Andersen, H. C. De to Baronesser

2

        

3

H.C. ANDERSEN

📖 De to Baronesser

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Erik Dal

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Mogens Brøndsted som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Originaludgaven 1849. Nr. 793084.
Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1997 · ISBN 87-21-00639-3 Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro

5 6

De to Baronesser udkom 25.11.1848 med årstal 1849, kostede 2 rigsbankdaler 36 skilling og består af tre bind, der udkom i én ubeskåret kartonnage, format 182 x 118 mm, med rygetiket: De to Baronesser af H.C. Andersen. 3 Dele. De tre dele omfatter: [VI] + 124, [VI] + 115, [VI] + 151 s. 1. Dels indledende sider: [I] smudstitel: De to Baronesser. Første Deel. [II] blank. [III] titelblad som gengivet, titlen 78 mm. [IV] blank. [V] Indhold af første Deel. [VI] blank. 2. og 3. Del indledes på samme måde. De tre indholdsfortegnelser er her samlet bagi bogen.

7

Første Deel

8

        

9

I. I aaben Baad. - Den gamle, forfaldne Herregaard.

Det var en stærk Kuling fra Nord-Ost. Gjennem store Bælt gik svær Sø; den væltede mod den smalle skovgroede Ø Langeland, som Oehlenschlæger kalder »en Rosengreen, kastet i Vandet«, og som han saa smukt i sin »Langelands-Reise« har besunget; vi have kun at sige om den, at paa Nordspidsen her havde et Selskab slaaet sig til Ro om Madkurven; Vognen, der igjen skulde føre dem hjem til Herregaarden, holdt tæt ved. Brændingen sprøitede den ene Gang høiere end den anden, Champagnen knaldede og Vinden greb i Servietterne og Damekaaberne, som vare halv paa, thi det var seent paa Høsten.

»Men det er jo næsten en Storm!« sagde den ældste Dame.

»O, det er saa deiligt, Mama!« sagde den Yngre; »bare der maatte strande et Skib!«

»Gud forlade Dig!« sagde Moderen.

»Men de Strandede skulle faae det godt! vi ville give dem Skinke og Champagne, rede Seng for dem hjemme paa Gaarden ...«

»Ti dog stille! det er jo grueligt! og see dog bare, der er et lille Fartøi derude! Gud, det vælter! det kan aldrig gaae godt! Gud skee Lov, at vi ere paa det Tørre.«

Fra Sjællands Side, langt ude, kom en stor aaben Baad; kun eet Seil var oppe, det svulmede i den stærke Blæst og førte Baaden i flyvende Fart over de høie Bølger, der snart løftede den saaledes, at man troede at see Kjølen, snart næsten skjulte selve Seilet.

»Hun gaaer godt derude!« sagde en ældre Mand, der var med i Selskabet; »men ud for Sandrevet, naar de vende, ville de faae Kjær-ligheden at finde. Det bliver haardt at lægge ind til Lohals, og til Fyen komme de ikke, uden at det bliver smult Vande.«

10

»See, hvor deiligt, Mama!« raabte den unge Dame, idet Baaden krængede høit paa en Sø og Vandet sprøitede hen over den.

»Grueligt er det,« sagde Moderen, »men interessant!«

Vi ville nu see, hvor interessant de derude finde det.

Baaden var fra Fiskerleiet Skovshoved ovenfor Kjøbenhavn, og havde herhid altsaa gjort en ret anseelig Søreise; ved Roret sad en Mand i guul Voxdugs Trøie og Buxer, en bred Hat af samme Stof hang ham ned om Skuldrene. Manden syntes at være klædt paa til at kunne gaae tørskindet gjennem Havet. Det var Baadens Eier, Ole Hansen fra Skovshoved; ved Siden af ham havde Plads en ung smuk Mand, ogsaa i Sømandsklædning, men Tøiet var fiint, Snittet hvad man kalder »fjong«; det var Grev Frederik, en ung Student, hvis Faders Gods laae i Fyen. To andre vel indsvøbte Personer sad foran en stor Madkurv, af hvilken den Ene idetmindste bestandig spiste, en Fjerde laa udstrakt paa Bunden af Fartøiet, vel tildækket med Kapper, der dreve af Vand; han var høist lidende, det smukke Ansigt dødblegt, det sorte, vaade Haar laa fast paa Kinden; han saae ud som Liget af en ung, skjøn Gladiator.

»Lad mig styre hende, Hr. Greve!« sagde Ole Hansen, idet de fik den omtalte Sø, som fra øverst til nederst gjennemvædede den Syge; denne slog Øinene op, to Øine, saa mørke, saa lynende, som vare de fødte under Italiens Himmel.

Ole saae med fast Øie paa de fremvæltende Bølger, der nu, da Baaden forandrede Cours for at gaae omkring Landpynten, vilde virke i hele deres Kraft, og han vidste med megen Kløgt ligesom at omgaae dem; Relingen blev slikket af den tunge Bølge, der syntes at ville vælte over det lille Fartøi, men dette dukkede ned og lod den nye Bølge igjen løfte sig høit i Veiret.

»Herligt styret, gamle Ole!« raabte Frederik. »Det er en Lyst! vi flyve som Søfugle! og see, hvor prægtig Blæsten tager i Toppen, saa det ryger efter! Der staaer en Regnbue i Draaberne!«

»Vi faae snart nogle andre Draaber!« sagde Ole og pegede mod Skyen. »Den graa Karl deroppe vil snart give Vand! Vi maae gjøre et Slag for at tage lidt af Vinden! Seilet i Læ!«

Rask, som en øvet Matros, udførte Grev Frederik den befalede Manoeuvre; en stærk Sø krængede næsten Baaden; de To ved 11 Madkurven sprang op, selv den Syge kom paa Benene. »Sid stille!« raabte den Gamle med stærk, bydende Stemme, »øs af Baaden!«

De adløde, og nu gik det med halvrebede Seil længer ud fra Land.

»Og Du, som skulde være den Lystige!« sagde Grev Frederik, og saae paa den Syge, som igjen havde lagt sig, »Du er rigtignok morsom paa en ny, men høist kjedelig Maneer! Vi kunne godt føre Dig i Land, Du vort Contrabande for Øen Fyen; Ingen vil kjende Dig.«

Det begyndte at regne, Solen var ved at gaae ned. Den idelige Krydsen havde endnu kun bragt dem en fjerdedeels Miil ned paa den vestlige Side af Langeland. Det Gods, som tilhørte Grev Frederiks Fader, og hvorhen de vilde, laa paa den fyenske Kyst mellem Svendborg og Faaborg, og de havde altsaa endnu en betydelig Strækning at lægge tilbage; Strøm og Vind vare dem imod, drivvaade sad de der, og allerede een Nat havde de tilbragt fra Kjøbenhavn ude under aaben Himmel.

»Vi naae ikke Svendborg ved dette Daglys,« sagde Ole, »vi maae søge ind under Fyen

»Hør,« sagde Frederik, »det er ikke meget mere end en god halv Miil op i Landet, at den gamle Gaard ligger, hvilken min Fader har kjøbt og vil lade bygge op til mig; skulle vi søge derop? Den er en reen Røverkule at see til, men ganske romantisk, og hvad der er endnu bedre, der have vi Tag over Hovedet og Folk til vor Opvartning; der ligger en Avlskarl og en Meierske med Suite. Vi ville hverken lide Sult eller Tørst. Styr kun efter Svindinge Kirketaarn, det der! det stikker op i Luften som en Flaske! ... Her paa Kysten, veed jeg, er en lille Aa, som falder ud mellem Buskene; ved Høivande, som nu, kan man sætte lige op i den, og Baaden ligger som bag Fatters Bagerovn.«

»Du har rigtignok faaet os godt ud at seile!« sagde han ved Madkurven; »havde jeg ikke havt den velsignede Appetit, saa havde jeg for længe siden ligget som Herman der.« Og han pegede paa den Søsyge.

Det blev mere og mere mørkt; Baaden gik som en Gynge, og i hvor skarpt gamle Ole saae, og i hvor godt han styrede, de fik dog et Par stærke Søer; Regnen, der faldt, havde derimod ikke stort at sige for de Drivvaade.

12

»Sætter Du paa, Ole?« spurgte Frederik, idet de gik med stærk Fart mod Kysten.

»Her er Aaen!« sagde Ole, og det var rigtig den; hans Kjendskab til Strømningen, hans øvede Øie havde ledet ham. Seilet faldt, med et Spring var han i Land, »Halloi!« ... Baaden slæbte han til Siden og kastede Touget om en af de store Stene. Lænkehunden ved Fiskerhuset tæt ved gjøede allerede sin Velkomst.

En Vandring paa en god halvmiils Vei kunde være ganske velgjørende for de vaade, forfrosne, unge Mennesker, der vilde strax afsted til den forfaldne Herregaard. Ole skulde blive ved Fartøiet; i Fiskerhuset kunde han huses; den lille Flaske med Rum og det halve Mundforraad overlodes ham.

»Min Randsel er den letteste;« sagde Herman, der nu paa Landjorden begyndte at blive talende. »Jeg har idetmindste een Skjorte for os hver, og det er altid noget!«

Vandringen begyndte; mørkt var det, Veien tung og sandet, Regnen faldt i tunge Draaber.

»Man skulde ikke kunne sige, at vi ere komne paa det Tørre endnu,« sagde Herman. »Jeg har en Følelse, ligesom jeg gik paa Havsens Bund og den imellem neiede med mig!«

»Hør, hvor det suser i Træerne!« sagde den Anden, »det bliver værre og værre! veed Du bestemt Veien, Frederik? at vi ikke komme til at løbe hele Natten eller nødes til at banke paa et Bondehuus, hvor de ikke engang lukke os op. Jeg maa holde Dig i Kjolen, for jeg seer ikke et Skridt foran mig!« ..... i samme Øieblik styrtede han saa lang han var, men kom under almindelig Latter igjen paa Benene.

Vandringen havde nu allerede varet over en Time, da Frederik gav den Forsikkring, at de i Mørket maatte være komne forbi det Sted, hvor Veien dreiede af til den gamle Gaard. De lyttede, og under Blæsten troede de at høre en Hundegjøen. Nei - de toge vistnok Feil; jo, det var rigtignok en Lystreise. De lyttede igjen .... et jamrende Skrig naaede dem.

»Hvad er det?« spurgte de hverandre.

»Det er Blæsten!« svarede de sig selv; men atter løde de klagende Toner.

»Nei, hvad er det dog?« sagde den Ene til den Anden; Ingen

13

kunde forklare det; de stode endnu et Øieblik og gik saa videre. Vi ville senere faae at vide, fra hvilket Menneskebryst disse dybe Suk kom.

Pludseligt viste sig foran dem et Lys.

»Nu veed jeg Veien,« sagde Grev Frederik, »der ligger Gaarden.«

Og i samme Øieblik var Lyset forsvundet, men i den Retning, hvor de havde seet det, styrede han.

»Jeg har allerede Støvlerne saa fulde af Vand,« sagde den, som fulgte nærmest, »at jeg ikke veed, hvor dybt jeg egentlig gaaer; her synes jeg imidlertid at det bliver altfor frisk koldt om Fødderne. Skulle vi ikke være komne i en Mose?«

»Jo, det er vi!« sagde Frederik, »men det er den korteste Vei og man kan godt bunde. Det er den saakaldte tørre Side af den gamle Voldgrav, vi passere. Nu staae vi ved Huset.«

De vare tæt ved det, ja vare sikkert løbne med Ansigterne lige imod Muren, hvis ikke oven for dem, neppe en Alen borte, Lyset atter var blevet synligt bag et Vindue. De raabte et stærkt »Halloi«, der gik som det var indstuderet, og besvaredes af en tre, fire Hundes Gjøen. Ingen viste sig, Blæsten hylede og kastede dem store Regndraaber i Ansigtet. De bankede paa Ruden, og nu kom bag ved den et Ansigt og derpaa et andet, uden at dog de derinde sagde et Ord, eller aabnede Vinduet. Det unge Mandskab gjorde stærkere Larm. Frederik slog en Rude itu, idet han raabte, at de skulde lukke op. »Kom med Lys, I Fæhoveder!« skreg han, »det er mig, Grev Frederik! luk dog op i det Hundeveir!«

»Jesus!« var Svaret, og nu blev der indenfor en Travlhed; Lyset blev taget bort, og de derude stode i Bælmørke; Hundenes Gjøen tog til; - endelig knagede Laagen paa den lukkede Træport, en Lygte lyste, og Karl og Pige modtoge de Indtrædende med Udraabet: »Herre Kors! i dette Veir!«

»Vi komme fra Kjøbenhavn!« sagde Grev Frederik, »vi komme tilsøes, paa aaben Baad og ere gaaede iland for det onde Veir. Gjør istand derovre i Salen ved Taarnet; det er nok det taaleligste Sted!«

»Der seer forfærdeligt ud,« sagde Karlen, »men den Sal er vel bedst; vi kunne stoppe Noget i Vinduerne!«

»Mine Herrer!« sagde Frederik, »saa ville vi nu holde vort Indtog paa min lille Eiendom! jeg haaber, den om Aar og Dag skal vise sig

14

i bedre Skikkelse, og da skulle vi indvie den med et ordentligt Gilde! Gaa bare forsigtig! her skal balanceres paa Bræt og paa Stene! -Skaf imidlertid noget Varmt! Hvad har I her? Øl og Æg i det mindste har I, for Rum og Citroner ere vel ikke at opdrive?«

»Jo!« nikkede Pigen og stak sit røde, fornøiede Ansigt frem fra Forklædet, som hun for Regnen ihast havde kastet over Hovedet.

De vandrede afsted, men hvert Øieblik snublede de over Stene og Brændestykker. Karlen førte dem med Lygte ned af en med Nelder bevoxet Skraaning og lettede imellem lidt paa nogle Brædder, som dog derved ikke kom til at ligge stort bedre.

»Det er den anden Voldgrav, vi nu komme over,« sagde Frederik; »her har i gammel Tid staaet en Herregaard med Volde og Grave; den blev for et halvhundrede Aar siden revet ned, paa et Taarn nær, og man klinede en stor Bindingsværks-Bygning op istedet; den er igjen under salig General Maag reent faldet sammen og min Fader har kjøbt hele Skrammelkisten. Jorderne ere gode, her er deilig Skov og Stedet ligger prægtigt; næste Foraar bliver hele Kassen revet ned og en ny Bygning kommer istedet.«

De stode nu i den indre Gaard, der fra tre Sider indesluttedes af en To-Etages Bygning; et herligt stort Lindetræ bredte sine Grene ud til alle Sider; Bygningen saae ved den svage Lygtebelysning ret anseelig ud.

»Her er jo deiligt!« raabte En af dem, »en prægtig stor Dør midt paa Huset!«

»Men ingen Trappe!« sagde Grev Frederik og dreiede Karlens Arm med Lygten; man saae nu, at de brede Trappestene vare tagne bort; et rustent Jernrækværk, der havde hørt til Opgangen, stod stillet op mod Døren, der, nærmere betragtet, hang kun paa een Hængsel og bugnede i Fyldingen.

»Hold Lygten i Veiret, at man kan see Leiligheden,« sagde Frederik, og ved Belysningen viste det sig, at der i Vinduerne neppe var en heel Rude; et Par Vindueskarme vare gledne ud af deres Sammenføininger, og i Muren selv vare Revner, som om den hele Bygning nylig havde prøvet en stor Jordrystelse.

Gjennem en lille Dør kom de ind i en smal Gang; her maatte de over Gruus, Stene og en sønderbrudt Muur, og vare da i et Kammer, hvor bogstaveligt de lasede Tapeter bevægede sig i Blæsten; de 15 kom forbi en stor Skorsteen, der, da Underdelen var revnet, holdtes ved Bjælker og Stivere; Vinden susede deroppe. Derpaa gik de gjennem en Række forstyrrede Værelser, i hvilke Gulvene, eller idetmindste en Deel af disse, vare brudte op; et enkelt gammelt Møbel, Haveredskaber, overkalkede, plumpe Steenfigurer laae i Krogene.

Endelig vare de i en stor Hjørnesal, som bar mindre Spor af Ødelæggelsen. Væggene her, halv panelede, vare næsten skjulte med ormstukne Familie-Portraiter fra Riddertiden; her stode gamle ærværdige Fruer med deres Hund paa Armen, eller med en stor Tulipan i Haanden, Riddere med Slagsværd og Jagthunde, samt præsteklædte Personer med Psalmebog, latinsk Devise og Aarstal. Et gammelt opslaaet Claveer havde Plads midt paa Gulvet.

»Og Instrument ovenikjøbet!« raabte den Ene, og slog en Accord paa det; man hørte de klapprende Tangenter og tre skurrende Strenge; Spillemanden selv gjorde et af disse komiske Spring, man gjør, naar man er ved at falde, og det var han, thi der laa foran ham en gammel Dør, den til Taarnet. Lyset fra Lygten blev stukket i en Flaske, som heldigviis laa i det aabne Claveer.

»Flere Lys!« sagde Frederik, »og bring os saa nogle af dine Klæder, Christen! men rene maae de være! Du seer, vi drive af Vand! - Saa mange Hestedækkener som muligt, nogle Knipper Halm ind i Taarnet der, men Alt i Gallop! Pigen maa slagte Kyllinger og lave det Bedste istand; men først Punschen, at vi kunne varmes op! i Gallop, Christen! i Gallop!«

Og det gik i Gallop; Christen bragte alle sine bedste Kisteklæder, og dertil en stor laaden Reisepels, som tilhørte Grev Frederiks Fader. Det ene vaade Stykke blev kastet efter det andet; Randselen blev imidlertid aabnet og Alt taget ud; imellem Lommetørklæderne fandtes ved en Feiltagelse indpakket et Par Svømmebeenklæder.

»Det er Himlens Styrelse!« sagde vor søsyge Candidat, som nu var Lystigheden selv. »Her er en stor Buxemangel, smaa Bidrag modtages med Taknemmelighed! Dog, jeg er bedst vant til disse, jeg tager dem og Pelsen. Svømmebeenklæder og Skindpels, det er et godt Costume! Mine naadige Damer - «han bøiede sig for de alvorlige Portraiter rundt om, »De undskylde!« Og nu skete Forvandlingen. »Søndagsklæderne maa Geistligheden have!« sagde han 16 og trak sin eneste og bedste medbragte Klædning frem. Vor gode ærværdige Manuducteur maa see meest menneskelig ud!«

Det var den Ældste her, Talen var om, den eneste Borgerlige i dette lille Kammeratskab, en Holstener ved Navn Moritz Nommesen, han havde manuduceret de tre Andre til Philologicum og Philosophicum, der just nu var endt. Formanden for det hele eventyrlige Tog, Grev Frederik, hvis Fader havde, som sagt, sine Eiendomme i den østlige Deel af Fyen, var fra Barndommen af vant til at seile om i sin egen Baad, havde som Dreng gjort Tour til Als og Angeln, ja, efter Artium to Gange med Ole Hansen prøvet Søreisen i aaben Baad fra Kjøbenhavn og hjem; nu var en lignende arrangeret og sat istand, Manuducteuren var med, og to Jevnaldrende, Baron Holger og Baron Herman, men Udfaldet, som vi see, ikke det heldigste. Under Tag og i tørre Klæder sad de nu; fem store Lys, rigtignok Tælle- og Spedelys, tændtes og opstilledes i høist forskjellige Stager. Inde i Taarnet blev med Halm og Hestedækkener redet en prægtig Søsterseng. Punschebollen dampede og efter det første Glas dandsede - ikke Stuen, - men Vennerne rundt. Regnen skyllede ned ude, og Stormen ruskede i den skrøbelige Bygning.

»Herman!« sagde Grev Frederik, »nu skulde bare Døren aabne sig, din Bedstemoder træde ind og see Dig mellem os! Du, som ikke tør komme til Fyen!«

»Men jeg kan ikke forstaae Konen!« sagde Manuducteuren.

