning er rigtigere, hun er af vor Tro og skal i vort Paradiis. -«

Om Aftenen vilde vi samles i Theatret; Trængselen var stor, forgjæves søgte jeg efter Bernardo, han var ikke at finde; jeg fik en Plads, rundt om var opfyldt, Heden tung og trykkende, mit Blod var alt forud i en sælsom feberagtig Bevægelse, jeg syntes halv at drømme de sidste to Dages Begivenheder. Alt var som en Drøm. Intet Stykke 99 kunde være mindre skikket til at bringe Ligevægt i mit bevægede Sind, end det, som nu begyndte. Buffaen »La pruova d'un opera seria« er som bekjendt et Foster af det meest overgivne, phantastiske Lune; næsten ingen Traad gaaer igjennem det Hele, Digter og Componist have kun tænkt at vække Latter og give Sangerne Leilighed til at glimre; det er en lidenskabelig lunefuld Primadonna, en Componist, der spiller i samme Farve, og Caprice paa Caprice af de andre Theatermennesker, dette sælsomme Folkeslags, der maa behandles paa en egen Maade, omtrent som Gift, der baade kan dræbe og læge. - Den stakkels Poet hopper om mellem dem, som et lidende ringeagtet Offer.

Jubel og Blomsterkrandse hilsede Annunziata, da hun traadte ind; det Lune hun viste, Munterheden, kaldte man den høieste Kunst, jeg kaldte det Natur; saaledes havde hun saa ganske været der hjemme, og da nu hendes Sang tonede, som var det tusind Sølvklokker, der vexlede i bløde Harmonier, inddrak hvert Hjerte den Glæde, hun sang, den Glæde, der laae i hendes Øie! - Duetten mellem hende og il compositore della musica, hvor de bytte Partie, saa at hun synger Mandens og han Damens, var en Triumph for begges Virtuositet, men især grebes alle, ved hendes Spring fra den dybeste Alt til den høieste Sopran. I sin lette, yndige Dands lignede hun Terpsichore paa de etruriske Vaser, hver Bevægelse kunde være et Studium for en Maler og en Billedhugger. - Den hele yndige Livlighed, syntes mig en Udvikling af hendes egen Personlighed, den jeg i Dag havde lært at kjende. Fremstillingen af Dido var mig Kunststudium, hendes »Prima donna« i denne Aften den høieste Subjectivitet.

Uden synderlig Forbindelse ere store Bravournummere fra andre Stykker lagte ind; ved den Skalkagtighed, hvormed hun sang dem, blev det naturligt; det var Overgivenhed, Drillerie, der bevægede hende til disse Pragtforestillinger.

Mod Stykkets Slutning forsikkrer Componisten, at Alt er fortræffeligt, at Ouverturen nu kan begynde, han uddeler nu Musiken til det virkelige Orchester, Prima donna hjælper ham, Tegnet gives, og begge falde da ind med de skrækkeligste øreog hjerteskjærende Dissonantser, applaudere »Bravo, Bravo!« og Publicum med. Latteren overdøvede næsten Musiken, men jeg var angrebet til Sjælen og følte mig i en halvsyg Exaltation. Annunziata var et vildt overgivent Barn, men elskelig i sin Overgivenhed. Hendes Sang bruste, som Bacchantindernes 100 vilde Dithyramber, selv i Glæden kunde jeg ikke være hende liig, hendes Overgivenhed var aandelig, skjøn og stor, og som jeg saae hende, maatte jeg tænke paa Guido Renis herlige Platfond-Malerie: Aurora, hvor Tidsgudinderne dandse om Solvognen; en af disse har en forunderlig Lighed med Billedet af Beatrice Cenci, men som hun maatte see ud i sit gladeste Livsmoment, dette Udtryk fandt jeg atter hos Annunziata; havde jeg været Billedhugger, da havde jeg i Stenen formet hende, og Verden vilde da have kaldt Statuen: den skyldfrie Glæde. Høiere og høiere, i vilde Dissonantser, brusede Orchestret; il compositore og Prima donna sang; »herligt!« raabte de nu, »Ouverturen er endt, lad nu Teppet gaae op!« og saa faldt det, Buffaen var til Ende; men som igaar maatte Annunziata atter frem, Krandse og Blomster, Digte med flagrende Baand fløi hende imøde. Endeel af mine Jevnaldrende, hvoraf jeg kjendte nogle, vilde samme Aften bringe hende en Serenadejeg var med; det var en Evighed sidenjeg havde sjunget.

En Time efter at hun alt var i sit Hjem, drog vor Skare hen paa Piazza colonna; Musikanterne bleve stillede under Balkonen, hvor vi endnu saae Lys bag de lange Gardiner; min hele Sjæl var i Bevægelse, jeg tænkte kun paa hende, min Sang blandede sig dristigt med de Andres, jeg havde et Solonummer og alt som jeg sang, svandt alt for mig i den Verden jeg udaandede, min Stemme fik en Kraft, en Blødhed, jeg ikke før havde anet De Andre rundtom kunde ikke tilbageholde et svagt Bravo, men nok for mig, til at blive opmærksom paa min egen Sang; en forunderlig Glæde sneg sig i mit Brystjeg følte den Gud, der rørte sig i mig, og da Annunziata viste sig paa Balkonen, bøiende sig dybt og takkende os, syntes jeg, det kun var mig alene det gjaldt; jeg hørte mig selv høit over Choret, hvor min Stemme bevægede sig, som Sjælen i det store Tonelegeme. I en halv Begeistringsruus kom jeg til mit Hjem, min forfængelige Tanke drømte kun om Annunziatas Glæde over min Sang, jeg havde jo forbauset mig selv.

Næste Dag aflagde jeg min Visit hos hende; jeg traf alt Bernardo og flere Bekiendter der. Hun var henrykt over den deilige Tenorstemme, hun havde hørt ved Serenaden, jeg blev som et Blod. En af de Tilstedeværende røbede, at jeg var Sangeren, da drog hun mig hurtigt hen til Claveret og forlangte, at jeg skulde synge en Duet med hende; jeg stod som skulde jeg paa Retterstedet, forsikkrede, at det var umueligt, man bad, og Bernardo skjændte, fordi jeg vilde berøve 101 dem at høre Signøra; hun tog mig ved Haanden, og jeg var en fangen Fugl; det hjalp nu ikke, at jeg slog med Vingerne, jeg maatte synge. Det var en mig bekjendt Duet; Annunziata slog an og hævede sin Stemme; med bævende Toner begyndte jeg min Adagio, hendes Blik hvilede paa mig, som vilde det sige: Mod, Mod! følg mig i min Toneverden! og kun den og Annunziata tænkte og drømte jeg. Min Frygt forsvandt, og jeg endte dristigt Sangen. Et stormende Bifald hilsede os begge, selv den gamle, tause Kone nikkede venligt til mig.

»Menneske!« hvidskede Bernardo, »Du har forbauset mig!« og nu fortæller han Alle, at jeg besad endnu et Talent, ligesaa prægtigt, jeg var ogsaa Improvisator, og at jeg maatte glæde dem, ved at give en Prøve derpaa. Min hele Sjæl var i Bevægelse, smigret for min Sang, og noget sikker paa min egen Kraft, behøvedes kun Annunziatas Bøn, og for første Gang som Ældre havde jeg Dristighed nok, til at vove at improvisere; jeg greb hendes Guitar, hun opgav mig Ordet: »Udødelighed!« Jeg overtænkte det rige Æmne, greb nogle Accorder og begyndte nu min Digtning, som den fødtes i min Sjæl. Min Genius førte mig over det svovlblaa Middelhav til Grækenlands vildtfrodige Dale, Athen laae i Gruus, den vilde Figen voxte over de sønderbrudte Capiteler, og Aanden sukkede; thi fordum i Perikles's Dage, bevægede den glade Vrimmel sig her under de stolte Buer, det var Skjønhedens Fest, Qvinder som en Lais dandsede med Krandse gjennem Gaderne og Skjaldene sang høit, at det Skjønne og Gode aldrig forsvandt Nu vare hine Skjønhedens ædle Døttre Støv, blandet med Støv, de Former glemte, der havde henrykket en lykkelig Slægt; og som min Genius græd paa Athenens Gruus, drog man frem af Jorden herlige Billeder, skabte ved Kunstnerens Haand, mægtige Gudinder slumrende i Marmor-Klæder, og min Genius kjendte Athenens Døttre, Skjønheden hævet til Guddom, i det hvide Marmor bevaret for de kommende Slægter. Udødelig, sang min Genius, er Skjønheden, men ikke jordisk Kraft og Vælde! svang sig bort over Havet, til Italia, til Verdensbyen der, stirrede taus fra Keiserborgens Rester udover det gamle Roma! Tiberen væltede sine gule Bølger, og, hvor Horatius Cocles eengang stred, bar den nu Barken med Træ og Olie til Ostia. Hvor paa Forum Curtius styrtede sig i Flammesvælget, strakte sig nu Qvæget i det høie Græs. Augustus og Titus! stolte Navne, som kun deres sønderbrudte Templer og Buer endnu nævnede! Romas Ørne, Jupiters mægtige Fugle laae døde i Reden. Roma! hvor var din Udødelighed? 102 Da flammede Ørnens Lyn, Banstraalen foer ud over det opvoxende Europa. Romas styrtede Throne blev en Peters Stol, og Konger vandrede barfodede til den hellige Stad: Roma, Verdens Hersker. Men i Seclernes Flugt toner Død! Død for Alt, hvad Haanden kan gribe, hvad et jordisk Øie kan beskue! Men kan vel Peterssværdet ruste? - Ørne flyve ud fra Øst og Vest! Kan Kirkens Vælde synke? Kan det Umuelige skee! Roma staaer dog stolt i sit Gruus med Oldtids Guder og hellige Billeder, den behersker Verden ved den evige høie Kunst. Til dine Høie, Roma, vilde altid Europas Sønner valfarte; fra Øst og fra Vest, fra det kolde Norden ville de strømme hertil og Hjerterne bekjende »Roma! din Magt er udødelig!«

Et stormende Bifald hilsede mig da jeg endte denne Stanze, kun Annunziata rørte ei en Haand, men taus og skjøn, som et Venusbillede, saae hun mig ind i Øiet med et Blik, saa trofast, det fulde Hjertes tause Sprog og Ordene flød fra mine Læber i lette Vers, som Tanken og Begeistringen gav dem.

Fra Verdens store Skueplads førte jeg dem paa den mindre Scene, skildrede den store Kunstnerinde, der ved Spil og Toner rev hvert Hjerte med sig. Annunziata slog Øiet ned, thi det var hende, jeg tænkte, hende man maatte see, i den Skildring, jeg gav. Og naar nu den sidste Tone hendøde, Tæppet faldt, og selv den brusende Jubel henduftede, da var ogsaa hendes Kunstværk dødt, et deiligt Liig, jordet i Tilskuerens Bryst. Men en Digters Hjerte er som Madonnas Grav, Alt vorder Blomster og Duft, den Døde stiger herligere derfra, og hans mægtige Sang toner for hende: »Udødelighed!«

Mit Øie hvilede paa Annunziata; Tanke og Læbe havde udtalt sig, jeg bøiede mig dybt, og alle omringede mig med Tak og Smiger.

»De har inderlig glædet mig!« sagde Annunziata, og saae mig fortroeligt ind i Øiet; jeg vovede at kysse hendes Haand.

En høiere Interesse for mig var ved min Digtning vakt hos hende, hun følte alt da, hvad jeg først senere erkjendte, at min Kjærlighed til hende havde bragt mig til at sætte hendes Kunst og den, der udøvede den, paa en Udødeligheds Plads, den ei kunde opnaae. Den dramatiske Kunst er som Regnbuen en himmelsk Pragt, en Bro mellem Himlen og Jorden, den beundres og forsvinder med hver sin Farve.

Daglig aflagde jeg hende mit Besøg. De faa Carnevalsdage, som vare tilbage, fløi hen som en Drøm, men jeg nød dem ret, thi hos Annunziata inddrak jeg en Livsglæde jeg aldrig før havde kjendt.

103

»Du begynder jo at blive et Menneske!« sagde Bernardo, »et Menneske, som vi Andre, og har dog endnu kun nippet til Bægeret. Jeg tør sværge paa, at Du aldrig har kysset en Pige, aldrig hvilet dit Hoved til hendes Skulder! Hvis Annunziata nu elskede Dig -?«

»Hvad tænker Du paa!« svarede jeg halv vred, og Blodet brændte i mine Kinder! »Annunziata! den herlige Qvinde, der staaer saa høit over mig!«

»Ja min Ven, høit eller lavt! hun er et Fruentimmer, og Du en Poet, deres Forhold kan man aldrig bedømme! har Poeten først Plads i Hjertet, saa har han ogsaa Nøglen, der kan lukke Elskeren ind!« -

»Det er Beundring for hende, der opfylder min Sjæl! jeg hylder hendes Munterhed, hendes Forstand og den Kunst, hun udøver! elske hende ? den Tanke er endnu aldrig opstaaet hos mig.«

»Hvor alvorlig og høitidelig!« udbrød Bernardo leende. »Du er ikke forelsket! nu, det er jo sandt, Du er jo ogsaa et af disse aandelige Amphibier, man ikke veed, om de egentlig høre Legem- eller Drømmeverdenen til! - Du er ikke forelsket, er det ikke saaledes, som jeg, saaledes, som enhver Anden maatte være. Du siger det jo selv, og jeg vil troe Dig! Men Du maa ogsaa vise det i din Maade at være paa! ikke lade Blodet marschere op og ned i Kinderne, fordi hun taler til Dig, ikke sætte dette betydningsfulde Ildblik paa hende! jeg raader Dig det for hendes egen Skyld! hvad troer Du Andre tænke derom? - Men nu reiser hun da overmorgen, og hvem veed, om hun vender tilbage efter Paaske, som hun har lovet!«

Fem lange Uger vilde Annunziata forlade os. Hun var engageret for Theatret i Florenz og Afreisen bestemt til den første Dag i Fasten.

»Nu faaer hun en ny Flok Tilbedere!« udbrød i; »de gamle blive da snart glemte, ja selv din smukke Improvisation, hvorfor hun sendte Dig saa kjærlige Blikke, at man ordentlig kunde blive ganske forskrækket derover! Men det er en Nar, som kun tænker paa een Qvinde! vi have dem alle! Engen staaer fuld af Blomster, man kan plukke overalt!« -

Om Aftenen vare vi sammen i Theatret; det var sidste Gang, Annunziata optraadte før sin Afreise. Vi saae hende atter som Dido, og i Spil og Sang stod hun høit som første Gang, et Høiere kunde der ikke være; det var Kunstens Fuldendelse. Hun var mig igjen det rene Ideal, jeg hiin Aften havde opfattet. Det muntre Lune, den lette Overgivenhed, hun aandede i Opera Buffa og i selve Livet, syntes 104 mig en broget Verdensdragt, hun tog paa; den klædte hende godt, men i Dido viste sig hendes hele Sjæl, hendes egentlige og aandelige Jeg. Henrykkelse og Jubel hilste hende; høiere var den neppe for Cæsar og Titus steget fra det begeistrede Romerfolk.

Med et rørt Hjertes oprigtige Tak sagde hun os Alle Lev vel, og lovede at vende snart tilbage igjen. Et gjentaget »Brava!« opfyldte Huset; man vilde atter og atter see hende, og i Triumph, som første Gang, drog man hendes Vogn gjennem Gaderne; jeg var mellem de forreste! Bernardo jublede begeistret, som jeg, i det vi holdt fast ved Vognen, hvor Annunziata smilte, lykkelig, som et ædelt Hjerte kan være det.

Næste Dag var den sidste for Carnevalet, og den sidste, Annunziata endnu var i Rom. Jeg kom for at gjøre min Afskeds-Visit. Hun var stærkt bevæget over den Hyldest, man havde skjænket hendes Talent; hun glædede sig alt til ved Paaske at vende her tilbage igjen, uagtet Florenz, ved sin skjønne Natur og de herlige Billedgallerier, var hende et kjært Opholdssted Ved nogle smaa Træk gav hun mig nu et saa klart Billede af Sted og Omgivning, at jeg tydeligt saae det Hele, de skovgroede Apenniner oversaaet med Villaer, piazza del granduca og alle de gamle prægtige Palaier. »Jeg skal igjen see det herlige Gallerie!« udbrød hun, »hvor jeg første Gang inddrak Kjærlighed for Skulptur og følte Menneskeaandens Storhed, der vidste, som en Prometheus, at aande Liv i det Døde! kunde jeg i dette Nu føre Dem ind i et af Værelserne, det mindste af dem alle, men for mig det kjæreste, De vilde blive lykkelig, som jeg var det, som jeg er det ved Erindringen. I det lille ottekantede Kammer hænge kun udvalgte Mesterværker, men alle forsvinde de for det levende Steenbillede her, den medicæiske Venus! Jeg har aldrig seet sligt Livsudtryk i Stenen! Marmorøiet, der ellers staaer uden Seekraft, er her levende! Kunstneren har saaledes formet hendes Blik, at ved Belysningen synes hun at see, at skue os ind i Sjælen; det er Gudinden selv, født af Havets Skum, der staaer for os. Paa Væggen bag Statuen hænge to prægtige Venus-Billeder af Titian, det er Skjønheds Gudinder i Liv og Farver, men kun den jordiske Skjønheds, det rige Yppige, Marmorgudinden er den himmelske! - Raphaels Fornarina, de overjordiske Madonnaer røre min Aand og mit Hjerte, og dog maa jeg altid vende tilbage til Venusstatuen, hun staaer mig ikke som et Billede, men lys og levende, skuende mig ind i Sjælen med sit Marmor-Øie!

105

Jeg veed ingen Statuer, ingen Gruppe, der saaledes tiltaler mig; nei, ikke engang Laokoons, skjøndt Stenen synes at sukke i Smerte! den vatikanske Apollo, som De jo kjender, er mig alene et værdigt Sidestykke. Den Kraft og aandelige Storhed, Kunstneren har lagt i Digterguden, staaer qvindelig ædlere i Skjønheds-Gudinden!«

»I Gipsaftryk kjender jeg den herlige Statue!« svarede jeg. »I Paster har jeg seet herlige Aftryk.«

»Men intet er jo ufuldkomnere! den døde Gipsmasse gjør Udtrykket dødt! Marmoret giver Liv og Sjæl, i det bliver Stenen kjødfuldt, det er som Blodet rullede under den fine Hud - Gid De var med i Florenz, for at beundre og tilbede. Jeg vilde være deres Guide, som De i Rom maa være min, naar jeg kommer tilbage!«

Jeg bukkede dybt og følte mig smigret og lykkelig ved hendes Forlangende. »Først efter Paaske see vi Dem atter?« -

»Ja til Peters-Kirkens Illumination og Girandola!« svarede hun; »tænk imidlertid venligt paa mig, som jeg paa Galleriet i Florenz ofte vil erindre Dem og ønske at De var der, og saae dets Skatte! det gaaer mig stedse saaledes: seer jeg noget Skjønt, da længes jeg efter mine Venner, ønsker, de vare hos mig og kunde ogsaa nyde godt deraf Det er min Slags Hjemvee!«

Hun rakte mig Haanden, jeg kyssede den, og vovede halv i Spøg at sige: »Vil De bringe den medicæiske Venus mit Kys!«

»Altsaa mig gjælder dette ikke!« sagde Annunziata; - »Nu, jeg skal ærligt besørge det!« Hun nikkede derpaa saa mildt, og takkede mig for de glade Timer, jeg havde forskaffet hende ved min Sang og- Improvisation! »Vi sees igjen!« udbrød hun, og som en Drømmende forlod jeg Værelset.

Udenfor mødte jeg den gamle Dame, der venligere end sædvanligt hilsede paa mig; i min bevægede Sindsstemning kyssede jeg hende paa Haanden, hun klappede mig mildt paa Skuldren, og jeg hørte hende sige: »De er et godt Menneske!« og saa var jeg paa Gaden, lykkelig ved Annunziatas Venlighed og henrykt over hendes Aand og Skjønhed. -

Jeg følte mig ret oplagt til at nyde denne sidste Carnevalsdag; jeg kunde ikke forestille mig, at Annunziata reiste bort, vor Afsked havde været saa let, Gjensynet forekom mig at være næste Morgen. Uden Maske tog jeg dog lystig Deel i Kampen med Confetti. Alle Stolene langs hele Gaden vare besatte, alle Stilladser og Vinduer op 106 fyldte, Vognene kjørte op og ned, og den brogede Menneskevrimmel trængte sig, som en bølgende Strøm, imellem dem. For at aande lidt friere, maatte man dristigt springe foran en af Vognene, det lille Rum imellem den, der var foran, og den, der fulgte efter, var det eneste, i hvilket man nogenlunde kunde bevæge sig. Musiken bruste, lystige Masker sang, og bag fra en af Vognene udbasunede il capitano sine stolte Bedrifter til Lands og Vands; kaade Drenge paa Træheste, hvis Hoved og Bagdeel egentlig kun var synlig, det Øvrige bedækket med et broget Teppe, som skjulte Rytterens to Been, der erstattede Hestens fire, trængte sig ind i det snevre Rum mellem Vognene og gjorde Forvirringen større. Jeg kunde hverken slippe frem eller tilbage, Fraaden af Hestene tæt bag ved mig fløi om mine Øren; i denne Trængsel sprang jeg op paa en Vogn, hvori der sad to Maskerede, som det syntes en gammel tyk Herre, i Slaabrok og Nathue, og en nydelig Blomsterpige. Hun havde strax mærket, at det ei var Overgivenhed, men snarere Frygt, der fik mig til at springe op, og klappede mig derfor paa Haanden, idet hun bød mig to Confettikugler til Vederqvægelse. Den gamle Herre derimod kastede mig en heel Kurv fuld i Ansigtet, og da Pladsen blev friere bag mig, begyndte ogsaa Blomsterpigen, saa at jeg, overvældet og uden at have samme Vaaben, maatte, ganske hvid fra Top til Taa, paa det hurtigste tage Flugten; to Harlequiner børstede mig lystig af med deres Brix, men da Vognen i sin Tour atter passerede mig, begyndte samme Uveir; jeg besluttede nu at sikkre mig igjen ved Confetti, men Kanonskuddene lød, Vognene maatte ind i de snevre Sidegader, for at gjøre Plads til Væddeløbet, og mine to Maskerede vare mig af Syne. De syntes at kjende mig; hvem kunde det være! Bernardo havde jeg slet ikke seet i corso denne Dag; en Tanke gik op for mig: den gamle Herre i Slaabrok og Nathue maatte være ham, og den nydelige Hyrdinde, hans saakaldte »tamme Fugl«. Ansigtet gad jeg dog nok have seet! Jeg havde faaet Plads paa en af Stolene tæt ved Hjørnet; snart lød Kanonskuddet, og Hestene brusede gjennem corso op mod den venetianske Plads; Menneskevrimlen opfyldte igjen Gaden bagved dem; jeg vilde alt stige ned, da et ængsteligt Skrig lød rundt om: »Cavallo!« En af Hestene, der først havde naaet Maalet, var ikke der blevet standset og havde altsaa øieblikkelig vendt om og fortsat Veien tilbage. Betænker man den tætte Vrimmel, den Tryghed, hvormed nu Alle gik, efter at Løbet var til Ende, da seer man, hvilken Ulykke der kunde skee. Som 107 en Lynstraale gjennemzittrede mig Erindringen om min Moders Død, det var, som følte jeg det frygtelige Moment, da de vilde Heste bruste hen over os. Mit Øie stirrede ubevægeligt fremad Mængden fløi som ved et Trylleslag til Siderne, den syntes i samme Nu som trængt ind i sig selv; jeg saae Hesten, fraadende og med blodige Sider, den vildtflagrende Manke og Funkerne, der gnistrede fra dens Fødder, suse forbi, og med Eet, som strakt til Jorden ved et Skud, styrte om og være død Ængsteligt spurgte enhver, om ingen Ulykke var skeet, men Madonna havde holdt sin beskyttende Haand over sit Folk, der hørtes intet, og den vel overstaaede Fare gjorde Gemytterne lystigere og langt vildere. Tegnet lød, at Ordenen med Vognrækken var ophørt, og det prægtige moccolo, som glimrende Finale for Carnevalet, skulde begynde. Vognene kjørte nu ind mellem hverandre, Forvirringen og Støien blev større, Mørket ved hvert Minut stærkere, men nu tændte hver sin Voxstabel, Enkelte hele Bundter. I alle Vinduer sad de med Lys, Huse og Vogne i den stille, deilige Aften vare som oversaaede med disse glimrende Stjerner, Papirsløgter, Pyramider af Lys svævede paa lange Stænger fra øverste Etage ud over Gaden, hver søgte at beskjærme sit Lys, men at slukke sin Naboes, idet Raabet steg vildere og vildere: »Sia ammazato, chi non porta moccolo!« Forgjæves beskjærmede jeg mit, hvert Øieblik var det ude, jeg kastede det bort, og Alle om mig skulde gjøre som jeg. Damerne langs Husets Muur stak deres Lys ind gjennem Kjældervinduerne og raabte leende til mig: senza moccoli; de troede deres eget Lys sikkert, men Børnene indenfor klattrede op paa Bordene og blæste det ud Smaa Papirs Balloner og Lamper med Lys dalede ned fra de øverste Vinduer, hvor Flere sad, med tændte Voxstabler i hundredeviis og holdt dem paa lange Rør ud over Gaden, idet de raabte: »den skal døe, som ikke bærer et lille Lys!« nye Skikkelser klattrede imidlertid ud paa Tagrenden, og havde, paa lange Stokke, deres Lommetørklæder, hvormed de slukkede hines Lys, idet de selv holdt deres høit i Luften og raabte et: »senza moccoli!« - En Fremmed, der aldrig saae det, gjør sig ingen Forestilling om denne bedøvende Tummel, denne Vrimmel og Trængsel. Luften er tyk og varm af Menneskemassen og de brændende Lys. Pludseligt, idet nogle Vogne trak ind i den mørke Sidegade, saae jeg, tæt foran mig, mine to Masker; Lysene vare slukkede for Cavalieren i Slaabrok, men den unge Blomsterpige holdt en Bouquet af brændende Voxstabler høit paa et Rør, der vist var 4 til 5 108 Alen langt; hun loe høit af Glæde, da man ikke kunde naae op med de paa Stokke bundne Tørklæder, og Manden i Slaabrok overvældede med Confetti enhver, som vovede at nærme sig; jeg lod mig ikke afskrække; i et Nu var jeg bag paa Vognen, greb fast om Røret og, skjøndt jeg hørte et "bønligt »Nei!« og hendes Beskytter dyngede mig over med Kalkkuglerne og det ikke skaansomt, greb jeg fast om Røret, for at faae Lysene ned, det brast i mine Hænder og den straalende Bouquet faldt, under Mængdens Jubel, ned paa Jorden. »Fy, Antonio!« raabte Blomsterpigen. Det gik mig igjennem Marv og Been, thi det var Annunziatas Stemme. Hun kastede mig hæftig al sit Confetti over Ansigtet, og Kurven med I min Overraskelse sprang jeg ned og Vognen rullede fremad, men jeg saae en Bouquet, som et Forsonings-Tegn, flyve til mig; jeg greb den i Luften, vilde efter dem, men det var umuligt at slippe frem, Vognene vare i Trængsel, der var den største Forvirring, idet nogle rykkede til een Side, andre til den anden; jeg kom om i Sidegaden, men, som jeg aandede friere, følte jeg meer den tunge Vægt paa mit Hjerte. »Hvem var det Annunziata kjørte med?« - At hun den sidste Dag vilde til Carnevalet, fandt jeg naturligt, men Herren i Slaabrok? Ak ja, min første Formodning var vistnok sand! Det maatte være Bernardo. Jeg vilde overtydes derom. I Hast foer jeg afsted gjennem Sidegaderne, og kom til Piazza colonna, hvor Annunziata boede, og posterede mig ved Porten, for at oppebie hendes Ankomst. Snart kom ogsaa Vognen, og, som var jeg Husets Tjener, sprang jeg til, Annunziata hoppede ned uden at see paa mig; nu kom Herren i Slaabrok, han steg for langsomt ud til at være Bernardo; »Tak, min Ven!« sagde han, og jeg hørte, at det var den gamle Veninde, saae ogsaa paa Fødderne og den brune Kjole, der hang nedenfor Slaabrokken da hun steg ud, hvorledes jeg havde feilet i min Formodning. »Felicissima notte, Signora!« raabte jeg høit i min Glæde. Annunziata loe, sagde spøgende, at jeg var et slet Menneske, og at hun vilde skynde sig bort til Florents, men hendes Haand trykkede min. Salig og med let Hjerte forlod jeg hende, jublede høit det vilde Raab: døe skal den, der intet Lys har! og saa havde jeg selv slet intet. -Jeg tænkte imidlertid kun paa hende og den gode, gamle Kone, der, sikkert alene for at glæde hende, havde iført sig Slaabrok og Nathue og saaledes deeltaget i Carnevalet, en Glæde, hun ikke syntes skabt for. Og hvor smukt og naturligt af Annunziata, at hun ikke var kjørt med Fremmede, ikke havde tilladt Bernardo eller selv Kapelmesteren 109 at kjøre i sin Vogn. At jeg, i det Øieblik jeg kjendte hende, var blevet skinsyg paa Nathuen, var noget, jeg ikke vilde indrømme for mig selv; lykkelig og glad var jeg, og i Glæde vilde jeg ende de faa Timer, der endnu vare tilbage, før Carnevalet, som en Drøm, var tilende. Jeg gik i Festino, det hele Theater var decoreret med Guirlander af Lamper og Lys, alle Loger vare opfyldte med Maskerede og Fremmede uden Maske; fra Parterret gik en høi, bred Trappe over det sædvanlige Orchester, som det skjulte, og op paa Scenen, der med Drapperier og Krandse var decoreret til Balsal; to Orchestre vexlede med hinanden; en Mængde Quacqueri og Veturin-Masker dandsede en lystig Ringdands om Bacchus og Ariadne; de toge mig med i Kredsen, og i Glæden gjorde jeg de første Dandse-Trin, og fandt det saa lystigt, at det ikke blev ved disse, nei, da jeg ud paa Natten hoppede hjem, gjorde jeg endnu en Svingom med de lystige Masker og raabte med dem: »den lykkeligste Nat paa det skjønneste Carneval!«

Min Søvn var kun kort Jeg tænkte i den smukke Morgenstund paa Annunziata, som nu maaskee i dette Øieblik forlod Rom, tænkte paa de lystige Carnevalsdage, der syntes at have skabt et nyt Liv for mig, og nu, med al deres Jubel og Vrimmel, vare forsvundne. Jeg havde ingen Ro! jeg maatte ud i den friske Luft. Alt var der med Eet forandret. Alle Døre og Boutikker lukkede, faa Mennesker paa Gaden, og i corso, hvor den lystige Vrimmel igaar neppe kunde trænge sig frem, gik nu nogle Slaver i deres hvide Klædning med de brede, blaa Striber og feiede Confetti bort, der som Hagl laae over Gaden; en ussel Hest, med sit Høeknippe bundet ved Siden, hvilket den aad af, trak den lille Karre, hvori Feieskarnet samledes. En Veturin holdt foran et Huus, belæssede sin Kareth ovenpaa med Kasser og Æsker, trak en stor Matte hen over den hele Bygning og snørede nu Jernkjæderne fast, næsten ind i Læderet af de mange Kofferter bag paa. Fra en Sidegade kom en lignende bepakket Kareth. Alle droge bort. Det gik til Neapel eller Florenz. Rom skulde være død i fem lange Uger fra Askeonsdag til Paaske.

110

XII Fasten. Allegris Miserere i det sixtinske Capel. Besøget hos Bernardo. Annunziata.

Stille og dræbende lang gled Dagen hen; Tanken opførte og gjentog mig Carnevalets Skuespil, mit eget Livs store Begivenhed, hvori Annunziata spillede Hovedrollen. Men Dag for Dag tiltog Eensformigheden og denne Gravstilhed rundtom. Jeg følte en Tomhed, som mine Bøger ikke kunde udfylde, Bernardo havde før været mit Alt, nu var det, som der laae en Kløft mellem os, jeg følte mig tvungen i hans Nærhed, og meer og meer blev det mig klart, at det var Annunziata, der ene og alene beskjæftigede mig. Øieblikke var jeg lyksalig i denne Følelse, men der kom Timer, der kom Nætter hvori jeg tænkte paa Bernardo, som tidligere end jeg havde elsket hende; ham var det jo ogsaa, der havde ført mig til hende; ham havde jeg forsikkret, at det kun var Beundring og intet mere, jeg følte for hende, ham, min eneste Ven, ham, jeg saa tidt havde forsikkret om mit Hjertes Trofasthed, mod ham var jeg falsk og ond Da brændte Angerens Brand i mit Hjerte, men Tanken kunde dog ikke løsrive sig fra Annunziata. Enhver Erindring om hende, mine gladeste endte Timer, tilsmilte mig den dybeste Veemod. Saaledes betragte vi det livsskjønne smilende Billede af en kjær Død, og jo mere levende, jo venligere det smiler, des stærkere Veemod griber os. Livets store Kampe, man saa ofte i Skolen havde talt til mig om, og som jeg da troede bestod i Vanskeligheden med en Lectie, eller Uvillie over en Lærers Urimelighed, følte jeg nu først begynde. Burde jeg ikke nedkjæmpe denne Lidenskab, der var vakt hos mig, da vilde min forrige Ro vist indtræde. Til hvad kunde ogsaa denne Kjærlighed lede? Annunziata stod høit i sin Kunst, dog vilde Verden fordømme mig, om jeg forlod min Stilling og fulgte hende; Madonna selv vilde vredes, til hendes Priis var jeg født og opdraget; Bernardo maatte aldrig kunne tilgive mig, og - jeg vidste jo slet ikke, om Annunziata elskede mig. Dette var mig i Grunden den bittreste Tanke. Forgjæves kastede jeg mig i Kirken for Madonnas Billede, forgjæves bad jeg hende styrke min 111 Sjæl i min store Kamp, selv her steg min Synd, Madonna lignede mig Annunziata; det forekom mig, at hvert skjønt Qvindeansigt ligesom stræbte efter det Aandens Udtryk, der laae hos Annunziata. »Nei, jeg vil rive disse Følelser ud af min Sjæl,« sagde jeg, »jeg vil aldrig oftere see hende!« -Jeg begreb nu fuldkomment, hvad jeg før ikke kunde indsee, at man kunde føle Trang til at martre sit Legeme, søge at betvinge den aandelige Kamp ved at pine Kjødet. Mine brændende Læber kyssede Madonnas kolde Marmor-Fod, og Øieblikke vendte Fred tilbage i min Sjæl; jeg tænkte paa min Barndom, da min kjære- Moder endnu levede, hvor lykkelig jeg da havde været, hvor mange Glæder selv denne tause Tid før Paaske havde bragt mig. Endnu var jo Alt det samme, som den Gang. Paa Hjørner og Pladse stode som før de smaa grønne Løvhytter, smykkede med Sølv- og Guld-Stjerner; rundt om hang endnu de prægtige Skjolde med Versene, der fortalte hvilke kostelige Retter for Fasten her tillavedes. Hver Aften tændtes de brogede Papirslygter under de grønne Grene; hvor havde jeg ikke, som Lille, glædet mig derved! hvor lykkelig havde jeg ikke været ved Spækhøkerens prægtige Boutik, der i Fasten straalede mig som en Phantasieverden, de nydelige Engle af Smør, der dandsede i et Tempel, hvor sølvomvundne Pølser dannede Søiler og en Parmesan-Ost Kuppelen. Mit første Digt havde jo været om denne Herlighed, og Spækhøkerens Signora havde kaldt det en divina comedia di Dante! - Da kjendte jeg ikke denne herlige Sanger, men heller ikke nogen Sangerinde; - kunde jeg kun glemme Annunziata!

Med Processionen vandrede jeg til Roms 7 hellige Kirker, blandede min Sang med Pilgrimmenes, og min Følelse var dyb og oprigtig, men Bernardo hviskede mig med dæmonisk Spot i Øret: »den lystige Advokat i Corso, den dristige Improvisator, med Bod i Øiet og Aske paa Kinderne! - Ei, hvor Du tager dig godt op! forstaaer enhver Rolle, det kunde jeg ikke gjøre Dig efter Antonio!« Der laae en Spot og dog en tilsyneladende Sandhed i hans Ord, der krænkede mig dybt.

Den sidste Uge af Fasten var kommet; de Fremmede strømmede tilbage til Rom. Næsten Vogn paa Vogn rullede ind af Porta del Popolo og Porta del Giovanni. Onsdag Eftermiddag begyndte miserere i det Sixtinske Capel. Min Sjæl trængte til Musik, i Tonernes Verden vilde jeg finde Medfølelse og Trøst. Trængselen var stor, selv inde i Capellet, den forreste Afdeling var alt opfyldt med Damer. Prægtige Loger, med Floiels- og gyldent Drapperie, for kongelige Personer fra fremmede 112 Hoffer, vare her opreiste saa høit, at disse saae ud over det kunstigt udskaarne Rækværk, der fjernede Damerne fra det Indre af Capellet. Den pavelige Schveitser-Garde stod i sin brogede Festdragt, Officiererne bare lette Harnisker og i Hjelmen en vaiende Fjerbusk; den klædte især Bernardo, der hilste paa de unge smukke Damer, han kjendte.

