↩ Det var en stærk Kuling fra Nord-Ost. Gjennem store Bælt gik svær Sø; den væltede mod den smalle skovgroede Ø Langeland, som Oehlenschlæger kalder »en Rosengreen, kastet i Vandet«, og som han saa smukt i sin »Langelands-Reise« har besunget; vi have kun at sige om den, at paa Nordspidsen her havde et Selskab slaaet sig til Ro om Madkurven; Vognen, der igjen skulde føre dem hjem til Herregaarden, holdt tæt ved. Brændingen sprøitede den ene Gang høiere end den anden, Champagnen knaldede og Vinden greb i Servietterne og Damekaaberne, som vare halv paa, thi det var seent paa Høsten.