»Ja, hun er heller ikke til at forstaae,« afbrød Herman; »der er somme Tider, jeg vil kalde det lidt for meget Originalt ved hende, men til andre Tider igjen saa meget Godt og Ædelt. Næsten i Alt hvad hun gjør, stikker Gemyttet frem; de Fattige velsigne hende. Det er kun os, hendes Nærmeste, at hun er lidt haard imod; mig, for Exempel, har hun, fra jeg blev født, aldrig ret kunnet taale at see.«

»Ja, naar han fortæller om hende,« sagde Frederik, »saa tager hun sig ganske ordentlig ud, men gal er hun alligevel. Om Forladelse, jeg veed nok, at hun er din Bedstemoder. I Italien har hun forelsket sig i Guido Renis Billede af Beatrice Cenci, afmalet, som hun kjører til Retterstedet, og derfor har Baronessen altid en hende »a lafantasia« tillavet Rettersteds-Dragt; hun har den i Variationer: 17 Rettersteds Reisekappe, Rettersteds Morgenkjole og Rettersteds Baldragt af Atlas saadan en mødte hun med ifjor paa et af de største Baller.«

»Paa samme Tid man leer af hendes Paaklædning,« sagde Herman, »sidder hun med alle sine Piger og syer Klæder til fattige Folk!«

»Ja, jeg finder hende slet ikke saa gal, «sagde Baron Holger, »imellem siger hun jo Ting, som ere høist træffende. Folk faae Sandheden at vide, naar de komme til hende. Der indbød hun forleden hos sig en Forsamling af de første Ædere, - Provsten var da med, -hun indbød dem paa et fornuftigt Maaltid - og saa fik de kun Vandgrød og Torsk, samt et Foredrag over, hvor skadeligt det er at fordærve sin Mave.«

»Men det er jo en prægtig Kone!« sagde Manuducteuren.

»Jeg har i ti Aar ikke seet min Bedstemoder,« sagde Herman, »og der kan gjerne, om hun lever, gaae ti Aar endnu, før hun kalder mig herover.«

»Hun leve!« raabte Holger, »Originalerne maae ikke døe bort, de gjøre samme gode Virkning i Verden, som Uniformerne i Theatret.«

Han hævede Glasset og Skaalen blev drukket, men idet Hurraet endte, hørtes et sælsomt hendøende Suk; alle Fire dreiede Hovedet mod den Side, hvorfra Sukket lød, men Ingen sagde et Ord, overtydede om, at det kun var Vinden, de hørte.

Medens de ere muntre, ville vi nogle Øieblikke gaae til den omtalte Bedstemoder.

II. Bedstemoderen.

For en firesindstyve Aar tilbage saae det i Danmark sørgeligt ud for den stakkels Bonde; han havde det ikke stort bedre end et Trældyr. Istedet for Vornedskabet, som Kong Frederik den Fjerde hævede, var Stavnsbaandet kommet; saa godt som alle Bønder vare Livegne, og til deres to og halvtredsindstyvende Aar forpligtede til Krigstjeneste; mange unge Karle søgte at slippe fri ved at skjule sig, Andre lemlæstede sig selv for ikke at optages.

18

Herremanden til Gaarden, hvor nu den originale Bedstemoder boede, hendes Svigerfader, havde været en ryggesløs Krabat, en af den Tids barbariske Herremænd, om hvem der i Sagnene leve gruelige Erindringer.

Inde i Porten viste man endnu en Aabning, gjennem hvilken Bonden blev heiset ned i det saakaldte Hundehul. Fugtigheden fra Voldgraven sivede gjennem Muren dernede og i vaade Aaringer stod Gulvet med Dynd og Vand, hvori Frøer og Vandrotter havde deres Tumleplads. Her stak de Bonden ned, og hvorfor? tidt alene fordi han ikke kunde betale hvad der var paalagt ham at betale for den elendige Gaard, Herremanden havde befalet ham at tage, og paa hvilken Bondens arvede Skillinger vare blevne tilsatte. I Taarnet laa endnu den spanske Kappe, som mangen skikkelig Mand havde maattet bære, og midt i Gaarden, hvor der nu var en smuk Græsplet og Provindsroser, havde Træhesten staaet; paa dens Ryg havde Bonden med Blyvægt om Benene, tidt siddet sig til en Krøbling, medens indenfor Baronen drak med sine gode Venner eller pidskede Jagthundene, saa at de pebe omkap med Rytteren udenfor.

Det er til den Tid, i denne Gaard og til denne Herremand, vi ville træde tilbage.

Nogle lasede Bønderdrenge stode og kigede ind i Gaarden. En red der igjen paa Træhest, for »den kunde dog bedst øire Bondeknolden«; det var lange Rasmus, som de kaldte ham. Engang havde han Lidet til bedste og derfor tvang Herremanden ham til at overtage en ussel, faldefærdig Gaard. Rasmus satte Alt til paa den, dog derved blev den ikke stort bedre og Afgifterne kunde ikke svares. Herremanden lod Rub og Stub derinde vurdere, og derpaa Rasmus med Kone og Barn sætte ud af Gaarden. Rasmus gjorde en bedrøvelig Vise derom og blev derfor sat i Hundehullet. Da han kom ud, overlod man ham et jordløst Huus paa Marken; for dette usle Skuur med en Smule Kaalhave og et Stykke af Hovmarken, to Tønder stort, maatte han og Konen slide og slæbe deres meste Tid paa Gaarden; imorges knyede han, at det var for haardt et Liv, og derfor red han nu paa »Træhesten.« Denne var et smalt Bræt, reist paa to Pæle; skraas over det var den arme Synder sat; to tunge Muurstene havde de bundet ham ved Benene for at disse kunde strækkes ned, og Sædet paa det skarpe Bræt derved blive ham smerteligere.

19

En ussel, bleg Kone, med forgrædte Øine, stod og snakkede venligt til den Karl, der havde en Slags Opsigt med Synderen; hun var lange Rasmus's Kone; Rasmus havde hverken Hat eller Hue paa; ned om Ansigtet hang ham det tykke Haar, som han imellem rystede, naar Fluerne plagede for slemt. De tunge Muurstene tvang Fødderne mod Jorden, men i hvor meget han strakte Taaspidsen, kunde han dog ikke faae Støtte.

En lille treaars Pige, hans og Konens Barn, deilig som en Guds Engel, krøb i Græsset, og mens Moderen talte med den vagthavende Karl, nærmede Barnet sig Faderen, og enten efter Instrux af Moderen, eller af barnlig Instinkt, skød hun ganske sagte en Steen ind under Faderens ene Fod, hvorved han kunde støtte den. Barnet havde allerede ganske sagte taget en Steen til den anden Fod og saae med sit kloge, deilige Ansigt op til Faderen; da stod Herremanden, Hr. Baronen, ligefor i Porten med sin store Ridepidsk; han havde seet hvad der skete og Pidsken knaldede hen over det stakkels Barn, der udstødte et smerteligt Skrig ved Slaget; Moderen styrtede sig hen imellem dem, men Baronen sparkede til den frugtsommelige Kone, der styrtede om paa Brostenene ....

Vi vende os fra denne afskyelige Scene, af hvilke der i hine saakaldte »gamle gode Dage« er oplevet mange, og fortælle kun, at dette Barn, hvis Hals og Arm svulmede ved Pidskeslaget, da hun skjød Stenen hen under Faderens, lange Rasmus's Fod, medens han red paa Træhesten, nu ingen Anden var end den gamle Frue, Bedstemoderen; dette Barn, som han slog, blev i Tiden hans Sønnekone.

Saa mørkt et Billed fra sin Barndom, som det meddelte, levede i Erindringen hos den gamle Kone, hvis Originalitet er bleven omtalt og udleet. Selv herskede hun nu alt i mange Aar paa denne Herregaard, hvor der var sparket hendes Moder en tung Sygdom til, hvor hendes Fader havde siddet i Hundehullet og redet Træhesten; de smukkeste Roser havde hun ladet plante paa dette Rettersted.

Om den onde Herremand gik endnu mangt et Sagn. I Herskabs-Begravelsen i Kirken stod hans prægtige Marmor-Sarcophag, omgivet af Engle og med forgyldte Indskrifter; selv havde han i levende Live ladet al den Pragt komme fra Italien og opsætte i Kapellet. I et vildt, lystigt Lune gik han og Drikkebrødrene over i Kirken, og der satte han sig midt i sin Kiste og drak sin Skaal, 20 Kammeraternes Skaal og tilsidst Fandens, og saa sad han død i Kisten. Nogle sagde, at han havde faaet et apoplectisk Tilfælde, men de Fleste vidste det bedre, - det var Fanden, der havde dreiet Halsen om paa ham.

Herremandens Søn, den Eneste han havde, var ligesaa raa og vild, som Faderen, men ikke ond; han førte et tøilesløst Liv, men blev tilsidst virkelig forelsket og det var i Skoleholderens Pleiedatter, en Deilighed, som Landet kun har faa af. Hun var Datteren af den lange Rasmus; hun var kjæk, overgiven og forunderlig, men dydig, og hvorledes det nu gik og ikke gik, Baronen maatte tage hende til Kone, vilde han have hende. Nu fortælles der rigtignok af onde Tunger, hvorledes han havde ladet sig besnære: at han just lige vilde kjøre afsted, for paa Laaland at ægte en adelig Frøken, men at han da ved Degnehuset saae den smukke Dorothea, og at Degnen da havde faaet ham ind at drikke, at en gammel Husar, forklædt som Præst, havde viet dem; men Løgn og Paafund er det; Kirkebogen viser det anderledes, og vist er det, at han ikke gav slip paa Dorothea, der nu var en naadig Frue, men rigtignok tidt blev haardt og slet behandlet af ham.

De fik endeel Sønner, men alle, naar de naaede til en vis Alder, døde de; endelig, mange Aar efter Bryllupet, kom en Datter; hun voxte op og blev et stille Barn. I hendes unge Aar døde Faderen, og nu begyndte Dorotheas Regimente. Man sagde, at havde hendes Liv før været en Begravelse, saa gik det nu hjemad med Piber og Trommer. Vel var der Ingen af den høie Adel blandt Naboerne, som besøgte hende, men fuldt op af Gjæster havde hun altid. Om Vinteren levede hun muntert i Kjøbenhavn, og der gjorde hun Bekjendtskaber nok med Justitsraader og Etatsraader, Kunstnere og Enkefruer, og saa havde hun Gaarden fyldt med Gjæster hele Sommeren og var den naadige Frue. Hoved manglede Konen ikke, hun havde endog Geni, men det løb altid paa egen Haand; Hjerte var der ogsaa, og det meget, men her sad Lunet til Roers, idetmindste syntes det saa, og det var uberegneligt.

Hun reiste til Italien, blev Kunstkjender og klædte sig a la Beatrice Cenci i Retterstedsdragt; alle Landsmænds Breve fra Rom den Tid meldte morsomme Anecdoter hjem om den fyenske Frue. En ikke ganske ung Mand, Baron Büncke - Rönnow fra Holsteen opholdt 21 sig da i Pavens By, og besøgte Fru Baronessen og hendes smukke Datter, hvilken sidste man sagde alt i Kjøbenhavn havde gjort Indtryk paa ham. Med Eet hørte man, at de vare blevne forlovede og snart derpaa, at de vare gifte. Aaret efter kom de Alle til Danmark. Büncke-Rönnow var ikke ældste Søn, men havde en ikke ubetydelig aarlig Sum af Familie-Godset, var desuden ansat i det tydske Cancellie, og kunde saaledes, som man siger, nok føde en Kone. Ved Svigersønnen kom nu flere af de saakaldte første Familiers voxne Sønner i Svigermoderens Huus; de havde Øine for at see hendes Eiendommeligheder og Villie til at tale om dem. Hun var snart bekjendt og søgt, som en Original, der gav Stof til Conversation i det magre Salon-Liv.

Strax efter Hjemkomsten fra Italien fødte den unge Kone en Søn, mørk i Skindet og med kulsorte Øine, som Italiens Børn. Dette Barn var Herman, vor unge Candidat, som vi først fandt søsyg udstrakt i Baaden og nu sidst forlode i Svømmebuxer og med Reisepels foran Punschebollen.

I hvor inderligt Forældrene holdt af hinanden, syntes de dog ikke at mødes i dette Barn; man vidste at fortælle, at fra første Øieblik det vistes Faderen, betragtede han det koldt og uden Ord. Moderens Følelse for det var derimod Vemod eller stille Sorg; der var et eget bedrøvet Træk ved hendes Mund idet hun saae paa den Lille, og hun rystede med Hovedet, som bifaldt hun ikke de Tanker, der rørte sig, brast i Graad og kyssede Barnet. Kun lidet over et Aar beholdt det sine Forældre; en hæftig Typhus rev Faderen bort; Moderen pleiede ham Nat og Dag, inddrak Smitstoffet, og otte Dage efter hans Begravelse fulgte hendes.

Bedstemoderen sendte strax Barnet bort, det kom til en skikkelig Gartner-Familie ved Odense og var der til sit niende Aar; det var blevet en deilig Dreng, fuld af Ild og Kraft, vild og lystig, thi han havde altid fri Spas; men Alle holdt de af ham, Hjertelaget var godt; han havde flere Talenter, især det, at tegne, var ikke ubetydeligt, men det var altid det Komiske, han opfattede og gjengav.

Nu var han, som sagt, ni Aar og Bedstemoderen vilde have ham til sig, for, som hun sagde, selv at opdrage ham »til en christelig Røver« .... Han kom, var i Huset hos hende i tre Dage, men hun fandt at han gjorde Nar af Alt, var et lille Afskum, - noget, som vi 22 aldeles benægte, - og han skulde derfor bort igjen, men ikke til Gartner-Familien, thi den forstod ikke at luge Ukrud, sagde hun. »Manden kan være god nok til at passe Agurker, og Madammen til at plukke Ribs, men Slave-Frø forstaae de ikke at forædle!«

Drengens Familie paa Faderens Side brød sig ikke om ham, og Curator, der var Stedets Præst, lystrede i Alt den naadige Frue. Herman blev altsaa sendt afsted til Herlufsholms Skole. Derfra var han dimitteret og i eet Aar udvoxet til en smuk Mand. Der var noget medfødt Ridderligt i hans hele Væsen, og, som det synes, et lystigt og let Sind og en ikke ringe Veltalenhed. Hans smukke Talent for at tegne komiske Billeder, og at han af Fødsel var Baron, havde især knyttet Grev Frederik til ham; paa de academiske Forelæsninger havde de gjort Bekjendtskab og fortsat dette hos den fælleds Manuducteur; den tredie unge Ven, Baron Holger, sluttede sig til i Manuductionen og Venskabet.

Herman vidste at Bedstemoder paa denne Tid var for en otte Dage siden reist til Holsteen, hvor hun vilde blive i det mindste sex Uger; han havde derfor ladet sig overtale af Grev Frederik til at gjøre Søtouren til Fyen, hvorhen hun ikke tillod ham at komme. Hver Maaned maatte han skrive hende til og Postdagen efter fik han igjen regelmæssigt nogle faa Linier. »Jeg vil engang nok see Dig!« havde hun nylig skrevet, »men vi kunne gjerne bie noget endnu begge To. Kom ikke før jeg kalder! Det bliver ellers en daarlig Fornøielse for Dig.«

Saaledes efter ti Aars Fraværelse kom Baron Herman nu til sin Fødeø; under Jagt og Lystighed skulde nogle faa Dage tilbringes der; en lille Ridetour forbi Bedstemoderens Gaard, en Kigen ind i Haven, nu hun var borte, lod sig vel gjøre, uden at det kom til hendes Kundskab. Ingen her vidste hvem han var.

De vare seilede ud fra Kjøbenhavn med god Vind, men da den siden dreiede, havde de den hele Dag kun bragt det til at naae Jungshoved paa Sjælland; her laae de i den aabne Baad første Nat, og vare nu, som vi vide, næste Aften komne til Fyen, ikke til Bestemmelse-Stedet, men til den gamle forfaldne Gaard, hvor vi atter ville søge dem idet de udbringe Skaalen for de salige Fruer og Frøkener, hvis ormstukne Billeder udgjøre Dameselskabet i Salen, her, hvor endnu iaften en sælsom Begivenhed forestaaer.

23

III. Studenternes Datter.

Herman havde allerede med Blyant i sin Skizzebog tegnet et ganske morsomt Billede af dem alle Fire i deres Udklædning her, og dernæst paa et andet Blad givet sig selv som søsyg Candidat, - et Billede, der gjorde stor Lykke for Ligheden. - Samtalen havde taget en anden Retning, Vinden udenfor susede mindre; derimod var Regnskyllet desstærkere, Vandet løb i Strømme fra Vinduerne ned af Væggen og hen af Gulvet i et Flodleie, det selv havde dannet sig.

De vare midt inde i Jagthistorier; Grev Frederik fortalte saa beskueligt sin sidste Grævlinge-Jagt, at Herman derved, som han sagde, ordentlig syntes at føle Kullene knage i sine Støvler.

»Slige Dyr kan jeg skyde!« vedblev Frederik; »Ræve, Maarkatte, store Rovfugle; men en Hjort, et Raadyr, nej! jeg er ingen rigtig Jæger! Alene det at staae opstillet, vente, lure og see saa det kongelige Dyr saa let og svævende springe forbi, og da give det Kuglen, hidse Hundene paa det, saa de hænge i det glindsende, brune Skind, og da see de Øine, Dyret kan sætte op! det er som et Menneske i den dybeste Bedrøvelse! Jeg har seet det og jeg smed Bøssen; der laa Noget i Dyrets Øine, som gjorde mig skamfuld og bedrøvet! - Nei, Jæger kunde jeg ikke blive, men Sømand! det er frit og stolt! det er Noget at brydes med Vinden og Søerne, og at blive Herre over dem!«

»Ja, jeg holder nu ikke af,« sagde Herman, »at brydes med Søen, hverken paa den ene eller paa den anden Maade. Jeg har faaet nok disse to Nætter. Hvad derimod Sælhunde-Jagten angaaer, saa har jeg dog været med een Gang; det var i en Ferie. - Hvor vi saae ud i Klæderne! omtrent som iaften, men paa en anden Maade; jeg havde Kanestøvler. Det var ganske tidlig Morgen, taaget og raakold; sex Personer seilede vi ud i en stor Baad; hver af os blev en Halvfjerdingvei derude sat af paa en af de mange Stene i det lave Vand; det var underligt nok at sidde der eensom paa Stenen, der var slimet af Sælhundens Krop. Taagen laa rundt om; jeg kunde ret tænke mig alene ude i det vilde Hav. Vandet skvulpede mod Stenen og 24 imellem gjøede huult og hæsligt en Sælhund; med Eet pladskede det tæt ved mig; jeg laa paa Maven, Vinden blæste mig lige i Ansigtet; ganske stille laa jeg; - med Eet dykkede Sælhunden op fra den Side, Vinden blæste; han reiste sig lige op imod min Bøssepibe, jeg trykkede løs - det Hele var kun et Øjeblik, men jeg havde seet ind i de store brune Øjne, som han fæstede paa mig og det var ligesom jeg havde skudt et Menneske!«

»Jeg er vis paa -« sagde Grev Frederik, »at det er Sælhunden med sine kloge Menneske-Øine, der først har givet Idee til Havmænd og Havfruer; tidt, da jeg var en Dreng, naar jeg laa under Træerne ved Stranden, saae jeg dem dykke op, og naar da det friske Søgræs hang Dyret ned over Hovedet, saae det virkelig ud som et Menneske«. - - - Han standsede pludseligt og saae mod Sideværelset; de Andre gjorde en lignende Bevægelse, Alle havde den samme Tanke og samme Ord: »Vi ere ikke alene!«

Grev Frederik greb et Lys.

»Det er ikke Spøgelsetid endnu!« sagde han og saae paa sit Uhr. »Klokken er kun elleve! Hver tage sit Lys, de halve ville gaae ud i Trækvinden!«

Ganske tydeligt hørte man en Græden, - det kunde være et spædt Barn, det kunde være en Kat. Døren vilde ikke ret gaae op; et Spark med Foden hjalp, og de stode i et aldeles tomt Værelse; Vinden greb i Flammen af Lysene. Til næste Værelse var Døren taget af og stillet paa tværs for Indgangen; der indenfor jamrede det, de lyste derind. Muren ud til Haven var halv reven ned; i en Krog laa paa nogle Ærteriis og et afrevet Væggebetræk et Menneske - et Fruentimmer, der, idet de trængte ind, hævede sig i Veiret og løftede et nøgent, lille Barn op imod dem.

Grev Frederik var forrest, han standsede, Fruentimmeret sank med et Suk tilbage og Hænderne faldt med Barnet mod hendes Bryst; men i dette korte Øieblik havde hun fæstet sine Øine paa Frederik med et Udtryk af Smerte, dybere og stærkere end den saarede Hind, hvis Blik han nylig havde omtalt!