Jeg fik en Plads tæt indenfor Skranken, ikke langt fra, hvor de pavelige Sangere vare placerede paa Balconen. En Deel Englændere sad bag ved mig, jeg havde under Carnevalet seet dem i brogede Maskerade-Dragter, her bar de lignende; Officierer skulde de nok forestille selv de tiaars Drenge! Alle havde kostbare Uniformer, af de meest iøinefaldende Stoffer og Sammensætninger. Een bar saaledes lyseblaa Frakke med Sølvbroderie, Guld paa Støvlerne og en Art Turban med Perler og Fjer. Det var ikke noget Nyt ved Festerne i Rom, hvor Uniformen hjælper til en bedre Plads; rundt om smilte man deraf, men kun kort Tid beskjæftigede det mig.

De gamle Cardinaler kom i deres prægtige violette Fløiels Kapper, med den hvide Hermelins Pelerine over; de satte sig ved Siden af hinanden i en stor Halvcirkel indenfor Skranken, Præsterne, som havde baaret Slæbet, toge Plads ved deres Fødder. Fra den lille Sidedør ved Altret kom nu den hellige Fader i sin Purpurkappe og med den sølvhvide Pavehue. Han besteg sin Throne, Biskopperne svingede Røgelsekarrene om ham, mens unge Geistlige, i høirøde Kjortler, knælede med brændende Fakler for ham og Høialtret.

Lectionerne begyndte*, men det var mig umuligt at lade Øiet dvæle ved de døde Bogstaver, det hævede sig med Tanken mod det store Verdens Alt, Michel Angelo med Farver har aandet paa Loft og Vægge. Jeg betragtede hans mægtige Sybiller og underherlige Propheter, hver er Stof for en Kunstafhandling! mit Øie inddrak de mægtige Træk, de skjønne Grupper af Engle; det var mig ikke malede Billeder, levende stod Alt deroppe! Kundskabens rige Træ, hvor Eva rakte Adam Frugten, den mægtige Gud, som svævede hen over Vandene, ikke baaret af Englene, som de ældre Mestere viste ham, nei, Englenes Skare hviler paa ham og hans flagrende Klædning. Vel

* 113

havde jeg seet Malerierne før, men aldrig havde de saaledes grebet mig, som nu, min exalterede Stemning, Menneskevrimlen, maaskee selv min Tankes Lyrik gjorde, at jeg forunderlig poetisk opfattede det Hele; jeg maatte, og mangt et Digterhjerte har vel følt, som mit!

De dristige Forkortninger, den gribende Kraft, hvormed hver Figur træder frem, er saa forbausende! man rives saa ganske hen! det er en Aandens Bjergprædiken i Farver og Former! med Raphael staae vi forbausede for Michel Angelos Styrke; hver Propriet er en Moses, som den, han formede af Marmoret. Hvilke Kjæmpeskikkelser! det ere disse, der gribe vort Øie og Tanke, i det vi træde ind; men, som indviet af disse Hellige, vender Øiet sig mod Capellets Baggrund, hvis hele Væg er et Høialter for Kunst og Tanke. Det store chaotiske Billed, fra Gulvet til Loftet, viser sig nu som Ædelstenen, hvorom Alt det øvrige kun var Rammen. Dommedagen see vi.

Christus staaer dømmende paa Skyen, og Apostelen og Moderen udstrækker Haanden, bedende for den arme Menneskeslægt. De Døde løfte deres Gravstene; salige Aander svæve tilbedende mod Gud, medens Afgrunden griber sine Offere. Her vil en opadsvævende Sjæl frelse sin fordømte Broder, hvem Afgrunden alt holder i Slangeknuder; Fortvivlelsens Sønner slaae med knyttede Hænder deres Pande, og synke i Dybet. I dristige Forkortninger styrte og svæve Legioner mellem Himmel og Helved. Englenes Deeltagelse, Udtrykket af de Elsken le, som mødes, Barnet, der ved Basunens Lyd trykker sig til Moderens Bryst, er saa naturligt og skjønt, at man troer sig selv som ført ind mellem dem, der lytte til Dommen. Michel Angelo har udtalt i Farver, hvad Dante saae og sang for Jordens Slægter.

Den nedgaaende Sol kastede just de sidste Straaler ind gjennem de øverste Vinduer. Christus og de Salige rundt om ham vare stærkt belyst, medens det nederste Partie, hvor de Døde staae op, og Dæmonen støder sin Baad med de Fordømte fra Land, var næsten i Mørke. Just i det Solen gik ned, endte den sidste Lection, det eneste Lys, der endnu var tilbage, blev slukket; den hele Billedverden svandt i Mulmet for mig, men i samme Nu brusede Musik og Sang; hvad Farverne legemligt havde aabenbaret, steg nu i Toner; Dommedagen med dens Fortvivlelse og Jubel klang over os.

Kirkens Fader, afført sin pavelige Pragt, stod foran Altret, tilbad det hellige Kors og paa Basunens stærke Vinger lød det rystende Chor: Populus meus, quid feci tibi? Bløde Engletoner vuggede over den 114 dybe Sang, Toner, som steg de ikke fra et Menneskes Bryst, det var ei Mandens, ei Qvindens, en Aandeverden tilhørte de; det var, som Englenes Graad opløst i Melodie.

I denne Toneverden inddrak min Sjæl Kraft og Livs Fylde. Jeg følte mig glad og stærk, som jeg længe ikke havde været det. Annunziata, Bernardo, alle mine Kjære bevægede sig i min Tanke. Saaledes som jeg i dette Øieblik elskede disse, maa salige Aander elske hinanden. Den Fred jeg i Bønnen søgte, men ikke fandt, strømmede her ved Toner ind i mit Hjerte.

Da Miserere var til Ende, Alle borte, sad jeg hos Bernardo paa hans Værelse. Ærligt rakte jeg ham Haanden, talte som min begeistrede Sjæl drev mig til, min Læbe fik Veltalenhed; Allegris Miserere, vort Venskab, mit hele sælsomme Livs Eventyr gav Stof nok dertil; jeg fortalte, hvor aandelig sund Musiken havde gjort mig, hvor tungt mit Hjerte forhen havde været, min Liden, Angest og Melancholie, den lange Fastetid, uden dog at sige, hvad Deel han eller Annunziata havde deri, men det var ogsaa den eneste lille Fold i Hjertet, jeg ikke udviklede for ham. Han loe af mig, sagde jeg var et daarligt Mandfolk, det var Hyrdelivet hos Domenica, og Signora - al denne Fruentimmer Opdragelse og endelig Jesuiterskolen, der havde fordærvet mig. Mit hede, varme italienske Blod var spædt med Gjedemelk, min trappistiske Afholdenhed gjorde mig syg, jeg trængte til en lille tam Fugl, der kunde synge mig ud af Drømmeverdenen! jeg skulde være et Menneske, som de Andre, saa kom jeg mig paa Sjæl og Legeme!

»Vi ere meget forskjellige, Bernardo!« sagde jeg, »og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen!« »Det vilde være daarligt for Venskabet!« svarede han, »nei da vilde det være slidt op før vi vidste det! - Venskab er som Kjærlighed, det bliver stærkest ved Skilsmissen. Jeg tænker tidt paa, hvor det i Grunden maa være kjedeligt at være gift! idelig og idelig at see hinanden, og det ind i alle Folder. De fleste Ægtefolk ere da ogsaa kjede af hinanden, det er kun et Slags Anstand, en Art Godmodighed, der holde dem sammen i Længden. Jeg føler det godt med mig selv, at om mit Hjerte brændte nok saa hæftigt, og hendes, jeg elskede, brændte, som mit: naar Luerne mødtes, vilde de slukkes. Kjærlighed er en Længsel, og Længselen døer, naar den opfyldes!«

»Men naar nu din Kone,« sagde jeg, »var smuk og klog som -«

»- Som Annunziata!« tog han Ordet, i det jeg et Øieblik standsede, 115 for at finde en Gjenstand for mit Udtryk. »Ja, Antonio, saa vilde jeg see paa den smukke Rose, saalænge den var frisk; og naar Bladene visnede, Duften tabte sig, - ja, Gud maa vide, hvad Lyst jeg fik! i dette Øieblik har jeg en ganske sælsom, og jeg har før følt noget lignende! -Jeg kunde have Lyst at see, hvor rødt dit Blod er, Antonio! men jeg er et fornuftigt Menneske, Du er min Ven, min oprigtige Ven! vi ville ikke slaaes, selv om vi mødtes paa samme Elskovs Eventyr!« og nu loe han høit, trykkede mig hæftig til sit Bryst og sagde halv spøgende, »jeg overlader Dig min tamme Fugl, den begynder at blive følsom, og vil vist behage dig! Følg med i Aften! fortrolige Venner maa intet skjule for hinanden, vi ville have en lystig Aften! paa Søndag giver den hellige Fader Beneditione for os allesammen?« -

»Jeg følger ikke med Dig!« svarede jeg.

»Du er feig, Antonio!« svarede han. »Lad dog ikke Gjedemælken reent faae Bugt med Blodet! dit Øie kan brænde som mit! sandseligt kan det brænde, det har jeg seet! din Liden, din Angest, din Poenitense i Fasten, -ja skal jeg ærligt sige Dig Grunden, det er Begjærlighed efter de friske Læber, de skjønne Former! jeg veed det godt, Antonio, Du kan ikke skjule Dig! - Nu saa tryk Skjønheden til dit Hjerte; -men Du har ei Mod, Du er feig, en Cujon er Du dertil!« -

»Du fører en Tale, Bernardosvarede jeg, »som fornærmer mig!«

»Men taale den maa Du dog!« svarede han; da steg mig Blodet op i Kinderne, men Taarer trængte ogsaa i mit Øie.

»Kan Du saaledes ville lege med min Hengivenhed for Dig!« udbrødjeg. - »Du troer, jeg staaer imellem Dig og Annunziata, troer, at hun har seet venligere til mig, end til Dig?«

»O nei!« afbrød han, »Du veed nok, at jeg ingen stærk Phantasie har! Men lad hende være udenfor vor Tale! Og hvad din Hengivenhed angaaer, den Du altid omtaler, saa forstaaer jeg det ikke; vi give hinanden Haanden, vi ere Venner, fornuftige Venner, men dine Begreber ere overspændte, mig maa Du tage, som jeg er.«

Dette var omtrent Braaden af vor Samtale, den Deel, som trængte sig i mit Hjerte og, saa at sige, gik over i Blodet; jeg følte mig krænket og fandt dog noget hjerteligt, der trykkede min Haand i hans.

Næste Dag kaldte Skjærtorsdagsklokkerne mig til Peterskirken. I dens mægtige Forhal, hvis Størrelse jo skal have bragt en Fremmed til at troe, at denne var hele Kirken, fornyede sig Trængselen, som i Gaderne og over Angelibroen; det var som hele Rom strømmede til, for 116 selv, med de Fremmede, at forbauses over Kirkens Storhed, thi den syntes at udvide sig meer og meer for Massen.

Sangen tonede over os, to store Chor svarede hinanden fra forskjellige Steder i Kirkens Kors. Alle trængte hen for at see Fodvaskningen, som nu begyndte. * Fra Skranken, bag hvilken de fremmede Damer sad, nikkede En venligt til mig. Det var Annunziata. Hun var kommet, var her i Kirken, mit Hjerte bankede stærkt. Jeg stod hende saa nær, at jeg kunde sige mit Velkommen!

Hun var alt kommet igaar, men for silde til at høre Allegris Miserere, dog havde hun ved ave maria besøgt Peterskirken.

»Den forunderlige Dunkelhed,« sagde hun, »gjorde, at Alt imponerede mere, end nu ved Dagen! Ikke et Lys brændte, uden Lamperne ved Petersgraven, det var en Straalekrands, og dog ikke stærk nok til at belyse de nærmeste Piller. Alle knælede tause rundt om, jeg sank selv ned, følte ret levende, hvormeget der kan ligge i et Intet! hvilken Kraft, der ligger i en religiøs Taushed!«

Hendes gamle Veninde, som jeg nu først opdagede, da hun bar et langt Slør, nikkede venligt. Den festlige Ceremonie var tilende, forgjæves saae de efter deres Tjener, der skulde føre dem til Vognen. En Deel unge Herrer vare blevne opmærksomme paa Annunziata, hun syntes urolig, vilde bort, jeg vovede at tilbyde at føre dem ud af Kirken til deres Vogn. Den Gamle tog mig strax under Armen, men Annunziata gik ene ved Siden; jeg havde ikke Mod at byde hende Armen, men da vi naaede Døren, og Strømmen rev os med, følte jeg hendes Arm under min; det gik mig som Ild gjennem Blodet.

Jeg fandt Vognen; da de vare inde i den, bad Annunziata mig tage tiltakke med Middagen hos dem. »Kun et tarveligt Maaltid,« sagde hun, »som vi kunne nyde det i Fasten!«

Jeg var lykkelig! den gamle Dame, som ikke hørte godt, forstod nok af Udtrykket i Annunziatas Ansigt, at det var en Indbydelse, men meente, at det var til at kjøre med! øieblikkelig gjorde hun Sædet foran i Vognen ryddelig for Kaaberne og de Schawler, der laae, tog mig i Haanden og sagde: »ja vær saa god, Hr. Abbate! her er Plads nok.«

Det var ikke Annunziatas Mening; jeg saae en let Rødme glide over hendes Kinder, men jeg sad alt foran hende, og nu foer Vognen afsted.

* 117

Et lille fyrsteligt Taffel ventede os. Annunziata talte om sit Ophold i Florenz og om Festen i Dag, spurgte mig om Fasten i Røm, og hvorledes jeg havde tilbragt denne Tid, et Spørgsmaal, jeg ikke saa ganske oprigtigt besvarede.

»De seer dajødedaaben paa Løverdag?« spurgte jeg, men kastede i det samme et Blik til den gamle Dame, som jeg reent havde glemt.

»Hun hørte det ikke!« svarede Annunziata, »havde hun hørt det, vilde hun dog neppe have rødmet! Kun hvor hun kan følge med, gaaer jeg, og for hende vilde det ikke være passende, at komme til vor Fest i Constantins Døbecapel*. Heller ikke mig interesserer det, thi kun sjældent er det af Overbeviisning, Tyrken eller Jøden, som der pranger med sin Daab, bliver omvendt Jeg erindrer fra min Barndom, hvilket ubehageligt Indtryk det hele Syn deraf gjorde paa mig. Jeg saae en lille Jødedreng paa sex til syv Aar blive døbt; han kom frem i smudsige Skoe og Strømper, med dunet, uredt Haar og til alt dette, som en grel Contrast, en prægtig, hvid Silkekjole, Kirken havde givet ham. Forældrene, ureenlige som Drengen, fulgte efter; de havde solgt hans Sjæl til en Salighed, de ikke selv erkjendte!«

»De har seet det som Barn her i Rom?« spurgte jeg.

»Ja,« svarede hun og rødmede, »men dog er jeg ikke Romerinde!«

»Da jeg første Gang saae Dem, hørte Deres Sang, var det mig, som havde jeg kjendt Dem før! jeg veed ikke selv, men jeg troer det endnu! byggede vi paa en Sjælevandring, vilde jeg troe, at vi begge havde været Fugle, hoppet paa samme Green og kjendt hinanden ret længe. Er der slet ingen Erindringer i Deres Sjæl? Intet, der siger Dem, at vi have seet hinanden før?«

»Slet Intet!« svarede Annunziata, og saae mig fast ind i Øiet.

»At De nylig sagde mig, at De som Barn havde været her i Rom, ikke, hvad jeg troede, tilbragt al Deres Barndom i Spanien, vakte en Erindring i min Sjæl, den samme jeg følte, da De første Gang stod for mig som Dido. Har De aldrig som Barn, ved Julefesten, holdt Tale for Bambino i Kirken araceli, som vi andre Børn?«

»Det har jeg!« udbrød hun, »og De, De, Antonio, var den lille Dreng, der vandt Alles Opmærksomhed? -«

»Men blev fortrængt af dem!« svarede jeg.

* 118

»Det var Dem, Antonio!« udbrød hun høit, greb begge mine Hænder, og saae mig med et ubeskriveligt mildt Udtryk ind i Øiet; den gamle Veninde rykkede sin Stol nærmere og saae alvorligt paa os. Annunziata fortalte hende det Hele, og hun smilte nu til vor Gjenkjendelses-Scene. -

»Hvor min Moder og Alle talte om dem!« sagde jeg, »deres fine, næsten aandige Former, deres bløde Stemme! ja jeg var skinsyg paa dem, min Forfængelighed tillod ikke, at en anden saa ganske fordunklede mig. - Hvor sælsomt krydse dog ikke Livets Veie!« -

»Jeg husker Dem godt!« sagde hun, »de havde en lille kort Trøie med mange blanke Knapper i, det interesserede mig da meest hos dem!« »De,« svarede jeg, »havde en prægtig rød Sløife paa Brystet, men det var dog ikke det, men deres Øie, deres kulsorte Haar, der meest greb mig! -Ja jeg maatte gjenkjende dem, de er endnu den samme, kun mere udviklede Træk, jeg vilde have kjendt dem, selv under en større Forandring. Jeg yttrede det strax for Bernardo, der modsagde mig, tænkte sig en ganske anden - -!«

»Bernardo!« afbrød hun, og jeg syntes hendes Stemme skjælvede.

»Ja,« svarede jeg noget forvirret, »han troede ogsaa at kjende dem, at have seet dem, vilde jeg sige, seet dem i et Forhold, der maatte tilintetgjøre min Formodning. - Deres sorte Haar, deres Blik, ja De vil ikke vredes derover, han forandrede ogsaa strax sin Mening, han troede ved første Øiekast, at De var« -jeg standsede - »at de var - ikke af den catholske Kirke, og altsaa kunde jeg jo heller ikke have hørt dem prædike i Araceli.« »At jeg var maaskee af samme Tro, som min Veninde her?« sagde Annunziata, og pegede paa den gamle Dame. Jeg nikkede uvilkaarlig, men greb i det samme hendes Haand og spurgte, »er De vred paa mig?«

»Fordi Deres Ven gjør mig til en Jødepige?« spurgte hun smilende. »De er et underligt Menneske!« -Jeg følte, at vort Barndomsforhold gjorde os fortroligere, hver Sorg var glemt, men ogsaa hver Beslutning, aldrig at see, aldrig at elske hende. Min Sjæl brændte kun for hende.

Gallerierne vare lukkede disse to Dage endnu før Paaske, Annunziata yttrede, hvor herligt det kunde være, dersom man i denne Tid, og da ret i Mag, kunde vandre om i et af dem; men det var ikke let muligt. Ønsket fra hendes Læber var en Befaling, jeg kjendte jo Custode og Portner, alle Betjente, der endnu vare tilbage i Palazzo 119 Borghese, hvor en af Roms interessanteste Samlinger findes, hvor jeg som Barn havde gaaet med Francesca, og gjort Bekjendtskab med hver lille Amorin paa Francesco Albanis Aarstider.

Jeg bad, om jeg næste Dag maatte føre hende og den gamle Dame derhen, hun takkede mig, og jeg var uendelig lykkelig.

I Eensomheden hjemme kom Erindringen om Bernardo! nei han elsker hende ikke, trostede jeg mig selv med, hans Kjærlighed er kun Sandselighed, ikke reen og stor, som min! Vor sidste Samtale syntes mig endnu bittrere, end den var, jeg saae kun hans Stolthed, følte Fornærmelserne mod mig, og inddrak hos mig selv en større Vrede, end jeg nogensinde havde følt. Hans Stolthed er krænket, ved at Annunziata syntes venligere mod mig end mod ham; vel har han ført mig til hende, men maaskee var hans Tanke da snarere, at jeg vilde blive til Spot; derfor forbausedes han over min Sang, over min Improvisation, han havde ikke drømt om, at jeg skulde træde op ved Siden af hans skjønne Skabning, hans Frihed og Dristighed. - Nu har han troet at skræmme mig fra oftere at besøge hende. En god Engel vilde det anderledes! hendes Mildhed, hendes Øie, Alt siger mig, at hun elsker mig, at hun har Godhed for mig, ja meer end Godhed, thi hun maa fole, jeg elsker hende!

Saligt trykkede jeg hede Kys mod Puderne, men med Kjærligheds Lykken steg Bitterheden mod Bernardo. Jeg ærgrede mig over mig selv, at jeg ikke havde mere Characteer, mere Heftighed og Galde; nu havde jeg hundrede fortræffelige Svar jeg skulde have givet ham, da han sidst behandlede mig som en Dreng, hver lille Fornærmelse af ham stod mig nu levende. For første Gang følte jeg ret Blodet koge i mine Aarer, en Hæftighed, de reneste og bedste Følelser, blandet med en afskyelig Bitterhed, berøvede mig al min Søvn. Først mod Morgenstunden blundede jeg lidt, men blev da styrket og let om Hjertet; jeg underrettede Custoden om de fremmede Damer, jeg vilde fore i Galleriet, og var nu hos Annunziata. Vi kjørte alle tre til Palazzo Borghese.

120

XIII Billedgalleriet. Nøiere Forklaring. Paaskefesten. Min Skjæbnes Vendepunkt.

Det var mig en ganske egen Følelse at føre Annunziata ind, hvor jeg som Dreng havde leget, hvor Signora havde viist mig Malerierne og moret sig over mine naive Spørgsmaal og Yttringer. Jeg kjendte hvert Stykke, men Annunziata kjendte dem bedre, kjendte dem aandeligt; hendes Bemærkninger vare saa træffende; med øvet Blik og naturlig Sands udpegede hun hver Skjønhed - Vi stode foran det berømte Stykke, af Gerardo del Notti, Loth med sine Døttre, jeg roste den store Virkning, der laae deri, Loths kraftige Ansigt og den livsglade Datter, som skjænker ham Vinen, den røde Aftenhimmel, som skinner mellem de mørke Træer. -

»Med Aand og Flammer er det malet!« - afbrød hun mig, »jeg beundrer Kunstnerens Pensel i Colorit og Udtryk, men jeg lider ei, han har valgt denne Gjenstand, jeg fordrer selv i Maleriet et Slags Sømmelighed, en ædel Reenhed i Valget af en Gjenstand. Derfor tiltaler heller ikke Correggios Danae mig, som den kunde; skjøn er hun, guddommelig er den lille Engel med de brogede Vinger, som sidder paa Sengen og hjelper hende at opsamle Guldet, men Sujettet er mig uædelt, det saarer, om jeg saa maa sige, mit Hjertes Skjønhedsfølelse. Derfor er Raphael mig saa stor; i Alt, hvad jeg kjender af ham, er han Uskyldighedens Apostel, og som saadan har han kunnet give os Madonna!«

»Men Kunstværkets Skjønhed,« afbrød jeg, »kan dog bringe os til at oversee det Uædle i Sujettet«

»Aldrig,« svarede Annunziata, »Kunsten i enhver af dens Grene er høi og hellig, og Reenhed i Aanden griber mere, end Reenhed i Former; derfor kan de ældre Mesteres naive Fremstillelser af Madonna røre os dybt, skjøndt de ofte synes Billeder fra China; disse skarpe Former. Alt er saa stivt og haardt! Aanden maa være reen i Malerens Billede, som i Digterens Sang, enkelte Udskeielser vil jeg tilgive, kalde 121 dem noget grelt og beklage, at Kunstneren fik dette Indfald, men jeg vil dog kunne glæde mig ved Heelheden!«

»Men,« afbrød jeg, »Afvexling af forskjellige-Sujetter gjør det interessant; ideligt at see - -!«

»De misforstaaer mig! Jeg vil slet ikke, at man altid skal male mig Madonna! nei, jeg er lykkelig ved det herlige Landskab, den levende Scene af Folkelivet, Skibet i Storm og Salvators* Røversituationer! men jeg vil ikke noget Umoralsk i Kunstens Rige, og det kalder jeg selv Schidonis velmalede Stykke i palazzo Sciarra. De husker det vel? To Bønder paa Æsler komme forbi en Steenmuur, hvorpaa ligger et Dødninghoved, som en Muus, en Regnorm og en Bremse sidde paa, og i Muren læser man Ordene: et ego in Arcadia

»Jeg kjender det,« svarede jeg, »det hænger ved Siden af Raphaels deilige Violinspiller!«

»Ja,« svarede Annunziata, »gid at ogsaa Indskriften hang under ham, og ikke sad paa det andet hæslige Billede.«

Vi stode nu foran Francesco Albanis Aarstider; jeg fortalte hende, hvad Indtryk de smaa Amoriner havde gjort paa mig, som Barn, hvorledes jeg havde levet og tumlet mig her i dette Gallerie.

»De har nydt lykkelige Livspuncter i Deres Barndom!« udbrød hun og undertrykkede et Suk, der maaskee gjalt hendes egen.

»Deres har vist ikke færre!« svarede jeg, »De stod som et lykkeligt, beundret Barn, da jeg første Gang saae Dem, og da vi anden Gang mødtes, henrev De hele Rom og - syntes lykkelig, er det jo ret i Hjertet!«

Jeg havde bøiet mig halv ned imod hende, hun saae mig ind i Øiet med et forunderligt vemodigt Blik, i det hun udbrød: »det beundrede, lykkelige Barn blev fader- og moderløs, en vildsom Fugl paa den bladløse Green; den havde hungret ihjel, men den foragtede Jøde gav den Ly og Spise, til den kunde flagre ud over den vilde, urolige Sø!«

Hun taug, rystede med Hovedet og sagde: »det er slet intet Eventyr, der kan more en Fremmed, og jeg veed ikke, hvor jeg kan sladdre om Sligt!« - Hun vilde reise sig, men jeg greb hendes Haand, i det jeg spurgte: »er jeg Dem da saa fremmed?« - Hun stirrede et Øieblik taus hen for sig, smilte vemodigt, og sagde: »jo, jeg har ogsaa havt skjønne Livsøieblikke, og,« tilføiede hun med sin sædvanlige Munterhed,

* 122

»kun disse vil jeg tænke paa! vort Barndomsmøde, Deres sælsomme Tilbagedrømmen i det Forbigangne smitter ogsaa mig, og faaer Hjertet til at see paa sine Billeder, istedetfor paa Kunstværkerne her uden om os!«

Da vi forlod Galleriet og kom til hendes Hotel, havde Bernardo været der for at aflægge Visit; man havde sagt ham, at hun var kjørt ud med den gamle Dame, og jeg var fulgt med. Hans Lidenskabelighed herover forudsaae jeg, men istedetfor at bedrøves, som før, havde min Kjærlighed til Annunziata vakt Trods og Bitterhed mod ham; at jeg fik Characteer og Villie, havde han jo saa ofte ønsket, selv om jeg blev ubillig mod ham; nu skulde han see det hos mig.

Idelig klang for mit Øre Annunziatas Ord om den foragtede Jøde, der tog den vildsomme Fugl under sine Vinger; hun maatte altsaa dog være den samme, Bemardo havde seet hos den gamle Hanoch; det interesserede mig uendeligt, men hun var ikke at bevæge til at tage Traaden fat. - Da jeg næste Dag kom, var hun paa sit Værelse, for at indstudere en ny Rolle; jeg underholdt mig længe med den gamle Dame, der var mere døv, end jeg havde troet; hun syntes saa taknemmelig, fordi jeg talte med hende. Det faldt mig ind, at hun første Gang havde seet venligt til mig, efter min Improvisation, og at jeg da troede, hun havde maattet høre den.

»Det har jeg ogsaa!« forsikkrede hun, »af Udtrykket i Deres Ansigt og de enkelte Ord, der naaede mig, forstod jeg det Hele. Og det var smukt! saaledes forstaaer jeg ganske Annunziatas Recitativer og det alene ved det mimiske Udtryk; mit Øie er blevet skjærpet, da min Hørelse blev svagere.« Hun spurgte mig om Bernardo, som havde været der igaar, da vi vare ude, og beklagede, at han ikke var med os! Hun yttrede en forunderlig Velvillie og Interesse for ham. »Ja,« sagde hun, da jeg bemærkede det: »Han har en ædel Characteer! Jeg veed eet Træk af ham, -Jøders og Christnes Gud beskjærme ham derfor!« Lidt efter lidt blev hun mere veltalende, hendes Kjærlighed for Annunziata var rørende og stor; saa meget blev mig klart af de mange afbrudte og halv dunkelt fremsatte Meddelelser, at Annunziata var født i Spanien af spanske Forældre, i sin tidlige Barndom kommet her til Rom, og da hun stod fader- og moderløs, havde den gamle Hanoch, der i sin Ungdom havde været i hendes Fødeland og der kjendt Forældrene, været den eneste, som tog sig af hende; at hun siden, endnu som Barn, var kommet tilbage til sit Fødeland til en Dame, som uddannede 123 hendes Stemme og dramatiske Talent. En Mand af stor Indflydelse havde forelsket sig i det smukke Barn, hendes Kulde mod ham havde vakt Bitterhed og Efterstræbelse. Den Gamle syntes ikke at turde berøre det hemmelighedsfulde Slør, der nu bedækkede disse Rædsler. Annunziatas Liv havde været i Fare, hemmeligt var hun flygtet til Italien, hvor hun i Rom hos den gamle Pleiefader i Jødeqvarteret neppe vilde blive søgt. Det var kun halvandet Aar siden; i den Tid var det, hun maatte have seet Bernardo, skjænket ham Vinen, som han havde talt saameget om. Hvor uforsigtig fandt jeg ikke hun havde været, at vise sig saaledes for en Fremmed, i det hun i enhver saadan kunde vente en leiet Morder. Dog, hun vidste jo Bernardo ikke var en saadan, hun havde jo kun hørt Lovtaler ovei hans Raskhed, hans ædle Væsen. Kort efter erfarede de, at hendes Forfølger var død; hun fløi derfor ud, begeistret for sin hellige Kunst, og henrykkede Folket ved den og sin Skjønhed. Den gamle Dame fulgte med hende til Neapel, saae hende samle de første Laurbær og havde nu ikke forladt hende! »Ja, hun er ogsaa en Guds Engel,« sagde den veltalende Gamle, »from er hun i sin Tro, som en Qvinde bør være det, og Forstand har hun, som man kan ønske det bedste Hjerte maa eie den!«

Da jeg forlod Huset lød just Glædesskuddene. I alle Gader, paa Pladsene, fra Altaner og Vinduer skjød man med smaa Kanoner og Pistoler, som Tegn paa, at nu var Fasten endt. De sorte Tæpper i Kirker og Capelier, som Malerierne i fem lange Uger havde været skjulte med, faldt i samme Nu; Alt var Paaskeglæde. Sorgens Tid var omme, imorgen oprandt Paaske, Glædens Dag, og dobbelt glad for mig, jeg var jo da indbudet at følge Annunziata til Kirkefesten og Kuppelbelysningen.

Alle Paaskeklokker ringede, Cardinalerne rullede afsted i deres brogede Vogne, overlæssede med Betjenter bag paa; de rige Fremmedes Eqvipager, Fodgjængernes Vrimmel, Alt opfyldte ganske de snevre Gader. Fra Engelsborg veiede de store Faner med det pavelige Vaaben og Madonnas hellige Billede. Paa Peterspladsen var Musik, og rundt om solgtes Rosenkrandse, Træsnit, som forestillede Paven, der uddeelte Velsignelse. Fontainerne spillede med deres Kjæmpestraaler, og rundt om paa Buegangene vare anbragte Loger og Bænke, der allerede ligesom Pladsen, var næsten opfyldt. Snart strømmede en næsten lige saa stor Skare ud af Kirken, hvor Processioner og Sang, Fremviselse af hellige Reliqvier, Stykker af Spydet, Naglerne etc., 124 havde qvæget mangt et fromt Gemyt. Den uhyre Plads syntes en Sø af Mennesker, Hoved bevægede sig ved Hoved, Vognrækkerne droge sig tættere sammen, Bønder og Drenge klattrede op paa Helgenbilledernes Fodstykker, det var som hele Rom i dette Øieblik levede og aandede kun her. Paven blev i Procession baaret ud af Kirken, høit paa 6 lillaklædte Præsters Skuldre sad han i en prægtig Thronstol, to yngre Geistlige viftede om ham med kolossale Paafuglehaler paa lange Stokke, Præsterne svingede Røgelsekarrene foran, og Cardinaler fulgte efter med fromme Sange. I det Toget traadte ud i Portalet, klang alle Musikchorene ham med Jubel imøde. De bar ham op af den høie Marmortrappe til Galleriet, paa hvis Balkon han nu viste sig, omgivet af Cardinalerne. Alle sank paa Knæ, Soldaternes lange Rækker, Oldingen som Barnet, kun den protestantiske Fremmed stod opreist og vilde ei bøie sig for en gammel Mands Velsignelse. Annunziata knælede halv ned i Vognen og saae med det sjælfulde Øie modden hellige Fader, da den dybe Taushed opfyldte Alt rundt om, og Velsignelsen gled som usynlige Ildtunger henover vore Hoveder. Fra den pavelige Balkon flagrede nu to Papirer, eet med Syndsforladelse, eet med Forbandelse over Kirkens Fjender, og Pøbelen sloges om at erholde, selv kun et Stykke af dem. Nu lød atter alle Kirkens Klokker, Musiken blandede sig i denne Jubel; jeg var lykkelig som Annunziata. I det vor Vogn sattes i Bevægelse red Bernardo os tæt forbi, han hilste begge Damerne, men syntes ei at lægge Mærke til mig. »Hvor han var bleg,« sagde Annunziata, »er han syg?« »Jeg troer det ikke,« svarede jeg, men vidste nok, hvad det var, der sugede ham Blodet af Kinderne. Det modnede min Beslutning; jeg følte, hvor høit jeg elskede Annunziata, at jeg for hende kunde gjøre Alt, gav hun mig sin Kjærlighed, hende vilde jeg følge, jeg tvivlede ikke paa mit dramatiske Talent, og om min Sang vidste jeg hvilket Indtryk den gjorde, jeg vilde altid med Hæder kunne fremtræde paa -Scenen, vovede jeg først dette Skridt! elskede hun mig, hvad Fordringer havde da Bernardo? Han kunde jo beile til hende, var hans Kjærlighed stærk som min, og elskede hun ham, ja, da vilde jeg øieblikkelig træde tilbage. Dette skrev jeg endnu samme Dag i et Brev til ham, og jeg tør troe, at det aandede et varmt og trofast Hjerte; thi mangen Taare faldt paa Papiret, da jeg der nævnede vort tidligere Forhold, og hvor forunderligt mit Hjerte havde klynget sig til ham. Da Brevet var sendt bort, følte jeg mig langt roligere, skjøndt Tanken 125 om at miste Annunziata, som en Prometheus-Grif piinte mig med sit skarpe Næb. Men jeg drømte ogsaa om, altid at følge hende, høste Hæder og Glæde ved hendes Side. Som Sanger, som Improvisator skulde mit Livs Drama nu begynde.

Efter Ave Maria fulgte jeg Annunziata og den gamle Dame i deres Vogn, for at see Kuppeloplysningen. Hele Peterskirken med dens høie Kuppel, de to mindre ved Siden og hele Facaden var smykket med transparente Papirs-Lygter; disse vare saaledes anbragte i Architecturen, at den hele store Bygning stod som med Ildcontur mod den blaa Luft Trængselen derude syntes endnu større, end om Formiddagen, vi kunde kun kjøre i Fodgang. Fra Engelsbroen saae vi første Gang den hele illuminerede Kjæmpebygning, der speilede sig i den gule Tiber, hvor Baade, opfyldte med glade Mennesker, ret oplivede det hele Malerie. Da vi naaede Peterspladsen, hvor alt var Musik, Klokkeklang og Glæde, lød just Tegnet til Forvandlingen ved Illuminationen. Flere hundrede Mennesker vare fordeelte paa Kirkens Tag og Kuppel, hvor de i samme Nu skjød store Jernpander med brændende Beegkrandse frem; det var, som hver Lygte blussede op i Flamme, et luende Guds Tempel blev den hele Bygning, den lyste over Rom, som Stjerner over Bethlehems Vugge.* Folkets Jubel steg meer og meer, Annunziata tabte sig i Beskuelsen af det Hele.

»Men det er dog skrækkeligt!« udbrød hun. »Det ulykkelige Menneske, der maa fastsætte det øverste Blus paa Korset over den store Kuppel. Jeg svimler ved Tanken derom!«

»Det er en Høide, som Ægyptens Pyramider! der hører Dristighed til at svinge sig derud og fastgjøre Tougene. Den hellige Fader lader ham ogsaa give Sacramentet, før han stiger derud.«

»Saaledes skal et Menneskes Liv voves,« sukkede hun, »og det blot for et Øiebliks Pragt og Glæde!«

»Men det er ogsaa til Guds Forherligelse!« svarede jeg, »og hvor ofte vove vi det ikke for mindre.« Vognene bruste forbi, de fleste kjørte til monte pincio, for derfra i Afstand at see den belyste Kirke, og hele Byen, som svømmede i dens Glands. »Det er dog en smuk Idee,« sagde jeg, »at fra Kirken straaler alt Lyset ud over Staden! maaskee har Correggio faaet Ideen herfra til sin udødelige Nat!«

* 126

»Om Forladelse!« afbrød hun, »De husker nok ikke, at Maleriet var fuldendt før Kirken! Han fik vistnok Ideen fra sit eget Hjerte, og det synes jeg ogsaa var smukkere! Men vi maae see den hele Pragt fra et fjernere Punct. Om vi kjørte op af monte Mario, der er Trængselen ikke saa stor, som til monte pincio. Vi ere tæt ved Porten!«

Vi rullede bag om Søilegangen og vare snart udenfor. Vognen holdt ved det lille Vertshuus paa Veien opad Bjerget, Kirkens Kuppel tog sig herligt ud, den syntes bygget af brændende Sole. Façaden var rigtignok skjult, men ogsaa dette havde en egen Virkning, Glandsen, som udbredte sig fra den oplyste Luft, gjorde at det saae ud som den af Stjerner straalende Kuppel svømmede paa et Lyshav. Musiken og Klokkerne klang til os, men rundt om var dobbelt Nat og Stjernerne stode kun som hvide Puncter høit i den blaa Luft, som havde de dæmpet deres Skjær over Romas glimrende Paaskeild Jeg steg af Vognen og gik ind i det lille Vertshuus, for at hente nogle Forfriskninger. Da jeg atter traadte ud i den snevre Gang, hvor Lampen brændte for Madonnabilledet, stod Bernardo for mig, bleg, som da han i Jesuiterskolen modtog Krandsen. Øiet brændte som den Febersyges, han greb min Haand med en Vanvittigs Kraft og Vildhed. »Jeg er ingen Morder, Antonio!« sagde han med sælsom dæmpet Stemme, »ellers stødte jeg min Sabel i Dit falske Hjerte, men slaaes skal Du med mig, enten Din Feighed vil det eller ei! Kom, kom med mig!«

»Bernardo, er Du rasende!« spurgte jeg og vilde rive mig løs.