»Jesus!« udbrød han. Barnet græd; Moderen fandt de at være død eller besvimet; hendes Arme, som de løftede, faldt kraftløse tilbage.

»Det er et nyfødt Barn!« raabte Manuducteuren; »den arme Lille!

25

Og Moderen creperer her i dette Veir og Vind!« hurtig sprang han efter et Par af de Tæpper, som vare bestemte til deres Leie, og kastede dem over hende.

»Hvem mon hun er?« sagde Frederik. »Vi maae have fat paa nogle af Folkene og faae hende i Seng! Ja, Ingen af Os finde over i den mørke Nat uden jeg!« og han løb afsted.

»Den stakkels Unge!« raabte Herman, tog Barnet op fra Moderen og svøbte det ind i sin tykke Reisepels. »Det havde jeg ikke drømt om, at jeg inat skulde blive Goldamme! I kunne troe, at det er Moderen, vi tidligere hørte jamre sig ude paa Marken.«

Og dette var ogsaa Tilfældet. Den Lidende var, idet hun i det onde Veir var ude, blevet syg; i sin Elendighed tyede hun herind, hvor hun vidste Gaarden stod aaben og forladt; her i den mørke Krog, paa det afrevne Tapet, havde hun født sit Barn. De unge Mennesker toge Liget, thi død var hun, og bare det ind i det større, lune Værelse, hvor de havde siddet om Punschebollen. De haabede endnu at det kun var en Besvimelse.

Grev Frederik med Christen og et Par andre af Husets Folk kom til.

»Det er Musikanterens Kone,« sagde Christen, »den omvandrende Musikants, han, som dreier paa Lirekassen og blæser paa Rørfløiten, der sidder ham oppe i Halsklædet. Konen er et ungt Barn, hun slog paa denne Triangel og sang Viser; jeg saae nok sidst da hun sang her, hvordan hun havde det, og nu er hun død og borte!«

»Nei, nei!« sagde Frederik, »lad os bare faae hende ind i Taarnet paa Halmen, hvor vi skulde have ligget, og sæt Du Dig saa til Hest og rid, hvad Tøiet kan holde, og hent os Madamme Sørensen i Qværndrup

»Ja, men Fruentimmeret her er jo dødt, Hr. Greve!« sagde Christen; »hun er allerede kold i Hænderne!«

»Gjør som jeg siger!«

Og Christen maatte, hvor nødigt han vilde, til Hest efter Madammen, som her ikke kunde hjelpe.

Den Døde blev lagt i Taarnet paa et Halmknippe og godt dækket til; en af Malkepigerne fik Barnet, som blev vel svøbt ind; hun skulde tage det med sig i Seng, var Ordren. »Ja skil mig bare ved det!« sagde Baron Herman, idet han gav det 26 til Pigen. »Det gaaer i Stykker! og det seer jo ud som en af de kobberrøde Indianere!«

Barnet var en Pige.

»Vi maae nok Alle staae Fadder til hende,« sagde Herman; »bare vi med Tiden ingen Skam faae af Jomfruen! en ung Dame, som første Gang, hun kommer i Huset, ligger ved Hjertet af en ung Cavaleer i Svømmebeenklæder, tør man ikke vente sig det Bedste af.«

»Ved Faderens Hjerte kan hun nok hvile!« sagde Holger.

»Jeg vil ikke være hendes Fader!« svarede Herman. »I have lige saa stor en Deel i hende, som jeg! Men jeg giver gjerne mit Bidrag til en christelig Opdragelse.«

»Lagde I Mærke til de Øine, Moderen saae paa mig med?« sagde Frederik.

»Ja, Dig betroede hun da Barnet. Men da vi have staaet hos, bør vi vel ogsaa dele lidt af Byrden. Herman skal give Bidrag jeg ogsaa, - og hvad siger vor Manuducteur? Vi ere komne til Fadderstads iaften; men hvem sørger for, at den lille Datter kommer i Hænder, hvem skal være som Fader for hende? Det maa En af os. Lad os trække Straae!«

Og de trak.

»Manuducteuren har det korteste! altsaa er det Manuducteurens Datter; ja, saaledes være hun døbt!«

»Nei, Studenternes Datter!« sagde Moritz.

»Vel! Studenternes Datter! det er altid et Navn. Du er hendes Formynder!«

»Men om nu den rigtige Fader melder sig?«

»Ja, lad ham det, men jeg troer ikke at han gjør det! Lad os imidlertid tænke paa at faae nogen Hvile, og imorgen med bedre Vind og Veir komme videre. God Nat! - Studenternes Datter! Skaal for hendes Formynder! han leve!« og de hævede Glassene og klinkede med Manuducteuren.

»Nei,« sagde denne, »skal min Skaal drikkes, saa hellere - ja, hvorfor lade det være en Hemmelighed? drik paa min Forlovelse!«

»Forlovelse!« raabte de Alle.

»Ja, iforgaars Aftes, netop en Time før vi reiste, blev jeg forlovet. Derfor var jeg søstærk! jeg tænkte paa hende, derfor smilte jeg, og ikke af de høie Søer, som De troede. At jeg tog med som det var 27 bestemt, var hendes udtrykkelige Forlangende; ærligt talt, var jeg helst blevet hjemme!«

»Det er rimeligt,« sagde Frederik, »men hvem er Bruden?«

»Caroline Heimeran, Etatsraadens Datter.«?

»Hvad? hende! nu bliver Noget mig klart! hun havde ifjor Plads i Theatret hver Tirsdag og derfor skulde De altid see Tirsdags-Stykkerne.«

»Nu skriver De da strax hjem, at De har faaet en Datter,« sagde Herman leende. Glassene klinkede, og lystigt lød et harmonisk Hurra, tæt ved den døde Kone.

En Time efter laae de alle Fire udstrakte paa Tæpper og Halmknipper; sundt og godt sov de ovenpaa de to Dages Søtour og denne Aftens Begivenhed; de sov uden Drømme, paa Manuducteuren nær; for ham svævede Billedet af en ung livlig Pige, flint bygget, svævende, leende, Munterheden selv; med sine to brune Øine saae hun ham ind i Sjælen; det var hans Kjæreste, Caroline Heimeran.

IV. Kammerjunkeren.

Næste Morgen var det et deiligt klart Veir; Himmelen saae ud som om den var feiet, ikke en Sky var at see. Vennerne vandrede til Stranden. Ole fik Baaden istand, og for god Sidevind gik det nu raskt langs med Kysten, hen mod Svendborg Fjord.

»Vor nordiske Mythologies Archipelagus begynder her,« sagde Frederik.

»Hvorledes faaer De det ud deraf?« spurgte Manuducteuren.

»Her ligger jo Fyen, hvor Odin boede; vi kunne en Dag kjøre op til Odense, Odins gamle By; her ud for os er Øen Taasinge, som fortæller om Thor, og der ligger Thurø, hvor Balder slog Thore

De dreiede snart ind i Sundet, der her er som Rhinen paa det bredeste, men mere grønt og gjennemsigtigt; i kjække, maleriske Bugter gaaer den friske Strøm mellem høie Ege- og Bøgeskove.

»Her have Svend Tveskjæg og Palnatoke tumlet sig og givet 28 blodige Pander; her gik Nordens Vikinger, vore Argonauter. See I der i Skoven St. Jørgens Gaard og Kirke? der stred han med Lindormen. I Nyborg boede Slangen, den krøb ud over Landet og krævede hver Dag sit Offer; Loddet faldt paa Kongens Datter, Ridder Jørgen frelste hende. Norden har ogsaa sin Perseus og Andromeda!«

»Oversatte fra Græsken!« sagde Manuducteuren med et Smil.

»Nei, originale, lige op af Jordbunden!« sagde Holger og lo; »lad Bønderne her fortælle Dem! store Kobberporte under Jorden blive hver Midnat slaaede op og i; her brænde Troldlys over sjunkne Skatte, og De skal see, at inde paa de fyenske Marker ligge Stene, store som Huse; de ere af Troldhexe kastede fra Taasinges høie Banke hen over Sundet! jo, vi seile her lige ind i Sagnenes Page! Lyø, som De snart skal see, havde engang Træ ved Træ, men der var en Skipper, som, da han gik hjemme fra, lærte af sin Moder at løse Vindene, og da han saa seilede hjemad og kom ved Svendborg, løste han dem saaledes, at der blæste en Storm, saa Lyø Skove gik bort. Og man kan endnu see, at det er sandt, der er ikke et Træ at finde paa Lyø!«

»Nu seer jeg mit fyenske Træ!« raabte Frederik, og Baaden styredes mod en kratbegroet Landtunge, hvor der stod et høit gammelt Træ, ikke udgaaet, men ved Vinden næsten bladløst; tusinde Fugle fløi skrigende op derfra, da vort Selskab sprang i Land; tæt ved tog en prægtig Hjort Flugten, saa let, saa svævende; en Hare løb afsted i modsat Retning. Alt tydede paa, at man var i et Paradiis for Jægere.

I høit Græs, dyndvaadt fra den forrige Nats Regn, vandrede de afsted hen mod Skovhuset, hvor Eiler og hans Kone boede i stille Skovensomhed og passede de i Indhegningen indelukkede Dyr. De to gamle Ægtefolks hele Verden var Landodden her, deres Hovedstad Herregaarden, den de maaskee neppe to Gange i Aaret kom op til; om hvad der skete i den virkelige Verden selv, vidste de aldeles Intet, uden naar Sønnen Hans, som havde den Lykke at være Tjener paa Herregaarden, lod et lille Ord falde fra Aviserne, men det glemtes strax igjen. Hans var netop nu i Skovhuset og ilede strax det unge Herskab imøde. Den gamle Kone tog sine Træskoe af, og stod med Hosesokker paa det brolagte Gulv.

»Hvorfor gjør hun det, Moer?« spurgte Frederik.

»Fordi jeg nok veed,« sagde hun, »at give dem Ære, som Ære 29 bør!« og hun smilede polisk ved sin udviste Fiinhed. Sit Skjørt bredte hun ud paa den ene Stol og sin Mands Trøie paa den anden, og bad saa Herskabet at sidde ned.

Det var et stort Held for Greven, sagde hun, at han skulde træffe hendes Søn her; nu kunde han faae at vide, hvorledes det stod paa Gaarden. Det var for at trøste Anna Lisbeth, Søsteren, at han var kommet her; hun havde været gift lidt over et Aar med en flink Sømand, der førte et Skib for Agenten i Faaborg; en Sø havde skyllet ham bort; sit lille Barn havde hun ogsaa mistet i disse Dage.

»Der have vi jo en Amme til Studenternes Datter!« sagde Holger. »Det træffer udmærket, som det var arrangeret! saaledes gaaer det til i Virkeligheden; læser man Sligt i Bøger, saa gjør man Bemærkninger.«

»Hvad Fremmede er der hjemme, Hans?« spurgte Grev Frederik.

»Ja, der er nu kommen Kammerjunkeren, ham, der hver Aften har noget at vaske, og dog gaaer med Skindskjorte og Flipper.« Hans lo polisk derved.

»Hvad, er han kommet? han bider sig da fast i flere Maaneder; man har ham ordentlig i Kost herovre! det er En af disse Folk, der skulle være fornemme og ere færdige at døe af Sult. Hans hele Stræben er gaaet ud paa at blive Kammerjunker.«

»Gaaer han med Skindskjorte og har dog Vask om Aftenen?« spurgte Herman.

»Ja,« sagde Hans, der saae paa Ansigterne, at han turde tale som han havde begyndt. »Han har saa lidt Tøi med, at der hvert Øieblik maa vaskes; Kufferten faaer nu Skyld for det, at der gaaer saa lidt i den. Han er fim galant mod os Folk, paa Drikkepengene nær, der kniber det, men saa faaer man jo Høflighed!« - Hans griinte.

»Og hvem er her Flere?«

»Her er Krigsraadens fra Odense, Mand og Kone.«

»Det er ogsaa to Stykker!« sagde Frederik; »han har engang reist udenlands i sex Uger, reist som Coureer gjennem en Deel af Nord-Tydskland; en halv Dag var han i Hannover, tre Timer i Braunschweig, men saa halvanden Dag i Cassel, og denne Reise taler han nu om, saa at man skulde troe, at han havde været tyve Aar ude! Enten har han truffet paa Folk, der vare i nær Familie med de berømteste Mænd, eller han har reist med en Person, der var Dens og Dens 30 Portrait saa lig, at det er saa godt som vist, at det var hiin Mærkelighed selv. Ja, Napoleon tør han næsten sværge paa at have seilet med paa Rhinen, paa en Tømmerflaade. Det Morsomste er at mærke, at Konen saa ofte har hørt ham fortælle Reisen, at hun kan supplere, naar han stopper. Han er en moderne Gert Vestphaler fra Kjøbenhavn til Maintz. Den meste Tid i de sex Reiseuger har han tilbragt i Postvogne og paa Landeveie, men som sagt, altid truffet de mærkeligste Folk, Napoleon, Lavater og Fru Krudener! - Og det er hele Selskabet?«

»Fru Bager fra Middelfart -.«

»Naa, det var dog et christent Menneske! Er der ikke Flere! - Naa, saa lad os komme afsted! Zamora! min egen Dreng!« udbrød han og fløitede; en prægtig Jagthund jog ham imøde, sprang op ad ham, kastede sig paa Jorden, loggrede med Halen og sprang atter gjøende i Veiret, blev klappet og jog nu afsted mod Gaarden og atter tilbage for at gjentage samme Manoeuvre.

»Zamora er slet ikke i Familie med Spanierne,« sagde Frederik, »men den skal ligne en Jagthund, min Fader fik af Zamora selv, og som, da Spanierne brød op, listede sig ombord med ved Nyborg.«

Mellem en Række prægtige Lindetræer skinnede nu Gaardens Udbygninger saa pyntelige med røde Mure, som vare de nylig reiste; men Aarstallene af Jern og de gamle Indskrifter sagde imidlertid, at de vare tre hundrede Aar gamle; Taget var nys tækket, og paa Gavlens Spiir dreiede sig en forgyldt Veirhane. Idet Vennerne nærmede sig, svingede fra Gyden ind ad Porten en Reisevogn, men Hans kjendte hverken den eller Liberiet.

Inde i Gaarden, der var godt brolagt, voxte i Sollyset op ad Staldbygningens hvide Muur, foran hvilken var et lavt Trægitter, Aprikoser og Figener.

Flere af Godsets Tjenere stode foran Vognen, hvoraf Grev Frederiks Fader hjalp to Damer ud, Moder og Datter. Den Første kunde man endnu kalde en Skjønhed; her var en smuk Holdning, ædle Træk og brune, talende Øine; Datteren var igjen Moderens udtrykte Billede, kun i finere Form, og her var Ungdommen i hele sin blomstrende Friskhed.

»Er det Clara?« raabte den ældre Greve, og hans Øine straalede 31 ved at see et saadant Skjønhedsdigt af vor Herre. Frederik trængte sig frem og greb Faderens Haand.

»Min Dreng! Du der!« raabte Faderen, trykkede et Kys paa hans Mund, tog de unge Mænd Hver i Haanden med et Velkommen, og førte saa begge Damerne til de for disse bestemte Værelser. Det var Enke-Admiralinde Schleysner med Datter, Begge fra Jylland, nu paa Reisen til Kjøbenhavn; Grevens Huus var Natteqvarteret. Alt næste Morgen skulde de Begge afsted, men en halv Dag og en Aften kan have mange Begivenheder eller i det mindste lægge Spirerne til dem.

»Jeg maa nok selv see at indqvartere os,« sagde Frederik. »Er der istand paa den grønne Gang?« spurgte han Tjeneren.

»Herr Greve - -!« sagde venligt et lille, særdeles magert Menneske, og trykkede med stor Hjertelighed Frederiks Haand.

»Herr Kammerjunker!« raabte Frederik leende; »ja, jeg hørte allerede da jeg steg i Land, at vi nøde den Ære at have Dem! - nu maa De rigtig være morsom og spille os Noget for, nogle Dandse! De saae, hvilken Dandserinde vi fik.«

Det blev sagt venligt, - venligt, som naar man fløiter ad sin Hund; paa denne Maade idetmindste følte den Paagjældende det; en fiin Rødme gik over hans Ansigt, hvor det fremherskende Udtryk dog var et godmodigt Smil. Det var altsaa Kammerjunkeren, ham, der efter Tjenerens Sigende gik med Skindskjorte og Flipper; han var omtrent fem og tyve Aar, og, om Udtrykket her ikke er smukt, det er betegnende, han saae forsulten ud.

Ved Middagsbordet samlede sig hele Selskabet; Grev Frederik førte Clara, der gjorde et mærkværdigt Indtryk paa Alle og maatte gjøre det. En Poet vilde i Vers sige om hende, at her var den kongelige Holdning og den Lethed, man seer hos den flygtende Hind; her var den Friskhed, som henriver os ved den første udspringende Rose, eller det unge Foraarsgrønne idet Sneen smelter. Der var noget saa forunderligt Gjennemsigtigt i hele det Legemlige; det var den friske Ungdom med al sin Uskyld og Lykke, al sin Tillid til Menneskene og Verden.

»Det er ganske den raphaelske Madonna i Dresden,« bemærkede Krigsraaden fra Odense, og hvidskede sin Bemærkning til 32 Manuducteuren og hans Nabo, idet han dog tilføiede, at han ikke havde været i Dresden, men at han i Frankfurt havde seet en udmærket Copi. - Manden havde jo reist.

Kammerjunkeren var ikke tilbords, man savnede ham ikke, Ingen nævnede ham. Samtalen gik nok saa livligt; de unge Herrers Søreise herover, Besøget forrige Aften i den øde Gaard, det lille Barn der og den døde Moder var jo et rigt Stof. Herman maatte frem med sine Tegninger, der især vakte Claras høieste Beundring; han var jo et Talent, et Geni, sagde hun, Fremstillingen af ham som søsyg, erklærede hun for et Mesterværk. Admiralinden fortalte om Bekjendtere i Jylland; Krigsraaden førtes altid ved hver Fortælling til noget Beslægtet, han havde oplevet i Tydskland, da han reiste; Krigsraadinden understøttede hans Hukommelse; Fru Bager gav korte, sunde Bemærkninger; Hver aabenbarede sin egen Natur, men Clara var Solen, som belyste og opvarmede; hendes Veltalenhed laa i Smilet og hun smilte tidt.

Det havde allerede længe været mørk Aften, da man stod fra Bordet. Clara satte sig ved Claveret; hun kunde udenad kun een Dands, og al hendes Musik var indpakket, sagde hun; Dandsen spilledes, og i Øiet straalede hele Balsalens Glæde! - »O, jeg elsker Musik!« udbrød hun, »men jeg kan ikke selv spille, idetmindste ikke uden Noder. - Hvem spiller?«

»Kammerjunkeren!« sagde Frederik, og gav en af Tjenerne Ordre til at sige Kammerjunkeren, at man ventede ham, at det nu ikke var Tid til at have Tandpine.

Og Kammerjunkeren kom med ophovnet Kind, men Smerterne vare stillede. Fru Bager klappede ham paa Skuldrene og bad ham om, som hun kaldte det, »en musikalsk Forelæsning.« Det stakkels Menneske undskyldte sig med, hvor lidt han denne Aften, efter voldsomme Tandsmerter, følte sig oplagt, men satte sig dog strax til Claveret, hvor Clara med sit talende Smiil saae ham ind i Ansigtet, saa at Blodet kom i hans Kinder. Han slog en Accord.

»Ikke noget af Dem selv, om vi tør bede!« sagde Grev Frederik, »De spiller saa udmærket hele Stykker af Barberen

Den gamle Greve holdt ogsaa paa at faae den »musikalske Forelæsning«, og Fru Bager lagde et Par Dele af »Kjæmpeviserne« frem paa Claveret. Forrige Efteraar havde Kammerjunkeren forelæst 33 dem Scener af Gøthes Faust, og før og efter hver Scene udmalet Situationen i Musik; han havde gjort dette »Kunststykke«, som Grev Frederiks Fader kaldte det, med flere danske Digte, og virkelig skilt sig godt derfra.

»Men ikke blade i Bogen!« sagde Greven, »det første det bedste, det er just det Interessante! Her er Visen om Eline af Villenskov,« og denne laa opslaaet.

Kammerjunkeren satte sig forlegen, Admiralinden saae medlidende til ham, Clara smilte, og en sagte Conversation begyndte mellem de unge Herrer, idet Accorden lød, og derpaa Toner, der antydede Vindens Susen gjennem Skoven og Lynet, der slog ned, og endelig et Par smukke storartede Harmonier; og nu begyndte han at læse, rolig og uden just at besidde noget Omfang i Organet, men dette selv var ret bøieligt:

»Der ligger en Vold i Vesterhav, Der agter en Bonde at bygge -.«

Ved det tredie Vers holdt han op, og der kom en spøgelseagtig Musik, noget dæmonisk Omhvirvlende, saa at man virkelig kunde troe at høre de syv hundrede Trolde, der kom og vilde gjøre Bonden Fortræd og tage hans Hustru, til Straf fordi han byggede der; og han læste videre og altid gik Musik forud eller støttede sig til det Læste; man hørte Troldenes Kamp og de fromme Folks Bønner; det var som en Vexelsang med dæmoniske Hyl og Psalmesang. Hvor Qvinden tredie Gang raaber paa Jesu-Christ, og den mindste Trold derpaa taber sin Troldham og staaer som en skjøn Ridder, fulgte en smuk jublende Melodi, der, ifald den virkelig improviseredes nu, maatte kaldes mesterlig, og var den en Andens efter Erindringen, da var den godt valgt. - Claras Fødder dandsede og Krigsraaden sagde Bravo! - Det mindede ham om en udmærket Pianist han havde hørt i Frankfurt. At Kammerjunkeren, efterat have endt Læsningen af Digtet, hvor den frelste Ridder ægter Bondens Datter, spillede: »god save the king«, var idetmindste vel beregnet paa Publicummet her; »det var prægtigt tænkt,« sagde Admiralinden, »Ridderen var jo Konge af Engeland og Bondens Datter blev engelsk Dronning!« Stort Bifald fulgte, og Krigsraadinden 34 forsikkrede, at nu først ved denne Musik forstod hun Kjæmpevisen.

Clara var traadt hen til Claveret, lagde sin Haand paa det, de to smukke Øine saae ham ind i hans, der laa Musik i hendes Ord; Kammerjunkeren blev endnu mere rød, men slog ikke Øinene ned; Musikken var hans Verden, den ombrusede ham endnu, og paa et Ord af Clara klang lette Dandsemelodier.

»Bravo!« raabte Grev Frederik; »Bravo!« gjentoge Herman og Holger, men det var Frederik, som dandsede rundt med den svævende, livsfriske Pige. - »Her ere Damer endnu!« raabte han i Dandsen, men kun Krigsraadinden var den Eneste, der lod sig bevæge; hun førtes af Grev Holger.

Manuducteuren havde taget Plads ved Claveret og betragtede den Spillendes magre, bevægelige Ansigt; det fik under Musikken et eget sjælfuldt Udtryk; Claveer og Menneske syntes som voxede sammen, Tonerne havde her, ligesaa sikkert som Blodet, deres Gang gjennem Hjertet. I Kammerjunkeren syntes at være noget Mere, end hans Omgivelser her forstode; det var idetmindste Manuducteurens Tanke. Nu betragtede han de Dandsende og ogsaa han fandt Clara smuk; han sammenlignede hende med sin Brud, Caroline Heimeran, og skulde han da høit og ærligt have udtalt sin Tanke, da var den: »hende her er det en Lyst at see paa! men der er endnu en anden Skjønhed, Aandens, der er en anden endnu varigere, Ungdomslunets, og begge disse have min Brud. Caroline er smukkere!« Det var nu Elskeren, som dømte.

Baron Herman traadte i Grev Frederiks Sted i Dandsen, thi Clara forsikkrede, at hun kunde holde ud at dandse hele Livet igjennem. »Og jeg i Evigheden med!« sagde Herman, og underholdt vist sin Dame fortræffeligt, thi hun lo høit, lo saa hun ikke kunde dandse; der var en Snakken, en Støien, og under denne udbad Admiralinden sig Ouverturen til »Califen i Bagdad«; den laa paa Claveret og bruste nu fra Strengene, medens Conversationen begyndte, først hvidskende, siden høiere; man gik, man kom, og da Musikstykket endte, begav man sig til Theebordet i Sideværelset.

Kammerjunkeren blev tilbage, fordybet i Phantasier, indtil Grev Frederik slog ham paa Skulderen og sagde: »nu skal De hvile og vi med.« 35 fsagde, han just havde fortjent sin Kop.

Admiralinden og hendes Datter vilde tidlig tilsengs; de maatte jo bort i Dagningen, »op ved Lys, længe før Herrerne stode op,« sagde hun. Clara smilede til Kammerjunkeren, hans bedste Musik kunde ikke udtrykke dette Smil. Hun bøiede sig for hver af Herrerne, Kammerjunkeren gav hun Haanden; »De har havt Arbeide nok!« sagde hun, »tusindtak!« og saa var hun borte med Moderen. Den øvrige Deel af Aftenen var der Intet mere at sige om, paastode de unge Herrer, da Grev Frederik fulgte dem paa »den grønne Gang.«

»Hun er dejlig!« sagde Frederik.

»Du er forelsket,« sagde Herman og vilde skjule sin egen stærkere Forelskelse, ved at føre den over paa en Anden. »Ja Frederik, Du er forelsket!« sagde han, men han var det slet ikke.

»Behøver De Manuduction?« spurgte Moritz.

»Ars amandi er vist let!« svarede Herman, »Ovid hører ikke til de vanskelige autores

Et Lys slukkedes efter et andet hos Gjæsterne; den Sidste, det endnu brændte hos, var Kammerjunkeren; hans Dør var vel tillukket, et Klædningsstykke med Flid hængt paa Dør-Haandtaget indenfor, at Ingen af Tjenestefolkene skulde kigge ind af Nøglehullet og belure ham; han studerede Generalbas og - syede paa sine Klæder, et Talent, Verden ikke vidste, han havde, og ikke turde vide. Gaardhanen begyndte allerede at gale før Lyset slukkedes, før Sengetæppet blev trukket op under Hagen, men da det var skeet, sov han i samme Nu, og - drømte ikke om Clara, - og dog var hun i hans Tanker mellem Generalbassen og Skrædderkunsten. Da han om Morgenen kom ned vare hun og Moderen borte; de andre unge Herrer havde været oppe ved Afskeden, men ikke Kammerjunkeren, og dog var han den, hvem Clara igaar Aftes ene og alene gav Haanden til Godnat. Det blev ogsaa bemærket.

»Solen er nede før De staaer op!« sagde Frederik.

»Nede i Nyborg for at gaae over Bæltet!« var Hermans Ord.

En Vogn holdt for Døren, de unge Venner skulde see Skovene; Kammerjunkeren maatte med, der var Plads. Zamora sprang allerede foran Hestene, Lænkehunden gav et enkelt Bjæf og 36 Tjenestepigerne skottede fra Kjælderkjøkkendøren, hvor de stode og stødte hverandre, saa Træskoene klapprede.

Selskabet rullede afsted, henad Markveien, over Kongeveien, ind i Skoven og ud af Skoven, og der var prægtigt derinde; Løvet var kobbret, Bregnen kneisede endnu frisk lysegrøn ved den blaagrønne Brombærranke; alle Dyrene saae de; Hjort og Raa stod i store Flokke, lyttende med Hovedet; En fløi afsted og hele Skaren fulgte efter; ingen indøvet Manoeuvre kunde gaae bedre. - Der var prægtige Bøge, høie slanke, bredkronede; ethvert Land vilde være stolt af at eie dem, og Solen skinnede paa de vaade Stammer; man saae Skyggen af Heste, Vogn og hele Selskabet jage hen ad dem. Den grønne Skovmærke blomstrede igjen og i de vaade, affaldne Blade sprang en brun Frø, som var den et Blad, der havde faaet Liv.

»Vælt os ikke!« sagde Kammerjunkeren halv spøgende til Herman, der sad hos Kudsken og styrede Tømmerne, noget han ikke forstod; desuden var Conversationen i Vognen saa livlig, og den maatte han ogsaa høre efter; man havde snart været halvnede i Grøvten, havde Kudsken ikke hjulpet med at styre; men nu syntes han ogsaa mere at have Øre end Øie.

»Er De nu bange!« raabte Grev Frederik; »O, jeg kjender Dem, De var udmærket ifjor da vi kjørte sammen med Grev Borchs«; og han vendte sig halv til de Andre idet han fortalte: »den mindste Datter, Herminia, - hun er en lille Vildkat, som føies i Alting, men det klæder hende, - hun sad hos Kudsken; Folkene lide hende fordi hun er saa rask; nu havde han givet hende Tømmerne, hun skulde kjøre en Vogn med fire Heste -«

»Og hun er kun syv Aar!« sagde Kammerjunkeren.

»Men det er just det Morsomme ved det, « sagde Frederik; »hun kjørte os hen ad Landeveien, tæt ved de dybe Grøfter; men sad ikke han der med Livet i Haanden! og da Kudsken smældede lidt med Pidsken for at det kunde gaae raskere, og Hestene sprang til Siderne, saa vilde han ikke længer sidde i Vognen.«

»Men De har vist ikke lært at kjøre!« raabte Kammerjunkeren og greb fat i Baron Herman, der svingede og virkelig i samme Øieblik væltede dem Alle ned i Grøften.

Der blev en øieblikkelig Taushed; Hestene stode ganske rolige, alle Herrerne krøbe frem, Kammerjunkeren var den Sidste.

37

»O Gud, min Haand!« sukkede han; »den er brukket! - o det smerter ulideligt! - Vi ere ikke komne saa langt bort, jeg gaaer hjem, kjør De videre!«

»Vi maae være over en Miil hjemme fra,« sagde Manuducteuren, »vi vende om igjen, eller jeg gaaer med Dem.«

»De har stødt Haanden lidt,« sagde Frederik, »bild Dem det bare ikke ind, at den er brukket!«

»Maaskee De har Ret, Hr. Greve,« svarede han, »De har jo mere Forstand end jeg;« og han steg langsomt over Stenten, holdende paa den syge Haand.

»Han var grov!« sagde Grev Frederik; »den Stodderkonge! Han har nu ikke brukket Haanden, men det er for at slippe af Vognen, den Cujon!«

»Kjære Grev Frederik!« sagde Moritz, »jeg kjender Dem nu saa godt, og veed at De er i Grunden et fortræffeligt Menneske; men De har fra første Øieblik, vi kom, vist Dem forunderlig haard mod dette Menneske. Han er Deres Faders Gjæst, han er dog virkelig en Mand med Talent, ikke en »bar Kammerjunker,« om jeg maa bruge dette Udtryk. De er for god til at bære Dem saaledes ad, og han er, troer jeg, ogsaa for god til at taale det.«

»De manuducerer mig!« sagde Frederik halv stødt, - »nu er det Dem, der forstyrrer Touren! - - vi kunne jo vende om, men det vilde da være meget dumt.«

»Ja, jeg gaaer for at følge ham,« sagde Moritz.

»Vend om!« sagde Frederik vred, og Kudsken maatte vende; han var nok ogsaa vred, han kjørte temmelig i Fodgang. De vare næsten tæt ved Gaarden, da Herman pegede hen imod Grøften, hvor Kammerjunkeren sad, dødbleg, med oprevet Skiorte; han havde, overvældet af Smerte og den hurtige Gang, følt sig en Besvimelse nær og sad nu her og vædede sin Pande med Grøftevandet.

De fik ham til Gaarden, hvor tilfældigviis Lægen var tilstede; han erklærede at Haandledet var forvredet og brukket, og forlangte den største Forsigtighed, idet Haanden ellers kunde blive stiv for bestandig; Feber var indtraadt; det fine, spinkle Legeme syntes Intet at kunne taale. Det bedrøvede Herman dybt, at han var Skyld deri.

»O, hvad er det Hele?« sagde Grev Frederik, »Haanden kommer sig snart, og imidlertid pleies han godt her; De har forsørget ham 38 for et Par Uger! Ja, jeg har personligt imod ham; det er saa jammerligt at skulle være med i hvad man kalder Noblessen, at slide Trapper for en Indbydelse der, hvor man ikke engang har Klæder til at komme. Heller en god Skrædder, end en fattig Kammerjunker!«

Den Syge laa i Feber; Frue Bager var gaaet bort, hun havde nylig besøgt ham. Mange Tanker gik febertunge igiennem Hovedet. »Min Haand ubrugelig! Musikken forbi! O, min Gud, hvor ulykkelig er jeg! Hvad bliver nu min Fremtid!«

v. Liremanden.

»Det er nok Straffen fordi jeg imod min Bedstemoders Befaling er taget til Fyen!« sagde Herman, hvem Væltningen pinte; »det er Straffen fordi jeg vilde kjøre og ikke har lært det!«

»Kjære Ven!« sagde den gamle Greve, - »Sligt kunde være hændet den bedste Kudsk. Kom De med mig! De skal see min Frugthave; jeg vil selv vise Dem den; jeg maa sige Dem, at den er min Stolthed, her komme tidt Folk langveisfra, for at see den.«

Og de gik i Haven; det var Dagen efter Kjøretouren; idet de kom ind i en af Sidegangene, saae de to Damer, ledsagede af Gartneren.

»Det er vist Fremmede, siden Gartneren er med,« sagde Greven; »her komme Mange at see mine Frugtplantninger og hele Haveanlæget.«

Damerne kom nærmere; de vare Begge gamle; den Ældste, en lille bredskuldret Kone, med et kjækt Ansigt, som vist engang havde været smukt, traadte rask hen imod Greven; hun var iført en hvid Reisekappe og havde paa Hovedet en Slags Turban af samme Tøi: - Beatrice Cencis Costume; det var Baron Hermans Bedstemoder. Hun havde imod Bestemmelse forladt Holsteen, og idet hun nu paa Hjemreisen kom forbi Grevens Have, ladet sin Vogn holde, og var steget af for at see sig om herinde.

»Dem, Hr. Greve, vilde jeg slet ikke see,« sagde hun, »men Deres 39 Frugttræer, Deres Mistbænke. De vilde vist ogsaa helst være fri for Visitten; man generer dog kun hinanden; men nu ere vi her og Ingen af os er Skyld deri.«

Greven, overrasket og forlegen ved at hun pludseligt stod her ligeoverfor Dattersønnen, der ikke turde komme til Fyen, og var hans Gjæst, stammede forlegen nogle Ord og undlod naturligviis at præsentere dem for hinanden.

Herman kjendte ved første Hilsen strax Bedstemoderen, hun derimod ikke ham; det var jo i hans sjette Aar, han var hos hende og senere havde hun kun faa Dage, i hans niende Aar, seet ham; nu, som vi vide, var han udvoxet, havde et sort, smukt Skjæg og mandige Træk.

Greven paastod at ville være Ledsager istedetfor Gartneren, og tilføiede, at den naadige Frue maatte bevise ham den Ære, at blive Middagen over, Noget, hun paa det Bestemteste afslog. Hun tog imidlertid hans Arm; de gik ned i Frugttræskolen, Herman samlede sig, blev endogsaa veltalende, og hun syntes at finde Behag i ham. »De mangler ikke Talegaver,« sagde hun, »men bild Dem ikke ind, jeg troer Alt hvad De siger! jeg troer ikke Folk, der har Øine som Deres! Det sorte Hav er lumskeligt, siger man.«

En uvilkaarlig Følelse af at være kjendt jog øieblikkelig Blodet op i Hermans Kinder; idetsamme kom en Tjener og underrettede Greven om, at Liremanden, Faderen til den nyfødte Lille, var af Herredsfogden sendt op paa Gaarden, og at de vare Alle oppe i Billardstuen.

Greven gav den gamle Frue en kort Fremstilling af hvad der havde tildraget sig.

»Stakkels Barn!« var Alt hvad hun sagde, og hendes leende Ansigt blev vemodigt, hun fik Taarer i Øinene. »Jeg spiser ikke til Middag hos Dem,« sagde hun, »men jeg vil nok i Forhøret. Jeg kan maaskee lægge en Haand imellem, dersom der skal løbes Spidsrod.«

Hun fulgte med Greven, Herman bød sin Arm til Ledsagerinden, en skikkelig, ikke just ung Person, Enke-Madamme Krone; rolig og fornuftig var hun, ret skabt til at leve om den gamle Frue, der havde sin Fornøielse af at oversee hende, at belære hende, og dog som oftest at føie sig efter hende.

Den eneste, om man vil, eiendommelige Stue paa hele Gaarden, 40 var Billardstuen; her kom efter Bordet Herrerne og røg Tobak, sladdrede og spillede. Her i den graamalede Væg var indmuret tolv brogede, forgyldte Feldter, hvori var i naturlig Størrelse fremspringende Hjortehoveder af Træ, med det ægte Gevier af de prægtige Dyr, der fældedes for Aarhundreder siden. Nogle havde tretten, andre femten Ender, alle lueforgyldte; de havde engang smykket det nedrevne Rustkammer. Mellem Vinduerne var ophængt gamle Vaaben og paa den modsatte Væg, langs med hvilken en Sopha strakte sig paa hele Stuens Brede, hang to gamle Portrætter, Damer af Familien, begge malede som Hyrdinder, hver med et lille Lam, som de holdt i en Blomster-Guirlande. Midt paa Gulvet stod Billardbordet.

Hovedpersonen her var nu Liremanden. Han havde været hos Herredsfogden og der givet Forklaring; hans Kone var i det onde Veir, medens han spillede i Kroen, gaaet fra Nyborg og blevet syg paa Veien; hun kjendte den forladte Deel af Bygningen, og da hun var nærmest ved den, havde hun under Smerterne søgt derhen, født sit Barn og draget sit sidste Suk. Liget skulde begraves paa Fattigvæsenets Regning. Faderen vidste, at den unge Greve og dennes Venner havde taget sig af Barnet; nu skulde man høre lidt om Forældrene.

Liremanden stod midt paa Gulvet, da Selskabet fra Haven traadte ind; den stakkels Mand havde en slidt Kjole paa af moderne Snit, men at den ikke var syet til ham, men til en fyldigere Person, saae man strax; alt for rummelig hang den om ham. En rød Fløiels Vest med en bred Bort, som skulde dække de slidte Kanter, og et Par af Slid glindsende Buxer, var det meest iøinefaldende, hvad Klæderne angik; Kasketten, som han holdt i Haanden, var broderet med Uldgarn og havde en lang Uldqvast; Ansigtet var blegt, det usikkre Øiekast søgte i en sværmerisk Stirren mod Loftet at finde Ro; et listigt Smil spillede om Munden; man saae gjennem de glasagtige Øine ligesom heelt ind i Mennesket og saae dog slet Intet. Han skulde fortælle, og høist affectert og med mange Bevægelser fortalte han sit Liv og Levnet:

»I Keiserstaden ved Donau er jeg født. Min Fader var Skuespiller ved »Theater an der Wien,« men han spillede ikke store Roller; han bragte saadan et Brev ind, eller stod som Drabant. Jeg fik aldrig Lov at komme paa Scenen; han havde bemærket hos mig et uhyre 41 Talent, det maatte ikke vækkes; næsten maa jeg troe at der var lidt Jalousi i Spillet; Sønnen maatte ikke være den Første der, hvor Faderen kun var Drabant. Saa blev jeg sat i Malerlære. Et vistnok ikke almindeligt Talent havde jeg og stor Selvfølelse, og derfor følte jeg mig krænket ved en lav Behandling, der culminerede i at lade mig passe et Barn, lade mig sidde og stikke det en Rangle i Munden. Saa gik jeg bort, det var lige Aaret før jeg skulde have været Svend, og blev reisende Skuespiller. Store Øieblikke havde jeg, men ogsaa mangen Krænkelse. Mit Talent var for stort for et lille Brædegulv; mine Bevægelser, der vare passende for Theater an der Wien, La Scala og St. Carlo, bleve paa en lille Skueplads latterlige. Det høie Tragiske ligger nærmest til det Komiske! jeg blev leet ud fordi jeg var født for noget Større. Ja, man kan, som De, mine Herrer, lee! jeg selv har leet deraf, saaledes som man kan det.«

»Og saa blev De Liremand?« spurgte Grev Frederik.