»Skrig kun høit!« gjentog han med dæmpet Stemme, »faae Mængden til at hjælpe Dig, da Du ei ene tør staae mod een; før man binder min Haand, er Du Dødens!« Han rakte mig en Pistol, »kom, skyd med mig, elifer jeg bliver Din Morder!« og nu rev han mig med udenfor, jeg holdt Pistolen, han havde rakt mig, forsvarende frem imod ham.

»Hun elsker Dig! og stolt vil Du vise det for Romerfolket, for mig, som Du bedrog med falsk, sledsk Tale, skjøndt jeg aldrig opfordrede Dig dertil!«

»Du er syg, Bernardo! vanvittig, kom mig ikke nær!« Han trængte ind paa mig, jeg stødte ham bort - da hørte jeg Skuddet, min Haand zittrede, Alt var i Røg rundt om, men et sælsomt Suk, Skrig kan jeg ei kalde det, naaede mit Øre, mit Hjerte.- Min Pistol var gaaet af, Bernardo laae foran i sit Blod! Som en Nattevandrer stod jeg der og holdt Pistolen fast knuget i Haanden; først da jeg hørte Stemmer omkring af Husets Folk, hørte Annunziatas Skrig: »Jesus Maria!« saae 127 hende og den Gamle foran mig, følte jeg den hele Ulykke, »Bernardo!« raabte jeg fortvivlet, og vilde kaste mig over hans Liig, men Annunziata laae knælende foran det og søgte at standse Blodet Jeg seer endnu hendes blege Ansigt, det faste Blik, hun hæftede paa mig. Jeg var som bundet til Stedet hvor jeg stod!

»Red Dem, red Dem!« raabte den gamle Dame, og trak mig i Armen.

Da raabte jeg, overvældet af Smerte: »Uskyldig er jeg! Jesus Maria! jeg er uskyldig! Mig vilde han myrde, selv gav han mig Pistolen, og den gik af ved et Tilfælde!« Og hvad jeg maaskee ellers ikke havde vovet høit at sige, udtalte jeg nu i min Fortvivlelse: »Annunziata, vi elskede Dig! For Dig vilde jeg døe, som han! Hvem var Dig kjærest af os to? Siig mig i min Fortvivlelse, om Du elsker mig, saa vil jeg flye! .

«Bort! « stammede hun og gjorde et Tegn med Haanden, i det hun idelig beskjæftigede sig med den Dræbte.

»Flye!« raabte den gamle Dame.

»Annunziata, hvem var Dig kjærest af os to?« spurgte jeg, overvældet af Smerte. Da bøiede hun sit Hoved ned mod den Døde jeg hørte hun græd, og saae hendes Læber berøre Bernardo's Pande.

»Gensdarmerne!« raabte man rundt om: »Flye, flye!« og som af usynlige Hænder blev jeg revet ud af Huset.

128

XIV Bønderne fra Rocca del Papa. Røverhulen. Mit Livs Parce.

Hun elsker Bernardo! lød det i mit Hjerte, det var Dødens Piil, der gjød Gift i alt mit Blod, drev mig afsted og døvede selv den Røst, som raabte: Du har dræbt din Ven og Broder.

Instinctmæssig brød jeg gjennem Krat og Buske, klattrede over Murene, som indhegne Viinhaverne paa Bjerget Peterskuppelen lyste høit i Luften; saaledes skinnede ogsaa rundt om Cains og Abels Altere, da Morderen flyede.

Flere Timer vandrede jeg uafbrudt fremad; jeg standsede først foran den gule Tiber, der afskar mig Veien; fra Rom og ned til Middelhavet vilde jeg ikke finde en Bro, eller selv en Baad, der kunde føre mig over. Den uventede Hindring var et Knivsnit, der for et Øieblik overskår Ormen, som gnavede mit Hjerte, men snart voxte den sammen igjen, og jeg følte dobbelt min hele Ulykke.

Kun faa Skridt fra mig laae en Gravruin, den var i Omfang større end den, jeg som Barn havde levet i hos gamle Domenica, men mere ødelagt. Ved de nedfaldne Steenblokke saae jeg tre Heste tøiret fast; de fortærede Høebundet, der hang dem under Brystet.

Til Gravstuen var en viid Aabning, nogle Trin dyb; indenfor brændte en Ild. To stærkt byggede Bønderkarle, i Faareskindspeltse, som Ulden vendte ud paa, og med store Støvler og en spids Hat, hvorpaa Mariabilledet var heftet, strakte sig om Ilden og røg af deres korte Piber; en mindre Skikkelse, indsvøbt i en stor graa Kappe og med en bred, nedslaaet Hat, lænede sig op til Muren, i det han drak af Foglietten paa Levvel og lystigt Gjensyn. Neppe havde jeg overskuet den hele Gruppe, før jeg ogsaa var opdaget. De grebe deres Geværer, der laae ved Siden, som frygtede de Overfald, og traadte mig rask imøde.

»Hvad søger I her?« spurgte de.

»En Baad, for at komme over Tiberen!« svarede jeg.

129

»Da kan I søge længe! Her gaaer hverken Flydebro eller Færge, fører man dem ikke selv med«

»Men,« begyndte den Anden, i det han maalte mig fra Top til Taa: »I er slemt kommet fra Landeveien, Signore, og det er ikke sikkert ud paa Natten! de Cesaris Bande skal endnu have lange Rødder, skjøndt den hellige Fader har brugt Spaden, saa det maaskee virker i hans egne Arme!«

»I skulde,« sagde den Anden, »have taget lidt Vaaben med! see det have vi gjort, tredobbelte Løb paa Flinten og en Pistol i Beltet, om Flinten klikkede!«

»Ja, jeg har saamæn taget en god lille Foldekniv med,« sagde den Første, og trak ud af Beltet en skarp poleret Kniv, som han legede med i Haanden.

»Stik den i Foderalet igjen, Emidio! den fremmede Signore bliver mig saa bleg; det er en ung Mand, som ikke kan fordrage saa skarpe Vaaben! De tage hans Par Scudi fra ham, de første, de bedste Kjæltringer! Os skal de ikke saa let faae Bugt med Veed I hvad,« sagde Karlen til mig, »giv os Eders Penge i Forvaring, saa ere de sikkre, kan I troe!«

»Alt hvad jeg har, kunne I tage!« svarede jeg, kjed af Livet og sløv af Smerten. »Store Summer faae I ikke.« Det var mig tydeligt nok, i hvilket Selskab ieg befandt mig; hurtigt greb jeg i Lommen, hvor jeg vidste var to Scudi, men til min Forundring fandt jeg en Pung deri. Jeg tog den op, den var et qvindeligt Arbeide; jeg havde seet den før i Hænderne paa den gamle Dame hos Annunziata; hun maatte i de sidste Øieblikke have stukket den i min Lomme, for at jeg kunde have en Nødskilling paa min ulykkelige Flugt. De grebe alle Tre efter den fyldte Pungjeg rystede dens Indhold ud paa den flade Steen foran Ilden.

»Guld og Sølv!« udbrød de, i det de blanke Louisd'orer spillede mellem Pjastre. »Det var Synd, om de smukke Sjæle skulde falde i Røverhænder!«

»Dræb mig nu,« sagde jeg, »er det Eders Hensigt? saa har jeg Ende paa min Lidelse.«

»Madonna mia!« udbrød den Første: »Hvad tænker I om os? Vi ere skikkelige Bønder fra Rocca del Papa. Vi slaae ikke en christen Broder ihjel! Drik Eder en Slurk Viin med, og fortæl os, hvad der driver Eder paa denne Reise!«

130

»Det bliver min egen Hemmelighed!« sagde jeg, og greb efter Vinen, man rakte mig, thi mine Læber brændte efter en Lædskedrik.

De hviskede hinanden nogle Ord i Øret; Manden med den brede Hat reiste sig nu op, nikkede fortroligt til de Andre, saae mig spottende i Ansigtet, og sagde: »I faaer en kold Nat oven paa den varme, lystige Aften!« Han gik, og snart hørte vi ham trave henad Campagnen.

»I vilde jo over Tiberen?« sagde den Ene, »kommer I ikke med os, saa faaer I længe at vente! sæt Eder op paa Hesten hos mig, thi svømme bag efter ved dens Hale, har I vel mindre Lyst til!«

Sikker var jeg ikke paa dette Sted, jeg følte mit Hjem var hos de Fredløse. Karlen hjalp mig op paa den stærke, vælige Hest, og satte sig nu selv foran.

»Lad mig faae dette Toug om Eder,« sagde Karlen, »ellers glider I af og bunder ikke!« Nu slog han en Strikke fast om mit Bryst og mine Arme, slyngede den om sig selv med, saa at vi sadde Ryg mod Ryg; det var mig ikke muligt at røre Hænderne. Langsomt og prøvende med Foden gik Hesten ud i Strømmen, snart stod Vandet høit om Boverne, kraftigt arbeidede den sig over til den modsatte Bred. Saasnart vi vare her, løsnede Karlen Strikken, der holdt mig fast til ham, men kun for at binde mine Hænder endnu fastere til Buggjorden.

»I kunde styrte af og knække Halsen!« sagde han, »hold kun fast, for nu skjære vi over Campagnen!« Han trykkede Fødderne i Siden paa Hesten; den Anden gjorde som han, og nu foer de som veløvede Ryttere hen over den store, øde Slette. Jeg holdt mig fast med Hænder og Fødder. Vinden greb i Karlens lange, sorte Haar, det flagrede mig om Kinderne. Vi foer forbi sammenstyrtede Grave, jeg saae de sønderbrudte Vandledninger og Maanen, der blodrød hævede sig paa Horizonten, mens lette, hvide Taager fløi os forbi.

At jeg havde dræbt Bernardo, at jeg var skilt fra Annunziata og mit Hjem, og nu i vild Flugt foer over Campagnen, bundet til Røverens Hest, - alt syntes mig en Drøm, en skrækkelig Drøm; gid jeg snart maatte vaagne og see dette Skrækkebillede forsvinde! jeg præssede mine Øine til og følte kun den kolde Vind fra Bjergene blæse mig om Kinderne.

»Nu ere vi snart under Bedstemoders Skjørter,« sagde Rytteren, i det vi naaede Bjergene. »Er det ikke en god Hest, vi have; men han har ogsaa i Aar faaet St. Antonii Velsignelse; min Purk havde pyntet 131 den med Top og Silkebaand, den fik Bibel og Vievand, og ingen Djævel eller ondt Øie skal i Aar kunne give den sin Rest!«

Dagningen begyndte alt at skinne paa Horizonten, i det vi droge ind mellem Bjergene.

»Hun begynder at lyse,« sagde den anden Rytter, »Signore kunde faae ondt i Øinene, jeg vil give ham en Solskjærm!« og nu kastede han mig et Tørklæde over Hovedet, bandt det fast, saa jeg ikke kunde skimte det mindste; mine Hænder vare bundne, jeg var saa ganske deres Fange, og i min Smerte fandt jeg mig i Alt. Jeg mærkede, vi steg opad, men snart gik det atter ned; Grene og Buske sloge mig i Ansigtet; det var en aldeles ubanet Vei. Tilsidst maatte jeg stige af, de ledte mig, men ikke et Ord blev talt; nu gik det ned af en Trappe gjennem en snever Aabning. Min Sjæl havde været for beskjæftiget med sig selv, til at mærke, hvad Retning man havde taget med mig ind i Bjergene, dog meget dybt kunde det ikke være. Først flere Aar efter, er Stedet blevet mig bekjendt, mangen Fremmed har gjæstet det, og mangen Maler gjengivet det i Former og Farver. Vi vare ved det gamle Tuskulum. Bag Fraskati, hvor Bjergsiden voxer med Castanieskove og høie Laurbærhækker, ligge endnu disse Oldtids-Ruiner. Høie Hvidtjørne og vilde Roser voxe over Trinene af Amphitheatret. Paa flere Steder af Bjerget ere dybe Huler, murede Hvælvinger, næsten skjulte af det frodige Græs og yppige Krat. Over Dalen seer man de høie Abruzzer, der begrændse Sumpene, og give det hele Landskab en mægtig Vildhed, der griber dobbelt, her paa de sidste Rester af en af Oldtidsbyerne. Gjennem een af Aabningerne i Bjerget, halvskjult af nedhængende Eviggrønt og Slyngplanter, førte man mig; vi standsede; jeg hørte en sagte Fløiten og strax efter Lyden af en Lem eller Dør, der aabnedes; vi steg atter nogle Trin dybere, nu hørte jeg flere Stemmer, man tog Bindet fra mine Øine, og jeg saae mig i en rummelig Hvælving; stærkt byggede Mænd i lange Faareskindspelse, som mine Ledsagere, sad og spillede Kort om et langt Træbord, hvorpaa brændte to Messinglamper med flere Væger, som stærkt belyste deres mørke, udtryksfulde Ansigter. Foran dem stod Viin i store Flasker. Min Ankomst vakte slet ingen Forundring; man gjorde Plads for mig ved Bordet, rakte mig Bægeret og et Stykke af deres Salame, medens de indbyrdes talte i en Dialekt, jeg ikke forstod, men det syntes aldeles ikke at angaae mig. -Jeg følte ingen Hunger, 132 kun en brændende Tørst, og drak af Vinen; mit Øie gled hen ad Murene, rundt om saae jeg Geværer og Klædningsstykker; i Hjørnet af Hvælvingen var en Fordybning, øverst i den hang to Harer, som Skindet halv var trukket af, men under dem opdagede jeg endnu et Væsen. En gammel, mager Kone, med en forunderlig rank, næsten ungdommelig Holdning, sad næsten ubevægelig og spandt Hør paa sin Haandteen; hendes sølvhvide Haar havde løst sig af den opbundne Knude og hang ned over den ene Kind og rundt om den bruungule Hals; det sorte Øie hvilte uafbrudt paa Hørtotten. Det var det levende Billede af en af Pareerne. Foran hendes Fødder laae en Mængde ulmende Trægløder, som var det en magisk Kreds, der holdt hende ude fra denne Verden.

Længe blev jeg ikke overladt til mig selv, man begyndte en Art Examen med mig, min Stand, min Formues Omstændighed og Familie. Jeg sagde dem, at alt hvad jeg eiede, havde de alt taget, at Ingen i Rom, dersom de fordrede Løsepenge for mig, vilde give dem saameget som en Scudo, og at jeg var en fattig Fugl, der længe havde gaaet med den Tanke, at reise til Neapel for at gjøre mit Talent som Improvisator gjeldende! Jeg skjulte ikke den egentlige Grund til min Flugt, mit ulykkelige Vaadeskud, dog uden at nævne de nærmere Omstændigheder. »De eneste Løsepenge, I erholde for mig,« sagde jeg, »ere de, Retfærdigheden giver Eder, naar I udlevere mig. Gjør det, for Øieblikket har jeg selv intet bedre Ønske!«

»Det var et lystigt Ønske!« sagde den ene af Mændene: »I har vel nok i Rom en lille Glut, der giver sine Guld-Ørenringe for Eders Frihed! I kan endnu komme til at improvisere i Neapel; vi ere Mænd for at skaffe Eder over Grændsen! Eller skal Løsepengene være Haandpenge paa Broderskab, saa er ogsaa her min Haand! I er kommet mellem ærlige Folk, skal I vide! Men sov Eder nu Eftertanke til, her er Sengen, og I skal faae en Overdyne, som har prøvet Vinterblæst og Scirocco-Regn: min brune Kappe der paa Knagen!« Han kastede den til mig, pegede paa Straamaatten for Enden af Bordet, og forlod mig, idet han istemte den albanske Folkesang: »discendi o mia bettina!«

Jeg kastede mig ned paa Leiet, uden Tanker om Hvile. Alle de sidste Begivenheder foresvævede mig som fæle Skrækkebilleder, dog lukkede mit Øie sig; min legemlige Kraft var som udtømt, jeg sov fast og dybt den hele Dag.

133

Da jeg igjen vaktes, følte jeg mig forunderlig styrket. Alt som havde rystet min Sjæl, syntes mig nu en Drøm, men mit Opholdssted, de mørke Ansigter rundtom, sagde mig snart, at mine Erindringer vare Virkelighed.

En Fremmed, med Pistoler i Beltet og den lange graa Kappe løst over den ene Skulder, sad skrævs paa Bænken og var i dyb Samtale med de andre Røvere. I Hjørnet af Hvælvingen sad endnu den gamle mulatfarvede Kone og spandt sin Haandteen, uforandret som før, et Billede, malet paa den mørke Grund Friske Trægløder laae paa Steenfliserne foran hende og udbredte Varme. »Skudet er gaaet igjennem Siden!« hørte jeg den Fremmede fortælle; »noget Blod har han mistet, men om en Maaned er det Hele forbi!«

»Ei, Signore!« raabte min Rytter, da han saae mig vaagne: »tolv Timers Søvn er en god Hovedpude! Naa, Gregorio bringer Nyheder fra Rom, som vist vil fornøie Eder! I har slemt traadt paa Slæbet af det høie Senat! Ja det er jo Eder! Alle Omstændigheder træffe sammen. I har jo skudt Senatorens Brodersøn paa Pelsen. Det var et dristigt Skud!«

»Han er død?« vare de eneste Ord, jeg kunde fremstamme.

»Nei ikke saa ganske,« svarede den Fremmede, »og døer vel heller ikke denne Gang. I det mindste siger Doctoren det. Den fremmede, smukke Signora, der skal synge som en Nattergal, vaagede hele Natten ved hans Seng, til Doctoren forsikkrede, at hun kunde være rolig, der Var aldeles ingen Fare!«

»I har skudt feil baade efter hans og efter hendes Hjerte! Lad de Fugle flyve, de gjør et Par, og bliv hos os! Vort Liv er lystigt og frit, en lille Fyrste kan I blive, og Faren derved er ikke større, end den, der hænger ved enhver Krone! Viin skal I faae, Eventyr og deilige Piger for den ene, der glippede. Bedre er det, at drikke Livet i eet lystigt Drag, end suge det i Draaber.«

»Bernardo lever! jeg er ikke hans Morder!« den Tanke gjød nyt Liv i min Sjæl, men Smerten over Annunziata kunde den dog ikke dulme. Rolig og bestemt svarede jeg Manden, at de kunde handle med mig, som de vilde, min Natur, min hele Opdragelse og Anskuelse forbød mig at træde i nogen anden Forbindelse med ham, end den, Tilfældet havde ført mig i. »600 Scudi er den mindste Sum, som indløser Eder!« sagde Manden med mørkt Alvor! »de komme inden sex Dage, eller I er vor! levende eller død! Eders smukke Ansigt, min Godhed for 134 Eder hjælper ikke. - Uden de 600 Scudi har I kun Valget mellem Broderskab med os, eller Broderskab med de Mange, der Favn i Favn kysses nede i Brønden. Skriv til Eders Ven, eller til den smukke Sangerinde, igrunden maae de dog være Eder taknemlige, da I har bragt det til en Erklæring mellem dem. De betale vist gjerne den usle Sum for Eder! for saa godt Kjøb er endnu ingen reist fra vort Vertshuus. Tænk!« vedblev han leende, »I havde fri Befordring hertil, og nu Kost og Natteleie hele 6 Dage! Ingen kan sige, det er ubilligt!«

Mit Svar var uforandret.

»Trodshoved!« sagde han, »det lider jeg af Dig, og det vil jeg sige, selv i det jeg skyder Dig Kuglen i Hjertet. Vort raske Liv maa henrive en ungdommelig Sjæl, og Du er Digter, Improvisator, kan ikke gribes ved en dristig Flugt! naar jeg nu bad Dig besynge: den stolte Kraft mellem Klipperne, maatte Du da ikke rose og hæve det Liv, Du nu synes at nedsætte. Drik af Bægeret og lad os høre Din Kunst, skildre skal Du os, hvad jeg nylig sagde Dig, den stolte Kraft, som Bjergene saae den, og gjør Du det som Mester, lægger jeg endnu en Dag til for Din Nølen.« - Han rakte mig Citharen der hang paa Muren, Røverne flokkede sig om mig med Opfordring til at synge.

Nogle Øieblikke betænkte jeg mig. Om Skoven, om Klipperne skulde jeg synge, jeg, som i Grunden aldrig havde været imellem dem; min Vandring Natten forud var jo med tilbundne Øine, og under mit Ophold i Rom besøgte jeg kun Pinieskoven i Villa Borghese og Villa Pamfili; Bjergene havde vel beskjæftiget mig som Lille, men kun seete fra Domenicas Hytte; den eneste Gang, jeg havde været mellem dem, var hiin ulykkelige Reise til Blomsterfesten i Genzano. Skovens Mørke og Stilhed laae i det Billede, min Erindring bar fra Vandringen under de høie Plataner ved Nemisøen, hvor vi hiin Aften bandt Krandse; jeg saae det igjen, Ideer vaktes i min Sjæl. I et Nu bevægede sig for mig alle disse Billeder, som jeg nu bruger dobbelt Tid til at fremføre med Ord. Jeg greb nogle Akkorder, og Tanken blev Tale, Talen bølgende Vers; jeg skildrede den dybe Sø indsluttet af Skoven, Klippen, som reiser sig høit over den mod Skyen. I Ørnens Rede sad Ørnemoderen og lærte Ungerne Vingernes Kraft, øvede det stolte Blik ved at lade dem skue mod Solen. »I ere Fuglenes Konger, skarpt er eders Øie, stærk eders Klo; flyv ud fra eders Moder, mit Blik vil følge eder, og synge vil mit Hjerte, som Svanens Tunge, naar Døden kysser den, synge vil jeg, den stolte Kraft!« Og Ungerne fløi 135 fra Reden, den ene fløi kun til den nærmeste Fjeldspids og sad stille, med Øiet imod Solens Straaler, som den vilde inddrikke dens Flammer, men den anden svang sig dristig i store Kredse høit over Skovene og den dybtliggende Sø. Vandfladen var et Speil for Skovens Krands og den blaa Himmel. En uhyre Fisk stod stille, som var den et Rør, der laae i Fladen; med Lynets Slag slog Ørnen ned mod sit Bytte, borede sin skarpe Klo i dens Ryg, og Moderens Hjerte bævede af Fryd Men Fisk og Fugl var af lige Kraft. Den skarpe Klo sad for fast til atter at kunne løsrives, og Kampen begyndte, saa den blikstille Sø bævede i mægtige Ringe; et Øieblik blev det atter roligt, de store Vinger laae udbredte paa Søen, som Lothusblomstens Blade; da slog de høit i Veiret, der lød et Knæk, den ene Vinge sank ned, mens den anden pidskede Søen til Skum og forsvandt: - Fisk og Fugl sank i Dybet; da udstødte Moderen et Jammers Skrig, og vendte atter Øiet mod den anden Søn, der havde dvælet paa Klippen oven over, og den var borte; men høit mod Solen saae hun et kulsort Punkt stige og forsvinde i dens Straaler; og hendes Hjerte bævede af Lyst, og hun sang om den stolte Kraft, der kun blev stor ved Maalet for dens Stræben.

Min Sang var endt, et høit Bifaldsklap hilste mig, men mit Øie var ufravendt paa den gamle Qvinde i Krogen; midt under min Sang saae jeg jo, hvor hun lod Haandtenen synke, fæstede det mørke, skarpe Blik paa mig, just fra dette syntes jeg hiin Barndoms Scene, jeg havde skildret i min Sang, fornyedes! hun reiste sig op og traadte nu med raske Skridt hen imod mig, idet hun udbrød:

»Du har sjunget Dine Løsepenge! - Tonernes Klang er stærkere end Guldets, jeg saae din Lykkestjerne i Øiet, da Fisk og Fugl gik ned at døe i den dybe Grund! - Flyv mod Solen, min dristige Ørn, den Gamle sidder i Reden og glæder sig ved din Flugt. Ingen skal binde Din Vinge!«

»Kloge Fulvia!« sagde Røveren, der havde opfordret mig til at improvisere, og nu bøiede sig med en forunderlig Alvor for den Gamle, »kjender Du Signore ? har Du hørt ham improvisere før ?«

»Jeg har seet Stjernen i hans Øie!« sagde hun, »seet den usynlige Glands, som Straaler om Lykkens Børn! han bandt sin Krands, han skal binde en skjønnere, men med ubundne Hænder! - Om sex Dage vil Du skyde min unge Ørn, fordi den ikke vil bore sin Klo i Fiskens Side! Sex Dage skal han hvile i Reden her, og da flyve mod Solen!« -

136

Nu aabnede hun et lille Skab paa Vægen, tog et Papir deraf, og vilde skrive; »Blækket er haardt, som den tørre Fjeldvæg, men Du har nok af den sorte Vædske; rids Dig i Haanden, Cøsmø, den gamle Fulvia tænker ogsaa paa Din Lykke!« - taus greb Røveren sin Kniv, ridsede sig let i Huden og vædede Pennen i Blodet. Den Gamle gav mig den og bød mig skrive: »Jeg reiser til Neapel!« - »Dit Navn der under!« sagde hun, »det er et paveligt Segl!« - »Hvortil skal det føre?« hørte jeg en af de Yngre halv høit sige, idet han kastede et uvilligt Blik mod den Gamle! -

»Faaer Ormen Stemme ?« sagde hun, »vogt Dig for den brede Fod, der knuser Dig!«

»Vi troe paa din Viisdom, kloge Moder!« sagde den Ældre! »Din Villie er Monstrantsen, med Velsignelse og Lykke.«

Der blev ikke talt mere. Den muntre Stemning vendte atter tilbage, Viinflasken gik rundt. Fortroligt klappede man mig paa Skulderen, gav mig det bedste Stykke af Vildtet, der blev spiist, men den Gamle sad som før uforandret og spandt paa sin Haandteen, mens den Yngre lagde friske Gløder for hendes Fødder, i det han sagde: »Du fryser, gamle Moder!« - Af hendes Tale, af Navnet jeg hørte, kjendte jeg nu, at det var hende, som havde spaaet mig som Barn, da jeg med min Moder og Marijucce bandt Krandse ved Nemisøen. -Jeg følte, min Skjæbne laae i hendes Haand. »Jeg reiser til Neapel!« havde hun ladet mig skrive; det var mit eget Ønske, men hvorledes kom jeg over Grændsen, uden Pas? Hvorledes skulde min Fremtid blive i den fremmede By, hvor jeg ingen kjendte? træde op som Improvisator, idet jeg var flygtet fra Nabostaten, vovede jeg ikke. Mine Kundskaber i Sprog og en forunderlig barnlig Tillid til Madonna styrkede min Sjæl, selv Tanken om Annunziata, der gik over til en forunderlig Vemod, bragte en Ro i min Sjæl, en Ro, som Skipperens, naar hans Skib er sjunket, og han, ene i den lille Baad, driver mod en ubekjendt Kyst.

Den ene Dag gled hen efter den anden, Mændene kom og gik, selv Fulvia var en heel Dag borte, og jeg var ene i Hulen med een af Røverne.

Det var et ungt Menneske, paa omtrent 21 Aar, uædle Ansigtstræk, men et forunderligt melancholsk Blik, der ofte gik over til Vildhed, som Dyrets; et skjønt, langt Haar ned over Skulderen characteriserede hans Udvortes. Længe sad han taus med Hovedet paa Armen, nu 137 vendte han sig til mig, idet han sagde: »Du kan læse, læs mig en Bøn af denne Bog,« og nu tog han en lille Bønnebog frem, jeg læste, og den inderligste Andagt lyste af hans store mørke Øine.

»Hvorfor vil Du forlade os,« sagde han, og rakte mig godmodig Haanden, »Meeneed og Falskhed boer i Byen, som i Skovene, men Skoven har dog friskere Luft og færre Mennesker.«

Der opstod en Art Fortrolighed mellem os, og jeg gjøs for hans Vildhed, men rørtes ved hans Ulykke.

»Du kjender vel Sagnet om Fyrsten af Savelli?« spurgte han, »det lystige Bryllup i Ariccia? det var jo kun en ringe Bonde, en fattig Pige, men deilig var hun og Brylluppet stod Den rige Herre af Savelli hædrede Bruden med en Dands, satte hende Stævne i Haven, men hun forraadte det til sin Brudgom, der tog hendes Klæder og Brudeslør og mødte for hende; da nu Greven vilde trykke hende til sit Bryst, sad Dolken i hans adelige Hjerte; -jeg har kjendt baade en Greve og en Brudgom, som denne, men Bruden var ikke saa aabenhjertig: den rige Herre holdt Bryllupsnat, og Brudgommen Gravfest med hende. Hendes Bryst skinnede som Snee, da den blanke Kniv søgte Vei til Hjertet.«

Jeg saae ham taus ind i Øiet, jeg havde ikke Ord til at yttre ham Medfølelse.

»Du troer, jeg aldrig har kjendt Kjærlighed! aldrig, som Bien, drukket af den duftende Kalk!« udbrød han. »Der reiste en fornem engelsk Dame til Neapel, en deilig Pige havde hun med, Sundhed i Kinderne og Ild i Øiet; Kammeraterne tvang dem Alle til at stige ud af Vognen og ligge tause paa Jorden, medens der plyndredes; de to Qvinder og en ung Mand, Elskeren kan jeg troe det var, førte vi op mellem Bjergene; ham bandt vi til et Træ, den unge Pige var smuk, var Brud, -jeg kunde ogsaa være Fyrste af Savelli! - da siden Løsepengene kom for de tre, vare Pigens røde Kinder borte, Øiet brændte ikke saa stærkt, det kom af den megen Skygge mellem Bjergene!« -Jeg vendte mig bort fra ham, halv undskyldende tilføiede han: »Pigen var Protestant, ingen Christen, en Datter af Satan!«

En Stund sad vi begge tause. »Læs endnu en Bøn for mig,« sagde han, og jeg læste den.

Mod Aften kom Fulvia; hun rakte mig et Brev, men tillod mig ikke at læse det. »Bjergene have deres vaade Kappe om sig; det er Tid 138 at flyve ud Spiis og drik, vi have en lang Vandring, og der voxer ingen Pagnotter* paa den nøgne Fjeldsti.« Den unge Røver satte i Hast Spise frem, jeg nød deraf, og nu kastede Fulvia en Kappe over sine Skuldre, og rev mig med sig gjennem de mørke, udhulede Gange. »I Brevet ligger Dine Vinger!« sagde hun, »ingen Grændsesoldat skal krumme Dig en Fjer, min unge Ørn! Ønskeqvisten ligger ved Siden, der giver Dig Guld og Sølv, til Du selv har hentet Dine egne Skatte.«

Med de nøgne, magre Arme greb hun ind i det tætte Epheu, der hang som et Tæppe foran Hulens Indgang; det var mørk Nat udenfor, en fugtig Taage indhyllede Bjergene. Jeg holdt fast i hendes Kjortel; neppe kunde jeg følge hendes raske Skridt paa den ubanede Vei i Mørket, som en Aand skred hun fremad; Buske og Hækker vege til begge Sider.

Nogle Timer havde vor Vandring medtaget, vi vare i en snæver Dal mellem Bjergene; der laae en Straa-Hytte, som man finder dem i Sumpene. Ingen Vægge, Taget af Rør og Straa ned til Jorden. Lyset skinnede ud gjennem en Sprække paa den lave Dør. Vi traadte ind, det var som i en stor Bikube, men Alt rundtom var kulsort af Røgen, der kun havde Vei gjennem den lave Dør. Pæle og Bjælker, Rørene selv, skinnede blanke af Sod Midt paa Gulvet var muret en Forhøining af nogle Alens Længde og omtrent den halve Brede; her laae Kul og Aske, her kogtes Maden, og herfra opvarmedes Hytten. Længere tilbage var i Væggen en Aabning, der førte til en mindre Hytte, der hang ved denne større, som man seer den mindre Zvibel voxe fast ved Moderen; herinde laae en Qvinde og nogle Børn, de sov; et Æsel stak sit Hoved frem over dem og gloede paa os; en gammelagtig Mand, næsten nøgen, kun med de forrevne Gedeskinds Buxer om Lenderne, kom os imøde; han kyssede Fulvia paa Haanden, og uden at et Ord blev vexlet, kastede han sin uldne Pels over de nøgne Skuldre, trak Æselet frem, og gjorde Tegn til at jeg skulde stige op.

»Lykkens Hest vil gaae bedre i Trav, end Campagnens Æsel!« sagde Fulvia. Bonden trak Æselet med mig ud af Hytten. Mit Hjerte var dybt bevæget af Taknemmelighed mod den sælsomme Gamle, jeg bøiede mig for at kysse hendes Haand, men hun rystede med Hovedet, strøg mit Haar tilbage fra min Pande; jeg følte hendes kolde Kys, saae hende endnu engang vinke med Haanden og Grene og Hækker

* 139

skjulte os for hinanden, Bonden pidskede Æselet, og løb saa omkap med det op ad Stien, jeg talte til ham, han udstødte en svag Lyd, og viste mig ved Tegn, at han var stum. Min Nysgjerrighed efter at læse Brevet, Fulvia havde givet mig, lod mig intet Øieblik Ro, jeg tog det frem, og aabnede det. Der var forskjellige Papirer, men Mørket forbød mig at tyde et eneste Ord, i hvor meget jeg anstrængte mine Øine. I Dagningen vare vi paa Bjergryggen, der kun viste den nøgne Granit med enkelte Slyngplanter og den graagrønne, duftende Artemisia. Himlen var ganske klar med lysende Stjerner, en svømmende Skyverden laae under os, det var Sumpene, der strække sig her fra Albanerbjergene mellem Veletri og Terracina, begrændset af Abruzzerne og Middelhavet. De lave, bølgende Taageskyer skinnede under os, og snart saae jeg, hvor den uendelige blaa Himmel gik over i Lilla og derpaa i det reneste Rosenrødt, Bjergene selv bleve et lyseblaat Fløiel, jeg var blændet af Farvernes Pragt, et Blus brændte paa Bjergsiden, det skinnede som en Stjerne fra den lyse Grund Da foldede mine Hænder sig til Bøn, mit Hjerte bøiede sig for Gud i Naturens store Kirke og bad stille: »Din Villie skee med mig!«

Daglyset var nu stærkt nok til, at jeg kunde see, hvad Brevet indesluttede; det var et Pas, udstedt paa mit eget Navn af det romerske Politi, og viseret af den neapolitanske Gesandt, ved Siden laae en Vexel paa 500 Scudi til Huset Falconet i Neapel; en mindre Seddel indeholdt kun de Ord: »Bernardos Liv er uden Fare, men kom ikke til Rom i de første Maaneder!«

Fulvia havde Ret, her var Vinger og Ønskeqvist. Jeg var fri! et Taknemmeligheds Suk steg fra mit Hjerte. Snart naaede vi en mere banet Vei; her sad nogle Hyrder og spiste deres Frokost. Min Fører gjorde Holdt, de syntes at kjende ham; han gjorde Tegn med Fingrene, og de indbød os at tage Deel i Maaltidet, der bestod af Brød og Bøffelost, hvortil de drak Æselmelk, jeg nød nogle Bid med, og følte mig styrket derved; nu viste min Fører mig en Sti, og de Andre forklarede mig, at den førte ned ad Bjerget langs Sumpene til Terracina, hvorhen jeg nok kunde naae før Aften. Jeg skulde kun bestandig følge denne Sti, med Bjergene til Venstre, den vilde efter nogle Timers Gang føre til en lang Canal, der gik fra Bjergene til den store Landevei, hvis lange Allee jeg snart, naar Taagerne fordunstede, vilde faae at see. Ved at følge Canalen, kom jeg ud til Veien, tæt ved det øde Kloster, hvor der nu holdes Vertshuus; det kaldes torre di tre ponte.

140

Gjerne havde jeg givet min Fører en lille Gave; men jeg havde slet Intet! da faldt det mig ind, at jeg jo havde de to Scudi, der vare i min Lomme, da jeg forlod Rom, jeg havde jo kun givet Pungen med Pengene, der var stukket til mig som Nødskilling. To Scudi var altsaa for Øieblikket alle mine rede Penge, den ene skulde min Fører have, den anden maatte jeg beholde at leve for, til jeg kom til Neapel, hvor jeg først kunde gjøre Brug af min Vexel. Jeg greb i Lommen, men forgjæves var min Søgen; man havde for længe siden skilt mig ved min lille Eiendom. Jeg havde slet intet! saa løste jeg mit Silketørklæde, jeg bar om Halsen, gav Manden det, rakte de Andre Haanden, og gik saa ene ad Stien ned mod Sumpene.

141

Anden Deel

142

        

143

I De pontinske Sumpe. Terracina. En gammel Bekjendt Fra-Diavolos Fødeby. Orangehaven ved Mola di Gaeta. Den neapolitanske Signora, Neapel

Mange tænke sig ved de pontinske Sumpe kun en moradsig Grund, en øde Strækning med stillestaaende, slimet Vand, en sørgelig Vei at gjennemreise; tvertimod, Sumpene have mere tilfælleds med den rige Lombarder-Slette, ja de ere endogsaa rigere paa Fylde, Græs og Urter staae med en Saftfuldhed og Yppighed, Norditalien ikke kan opvise.

Ingen Vei kan heller være ypperligere end den, der fører over Sumpene; det er som paa en Plan, Vognen ruller hen under den uendelig lange Linde-Allee, hvis tætte Grene skygge mod de brændende Straaler. Paa begge Sider strækker sig den uendelige Slette med sit høie Græs og sine friske, grønne Sumpvæxter; Canaler krydse hinanden og suge Vandet til sig, der rundt om staaer som Damme og Søer med Siv og den bredbladede Aakande. Til Venstre, naar man kommer fra Rom, strække sig de høie Abruzzer med flere smaae Byer, der som Bjergslotte skinne med deres hvide Mure fra den graae Klippe. Til Høire den grønne Slette ned mod Havet, hvor Forbjerget Cicello hæver sig, nu landfast, fordum Circes Ø, hvor Sagnet lod Ulysses lande.

Alt som jeg gik, opløste sig Taagen, der svævede over den grønne Flade, hvor Canalerne skinnede som Lærred paa Blegen; Solen brændte med Sommervarme, skjøndt det var kun sidst i Februar. Hjorder af Bøfler gik i det høie Græs. En Flok Heste løb frit omkring, slog i Veiret med Bagbenene, saa Vandet stænkede høit rundt om; deres raske Stillinger, kaade Spring og Boltren kunde være et Studium for en Dyrmaler. Til Venstre saae jeg en sort, uhyre Røgstøtte, som kom fra det store Blus, Hyrderne havde tændt for at rense Luften om deres Hytter. Jeg mødte en Bonde, hvis guulblege, sygelige.

144

Udseende modsagde den Frodighed, Sumpene frembøde. Som en Død, taget fra Graven, reed han paa sin sorte Hest og holdt en Art Landse i Haanden, med hvilken han drev Bøflerne sammen, der gik i det moradsige Dynd; nogle lagde sig der og strakte kun frem deres sorte, hæslige Hoved med de onde Øine. De enkelte Posthuse paa tre til fire Etager, opførte tæt ved Veien, viiste ogsaa ved første Blik den giftige Luft, som dampede op fra Sumpene. De kalkede Mure vare ganske bedækkede med en feed, graagrøn Skimmel. Bygninger, som Mennesker, bare Præget af Forraadnelsens Aande, en sælsom Contrast mod al den rige Yppighed rundt om, det friske Grønne og det varme Solskin.

Min syge Sjæl lod mig i Naturen her see et Billede paa Livets falske Lykke; saaledes seer Mennesket næsten altid Verden gjennem Følelsens Brille og den staaer sort eller purpurfarvet, ligesom Glassets Farve er han seer den igjennem.

Omtrent en Time før ave maria havde jeg Sumpene bag ved mig; Bjergene med deres gule Fjeldmasser nærmede sig mere og mere, og tæt foran laae Terracina i den fyldige, hesperiske Natur. Tre høie Palmetræer med Frugt stode ikke langt fra Veien; de store Frugthaver opad Bjergsiden syntes et stort, grønt Teppe med Millioner gyldne Punkter; Citroner og Apelsiner var det, som tyngede Grenene til Jorden. Foran et lille Bondehuus paa Veien laae en Mængde nedfaldne Citroner, samlet i Bunke som var det afrystede Castanier. Rosmarin og vilde, mørkerøde Levkøier voxte frodigt i Fjeldkløfterne høit op mod Klippens Top, hvor den prægtige Ruin af Østgothekongen Theodoriks* Borg laae og overskuede Byen og den hele Omegn.

Mit Øie var blændet ved det skjønne Malerie; stille drømmende gik jeg ind i Terracina. Da laae Havet for mig; første Gang saae jeg Havet, det underdeilige Middelhav. Det var Himlen selv i det reneste Ultramarin, der som en uhyre Slette var spændt ud foran mig. Langt ude laae Øer, som svømmende Skyer i den skjønneste lilla Farve; jeg øinede Vesuv, hvor den sorte Røgstøtte blaanede hen i Horizonten. Havfladen syntes blikstille; dog mod Kysten, hvor jeg stod, gik de lange Brændinger, saa blaae, saa klare, som Ætheren selv, og løde, som Tordenen mellem Bjergene.

Mit Øie var bundet som min Fod; al min Sjæl aandede Henrykkelse. *

145 Det var, som om det Legemlige inden i mig, Hjerte og Blod, blev til Aand, opløste sig i den, for at kunne svæve ud mellem disse to Himle: det uendelige Hav og Himlen oven over. Taarerne strømmede mig ned over Kinderne, jeg maatte græde som et Barn.

Tæt ved hvor jeg stod laae en stor, hvid Bygning; Brændingen slog imod Grunden, den var reist paa. Dens underste Etage imod Gaden var en eneste Buegang, inde i hvilken de Reisendes Vogne holdt. Det var Værtshuset i Terracina, det største og skjønneste paa hele Veien mellem Rom og Neapel.

Pidskesmæld gav Echo fra Fjeldvæggen: en lukket Vogn med fire Heste for rullede hen mod Værtshuset Bevæbnede Tjenere sad paa Sædet bag Vognen; en bleg, mager Herre, indhyllet i en stor, broget Slaabrok, strakte sig inden i. Postillonen steeg nu ned, smældede endnu et Par Gange med sin lange Pidsk, og friske Heste spændtes for. Den Fremmede vilde afsted, men da han forlangte Eskorte over Bjergene, hvor Fra-Diavolo og de Cesaris havde dristige Descendenter, maatte han vente et Qvarteer, og nu skjendte han paa halv engelsk, halv italiensk over Folkets Døsighed, over alle de Plager og Lidelser, den Fremmede maatte døie, knyttede sig tilsidst af sit Lommetørklæde en Nathue, trak den paa og kastede sig saa i en Krog af Karethen, lukkede Øinene og syntes at hengive sig i sin Skjæbne.

Jeg erfarede, at det var en Engellænder, der alt i ti Dage havde gjennemreist Nord- og Mellem-Italien og i den Tid gjort sig bekjendt med disse Lande, havde i een Dag seet Rom og vilde nu til Neapel for at bestige Vesuv, og da med Dampskibet til Marseille for ogsaa at lære at kjende det sydlige Frankerige, men haabede at gjøre dette af i en endnu kortere Tid. Endelig kom otte velbevæbnede Ryttere, Postillonen knaldede, og Vogn og Ryttere forsvandt gjennem Porten ved den store, gule Klippe.

»Med hele sin Eskorte og alle sine Vaaben er han dog ikke saa sikker som mine Fremmede!« sagde en lille, fiirskaaren Karl, der legede med sin Pidsk. »De Engellændere maae holde meget af at kjøre, altid gaaer det i Gallop! Det er sælsomme Fugle! Santa Philomena di Napoli!«

»Har I mange Fremmede i Eders Vogn?« spurgte jeg.

»Eet Hjerte i hvert Hjørne,« svarede han. »Seer De, det gjør fire Mand stærk. Men i Cabrioletten er kun een. Vil Signore see Napoli, saa kan De være der overmorgen mens Solen endnu skinner paa Sanct Elmo

146

Vi bleve enige, og jeg var hjulpet ud af den Forlegenhed, hvori min fuldkomne Mangel paa rede Penge satte mig.*

»Haandpenge vil De vel sagtens have, Signore ?«spurgte Veturinen og holdt et Fem-Paolo-Stykke imellem Fingrene.

»Besørg min Plads ved Bordet og en god Seng,« svarede jeg, »imorgen kjøre vi jo?«

»Ja, vil Sanct Antonio og mine Heste,« udbrød han, »saa gaaer det løs Klokken tre. Vi skal jo to Gange i Dogane og tre Gange skrives i Papirerne, det er vor haardeste Tour imorgen.« Og nu løftede han Haanden mod sin Hue, nikkede og forlod mig.

Man anviiste mig et Værelse udtil Havet, hvor den friske Vind luftede, hvor de lange Brændinger tumlede sig, et Billede forskjelligt fra Campagnen, og dog bragte den store Udstrækning mig til at tænke paa Hjemmet der, og paa gamle Domenica; det bedrøvede mig, at jeg ikke flittigt nok havde besøgt hende; hun elskede mig af sit fulde Hjerte og var sikkert den eneste, der gjorde det. Eccellenza, Francesca, ja, de havde vel ogsaa Kjærlighed for mig, men den var af en særegen Farve. Velgjerninger bandt os sammen, og hvor disse ikke kunne gjengives, bliver altid, mellem Giveren og Modtageren, en Kløft, som Aar og Dage vel kunne dække med Hengivenhedens Slyngplanter, men aldrig udfylde. Jeg tænkte paa Bernardo og Annunziata -mine Læber smagte salte Draaber, de kom fra Øiet, eller - maaskee fra Søen under mig, Brændingen stænkede jo høit op paa Muren.

Næste Morgen, før Dag, rullede jeg med Veturinen og hans Fremmede bort fra Terracina. Ved Grændsen gjorde vi Holdt; det var just i Dagningen. Alle stege ud af Vognen, medens vore Pas bleve efterseete. Nu saae jeg først ret mit Selskab. I dette var en Mand paa omtrent nogle og tredive Aar, temmelig blond og med blaae Øine; han tiltrak sig min Opmærksomhed; jeg maatte have seet ham før, men hvor, kunde jeg ikke erindre; de enkelte Ord, jeg hørte ham tale, røbede ogsaa, at han var en Udlænding.

Vi bleve meget længe opholdte med Passene, da de fleste vare i fremmede Sprog, som Soldaterne ikke forstode. Den Fremmede tog imidlertid en Bog frem med rene Blade og skizzerede sig det Parti, *

147 hvor vi stode: de to høie Taarne med Porten, som Landeveien gaaer igjennem, de maleriske Huler tæt ved, og i Baggrunden den lille By højt oppe paa Bjergene.

Jeg traadte nærmere til, og han gjorde mig opmærksom paa, hvor smukt Gjederne stode grupperede inde i den største Hule. I samme Nu sprang de iveiret; et stort Riisknippe, der laae i een af de mindre Aabninger ned til Hulen og tjente som Dør for Nedgangen, blev trukket bort, og Par for Par hoppede Gjederne ud, som Dyrene, da de gik af Noahs Ark. En ganske lille Bondedreng sluttede Truppen; hans lille, spidse Hat med Seglgarnsbaandet om, de forrevne Strømper og Sandaler, dertil den korte, brune Kappe, han havde kastet om sig, gav ham et malerisk Udseende. Ovenover Hulen trippede Gjederne mellem de lave Hækker; Drengen stillede sig paa et Fjeldstykke, der ragede ud over Hulen og saae paa os og paa Maleren, der aftegnede ham og den hele Omgivning.

»Maledetto!« hørte vi Veturinen raabe og saae ham i fuld Fart komme hen imod os: eet af Passene var der noget galt i. Det er vistnok mit Pas, følte jeg, og Blodet steeg mig op i Kinderne. Den Fremmede skjændte over Soldaternes Uvidenhed, de kunde ikke læse, sagde han, og vi fulgte nu Veturinen op i det ene af Taarnene, hvor vi fandt fem til sex Mennesker, halvt henstrakte over et Bord, hvor de stavede i de udbredte Pas.

»Hvem hedder Frederik?« spurgte een af de Mægtigste ved Bordet.

»Det gjør jeg,« svarede den Fremmede, »mit Navn er Frederik, paa italiensk Federigo

»Altsaa Federigo Six

»O, nei! Det er min Konges Navn, som staaer øverst paa Passet.«

»Ja saa!« sagde Manden og læste langsomt op: Frederic Six par la grace de dieu Roi de Danemarc, des Vandales, des Gothes Etc., - - men hvad er det?« afbrød Manden sig selv, »er De en Vandale? Det er jo et barbarisk Folk ?«

»Ja,« svarede den Fremmede leende, »jeg er en Barbar, der er kommet til Italien for at cultiveres. Nede staaer mit Navn, det er Frederik ligesom min Konges, Frederik eller Federigo

»Det er en Engellænder!« sagde den ene af de Skrivende.

»O nei, nei!« svarede den anden, »Du blander altid Nationerne sammen; Du kan jo læse, at han er fra Norden: det er en Russer!«

Federigo, Danmark, de Navne sloge som Lynglimt i min Sjæl. Det 148 var jo min Barndoms Ven, min Moders Logerende, ham, jeg havde været i Katakomberne med, og som forærede mig sit smukke Sølvuhr, tegnede mig de deilige Billeder.

Passet var rigtigt, og Grændsesoldaterne indsaae det dobbelt, da han stak dem en Paolo i Haanden, for at de ikke skulde trække os Tiden ud.

Saasnart vi vare udenfor, gav jeg mig tilkjende for ham; han var virkelig den, jeg troede, vor danske Federigo, som havde boet hos min Moder. Han yttrede en levende Glæde ved at gjenkjende mig, kaldte mig endogsaa sin lille Antonio; der var tusinde Ting at spørge om og meddele hinanden gjensidig. Min forrige Nabo i Cabrioletten fik han til at skifte Plads med sig, og nu sad vi sammen; endnu engang trykkede han mine Hænder, loe og spøgte.

Jeg fortalte ham i faa Træk mine Livsbegivenheder fra jeg var i Domenicas Hytte til jeg blev Abbate, gjorde saa et Spring fremad, uden at berøre de sidste Begivenheder, og endte med den korte Sætning - nu reiser jeg til Neapel.

Han erindrede godt Løftet, han gav mig, da vi i Campagnen saae hinanden sidste Gang, at hente mig en Dag ned til Rom; men kort efter nødte et Brev fra hans Fædreland ham til at reise den lange Vei hjem, saa at han ikke mere fik mig at see. I Hjemmet blev hans Kjærlighed til Italien med hvert Aar stærkere, den drev ham nu anden Gang ud »Og nu nyder jeg først Alt,« sagde han, »drikkef ret Luften i store Drag, kjender igjen hver Plet, hvor jeg før har været Her vinker mig mit Hjertes Fædreland, her er Farver, her er Former. Italien er et Velsignelsens Fyldehorn!«

Tiden og Veien fløi bort i Federigos Selskab jeg mærkede slet ikke noget langt Ophold ved Doganen i Fondi. Han vidste ret at opfatte det poetisk smukke i enhver Ting, han blev mig dobbelt kjær og interessant, og var mig den bedste Trøstens Engel for mit bedrøvede Hjerte.

»Der ligger mit skidne Itrik raabte han og pegede paa Byen foran os. »Du troer det neppe, Antonio! men jeg har i Norden, hvor Gaderne ere saa rene, saa regelmæssige og afmaalte, ret længtes efter en rigtig skiden italiensk By; en saadan har noget characteristisk, just Noget for en Maler. Disse snevre, smudsige Gader, graae, skidne Steen-Altaner med Strømper og Klokker paa, Vinduerne uden Orden, et oppe, 149 et nede, nogle store, andre smaae, her en Trappe fire til fem Alen op for at naae Døren, hvor Mutter sidder med sin Haandteen, og saa et Citrontræ med store, gule Frugter ud over Muren. Ja det kan blive et Malerie! Men disse cultiverede Gader, hvor Husene staae som Soldater, hvor Trapper og Kanapper beskjæres, kan man aldrig faae Noget ud af«

»Her er Fra-Diavolos Fødeby!« raabte de inde i Vognen, da vi rullede ind i det snevre, smudsige Itri, som Federigo fandt saa malerisksmuk. Byen ligger høit paa en Klippe ved den dybe Afgrund; Hovedgaden var paa de fleste Steder kun bred nok for een Vogn. De fleste Stue-Etager vare uden Vinduer, i disses Sted en stor, bred Port, gjennem hvilken man saae som ned i en mørk Kjælder; overalt opfyldt med skidne Børn og Koner; Alle rakte Haanden frem for at tigge. Konerne loe, og Børnene skreg og vrængede med Munden af os. Man turde ikke stikke Hovedet ud af Vognen, for ei at faae det knuust mellem den og de fremspringende Huse, fra hvilke Steenaltanerne paa enkelte Steder hang høit ud over os, saa det syntes, som kjørte vi gjennem en Buegang. Sorte Vægge saae jeg til begge Sider, Røgen banede sig Vei gjennem de aabne Porte op ad de sodede Mure.

»Det er en deilig By,« sagde Federigo og klappede i Hænderne.

»En Røverby er den,« sagde Veturinen, da vi vare udenfor, »det halve Folk har jo Politiet ladet flytte hen til en ganske anden By bag Bjergene og ladet andre rykke ind; men det hjælper ikke, Alt bliver Ukrudt, som plantes der. Men de Stakler skulle jo ogsaa leve.«

Beliggenheden her ved den store Landevei mellem Rom og Neapel indbød just til Røverie; rundtom var Skjul i de tætte Olieskove, i Bjerghulerne, de cyclopiske Mure og de mange andre Ruiner.

Federigo gjorde mig opmærksom paa en fritstaaende, eensom Muurcollos, overvoxet med Gjedeblade og Slyngplanter. Det var Ciceros Grav; her havde Morderdolken rammet Flygtningen, her var Veltalenhedens Læber vordet Støv.

»Til hans Villa i Mola di Gaeta skal Veturinen kjøre os,« sagde Federigo. »Det er det bedste Værtshuus og en Udsigt, som maaler sig med Neapels.«

Bjergformationen var saa smuk, Vegetationen saa frodig; nu rullede vi gjennem en Allee af høie Laurbærhækker, og det omtalte Hotel 150 laae for os. Camerieren* stod alt med Servietten og ventede os paa den brede Trappe, hvor Buster og Blomster prangede.

»Eccellenza, er det Dem!« udbrød han, idet han hjalp en noget fyldig Dame ud af Vognen. Jeg betragtede hende: Ansigtet var smukt, meget smukt, de kulsorte brændende Øine sagde strax, at hun var en Neapolitanerinde.

»Ak ja, det er mig!« svarede hun. »Her kommer jeg med min Kammerpige, som Cicisbeo; det er hele Følget, jeg har ikke et eneste af mine egne Mandfolk. Hvad tænker han om mit Mod, at reise saaledes fra Roma til Napoli?«.

Som en Lidende kastede hun sig paa Sophaen, støttede sin smukke Kind paa den lille buttede Haand og begyndte at studere Spisesæddelen: »Brodetto, Cipollette, Facioli, - han veed, at jeg vil ingen Suppe have;- jeg spiser mig jo en Figur til, som castello dell'ovo. En Smule animelk dorate og nogle Finocchi ere nok for mig; vi skal jo igjen til Bords i Sancta Agathe. - Ah, nu aander jeg bedre!« vedblev hun og løste sit Kappebaand, »nu føler jeg min neapolitanske Luft vifte, bella Napoli!« udbrød hun, rev Altandøren op ud til Havet, udbredte sine Arme og inddrak Luften i store Drag.

»Kan vi alt see Neapel?« spurgte jeg.

»Ikke endnu,« svarede Federigo, »men Hesperien, Armidas fortryllende Have.«

Vi stege ud paa Loggien, der var muret af Steen ud dver Haven. Hvilken Pragt, rigere end Phantasien kan skabe sig den! Under os var en Skov af Citron- og Appelsintræer, de syntes overdyngede med Frugter, Grenene bøiede sig mod Jorden under deres gyldne Byrde; Cypresser, kjæmpehøie, som Norditaliens Popler, begrændsede Haven; de syntes dobbelt mørke mod det klare, himmelblaae Hav, der strakte sig bag ved dem og slog med sin Brænding hen over Resterne af Oldtids Bade og Templer udenfor den lave Havemuur. Skibe og Baade med store hvide Segl giede ind i den rolige Bugt, om hvilken Gaeta** med sine høie Bygninger strakte sig. Et lille Bjerg ragede op over Byen, øverst oppe laae en Ruin.

Mit Øie var blændet af den store Deilighed.

»Seer Du Vesuv, hvor det ryger!« sagde Federigo og pegede til Venstre, *

* 151 hvor Bjergkysten fortonede sig som lette Skyer, der hvilede sig paa det ubegribeligt deilige Hav. Med Barnets Sjæl greb jeg den rige Herlighed, og Federigo var lykkelig som jeg. Vi maatte ned under de høie Appelsintræer, og jeg kyssede den gyldne Frugt, som den hang paa Grenene, tog af den Mængde, der laae paa Jorden, og lod dem som Guldkugler spille i Luften og ud over den svovlblaae Søe. -

»Deilige Italien!« jublede Federigo. »Ja saaledes stod dit Billede for mig i det fjerne Norden! I min Erindring viftede denne Duft jeg her aander ved hver Luftning. Jeg tænkte paa dine Olieskove, naar jeg saae vore Pile; jeg drømte om Orangernes Fylde, naar jeg saae de gyldne Æbler i Bondens Have ved den duftende Kløvermark. Men det grønne Vand i Østersøen blev aldrig blaat som det deilige Middelhav; Nordens Himmel blev aldrig saa høi og saa riig paa Farver som det varme, herlige Syden.« Hans Glæde var Begeistring, hans Tale blev Poesie.

»Hvor jeg har længtes i Hjemmet!« sagde han. »Den er lykkeligere, som aldrig saae Paradiset, end han, sorn var der og vendte bort derfra for aldrig at komme tilbage. Mit Hjem er skjønt; Danmark er en blomstrende Have, der kan maale sig med Alt paa hiin Side Alperne; det har Bøgeskove og Havet. Men hvad er jordisk Skjønhed mod den himmelske? Italien er Phantasiens, Skjønhedens Land; dobbelt lyksalig den, som hilser det atter!« - Og han kyssede, som jeg, de gule Oranger, Taarerne trillede ned af hans Kinder, og han tog mig om Halsen, hans Læber brændte paa min Pande. - Da aabnede mit Hjerte sig ogsaa ganske for ham; han var mig jo ikke fremmed, var min Barndoms Ven. Jeg fortalte ham mit Livs sidste store Begivenhed og følte mig let om Hjertet ved at kunne meddele mig, høit nævne Annunziata, min Smerte og Ulykke, og Federigo hørte med den oprigtige Vens Deeltagelse. Jeg fortalte om min Flugt, om Eventyret i Røverhulen, om Fulvia og hvad jeg vidste om Bernardos Helbredelse; trofast rakte han mig Haanden og saae mig med de lyseblaae Øine deeltagende ind i Sjælen. Et dæmpet Suk lod bag Hækken tæt ved os; men de høie Laurbær og de af Frugt nedtyngede Apelsin-Grene skjulte Alt; man kunde godt have staaet og hørt, hvad jeg fortalte, det havde jeg ikke tænkt paa. Vi løftede Grenene til Side, og tæt ved os, foran Indgangen til Resterne af Ciceros Bade, sad den neapolitanske Signora og svømmede i Taarer. -

»Ak unge Herre!« udbrød hun, »jeg er ganske uskyldig deri. -Jeg 152 sad alt her, da De kom med Deres Ven, her er saa kjøligt og frisk, De talte saa hoit, og jeg var midt inde i Historien, før jeg mærkede, at den var saa ganske privat. - Den har rørt mig dybt. - De skal ikke fortryde, at jeg er blevet Medvider; min Tunge er taus, som den Dødes.« - Forlegent bukkede jeg for den fremmede Signora, der saaledes var blevet indviet i mit Hjertes Historie. Siden søgte Federigo at trøste mig med, at ingen kunde vide, hvad det vilde lede til. »Jeg er i min Tro paa Skjæbnen,« sagde han, »en sand Tyrk; desuden er der jo ingen Statshemmeligheder i det Hele, hvert Hjerte har i sit Archiv slige sørgelige memoires. Maaskee var det hendes egen Ungdomshistorie, hun hørte i din; jeg vil troe det, thi Menneskene have sjældent Taarer for Andres Smerte, uden naar den berører lignende hos dem selv. Vi ere alle Egoister selv i vor største Sorg og Liden.«

Vi sad atter i Vognen og rullede afsted. Den hele Egn rundt om tog til i Yppighed; med Mandshøide voxte tæt ved Veien den bredbladede Aloe, benyttet til Gjærde. De store Grædepile syntes med deres nedhængende bevægelige Grene at kysse deres egen Skygge paa Jorden.

Ved Solens Nedgang passerede vi Floden Garigliano, hvor fordum det gamle Minturna laae; det var den gule Liris jeg saae, omvoxet med Siv, som da Marius skjulte sig her for den grusomme Sulla. Men vi havde endnu langt til Sancta Agathe, Mørket faldt paa, og Signora blev urolig for Røvere og kiggede bestandigt ud, om ingen kom for at skjære os Tøiet af Vognen. Forgjæves pidskede Veturinen sine Heste og udstødte sit maledetto; men den sorte Nat rullede raskere end han. Endeligen saae vi Lys foran os; vi vare i Sant Agathe.

Signora var forunderligen taus ved Aftensbordet; men det undgik mig ikke, hvor hendes Blik hvilte paa mig, og da jeg næste Morgenstund før Afreisen traadte ud for at drikke mit Glas Kaffe*, traadte hun mig med megen Elskværdighed imøde. Vi vare ganske ene, hun rakte mig Haanden og sagde godmodig og fortrolig: »De bærer dog intet Nag til mig? Jeg skammer mig ret for Dem, og dog gik det Hele saa uskyldigt til.«

Jeg beroligede hende og forsikkrede at jeg havde den største Tillid til hendes Qvindelighed. -

»De kjender mig endnu slet ikke,« sagde hun, »men det kan skee; *

153 mueligt kan min Mand være Dem til nogen Nytte, nu De kommer til den store, fremmede By. De maa besøge mig og ham. De har vel ingen Bekjendtskaber, og en ung Mand kan saa let tage Feil i Valget.«

Jeg takkede hende hjerteligt for hendes Deeltagelse; den rørte mig; overalt finder man dog gode Mennesker.

»Napoli er en farlig By,« sagde hun; men Federigo traadte ind og afbrød os.

Snart sad vi igjen i Vognen, Glasvinduerne vare slaaede ned, vi vare alle mere bekjendte og nærmede os vort fælleds Maal Neapel. Federigo var henrykt over de maleriske Grupper, vi mødte. Koner med røde Kaaber, som de havde trukket op over Hovedet, rede forbi paa deres Æsler; det spæde Barn diede ved Brystet, eller et noget større Barn sov i Kurven ved deres Fødder. En heel Familie reed paa een Hest; Konen sad bag ved Manden, lagde sin Arm og sit Hoved paa hans Skulder og syntes at sove; Manden havde foran sig deres lille Dreng, der sad og legede med Pidsken: det var en Gruppe, som Pignelli har givet os den i sine deilige Scener af Folkelivet.

Luften var graa, det regnede lidt; vi kunde hverken see Vesuv eller Capri. Kornet stod saftigt grønt paa Marken under de høie Frugttræer og Poplerne, som Vinen slyngede sig op ad.

»Seer De?« sagde Signora, »vor Campagne er et heelt Taffel med Brød, Viin og Frugt; og snart skal De see vor lystige By og det svulmende Hav!«

Mod Aften naaede vi dertil. Den prægtige Toledogade laae for os, ja det var en Corso!* Oplyste Boutikker, Borde udenfor, betyngede med Oranger og Figen, som Lamper og brogede Lygter beskinnede. En Strøm med Stjerner syntes den hele Gade med sine utallige Lys, i den frie Luft. Paa begge Sider høie Huse med Altaner foran hvert Vindue, ofte rundt om Hjørnet med; Damer og Herrer stode derude, som det endnu var lystigt Carneval. Den ene Vogn krydsede forbi den anden; nu snublede Hestene paa de glatte Lavafliser, hvormed Gaden var brolagt; nu kom smaae Cabrioletter paa to Hjul; fem til sex Mennesker sad i den lille Vogn, lasede Drenge bag paa, og nede under, i det gyngende Næt, laae en halvnøgen Lazaron nok saa godt, een eneste Hest trak den hele Mængde, og dog gik det i Gallop. Ved *

154 et Hjørnehuus var antændt en Ild; to halvnøgne Karle, kun i Svømmebuxer og med en Vest knappet i dens eneste Knap hen over Brystet, laae der og spillede Kort; Lirekasser og Positiver spillede, Fruentimmer sang der til, Alle skreeg, Alle løb imellem hinanden: Militaire, Græker, Tyrker og Inglesi. Jeg følte mig henflyttet i en ganske anden Verden; et sydligere Liv end det, jeg havde kjendt, aandede mig imøde. Signora klappede i Hænderne for sit lystige Neapel; Rom var en Grav mod hendes leende By.

Vi dreiede om til Largo del Castello*: samme Støien, samme Vrimmel mødte os. Rundtom oplyste Theatre med brogede Malerier udenfor, der viiste Hovedscenen i Stykket, man spillede. - Høit fra et Stillads støiede en Bajaz-Familie: Konen raabte op, Manden blæste i Trompet, og den mindste Søn pryglede dem begge to med en mægtig Ridepidsk, mens en lille Hest stod paa Bagbenene nedenfor og læste af en opslagen Bog. - En Mand stod og fægtede og sang midt imellem en Flok Matroser, der sad paa Huk; det var en Improvisator, sagde man. En gammel Karl læste høit af en Bog; Orlando Furioso, sagde man mig. Hans Tilhørere applauderede, just som vi kjørte forbi.

»Monte Vesuvio!« hørte jeg Signora raabe, og nu saae jeg for Enden af Pladsen, hvor Fyrtaarnet staaer, Vesuv rage høit i Luften, og den ildrøde Lava som en Blodstrøm vælte sig ned af dets Side. Over Krateret stod en Sky, skinnende rød af den glødende Lava; men kun i et Nu saae jeg det Hele. Vognen rullede over Pladsen med os til Hotellet Casa tedesca. Tæt ved laae et lille Marionettheater; et mindre var opreist udenfor, hvor Polichinel gjorde lystige Spring, peeb, tvinede og holdt sin komiske Tale. Alt var Latter rundt om. Kun faae lagde Mærke til Munken, der stod paa det modsatte Hjørne og prædikede fra een af de fremspringende Stentrapper; en gammel, bredskuldret Karl, der saae ud som en Skipper, holdt Korset med Frelserens Billede. Munken saae med gnistrende Øine paa Marionetspillerens Trædukker, der vendte Folkets Opmærksomhed bort fra hans Tale.

»Er dette Fastetid!« hørte jeg ham raabe. »Er dette Tiden, Himmelen viet, Tiden, vi skulle ydmyge i Kjødet, vandre i Sæk og i Aske! Carneval er det! Carneval al Tid, ved Nat og ved Dag, Aar ud og Aar ind, til I henfare i Helvedes Dyb! Der kunne I tvine, der kunne I grine, holde Dands og Festino i Helvedes evige Pøl og Pine!«

* 155

Hans Stemme hævede sig meer og meer; den bløde neapolitanske Dialekt klang i mit Øre som bølgende Vers, Ordene bøiede sig melodisk om hinanden. Men Alt som hans Stemme steeg, skreeg ogsaa Polichinel høiere og gjorde dobbelt saa lystige Spring, som Folket applauderede; da greb Munken i helligt Raserie Korset ud af Haanden paa Manden, som holdt det, styrtede frem dermed og viiste den Korsfæstede, i det han raabte: »See, det er den sande Polichinel! Ham skal I see! Ham skal I høre, derfor fik I Øine og Øre! Kyrie eleison!« Og slagen af det Hellige styrtede den hele Mængde paa Knæ og istemmede: »Kyrie eleison!« Selv Marionetspilleren lod sin Polichinel synke. Jeg stod ved vor Vogn, forunderlig grebet af den hele Scene.

Federigo maatte skaffe til Signora en Vogn, at hun kunde komme hjem; hun rakte ham Haanden til Tak, men slog sine Arme om min Hals, jeg følte et brændende varmt Kys paa mine Læber og hørte hende sige: »velkommen til Napoli!« Fra Vognen, som rullede bort med hende, kastede hun endnu Kys med Fingrene. Vi stege op i Hotellet til Værelserne, Camerieren anviste os.

156

II Smerte og Trøst. Nærmere Bekjendtskab med Signora. Professoren. Brevet. Misforstod jeg hende?

Da Federigo var til Sengs, sad jeg endnu paa den aabne Altan ud til Pladsen med Vesuv foran mig; den forunderlige Verden, i hvilken jeg syntes at være hendrømt, tillod mig ikke at sove. Efterhaanden blev det mere og mere stille paa Gaden under mig, Lysene slukkedes; det var ogsaa efter Midnat - Mit Øie hvilede paa Bjerget, hvor Ildsøilen hævede sig fra Krateret op mod den blodrøde, brede Skymasse, der med denne syntes en mægtig Pinie af Ild og Flamme; Lavastrømmen var dens Rødder, med hvilke den omsluttede Bjerget. Min Sjæl var greben ved det store Skuespil, Gudsstemmen, som talte fra Vulkanen, som fra den stille, tause Nathimmel. Det var et Øieblik, som vi kunne have dem, hvor saa at sige Sjælen Ansigt til Ansigt skuer sin Gud: jeg begreb hans Almagt, Viisdom og Godhed, han, for hvem Lynet og Hvirvelvinden ere Tjenere, uden hvis Villie ingen Spurv falder til Jorden. Mit eget Liv stod klart for mig, jeg saae en saa forunderlig Ledelse og Styrelse i det Hele; selv hver Ulykke, hver Sorg var Overgangen til noget Bedre. Min Moders ulykkelige Død ved de løbske Heste syntes jo at afskjære mig al bedre Fremtid, i det jeg stod som et fattigt, hjælpeløst Barn; men var det maaskee ikke den egentlige og ædlere Grund, der siden drev Eccellenza til at sørge for min Opdragelse, da han var den uskyldige Aarsag i min Ulykke. Striden mellem Marijucce og Peppo, de frygtelige Øieblikke, jeg tilbragte i hans Huus, dreve mig ud i Verdens Strømmen; men uden at være kommen til gamle Domenica paa den øde Campagne, var maaskee aldrig Eccellenza blevet opmærksom paa mig. Jeg gjennemgik saaledes i Tankerne Scene for Scene af mit Liv, og fandt den høieste Viisdom og Godhed i den hele Kjæde. Kun da jeg kom til det sidste Leed, syntes Alt at slippe. Bekjendtskabet med Annunziata var som en Vaardag, der i et Nu havde aabnet hver Blomsterknop i min Sjæl; ved hende kunde jeg 157 have blevet Alt, hendes Kjærlighed vilde have fuldendt mit Livs Lyksalighed Bernardos Følelse var kun Sandselighed; leed han end øieblikkeligt ved at miste hende, hans Smerte vilde dog være kort, han vilde snart vide at trøste sig; men at Annunziata elskede ham, tilintetgjorde jo Alt for mig. Jeg begreb ikke her Almagtens Viisdom, følte kun Smerte over alle mine tilintetgjorte Drømme. En Zithar klang i det samme under Altanen; jeg saae en Mand med Kappen løst over Skuldrene gribe i Strengene, og Elskovstoner bævede fra dem. Lidt efter aabnede sig Gjenboens Dør ganske sagte, og Manden forsvandt bag ved den. - En lykkelig Elsker, der gik til Kys og Omfavnelse! -Jeg saae paa den stjerneklare Luft, det blanke sortblaae Hav, der skinnede rødt af Lavaen og Eruptionerne. - »Herlige Natur!« udbrød da mit Hjerte, »Du er min Elskerinde! Du trykker mig til dit Hjerte, aabner mig din Himmel, og hver din Luftning kysser mig paa Læbe og Pande! Dig vil jeg synge, din Skjønhed, din hellige Storhed! Gjentage vil jeg for Folket de dybe Melodier, Du synger for min Sjæl. Lad mit Hjerte bløde; Sommerfuglen, der spræller paa Naalen, glimrer jo skjønnest; Floden, i det den som Vandfald styrter fra Fjeldet og knuses i Skum, vorder herligere! det er Sangerens Lod Livet er jo dog kun en kort Drøm. Naar jeg i hiin Verden igjen møder Annunziata, vil hun ogsaa elske mig; alle rene Sjæle elske hinanden; Arm i Arm, flyver de salige Aanders Række mod Gud.«

Saaledes drømte min Tanke, og Mod og Kraft til at optræde som Improvisator, ogsaa en mægtig Lyst dertil, opfyldte mig min hele Sjæl. Kun een Ting laae mig endnu tungt paa Hjertet: hvad vilde Eccellenza og Francesca sige om min Flugt fra Rom, min Optrædelse som Improvisator? De troede mig flittig og stille ved mine Bøger i Rom. - Denne Følelse lod mig ingen Ro, jeg maatte endnu i Nat skrive dem til. Med sønlig Tiltro fortalte jeg Alt, saaledes som det var skeet, hver enkelt Omstændighed, min Kjærlighed til Annunziata, og den eneste Trøst jeg fandt i Naturen og Kunsten; endte med den indstændige Bøn om et Svar, saa mildt som deres Hjerte kunde give mig det; før det kom skulde jeg ikke gjøre et Skridt, ikke træde offentligt frem. - Længer end en Maaned vilde de ikke lade mig vansmægte. - Mine Taarer faldt paa Brevet, idet jeg skrev det, men jeg følte en Lettelse derved, og da det var endt, sov jeg snart fast og roligt, som jeg længe ikke havde gjort det.