»Nei, jeg havde saa mange Talenter, der hvert for sig udviklet og understøttet som det burde, kunde have stillet mig paa en ikke ringe Plads i Samfundet; jeg var i Uvished om, hvilket Talent jeg skulde tage mig af. Jeg kunde male, skrive Vers, sye Costumer, - jeg er overtydet om, at var jeg født og opdraget i Paris, jeg kunde være blevet en af de første Modehandlere! jeg forstod at klippe med en Sax i Papir de yndigste Smaating; det havde jeg allerede kunnet som Barn, og i mange Familier opbevarer man endnu mine Udklipninger. Jeg blev nu Directeur for et »theatrum mundi.« Det var virkelig høist interessante Ting, man saae; det var mest af Napoleons Liv; men det gav ikke Huus, jeg maatte tilsidst lade Theatret i Stikken, og stod - jeg forsikkrer Dem det! - stod med bare Been i Støvlerne og den vide Verden for mig.«

»Og Deres Kone fulgte med Dem?« spurgte den ældre Greve.

»Jeg var Ungkarl endnu. Det varede forunderligt længe før Kjær-ligheds-Følelsen vaktes hos mig. Heraf vil man vel kunne uddrage, at ingen store Evner boede i mig, idet at alle sande Genier, som bekjendt, have meget fængelige Hjerter. Jeg kan ikke svare noget herpaa, men i Naturen findes altid Undtagelser! Nokjeg reiste til Norge og blev Huuslærer for fire Elever.«

»Huuslærer! men hvad lærte De dem?«

»Lærte? Jeg lærte dem i Grunden Alting, for de vidste slet Intet

42

og jeg var selv overmaade flittig. Hver Morgen læste jeg over paa det, jeg skulde examinere dem i; tidt sagde jeg dem ogsaa: idag have vi en svær Lectie! hvorlænge have I læst paa den? Jeg læste en heel Time. De lærte meget godt Geographie, især Wiens. Den ældste af Eleverne forelskede jeg mig i, og Faderen jog mig bort. - Saa gik jeg til Rusland og lod mig høre som Forelæser; jeg læste dem for, Schiller og Göthe, men det var ikke noget for Russerne. De maae ikke have forstaaet det, thi de pebe begge Forfatterne ud, det vil sige, jeg maatte tage mod Pibningen. To Aar efter kom jeg igjen til det »stolte Norge,« hvor jeg atter traf Stella - ja, min Elev hedte Stella! er det ikke et smukt Navn? Faderen var død, Børnene fordeelte; hun sluttede sig til mig, blev min Kone, og saa reiste vi ned til Kjøbenhavn, hvor vi have prøvet to haarde Vintre; men det vilde ikke gaae, - og saa tog jeg Liren; vi vilde til Keiserstaden; - Døden tog hende til en bedre Keiserstad!«

Liremanden holdt inde i sin affecterede Fortælling og trykkede Uldqvasten paa Kasketten fast mod sine Øine, og havde virkelige Taarer.

»Stort af hvad De der fortæller, er vel ikke sandt?« sagde den ældre Greve.

»Det meste, Deres Excellence! Det er Sandhed og Digtning, som den store Göthe siger om sit eget Liv og Levnet, og ham kalder man dog ingen Løgner. Jeg har den Evne, at jeg kan gruppere, og det har jeg her gjort.«

»Hør!« sagde den gamle Frue, som taus havde hørt paa den lange Fortælling, og nu traadte lige hen imod Manden; »Hans Historie er »gemacht« heel og holden. Der er noget flaut i hans hele Personlighed og jeg er ikke hans Nar! Barnet skal jeg tage mig af, - men jeg vil ikke have hans Besøg, jeg vil ikke have »Brevskriven« eller »Trædenop,« naar Barnet bliver en skikkelig Mand.«

»Ja, men det er en Pige,« sagde Herman.

»Naa, Narifans!« svarede hun, »saa skal jeg gjøre en Kone til ham af hende!«

»Det er smukt,« sagde Frederik, »at De, naadige Frue, vil tage Dem af Barnet; kommer De kun ikke til at fortryde det.«

»Det lader De mig om!« svarede den gamle Frue, med et kort Kast med Hovedet, og lo.

43

Jet maa sige Dem, vi unge Mennesker have skudt sammen til den Lilles Underhold de første Aar; han der, Manuducteur og Candidatus theologiæ, holder Bog; han er Barnets Værge, og Barnet selv er kommet til Knud Caspersens Enke.«

»Det er mere fornuftigt end jeg har troet, at De kunde bære Dem ad,« svarede hun. »Theologen kjender jeg ikke, men Caspersens Enke kan komme til mig, jeg vil have Opsyn med Barnet. Og troe ikke at Herrerne skulle være frie for at betale. Jeg vil have Kostpenge! hver af Herrerne giver aarligt fire Skilling for Ammen og en halv for Barnet; den Indtægt lægger jeg op til min Juleaften. Det er mit Alvor! saaledes bliver det! Ikke sandt, gamle Greve! vi to Gamle holde sammen. Og nu vil jeg bort. laften sender jeg Vogn efter Ammen og Barnet, men de fire Skilling strax og den halve med!«

»Vi ere Fire om det,« sagde Frederik, »det bliver altsaa een Mark og to Skilling. Her er een Mark og tre, anderledes har jeg ikke, men De bør jo ogsaa have Rente.«

»Ingen Narrestreger!« sagde Fruen, »jeg sender Dem Deres Skilling; den er maaskee en Lykkeskilling for Dem, pas paa den!« Og nu nikkede hun venligt til dem Allesammen, saae et Øieblik paa Liremanden, og sagde til ham: »sælg han den Historie, han gav os! der er nok en Nar, som kjøber den.« Hun klappede Herman paa Skuldrene og gik med Madam Krone, idet hun slog med Haanden efter den gamle Greve og Frederik, som vilde følge hende.

Det var Bedstemoderen, den fyenske Original, som man kaldte hende. Et eiendommeligt, men godt Indtryk havde hun gjort paa Herman, der, om hun var blevet her længer, vist havde sagt: »jeg er Din Dattersøn!« - Længe efter at hun var borte gik endnu den Tanke ham gjennem Hjertet: det er dog ikke Ret af mig, at jeg er her imod hendes Vidende og Villie. Det opfyldte ham, det pinte ham. »Jeg rider hen at besøge hende! der maa dog engang blive en Ende paa dette Forhold; hvad er det for en underlig Idee, ikke at ville see mig, mig, som aldrig fornærmede hende! der er bestemt meget Godt, meget Hjerte bag denne forunderlige Skal!«

Hans Beslutning var taget, og han sagde den til Grev Frederik, der dog iførstningen raadede derfra, men senere gik over til hans Mening; dog forlangte han at maatte være med ved Besøget, derved kunde maaskee Uveiret fordeles.

44

»Iaften bliver vor lille Pleiedatter afleveret; vi gaae imorgen tidlig paa Jagt, og efter Frokosten ride vi over for at see, om den Lille er vel kommet der; her hjemme siges ikke et Ord om Touren.«

VI. Besøget hos Bedstemoderen.

Fra den friskbevægede Sø, udfor Lyø, gik for god Vind et lille Fartøi med flere Reisende, der vilde til Kiel; de havde sat sig om deres Madkurv; Taffelmusik manglede ikke, en Liremand dreiede Liren, der spillede: »Noch einmal die schöne Gegend.« Det var Faderen til den nysfødte Lille; hans Historie hørte vi, nu forlod han Øen, der beholdt hans døde Kone og hans levende Datter. Uagtet hele Personen, ethvert hans Ord, selv hans Tanke var affectert og forskruet, bævede der dog i dette Øieblik en sørgmodig Streng i hans Bryst; men Ingen læste derom i Ansigtet, her laa en naragtig Følsomhed, der syntes paataget som Spads til den vemodige Melodi. Ingen her vidste, hvad han kunde tænke derved, han havde endnu ikke fortalt dem sin Historie, grupperet den for dem; paa Fyen var et af Capitlerne sluttet. Det bortseilende Skib kunde man see fra Landeveien, og her red netop nu Grev Frederik og Baron Herman, for at friste deres Skjæbne hos den gamle Frue. Levende Hegn strakte sig paa begge Sider af Veien, og kun hvor der kom et Led, var der Indkig til Marken.

Et ridende Bud fra den gamle Frue mødte dem og overrakte Grev Frederik et lille, tykt Brev.

»Maaskee en Indbydelse! nei, hvad er det? en Skilling, en almindelig Kobber-Enesteskilling. Det er et dyrt Ridt, saa mange Mile alene for at aflevere en Enesteskilling. Brevet lyder som saa: »»Hr. Greve, man skal betale sin Gjæld! her er Skillingen tilbage. Qvittering udbedes.«« Efterskrift: »»Barnet er indtruffet, et meget skikkeligt Barn; Ammen lidt for rørende, meget respectabelt Fruentimmer; ærbødigst Dorothea.««

Frederik vendte sig til Budet: »Jeg skal selv bringe Qvitteringen, 45 jeg rider derhen,« og nu satte han sin Hest i Gallop, Herman sporede sin og de fore afsted.

Udbygningerne af Gaarden frembøde et rigt Motiv for en Maler; de gamle Stene, der skulde tjene som Ledpæle, vare omvoxne med vild Humle; Rankerne løb hen over Straataget, der ud imod Veien laa ned til Jorden, overgroet med Mos og Huusløg; her var en Farve-Rigdom, saa broget, som den findes paa nogen Pallet. Ligeoverfor Straataget hang fra den gule Leerskrænt vilde Rosenhækker med deres røde Hyben. Midt for laa Hovedbygningen, hvis Mure understøttedes af tykke Muurpiller, men man saae ikke meget af de røde Stene i den halv kirkelige Bygning; de vare skjulte som med et Tæppe af tæt Epheu; friskt og frodigt voxte det op af Taget, ja fæstede sig om selve Skorstenen. Gaardens Sidebygning var Bindingsværk, de fremspringende Fløie bedækkedes af vild Viin, som nu paa Efteraaret prangede med stærke zinnoberrøde Blade; her var Vindue ved Vindue fra øverst til nederst gjennem de to Etager; det saae aldeles ud som et stort Drivhuus, hvorfor ogsaa i Omegnen hele Gaarden almindeligviis kaldtes »Drivhuset.« Udenfor stod i Sommertider Palmer, Cypresser og Cactus i store Ballier, og det var værdt at see de smukke Vandlillier, som her blomstrede; de overvoxede næsten to lange Damme, Resten af den gamle Voldgrav. I et Vildnis af Grønt laa Gaarden; den var som over- og omgroet af Hvid- og Rød-Tjørn, Lindetræer, Kastanier og Bukketjørn. Man maatte give den Fremmede Ret, som engang sagde, at den saae ud som Slottet i »den sovende Skov«, kun at Skjønheden derinde manglede. Maaskee at nu den lille Pige der kunde voxe op til en saadan.

Frederik og Herman lode sig melde og bleve modtagne. Gjennem en Gang, hvor to Viinstokke vare ledede gjennem en Rude og nu dannede en heel Løvsal med tunge, store Druer, traadte de ind i et lille Kabinet, hvor to Træer i mosomvundne Ballier stode som Skildvagter ved Døren. Alle Farver spillede her fra Grenene, og der var dog ikke Blomst eller Blad; det var to kunstige Træer, overalt besatte med udstoppede Colibri, saa glindsende smukke, i Rødt og Grønt, i Guld og Farver, saa at man øieblikkeligt betragtede det Hele som rige, straalende Blomster. Et dobbelt Tæppe hang ned for Døren, det løftedes tilside og man var i Bedstemoderens Dagligstue.

46

Ogsaa her saae det ud som i et Drivhuus; langs Væggene stode lange, smalle Blikkasser, hvori var plantet Eviggrønt, som, ledet over et Gitter af fint Spanskrør, dannede et Espalier, en levende Skjærm for Portrætterne, med hvilke Væggen bagved var behængt; det friske Grønne skjulte Rammerne og for endeel Figurerne; kun foran Ansigterne var en større Aabning mellem Løvet.

»Min Mands Forfædre har jeg sat i Urtepotte,« sagde den gamle Frue. »See Commandeuren der! ja Stjernen kan man nu ikke finde, den har faaet Overtræk; hvor han gjør underlige Øine bag de grønne Blade! jeg slaaer Cordon for de Døde, men med levende Grønt. Den blonde Dame der med Pappegøien seer nok saa fornøiet ud derved, især Pappegøien. Men godt er det at De komme; De ere jo Lærde begge To. Her sidder jeg og strider med Madam Krone, der er en meget brav Kone, men Geographie kan hun ikke, og det er dog vist den Videnskab, man mindst kan undvære. Her ligger Geographien altid paa Bordet, at vi kunne see efter, naar vi læse Aviserne, og vide hvor vi ere; jeg bruger den i Kjøbenhavn altid ved Comedie-Placaten. Staaer der: Scenen er i Milano, saa slaaer jeg op i Bogen: »Milano, en stor Domkirke« - saa veed jeg det. Gaaer man i Theatret, da er Geographien ligesaa vigtig som Placaten, man maa vide hvor man er.«

»Ja, men nu vil den naadige Frue,« sagde Madame Krone, »have Jylland forbundet med Norge, og det gaaer dog aldrig; Jylland er paa den anden Side Fyen, og Norge ligger en lang Søreise ovenfor Helsingør. Er jeg ikke selv seilet fra Kjøbenhavn derop!«

»Men jeg vil have en Hængebro!« sagde Fruen. »Madam Krone veed ikke, at Jylland gaaer op i en Snip, og fra den Snip, som hedder Skagen, skulde man gjøre Forbindelsen.«

»Men Afstanden er temmelig stor,« sagde Grev Frederik, »der gaaer aabent Hav imellem, hele atten Miil.«

»Det veed jeg; men derfor er det, jeg vil, at de skal gjøre en Hængebro; saa kan Posten gaae om Vinteren og man kan føre Korn ind og meget andet Nyttigt. Det er altid godt at Landene hænge sammen.«

»Men hvori skulde den Bro hænge?« spurgte Frederik.

»I Kjæder,« sagde Fruen; »man slaaer dem fast i de norske Klipper, bygger saa et Taarn paa Skagen, og saa hænger Broen derimellem.«

47

»Men efter Tyngdens Love vilde Kjæderne ved deres egen Vægt synke dybt ned i Havet.«

»Saa spænder man dem stærkere,« sagde Fruen. »Det maa Professoren i Physik forstaae! Har vi ikke en Saadan ovre i Kjøbenhavn? lad ham spænde ud, og saa hænger den! Men det kan Madam Krone ikke forstaae, hun vil have Veien til Norge over Helsingør. Hvorfor leer den Anden der? han med de prægtige Øine! naa, lee kun, Tænderne ere meget gode! det klæder godt; ærligt Sind til Tænderne idetmindste! indenfor skal jeg ikke gaae! naa, giv mig Haanden!« Hun rakte ham sin, rystede hans og sagde: »Tak, Kammerat! - Ogsaa Vandpjadskeren der!« tilføiede hun og rakte Grev Frederik Haanden; »lidt pjanket og søgal - - om Forladelse, Hr. Greve! - Begge to skulle de have en lille Present før de gaae, men endnu have de Lov at blive lidt.«

»De siger, jeg har et ærligt Sind til Tænderne,« sagde Herman; »jeg har det ogsaa indenfor Tænderne, og det er det, jeg vil bevise Dem. De veed ikke, hvilken usigelig Lyst, jeg i mange Aar har havt til at see Fyen. Min Ven der overtalte mig til at gjøre Seiltouren herhid; vi have Begge vel bestaaet Examen, lige strax tager man ikke fat paa at læse igjen. De var i Holsteen, vidste vi, men at De saa pludseligt kunde komme tilbage, faldt mig ikke ind; jeg var vis paa, at jeg ikke traf sammen med Dem, og vilde om et Par Dage igjen være i Kjøbenhavn. Alt er indtruffet anderledes. De har gjort saa godt et Indtryk paa mig, at jeg finder det uærligt, ikke at sige Dem, hvem De her har seet, hvem De har venligt rakt Haanden. - - jeg er Herman, kjære Bedstemoder!«

Den gamle Kone havde fra Begyndelsen af hans Tale seet stivt paa ham; hendes Ansigt var blevet mere og mere alvorligt, hun gjorde nu sit Kast med Hovedet og udbrød: »Jeg veed det! jeg vidste det, men jeg vil dog ikke vide det! -Jeg er jo en underlig Tulle, siger man, hvad skal jeg saa vide det for?«

»Har De kjendt ham?« spurgte Grev Frederik; »nei, hvor var det muligt?«

»Matros!« sagde hun, og der laa i Betoningen noget saa Eiendommeligt, det kunde være Spøg, det kunde være Vrede. »Nu skal De have Presenterne, kom!« og hun vinkede af Dattersønnen, men standsede: »nei, en Greve er mere, end en Baron; desuden hører Du 48 jo til Huset, som man siger. Herr Greve!« og hun drog Frederik med sig i Forværelset og saae her til alle Sider; pludselig fæstede hun sit Øie paa Træet med de brogede Colibri. »Kan De lide det? De er jo selv en Fugl, en Vandfugl, og den mangler der. Har De Lyst til det? - Men De skal strax tage det med, for det siger jeg, at i det Øieblik, De har det, maa det ikke længer blive i mit Huus!«

»De vil da, jeg skal ride med det foran paa Hesten?« sagde Frederik; »det er jo ikke muligt! saa maa jeg miste Deres smukke Present.«

»Claus kan ride med det,« sagde hun. »Det er et smukt Fastelavnsriis! ikke sandt? Og De kan have godt af Fastelavnsriis!« Hun vendte ham Ryggen og gik ind i Stuen. »Nu har han faaet Riis!« sagde hun og vendte sig til Herman: »Din Present skal Du faae.« Hun aabnede Døren til det næste Værelse, Herman fulgte hende derind og Døren blev lukket.

»Hvorfor har De faaet ham herover, Hr. Greve?« sagde Madam Krone. »Fruen er vred, grulig vred jeg kjender hendes Ansigt!«

»Nei, hun er ikke vred,« sagde Frederik; »hun tog det jo høist elskværdigt op, vi faae Presenter begge To! Desuden, hvad er det dog for en taabelig Idee af Konen, ikke at ville see sin Dattersøn, et Menneske, som Enhver holder af og maa agte -?«

»De veed det ikke, De kjender hende ikke! ja forlad mig, Hr. Grevejeg taler saaledes. Hun er velsignet og god, bedre end Verden er det, men hun har sine Underligheder, dem maa man bære over med.« -

»Er det sandt, som man fortæller,« spurgte Frederik, »at hun til Dem, Madam Krone, nyligt syede et Fløielshalsbind, og broderede sit eget Navn derpaa, og det skulde De bære? men naturligviis, De vilde ikke.«

»Ja, slige Historier fortæller man, men Andre, som ere mere sandfærdige og ligesaa morsomme, om De vil, men som vidne om hendes menneskekjærlige Hjerte, dem siger man ikke.«

»Jo man gjør!« sagde Frederik; »Krigsraadinden fortalte mig just igaar en, som er baade comisk og rørende. De spiller ogsaa en Rolle deri, det vil sige, De er kun Baronessens anden Haand. Nu skal De høre. Den naadige Frue kom nede ved Bondebyen forbi et usselt Huus, hvor en gammel Kone, der boer hos Huusmanden, stod og vaskede sit Linned; det var et eneste Stykke. »»Hvormange har hun 49 af den Slags?«« spurgte Fruen. »»Gud hjelpe mig!«« sagde den Gamle, »»jeg har kun det ene Stykke!«« - »»Enhver velopdraget Kone,«« sagde Fruen, »»maa have sex.«« - »»Ja, Gud hjelpe mig!«« sagde den Gamle. Og saa tog Fruen strax til Svendborg og kjøbte Lærred og syede fem - De veed nok! og den gamle Kone blev lykkelig, men Fruen ogsaa, og da sagde hun, »»kan jeg faae saa megen Glæde for det Par Skillinger og den Smule Syning, saa vil jeg have mere Fornøielse! Hør Moer««, sagde hun, »»er her i Bondebyen flere Mennesker, som ikke have sex?«« - »»Ja, det veed Gud!«« sagde den Gamle. »»Naa saa send dem Allesammen til mig.«« - Fruen har selv fra første Færd fortalt Historien, og hun sagde: »»saa kom der saa mange Mennesker til mig, Piger og Koner; og jeg tog til Svendborg og kjøbte Lærred, og Madam Krone og jeg syede hele Dagen og den halve Nat i fjorten Dage, og nu have alle Mennesker sex!««

»Men er det til at gjøre Nar af?« sagde Madam Krone; »er det ikke smukt, er det ikke godt, om det ogsaa er noget aparte?«

Bedstemoder og Dattersøn kom i det samme tilbage, Begge leende, og han med et prægtigt Gulduhr i en lang Kjæde.