Den følgende Dag ordnede Federigo og jeg vore Sager; han flyttede 158 ind i sit nye Logie i een af Sidegaderne, jeg blev i Casa tedesca, hvor jeg kunde see Vesuv og Havet, to Verdensundre, der vare mig fremmede. - Flittigt besøgte jeg museo borbonico, Theatrene og Promenaden, og var alt efter tre Dages Ophold ret vel orienteret i den fremmede By.

Der kom til Federigo og mig en Indbydelse fra Professor Maretti og hans Frue Santa. Øieblikkeligen troede jeg, det var en Feiltagelse; jeg kjendte jo ingen af disse, og Indbydelsen syntes at gjælde mig, jeg skulde medbringe Federigo. Paa mine nøiere Spørgsmaal fik jeg at vide, at Maretti var meget lærd, var Antiquar, og at Signora Santa nyligt var kommet hjem fra et Besøg i Rom; jeg og Federigo havde nok gjort hendes Bekjendtskab paa Reisen. Altsaa vor neapolitanske Signora!

Ud paa Aftenen gik jeg med Federigo derhen. Vi fandt et talrigt Selskab i den oplyste Sal, hvor det glatte Marmor-Gulv gav Reflex af Lysene, mens en mægtig Scaldine med et løst Jerngitter om udbredte en mild Varme.

Signora eller, da vi jo veed hendes Navn, Santa kom os med aabne Arme imøde. Den lyseblaae Silkedragt klædte hende godt; havde hun været lidt mindre fyldig, kunde hun have gjaldt for meget smuk Hun presenterede os for sit Selskab, og bad os at være som hjemme.

»I mit Huus komme kun Venner; De ville snart kjende den hele Forsamling.« Og nu nævnede hun en Mængde Navne og pegede paa Personerne. »Vi sladdre, vi dandse, høre lidt Sang, og Timerne flagre hen!« Hun anviiste os Plads. En ung Dame satte sig til Claveret og sang; det var netop den samme Arie, som Annunziata sang i Dido; men da lød den med anderledes Udtryk, greb Sjælen med mægtigere Kraft. Dog maatte jeg med de Andre tilklappe Sangerinden Bifald, og nu greb hun nogle Accorder og spillede en lystig Dands; tre til fire Herrer toge deres Damer og svævede over det blanke glatte Gulv. Jeg trak mig op til et Vindue, en lille spinkel Mand, med bevægelige Glas Øine, bukkede dybt for mig; jeg havde seet ham som en lille Kobolt idelig hoppe ud og ind af Døren. For at knytte en Samtale, begyndte jeg at tale om Vesuvs Eruptioner, hvor herligt Lavastrømmen tog sig ud. -

»Det er intet min Ven,« svarede han, »intet mod den store Revolution 79, som Plinius beskriver; da fløi Asken lige til Constantinopel. Vi have ogsaa i min Tid gaaet med Paraplyer i Neapel for Asken, men Neapel og Constantinopel, det er en Forskjæl. Den klassiske Tid 159 stod over os i Alt, en Tid man skulde have bedet: serus in coelum redeas!«

Jeg talte om Carolinetheatret, og Manden gik tilbage til ThespisKærren, og gav mig en Afhandling om den tragiske og komiske Maske. Jeg kom til at berøre de kongelige Troppers Mønstring, og han var strax inde i de Gamles Maade at føre Krig paa, kommanderede den hele Phalanx. Det eneste Spørgsmaal han selv gav mig, var, om jeg studerede Kunsthistorie, gav mig af med Antiqviteter; jeg sagde, at det hele Verdens Liv, Alt, laae min Interesse nær, at jeg følte Kald til at være Digter, og Manden klappede i Haanden og declamerede om min Lyra: O decus Phoebi, et dapibus supremi Grata testudo Jovis!

»Har han nu faaet fat paa Dem!« sagde Santa leende, der kom til, »saa er De nok midt inde i Sesostris's Tider! Men vor egen Tidsalder gjør Krav paa Dem, der sidde Damer over, De maa dandse med« »Men jeg dandser ikke, dandsede aldrig!« svarede jeg.

»Men naar nu jeg, Husets Frue, bad Dem, kunde de dog ikke afslaae.«

»Jo, for jeg vilde bære mig saa keitet ad, at vi maaskee begge faldt paa det glatte Gulv.« -

»Et deiligt Syn!« udbrød hun og hoppede over til Federigo, og snart svævede de begge over Gulvet.

»En munter Kone!« sagde Manden og tilføiede: »smuk, ret smuk Hr.Abbate!«

»Meget smuk!« svarede jeg høfligt, og saa vare vi, Himlen maa vide det, inde i de etruriske Vaser. Han tilbød sig at være min Guide i Museo borbonico og udviklede mig nu, hvilke Mestre de havde været, som havde malet disse skjøre Skatte, paa hvilke hver Linie bidrager til Figurernes Skjønhed i Udtryk og Stilling; og det maatte males, medens Leret var vaadt, intet kunde slettes ud igjen, hver Streg, der engang var sat, maatte blive. -

»Er De endnu inde i den Historie?« spurgte Santa, i det hun atter kom til. »Fortsættelsen følger!« raabte hun leende, trak mig bort fra den Lærde og hviskede halvt høit: »Lad Dem dog ikke genere af min 160 Mand! - Munter skal De være,,Lystigheden skal De tage Deel i! jeg vil helbrede Dem! fortælle skal De mig, hvad De har seet, hørt og nydt!«

Jeg fortalte, hvor godt jeg syntes om Neapel, fortalte, hvad der laae mig nærmest, en lille Vandring, jeg denne Eftermiddag havde gjort gjennem Posilipo-Grotten, udenfor hvilken jeg i den tætte Viinskov havde fundet Resterne af en lille Kirke, forvandlet til Bolig for en Familie; de venlige Børn og den smukke Kone, som skjænkede mig Vinen, havde ret bidraget til at gjøre det endnu mere romantisk.

»De har altsaa gjort Bekjendtskaber?« sagde hun leende og hævede Pegefingeren. »Naa, det er jo ikke at blive forlegen over, i Deres Alder lader Hjertet sig ikke nøie med en Fasteprædiken!«

Det var omtrent hvad denne Aften lærte mig om Signora Santa og hendes Ægtemand. Der laae i hendes Maade at udtrykke sig paa en Lethed, en Naturlighed, Neapolitanerinden egen, en Hjertelighed, der forunderligt drog mig til hende. Manden var lærd, og det var jo ingen Feil; i Musæet kunde han være mig den bedste Ledsager. Han var det ogsaa, og Santa, som jeg oftere aflagde Visit, blev mig ved hvert mere underholdende; den Opmærksomhed hun viiste mig, smigrede mig, og hendes Deeltagelse aabnede mit Hjerte og mine Læber. Jeg kjendte saa lidt til Verden, var i Meget et Barn endnu, greb derfor den første Haand, som venligt raktes mig, og gav for Haandtrykket min hele Fortrolighed.

En dag berørte Santa mit Livs vigtigste Moment, Adskillelsen fra Annunziata, og jeg fandt en Trøst, en Lettelse i at udtale mig for den Deeltagende. At hun vidste at udpege store Skyggesider hos Bernardo efter den Skildring, jeg gjorde af ham, var mig et Slags Husvalelse; men at hun ogsaa kunde finde Mangler hos Annunziata, vilde jeg ikke tilgive.

»Hun er for lille for Scenen!« sagde hun, »altfor zart skabt, det maa De dog indrømme mig? Noget Legeme maa der til, saalænge vi ere i denne Verden. Jeg veed nok, hvorledes ogsaa her i Napoli alle unge Herrer vare berusede af hendes Skjønhed. Stemmen var det, den mageløse, deilige Stemme, der rev dem hen i den Aands Verden, i hvilken hendes fine Skikkelse hører hjemme. Var jeg Mandfolk, jeg kunde aldrig blive forelsket i slig en Skabning, jeg maatte jo frygte, hun gik itu ved den første Omfavnelse.«

Hun fik mig til at smile, og det var maaskee ogsaa Hensigten dermed, 161 tænkte jeg. Annunziatas Talent, Forstand og ubesmittede Hjerte lod hun vederfares Ret.

I de sidste Aftener havde jeg, grebet af den nye Naturs Skjønhed om mig og min egen exalterede Tilstand, skrevet nogle smaae Digte: Tasso i Fængsel, Tiggermunken, og endnu et lille lyrisk, sygeligt Udbrud, der saa ganske udaandede min ulykkelige Kjærlighed, den knuste Billedverden, der svømmede i min Sjæl. Jeg begyndte at læse dem for Santa; men midt i det første overvældede mig saa ganske min Følelse, den jeg havde udtalt, at jeg brast i Graad; da trykkede hun mig i Haanden og græd med, ved disse Taarer havde hun bundet mig for evig! - Hendes Huus var mig et Hjem; jeg ordentligt længtes efter de Timer, jeg kunde igjen tale med hende; hendes Lune, de komiske Indfald, hun saa ofte kom med, fik mig tidt til at lee, skjøndt jeg maatte føle, hvor ganske anderledes Annunziatas Vid og Munterhed bevægede sig ædlere, renere; men da ingen Annunziata levede for mig, var jeg Santa taknemmelig og hengiven.

»Har De nylig,« spurgte hun mig en Dag, »seet den smukke Kone ved Posilipo, det romantiske Huus, der er halv en Kirke ?«

»Kun eengang siden!« svarede jeg.

»Hun var meget kjærlig?« spurgte Santa! »Børnene vare da ude som Guider og Manden paa Søen ? Vogt Dem vel, Signore, paa den Side af Napoli ligger Underverdenen!« -Jeg forsikkrede hende oprigtigt, at intet uden den romantiske Egn drog mig gjennem Posilipgrotten.

»Kjære Ven,« sagde hun fortrolig, »jeg kjender de Ting bedre! Deres Hjerte blev opfyldt af Kjærlighed, den første stærke Kjærlighed, for hende, som jeg ikke vil kalde uværdig, men som dog behandlede Dem mindre oprigtigt! - siig mig ikke et Ord derimod - hun opfyldte Deres Sjæl, og De har maattet løsrive dette Billede, opgive hende, som De har forsikkret mig, men derved er der blevet en Tomhed i Deres Sjæl, som trænger til at udfyldes. Før levede De kun i Deres Boger og Drømme, Sangerinden har ført Dem ned til Menneskeverdenen, De er blevet Kjød og Blod med os Andre, og dette fordrer sin Ret. Og hvorfor skulde det ikke? -Jeg bedømmer aldrig et ungt Menneske strængt; desuden, Mænd kunne handle, som de ville!« -

Jeg modsagde hende i dette sidste, men kun om det Øde, der var blevet i min Sjæl efter tabet af Annunziata følte jeg hun havde Ret, men hvad kunde vel udfylde det tabte Billede?

162

»De er ikke et Menneske som Andre! en poetisk Figur er De, og seer De, selv den ideale Annunziata vil have en Mand; derfor kunde hun foretrække Bernardo, der staaer saa dybt under Dem!« - »Men,« vedblev hun, »De faaer mig til at tale saaledes, som jeg som Dame neppe kunde; Deres forunderlige Uskyldighed, og ringe Kjendskab til Verden, faae Andre til at blive ligesaa naiv i Tale, som De er i Tanke!« og nu loe hun høit og klappede mig paa Kinden!

En Aften sad jeg med Federigo, og han blev lystig og fortrolig, fortalte mig om lykkelige Dage i Rom, hvorledes hans Hjerte ogsaa havde banket; Marijucce spillede med i Eventyret

I Maretti's og Santas Huus kom flere unge Mennesker; de dandsede godt, talte fortræffeligt for sig, kjærlige Blikke fik de af Damerne, Agtelse af Mændene; kun kort Tid havde jeg kjendt dem, og de betroede mig Hjerte-Anliggender, som jeg hos Bernardo forskrækkedes over, og som kun min indgroede Kjærlighed til ham lod mig gjerne oversee! -ja, de vare alle forskjellige fra mig. - Skulde virkelig Santa have Ret, skulde jeg være kun en poetisk Figur i denne Verden! At Annunziata elskede Bernardo, var jo Beviis noksom derpaa; mit aandelige Jeg var hende maaskee kjært, men jeg selv kunde ikke vinde hende.-

En Maaned havde jeg alt været i Neapel og endnu intet hørt om hende eller Bernardo; da bragte Posten mig et Brev, med bankende Hjerte greb jeg det, saae paa Segl og Udskrift, hvem det kunde være fra, hvad det vilde bringe, jeg kjendte det borghesiske Vaaben og den gamle Eccellenzas Skrift! - jeg vovede neppe at aabne det. »Evige Guds Moder,« bad jeg, »vær naadig imod mig! Din Villie skee i Alt til det Bedste!« Jeg aabnede Brevet, og læste:

Signore!

»Medens jeg troede, at De benyttede den Leilighed jeg havde aabnet Dem til at lære noget og blive et nyttigt Led af Samfundet, gaaer De ganske andre Veie, forskjellige fra min Hensigt med Dem. - Som den uskyldige Aarsag til Deres Moders Død, har jeg gjort mit for Dem; vi ere qvit! - Træd De op som Improvisator, som Digter, hvad og hvorledes De vil, men giv mig, som det eneste Beviis paa den, Deres noksom omtalte Taknemlighed, aldrig at knytte mit Navn, min Omhu for Dem til Deres Offentlighed; den meget store Tjeneste, De skulde have gjort mig, at lære noget, vilde De ikke, den meget lille, 163 at nævne mig som Velgjører, er mig saa meget imod, at De ikke vil kunne forvolde mig større Ærgrelse!« -

Blodet knugede sig om mit Hjerte, mine Hænder sank mat ned i Skjødet, men græde kunde jeg ikke; det vilde have lettet min Sjæl! »Jesus Maria!« stammede jeg, mit Hoved sank ned mod Bordet; bedøvet, uden Tanke, uden Smerte selv, laae jeg i uforandret Stilling. Jeg havde ikke Ord at bede til Gud og de Hellige, ogsaa de, som Verden, syntes at have forskudt mig. - Da kom Federigo.

»Er du syg Antonio?« spurgte han, og trykkede min Haand. »Man maa ikke saaledes mure sig inde, med sin Sorg! hvem veed, hvor lykkelig du var blevet med Annunziata?-Hvad der er det bedste for os, skeer alle Tider, det har jeg selv meer end eengang lært, om ikke paa den behageligste Vei!« -

Taus rakte jeg ham Brevet, han læste det; imidlertid fik mine Taarer frit Løb, men jeg skammede mig for at lade ham see min Graad og vendte mig bort, men han trykkede mig i sine Arme, og sagde: »græd kun! græd Smerten ud, saa bliver det bedre!« - Da jeg var noget roligere, spurgte han mig, om jeg havde taget nogen Bestemmelse. Da gik en Tanke gjennem min Sjæl, jeg forsonede derved Madonna, til hvis Tjeneste jeg alt som Barn havde, været viet, der fandt jeg Beskjærmelse og min Fremtid afgjort »Det er bedst, jeg bliver Munk!« sagde jeg, »dertil har min Skjæbne modnet mig, for mig er der ikke mere i denne Verden, jeg er jo ogsaa en poetisk Figur, intet Menneske, som I andre! ja, i Kirkens Skjød er ene Fred og Hjem for mig!«

»Vær dog fornuftig Antonio!« sagde Federigo, »lad Eccellenza, lad Verden see, at der er Kraft hos dig, lad Livets Modgang løfte og ikke styrte dig! - Men jeg tænker og haaber, at det kun er i Aften, at du vil være Munk, i Morgen, naar Solen skinner dig klart ind i Hjertet, vil Du ikke være det! - Du er jo Improvisator, Digter, har Aand og Kundskaber, Alt kan blive herligt, fortræffeligt. Imorgen tage vi en Cabriolet, jage ud til Herculanum og Pompeji, bestige Vesuv, der have vi endnu ikke været, adspredes skal du, sættes i Humeur, og naar de mørke Griller er fordeelte, saa tale vi fornuftigt om Fremtiden. Nu gaaer du med paa Toledo, vi muntre os! Livet løber i Gallop, og alle have vi, som Sneglen, vor Byrde paa Ryggen, af Bly eller Legetøi, ligemeget, naar Tyngden er den samme!« Hans Omhu for mig rørte 164 mig, jeg skuede dog en Ven endnu. Stiltiende greb jeg min Hat og fulgte ham. Paa Pladsen udenfor klang Musiken lystigt fra de smaa Fjællebods-Theatre, vi standsede foran eet, mellem den store Klynge Mennesker; hele Kunstner-Familien stod som sædvanligt paa Stilladset, Mand og Kone udpyntede i brogede Klæder, hæse af at skrige; en lille bleg Dreng, med et sørgmodigt Ansigt, stod i sin hvide Pierrotdragt og spillede Violin, medens to smaa Søstre hvirvlede om i en lystig Dands. Det Hele forekom mig saa tragisk. De ulykkelige Væsner! tænkte jeg, uvis, som deres, laae jo ogsaa min Skjæbne! jeg knugede mig fast til Federigo, og kunde ikke dæmpe det Suk, som steeg fra mit Bryst.

»Vær dog rolig og fornuftig! nu spadsere vi lidt, lade Vinden blege de røde Øine, og saa besøge vi Signora Maretti! hun skal lee dig munter, eller græde med dig, til du er træt deraf, hun kan bedre dermed, end jeg!« Saa vandrede vi op og ned af den store Gade og tilsidst til Marettis Huus.

»Endelig kommer De dog en Aften udenfor Regelen!« udbrød Santa venligt, da vi traadte ind.

»Signor Antonio er i sin elegiske Stemning, den maa blandes med Humor, og hvor kunde jeg altsaa bedre føre ham hen, end til Dem! Irnorgen kjøre vi til Herculanum og Pompeji, bestige Vesuv! kunde vi nu være heldige med Eruptioner!«

»Carpe diem!« udbrød Maretti, »jeg kunde have Lyst at gjøre Touren med! dog ikke at bestige Vesuv, men at see, hvorledes det gaaer med Opgravningen i Pompeji Jeg har just faaet derfra nogle Glaszirater af forskjellige Farver, disse har jeg ordnet efter Overgangene og skrevet et opusculum derover. De maae see disse Skatte,« sagde han til Federigo, »give mig nogle smaa Vink med Hensyn til Farverne! og De,« udbrød han nu og klappede mig paa Skulderen, »De skal begynde at være lystig! vi faae os siden et Glas Falerner og synge med Horats:

»Ornatus viridi tempora pampino,
Liber vota bonos ducit ad exitus

Jeg var ene med Santa.

»Har De skrevet noget Nyt?« spurgte hun. »De seer ret ud til at have digtet et af de smukke Stykker, der saa forunderligt tale til Hjertet. Jeg har flere Gange tænkt paa Dem og Deres Tasso, og følt mig 165 ganske veemodig ved Erindring, skjøndt De nok veed, at jeg ikke hører til de grædende Søstre! Vær nu i godt Humeur! see paa mig! siig mig noget smukt! - De veed Intet? Siig da noget om min nye Kjole! seer De, hvorledes den sidder? En Digter maa have Sands for Alt! -Jeg er slank som en Pinie! ordentlig mager! Ikke sandt?«

»Det seer man strax!« svarede jeg.

»Smigrer!« udbrød hun. »Er jeg ikke som sædvanligt? Kjolen hænger ganske løs om mig! Er det nu noget at blive rød over? De er ogsaa et Mandfolk! Vi maae have Dem i Fruentimmer Selskab, faae Dem opdraget lidt! Det kunne vi især med! - Nu sidde de to, min Mand og Federigo, op til Ørene i den velsignede Oldtid, lad os leve for Nutiden, det har man mere Fornøielse af Smage skal De vor ypperlige Falerner-Viin, og det nu, siden kan De gjøre det om igjen med de to andre!«

Jeg afslog det og søgte at knytte en almindelig Samtale om Dagens Begivenheder, men jeg følte kun altforvel, hvor adspredt jeg var. »Jeg er Dem kun til Plage!« sagde jeg, reiste mig op og vilde tage min Hat; »tilgiv mig Signora, jeg er ikke vel og det er det, som gjør mig uselskabelig.«

»De maa ikke forlade mig!« sagde hun og trak mig tilbage paa Stolen, saae mig deeltagende og fuld af Bedrøvelse ind i Øiet, »hvad er der skeet? Hav Fortrolighed til mig! jeg mener Dem det saa ærligt og godt! Lad ikke min Overgivenhed have saaret Dem! Det er nu min Natur! siig mig, hvad der er skeet! Har De faaet Breve! Er Bernardo død?«

»Nei! Gud være lovet!« svarede jeg, »det er andre Ting! ganske andre!« -jeg vilde ikke tale om Eccellenzas Brev, og dog sagde jeg Alt i min Smerte og tillidsfulde Aabenhjertighed, og med Taarer i Øinene bad hun mig da, ikke at være bedrøvet. - »Jeg er stødt ud i Verden,« sagde jeg, »forladt af Alle, Ingen, slet Ingen elsker mig mere!« -

»Jo, Antonio!« udbrød hun! og jeg følte hendes Haand glide over min Pande, og brændende Læber trykte et Kys paa den. »De er elsket! De er smuk, De er god! jeg elsker Dem, elsker Dem, Antonio!« og fuld af Lidenskab slyngede hun sine Arme om mig! hendes Kind hvilte mod min. Mit Blod blev som Flamme, en Zittren gik gjennem mit hele Legeme, det var som mit Aandedrag standsede, aldrig havde jeg følt noget lignende; da raslede det ved Døren, den aabnedes, og Federigo og Manden traadte ind.

166

»Deres Ven har Feber!« sagde hun i sin sædvanlige lette Tone, »han var nærved at forskrække mig, bleg og rød i et Nu, jeg troede han vilde besvime i mine Arme, men nu er det bedre! ikke sandt Antonio?« og nu som om intet var skeet, intet sagt, spøgte hun over mig. Jeg hørte mit eget Hjerte banke, og en Følelse af Skam og Uvillie opstod i min Sjæl jeg vendte mig fra hende, Syndens deilige Datter.

»Qvæ sit hiems Veliæ, quod coelum, Vala Salerni!« sagde Maretti, »hvorledes staaer det til med Hjerte og Hoved Signore? Hvad har han nu gjort »ferus cupido«, som altid hvæsser de blodige Pile paa den gloende Slibesteen?«

Falerner-Vinen satte Perler i Glasset, Santa klinkede med mig, og sagde med et forunderligt Blik: »paa bedre Tider!«

»Paa bedre Tider!« gjentog Federigo, »ja de komme! man maa aldrig forsage!«

Maretti stødte ogsaa Glasset mod vort, i det han nikkede: »paa bedre Tider!« Santa loe høit og klappede mig paa Kinden.

167

III Vandring i Herculanum og Pompeji. Aftenen paa Vesuv.

Næste Morgen kom Federigo at afhente mig. Maretti steeg i Vognen med, friske Luftninger viftede fra Søen, og vi rullede omkring Bugten fra Neapel til Herculanum.

»Hvor Røgen hvirvler fra Vesuv!« sagde Federigo og pegede paa Bjerget. »Vi faae det herligt i Aften!«

»Det hvirvlede anderledes,« sagde Maretti, »det gik som Skyernes Skygge hen over den hele Egn Anno 79 post Christum, da Byerne, vi nu ville gjæste, svandt under Lava og Aske!«

Strax hvor Neapels Forstad slipper, begynde Byerne Sanct Giovanni, Portici og Recina, der saaledes grændse til hinanden, at de kunne betragtes som een By. Vi vare ved Maalet, før jeg tænkte det! foran et Huus i Recina gjorde vi Holdt. Under Gaden her, under den hele By, ligger Herculanum skjult. Lava og Aske dækkede i nogle Timer den hele Stad, man glemte dens Tilværelse, og Byen Recina reiste sig ovenover.

Vi traadte ind i det nærmeste Huus, i Gaarden var en stor, aaben Brønd, en Spiral-Trappe snoede sig ned igjennem den.

»Seer De Signori,« sagde Maretti, »det var post Christum 1720 , at Prindsen af Elboeuf lod denne Brønd grave. Strax da man kom nogle Fod ned, fandtes Statuer, saa blev Gravningen forbudt og, mirabile dictu, i 30 Aar rørte sig ikke en Haand, før Carl af Spanien kom hertil, lod Brønden grave dybere og nu stødte man paa en mægtig Steentrappe, som vi her kunne see!«

Dagen skinnede ned paa en lille Deel af den, det var Bænkene paa Herculanums store Theater. Vor Ledsager tændte et Lys til os hver, og vi stege ned til Brøndens Dyb og stode nu paa Trinene, hvor Tilskuerne for sytten hundrede Aar siden havde, som eet Kjæmpelegem, leet, følt og jublet ved den fremstillede Livsbegivenhed.

En lille lav Dør tæt ved førte os ind i en stor rummelig Gang; vi steg ned til Orchestret, saae der de forskjellige Rum for de enkelte 168 Musici, Paaklædnings-Værelserne og Scenen selv; Storheden af det Hele greb mig. Kun stykkeviis kunde det belyses for os, dog syntes det mig langt større end Sanct Carlo. Tomt, mørkt og øde laae Alt rundt om, en Verden larmede ovenover. Som vi tænke os, at en forsvunden Slægt kan, som Aander træde ind i vor Virken og Leven, syntes jeg her at være traadt ud af min Tidsalder og som et Spøgelse at vandre i den fjerne Old. Jeg længtes ordentligt efter Dagslyset og snart aandede vi igjen dets varme Luftninger.

Vi dreiede til Høire i Recinas Gade, og en udgravet Plads laae foran os, men af en ringe Størrelse; den var Alt, hvad Solen skinnede paa af Herculanum, vi saae en enkelt Gade, Huse med smaa, snevre Værelser, rød- og blaamalede Vægge; lidet kun imod hvad der ventede os i Pompeji.

Recina laae bag ved os, og nu saae vi rundt om en Slette, der syntes et beegsort, fraadende Hav, størknet til Jern-Slak, Bygninger havde alt reist sig her, smaa Viinhaver grønnedes, en Kirke stod halv nedsjunket i dette Dødens Land.

»Denne Ødelæggelse har jeg selv seet!« sagde Maretti, »et Barn var jeg, i Alder imellem ladens og puer, om jeg saa maa sige! aldrig glemmer jeg hiin Dag. Denne sorte Slak, vi nu rulle over, var en glødende Ildstrøm, jeg saae, hvor den væltede fra Bjerget mod Tørre del Greco. Min Fader, beati sunt mortui! plukkede mig selv modne Druer her tætved, hvor nu kun den sorte, steenhaarde Skorpe ligger. Lysene skinnede blaa derinde i Kirken, og Murene herude røde af det stærke Ildskjær. Viinmarkerne skjultes, men Kirken stod som en svømmende Ark paa det glødende Ildhav!«

Som Rankerne snoe sig med tunge Druer fra Træ til Træ og synes een eneste Guirlande, knytter sig om Neapels Bugt By til By;* den hele Vei, paa den nyligt omtalte ødelagte Strækning nær, syntes een Toledogade. De lette Cabrioletter, overlæssede med Mennesker, Ryttere til Hest og til Æsels krydsede hinanden, Caravaner af Reisende, Damer og Herrer, bidroge til Maleriets Liv.

Altid havde jeg tænkt mig Pompeji nede i Jorden, ligesom Herculanum, men saaledes er det slet ikke. Oppe fra Bjerget har det skuet ud over Viinhaverne til det blaa Middelhav. Vi stege ved hvert Skridt, og stode nu foran en gjennembrudt Vold af sortgraa Aske, som enkelte *

169 grønne Hækker og Bomuldsplanter søgte at give et venligere Udseende. Vagthavende Soldater lode sig se, og vi traadte ind i Forstaden til Pompeji.

»De har læst Brevene til Tacitus?« sagde Maretti. »De har læst den yngre Plinius, nu skal De see Commentarer til hans Værk, som Ingen have dem!«

»Gravgaden« heed den lange Gade, hvor vi stod, her var Monument ved Monument, foran to saae man runde, smukke Divaner, med skjønne Udziringer; her havde i hiin Tid Pompeji Døttre og. Sønner hvilet sig paa deres Spadseretoure ud af Byen; fra Gravene skuede de ud over den blomstrende Natur og den levende Færdsel paa Landeveien og i Bugten. Nu saae vi en Række Huse paa begge Sider, alle med Boutikker; som Skeletter med tomme Øienhuler stirrede de paa mig; rundt om viste sig Spor af Jordskjælvet, der tidligere end den store Ødelæggelse rystede Byen. Flere Huse viste, at de stode under Bygning just da Ild og Aske begrov dem for Aarhundreder; ufuldførte Marmor-Carnisser laae paa Jorden og ved Siden Modeller til dem af terra cotta.

Nu først vare vi ved Byens Mure; opad disse gik brede Trappetrin, som paa et Amphitheater; foran os strakte sig en lang, snever Gade, brolagt, som Neapel, med brede Lavafliser, Rester altsaa af en langt tidligere Eruption, end den, som for syttenhundrede Aar siden ødelagde Herculanum og Pompeji Dybe Hjulspor furede sig ned i Stenen, paa Husene læstes endnu Beboernes Navne, indhuggede der, medens de selv levede; enkelte Steder hang endnu Skildte, eet af disse tilkjendegav, at her i Huset forfærdigedes Mosaikarbeider.

Alle Værelser vare smaa, Lysningen faldt ind gjennem Loftet eller af en Aabning over Døren; en fiirkantet Porticus om Gaardsrummet, der sædvanligviis kun var stort nok for det eneste lille Blomsterbed, eller Bassinet, hvorfra Springvandet steg; iøvrigt Gaard og Gulve smykked med skjønne Mosaikbilleder, hvor kunstige Former, Cirkler og Qvadrater overskare hinanden. Væggene broget malede med stærke hvide, blaa og røde Farver; Dandserinder, Genier, lette svævende Skikkelser, rundt om paa den glødende Grund. Alle uendeligt yndige i Colorit og Tegning og med en Friskhed, som vare de malede igaar. Federigo og Maretti vare i dyb Samtale om den forunderlige Composition af Farver, der holdt sig saa utroligt godt, ja før jeg vidste 170 det, vare de midt inde i Bayardis ti Foliobind.* De vare Begge, som tusinde Andre, de glemme det poetiske Virkelige, der ligger for dem, og kaste sig over Kritiken og Afhandlinger derover; Pompeji blev glemt for de lærde Grandskninger. Jeg var ikke saa indviet i disse udenad lærde Mysterier, Virkeligheden om mig var en poetisk Verden, hvori min Sjæl følte sig hjemme, Aarhundreder smeltede her sammen i Aar, aabenbarede sig i Øieblikke, hver Sorg blundede, og min Tanke vandt atter Ro og Begeistring.

Vi stod foran Sallust's Huus.

»Sallust!« sagde Maretti og løftede paa Hatten: »corpus sine animo! Sjælen er borte, men man hilser dog ærbødigt det døde Legeme!«

Et stort Malerie med Diana og Actæon indtog Væggen foran. Arbeiderne udstødte et Frydeskrig og hævede frem for Lyset et prægtigt Marmorbord, hvidt, som Stenen i Carrara, to herlige Sphinxer som Fødder bare det; men hvad der endnu mere greb mig, var de gule Knokler jeg saae, og i Asken et Aftryk af et qvindeligt Bryst, saa uendeligt skjønt.

Vi gik over forum tiljupiters Tempel, Solen skinnede paa de hvide Marmor Søiler, bag ved laae det rygende Vesuv, beegsorte Skyer væltede ud af Krateret, og hvid som Snee laae den tykke Damp over Lavastrømmen, der banede sig Vei ned ad Bjergsiden.

Vi saae Theatrene og satte os paa de trappeformige Bænke. Scenen med sine Colonner, sit murede Bagtæppe med Udgangsporte, Alt stod, som havde man spillet igaar; men ingen Toner vilde mere lyde fra Orchestret, ingen Roscius tale til den jublende Mængde, Alt var dødt, kun Naturens store Scene foran os aandede Liv. De frodiggrønne Viinhaver, den befarne Vei ned til Salerno og i Baggrunden de mørkeblaa Bjerge med skarpe Conturer mod den varme Lufttone, var en Skueplads, paa hvilket Pompeji selv stod som et tragisk Chor, der sang om Døds-Englens Magt. Jeg saa ham jo selv, ham, hvis Vinger ere kulsort Aske og flydende Lava, dem han breder over Byer og Stæder.

Først imod Aften vilde vi bestige Vesuv, da var den glødende Lava og Maanelyset af større Virkning. Fra Recina toge vi Æsler og rede op ad Bjerget. Veien gik mellem Viinhaver og eensomme Gaarde, men snart svandt Vegetationen ind i smaa forkuede Hækker og tørre sivagtige *

171 Stængler. Det blæste koldt og stærkt, ellers var Aftenen uendelig smuk. Solen syntes, i det den sank, en brændende Ild, Himlen straalede som Guld, Havet var et Indigo og Øerne blegblaa Skyer. Det var en Feeverden, jeg skuede. Rundt om Bugten blegnede Neapel meer og meer; langt borte laae Bjergene, bedækkede med Snee, der lyste herligt, som Alpernes Gletscher, mens til Høire, ganske nær ved os, den røde Lava glødede fra Vesuv.

Nu kom vi til en Slette, dækket med den jernsorte Lava, uden Vei eller Sti. Vore Æsler prøvede forsigtigt med Foden, før de traadte fast; saaledes naaede vi kun langsomt en høiere Deel af Bjerget, der, som et Kap, ragede frem i dette døde, forstenede Hav. Gjennem en snever Huulvei, hvor kun sivagtige Stængler skød frem, nærmede vi os Eremittens Hytte. En Skare Soldater sad her om den antændte Ild og drak af Foglietten med lacrymae Christi De tjente den Fremmede til Eskorte mod Røverne fra Bjergene. Fakler bleve tændte, Vinden greb i Flammen, som vilde den slukke og henveire hver Funke. Ved det bevægelige usikkre Skjær reed vi nu i den mørke Aften henad den snevre Fjeldsti over løse Lavastykker, tæt ved de dybe Skrænter; endelig hævede sig foran os, som et Bjerg, den kulsorte Asketop, vi skulde opad, længer kunde vore Æsler ikke stige, de blev tilbage hos Drengene, der havde drevet dem. Føreren gik først med Faklen, vi andre bag efter, men i en skraa Linie, thi det gik steilt opad i den bløde Aske, hvor vi sank i til Knæene; bag ved hinanden kunde vi ikke gaae, thi store løse Stene og Lavablokke laae i Asken og rullede ned, naar vi traadte paa dem; ved hvert andet Skridt giede vi eet tilbage, hvert Øieblik faldt vi i den sorte Aske, det var som om vi havde en Blyvægt ved Fødderne. - »Courage!« raabte Føreren foran, »snart er vi deroppe,« men bestandigt syntes Bjergtoppen at staae med samme Høide foran os. Forventning og Lyst bevingede mig, en Time var forløben og vi naaede op, jeg var den første.

En stor Flade med mægtige Lavastykker, kastede mellem hverandre, udbredte sig her for Øiet; midt paa stod endnu en Askehøi: det var Keglen med det dybe Krater; som en Ildfrugt hang Maanen lige over, saa høit var den steget, først nu kunde vi for Bjerget see den, men kun i et Nu; i det næste hvirvlede med Tankens Hurtighed en kulsort Røg ud af Krateret, det blev mørkt Nat rundt om, den dybe Torden rullede inde i Bjerget, det bævede under vore Fødder, vi maatte holde fast ved hinanden, for ei at falde, og nu lød et Skrald, 172 som hundrede Kanoner kun svagt kunne efterligne, Røgen skiltes ad og en Ildsøile stod sikkert en Miglie op i den blaa Luft; gloende Stene fløi som Blod-Rubiner i den hvide Ild, jeg saae dem som Raketter falde ned over os, men de sank i lige Linie i Krateret eller rullede glødende ned af Askehøien. »Evige Gud!« stammede mit Hjerte, og jeg vovede neppe at aande. -

»Vesuv er i Søndags Humeur!« sagde Føreren! og vinkede os længere frem. Jeg troede, Vandringen havde Ende, men Føreren pegede frem over Sletten, hvor den hele Horizont var en skinnende Ild, kjæmpestore Skikkelser bevægede sig som sorte Skyggebilleder mod den stærke Ildgrund; det var Reisende, der stode mellem os og den nedadstrømmende Lava; vi var for at undgaae denne gaaet Bjerget om, og besteeg det fra den østlige, modsatte Side; i dets urolige Tilstand kunde vi ikke nærme os selve Krateret, men vel Stedet, hvor Lavastrømmene, som Kildevæld, strømmede ud af Bjerg-Siden; vi lode derfor Krateret blive paa venstre Haand, gik frem over Bjergsletten, og kravlede over de store Lavablokke; der var ei Vei eller Sti. Det blege Maanelys, det røde Fakkelskjær paa den ujevne Grund gjorde, at hver Skygge, hver Spalte syntes en Afgrund, da vi kun saae det dybe Mørke; atter lød den mægtige Torden under os, Alt blev Nat og en ny Eruption lyste for os. Kun langsomt, gribende for os med Hænderne, gik og klattrede vi mod Maalet, men snart følte vi, at Alt var varmt, hvad vi rørte ved, mellem Lavastykkerne dampede det hedt, som ved en Ovn. Nu laae en jevnere Slette foran os: en Lavastrøm, der kun var tvende Døgn gammel, dens øverste Skorpe var alt sort og fast af Luftens Indvirkning, men neppe en halv Alen tyk, under den stod Favne dyb den glødende Lava; fast som lisskorpen paa en Indsøe, laae her den størknede Hinde over et Ildhav. Der skulde vi over, paa den anden Side laae atter de ujevne Blokke, hvorpaa Fremmede stode og skuede ned over den nye Lavastrøm, man først der fik at see. - Een for een gik vi med Føreren foran, ud paa Skorpen, det varmede gjennem Saallerne! rundt om havde Heden sprængt store Revner i den, og vi saae under os den røde Ild; var Skorpen bristet, vare vi styrtede ned i et Ildhav. Prøvende satte vi Foden til og traadte dog fast, for hurtigt at komme et Skridt videre, thi det brændte os Fødderne, og som Jernet, der begynder at afkjøles og vorder sort, men ved Berøreisen øieblikkeligt faaer sit Ildskjær igjen, viste sig her samme Virkning: paa Sneen bliver sorte Spor, her ulmede røde. Ingen

        

173 af os talte et Ord, saa rædselsfuldt havde ikke Tanken forestillet sig det. En Engellænder vendte med sin Fører tilbage, han kom mig forbi paa den samme 0-Skorpe, hvor Revnerne vare rundt om.

»Ere her Engellændere imellem?« spurgte han! - »Italienere og en Dansk,« svarede jeg! »a Diavolo!« - det var alt, hvad der blev talt. Vi vare nu ved de store Blokke, paa hvilke flere Fremmede stode, jeg steg op og foran mig, ned af Bjergsiden, gled langsomt den friske Lavastrøm, det var som en rød glødende Ild-Dynd, som det smeltede Metal, der strømmer fra Ovnen; stor, bred og i en uhyre Strækning under os udbredte den sig; intet Ord, intet Billede kan give det i sin Storhed og Rædsel. Luftstrømmen selv syntes Ild og Svovl, en tyk Damp svævede hen over det, rød af det stærke Skjær, men rundt om var Nat, det tordnede i Dybet og over os steg Ildsøilen med gloende Stene; aldrig har jeg følt mig min Gud saa nær. Hans Almagt og Storhed fyldte min Sjæl! det var som Ilden rundt om udbrændte hver Sygelighed hos den, jeg følte Kraft og Mod, min udødelige Sjæl løftede sin Vinge: »Mægtige Gud, Din Apostel vil jeg være! i Verdens-Stormen vil jeg synge Dit Navn, Din Kraft og Herlighed, den lyde stærkere, end Munkens i hans eensomme Celle! Digter er jeg! forleen mig Kraft, bevar min Sjæl reen, som Din og Naturens Præst bør eie den!« Mine Hænder foldede jeg til Bøn, og mellem Ild og Skyer knælede min Tanke for ham, hvis Under og Storhed talte til min Sjæl.

Vi traadte ned, og neppe mere end nogle Skridt fra Stedet, hvor vi stode, saae vi Lavastykket, med Bragen synke gjennem den brudte Skorpe, og en Sky af Gnister hvirvle høit i Veiret, men jeg bævede ikke, jeg følte min Gud var mig nær, det var et Livs Øieblik for mig, hvori Sjælen skuede ind i sin Udødeligheds Lykke, hvor der ei er Frygt, eller Smerte, thi den kjender sig og sin Gud. Rundt om os spruddede Gnister fra smaa Kratere, og fra det større fulgte hvert Minut nye Eruptioner; det susede i Luften, som naar Fuglenes Skare med eet flyver op fra en Skov. Federigo var henrykt som jeg, og Nedfarten af Bjergsiden i den bløde Aske svarede til vort bevægede Gemyt; vi fløi, det var et Fald gjennem Luften, vi gled, løb, sank; Asken laae blød, som nyfalden Snee paa Bjergene; kun ti Minuter brugte vi ned, hvad vi havde brugt en Time til opad. Vinden havde lagt sig, vore Æsler ventede os dernede, og i Eremithytten sad vor Lærde, som ikke vilde gjøre den trættende Vandring opad Jeg følte mig som oplivet paa ny, mit Blik vendte sig ideligt tilbage; Lavaen laae som 174 kolossale, nedfaldne Stjerner, Maanen lyste som Dag, vi kjørte langs Havbugten, saae Maanens og Lavaens Reflexer i to lange Straaler, en rød og blaa, bæve hen over Vandspeilet. Jeg følte en Kraft i min Sjæl, en Klarhed i mine Begreber, ja, tør jeg sammenligne et Mindre med et Større, da har jeg det Beslægtede med Boccacio at Indtrykket af eet Sted, dets øieblikkelige Indskydelse, var afgjørende for Aandens hele Virken: Virgils Grav saae hans Taarer, Verden hans Digterværd, mig havde Vulkanens Storhed og Rædsel afrystet Mismod og Tvivl, derfor staaer denne Dags og Aftens Beskuen saa levende i min Sjæl, derfor har jeg dvælet ved dens Skildren, givet hvad den afprægede i mit Bryst, og som jeg siden maatte udtale.

Vor Lærde indbød os at følge sig hjem; øieblikkelig havde jeg en Forlegenheds Følelse, en sælsom Angest ved, efter det sidste Optrin mellem Santa og mig, at see hende igjen, men den større, vigtigere Beslutning i min Sjæl tilintetgjorde snart denne mindre. Hun tog mig venligt i Haanden, skjænkede i vore Glas, var naturlig og munter, saa jeg tilsidst bebreidede mig selv min strænge Dom over hende; hos mig, følte jeg, laae den besmittede Tanke; hendes Medfølelse og Deeltagelse, der synlig stærkt havde udtalt sig, havde jeg betragtet som sandselig Lidenskab, ved Venlighed og Spøg, som min Stemning nu gjorde naturlig hos mig, søgte jeg at gjøre min sælsomme Opførsel, Dagen forud, god igjen, hun syntes at forstaae mig og i hendes Blik læste jeg Søsterens inderlige Deeltagelse og Kjærlighed.

De havde endnu aldrig hørt mig improvisere, de fik mig dertil, jeg besang vor Vandring til Vesuv, og Klap og Begeistring hilsede mig. Hvad Annunziatas tause Blik havde sagt, strømmede i Veltalenhed fra Santas Læber, og hun blev dobbelt smuk ved sin Tale, Øiet brændte med Tankeblik ind i min Sjæl.

175

IV Et uventet Møde. Min Optrædelse paa San Carlo.

Det var afgjort, jeg vilde optræde som Improvisator. Dag for Dag følte jeg mere Mod dertil; i Marettis Huus og i enkelte Familier, hvis Bekjendtskab jeg der havde gjort, bidrog jeg ved mit Talent til Selskabets Underholdning, og høstede den største Lov og Opmuntring. Det var en Vederqvægelse for min syge Sjæl jeg følte en Lyksalighed derved, en Taknemlighed mod Forsynet, og ingen, der kunde læse min Tanke, vilde have kaldt den Ild Forfængelighed, som brændte i mit Øie, det var ubesmittet Glæde! jeg havde ordentligt en Slags Angest ved den Lov man tildeelte mig, jeg frygtede at være den uværdig, eller ikke altid at kunne bevare den; jeg følte dybt og vover at sige det, skjøndt det gjælder mig selv saa meget: Roes og Opmuntring er den bedste Skole for en ædel Sjæl, hvorimod Strænghed og ubillig Dadel enten forkuer den eller vækker Trods og Overmod; jeg har lært det af egen Erfaring. Maretti viste mig megen Opmærksomhed, gik med Hensyn til mig meget udenfor sin sædvanlige Interesse, førte mig til Personer, der kunde være mig til Gavn at kjende, paa den Bane, jeg havde valgt mig, Santa selv var uendelig mild og elskværdig mod mig, og dog var det, som noget holdt mig borte fra hende ; altid kom jeg med Federigo, eller naar jeg vidste, at Selskabet nu kunde være samlet, jeg frygtede for, at det sidste Optrin skulde fornyes igjen, dog dvælede mit Øie paa hende, naar hun ikke blev det vaer, og jeg maatte finde hende smuk. Det gik mig, som det ofte gaaer i Verden, man bliver drillet, det bliver fortalt, at man elsker En, man aldrig tænkte paa eller aldrig lagde stort Mærke til, men nu kommer Lysten til at see, hvad der kan være hos hende, hvorfor just hun skulde være blevet vort Valg. Man faaer Nysgjærrighed, denne bliver Interesse, og Interessen har man Exempler paa bliver Kjærlighed. Hos mig gik det kun til Opmærksomheden, en Slags sandselig Beskuen, jeg aldrig før havde kjendt, men just herved opstod en Hjertebanken, en Angest, der gjorde mig undseelig og holdt mig i Afstand fra hende.

176

To Maaneder havde jeg alt været i Neapel, den første Søndag, som kom, var ansat til min Optræden paa det store Theater San Carlo; man gav Operaen Barberen i Sevilla, og efter denne vilde jeg paa opgivne Themaer improvisere; jeg kaldte mig Cenci, mit Familienavn havde jeg ikke Dristighed til at hæfte paa Affichen. En forunderlig Længsel efter den afgjørende Dag, der skulde grundfæste min Hæder, opfyldte min Sjæl, men ofte kom der ogsaa en Ængstelse, en Feber-Skræk i mit hele Blod Federigo trøstede mig, sagde, det kom af Luften, han og næsten Alle følte noget Lignende, det var af Vesuv, hvis Eruptioner tiltoge saa stærkt, Lavastrømmen var alt nedenfor Bjerget og tog Retning mod Torredel-Annunziata; vi kunde om Aftenen høre Detonationerne i Bjerget, Luften var opfyldt med Aske, der laae tætte Lag paa Træer og Blomster, Bjergets Top stod indhyllet i sorte tordensvangre Skyer, ved hver Eruption spillede de hvidblaa Lynstraaler i Zikzak ud fra den. Santa var ikke heller vel, »det er Feber,« sagde hun, og hendes Øie brændte, hun saae bleg ud og yttrede hæftig Bedrøvelse derover, da hun vilde og maatte i San Carlo, den Aften jeg optraadte; »ja!« sagde hun, »skal jeg endogsaa have tregange stærkere Feber Dagen efter, jeg bliver dog ikke borte, Livet bør man vove for sine Venner, selv om det ikke bliver paaskjønnet!« - Jeg tumlede mig snart paa Promenaden, i Caffeerne, i de forskjellige Theatre, andre Øieblikke drev mit bevægede Sind mig ind i Kirkerne for Madonnas Fod, jeg skriftede hver Syndens Tanke og bad om Mod og Kraft, til at følge den mægtige Drift i min Sjæl. - »Bella ragazza!« hvidskede Fristeren mig i Øret, og mine Kinder brændte, i det jeg løsrev mig; min Aand og mit Blod brødes om Herredømmet, jeg følte en Overgangs Periode i hele mit egentlige Jeg; Søndagaften ansaae jeg for Kulminationspunktet. »Vi maae engang paa det store Spillehuus!« havde Federigo flere Gange sagt: »En Digter maa kjende Alt!« vi havde ikke været der, og jeg følte et Slags Tilbageholdenhed for ene at gaae derhen. Bernardo havde dog nogen Ret i sin Yttring engang for mig, at min Opdragelse hos den gode Domenica og Jesuiterskolens Klostertugt havde gydt lidt Gjedemelk i mit Blod, Feighed havde han endogsaa fornærmende kaldt det! - Mere Bestemthed trængte jeg til; Verden maatte jeg mere leve med i, vilde jeg skildre den. Disse Tanker bevægede sig ret levende i min Sjæl, da jeg noget sildig ud paa Aftenen gik forbi Neapels bekjendte Spillehuus. »Jeg gaaer derop, just fordi jeg føler Mangel paa Mod dertil!« sagde jeg ved 177 mig selv; »jeg behøver jo ikke at spille! Federigo og mine andre Venner ville sige, det var fornuftigt gjort af mig!« Hvor svag man dog kan være! mit Hjerte bankede, som jeg begik en Synd, mens min Fornuft sagde, at der jo slet Intet var i det Hele. Sveitsere stode i Porten, Trappen var prægtigt oplyst, i Forsalen stode en Mængde Tjenere, som toge mod min Hat og Stok og aabnede Døren for mig, hvor jeg saae en Række af rigt oplyste Værelser. Der var stort Selskab, Herrer og Damer, jeg vilde ikke synes forlegen, gik rask frem i den første Sal, og ingen toge heller Notits af mig. Rundt om sad de ved store Spilleborde, Dynger af Colonati og Louisdorer laae foran. En gammelagtig Dame, sikkert engang meget smuk, sad med sminkede Kinder, rigtklædt og med et sælsomt Falkeblik paa Gulddyngen, den magre Haand knugede sig fast om Kortene. Nogle unge, meget smukke Piger stode i fortrolig Samtale med flere Herrer. Alle Syndens skjønne Døttre, selv den Gamle med Falkeblikket, havde engang vundet Hjerter, som hun nu kun vandt paa denne Farve. I et af de mindre Værelser stod et Bord med røde og grønne Ruder paa, jeg saae man satte en Colonati, eller flere, paa een af disse Farver, Kuglerne rullede og naar de laae paa den valgte Farve, var den dobbelte Indsats vundet, det gik som mit Pulseslag, Guld og Sølv spillede over Bordet; da greb ogsaa jeg i Lommen, kastede en Colonati paa Bordet, den faldt paa den røde Farve, Manden som stod foran, saae paa mig med et spørgende Blik, om den skulde blive liggende, jeg nikkede uvilkaarlig, Kuglen rullede og fordoblet var min Eiendom. Jeg blev ordentligt forlegen derover, den blev liggende og Kuglerne rullede atter og atter. Jeg havde Lykke i Spil, mit Blod kom i Bevægelse, det var jo kun mine Lykkepenge, jeg vovede; snart laae en Bunke af Sølv foran mig og Louisdorer spillede som Modvægt; jeg slugte et Glas Viin, thi min Gane brændte. Den hele Sølv og Guld-Masse voxte meer og meer, da jeg ikke deelte den. Kuglerne rullede atter, og koldblodig strøg Spilleren hele den glimrende Hob til sig; min smukke Guld-Drøm var forbi, men jeg var ogsaa vaagnet, spillede ikke mere, havde kun tabt den indsatte Colonati, det trøstede jeg mig med og gik ind i den næste Sal. Mellem de unge Damer, tiltrak een sig min Opmærksomhed, ved en forunderlig Lighed med Annunziata, kun var hun større og fyldigere; mit Blik hvilede uforandret paa hende, hun bemærkede det og traadte hen til mig, spurgte, om vi skulde gjøre Partie, og pegede paa et af de mindre Spilleborde, men 178 jeg undskyldte mig og gik tilbage i det forrige Værelse; hun fulgte mig med Øiet I det inderste Værelse spillede en Deel unge Herrer Billard; de havde lagt Kjortlen, skjøndt Damer spillede med, jeg huskede ikke paa, hvilken Frihed der var tilladt i dette Selskab. Foran Døren, men med Ryggen mod mig, stod en ung Mand af en smuk Figur; han stillede Queuen mod Ballen og gjorde et mesterligt Stød, hvorfor man tilklappede ham Bifald, selv Damen, der havde vakt min Opmærksomhed, nikkede venligt og syntes at sige noget morsomt; han vendte sig om og trykkede hende et Kys paa Kinden, hun slog ham spøgende over Skulderen, men mit Hjerte bævede, - han var jo Bernardo.

Jeg havde ikke Mod til at træde nærmere, dog maatte jeg faae fuldkommen Vished. Jeg gik langs Væggen hen til en aaben Dør ind i en stor, halvdunkel Sal, for derfra, uden selv at sees, nøiere at betragte ham. I Salen var et Tusmørke, røde og hvide Glaslamper kastede en svag Lysning, en kunstig Have var anlagt herinde, Løvhytter opreiste, men med malede Blikblade, Trækar med Orangetræer smukt opstillede derimellem; udstoppede Papagøier med brogede Fjer vippede paa Grenene, medens et Positiv i dæmpede Toner spillede yndige, lette Melodier der gik til Hjertet. En mild Kjøling viftede gjennem de aabne Døre fra Arcaden. Et flygtigt Blik havde jeg kastet over det Hele, da Bernardo hoppede hen imod mig, jeg trak mig mekanisk ind i Løvhytten tæt ved, han saae derind, hvor jeg stod, nikkede leende, som om han havde seet en Bekjendt, og hoppede ind i den nærmeste Løvhytte, kastede sig der paa Divanen og nynnede halvt høit en Melodie. Tusinde Følelser bevægede mit Bryst, han her? Jeg ham saa nær? jeg følte en Zittren i mit hele Legeme, og maatte sætte mig. De duftende Blomster, den halvdæmpede Musik, Tusmørket, selv den elastiske bløde Divan, Alt bevirkede et Slags Drømmeverden, og kun i den kunde jeg troe at møde Bernardo. Som jeg sad, hoppede den unge Dame, jeg havde lagt Mærke til, ind af Døren, hun stod alt i Løvhytten, hvor jeg laae, der gik Ild og Skræk gjennem mit Blod; da sang Bernardo høit, hun kjendte Stemmen og var hos ham, jeg hørte et Kys, - det brændte mig i Sjælen. -

Ham, den troløse letsindige Bernardo, havde Annunziata foretrukket for mig! allerede saa kort efter sin Kjærligheds Lykke kunde han glemme hende, vanhellige sine Læber paa et Skjønheds-Billed, formet af Dynd! Jeg styrtede ud af Værelset, ud af Huset, mit Hjerte 179 bankede af Vrede og Smerte, først mod Morgenstunden fik jeg Hvile.

Det var Aftenen, som nu kom, jeg skulde træde frem, paa San Carlo Theatret; Tanken derom, Eventyret igaar satte min hele Sjæl i Bevægelse. Inderligere har mit Hjerte aldrig bedt til Madonna og de Hellige, jeg gik til Kirken, lod Præsten give mig det hellige Brød, Frelserens blodige Legeme, bad det styrke og rense mig, og jeg følte dets underfulde Kraft; kun een Tanke greb endnu forstyrrende ind i den Rolighed som var mig nødvendig, om Annunziata var her, om Bernardo var fulgt efter hende. Federigo bragte mig Vished, hun var her ikke, derimod havde Bernardo alt været her fire Dage, efter hvad Listerne over de Ankomne berettede. Santa, vidste jeg, havde Feber, men vilde dog i Theatret. Placaterne vare opslagne, Federigo fortalte Historier og Vesuv kastede Ild og Aske stærkere end sædvanligt, Alt var i Virksomhed.

Operaen var begyndt, da Karethen om Aftenen hentede mig til Theatret Havde Pareen siddet ved min Side, med Saxen hævet mod min Livstraad, jeg troer jeg havde raabt: klip til! - Gud, led Alt til det Bedste! var min Bøn og Tanke.

I Foyeen fandt jeg en Mængde af Scenens Kunstnere og nogle skjønne Aander, selv en Improvisator, Professoren i det franske Sprog, Santini;jeg var af Maretti gjort bekjendt med ham. Conversationen var let, de spøgte og loe; de Syngende i »Barberen« kom og gik, som var det fra en Selskabsdands, Scenen var deres vante Hjem.

»Vi skal give Dem et Thema,« sagde Santini, »o, en haard Nød at knække! men det gaaer nok! jeg husker, hvorledes jeg bævede, da jeg første Gang skulde frem, men det gik, jeg havde mine Fif, smaa uskyldige Kunstgreb, som Fornuften byder! At kunne udenad visse smaa Stykker om Kjærlighed, om Oldtid, Italiens Skjønhed, Poesie og Kunst, som man veed at anbringe, desuden et Par staaende Digte, det maa man forstaae!«

Jeg forsikkrede, at jeg aldeles ikke var forberedt paa Sligt.

»Ja, det siger man!« sagde han leende, »men godt, godt! De er en fornuftig ung Mand, det gaaer Dem glimrende.«

Stykket endte, jeg stod alene paa den tomme Scene. »Skafottet er reist!« sagde Regisseuren leende og gav Tegnet til Maskinmesteren. Teppet rullede op.

Jeg saae kun en sort Afgrund, kunde kun skjelne de forreste Hoveder 180 ved Orchestret, og de første Loger i den fem Etages høie Bygning; en tyk, varm Luft bølgede mig imøde. Jeg følte en Fatning, der undrede mig selv; vel var min Sjæl i Bevægelse, men den var, som den maatte være, for bøielig og let at undfange hver Tanke, som Luften er klarest, naar i Vinteren en skarp Kulde gaaer gjennem den, saaledes følte jeg Spænding og Klarhed paa eengang. Alle mine aandelige Evner vare vakte, som de her skulde og maatte!

Enhver kunde paa en Seddel opgive mig en Gjenstand, jeg skulde improvisere over, en Politi-Seeretair eftersaae den først, om intet lovstridigt blev opgivet, derpaa kunde jeg vælge; paa den første læstes: il cavalier servente, et Slags Forretning jeg aldrig ret havde tænkt overjeg vidste nok, Cicisbeo, som man ogsaa kalder denne, var Nutidens Ridder, der, nu han ikke længer kan træde i Skranke for sin Dame, er hendes tro Ledsager, som træder i Ægtemagens Sted. Jeg erindrede den bekjendte Sonet: Femina di costume di maniere*; men øieblikkelig vilde ingen Tanke opstaae hos mig; jeg aabnede med stor Forventning det andet Papir; der stod »Capri«, ogsaa det satte mig i Forlegenhed, jeg havde aldrig været paa Øen, kun seet dens smukke Bjergformation fra Neapel. Hvad jeg ikke kjendte, kunde jeg heller ikke besynge, saa maatte jeg heller holde mig til il cavalier servente Jeg aabnede den tredie Seddel: Neapels Katakomber stod der, heller ikke her havde jeg været, men ved Ordet Katakombe laae et Livs-Moment for mig, min Barndoms Vandring med Federigo og vort Eventyr stod levende for min Sjæl jeg greb nogle Accorder, Versene kom afsig selv, jeg fortalte, hvad jeg havde følt og oplevet, kun at det var Neapels og ikke Roms Katakomber, jeg greb anden Gang Lykketraaden, et gjentaget stormende Bifald hilste mig, det strømmede mig som Champagne gjennem Blodet. Man opgav mig nu »Fata morgana«, heller ikke dette skjønne Luftsyn, som Neapel og Sicilien eier, havde jeg seet, men jeg kjendte godt den skjønne Fee, Phantasien, som byggede *

181 i disse glimrende Slotte; min egen Drømmeverden kunde jeg skildre, i den svævede ogsaa hendes Hauger og Slotte; i mit Hjerte boede jo Livets skjønneste Fata morgana.

Hurtigt overtænkte jeg mit Stof, en lille Fortælling dannede sig deraf, og nye Ideer fødtes ideligt under Sangen. -Jeg begyndte med en Skildring af den forladte Kirke ved Posilipo, uden just at sige dette Navn, det romantiske Hjem havde tiltalt mig og jeg gav et Billede af Kirken, der nu var blevet Fiskerens Huus; en lille Dreng laae i Sengen under Vinduet hvor Sanct Georgs Billede var brændt i Ruden; i den stille maaneklare Nat kom en deilig lille Pige til ham; hun var saa smuk, saa let som Luften og havde deilige brogede Vinger paa Skuldrene, de legede sammen og hun førte ham udenfor i den grønne Viinskov, viste ham tusinde Herligheder, han aldrig før havde seet; de gik ind i Bjerget, som aabnede sig med store glimrende Kirker, fulde af Billeder og Altare; de seilede paa det deilige blaa Hav over til det rygende Vesuv, og Bjerget var som af Glas; de saae, hvor Ilden kogte og brusede derinde; de besøgte under Jorden, de gamle Byer, han havde hørt fortælle om, og alle Folkene levede, han saae deres Rigdom og Pragt, større selv, end vi havde dem i Resterne. -Hun løste sine Vinger, bandt dem paa hans Skuldre, selv var hun let som Luften, hun behøvede dem ikke, saa fløi de over Orangerne, over Bjergene, de frodige grønne Sumpe til det gamle Rom, paa den døde Campagne; fløi over det deilige blaa Hav, langt forbi Capri, hvilte paa de røde skinnende Skyer, og den lille Pige kyssede ham, kaldte sig Phantasien, viste ham sin Moders deilige Borg, bygget af Luft og Straaler, og de legede der, saa lykkelige og glade; men alt som Drengen voxte, kom den lille Pige sjeldnere, kun i Maaneskin tittede hun mellem det brogede Viinløv og Orangerne, nikkede til ham og han blev bedrøvet og længselsfuld Sin Fader maatte han hjælpe paa Søen, lære at støde Aaren fra sig, rebe Seilene og styre Baaden i Storm; men alt som han voxte, voxte ogsaa Tanken fastere til den kjære Legesøster, der aldrig mere kom. Tidt i den maaneklare Nat, naar han var paa den blikstille Sø, lod han Aaren hvile; gjennem det dybe klare Vand, saae han Bunden med Sand og Væxter; Phantasien tittede da med sit mørke, deilige Øie op til ham, syntes at vinke og kalde ham derned. En Morgen flokkedes Fiskerne ved Strandbredden; i den opgaaende Sols Straaler svømmede, tæt ved Capri, en ny, underdeilig Ø, bygget af Regnbuens Farver, og med skinnende 182 Taarne, Stjerner og klare purpurfarvede Skyer. »Fata morgana!« raabte de alle, og jublede glade ved det deilige Syn, men den unge Fisker kjendte det godt, der havde han leget, der havde han bygget med den deilige Phantasie, sælsom Veemod og Længsel greb hans Sjæl, men gjennem Taarer blegnede og forsvandt det hele kjendte Billede. - I Dage og Uger ventede han at see det igjen. I den maaneklare Aften steg atter Slottet og Øen, bygget af Straaler og Duft; fra Forbjerget, hvor Fiskerne stode, saae de en Baad med Pilens Fart skyde hen mod det sælsomme svømmende Land og forsvinde, og pludseligt slukkedes den hele Straalebygning, der steg en kulsort Sky over Søen, en Skypompe bevægede sig hen over den rolige Flade, der nu hævede mørkegrønne Bølger. Da den svandt, var atter Søen rolig, Maanen skinnede paa det blaa Vand, men man saae ingen Baad, den unge Fisker var forsvundet, forsvundet med det skjønne »Fata morgana

Samme Bifald, som før, hilste mig atter, mit Mod og min Begeistring steg; i ethvert opgivet Navn fandt jeg Erindringer af mit eget Liv, som jeg kun behøvede at udtale. - Jeg skulde improvisere om Tasso, det var mig selv, Leonore var Annunziata, vi saae hinanden ved Ferraras Hof, jeg led med ham i Fængselet, aandede atter Frihed med Døden i Hjertet, i det jeg skuede fra Sorrent over det bølgende Hav til Neapel, sad med ham under Egen ved St. Onophrii Kloster, Capitoliets Klokke ringede til hans Kroningsfest, men Døds-Englen kom, rakte først sin Krone: Udødelighedens! -

Mit Hjerte bankede hæftigt, jeg var angrebet derved, revet med i Tankernes Flugt; endnu et Digt gav jeg, det var det sidste: Sapphos Død, Skinsygens Qval følte jeg selv ved Erindringen om Bernardo, Annunziatas Kys paa hans Pande brændte i min Sjæl; Sapphos Skjønhed var Annunziatas, men hendes Elskovs Smerte var min. Bølgerne lukkede sig over Sappho.

Mit Digt havde rørt til Taarer, et mægtigt Bifald lød fra alle Sider, og efter Teppets Fald blev jeg to Gange fremkaldt. En Lyksalighed, en navnløs Glæde gjennemstrømmede mig, men knugede tillige mit Hjerte, som skulde det briste; da jeg kom ud af Scenen, og man omfavnede og lykønskede mig, brast jeg i Graad, en hæftig Krampe Graad.

Med Santini, Federigo og nogle af Sangerne holdtes der en lystig Aften, min Skaal blev drukket, jeg var lykkelig, men min Læbe som bundet.

183

»Han er en Perle!« sagde Federigo om mig i sin Lystighed, »hans eneste Feil er, at han ogsaa er en Joseph den Anden, hvad vi Danske for Tydelighedens Skyld vilde kalde en Joseph Jakobsen! nyd Livet, Antonio! pluk Roserne, før de forgaae!«

Sildigt kom jeg hjem, og med Bøn og Tak til Madonna og Jesus Christus, der ikke havde forladt mig, sov jeg snart dybt og fast.

184

V Santa. Eruptionen. Gamle Forhold

Næste Morgen var jeg for Federigo et nyfødt Menneske, jeg kunde udtale min Glæde, det kunde jeg ei Aftenen forud, Livet rundt om tiltalte mig mere, jeg følte mig ældre, syntes at være mere modnet ved den Opmuntrings Dug, der var faldet paa mit Livstræ. Santa maatte jeg aflægge en Visit, hun havde jo iaftes hørt mig, jeg længtes efter ogsaa her at inddrikke hendes Roes, som ikke vilde mangle. Maretti tog henrykt imod mig, men Santa havde den hele Nat, efter at hun kom fra Theatret, lidt stærkt af Feber; i dette Øieblik sov hun, og Søvnen vilde styrke, jeg maatte love at komme igjen efter Middag; denne tilbragte jeg med Federigo og mine nye Venner, Skaal blev drukket paa Skaal, den hvide Lacrymæ Christi og Calabreser-Vinen vexlede, jeg vilde ikke drikke mere, mit Blod brændte, Champagnen skulde kjøle. Muntre og glade skiltes vi ad; da vi kom ud paa Gaden, lyste Luften af Vesuv, og den stærke Lavastrøm; flere kjørte alt ud, for at see det rædsomme skjønne Naturspil; jeg gik til Santa, det var kun kort efter ave Maria. Hun var ganske ene og meget bedre, sagde Pigen, Søvnen havde styrket hende; jeg torde nok komme ind, men ellers ingen.

Et deiligt hyggeligt Værelse med lange tætte Gardiner for Vinduerne, en smuk Marmor Statue af Amor, som hvæssede sine Pile, en argantisk Lampe, hvis Lysning gav det Hele en magisk Colorit, var det første jeg saae. Santa laae i en let Natdragt paa den bløde Silkesopha. Hun reiste sig halvt op, i det jeg traadte ind, holdt med den ene Haand Teppet om sig og strakte mig den anden imøde!

»Antonio!« udbrød hun, »det gik jo herligt! lykkelige Menneske! Alle har De henrevet! O, De veed ikke, hvor angest jeg var for Dem, hvor mit Hjerte bankede, og hvor saligt jeg aandede igjen, da De saaledes overtraf min største Forventning!« -

Jeg bukkede for hende, spurgte til hendes Sundhed, hun rakte mig Haanden og forsikkrede, at det var bedre! - »Ja meget bedre!« - sagde hun og tilføiede: »De seer ogsaa ud, som nyskabt! De var smuk, meget 185 smuk! da Begeistringen henrev Dem, saae De idealsk ud! Det var Dem, jeg saae i hvert Digt! ved den lille Dreng med Maleren i Katakomberne, tænkte jeg mig Dem og Federigo! -

»Det var det ogsaa!« afbrød jeg, »selv har jeg oplevet, hvad jeg sang!«

»Ja,« svarede hun, »Alt har De selv oplevet, Kjærligheds Lykke, Kjærligheds Smerte, gid De blive lykkelig, som De fortjener!«

Jeg sagde hende, hvilken Forandring jeg syntes der var foregaaet med mit hele Væsen, hvor ganske anderledes Livet tiltalte mig og hun greb min Haand, saae mig med det mørke udtryksfulde Øie ind i Sjælen, hun var smuk, smukkere end sædvanligt, en fim Rødme brændte paa Kinderne, det sorte glindsende Haar hang glat tilbage fra den smukt formede Pande. Den yppige Væxt gav et Juno-Billede, skjønt, som en Phidias kunde forme det.

»Ja, Verden skal De leve for,« sagde hun, »De er dens Eiendom, Millioner vil De glæde og henrykke, lad derfor ikke Tanken om en Enkelt gribe forstyrrende ind i Deres Lykke, De er Kjærlighed værd, De henriver ved Deres Aand, ved Deres Talent, ved« - hun drog mig ned paa Divanen hos sig. - »Vi maae tale alvorligt, vi har jo ikke ret kunnet tale sammen siden hiin Aften, da Sorgen laae saa tungt paa Deres Sjæl! - De syntes da, ja hvad skal jeg kalde det, - at have misforstaaet mig - -!«

Det havde mit Hjerte ogsaa, og tidt havde jeg bebreidet mig dette, »jeg er ikke Deres Godhed værd!« udbrød jeg, trykkede et Kys paa hendes Haand, saae hende med Reenhed i Sjæl og Tanke ind i det mørke Øie, og dog brændte hendes Blik, hvilende alvorligt, næsten kan jeg sige gjennemskuende paa mig. Havde en Fremmed seet os, han vilde have læst Skygge, hvor der var Reenhed og Lys. Det var, kunde mit Hjerte høit udsige, som Broder mod Søster, Øie og Tanke her mødtes. Hun var selv bevæget, jeg saae hendes Bryst hæve sig stærkt, hun løste en Sløife, for at aande friere. »De er mig værdig!« sagde hun, »Aand og Skjønhed er enhver Qvinde værdig!« hun lagde sin Arm om min Skulder og saae mig ind i Øiet; og med et Smiil, saa uendeligt talende, sagde hun, »og jeg kunde troe, at De kun drømte i en Idealverden! Fiinhed og Klogskab har De, og de have Seiren mellem dem. Derfor brændte Feber i mit Blod, derfor var jeg syg! - De har kunnet gjøre alt ved mig! Antonio, Deres Kys, Deres Kjærlighed er 186 min Drøm, min Tanke!« - hun trykkede mig fast til sit Bryst, hendes Læber var Ild, den strømmede ind i mit Blod, i min Sjæl, i min Tanke - -! Evige Guds Moder, dit hellige Billede styrtede ned fra Væggen paa mit Hoved; det var ei ved Tilfældet, nei, Du rørte min Pande, greb mig, i det jeg vilde synke ned i Lidenskabens Mal-Strøm.

»Nei! nei!« skreg jeg og sprang op, mit Blod var som sydende Lava.

»Antonio!« raabte hun, »dræb mig! dræb mig, men gaae ikke fra mig!« - hendes Kinder, hendes Øine, Blik og Udtryk var Lidenskab, og dog var hun saa smuk, et Skjønheds Billede, malet med Flammer, jeg følte en Zittren i alle mine Nerver, og uden Svar forlod jeg Værelset, foer ned af Trapperne, som om en ond Aand forfulgte mig.

Alt var Flamme udenfor, som i mit Blod, Luftstrømmen bølgede Varme, Vesuv stod i glødende Ild, Eruptionerne oplyste Alt rundt orn! Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, jeg ilede ned paa Molo*, ved den aabne Sø-Bugt, og satte mig tæt ved, hvor Brændingerne brødes. Blodet trængte mig op i mine Øine, jeg kjølede min Pande med det salte Vand, rev min Kjole op, for at hver Luftning kunde kjøle, men Alt var Flamme, Havet selv skinnede, som Ild, af den røde Lava, der væltede ned af Bjerget! hvor jeg saae, stod hun malet med Flamme og saae mig med det bedende, brændende Ildblik ind i Sjælen! »dræb mig, men forlad mig ikke!« lød det for mit Øre; jeg pressede Øinene til, vendte min Tanke mod Gud, men den sank tilbage, det var som Syndens Flamme havde svedet dens Vinger. En ond Samvittighed maa kunne knuse, kan Tanken om den saaledes lamme Mod og Styrke.

»Vil Eccellenza have en Baad til Tone del Annunziata?« sagde en Stemme tæt ved mig, og Navnet Annunziata aandede Bevægelse igjen i min Sjæl.

»Lavastrømmen gaaer tre Alen i Minutet;« sagde Karlen, der med Aaren holdt Baaden fast ind til Land; »om en halv Time skulle vi være der!« -

»Havet vil kjøle!« tænkte jeg og sprang i Baaden, Karlen stødte fra Land, heisede Seilet, og nu fløi vi, som baaret af Vinden, henover det blodrøde, glødende Vand, en kjølig Vind blæste mig om Kinden, jeg aandede friere og følte mig roligere og bedre, da vi stødte mod Land paa den anden Side af Bugten. »Aldrig mere vil jeg see Santa!« besluttede *

187 jeg fast i mit Hjerte, »flye vil jeg Skjønhedens Slange, som viser mig Kundskabens Frugt - Tusinde ville spotte mig derover, men heller disses Latter, end mit Hjertes Jammerskrig! Madonna lod sit hellige Billede falde fra Væggen, at ikke jeg skulde falde!« Dybt følte jeg hendes beskjærmende Naade!

En forunderlig Glæde gjennemstrømmede mig, alt Ædelt og Godt jublede Seiershymner i mit Hjerte, jeg var Barn igjen med Sjæl og Tanke: »Fader, led alt til det Bedste for mig!« og livsglad og som var min Lykke for evig grundet, vandrede jeg gjennem den lille Byes Gader ud paa Landeveien.