»Det er for at han kan vide, at Tiden gaaer og at man skal bestille Noget og ikke fjase! Tag De lidt Lærdom af det med!« sagde Bedstemoderen til Frederik.

Hun og Herman kom begge leende, men altfor tydeligt var det dog i Begges Ansigter, at Noget var skeet, at Følelser, ganske forskjellige fra Smilet, gjærede indvortes.

»Nu skulde vi see vor lille Pleiedatter,« sagde Frederik.

»Hun sover,« sagde den gamle Frue. »Der maa Ingen forstyrre hende. Og nu takker jeg for Æren af Besøget!« Hun neiede dybt. »Hver har faaet Sit, og jeg har havt en stor Fornøielse!«

Begge Herrerne maatte anbefale sig; Staldkarlen stod med Hestene for Døren, de stege op og galopperede afsted.

»See saa!« sagde Frederik. »Det er en mærkværdig Kone; egentlig bleve vi da viste Døren! - Men Du er ikke i Dit gamle Humeur! Har hun sagt noget Krænkende? Hvor kan hendes Ord saaledes virke ind paa Dig fornuftige Menneske?«

»O nei!« svarede Herman og blev endnu mere bleg, »jeg veed at ethvert Menneske har sin Achilles-Hæl, hvor han kan saares, og hun har fundet min, saaret mig - dog, det er ikke Ordet, hun har 50 grebet ind i mit Hjertes Urørlige! Sige Dig det kan jeg ikke; Ingen kan jeg sige det, idetmindste ikke idag, ikke iaar. Af Alle skal Du engang være den Førstejeg siger det. Men nu er alt Dette en Hemmelighed! Du giver mig Din Haand derpaa! - Hun har kastet en Brand i min Sjel, der i dette Øieblik fortærer al Glæde, al Lykke! -Nei, nei!« raabte han heftigt, »det er ikke saa! jeg vil have mit gode Lune!« - Og nu sporede han Hesten.

Grev Frederik, i høieste Forundring og urolig over den Forandring, der viste sig i Vennens Ansigt, fulgte ham Side om Side. Den gamle Frues Tjener kunde ikke holde Fart med dem, men hvad Bonden kalder »luntede« saa godt han kunde bagefter, idet han holdt foran sig paa Hesten hele det kunstige Træ med de brogede Colibri, der bævede ved Bevægelsen og skinnede i Solen med tusinde Farver.

VII. Paa Gaden og i Balsalen.

Vi gaae med Vennerne til Kjøbenhavn. Tilbagereisen gik ikke bedre end Henreisen. Det var i November, vor saakaldte slette Aarstid, med Regn og Rusk, med sin evige Blæst; man troer sig i Vindenes Hule. Det var ægte kjøbenhavnske November-Dage; graa Himmel, Tusmørke istedetfor Dag, dyndede Gader, saa at Kalosker og Paraplyer blive en nødvendig Deel af Legemet, dets Begrændsning forneden og foroven; dertil, som eneste Afvexling, en raa, tyk Taage, hvilken man ordentlig kan smage; den hele Luft er en kold Fugtighed, som trænger gjennem Klæderne ind i Legemets Porer; den gyder sin Klamhed over Porte og Døre, over selve Trægelænderet inde i Forstuerne; man føler sig i et Element for Frøer og ikke for varmblodede Dyr. Skraldemandens Vogn, hvor den driwaade, lasede Karl hjelper den smudsige Pige med Fjerdingen, det er Bouquetten paa en saadan kjøbenhavnsk Novemberdag. Vi ville fra dette Veir, fra disse Gader træde ind i Ministerens Salon, see Lys og Farver, erindre os Sommersolen og aande der.

51

Orangetræer ere opstillede paa hver Side af den brede Trappe og denne selv belagt med brogede Tæpper, som holdes fast ved blanke Messing-Stænger. Tjenere i Skoe og Silkestrømper og med broget Livree, opfylde Forværelset og slaae de store Fløidøre til Siden. En mild, kryddret Luft strømmer os imøde med Glandsen fra Lysekronerne under Loftet, fra Astrallamperne paa Bordene; en Række Værelser, saaledes belyste, ligge for os, alle med rige Gulvtæpper, lange, kostbare Gardiner, Silkestole, Fløiels Sophaer, der ved let Berørelse glide til den Plads, man vil give dem. Her staae Borde med rigt indbundne engelske og franske Bøger, Kobberstykker og Journaler. Paa Væggen hænge Malerier og i een Stue, mellem de smukt opstillede Blomster, findes en skjøn Statue. En Deel af de Ældre gaae nu til Spillebordene, Andre sidde i Samtale eller stille Beskuen. Grupper af unge Piger, som Herrerne slutte sig til, tale livligt og leende, og imellem disse er Clara den Smukkeste; man seer det ogsaa paa Admiralindens Ansigt; det siger: »hun er min Datter! saaledes saae jeg selv ud for atten Aar siden!» Baron Herman fører Ordet; det er, om man vil, Replikker, der godt kunde staae i Bagtalelsens Skole, men der er ingen tiltænkt Gift i dem; det er et Par Smaahistorier om en bekjendt Mand, hvem man idetmindste altid kan tillægge Historier af den Art. Frederik og Holger gjøre lystige smaa Bemærkninger, men Herman er dog den Livligste; Ingen mærker den Skygge, der har sænket sig i hans Bryst fra hun Samtale med Bedstemoderen, Ingen aner, at dette leende Ansigt kan hjemme, i ensomme Øieblikke, bære hele Smertens Udtryk. Her staaer han foran Clara, hendes Øie lyser ham ind i Sjelen, fylder og henriver ham.

»De har vel tegnet ham af, De fortalte om?« spurgte Clara. »De gjør det udmærket! De er egentlig et farligt Menneske.«

»Han veed at opfatte os Alle paa Vrangen,« sagde Frederik.

»Ogsaa mig?« spurgte Clara. »De maa tegne mig i Carricatur; jeg bliver vist gyselig, men det er det samme.«

»Jeg veed ingen Vrangside at opfatte hos Dem!« sagde Herman; »jeg maatte idetmindste oftere see Dem, belure Dem.«

»Jeg leer saa meget,« sagde Clara; »der har De Motiv;« og hun lo med den friske Mund, de deilige Tænder og lysende Øine, saa det blev endnu vanskeligere at opfatte en uskjøn eller comisk Side.

Tjeneren bragte lis, Conversationen vexlede, Fortepianoet klang.

52

Husets Musiklærer havde faaet Tilladelse til at en af hans fattige Elever, en ung Pige, turde lade sig høre i den fornemme Kreds. Hun var ret smuk, hun var et Talent; et Par Lorgnetter kom ved Spillebordet for Øiet, en enkelt gammel Dame reiste sig og stod et Øieblik ved Døren; »charmant!« sagde hun, »nydeligt spillet!« sagde Clara, - »men hun holder sig ikke godt.« Imidlertid var Clara den Eneste af alle de unge Damer, som talte til den stille, fremmede Pige, der, efter at have endt Spillet, stod i en Krog mellem Claveret og en Gruppe andre unge Piger, som viste, at de havde Intet med hende at gjøre.

Claras Ord og Venlighed oplivede hendes Træk; Øinene lyste; Herman nærmede sig, var det for Pigens Skyld eller for Claras?

Ud paa Natten var han endnu ved Claras Side, da hun og Moderen stege i Vognen. Denne rullede afsted ind i den raavaade Luft, Taagen hang som et tæt hvidt Slør op om Karet-Vinduerne, og Damerne trak Kaaberne tættere om sig.

»Du har jo alle de unge Herrer om Dig, Clara!« sagde Moderen. »Det har man i Din Alder og med Dit Udvortes. Vær et fornuftigt Barn. Giv Tid! - Du holdt Dig ellers ikke ganske rank. - Det er mærkeligt ellers, hvor Du ligner mig i Din Alder!«

»Grev Frederik var meget elskværdig,« sagde Clara, og tænkte i det samme egentlig paa Herman, hvis Livlighed, hvis Opmærksomhed mod hende ikke var uden Virkning.

»Grev Frederik er et fortræffeligt Menneske,« sagde Moderen. »Familien er en af de Første!« Der blev en Pause; hun kyssede derpaa Clara og - saa holdt de for deres Hjem.

Herman løb med Kalosker og Paraply gjennem de tørvemosede Gader; den fine, kolde Regn, som faldt i Taagen, trængte ham gjennem Klæderne, men han mærkede det ikke; indeni ham var Alt Flamme, Alt Sollys, hans hele Tanke omfattede Clara, og dog vidste han endnu ikke, at det var Forelskelse, hans opgaaende første Kjærlighed.

53

Vi ere igjen paa Bal, et stort Hofbal; der er som en klar Solskinsdag i denne prægtige Belysning; intet Blomsterbed er mere broget rigt end denne store Forsamling af røde Uniformer med Stjerner og Ridderordener; Damernes Toiletter ere saa smagfulde, saa forskjellige, og det er just Toiletterne, som Admiralinden mønstrer og taler om med en ældre Dame, hvis gyldne Turban, der seer ud som en Kasserolle, og brandgule Atlaskes Kjole med Blonder just ikke røber den bedste Smag. Det er en ganske udmærket Musik, den bringer selv de gamle Excellencers Been i en drømmende Dandse-Bevægelse. Laquaierne vandre som Karyatider med Forfriskninger gjennem de tætteste Kredse. I Vinduesfordybningen staaer Clara, smukkere maaskee end nogensinde før. Hun er i en hvid klar Kjole, der falder i fyldige, taageagtige Folder, som var den vævet af Luft og bragt i Farve med Sneen; smaa Bouquetter af Mos og Violer synes at være ligesom kastede paa den. Der er en Gjennemsigtighed i Ansigt, i Arme, i den hele Skikkelse; der er et Udtryk af Lyksalighed i dette ungdomsfriske, deilige Ansigt, et Smil, der eier mere Trolddom end al Musik og al Poesi. Aldrig før har hun været saa smuk, aldrig før har hun smilet mere lykkeligt; men hun er ogsaa i Samtale med en af Prindserne, som fører hende til Dands. Frederik staaer ikke langt derfra i blaa Fløiels Hofkjole med store Diamantsknapper; han seer hendes lykkelige Smil, han er vred paa hende uden selv at gjøre sig Regnskab hvorfor! De mødes i D andsen og skilles igjen. Holger træder netop i dette Øieblik ind. Clara har lovet ham tredie Dands, og dog er han den Sidste, som kommer; - man maa vide Aarsagen. Holger blev igaar Kammerjunker. Skræderen har syet Nat og Dag paa Uniformen, gjort det Umulige muligt og bragt den færdig til dette Bal, men først for en halv Time siden blev den afleveret. Den røde, guldbroderede Kjole sidder fortræffeligt, de snevre Cassimirs Beenklæder ere som en Deel af Legemet; Holger er paafaldende smuk, og han veed det selv. Det er den første Uniform, han bærer, det er den første Titel, han har erholdt udenfor den medfødte Baron-Titel, og Clara har allerede opdaget ham, tilsmilet ham. Hvor meget Ungdomsmod og Lykke kan dog ikke et Hjerte rumme!

Grev Frederik seer med Eet ganske utilfreds ud; Ballet kjeder ham, Claras Smil er ham imod og ikke en Dands har hun for ham.

54

»Allerede for fjorten Dage siden var jeg engageret til dem Alle!« har hun sagt med et Smil, som han i sin bittre Følelse finder letsindigt, og nu dandser hun med Holger. Det er et smukt Par, og man lægger Mærke til dem. Der er hos dem Begge en Følelse af: hele Verden er vor! alle de Andre figurere kun om os! er det Claras Smil, er det Dandsemusikken eller den nye Uniform, der sidder saa godt, eller maaskee alle tre Dele, som virker? I dette Øieblik er det Holger klart som aldrig før, at han elsker Clara, at han maa sige hende det, at han med hende saaledes gad dandse Livet igjennem. Der er ingen Sorger, ingen Sygdom eller Død!

Man gaaer til Taffels, Champagnen knalder. Holger er lykkelig som en Gud, veltalende, leende, og idet han atter træder ind i Dandsesalen med Clara, er en Beslutning fattet; før Ballet ender maa hun vide hans Følelser, vide at han elsker hende, at hun er hans første, stærke Kjærlighed; han har Mod, han har Villie, det maa siges. Og i dette Øieblik sover Herman rolig hjemme, i dette Øieblik grunder Frederik paa, om han skal eller ikke skal kjøre Clara i Kane imorgen Middag, den store Kanetour til Bellevue. Dandsemelodier ere for den Forstemte tunge Søer, der gjøre hans Humeur endnu mere til Vrag, men den Livsglade løfte de kun endnu høiere. Clara har ganske glemt Hermans morsomme, geniale Billeder, glemt Frederiks livfulde Skildringer af hans Søtour, dem hun før med saa megen Henrykkelse lyttede til. Holger er den bedste Dandser, af Alle den Opmærksomste, den Elskværdigste.

I Dandsen, som nu er begyndt, skal inclineres. Med den Lykkeliges hele Udtryk i Øie og Mine staaer han foran Clara; hans Blod og Tanker ere som Champagnen, han bøier sig dybt med et spøgende Smil, hæver sig derpaa en heel Tomme høiere end ellers, og da - er der vel Trolddom til? Man skulde troe det! Ere Menneskene ledsagede af en usynlig Aand, god eller ond? Idet Holger hæver sig, foregaaer pludselig ligesom en Forvandling med ham, hans Ansigt bliver rødt som et Blod, hans Bevægelse er med Eet tvungen, hans Ord, hans Tale er ikke længer frisk, der er foregaaet noget Betydeligt; hans hele Tanke er deelt mellem Clara og - - ja det vilde klinge altfor skrækkeligt, pludseligt at udtale Ordet. De mindste Aarsager have tidt de største Følger. Holger bevæger sig ikke længer som før, han giver saagar aldeles forkerte Svar. I denne Nat frier han 55 ikke! Clara er endnu til for Frederik, for Herman, for den, Ingen endnu veed!

Midt i Henrykkelsens høieste Moment, midt i Kjærlighedens kjække Aabenbarelse er det - - ja, flere end En have maaskee været i samme Situation, kjende denne Qval, hvorved Mennesket kan miste hele sit moralske Mod, og det har Holger mistet, - Ungdomsglæden, Følelsen af sin nye Titel, af sin velsyede Uniform.

Clara betragter ham med ængsteligt Blik; hos hende gaaer den Tanke op - den uretfærdige Tanke, - »det er Vinen! han har drukket for meget Champagne!« og Nimbussen om ham er slukket; hun veed ikke, hvilken Uret hun gjør ham. Hendes Veltalenhed forstummer, hun søger uvilkaarlig Grev Frederik, hendes Øie møder hans, han smiler, det er som om han begreb hendes Situation; - der inclineres atter og hun inclinerer for Frederik. Holger smutter bag Vinduesgardinet et Øieblik, kommer atter tilsyne, men er ikke mere som før. Og det Hele er den uskyldigste, men ulykkeligste Situation paa et Bal, idet man inclinerer, ja inclinerer for Alvor. Det er Virkelighedens frygteligste Prosa, der har overvældet ham. Naar En skal henrettes, er det Talebrug at sige: »han skal miste sin Knap!« det er at miste Hovedet, og Holger har mistet en Knap og med den Hovedet. Seleknappen bag i er gaaet af de snevre Cassimirs Permissioner, - nu er det sagt! nu begriber man den pludselige Rødme, den tvungne Holdning, de deelte Tanker, de forkerte Svar. Med den Knap faldt Mod og Lykke, med den faldt Claras Henrykkelse; hun inclinerede for Frederik og de To kjørte næste Dag i Kane sammen til Bellevue. Fra Amalienborg gik Toget, syv og fyrgetyve Kaner, Prindser, Diplomater, unge Adelsmænd. Bjælderne klang, de brogede Kanedækkener flagrede hen over Hestenes Rygge, Pidskene smældede. Frederik, i Bjørneskindspels med Sælhundeskinds Støvler og laaden Hue, havde Clara i sin Kane, og snart vare de ude af Byen, og Kragerne fløi hen over den hvide Snee; »kra, kra!« hver gratulerer jo paa sin Maade. Hvor Sneen var dybest væltede de To; det var som en Leg, det var et lille Eventyr. - »Det var en prægtig Tour, det var en betydningsfuld Tour!« sagde Admiralinden, og hvorfor?

Samme Aften skrev Frederik til sin Fader, at han elskede Clara, at hun havde givet ham sit Ja, og at den fortræffelige Admiralinde havde Intet mod Partiet, naar Faderen billigede det.

56

»Den Knap,« sagde Holger, da han hørte det, »den fordømte Knap er Skyld i det Hele!« og han faldt hen i Tanker. Herman rev alle sine Tegninger itu; de vare for idealske, mente han; Alt var langt mere kantet, langt grimmere. Kjøbenhavn var den utaaleligste Stad, Menneskene, med meget faa Undtagelser, egentligt slet ingen, en Samling af Carricaturer og Kjedsommeligheder. Ja ikke blot Kjøbenhavn, nei Sjælland, Fyen, det hele Land var ham utaaleligt. Var det Claras Forlovelse, der kastede denne Skygge over Land og Mennesker, eller var den Giftsæd, Bedstemoderens Ord havde lagt i hans Hjerte, nu skudt op til et Upas, som forpestede Alt omkring ham? - - Slige Øieblikke i et Sind som Hermans føde Tanker og Beslutninger, der tidt afgjøre Ens hele Fremtid.

Balsalen en Vinterformiddag efter et Bal er et uhyggeligt Rum; Glandsen er slukt, Musikken forstummet, al den friske Ungdomsglæde er borte, Gardinerne hænge tunge med Støv, Lysene sidde nedbrændte i Lampetterne, Contrabas og slige mammuthstore Instrumenter ligge som Mumier og pege paa et Liv, der var. Saaledes saae det ud næste Morgen i den kongelige Balsal; midt paa Gulvet skinnede en Knap, som Feiekonen lod Kosten feie bort; den Knap, som havde bragt Holgers Hjerte til at see ud som Balsalen nu, tom, uhyggelig, et Mausoleum over en Knap.

VIII. Caroline Heimeran.

Da vi nu have fulgt de tre unge Venner og Reisekammerater, kunne vi opsøge Manuducteuren, eller hvad der lyder kortere, Moritz. Ham træffe vi ikke ved Hoffet, ikke i de store Saloner; hans Verden er Etatsraad Heimerans hyggelige Stue. Her kunne vi maaskee ogsaa udhvile os paa de mange Baller. Her var Caroline Sjælen. Tidlig mistede hun sin Moder og blev Dreng med sine vilde Brødre, der nu vare spredte ad i Landet; fra dem havde hun grebet alle deres kjøbenhavnske dristige Udtryk, hvilke for de Indviede tidt klang høist sælsomme i den livlige, smukke Piges Mund. Faderen var en 57 af disse gode, lattermilde Personer, der paa Tilskuerpladsen ere en Velsignelse for en Lystspildigter, hvis Stykke spilles; Etatsraaden lo ved mindste Anledning. I Forretninger var han nøiagtig som et Regnestykke, der gaaer op, og Fader med hele sin Sjæl. - Den hele Familie levede usædvanligt ind i sig selv, dannede deres egen faste Stok, og i denne levede og glimrede Caroline; man vidste hendes fortræffelige Egenskaber og morede sig just ved, hvad Fremmede vilde hos hende kalde Uvaner.

Som vi vide, havde Moritz netop Aftenen før sin Afreise til Fyen friet og faaet Ja, men tillige den Erklæring, at han maatte ikke lade Reisen gaae overstyr, at han skulde, som om Ingenting var skeet, seile det Par Dage med. »Vi ville ikke begynde med at hænge over hinanden!« sagde hun, »det har jeg seet Nok af med min ældste Broder og Louise, den søde Kone, hun er! men et Hængetræ var hun! - Seil Du! men vælt ikke, for traurig har jeg rigtignok ikke Lyst at være; det er ingen Fornøielse!« Hun smilede, men havde Taarer i Øinene, - hun var nydelig!

Og Moritz seilede til Fyen, det vide vi, og Alt hvad der mødte ham og Vennerne der, det vide vi, samt at han nu atter var i Kjøbenhavn; men at han ved Modtagelsen fik det første Kys, det vide vi ikke, men det fik han, og der var meget at sige, meget at fortælle. »Troer Du, jeg vil bære paa al den Snak jeg har hørt?« sagde hun, »nei, nu ere vi To om Byrderne; Du skal holde her!« De maatte ogsaa drikke Duus, ellers kunde hun jo ikke ordentlig tiltale ham, naar han skulde have Skjænd.

»Du er et sælsomt, velsignet Væsen!« sagde han, »Du ligner, har jeg ofte tænkt, Undine

»Det var et meget eventyrligt Fruentimmer, Du der søgte ud,« svarede hun. »Ja, jeg er vel noget aparte, men det er dog det, som har gjort mig interessant for Dig; vi To ligne rigtignok slet ikke hinanden!«

En Veninde kom i Besøg.

»Vil Du see Fyren!« sagde hun. »Ja, han er lidt stille endnu, men jeg skal nok sætte Skik paa ham. Han skal til Vinteren paa Isen med mig. Det er saa kjedeligt med flere Herrer, naar de skulle følge mig hjem om Aftenen, saa ere de saa bange, fordi jeg taler høit, og saa maa jeg ikke glide paa Iis, naar der er Gadedrenge! det er just saa 58 deiligt engang imellem at være Gadedreng. Af Banen! raaber jeg og glider.«

»Naar man ikke kjendte Dig, Caroline -« sagde Moritz, »saa kunde man - -!«

»Hun kjender mig bedre end Du! vi ere dragne til Skole sammen; vi gik i Marts Maaned med Kaabe og Muffediser og stor Parasol; den holdt vi foran mod Blæsten, og Solen skinnede os paa Nakken, saa Skyggen af os stod inde i Parasolen; for hvert Gadehjørne til Høire skiftedes vi til at bære den, og vi holdt den ud for Maven og ikke for Ansigtet; Blæsten nødte os dertil. Og saa troer Du, at hun ikke skulde kjende mig! det er mere for to Mennesker at gaae under een Parasol end at skifte Guldring, kan Du forstaae det?« Og hun lo med Mund og Øine.

Tjenestefolkene holdt alle paa det Inderligste af hende, thi hun var hjertensgod, og talte altid saa fortroligt med dem. Den halvgamle Tjener kunde gaae i Ilden for hende; men hun nikkede jo ogsaa saa velsignet til ham, selv ved det store Selskab, der blev givet engang om Aaret, og hvor der var Conferentsraader og selv Politimesteren. »Ikke dette Blik, Jørgen!« sagde hun da; »jeg kan ikke taale det, og jeg er forlovet!« Pigerne skrev hun Vers og Breve for til deres Kjærester. Sit eget Sprog havde hun ogsaa til Folkene: »Du er Slave iaften Klokken ni!« betydede for Jørgen: Du kommer til den Tid og henter mig. Ingen i Theatret, ved en Tragedie, var lettere at bevæge end hun; Ingen udgød flere Taarer ved Læsningen af en rørende Bog end hun, og i samme Øieblik kunde hun spøge derover. »Jeg har et uhyre Talent til at blive sentimental,« sagde hun; »vilde jeg uddanne det, da kunde jeg blive en Saltkilde for Landet!« Hendes smukkeste Talent var iøvrigt at foredrage ved Claveret smaa Sange; vel havde hun kun en lille Stemme, men al den dybe Følelse, som ved et Digterværk strax greb hende, gjennemstrømmede Sangen; det var en Lyst at høre hende foredrage Reichhardts Melodier til Gøthes Digte. - Lunet var, som sagt, det Fremherskende hos hende. Moritz's Eventyr i Fyen, Lodtrækningen om, hvem der skulde være det lille Barns Fader, fandt hun lystigt og rørende; det morede hende at sige til halv Fremmede naar Moritz hørte derpaa: »Min Kjæreste har en lille Datter i Fyen!«

59

»Kjære Pige!« sagde Moritz, »Du maa sandelig fortælle den hele Historie eller ikke sige Sligt.«

»Han er bange for sit Rygte!« raabte hun da leende. -

Paa sin Chiffoniere havde hun en Samling af Nuslerier: to Haner, limede sammen af Fjer, et heelt Fartøi, blæst af Glas; men nydeligst vare fem smaa Porcelains-Figurer, der forestillede Amor i forskjellige Skikkelser. Først den nøgne lille Krabat med Kogger og Pile, derpaa Amor som Skorsteensfeier med Stigen, saa som Officeer med Generalhat paa Hovedet, Sabel om Livet og store Støvler paa, forresten nøgen; Nummer fire: Vægter med Morgenstjerne og Kabus; Nummer fem: Matros med blank Hat, kort Trøie og Aaren i Haanden.

»Du mangler ham bare som Præst,« sagde Veninden.

»Der har jeg Moritz! det er i stor Udgave, men derfor er han nu ogsaa mere klædt paa.«

»Du kommer virkelig til at ligne den gamle Frue ovre i Fyen,« sagde han; »Du taler næsten ligesom hun, har saa mange af hendes Noder; ja, endnu gaaer det; imedens Du er ung, saa kan det klæde endnu, og jeg er vel selv blind i Forlovelsesdagene, men naar Du bliver gammel og - -«

»Gud, jeg bliver nok stille og kjedelig!« sagde hun. »Naar Du først faaer mig op til Færøerne eller over paa Bornholm, saa skal Du see, hvor sindig og kjedelig jeg bliver, ja, saa ønsker Du mig nok mit Humeur tilbage!«

Vinteren var gaaet. Det var en Aften i det tidlige Foraar; Caroline var som alle Mennesker forkjølet, »ja, i en saadan Grad forkjølet,« sagde hun, »at jeg maa bruge Lagen og ikke Lommetørklæde!« Moritz var i daarligt Humeur, ærgerlig over at Herman, som han holdt af, og som var god og dygtig, havde faaet, som han kaldte det, en af den fyenske Bedstemoders Raptusser. Herman havde pludselig opgivet at studere og vilde være Maler, eller hvad der nok mest laa ham i Sindet, han vilde afsted til Italien. Sex hundrede Daler havde han vel fast om Aaret, men hvad skulde de forslaae i Udlandet, og hvad Fremtid havde han for sig, dersom Bedstemoderen gjorde ham arveløs? »Jeg har prædiket for ham,« sagde Moritz, »det hjelper ikke. Alt er i Orden til Afreisen; det er nok Generalen, der holder af 60 ham, som har talt hans Sag hos Kongen og udvirket ham Tilladelse til at gaae med Fregatten, som seiler imorgen til Middelhavet. - Han spolerer aldeles sin Fremtid, spolerer Alt, ogsaa med Bedstemoderen; men det er Noget af hendes Natur, der kommer frem. -Ja, jeg har sagt ham det!«

»Jeg er ikke Skyld i det!« sagde Caroline; »Du skal ikke see saa vred paa mig! er det af ulykkelig Kjærlighed til mig, saa er det jo Dig, der er Skylden; hvorfor har han faaet mig at see og lært at kjende min mageløse Elskværdighed?«

Moritz saae alvorlig paa hende ved denne Spøg, nu han var saa sørgmodig stemt; hun smilede og trykkede et Kys paa hans Pande. »Tag dog ikke Alt saa græsseligt alvorligt,« sagde hun; »hvad kan det nu hjelpe, jeg ogsaa sidder og hænger med Hovedet? Man maa døie og man maa døe! hvem veed hvad det er godt for? siger jeg altid.«

Endnu i denne Aften skulde Herman ombord; stille havde han i et Par Uger forberedt sig.

Vi søge ham ikke i Afskeden med Vennerne, de Faa, han skynder sig fra, som var det en Reise paa to, tre Dage; vi see ikke ind i Smerten, som bygger indeni ham. - Hvo savner ham her? Hvo tænker paa ham den tidlige Morgenstund, da de ude paa Rheden løfte Anker? Ikke Clara, nei Caroline Heimeran! hun tænker paa hans Sorg, tænker paa den smukke Clara - og undskylder hende; man kan kun elske Een, og hun elsker jo Grev Frederik.

Ingen taler mere om Herman, men om de første Violer, om Storken, der er kommet, om de nye Operaer, der endnu skulde gives før Saisonnen sluttes. Og Sommeren kommer, - Høsten følger efter, og saa er Aarets Hjul eengang dreiet siden de fire Venner sad i Regn og Storm med fyldte Glas, og adopterede den lille Datter. Vi dreie endnu fire Gange Aarets Hjul og Clara er Grevinde; Holger er ved Gesandtskabet i Stockholm; Moritz, - ja han har faaet sig et Præstekald paa Halligerne, ved Slesvigs Kyst; et halvt Aar har han allerede været der, i Høsten, som kommer, henter han sin Brud. Hun er den Eneste, som af vore Bekjendte sidder i Kjøbenhavn, smuk, livlig og spøgende som før. Hun har laant en Kjæreste i Moritz's Fraværelse, siger hun, »en ganske lille En!« Det er et Barn, en Dreng paa fire Aar, Moritz's Søstersøn; Moderen er Enke, og er denne Sommer taget til Jylland; den Lille savner hende ikke, han hænger 61 med hele sin Sjæl ved Caroline. »Hun veed slet ikke at tale med Børn!« sagde Moritz tidt, og viste derved, hvor lidt han kjendte disse. De Smaa more sig just ved nye Udtryk og en usædvanlig Tiltale. Hun var ligesaa ivrig med at male Drengens Top og binde ham Snært paa Pidsken, som med at sye paa sit Udstyr. Skortede det paa Historier, tog hun Adresseavisen og læste ham for med stærk Betoning og Henrykkelse alle de Retter, der stod, at man kunde erholde paa Spiseqvartererne, og hver Ret var for den Lille, som for os, den deiligste Strophe i et Digt; samme Avis, hvoraf hun læste op, endte som trekantet Hat eller som Baad, der kunde seile over at hente Moritz. Hun drapperede sig og Drengen, og saa stode de i Tableau og Ingen saae paa det uden Ragazo, den gamle Hund, saa feed og doven, saa uskikket til at lege med, at han lagde sig til Ro selv naar Sabelen var bundet ham om Livet, og han, Caroline og den Lille skulde lege Røverbande. Disse Lege gjorde, at hun tidt maatte sidde oppe til længe efter Midnat; men da gik Fingrene endnu raskere, og Saxen klippede; der vilde komme baade Uldent og Linned i Præstegaarden paa Halligerne. Paa samme Tid bestyrede hun med een Pige Huset for sin Fader; Alt gik saa godt; der var Tid til at lege og spøge, idetmindste saae det saaledes ud. - Efteraaret kom, den lille Drengs Moder, Hedevig, vilde indtræffe i Løbet af fjorten Dage, men Moritz ventedes endnu tidligere. To Aftener før hans Ankomst blev den lille Dreng syg, meget syg; Caroline vaagede hele Natten, var utrættelig hos ham. Lægen vidste endnu ikke, hvad Barnet feilede; det vilde altid have Caroline hos sig; hun vaagede den næste Nat igjen. Det var Typhus; Lægen erklærede det derfor netop idet Moritz indtraf. Nogle Uger vilde han blive, da skulde Brylluppet staae og strax efter skulde han med sin søde Brud til Halligerne i den brusende Nordsø. Gjensynets Glæde var delt; de vare bedrøvede for den Lille, hvis Moder var borte, hvis eneste Glæde han var. Barnets Seng stod i Carolines Sovekammer; hun kunde ikke forlade den Syge; ogsaa hun blev angreben og laa lidende, da de bare den Lille som Liig ud af hendes Kammer.

Med Hjertet fuldt af Sommerglæde var Moritz kommet; i Maaneder og Uger havde disse Dage lyst for ham som Lykkens Dage, og nu sad han ved maaskee en Dødsseng. Det var en vaad, raa Nat, en af de koldeste, Efteraaret endnu havde bragt; Vinduerne stode 62 aabne, den døde lille Dreng laa i Sideværelset. Caroline var faldet i Søvn med Hovedet paa Moritz's Arm, han nænnede ikke at tage den bort, skjøndt det virkede i den. Hendes lange Haar var faldet ned over Panden; en hectisk Rødme farvede Kinderne. Det var ganske stille Nat; da sprang med Eet Døren op til Værelset, hvor den døde lille Dreng laa. Paa enhver anden Tid vilde dette intet Paafaldende have havt; Døren var oftere sprunget op, men nu, i denne Nat faldt det paa. Lampen var stillet saaledes, at den ikke skulde skinne paa den Syge, og kastede nu sit hele Lys paa Ansigtet af det døde Barn, som laa hvidklædt med Blomsterkrands om Hovedet. Caroline slog i det samme Øinene op og stirrede derhen. »Ja, jeg vidste jo nok at han var død,« sagde hun med sagte Stemme. »Jeg døer ogsaa, men vær ikke bedrøvet! Jeg har før troet, at det var saa forskrækkeligt, men nu synes jeg det slet ikke. Selv at Du bliver tilbage, bærer jeg saa godt; jeg synes, det er kun at jeg skal sige Dig god Nat! Vi sees imorgen, - saa skal jeg nok gjøre Kommers med Dig, nu kan jeg ikke! god Nat!« og hun lagde atter Hovedet. Der var saa stille i Kammeret, saa raakoldt; en Fugl skreg ude i Haven. Var det Dødsfuglen?

I Stuerne tæt op til hinanden laae to Liig, den lille Drengs og Caroline Heimerans.

IX. Det Kammer.

Grev Frederik og Clara, som allerede eet Aar havde været gifte, kom netop i disse Dage tilbage fra Paris og Schweitz. Frederik hørte om Moritz's Ulykke, og bad ham dog at lægge Hjemreisen over Fyen og der tilbringe nogle Dage; Omgivelserne der vilde ikke som i Kjøbenhavn idelig minde om hans Tab. Søsteren Hedevig, som efter sin livlige, lille Drengs Død sluttede sig endnu inderligere til Broderen, og havde besluttet at følge med ham til Halligerne og styre Huset, var naturligviis ogsaa indbuden. Moritz tog mod Tilbuddet idet han følte en Lidelse i at blive i Etatsraadens Huus, 63 hvor med Caroline Sjælen og Solskinnet manglede. Det laa ham ogsaa paa Hjertet at tale med den gamle Baronesse om den lille Pige, Elisabeth hed hun; det stakkels Barn havde jo i den hele Verden Ingen uden ham, følte han ret i sin Sorg, og den femaars Lille var pludselig faldet i Baronessens høieste Ugunst, var sat ud af Gaarden »for sin Underfundighed,« som der stod i sidste Brev.

For at kjende denne »Underfundighed«, gjøre vi Reisen med til Fyen, ja gaae nogle Uger tilbage i Tiden, til den fjortende August, Fruens Geburtsdag, som den kaldtes, men egentlig aldrig havde været.

»Min Geburtsdag var en dum Dag,« sagde hun; »den feirer jeg i Stilhed, og den skal Ingen vide; men den fjortende August har jeg søgt ud som Geburtsdag, den kan jeg lide i Almanakken og paa den vil jeg have det lystigt!«

Man talte saa smaat om, at det var paa denne Dato, hendes Fader, lange Rasmus, havde redet paa Træhesten. Der gik flere Historier saaledes om et lille, ellers altid tillukket Kammer, der ikkun een Gang om Aaret, netop denne ene Morgen, blev aabnet; at den gamle Frue gik derind, og naar hun kom tilbage, var hun lystig, som havde hun en lille Ruus.

Paa den fjortende August stededes de Fattige fra hele Omegnen til en Slags Audiens; den gamle Frue vidste dem Alle ved Navn og kjendte hele deres Liv og Levnet, og efter denne Kundskab bleve de belønnede. Den store Sal var da en heel Bazar, hvor hun med Madam Krone sad og uddeelte Presenter. Hver fik Noget. De gifte Folk Gryn, Smør, Meel; de unge Piger Silkebaand og brogede Tørklæder; Bønderdrengene en Hest med Pibe til Hale, og den blæste Fruen selv allerførst i, før hun overrakte den. For flere Hundrede Rigsdalers Værd blev da givet bort. Henimod denne Tid, allerede i Julimaaned, fandt man derfor Fruen og Madam Krone ivrigt ifærd med at sye Klæder til Mandfolk og Fruentimmer, Alt efter Fruens Idee.

Naar de da Alle havde faaet, klappede den gamle Frue sig selv og Madam Krone, idet hun sagde: »See, nu har vi To været skikkelige Mennesker! Nu bliver jeg hendes Naade!« Og hun iførte sig da sin bedste Pynt; Vogne rullede ind i Gaarden, fornemme og rige Gjæster kom til et stort Middagsmaaltid, og efter dette maatte Alle ned 64 i Haven og i den tilgrændsende Skov. Hvert Aar var her et eller andet Arrangement, beregnet paa at overraske Gjæsterne, sædvanlig et levende Malerie, tidt ordnet med malerisk Sands og af Virkning. Saaledes, idet man spadserede i Skoven og kom, hvor denne omsluttede en lille Indsø, viste sig pludseligt Blus paa Vandet, enkelte Fiskere laae i deres Baad med udspændte Næt, Andre stode i Vand til Knæerne, Fruentimmerne arbeidede, Børnene dandsede rundt. Det Hele udførtes altid af Bønderfolk, der selv fornøiede sig ved denne Comedie, som de kaldte det, og fik Penge til for det. Et andet Aar, som Gjæsterne kom i Huulveien til Skoven, stode de her midt i en Zigeunerleir, hvor Ilden blussede under den store Suppekjedel og Zigeunermoer gav den mindste Dreng Riis med Suppeskeen. Efter Vandringen fandt man oppe i den store Sal Alt festligt anrettet. Paa Bordet stod en overordentlig stor Kage og paa et ubestemt Sted i samme laa en Nød, der var bagt i med. Kagen deltes ligelig mellem Gjæsterne, og den, som fik det Stykke, hvori Nødden sad, blev kaldet »det andet Geburtsdagsbarn,« blev gratuleret og fik af Husets Frue en Present, der altid var omvunden af Roser, plukkede omkring Græspletten ude i Gaarden, hvor vi vide at Træhesten havde staaet.

Det var netop mod Aften, Dagen før denne Festdag. Fruen havde travlt med at ordne Alt i Skoven; denne Gang skulde det være »Elverpigernes Dancis«. Det havde først været hendes Tanke at give »de græske Guder«, men Madam Krone havde paa det Alvorligste arbeidet derimod og tilsidst faaet sin Villie; det vilde blevet en Scandale, mente hun, havde den gamle Frue sat det istand med Havnympherne, der skulde have været nøgne Bønderkoner, som vadede om i Indsøen. At de kunde miste deres Sundhed ved den Comedie, bragte Fruen derfra, og ikke at det kunde kaldes umoralsk, thi umoralsk, sagde den gamle Frue, det var al Dyd naar umoralske Mennesker dømte den. - Den lille Elisabeth, der nu var en femaars Pige, et sælsomt stille Barn, lidt uvoren, som en Forkjælet bliver det, sad paa Skammelen noget borte fra Madam Krone og Fruen, der begge vare flittige med at sye, da de endnu ikke vare ganske færdige med alle Presenterne til imorgen; der manglede uldent Undertøi for en gammel, sygelig Huusmand. Elisabeth havde foran sig sit lille Bord, fuldt af Legetøi; men dette laa urørt, Dukken 65 var kastet paa Gulvet, Barnet holdt Hænderne i Skjødet og saae tankefuldt frem for sig med sine blaae Øine.

»Du maa ikke sidde og tænke, Lisbeth!« sagde den gamle Frue, »lad være med det til Du bliver stor. Og er det Søvnighed, saa i Seng! Det er nok ogsaa det Bedste, for imorgen bliver Du oppe som et gammelt Menneske!«

»O, imorgen!« udbrød Elisabeth, løftende de smaa Hænder, og sad igjen tankefuld.

»Det er alt det, hun sidder og tænker paa,« sagde Madam Krone halvt sagte. »Hun hører jo i disse Dage ikke om Andet af Folkene, og seer hvor travlt vi have det. Smaa Gryder have ogsaa Øre! hvor var hun lyksalig baade ifjor og iforfjor, og nu har hun da mere Forstand.«

Det var ogsaa den Dag imorgen, som opfyldte hende, men paa en anden Maade end Fruen og Madam Krone havde Tanke om; de smaa Øren havde hørt og gjemt Meget af hvad Folkene fortalte. Der var mere Viisdom i den gamle Frues: »Du maa ikke sidde og tænke!« end Nogen troede.