Alt var i Bevægelse, Vogne og Kabrioletter overlæssede med Mennesker joge forbi, man skreg, jublede og sang, Alt lyste i Flamme rundt om. Lavastrømmen havde naaet en af de smaae Byer, der laae paa Bjergsiden, Familierne flygtede derfra, jeg saae Koner med smaa Børn ved Brystet og den lille Byldt under Armen, hørte deres Jammer, og maatte med de første dele den lille Sumjeg havde hos mig; jeg fulgte Strømmen op mellem Viinhaverne, som indhegnes af de hvide Mure, og henimod hvor Lavaen tog Retning. En stor Viin-Mark laae imellem os og den, og flere Favne høi, som en glødende Ilddynd, bevægede Floden sig fremad over Bygninger og Mure; de Flygtendes Jamren, de Fremmedes Jubel over det imponerende Syn, Kudskenes og de Handlendes Skrigen, Grupper af fulde Bønder, der stod i Klynger om Aqvavithandlerne, de Kjørende og Ridende, Alt belyst af den røde Ild, var et Malerie, som ikke i sin Heelhed kan gjengives. Man kunde gaae ganske nær Lavastrømmen, der flød sin bestemte Gang; mange stak Stokke i den eller Penge, som de lode tage ud igjen, indklemt i et Lavastykke. Rædsomt skjønt var det, naar et Partie af Ildmassen ved sin Høide løsrev sig, det var som Bølgens Brænding! det nedfaldne Stykke laae som en straalende Stierne udenfor Strømmen; Luften afkjølede først de fremstaaende Kanter, de bleve sorte og det hele Stykke syntes da et straalende Guld i et kulsort Næt. Paa et af Viintræerne havde de ophængt et Madonnabillede, i det fromme Haab, at Ilden skulde standse for det Hellige, men i samme afmaalte Gang skred den fremad; Heden sved Bladene paa de høie Træer, de bøiede sig med Kronen nedad mod Ilden, som de vilde bede om Naade. Forventningsfuldt hvilte mangt et Blik paa Madonnas Billede, men Træet bøiede sig dybt med hende for den røde Ildstrøm, den var kun nogle Alen derfra. Da saae jeg en Capucinermunk 188 tæt ved mig løfte Armen høit i Veiret, og raabe, at Madonnas Billede brændte! »redder hende, som hun vil redde Eder fra Ildens Luer!« men Alle bævede og stirrede der hen; da styrtede en Qvinde frem, raabte Madonnas Navn og ilede mod den glødende Død, men i samme Nu saae jeg en ung Officeer til Hest, med dragen Kaarde, drive hende tilbage, skjøndt Ilden stod, som en Bjergmuur op ved deres Side.

»Vanvittige!« raabte han, »Madonna trænger ei til Din Hjælp! hun vil, at det slet malede Billede, vanhelliget af en Synders Hænder, skal brænde i Ilden!« Bernardo var det, jeg kjendte hans Stemme; hans raske Beslutning havde reddet et Menneskes Liv, hans Tale hævet alt Forargelse; jeg maatte agte ham, og ønskede i Hjertet at vi aldrig vare blevne skilte fra hinanden. Dog følte jeg mine Pulseslag, jeg havde ei Lyst og Mod til at see ham Ansigt mod Ansigt.

Ildstrømmen havde alt skjult Træet og Madonnabilledet, jeg stod længere fjernet derfra, støttende mig til en Muur, hvor en Deel Fremmede sad om et Bord.

»Antonio, er det Dig!« hørte jeg en Stemme udbryde, jeg troede, det var Bernardo; en Haand trykkede min, det var Fabiani, Eccellenzas Svigersøn, Francescas Gemal, der havde kjendt mig som Barn, og nu, hvad jeg maatte troe af Brevet, jeg fik, var vred paa mig, som de Andre, havde forstødt mig, som de.

»Naa, skal vi mødes her!« sagde han. »Det vil glæde Francesca at see dig! - Men smukt er det ikke af dig, at du ei har søgt os op, vi have jo været otte Dage i Castellamare

»Det har jeg slet ikke vidst!« svarede jeg, »desuden -«

»Ja, Du er jo med eet blevet et ganske andet Menneske! har faaet Kjærlighed og,« tilføiede han mere alvorligt, - »endogsaa Dueller! hvorfor Du formeligt deserterer, noget jeg slet ikke bifalder! Eccellenza har løseligt meldt os det, og vi vare forbausede derover! han har nok skrevet Dig til igjen, og vel ikke i de mildeste Udtryk?«

Mit Hjerte bankede stærkt, jeg følte mig tilbage igjen i den Kjæde, Velgjerninger havde bundet mig med, bedrøvet yttrede jeg min Smerte over, saa ganske at være stødt bort fra dem Allesammen.

»Nei, nei, Antonio!« sagde Fabiani, »det kan ikke være saaledes! kom med i min Vogn! Francesca skal overraskes ved din Nærværelse iaften; vi kan snart naae til Castellamare, og i Vertshuset faae vi nok Plads til Dig! Du skal fortælle mig, hvad der er skeet; det er en Daarskab at 189 fortvivle, Eccellenza er hæftig, Du kjender ham, men alt bliver godt igjen!«

»Nei, det kan det ikke,« svarede jeg halvt høit, draget tilbage i min Smerte.

»Det skal og vil!« sagde Fabiani bestemt og førte mig hen til Vognen.

Jeg maatte fortælle ham Alt. »Du improviserer dog ikke!« spurgte han med et Smiil, da jeg fortalte om min Flugt og om Fulvia i Røverhulen.

»Det klinger saa poetisk, som om det var din Phantasie og ikke din Hukommelse, der her spillede Hovedrollen! - Strængt, altfor strængt!« sagde han, da han hørte Eccellenzas Brev, »men du seer jo nok, just fordi han holder af dig, var det saa alvorligt! Du har dog ikke senere traadt op paa noget Theater?« -

»Igaar Aftes!« svarede jeg.

»Det var dristigt!« udbrød han. »Hvorledes gik det af?«

»Herligt! lykkeligt!« svarede jeg med glad Stemme. »Et stort Bifald fik jeg, blev to Gange kaldt frem!«

»Er det muligt? Du gjorde Lykke?«

Der laae en Tvivl i dette Udtryk, som saarede mig dybt, men Taknemmeligheds Forholdet bandt min Læbe, som min Tanke. Jeg følte et Slags Forlegenhed ved at fremstilles for Francesca, og jeg vidste jo hvor stræng og alvorlig hun kunde være. Fabiani trøstede mig halv spøgende med, at der ikke skulde blive holdt Bod og Straffeprædiken, skjøndt lidt kunde jeg jo alletider have godt af. -

Vi kom til Hotellet.

»Ah, Fabiani!« raabte en ung, pyntet, friseret Herre, der hoppede os imøde. »Det er vel du kommer! din Signora er utaalmodig! - Ah!« udbrød han, i det han bemærkede mig, »Du bringer den unge Improvisator med! Cenci, ikke sandt?«

»Cenci?« gjentog Fabiani, og saae forundret paa mig.

»Et Navn jeg antog paa Affichen!« svarede jeg.

»Ogsaa det!« udbrød han, »naa, det var jo ret fornuftigt!«

»Han kan synge om Kjærlighed!« sagde den Fremmede. »Du skulde have været i San Carlo iaftes! det er et Talent!« Han rakte mig forbindtligt Haanden og bevidnede sin Glæde over at gjøre mit behagelige Bekjendtskab. »Jeg spiser iaften med Eder!« sagde han til Fabiani, 190 »jeg inviterer mig selv paa vor fortræffelige Sanger, og du og din Frue ville vel ikke nægte mig Adgang!«

»Du er altid velkommen, veed Du nok!« svarede Fabiani.

»Men saa presenteer mig dog for den fremmede Herre!«

»Ceremonier behøves ikke her!« sagde Fabiani, »han og jeg kjende hinanden saa nøie; mine Venner behøve ikke at præsenteres for ham. Det vil være ham en stor Ære, at gjøre dit Bekjendtskab!« -

Jeg bukkede, men følte mig ikke ret tilfreds med Fabiani's Maade at udtrykke sig paa.

»Nu, saa maa jeg presentere mig selv!« sagde den Fremmede. »Dem har jeg alt den Ære at kjende, mit Navn er Genaro, Officeer ved Kong Fernandos Garde, og,« tilføiede han leende, »af god neapolitansk Familie! Mange give den endogsaa Nummer eet. Det kan gjerne være, det er rigtigt! især holde mine Tanter meget derpaa! Usigeligt kjært er det mig, at lære at kjende en ung Mand med Deres Talent, Deres -«

»Stille dog!« afbrød Fabiani, »han er ikke vant til Sligt! nu kjende I jo hinanden! Francesca venter! der forestaaer en Forsonings Scene mellem hende og din Improvisator! maaskee kan du der faae Leilighed til at vise din Veltalenhed!«

Det ønskede jeg ikke, han havde sagt, men de vare jo Venner, hvor kunde Fabiani sætte sig ind i min piinlige Stilling. Han førte os ind til Francesca, uvilkaarlig holdt jeg mig nogle Skridt tilbage.

»Endelig, min fortræffelige Fabiani!« udbrød hun.

»Endelig!« gjentog han, »og to Gjæster bringer jeg med!«

»Antonio!« raabte hun høit og Stemmen sank atter, »Signore Antonio!« Hun fæstede et strængt alvorligt Blik paa mig og paa Fabiani; jeg bøiede mig, vilde kysse hendes Haand, men hun syntes ikke at bemærke det, rakte den til Genaro og yttrede, hvor kjært det var hende at see ham ved Aftensbordet. »Fortæl mig om Eruptionen!« begyndte hun, »har Lavastrømmen forandret sin Retning?« -

Fabiani fortalte derom og endte med, at han havde truffet mig der, at jeg var hans Gjæst, og Naade skulde nu gaae for Ret.

»Ja,« udbrød Genaro, »vel veed jeg ikke, hvori han har forsyndet sig, men Geniet rnaa man tilgive Alt!«

»De er i Deres ypperlige Humeur!« sagde hun og nikkede nu ret naadigt til mig, i det hun forsikkrede Genaro, at hun slet intet havde at tilgive. »Hvad bringer De ellers for Nyheder?« spurgte hun ham.

191

»Hvad mælde de franske Aviser? Hvorledes tilbragte De Aftenen igaar ?«

Det første Spørgsmaal skilte han sig snart fra, det andet behandlede han med større Interesse.

»Jeg var i Theatret, hørte sidste Act af Barberen! Josephine sang som en Engel, men naar man har hørt Annunziata, saa kan ingen tilfredsstille! Jeg kom ogsaa meest, for at høre Improvisatoren.«

»Tilfredsstillede han Dem ?« spurgte Francesca.

»Han overgik min, ja Alles, høieste Forventning!« svarede han. »Det er slet ikke for at smigre ham, og hvad bryder han sig vel ogsaa om min ringe Kritik! det var en Improvisation! han var inde i sin Digtning, og rev os Alle med sig! der var Følelse! der var Phantasie! han sang om Tasso, om Sappho, om Katakomber! det vare Digte, der burde opbevares!«

»Et lykkeligt Talent, man ikke nok kan skatte og beundre!« udbrød Francesca. »Gid jeg havde været der!«

»Men vi have jo Manden med!« sagde Genaro, og pegede paa mig.

»Antonio!« udbrød hun spørgende. »Han har improviseret!«

»Ja, som en Mester!« svarede Genaro, »men De kjender ham jo, og maa altsaa have hørt ham!«

»Ja, ret ofte,« svarede hun leende; »vi beundrede ham alt, som lille Dreng.«

»Jeg bekrandsede ham endogsaa den første Gang, jeg hørte ham,« sagde Fabiani ligeledes i Spøg. »Han besang min Kone! da vare vi endnu ikke gifte! og som Elsker hyldede jeg hende altsaa selv i hendes Sanger! Men nu til Bords! Du fører min Francesca, og da vi ingen flere Damer have, tager jeg Improvisatoren. Signore Antonio! jeg udbeder mig din Arm!«

Han førte mig derpaa efter de Andre ind i Spisestuen

»Men du har aldrig nævnt Cenci for mig, eller hvad egentlig vor unge Herre hedder!«

»Vi kalde ham Antonio,« sagde Fabiani, »vi vidste jo slet ikke af, at det var ham, der var traadt op som Improvisator! see det var just Aarsagen til den omtalte Forsonings-Scene. Du maa vide, han er paa en Maade Søn af Huset. Ikke sandt, Antonio?« jeg bukkede med et taknemmeligt Blik. »Det er et fortræffeligt Menneske, hans Characteer er der ikke det mindste at udsætte paa! men han vil ikke lære noget!«

192

»Men naar han nu bedre kan læse sig alting til af Naturens store Bog, hvorfor skulde han da ikke det?«

»De maae ikke ved Deres Roes fordærve os ham!« sagde Francesca spøgende, »vi troede, han sad i sine Classikere, i Physik og Mathematik, og saa svæver han i Kjærlighed til en ung Sangerinde fra Neapel!«

»Det viser han har Følelse!« sagde Genaro, »og var hun smuk? hvad hed hun?«

»Annunziata!« sagde Francesca, »et sjeldent Talent, en ganske udmærket Qvinde!«

»Hende har jeg selv været forelsket i! han har en god Smag! Annunziatas Skaal, Hr. Improvisator!«

Han klinkede med mig. Jeg kunde intet Ord sige, det piinte mig, at Fabiani saa let blottede mine Saar for en Fremmed, men han saae jo det Hele fra en ganske anden Side, end jeg.

»Ja,« vedblev han, »han har endogsaa duelleret for hendes Skyld, skudt Senatorens Brodersøn i Siden, da de vare Rivaler; saa maatte han afsted! Himlen veed, hvor han er kommet over Grændsen; og derpaa træder han op paa San Carlo! det er i Grunden en Raskhed, jeg ikke havde ventet af ham.«

»Senatorens Brodersøn,« gjentog Genaro, »nu, det interesserer mig! han er i disse Dage kommet her til, er traadt i kongelig Tjeneste, jeg har været sammen med ham en Aften! - En smuk, interessant Mand - ah nu begriber jeg alt! Annunziata kommer her snart, Elskeren er fløiet i Forveien, har sat sig fast, og snart læse vi nok paa Affichen, at Sangerinden lader sig høre for sidste, allersidste Gang!«

»De troer, han gifter sig med hende?« spurgte Francesca, »men det vilde dog være en Skandale for hans Familie!«

»Man har Exempler paa,« sagde jeg med bævende Stemme, »at en Adelsmand før har fundet sig hædret og lykkelig ved at erholde en Kunstnerindes Haand!«

»Lykkelig maaskee!« afbrød hun, »men aldrig hædret!«

»Jo, min naadige Signora!« tog Genaro Ordet, »jeg vilde føle mig hædret, valgte hun mig! og det samme troer jeg saa om enhver anden!« De talte meget, ret meget om hende og Bernardo, de glemte, hvor tungt hvert Ord maatte falde paa mit Hjerte.

»Men De maae glæde os med at improvisere! Signora giver Dem et Thema!«

193

»Ja,« sagde Francesca leende, »besyng os Kjærlighed, det er jo noget, som interesserer Genaro, og som Du jo kjender!«

»Ja Kjærlighed og Annunziata !« udbrød Genaro.

»En anden Gang vil jeg alt, hvad De forlanger af mig!« sagde jeg, »men i Aften er det mig umuligt! jeg er ikke ganske vel! uden Kappe seilede jeg over Søen; ved Lavastrømmen var saa varmt, og derpaa kjørte jeg hertil i den kjøle Aften!« -

Genaro bad mig indstændigt, dog at improvisere, men jeg kunde ikke paa dette Sted og over dette Thema.

»Han har allerede Kunstnermaneren!« sagde Fabiani, »han vil lade sig nøde! vil Du da heller ikke følge med os imorgen til Paestum, der kan Du faae Stof til Digtning! - Du skulde gjøre Dig lidt kostbar! der er vel neppe noget, der binder Dig i Neapel

Jeg bukkede forlegent, i det jeg ikke syntes at kunne undslaae mig.

»Ja, han maa med!« udbrød Genaro, »og naar han staaer i de græske Templer, saa kommer Aanden over ham, og han synger som en Pindar

»Vi reise imorgen!« vedblev Fabiani, »hele Touren er gjort af i fire Dage! paa Hjemveien besøge vi Amalfi og Capri. Du er altsaa med?«

Et Nei havde maaskee, som Tiden viser, forandret min hele Skjæbne! denne korte Reises fire Dage røvede mig, tør jeg sige, sex Ungdomsaar! Og i Mennesket er frit? Ja vi kunne frit gribe i Traadene, der ligge for os, men hvor de ere knyttede fast, see vi ikke. Jeg takkede, gav mit Ja -, greb Traaden, der trak min Fremtids Forhæng tættere sammen.

»Imorgen tale vi med hinanden!« sagde Francesca, da vi efter Bordet skiltes ad, og hun rakte mig sin Haand at kysse.

»Endnu iaften skriver jeg Eccellenza til!« var Fabianis Ord, »jeg vil forberede Forsonings-Scenen!«

»Og jeg vil drømme om Annunziata!« udbrød Genaro! »derfor bliver jeg jo ikke udfordret!« tilføiede han leende, i det han trykkede mig i Haanden.

Jeg selv skrev et Par Ord til Federigo, fortalte ham om mit Møde med Eccellenzas Familie, og at jeg i nogle faa Dage gjorde en lille Udflugt sydpaa med dem. Jeg havde endt Brevet, tusinde Følelser bevægede mit Bryst. Hvormeget havde ikke denne Aften bragt mig. Hvor mange Begivenheder krydsede ikke her hverandre.

Jeg tænkte paa Santa, paa Bernardo ved det brændende Madonnabillede, 194 og nu de sidste Timer her i gamle Forhold Igaar havde et heelt Publicum, for hvem jeg var fremmed, tiljublet mig Bifald, jeg var beundret og hædret, endnu i denne Aften havde en Qvinde, rig paa Skjønhed, bønfaldet om et kjærligt Blik af mig, og Timer efter stod jeg mellem Bekjendter, Venner, dem jeg skyldte Alt, og var kun det fattige Barn, hvis første Pligt var Taknemmelighed.

Men Fabiani og Francesca havde jo været elskværdige imod mig! de havde modtaget den forlorne Søn, givet mig Plads ved deres Bord, indbudet mig til Lystreisen imorgen, Velgjerning var lagt til Velgjerning, jeg var dem kjær -! men den Riges Gave, rakt med en let Haand, ligger tungt paa den Fattiges Hjerte!

195

VI Reisen til Paestum. De græske Templer. Den blinde Pige.

Italiens Deilighed findes ikke i Campagnen og Rom, jeg kjendte den kun fra Vandringen ved Nemisøen og ved hvad jeg havde seet paa min Reise til Neapel, dobbelt maatte jeg derfor gribes her af den rige Herlighed, ja næsten mere end den Fremmede, der kjender andre Landes Skjønhed og altsaa har en Sammenligning. Som en Feeverden, jeg har seet i Drømme, ja levet i, ligger disse Dages Udflugt for mig, men hvorledes udtaler jeg det Billede, min Sjel inddrak og ligesom lod gaae over i dens Blod?

Naturskjønheder kunne aldrig gives ved Fortælling. Ordene følge jo, som løse Mosaikstykker, efter hverandre, det hele Billede sammensættes stykkeviis, man gribes ikke, som i Naturen, af den store Heelhed og altid bliver der Mangler. Man giver de enkelte Dele og lader saa den Fremmede selv sætte sig det sammen; men kunde man hos Hundrede see det opfattede Billede, Alle vilde de fremvise et høist forskjelligt. Det gaaer med Naturen, som med et smukt Ansigt, ved at udpege Enkelthederne deri, bliver dog ikke Heelheden begribelig, man maa gaae til en bekjendt Gjenstand, og kun naar man da med mathematisk Vished kan sige: de ligne hinanden paa den eller den Enkelthed nær, opstaaer et nogenlunde fyldestgjørende Begreb.

Opgav man mig, at improvisere over Hesperiens Skjønhed, jeg vilde med Sandhedens Træk skildre, hvad mit Øie her inddrak, og Du, som aldrig saae Syd-Italien, din Phantasie maatte hæve hver Skjønhed endnu mere, det blev dog ei rigt nok! Naturens Phantasier overgaae Menneskenes.

I den smukke Morgen kjørte vi fra Castellamare. Jeg seer endnu det rygende Vesuv, den smukke Bjergdal med de store Viinskove, hvor de saftige grønne Ranker hang fra Træ til Træ, de hvide Bjergslotte paa de grønne Klipper eller halv skjulte i mørke Olieskove. Jeg seer Vestas gamle Tempel, med sine Marmor Søiler og sin Kuppel, nu en Kirke for Madonna: Santa Maria maggiore. Et stykke af Muren var 196 styrtet ned, Dødningpander og Knokler lukkede Aabningen, men den grønne Viinranke voxte vildt hen over dem og syntes med sine friske Blade at ville skjule Dødens Magt og Vælde.

Jeg seer endnu den vilde Bjergformation, de eensomme Taarne, hvor Næt vare udspændte for at fange Søfuglenes Skare, dybt under os laae Salerno ved det mørkeblaa Hav, og vi mødte et Tog, der dobbelt indprægede mig det hele Billede. To hvide Oxer med de alenlange Horn trak en Vogn, hvorpaa laae fire lænkede Røvere, med det onde Blik, og den hæslige Haanlatter. Sortøiede, skjøntformede Calabresere med Geværet over Skuldren, red ved Siden.

Salerno, Middelalderens lærde By, var Maalet for denne vor første Dagreise.

»Folianterne smuldre hen!« udbrød Genaro, »den lærde Glands gaaer af Salemo, men Naturens Bog har et nyt Oplag hvert Aar! og vor Antonio tænker, som jeg, den kan man lære mere af, end af alt det lærde Muld!«

»Begge bør vi lære af!« svarede jeg, »Vinen og Brødet bør følges ad!«

Francesca fandt, jeg talte fornuftigt.

»Talen mangler ham ikke!« sagde Fabiani, »men Gjerningen! Nu skal Du vise denne, Antonio, naar du kommer til Rom

Til Rom? jeg til Rom? denne Tanke var aldrig faldet mig ind, mine Læber taug, men min Bevidsthed sagde mig, at jeg ikke kunde, ikke vilde nu gjensee Rom og træde i de gamle Forhold?

Fabiani vedblev at tale, de Andre med ham og vi vare i Salemo. Vort første Besøg gjaldt Kirken.

»Her kan jeg være Cicerone!« sagde Genaro. »Dette Capel er Gregor den Syvendes, den hellige Fader, som døde i Salerno. Hans Marmorbilled staaer foran os paa Alteret! Her ligger Alexander den Store!« vedblev han og pegede paa en stor Sarcophag.

»Alexander den Store?« gjentog Fabiani spørgende.

»Ja vist! er det ikke saaledes?« spurgte han Kirkebetjenten.

»Som Eccellenza siger!« svarede denne.

»Det er en Feiltagelse!« udbrød jeg, i det jeg betragtede Monumentet nøiere. »Alexander er jo ikke begravet her, det er mod al Historie! See kun, det er Alexanders Triumphtog, der er afbildet paa Sarcophagen, herfra skriver sig vel Navnet!«

Strax da vi traadte ind i Kirken, havde man viist os en lignende 197 Sarcophag med Bacchi-Triumph paa, hentet fra Templerne i Paestum, og nu benyttet til Grav for en salernitansk Prinds, hvis moderne Marmorbillede i naturlig Størrelse var anbragt ovenpaa. Jeg holdt mig til dette, og meente, at det samme ogsaa maatte være Tilfældet med denne saakaldte alexanderske Grav. Ganske fornøiet over mit Snille, fik jeg en Slags Veltalenhed, men Genaro svarede et koldt »maaskee!« og Francesca hvidskede mig i Øret, at det var upassende, at jeg vilde være klogere end han, jeg vidste det jo dog ikke! - Taus og ærbødig traadte jeg tilbage.

Ved av e Maria sad jeg ene med Francesca paa Hotellets store Altan. Fabiani og Genaro spadserede, jeg skulde underholde min naadige Frue.

»Hvilket herligt Farvespil!« sagde jeg og pegede paa Havet, der mælkehvidt udstrakte sig fra den med brede Lavafliser brolagte Gade til den rosenrøde, skinnende Horizont; Bjergkysten var indigoblaa; denne Pragt af Farver kjendte jeg ikke i Rom.

»Skyen har alt sagt felicissima notte!« udbrød Francesca og pegede paa Bjerget, hvor en Sky laae høit over Villaer og Olieskove, og dog dybt under den gamle Borg, der med sine to Taarne nærmede sig Bjergtoppen.

»Der gad jeg boe og leve!« udbrød jeg; »høit over Skyen, see ud over det evigt vexlende Hav!«

»Der kunde Du improvisere,« sagde hun smilende, »men ingen vilde høre paa Dig og det var dog en stor Ulykke, Antonio!«

»O ja!« svarede jeg ligeledes i Spøg, »skal jeg være oprigtig! ganske uden Bifald, det er som Træet uden Solskin. Det har vidstnok i Fængselet gnavet ligesaameget paa Tassos Livsblomst, som hans Kjærligheds Ulykke!«

»Kjære Ven!« afbrød hun lidt alvorlig, »nu talte jeg om dig, og ikke om Tasso! hvad har han her at gjøre ?«

»Det var et Exempel!« svarede jeg, »Tasso var Digter og -!«

»Du troer nu ogsaa at være det! kjære Antonio, for Himlens Skyld, nævn dog aldrig et udødeligt Navn, naar der tales om dit! tro dog ikke, du er Digter, er Improvisator, fordi du har et let bevægeligt Gemyt og kan opfatte disse! det kunne Tusinde, som du! Gjør dig ikke selv ulykkelig dermed!«

»Men Tusinde have dog for nyligt tilklappet mig Bifald!« svarede jeg, og mine Kinder brændte; »det er jo da naturligt, at jeg har den 198 Tanke, den Overbeviisning -! og jeg veed, De glædes ved min Lykke, ved hvad godt der er ved mig!«

»Ingen af alle Dine Venner kan det mere, end jeg! Vi skatte Alle dit fortræffelige Hjerte, din ædle Characteer, for disse vil Eccellenza ogsaa tilgive, det tør jeg love! Du har herlige Evner, der kunne udvikles, men det maae de virkeligt, Antonio! Alt kommer ikke af sig selv! Arbeide maa man! Dit Talent er et smukt Selskabs-Talent, mange Venner kan du glæde dermed, men det er ikke stort nok for det Offentlige!«

»Men,« vovede jeg at sige, »Genaro, som ikke kjendte mig, var jo dog henrykt over min første Optrædelse!«

»Genarol« gjentog hun, »ja med al Agtelse for ham, sætter jeg dog ingen Priis paa hans Kunstdom! og det store Publicums? Ja i det Capitel hører Kunstneren tidt høist forskjelligt fra alle Andre! Godt er det, du ikke blev pebet ud, det vilde inderligt have bedrøvet mig. Nu er det gaaet ret stille af! og snart vil Alt være glemt, baade du og din Improvisation! Du havde jo ogsaa et fremmed Navn! Om tre Dage ere vi igjen i Neapel, og Dagen derpaa gaaer det til Rom! Betragt da det Hele, som en Drøm, det har det ogsaa været, og viis os ved Flid og Stadighed, at du er vaagnet igjen! Siig nu ikke et Ord! Jeg mener dig det godt, jeg er den Eneste, som siger dig Sandheden!« Hun rakte mig Haanden, jeg turde kysse den.

Næste Morgen skulde vi afsted i det tidlige Daggry, for at kunne naae Paestum, opholde os der nogle Timer og samme Dag igjen være tilbage i Salemo; thi man kan ikke overnatte i Paestum, og Veien dertil er usikker. Ridende Gensdarmer fulgte os som Eskorte.

Orangehaver, Skove kan jeg kalde det laae til begge Sider, vi kom over Floden Sela, hvor Grædepile og Laurbærhækker speilede sig i det klare Vand. Den vilde Bjergformation indsluttede et frodigt Kornland. Aloer og Cactus voxte vildt ved Veien, Alt var Yppighed og Fylde, og nu saae vi foran os de over to tusinde Aar gamle Templer, byggede i den reneste, skjønneste Stiil; disse, en ussel Kro, tre fattige Huse og nogle Rørhytter, vare nu den hele berømte By. Ikke en Rosenhæk saae vi, og Rosernes Mængde og Fylde gav engang Paestum sin Berømthed, da laae et Purpur-Skjær over disse Marker, nu vare de blaa, uendelige blaa, som Bjergenes Række; duftende Violer bedækkede den store Slette, skjød op mellem Tidsler og Hække.

199

Et Frugtbarhedens Vildnis bugnede rundtom; Aloe, vilde Figen og den røde pyretrum indicum snoede sig om hverandre.

Her har man Sidliens Natur, dens Fylde og Vildhed, dens græske Templer og dens Armod. Hele Klynger af Tiggere stode om os, de lignede Vilde fra Sydhavets Øer. Mænd i lange Faareskinds Pelse med Ulden ud, nøgne sortbrune Been og det lange sorte Haar løst om det bruungule Ansigt; Piger med de deiligste Former, halvnøgne, det korte lasede Skjørt flænget itu op over Knæet, en Art Kappe af hæsligt bruunt Tøi løst om de nøgne Skuldre, og det lange, sorte Haar bundet i en Knude. Øiet straalede Flamme.

En ung Pige, neppe meer end elleve Aar, deilig, som Skjønheds Gudinden, og dog lignede hun ikke Annunziata, ei heller Santa; jeg maatte tænke paa den medicæiske Venus, som Annunziata havde fortalt mig. Jeg kunde ikke elske, men beundre, bøie mig dybt for Skjønheds-Formerne.

Hun stod lidt fjernet fra de andre Betlere, et bruunt fiirkantet Stykke hang løst over den ene Skulder, den anden, Bryst og Arme, var, som Fødderne, aldeles blottede; at hun ogsaa havde Sands og Tanke for at pynte sig, viste det glat opbundne Haar, hvor en blaa Violbouquet var hæftet fast og hang med Bukkelen frem paa den smukke Pande. Blufærdighed, Aand og en sælsom dyb Smerte lyste ud af hendes Aasyn. Øiet var slaaet ned, som søgte hun noget paa Jorden.

Genaro blev hende først vaer, og skjøndt hun ikke havde sagt et Ord, rakte han hende sin Gave, tog hende under Hagen og sagde, at hun var for smuk til det øvrige Selskab. Francesca og Fabiani deelte hans Mening. Jeg saae en fim Rødme bæve under Pigens brune Hud, hun hævede sit Blik, og jeg saae hun var blind.

Gjerne havde jeg ogsaa givet hende Penge, men jeg vovede det ikke. Da de Andre gik ind i Vertshuset, forfulgte af Betlerne, vendte jeg hurtigt om og trykkede hende en Scudo i Haanden; paa Følelsen syntes hun at kjende dens Værdie, hendes Kinder brændte, hun bøiede sig ned Sundhedens, Skjønhedens friske Læber berørte min Haand, det gik mig gjennem Blodet, jeg rev mig løs og fulgte efter de Andre.

Qvas og Qviste brændte i et stort Baal inde paa Kaminen, der næsten indtog hele Værelsets Brede. Røgen hvirvlede hen under det sodede 200 Loft, vi maatte tye udenfor; bag de høie, skyggende Grædepile blev vor Frokost tilberedt, medens vi gik til Templerne. Et Vildnis maatte vi over, Fabiani og Genaro toge hinanden i Hænderne og dannede saaledes en Bærestol for Francesca.

»En frygtelig Promenade!« raabte hun leende.

»O Eccellenza!« sagde den ene af vore Førere, »nu er her prægtigt! for tre Aar tilbage stod her anderledes tæt med Tjørne, og i min Barndom laae Sand og Jord høit op om Søilerne!«

Mængden bejaede hans Tale, og vi vandrede fremad, fulgte af den hele Tiggerskare, der taus beskuede os; mødte vort Blik een af Betlerne, strax udstrakte hans Haand sig mekanisk til Betlen, og et miserabili klang fra Læberne. Den blinde deilige Pige saae jeg ikke, hun sad vel nu ene ved Veien. Vi gik over Resterne af et Theater og Fredens Tempel.

»Freden og Theatret!« udbrød Genaro, »hvor kunde ogsaa disse to holde sig saa nær ved hinanden!«

Neptunstempel laae foran os; dette, den saakaldte basilica og et Cerestempel, ere de herlige, stolte Rester, der som et Pompeji i vor Tidsalder atter er fremsteget fra Glemsel og Nat. Under Gruus og Vildnis laae de skjulte i Aarhundreder, indtil en fremmed Maler, der søgte Studier, kom til dette Sted, og opdagede det øverste af Søilerne; deres Skjønhed tiltalte ham, han skizzerede dem, de bleve bekjendte, Gruus og Hække revet bort, og som byggede igaar staae nu de store, aabne Haller. Colonnerne ere af guul Travertiner, vild Viin voxer op om dem, Figentræer snoe sig hen over Gulvet, og i Revner og Sprækker skyde Violer frem og den mørkerøde Levkoi.

Vi sad paa Fodstykket af en afbrudt Søile. Genaro havde drevet Betlerne bort, stille nød vi den rige Natur rundt om. De blaa Bjerge, det nære Hav, Stedet selv, hvor vi vare, greb mig sælsomt. Improviseer nu for os! havde Fabiani sagt og Francesca tilnikkede mig samme Ønske. Jeg lænede mig til den nærmeste Søile og sang paa en af min Barndoms Melodier, hvad Øiet saae: Naturens Skjønhed, Kunstens herlige Mindesmærker, og jeg tænkte paa den fattige blinde Pige, for hvem al denne Herlighed var lukket. Hun var dobbelt fattig, dobbelt forladt. Taarer kom mig i Øiet, Genaro klappede i Hænderne og Fabiani og Francesca indrømmede: »Følelse har han!«

De steeg ned af Templets Trinjeg fulgte langsomt efter; bag Søilen, 201 ved hvilken jeg havde staaet, sad eller rettere laae, under den duftende Myrthehæk, en Skabning med Hovedet ned i Skjødet og Hænderne fast knugede over Nakken; det var den blinde Pige.

Hun havde hørt min Sang, hørt mig synge hendes Længsel og Savn! det skar mig i min Sjæl! Jeg bøiede mig ned over hende, hun hørte Bladene rasle, hævede sit Hoved, og jeg syntes, at hun saae blegere ud Jeg vovede ikke at røre mig; hun lyttede.

»Angelo!« udbrød hun halv høit

Jeg veed ikke hvorfor, men jeg holdt min Aande tilbage; hun sad et Øieblik taus. Det var Grækenlands Skjønhedsgudinde, med Øiet uden Seekraft, der dog saae ind i Sjælen, som Annunziata havde skildret hende. Hun sad paa Templets Fodstykke mellem de vilde Figener og den duftende Myrthehæk; hun trykkede en Gjenstand til sine Læber og smilte; det var min Scudo hun havde, jeg blev ganske varm derved, bøiede mig uvilkaarligt dybere - mit Kys brændte paa hendes Pande.

Hun udstødte et Skrig, et gjennemtrængende Skrig, der jog mig Dødens Rædsel gjennem Sjælen. Som den forskrækkede Hind sprang hun op, og var borte! jeg saae intet mere, Alt bevægede sig omkring mig, jeg fløi afsted over Tjørn og Krat.

»Antonio! Antonio!« hørte jeg Fabiani raabe langt bag ved mig, og jeg kom atter til Fatning. »Løber Du Harer op?« spurgte han. »Eller var det den poetiske Flugt, du tog?«

»Han vil vise os,« sagde Genaro, »at han kan flyve, hvor vi kun komme frem i Fod-Gang! dog tør jeg nok vove samme Flugt!« Han stillede sig ved min Side, for at tage Løb.

»Troe I, at jeg med min Signora paa Armen da kan holde Skridt med Eder?« udbrød Fabiani. Genaro standsede.

Da vi kom til Vertshuset, søgte mit Øie forgjæves den blinde Pige, ideligt lød hendes Skrig for mit Øre, jeg hørte mit eget Hjerte banke derved. - Det var som havde jeg gjort en Synd Først havde jeg jo, uskyldig vel, sjunget Sorg og Smerte i hendes Sjæl, ved at tydeliggjøre hende sit Tab jaget Skræk og Angest i hendes Sjæl, trykket et Kys paa hendes Pande, det første, jeg endnu havde givet en Qvinde. Havde hun seet paa mig, da havde jeg ikke vovet det, hendes Ulykke, hendes Værgeløshed gav mig Mod. Og jeg bedømte Bernardo saa strængt?

202

Jeg, som var et Syndens Barn som han, som de Alle. Jeg kunde have knælet for hende, bedt om Tilgivelse; hun var intet Sted at opdage.

Vi steg paa Vognen, for at kjøre tilbage til Salerno igjen, endnu engang saae jeg om efter hende, men vovede ikke at spørge, hvor hun kunde være. Da udbrød Genaro: »Hvor er den blinde Pige?«

»Lara?« sagde vor Fører, »hun sidder nok i Neptun-Templet! der er hun for det meste!«

»Bella divina!« raabte Genaro, og kastede Kys med Fingeren hen imod Templet Vi rullede afsted.

Lara hed hun altsaa. Jeg sad med Ryggen mod Kudsken, saae hvor Tempel-Søilerne fjernede sig meer og meer, men i mit Hjerte lød Pigens Angest-Skrig, min egen Smerte. Paa Veien havde en Flok Zigeunere leiret sig og gjort en stor Ild i Grøften, hvor de kogte og brasede. Den gamle Zigeunermoer slog paa Tambourin og vilde spaae os, men vi jog forbi. To sortøiede Piger forfulgte os et langt Stykke. De vare smukke, og Genaro morede sig over deres lette Flugt og brændende Øine, men skjønne og ædle som Lara vare de ikke.

Mod Aften kom vi til Salerno, for næste Morgen at gaae til Amalfi og derfra til Capri.

»Kun een Dag,« sagde Fabiani, »blive vi i Neapel, naar vi nu komme der, sidst i Ugen maae vi være hjemme i Rom! Du kan jo snart ordne dine Sager, Antonio

Jeg kunde ikke, vilde ikke tilbage til Rom, men en Blyhed, en Frygt, den min Armod og Taknemmelighed i alle mine Livsaar havde indaandet mig, gjorde at jeg kun vovede at fremstamme: at Eccellenza vidst vilde vredes over denne Dristighed at komme tilbage.

»Vi skulle sørge for alt!« afbrød mig Fabiani.

»Tilgiv mig, men jeg kan ikke!« stammede jeg og greb Francescas Haand! »Jeg føler dybt, hvad jeg skylder Dem!«

»Intet derom Antonio!>> svarede hun og lagde sin Haand paa min Mund. Fremmede bleve i det samme meldte, jeg stod taus i Krogen, følte, hvor svag jeg var. Fri og uafhængig som Fuglen, var jeg for to Dage siden, og han, som ikke lader en Spurv falde til Jorden, vilde ogsaa have sørget for mig, og dog lod jeg den første tynde Traad, der kastedes om min Fod, voxe til et Ankertoug. I Rom har Du sande Venner, tænkte jeg, sande og oprigtige, om ikke saa høflige, som de neapolitanske. Jeg tænkte paa Santa, som jeg aldrig mere vilde see, 203 tænkte paa Bernardo, som jeg jo i Neapel daglig maatte møde, Annunziata, der vilde komme, hans og hendes Elskovs Lykke! Til Rom, til Rom! der er det langt bedre! sagde mit Hjerte mig, medens min Sjæl higede efter Frihed og Uafhængighed.

204

VII Eventyret i Amalfi. Den blaa Grotte paa Capri.

Hvor smukt tog ikke Salerno sig ud fra Søen, da vi i den smukke Morgenstund seilede bort; sex raske Roerkarle brugte Aarerne, ved Roret sad paa Huk en lille Dreng, deilig til at male, han hed Alphonso. Vandet var glasgrønt. Hele Kysten til Høire syntes mægtige hængende Haver, anlagte af Phantasiens dristige Semiramis. Som Buegange laae nede i Søen de aabne dybe Huler, lange Brændinger legede derinde. Paa den fremspringende Fjeldspids laae et Castel, en Sky gled hen under dets Muurkrone. Vi saae Minuri og Majuri, og snart derpaa Masaniellos og Flavio Gjojas* Fødeby, Amalfi, der tittede frem mellem de grønne Viinhaver.

Den store Skjønheds Fylde overvældede mig. Gid at alle Jordens Slægter kunde skue denne Herlighed! - Ingen Storm fra Nord eller Vest bringer Kulde og Vinter til denne blomstrende Have, paa hvis Terrasse Amalfi ligger. Kun fra Øst og Syd kommer Luftningen, den varme Luftning fra Orangernes og Palmernes Land hen over det deilige Hav.

Fra Bredden, høit op af Bjergsiden, hænger Byen med sine hvide Huse med de flade østerlandske Tage, høiere oppe stige Viinhaverne, en eensom Pinie løfter sin grønne Skjærm op i den blaa Luft, hvorpaa Bjergryggen, det gamle Castel med sin Ringmuur, tjener Skyen til Leie.

Fiskerne maatte bære os fra Baaden gjennem Brændingen op paa Land. Dybe Huler i Klipperne gik ind under Byen, i enkelte skyllede Vandet op, andre stode tomme, Baadene laae paa Siden, og en Vrimmel lykkelige Børn legede derinde, de fleste kun i en Skjorte eller med en lille Vest, der udgjorde deres hele Paaklædning. Halvnøgne Lazaroni strakte sig i det varme Sand, den brune Hætte var trukket om Ørene, det var den vigtigste Bedækning, medens de sov deres Middagssøvn. Alle Kirkeklokker klingede, et Tog af unge Geistlige i *

205 Lilla-Klædninger gik os med Psalmesang forbi. En frisk Blomsterkrands hang om den Korsfæstedes Billede.

Til Venstre, høit over Byen, ligger et prægtigt stort Kloster foran en dyb Bjerghule; dette er Herberg for alle Fremmede. Francesca kom i en Bærestol, vi andre, fulgte bagefter op ad den i Klippen indhuggede Vei, det klare blaa Hav laae dybt under os. Vi vare ved Klosterets Port, den dybe Klippehule tæt ved gabede os imøde. Tre Kors med Frelseren og Røverne stode derinde og over dem paa Klippens Stene, knælede Engle i brogede Klæder og med store hvide Vinger. Intet Kunstværk, alt formet af Træ og overmalet! men et fromt, troende Hjerte aander sin egen Skjønhed i det raatformede Billede.

Gjennem den lille Klostergaard steg vi snart op til de os anviste Værelser; fra mit Vindue saae jeg det uendelige Hav, ned til Sicilien, som sølvhvide Punkter stode Skibene paa den fjerne Horizont.

»Hr. Improvisator!« sagde Genaro, »skal vi ikke stige ned i de lavere Regioner, og see om Skjønheden der er saa stor, som her! Den qvindelige er det sikkert! thi de engelske Damer, vi have her til Naboer, ere dog ogsaa altfor kolde og blege! De har dog Sands for Qvinderne? Om Forladelse! Det er jo just disse, som have drevet Dem ud i Verden og forskaffet mig en behagelig Aften og et interessant Bekjendtskab!«

Vi steg ned af Fjeldstien.

»Den blinde Pige ved Paestum var dog smuk!« sagde Genaro. »Jeg troer jeg forskriver hende til Neapel, naar jeg skriver efter Calabreserviin! begge faae mit Blod til at brænde!«

Vi kom nu til Byen, der laae, om jeg saa kan sige, forunderlig pakket paa sig selv. Imod den vilde det snevre Ghetto i Rom være en Corso. Gaderne vare smalle Slipper mellem de høie Huse og ind gjennem disse, snart kom man ind af en Dør i en lang Forstue, med smaa Aabninger paa Siden ind til mørke Værelser, snart var det et smalt Stræde mellem Mure og Klippevægge, Trappe op og Trappe ned, en halvdunkel Labyrinth af skidne Gange, jeg vidste ofte ikke, om det var Stue eller Gade jeg var i. Paa de fleste Steder brændte ogsaa Lamper, ellers havde det, skjøndt midt paa Dagen, været mørk Aften. Endelig aandede vi friere, stode paa en stor muret Bro, der forbandt to Fjeldrygge med hinanden, den lille Plads neden under var vist den største i hele Byen, to Piger dandsede der Saltarello, og en lille ganske nøgen Dreng, deilig formet og med brune Lemmer, stod 206 som en Amor og saae paa dem. Her frøs man aldrig, sagde man mig, den strængeste Kulde, Amalfi i mange Aar havde kjendt, var otte Graders Varme.

Tæt ved det lille Taarn paa den fremspringende Klippegrund, hvorfra man seer den smukke Bugt til Minuri og Majuri, snoede sig en lille Sti mellem Aloer og Myrther, og snart skyggede Viinrankernes høie Buer over os. Vi følte en brændende Tørst og gik nu efter et lille hvidt Sted, der for Enden af Haven tittede saa venligt frem mellem det friske Grønne. Den milde, varme Luft var opfyldt med Duft, brogetdeilige Insecter surrede rundt om os!

Huset, vi stod ved, var høist malerisk, i Væggen var indmuret til Stads nogle Marmor-Capiteler og en smuk Arm og Fod, fundne i Gruset. Paa Taget selv var en deilig Have af Oranger og frodige Slyngplanter, der som grønne Fløiels Tepper hang ud over Muren; foran blomstrede et Vildnis af Maanedsroser; to deilige Smaapiger paa sex til syv Aar legede og bandt Krandse, men smukkest var dog den unge Kone, med det hvide Liin over Haaret, der kom os imøde ved Døren, det sjælfulde Blik, de lange mørke Øienhaar, de ædle Former! ja, hun var meget skjøn! - Vi toge ogsaa Hatten dybere af!

»Den smukkeste Pige eier altsaa dette Huus?« sagde Genaro. »Vil hun som Huusmoder give to trætte Vandringsmænd en Lædskedrik?«

»Huusmoderen vil det med Fornøielse!« sagde hun leende og de sneehvide Tænder hævede de røde friske Læber; »jeg vil bringe Vinen herudenfor, men jeg har kun een Slags!«

»Naar De skjænker den, bliver den fortræffelig!« sagde Genaro; »jeg drikker den helst, naar en ung Pige, saa smuk som De, skjænker mig den!«

»Men Eccellenza maa tage til Takke med Konen i Dag!« -

»De er gift,« sagde Genaro leende; »saa ung!«

»O jeg er meget gammel!« sagde hun og loe.

»Hvor gammel?« spurgte jeg. Hun saae mig spøgende ind i Øiet og svarede »28 Aar.« Hun var neppe mere end 15, men deiligt udvoxet; en Hebe kunde ikke formes skjønnere.

»Otte og tyve?« sagde Genaro; »en smuk Alder, som klæder Dem godt? - De har længe været gift?«

»20 Aar!« sagde hun, »spørg kun mine Døttre ad!« og de smaa Piger, vi havde seet lege, kom hen til os. »Er det Eders Moder?« spurgte jeg, 207 skjøndt jeg nok vidste, at det ikke var saa. De saae leende paa hende, nikkede derpaa ja og klyngede sig kjælent op til hende. Hun bragte os Vinen, en herlig Viin, og vi drak hendes Skaal.

»Det er en Digter, en Improvisator,« sagde han og pegede paa mig. »Han har gjort alle Damerne i Neapel forrykt i Hovedet. - Men han er en Steen, en sælsom Krabat, tænk, han hader alle Fruentimmer, har aldrig endnu kysset en Qvinde!«

»Det er umuligt,« sagde hun og loe.

»Jeg er derimod af en ganske anden Slags jeg elsker alt Smukt, kysser alle skjønne Læber, er hans tro Følgesvend og forsoner saaledes Verden og Qvinderne, hvor vi komme. -Jeg faaer det ogsaa, indkræver det som en Rettighed hos enhver smuk Qvinde, og venter nu ogsaa her min Tribut!« Han greb hendes Haand.

»Jeg fritager baade Dem og den anden Eccellenza; jeg har heller ikke noget at gjøre med at betale Tribut, det er noget, som min Mand altid gjør af!« -

»Og hvor er han?«

»Ikke saalangt borte!« svarede hun.

»Saa smuk en Haand har jeg endnu ikke seet i Neapel!« - sagde Genaro, »hvad koster et Kys paa den?« -

»En Skudo!« sagde hun.

»Et paa Læberne altsaa det dobbelte?« sagde Genaro.

»Det er slet ikke at erholde! det er min Mands Forpagtning!« og nu skjænkede hun atter den varmende, stærke Viin, spøgte og loe med os, men i Spøgen fik vi dog at vide at hun kun var 14 Aar, gift forrige Aar med en ung smuk Mand, der for Øieblikket var i Neapel og først kom hjem imorgen. - De smaa Piger vare hendes Sødskende og i Besøg hos hende, til Manden kom hjem. - Genaro bad dem om en Bouquet Roser, og de løb for at plukke, han havde lovet dem en Carlin derfor.

Forgjæves bad han om et Kys, sagde tusinde søde Smigrerier, slyngede sin Arm om hendes Liv, og hun løsrev sig, skjændte, men kom dog altid tilbage, thi det morede hende dog. Han tog en Louisdor mellem Fingrene, fortalte, hvilke skjønne Baand der kunde kjøbes for den, hvor deiligt de vilde pynte i hendes mørke Haar; og denne hele Pragt kunde hun erholde ved blot at give ham et Kys, et eneste Kys.

208

»Den anden Eccellenza er meget bedre!« sagde hun og pegede paa mig. - Mit Blod brændte, jeg tog hendes Haand, sagde, hun skulde ikke høre ham, det var et slet Menneske, ikke see paa hans fristende Guld, men hevne sig paa ham, ved at give mig et Kys.

Hun saae paa mig.

»Han har kun sagt et eneste sandt Ord i al sin Tale, det, at jeg endnu aldrig havde kysset en Qvinde; jeg har bevaret mine Læber rene, til jeg fandt den smukkeste, og nu haaber jeg, at De belønner Dyden!«

»De er jo en ypperlig Forfører,« sagde Genaro, »stikker han ikke mig, der er saa drevet i Haandværket!«

»De er ond med Deres Guld,« sagde hun, »og for at De skal see, at jeg hverken bryder mig om det eller om et Kys, saa skal Digteren have det!« Nu trykkede hun sine Hænder om mine Kinder, hendes Læber berørte mine, og hun forsvandt bag Huset.

Da Solen var gaaet ned, sad jeg oppe i Klostret i mit lille Værelse, og saae fra Vinduet ud over Havet; det var rosenrødt og gik i lange Brændinger, Fiskerne trak deres Baade op paa Sandet, og da Mørket steg skinnede Lysene klarere, Brændingerne vare svovlblaa; Alt var saa uendeligt stille; da sang Fiskerne med Koner og Børn en Choral ved Stranden, de barnlige Sopraner blandede sig med den dybe Bas, og Vemod steg i min Sjæl. Et Stjerneskud spillede hen af Himlen, det faldt ned bag Viinhaverne, hvor den lystige unge Kone i Dag havde kysset mig; jeg tænkte paa, hvor smuk hun var, tænkte paa den blinde Pige, Skjønheds Billedet ved Tempelruinerne, men Annunziata stod i Baggrunden, aandelig og legemlig skjøn, altsaa dobbelt skjøn! Mit Bryst udvidede sig, min Sjæl brændte af Kjærlighed, af Længsel og Savn. Den rene Flamme, Annunziata havde tændt i mit Hjerte, Altarilden, hvis Præstinde hun var, havde hun styrtet om, forladt den, Ilden brændte nu vildt i den hele Bygning. »Evige Guds Moder!« bad jeg, »mit Bryst er fuldt af Kjærlighed! mit Hjerte sprænges af Længsel og Savn!« Og jeg greb Roserne, der stode i Glasset, trykkede den skjønneste til mine Læber, og tænkte paa Annunziata.

Længer kunde jeg ikke udholde det, gik ned til Havet, hvor de lysende Brændinger brødes, hvor Fiskeren sang og Vinden luftede. Jeg steg op paa den murede Bro, hvor jeg havde staaet i Dag. En Skikkelse, indsvøbt i en stor Kappe, sneg sig tæt forbi mig, det var Genaro, saae jeg. Han gik ad Stien til det lille hvide Huus, jeg fulgte efter. Nu 209 svævede han tæt forbi Vinduet, gjennem hvilket Lampen skinnede ud til os. Her tog jeg Plads, skjult mellem de nedhængende Viinløv, og kunde nu see ind i Stuen. Der var et lignende Vindue paa den modsatte Side, en høi Trappe førte til Sideværelset.

De to smaa Piger laae, næsten afklædte, kun med Skjørtet løst om sig, og sang foran det lille Bord, hvor Crucifixet og Lampen stod; den ældre Søster, Huusmoderen, som hun jo var, knælede i Midten. Det var Madonna med to Engle, en levende Altartavle, som malet af Raphael;, jeg saae for mig. Hendes mørke Øie var hævet i Veiret, Haaret hang i rig Fylde ned over deri nøgne Skulder, Hænderne foldede sigover det ungdommelige, skjønne Bryst.

Mine Pulseslag gik raskere, jeg vovede neppe at aande. Nu reiste de sig alle tre; hun fulgte Smaapigerne op ad Trappen til Sideværelset, lukkede Døren til, og gik nu og puslede i den forreste Stue. Jeg saae hun tog op af en Skuffe en rød Tegnebog, vendte den flere Gange og smilte, var ogsaa i Begreb at aabne den, men rystede i det samme med Hovedet og kastede den igjen i Skuffen, som om nogen overraskede hende.

Et Øieblik efter hørte jeg en sagte Banken paa det modsatte Vindue, forskrækket saae hun derhen, lyttede, det bankede igjen, og jeg hørte nogen tale, men kunde ikke gribe et eneste Ord.

»Eccellenza! raabte hun høit, »hvad vil De? Hvorfor kommer De her paa denne Tid? For Himlens Skyld! Jeg er vred, meget vred derfor!«

Han sagde atter noget!

»Ja, ja, det er sandt! raabte hun, »De har glemt Deres Tegnebog! min lille Søster var nede i Vertshuset, for at bringe Dem den, men De boer vist oppe i Klosteret! I Morgenstunden havde hun søgt Dem der. Her er den!«

Hun tog den frem, han sagde igjen nogle Ord, hun rystede med Hovedet.

»Nei, nei! hvad tænker De paa! jeg aabner ikke Døren! De kommer ikke ind!« Nu gik hun hen til Vinduet og lukkede det op, for at række ham Bogen. Han greb efter hendes Haand, hun lod Bogen falde, den blev liggende paa Vindues-Karmen, Genaro strakte nu Hovedet ind, den unge Kone traadte hurtigt over til Vinduet hvor jeg stod, nu kunde jeg høre hvert Ord Genaro sagde.

210

»Og De vil ikke tillade mig at kysse Deres smukke Haand til Tak? Ikke modtage den ringeste Findeløn? - Ikke engang række mig et Bæger Viin! Jeg brænder af Tørst! det er der jo slet intet ondt i. -Hvorfor ikke tillade mig at træde ind?«

»Nei,« sagde hun, »vi have intet at tale om paa denne Tid, tag hvad De har glemt, og lad mig faae Vinduet lukket!«

»Jeg gaaer ikke,« sagde Genaro, »før De rækker mig Deres Haand, før De giver mig det Kys, De bedrog mig for i Dag og gav til det dumme Menneske!« -

»Nei, nei,« sagde hun, men loe dog i sin Vrede. »De vil tiltvinge Dem hvad De ikke faaer!« sagde hun, »derfor vil jeg ikke, gjør det ikke!«

»Det er sidste Gang!« sagde Genaro i en blød, bedende Tone, »sikkert sidste Gang, vi sees, og De kan nægte mig kun det, at række mig Haanden! mere forlanger jeg ikke, skjøndt mit Hjerte har tusinde Ting at sige Dem. - Madonna vil jo, at vi Mennesker skulle elske hinanden, som Broder og Søster! som Broder vil jeg dele mit Guld med Dem! - pynte Dem skal De og blive dobbelt saa smuk som De er! Alle Veninderne ville misunde Dem, Ingen skal see vor Lykke!« og nu i et rask Spring var han inde af Vinduet.

Hun udstødte et Skrig: »Jesus Maria!« jeg greb voldsomt i Vinduet, hvor jeg stod, Glasset klirrede, og som drevet af en usynlig Magt, foer jeg om til det aabne Vindue, i det jeg rev en Lægte løs, der laae over Viinløvhvelvingen, for dog at have et Slags Vaaben.

»Er det Dig, Nicolo?« raabte hun høit.

»Mig!« svarede jeg dybt og fast. Jeg saa Genaro flygte igjen ud af Vinduet, hans Kappe flagrede i Vinden, og Lampen slukkedes, det blev ganske mørkt i Værelset.

»Nicolo!« raabte hun ved Vinduet, og hendes Stemme bævede. »Du her igjen? Madonna være lovet!«

»Signora!« stammede jeg.

»Alle I Hellige!« hørte jeg hende sige; Vinduet fløi til; jeg stod som naglet fast derude. Nogle Øieblikke vare forbi, og jeg hørte hende sagte gaae hen af Gulvet, Døren til Kammeret aabnes og lukkes igjen. Hun bankede noget fast, som slog hun Søm og Skudder for. »Nu er hun sikkret!« tænkte jeg, og sneg mig sagte bort, jeg følte mig saa vel, saa forunderlig glad om Hjertet »Nu har jeg dog betalt det Kys, jeg fik i Dag!« sagde jeg til mig selv, »maaskee havde hun givet mig et til, 211 havde hun vidst, hvilken beskjærmende Engel jeg var hende!« -

Da jeg kom til Klosteret, blev jeg just kaldet til Aftensbordet, ingen havde savnet mig! men Genaro kom ikke, Francesca var urolig, Fabiani sendte Bud paa Bud, endelig kom han; han havde spadseret paa Bjergene og forvildet sig, fortalte han, men havde til Lykke truffet en Bonde, der havde ført ham paa den rette Vei.

»Deres Kjole er ogsaa ganske flænget,« sagde Francesca, Genaro greb i Fligen; »ja det Stykke sidder i en Tornebusk!« sagde han, »jeg mærkede det nok! - Himlen veed ogsaa, hvor jeg saaledes kunde gaae og forvilde mig! den smukke Aften var det, Mørket faldt saa hurtigt paa, og jeg vilde da forkorte Veien; men saa kom jeg just af den!«

Vi loe af hans Eventyr, jeg kjendte det bedre, vi drak paa hans Sundhed, Vinen var ypperlig, vi bleve ret oprømte. Da vi siden kom paa vore Værelser, hvor kun en Dør skilte mit fra Genaros, kom han halv afklædt ind til mig, loe, og lagde fortrolig Haanden paa min Skulder, bad mig ikke drømme for meget om den smukke Kone, vi havde seet i Dag!

»Kysset fik dog jeg!« sagde jeg spøgende.

»O ja, det fik De!« sagde han leende, »og troer De, jeg er blevet Stedbarn ?«

»Ja, det synes det dog!« sagde jeg! -

»Stedbarn er jeg endnu aldrig blevet,« sagde han i en kold Tone, der laae næsten noget Bittert deri, men et let Smiil spillede igjen om Munden, og han hvidskede: »kunde De tie, skulde jeg fortælle Dem noget!«

»Fortæl mig!« bad jeg. »Ingen skal høre en Stavelse af mig!« Jeg ventede nu, at høre hans Beklagelse over det slet udfaldne Eventyr, det var ogsaa dette.

»Jeg glemte i Dag med Villie min Tegnebog ovre hos den smukke Kone, for at have en Skingrund til at komme der ved Aften, for saa ere Konerne ikke saa strænge. Der er det, jeg har været; ved at kravle over Havemuren og op mellem Hækkerne, har jeg revet Kjolen itu!«

»Og den smukke Kone?« spurgte jeg.

»Hun var dobbelt smuk,« sagde han og nikkede betydningsfuldt, »dobbelt smuk og slet ikke stræng, da vi vare ene! det vidste jeg nok. Dig gav hun eet Kys, mig gav hun tusinde og sit Hjerte som Tilgift. Jeg vil drømme om min Lykke den hele Nat! stakkels Antonio!« han kyssede ad mig paa Fingrene og hoppede til Seng.

212

Morgenhimlen var som bedækket med et graat Flor, da vi forlode Klosteret; ved Stranden ventede vore raske Roerkarle, der igjen bar os ud i Baaden. Reisen gik til Capri, Himlens Flor brast i lette Skyer, Luften blev dobbelt høi og klar, ikke en Bølge rørte sig, som et vatret Baand var den hele Krusning paa Havet. Det deilige Amalfi forsvandt bag Klippen. Genaro kastede et Kys derhen, idet han sagde til mig: »der have vi plukket Roser!«

»Du greb i det mindste i Tornene!« tænkte jeg, og nikkede bejaende.

Det store uendelige Hav ned til Sicilien og Africa udbredte sig for os, til venstre laae Italiens Klippekyst med sine sælsomme Huler, foran enkelte af disse laae smaa Byer; de syntes at være traadte ud af Hulerne, for at sole sig lidt, inde i de andre sad Fiskerne, de kogte deres Mad og tjerede deres Baade bag den høie Brænding.

Havet syntes en feed, blaa Olie, vi stak Haanden ned i det, og den syntes blaa som det. Skyggen paa Vandet, Baaden kastede, var det reneste Sortblaa, Aarens Skygge en bevægelig Slange i alle Nuancer af Blaat.

Herlige Hav! jublede jeg, intet i den hele Natur, Himlen undtagen, er skjøn, som Du! Jeg erindrede, hvorledes jeg som Barn ofte havde ligget paa Ryggen og drømt mig op i den blaa uendelige Luft; nu syntes min Drøm at være opløst i Virkelighed,.\

Vi kom forbi tre smaae Klippeøer. »I galli;« mægtige Steenblokke var det, kastede paa hinanden, Kjæmpe-Taarne reiste fra Dybet, og andre rystede over disse: Den blaa Brænding slog op om de grønne Steenmasser. I Storm maatte det være et Scylla med sine hylende Hunde.

Vandfladen slumrede om det nøgne steenrige Cap Minerva, hvor Oldtiden lod Sirenerne bygge; foran laae det romantiske Capri, hvor Tiber havde svælget i Vellyst og skuet over Bugten til Neapels Kyst. Seilet blev heiset paa vor Baad, og baaret af Vind og Bølger nærmede vi os Øen. Nu saae vi først Vandets uhyre Reenhed og Klarhed. Det var saa uendeligt gjennemsigtigt, som var det Luft, vi gled hen over, hver Steen, hvert Rør, Favne dybt under os, var tydeligt, jeg svimlede ved fra den lille Baad at see det Dyb jeg gled hen over.

Kun fra een Side er Øen Capri tilgjængelig; rundtom steile, lodrette Klippemure, mod Neapel skraane de amphitheatralsk med Viinhaver, Oranger og Olieskove; nede ved Stranden ligge nogle Fiskerhytter 213 og en Vagt; høiere oppe mellem de grønne Haver titter Byen Anacapri frem, en ganske lille Vindelbro og Port fører der ind I Vertshuset hos Pagani, hvor den høie Palme staaer ved Døren, slog vi os til Hvile.

Paa Æsler skulde vi efter Middagsbordet ride op til Ruinerne af Tibers Villa, men nu ventede Frokosten, og mellem den og det følgende Maaltid vilde Francesca og Fabiani udhvile sig, for at samle Kræfter til den forestaaende Promenade. Genaro og jeg følte ingen Trang dertil. Øen syntes mig ikke større, end at vi nok i et Par Timer kunne roe om den og see de høie Klippeporte, der mod Syd hæve sig isolerte op af Vandet.

Vi toge en Baad og to Roerkarle, det blæste lidt, saa at vi kunde bruge Seil den halve Vei omkring. Søen brødes mod de lave Skjær. Fiskegarn laae udspændte mellem dem, saa vi maatte skyde et Stykke uden om disse; det var en deilig lystig Fart i den lille Baad Snart saae vi fra Havet op mod Himlen kun de lodrette Klipper, de graae Steenmasser, i Revnerne hist og her en Aloe eller en vild Levkoi, men ikke Fodfæste selv for Steengjeden. Nede i Brændingen, der slog op som en blaa Ild, voxte paa Klippen de blodrøde Søæbler, der vaade af Vandet havde en dobbelt Glands, det syntes som Klippen blødte ved hvert Bølgeslag.

Nu laae det aabne Hav til Høire, Øen til Venstre; dybe Huler, hvis øverste Aabning ragede lidt over Vandet, viste sig i Klippen, enkelte bleve kun synlige i Brændingen. Dernede bygge Sirenerne, det blomstrende Capri, vi kravle om paa, er kun Taget over deres Klippeborg.

»Ja onde Aander bygge der,« sagde den ene Roerkarl, en gammel Mand med sølvhvidt Haar. »Deiligt skal der være, men de slippe ikke deres Rov, og kommer En igjen ud derfra, da har han ikke Forstand for denne Verden!« - Og han viste os længere frem en Aabning noget større end de andre, dog ikke stor nok til at vor Baad, endog uden Seil og om vi strakte os ud i den, kunde for Bredde eller Vidde, komme derind.

»Det er Hexehullet,«* hvidskede den Yngre, der sad ved Roret, og *

214 nu dreiede mere ud fra Klippen. »Derinde er alting Guld og Ædelstene, men man brænder op i Ildslue, kommer man derind! - Sancta Lucia, bed for os!«

»Gid jeg havde en af Sirenerne her i Baaden!« sagde Genaro. »Men smuk skulde hun være! vi skulde nok komme ud af det!«

»Deres Lykke hos alle Damer,« sagde jeg leende, »vilde ogsaa gjelde her!«

»Paa den svulmende Sø skal man just kysse og omfavne, det er Bølgernes evige Leeg! Ak,« sukkede han, »havde vi nu den smukke Kone fra Amalfi. Det var en Qvinde! ikke sandt! De nippede jo dog til Læbernes Nectar. Hvor hun kunde synes kostbar, tilbageholdende, De skulde have seet hende iaftes, hun brændte hæftigere end jeg!«

»Nei, nei!« sagde jeg, halv uvillig over hans uforskammede Pralen. »Det er ikke saa, jeg veed det bedre!«

»Hvorledes forstaaer jeg dette!« spurgte han, og saae mig forundret ind i Ansigtet. »Jeg har seet det selv, Tilfældet førte mig derhen; jeg tvivler ellers ikke om, at De har større Lykke, men denne Gang vil De kun spøge med mig!« - Han saae endnu taus paa mig.

»Jeg gaaer ikke,« gjentog jeg leende efter Genaro, »før De giver mig det Kys, De bedrog mig for og gav det dumme Menneske!«

»Signore! De har beluret mig,« sagde han alvorligt, og jeg saae ham blive ganske hvid i Ansigtet. »Hvor tør De fornærme mig? De slaaes med mig, eller De har min Foragt!«

Den Virkning havde jeg ikke ventet, min Tale vilde have gjort paa ham.

»Genaro, det er ikke Deres Alvor!« udbrød jeg og tog hans Haand; han trak den tilbage, svarede mig ikke, men befalede Matroserne at sætte i Land.

»Ja, vi maae Øen omkring!« sagde den Gamle, »kun hvor vi gik ud fra, kunne vi komme ind igjen.«

De brugte Aaren, og snart nærmede vi os de høie Klippebuer i det blaa svulmende Vand; men Vrede og Bedrøvelse bevægede mit Sind, jeg saae paa Genaro, der pidskede med sin Stok i Vandet.

»Una tromba!« udbrød den yngste af Søfolkene, og hen over Søen fra Cap Minerva svævede en kulsort Sky-Søile i skraa Retning fra Havet op mod Himlen, Vandet kogte rundt om den; hurtigt lod de Seilet falde paa vor Baad.

215

»Hvor styre vi hen?« spurgte Genaro.

»Tilbage, tilbage,« sagde den Unge.

»Hele Øen om igjen?« spurgte jeg.

»Ind under Læ, tæt ved Klippevæggen, Skypumpen tager Retning længer ud ad!« -

»Brændingen vil slaae Baaden itu mod Klippen!« sagde den Gamle, og greb rask i Aaren. -

»Evige Gud!« stammede jeg, thi den sorte Sky-Søile kom med Vindens Hurtighed hen over Vandet, som vilde den gaae langs med Capris Fjeldvæg, hvor vi vare; den vilde hvirvle os op med sig, eller trykke os ned i Dybet, tæt ved den lodrette Klippekyst. Jeg greb i Aaren med den Gamle, Genaro hjalp den Yngre, men vi hørte alt Vinden hvine og Vandet koge for Skypumpens Fod, det var, som den selv drev os bort fra sig.

»Sancta Lucia frels os!« raabte begge Søfolkene, slap Aarene og sank paa Knæ!

»Grib dog Aaren!« raabte Genaro, men dødblege, saae de mod Himlen. - Da susede Orkanen over vore Hoveder; til Venstre ikke langt fra os, gik den sorte Nat over Bølgerne, de løfted os høit, høit i Veiret, slog skumhvide over Baaden. Luften præssede, som vilde Blodet ud gjennem Øiet, det blev Nat, Dødens Nat. Jeg følte kun eet, at Havet laae over mig; at jeg, at vi alle vare Havets, Dødens Bytte. Min Bevidsthed forlod mig. -

Mere end Vulkanens Storhed, stærkt som Adskillelsen fra Annunziata, staaer det Syn for mig, jeg saae, da mit Øie atter aabnedes. Den blaa Æther var dybt under mig, over mig og rundt om. Jeg rørte Armen, og som electriske Ildfunker glimrede Millioner Stjerneskud om mig. Af Luftens Strømme blev jeg baaret; jeg var vistnok død, svævede nu gjennem Ætheren til Guds Himmel; dog en tung Vægt laae paa mit Hoved, det var min jordiske Synd; den bøiede mig ned ad, Luftstrømmen slog over mit Hoved, det var, som den kolde Sø; mekanisk greb jeg frem for mig, jeg følte en fast Gjenstand, og klamrede mig om den, en Dødsmathed gik gjennem mit hele Væsen, jeg følte, der var ei Blod, ei Marv i mig; mit Liig laae vist paa Havets Dyb, det var min Sjæl, der nu steg mod sin Skjæbne. »Annunziata!« sukkede jeg. Mit Øie lukkede sig atter. Denne Afmagt har vistnok varet længe. -Jeg aandede atter, og følte mig mere styrket, min Bevidsthed var sundere. - Jeg laae paa en kold fast Masse, som paa en Klippespids, 216 høit i den uendelig blaa Æther, der lyste rundt om; over mig hvælvede sig Himlen, med sælsomme kegleformede Skyer, blaa som den, alt var Ro, alt saa uendeligt stille; men en isnende Kulde følte jeg i mit hele Væsen; langsomt reiste jeg Hovedet. Mine Klæder vare blaa Luer, mine Hænder skinnede som Sølv, og dog følte jeg, at de vare legemlige. Mine Tanker anstrængte sig: hørte jeg Døden eller Livet til? Jeg rakte Haanden ned i den sælsomme, skinnende Luft under mig. Det var Bølgen, jeg greb i, og dog var den Flamme, blaa, som det brændende Spiritus, men koldt, som Vandet; Draaberne, der stænkede i Veiret, skinnede rosenrøde; som Skypumpen ude paa Søen men mindre og tindrende blaa, stod en Søile, uformet og høi, tæt ved mig. Var det min Skræk, min Erindring, der viste mig dette Billede; jeg vovede efter nogle Øieblikke sagte at berøre det; det var fast som Steen, kold som den, jeg strakte Haanden ud i det halvdunkle Rum bag ved og mødte faste, glatte Mure, men mørkeblaa som Nathimlen. Hvor var jeg? - En skinnende Sø var det, jeg havde antaget for Luft under mig, den brændte svovlblaa, men uden Hede. Var det den, der oplyste Alt rundt om, eller lyste Klippevæggene og Buen høit over mig. Var det Dødens Bolig, Grav-Cellen for min udødelige Aand! et jordisk Opholdssted var det ikke. I alle Overgange af Blaat lyste enhver Gjenstand, jeg selv stod i en Glands, som strømmede Lyset ud inden fra.

Tæt ved mig var en hugget Trappe, den syntes af mægtige Saphirer, hvert Trin var uhyre Blokke af denne funklende Steen; jeg steg derop, men Klippestykker lukkede Indgangen for mig. Var jeg ei værdig at træde det Himmelske nærmere. Med et Menneskes Vrede imod mig, var jeg gaaet ud af Verden. Hvor var Genaro, hvor de to Roerkarle? -Jeg var ene, ganske ene; jeg tænkte paa min Moder, paa Domenica, Francesca, paa dem Alle, og følte, at min Phantasie skabte intet Blændværk, den Glands, jeg skuede, var til, saaledes som jeg selv var det, aandelig eller legemlig. I en Klipperevne stod en løs Gjenstand, jeg berørte. Det var en Konka, tung og stor; den var fyldt med Guld og Sølvmynter, jeg følte de enkelte Stykker, og mit Opholdssted blev mig mere sælsomt. Tæt ved Vandfladen, ikke langt fra hvor jeg stod, saae jeg en klar blaa Stjerne, den kastede en eneste lang Straale, ætherreen hen over Vandspeilet, og som jeg saae, formørkedes den som Maanen, en sort Gjenstand viste sig, og en lille Baad gled hen over det brændende blaa Vand, det var som om den steg op af 217 Dybet og svømmede let hen over det; en gammel Mand roede langsomt, Vandet skinnede rosenrødt ved hvert Aareslag. I den anden Deel af Baaden sad endnu en menneskelig Skikkelse, en Pige var det, kunde jeg see. Tause, ubevægelige, som Steenbilleder sad de, kun den Gamles Hænder rørte sig med Aaren. Et forunderligt dybt Suk naaede til mig, det var, som om jeg kjendte det igjen; - de roede om i en Cirkel, nærmede sig derpaa Stedet, hvor jeg stod. Den Gamle lagde Aaren op i Baaden, Pigen hævede Hænderne i Veiret og udbrød dybt og smerteligt: - »Gudsmoder, forlad mig ikke. - Her er jeg jo, som du har sagt!«

»Lara,« raabte jeg høit! Det var hende. Jeg kjendte Stemmen, jeg kjendte Skikkelsen, det var Lara, den blinde Pige fra Tempelruinerne i Paestum.

»Giv mig Øiets Lys! lad mig skue Guds deilige Verden!« sagde hun. Det var, som om den Døde havde talt, det bævede mig gjennem Sjælen, den Verdens Skjønhed, jeg ved min Sang havde aandet Anelse om i hendes Bryst krævede hun af mig. - Min Læbe forstummede, taus udbredte jeg Armene, hun hævede sig endnu engang. »Giv mig!« stammede hendes Læber, og hun sank tilbage i Baaden. Vandet stænkede som Ilddraaber op om den. Et Øieblik bøiede den Gamle sig over hende, steg derpaa op, hvor jeg stod, hans Blik hvilte paa mig, jeg saae ham gjøre Korsets Tegn i Luften, derpaa greb han den mægtige Kobberkonka, satte den i Baaden og steg selv derud; instinktmæssigt fulgte jeg efter, hans forunderlige mørke Blik stirrede ubevægeligt paa mig; nu greb han Aaren, vi seilede mod den lysende Stjerne, en kold Luftstrøm trængte os imøde, jeg bøiede mig over Lam, en snever Klippeaabning sluttede sig