Elisabeth skulde tilsengs; hun sov i et lille Kammer tæt ved Madam Krone, der nu førte hende derhen, fik hende afklædt og til Ro, og Syningen begyndte igjen. Klokken ti gik imidlertid Alle iaften tilsengs. Madam Krone saae ind til lille Elisabeth; der var Ingen i Sengen. Hun søgte, sendte Bud om hende i Kjøkkenet, lod Folkene søge i Gaarden og i Haven. Elisabeth var intet Sted at finde. Madam Krone vilde først i sin Angst gaae til den gamle Frue og sige hende det, men betænkte sig og gik selv ned i Folkestuen, hvor hun gav Ordre, at de Alle med Lygter og Stænger skulde søge endnu engang i Haven; dog, Barnet fandtes ikke.

Det var allerede tidlig Morgenstund; Lyset tændtes hos den gamle Frue, som endnu Intet vidste; Madam Krone var paa Veien til hende, men standsede idet den gamle Frue gik til Lønkammeret, hvis Hemmelighed Madam Krone ikke kjendte, eller ikke vilde vide at kjende; hun ventede paa at Fruen kom tilbage.

Der, mellem fire Vægge indesluttedes Gaardens, hele Omegnens Mysterie; om dette var der talt og atter talt mellem Folkene; ofte havde den lille Elisabeth lyttet til, og naar man mindst tænkte derpaa, siddet og gjort sig sine Tanker. Nogle sagde, at der i Kammeret 66 slet Intet fandtes uden et Par Træskoe og en Melkebøtte, som den naadige Frue engang som fattig Bondepige selv havde baaret, og som hun nu tog paa og sagde: »saadan var jeg! og saadan er jeg nu!« Andre sagde, at hun der gjemte i en Flaske en lille Mand, som sagde hende Alt, hvad der skulde skee hele Aaret. Elisabeth tænkte ikke paa Andet end at komme derind og see hvad der var. Nøglen, som hun vidste laa i det lille Skrin paa Commoden, havde hun taget og ganske klogt stukket ned i sin Strømpe. Og saasnart hun nu var i Seng og Madam Krone borte, reiste hun sig, tog sine Skoe paa, tændte Lyset ved Natlampen og listede sig henad Gangen til Døren. Det lykkedes strax at faae den op, og med Lyset i Haanden stod hun nu i det lille, halvrunde Taarnkammer. Her var ikke Andet at see, end et stort, gammelt Portræt af en Herre, stillet op midt i Kammeret paa et Brædt, der laa over nogle forraadnede Træpæle, som syntes at være trukne op af Jorden. Han havde en grulig stor Paryk paa, rød Vest og Kjole, og det var et slemt vredt Ansigt. Elisabeth søgte i alle Kroge, om ikke Flasken med den lille Mand var at finde, eller idetmindste Træskoene og Melkebøtten. Der fandtes aldeles Intet, og derfor, ligesaa sagte som hun var kommet, vilde hun liste sig ud; men Døren var gaaet i, Nøglen sad udenfor, hun kunde ikke, eller forstod ikke at faae den op. Lyset satte hun paa Gulvet, og stødte med Hænder og Fødder, det hjalp ikke; hun var ved at græde, men holdt dog Taarerne tilbage. Hun saae paa det gamle Portræt, hele Lysskinnet faldt paa det og hun kom i den græsseligste Angst, thi Billedet, syntes hun, blev levende. Taarerne strømmede hende ud af Øinene; hun raabte høit, men huskede i det samme paa den gamle Frue, og af Skræk for hende blev hun pludselig stille og greb igjen Lyset, men det faldt hende ud af Haanden og slukkedes; kun den lange, røde Tande viste, hvor det laa; hun forsøgte at blæse den i Lue igjen, som hun havde seet Folkene gjøre, men det vilde ikke lykkes. Hendes urigtige Opførsel, hvilken hun godt forstod, og nu Mørket, og dette hemmelighedsfulde Kammer, Alt rystede hende med Forfærdelse. Kammerpigen Trine, der snart skulde til Kjøbenhavn og giftes med sin Kjæreste, Skomageren, havde fortalt mange Historier, som hun kaldte Comedier og Balletter; en af dem om Rolf Blaaskjæg var især grulig; han havde slaaet sine Koner ihjel og gjemte deres Liig inde i et Kammer, hvor 67 Ingen turde komme. Den lille Elisabeth kunde ikke glemme den Historie, og syntes at Kammeret her var et lige saadant. Hun tænkte paa de døde Koner, der, som Trine havde sagt, dandsede i hvide klare Kjoler, og den Lille hulkede høit, krøb mere og mere op i en Krog, og da hun begyndte at fryse, trak hun sit lille Skjørt op om Hovedet og sad saaledes og faldt i Søvn.

Det var endnu ikke Daggry, da den gamle Baronesse var oppe; Nøglen savnede hun strax og fandt nu til sin Forfærdelse, at den sad i. Sig selv neppe bevidst, stødte hun Døren op med en Voldsomhed, saa at Elisabeth vaagnede og stirrede med store Øine. Den gamle Frue saae rundt om, og da hun opdagede Elisabeth, foer hun sammen med et sælsomt, kort Skrig; hendes Ansigt fortrak sig, hun greb med en Vanvittigs Heftighed Barnet i Armen. »Afskum!« mumlede hun, »Nøgletyv!« og slæbte saa Elisabeth hen foran Billedet; her hævede hun Armen til at slaae, men holdt pludseligt inde og saae med et forstyrret Blik paa Portrættet, som i dette Øieblik var i fuld Belysning. »Nei Du,« sagde hun til Billedet, »Du skal ikke see selv et skyldigt Barn straffes! rid paa Din Hest!« Og som vanvittig spyttede hun paa Portrættet af ham, der havde sparket til hendes Moder, slaaet hende selv med Pidsken, og ladet hendes Fader ride til Spot og Elendighed paa Træhesten, der nu stod her, et ormstukket, forraadnet Meubel, Fodstykke for Billedet. Det var den onde Herremand, hendes Mands Faders Portræt, med Resten af Træhesten, der gjemtes her. Elisabeth græd og jamrede.

»Ti!« raabte den gamle Frue; »Du er ond, slet, lure vilde Du! Alt Nedrigt kan der blive af Dig! Ud af mit Huus skal Du!« - Hun slæbte hende med, og lukkede saa Døren. Elisabeth stirrede dødbleg med taarefyldte Øine, alle Lemmer rystede af Skræk og Feberkulde.

»Jeg har en fast Characteer, selv naar jeg vil være ond!« mumlede den gamle Kone og brast i en heftig Graad.

Da kom i det samme Madam Krone.

Fruen pegede paa Barnet: »bort med det Dyr! bort! iseng, iseng! see ikke paa mig! væk!« hun puffede den Lille fra sig, skyndte sig derpaa ind i sin Stue, smed sig paa en Stol og græd heftigt; alle hendes Lemmer zittrede. Med Eet sprang hun op, knugede Nøglen til det hemmelige Værelse fast i Haanden, gjorde et Skridt mod Døren, men standsede igjen. »Nei,« sagde hun, »jeg har seet ham, jeg 68 har haanet ham!« og hun lænede sin Haand til Bordet, bed Læberne sammen, og blev staaende saaledes, idet Madam Krone kom.

Elisabeth skulde endnu idag ud af Huset, sagde den gamle Frue; Madam Krone kunde give hende til nogle Bønder eller sætte hende i Svinestien, gjøre med hende hvad hun vilde; endnu idag skulde der blive skrevet til denne Manuducteur, hvem der jo aarligt var sendt Regnskab. »Det har været Pjank og Spøg, hvad han før har faaet, nu skal han faae Alvor,« sagde hun. - Og hendes Villie var fast. Madam Krone nødtes til at sende Elisabeth hen hos den gamle Degn. Trine, der kunde de mange Balletter og Comedier, maatte i Madam Krones Navn der bringe Alt i Orden, og det var meget bedrøveligt, thi hun holdt af lille Elisabeth, og: »ihvor meget godt der var ved Baronessen, urimelig var hun dog,« sagde Trine; »enkelte Gange er Baronessen jo lige ved at være gal! Gud forlade mig min slemme Synd, at jeg siger det!«

Medens Trine gik med Elisabeth til de gamle Degnefolk, begyndte Festligheden for Bønderne. Den gamle Frue uddelte Presenterne til dem, men Bønderbørnene, der altid vare vante til, ved Uddelingen at høre hende spøge, fik idag med deres Presenter alvorlige Formaninger og Irettesættelser. »Fruen er ikke rigtig i Kalotten!« sagde de. Men til dette mærkede ikke de fornemme Gjæster, som siden kom; da var hun Lystigheden selv. Ingen spurgte om lille Elisabeth; stille og drømmende sad hun i Degneboligen hos de gamle skikkelige, høist overtroiske Folk. Trine græd, Madam Krone var taus, men hun tænkte desto mere.

X. Besøg hos Degnens.

Der var næsten gaaet to Maaneder siden denne Begivenhed, og i al den Tid var Elisabeth blevet hos Degnen og hans Kone. Nu var det at Moritz med sin Søster Hedevig kom til Fyen; selv vilde han tale med den gamle Frue, vide hvorledes det egentlig gik Barnet; det var jo ikke at beregne, hvad den underlige Kone kunde finde 69 paa. Hedevig, ganske opfyldt af Tabet af sin lille Søn, saae som Moder sit eget Barn i ethvert lille, og hørte derfor med stor Deeltagelse hvad der fortaltes om Elisabeth, der nu var hos Degnens. Disse var et høist skikkeligt gammelt Par, det levende Billede paa al Overtro. Hedevig besluttede at følge med Broderen paa Touren hen til den gamle Frue, ikke for at besøge hende, men for at see, hvad Slags Folk Degnens var, og hvorledes Barnet havde det der.

Hr. Cathrinesen hed den skikkelige gamle Mand, og vi ville af Navnet forstaae, at han er fra den lille Øe Ærøe, hvor den usædvanlige Brug findes, at Sønnerne som oftest faae Navn efter deres Moder, naar denne har været en bekjendt dygtig Kone. Efter sin Moder Cathrine hed Degnen Cathrinesen; hans Kone var ogsaa fra Ærø, noget yngre end Manden, meget livlig og høist industriøs. Dette sidste var det især, hvorfor Madam Krone holdt af hende. Deilig Suppe lavede Madam Cathrinesen af Hyben og Hyldebær; hendes Thee var indenlandsk Fabricat, en Sammensætning af Kodriver og Rølliker. Kaffeen blandedes med Cichorierod fra Marken og klaredes med Flynderskind. Ingen havde bedre Stivelse end hun; Kartoflerne bleve revne paa Rivejernet, Affaldet skyllet og atter skyllet, indtil den hvide Stivelse laa paa Lagenet for at bleges i Solen.

Men al Overtro fra Ærøe, som den der afspeiles fra hele Landet, var, som sagt, flyttet med det gode Ægtepar ind i den lille Degnebolig, der var ret hyggelig og renlig, men frembød Skuet af alle de Amuletter, Bonden har mod Overtro. Paa Dørtrinnet var slaaet en udadvendt Hestesko, saa at hverken Varulv eller Spøgelse kunde slippe ind. Stuen, der ellers var overordentlig renlig og net, havde et Loft ganske glindsende af hvad Bonden kalder: Sildesjæl, et langt, fedt Stykke af Silden, der, naar den spises, altid tages ud og kastes op mod Loftet, hvor det bliver hængende og da sikkrer den Spisende, at han ikke i det Aar faaer Feberen, »den Kale«*, som den kaldes. Sanct-Hans Urter voxte frodigt i Bjælke-Sprækkerne og forkyndede de Gamle en lang Levetid.

Hr. Cathrinesen var en rund lille Person; Baronessen kaldte ham en Æbleskive med Been under; hans Kone derimod var et sandt Pindeværk, fiin og spinkel; hun havde i sin Ungdom mistet sit ene *

70 Øie, og for at skjule denne Mangel, bar hun altid ned over det en forloren Krølle, som ved sin overordentlige Størrelse og den forkeerte Plads, den havde, just drog Opmærksomheden derhen. Foruden Ægteparret befandt sig i Stuen, da Moritz og Hedevig traadte ind, lille Elisabeth og Kammerpigen Trine, der om to Dage skulde til Kjøbenhavn for at blive Skomagerkone. Hun holdt usigeligt af den Lille, hvem hun havde fortalt Balletter og Operaer, baade Rolf Blaaskjæg og Cendrillon, og sjunget saa mange Arier for; Trine kunde en Mængde og havde en klar stærk Stemme. Hun vilde dog engang endnu see sin søde, lille Elisabeth, til hvem hun havde medbragt som en Erindring om sig en trykt Visebog, den, hvoraf Trine saa tidt havde sjunget, og i den havde hun skrevet paa Bindet de Ord: »til lille Elisabeth fra hendes kjærlige Tjenerinde Trine, forlovet med Skomager-Fri-mester Hansen.« Saasnart hun saae Moritz's Søster, raabte hun: »Gud, Madam, er det Dem?« Det var et Slags Bekjendtskab fra tidligere Aar i Kjøbenhavn.

»Det er mange Aar siden vi mødtes,« sagde Hedevig, »jeg troede saamæn, De var ved Comedien!«

»Der er gaaet meget Vand i Søen siden den Tid,« sagde Trine; »det var intet Sted for mig, som ogsaa Hansen sagde; der kan være skikkelige Mennesker der, - men Skinnet, Madam, det er det, man seer paa.«

Moritz forklarede de gamle Folk, hvem han var, i hvad Anledning han kom, og at han vilde op til Fru Baronessen.

»Det er kjønt af Dem«, sagde Madam Cathrinesen, »for hvad skal der blive af Barnet? Med bedste Villie kunne vi ikke beholde det; vi ere gamle Folk, og i hvor god Lisbeth er, stiv er hun at magte! et føieligt Barn er hun ikke, og imellem, naar hun sidder alene og stirrer med de underlige Øine« - den gamle Kone talte sagtere -»skulde man troe at Barnet ikke rigtig hørte til christne Mennesker, uagtet Kroppen er meget reguleret.«

Moritz svarede hvad han kunde svare og begav sig saa til den gamle Frue. Hedevig blev, det gamle Bekjendtskab til Trine var et Tilknytningspunkt. Madam Cathrinesen gik at hente Kaffekjedelen, som i Anledning af Trines Besøg var sat over Ilden.

»Har De, Jomfru, været ved Comedien?« spurgte Cathrinesen,

71

idet han længe stod og tænkte over de Ord, der vare sagte. Trine blev rød, lo og nikkede.

»Det havde De nok ikke troet, Hr. Cathrinesen! Jeg har heller ikke holdt af at tale om det; Hansen forlangte det af mig. Jeg har, det vil da sige, da jeg var et lille Barn, været Kjærligheds-Guden, med Pallietter paa Skoene og med Vinger. Ja, de klappede saamæn af mig! Jeg var ved Dandsen, løb hele Dagen deroppe paa Skolen, maatte gaae i Bageriet for Figurantinderne og kjøbe Boller. Ak, det var et daarligt Liv, der er megen Chicane! Og Skinnet var altid, i det mindste dengang, mod Dandsen, og Skinnet, det er det, man seer paa! Da jeg blev ældre, og Hansen var blevet Svend og friede til mig, saa sagde han mig det, at det var ham saa haardt imod, at jeg gik og sprang om; Dandsemesteren skjændte ogsaa altid, og satte mig mellem de Bageste. Saa tog jeg Tjeneste. Det er nu otte Aar siden. Fruen her har været mig en god Frue, thi god er hun, hvor sær hun kan være! nu er Hansen blevet Frimester, og faaer jeg det end ikke, som jeg er blevet vant til det her paa Gaarden, saa har jeg dog mit Eget, jeg har en rar Mand, som jeg rigtig holder af, og er fri for Verdens Omtale; for Skinnet, Hr. Cathrinesen, det er Alles og især hvert Fruentimmers Skudsmaal!«

At Trine havde dandset med Pallietter paa Skoene og Vinger paa Ryggen, greb forunderligt Hr. Cathrinesen; han var traadt nogle Skridt længer tilbage, hans Hænder foldede sig, og han saae med et vemodigt Udtryk frem for sig. Lille Elisabeth derimod gik lige hen til Trine, lagde sig med Albuerne i hendes Skjød og saae paa hende med ubevægelige Øine.

»Gud give Dem Lykke i Ægtestanden!« sagde Hedevig. »De er en god Pige, og det Theatervæsen er en tung Vei. Verden holder mest af at tale ondt!«

»Ingen gaaer fri!« svarede Trine. »Ikke engang Hansen, men det er det samme, ham kjender jeg. Menneskene see anderledes ud indvendig, end udenpaa. Der er nu Fru Baronessen, hende lee de ad, Mange kalde hende gal, og hun er klogere og bedre end de Fleste! Der er en god Bund i hende, hvor haard hun endogsaa er mod den lille Elisabeth, der har været et meget uartigt Barn,« tilføiede hun og saae saa strengt, hun kunde, paa den Lille, men kun et 72 Øieblik, kyssede hende saa paa Panden og strøg Haanden hen over Lokkerne.

»Havde Du ikke Andet end Skoe og Vinger paa, da Du dandsede?« spurgte Elisabeth, der syntes med al sin Tanke at være blevet ved dette Punkt, som det interessanteste i hele Trines Tale.

Madam Cathrinesen kom med den blankpolerede Kaffekjedel. Kopper og Spølkummer sattes frem; Cathrinesen rykkede nærmere og rakte Trine et Papir. »Jeg vidste ikke,« sagde han, »at De havde dandset, ellers havde jeg sat et fromt Vers ind endnu, fordi det er gaaet Dem saa vel, som det er. Det er en Vise til Dem; De kan synge den ved Brylluppet, De kan læse den, ligesom De vil! Jeg har sat den sammen.«

Verset gik paa en Psalmemelodi og Ordene vare saa sørgelige, som om det var til en Henrettelse. Cathrinesen læste sit Skrevne, han græd allerede ved andet Vers; saa tørrede Trine ogsaa Øine, og siden gjorde de Andre det samme.

»Jeg troer ikke at Præsten skulde skrive den bedre!« sagde Madam Cathrinesen og saae stolt til sin Mand.

»Havde Du ikke Andet end Skoe og Vinger paa, da Du dandsede?« spurgte Elisabeth.

»See ikke med de Øine, lille Lisbeth!« udbrød Madam Cathrinesen; »sæt Dig hen til Din Dukke!« og hun trak Barnet fra Trine, idet hun sagde til Manden: »hun gjorde igjen Farmoders Øine!«

»Farmoders?« gjentog Trine og trykkede endnu Cathrinesens Haand for den sørgelige, skjønne Vise.

»Det er saa vor Tale; vi har den fra Ærø! Cathrinesens Farmoder var jo gjort blind af Eliefolk; har De aldrig vidst det?«

»Hun saae ikke!« sagde Manden, »og dog saae det ud, som om hun saae, og de Øine har tidt lille Lisbeth

»Farmoder var Jordemoder i Dunkjær paa Ærø; hun blev hentet til Elleqvinden, som var i Barnsnød. Hun fik en Salve at smøre Ellebarnets Øine med; der hang noget af den endnu ved hendes Fingre, da hun kom ud af Høien, og som hun kom til at smøre sig i sine Øine med; da blev hun klarseende; hun saae i Rugageren de smaa Eliefolk vrimle frem og klippe af. »Hvad gjør I der?« sagde hun; da skreg de Alle: »Kan Du see, skal Du skee!« og saa blæste de hendes Øine ud. Vist er det,« tilføiede han, »at al den Tid, jeg kan 73 huske, var hun blind. Men imellem kom der en Glands paa de graablaae døde Øine, hun syntes at see, og det var grangiveligt saaledes som Lisbeth imellem seer, naar hun ikke siger et Ord.«

»Ja, var det ikke Madam Krone, som havde talt, saa havde vi ikke det Barn,« sagde Degnekonen; »gid Alt var vel igjen og hun sad oppe paa Gaarden, og ikke her i Huset. Seer hun ud som et christent Barn? Det trives, men hun er jo Skind og Been, spiser for Tre og har en Hukommelse, saa man forfærdes for den, og det er ikke det Værste endda!«

»Hun er klarseende!« gjentog Cathrinesen, og vedblev, da Hedevig rystede med Hovedet: - »Jeg skal give Dem Syn for Sagen, Madam! Hun var med mig paa Kirkegaarden igaar Aftes; det var rart Maaneskin; hvad gaaer der? sagde hun til mig, og pegede paa Kirkemuren, og det saae ud for mig, som om det var hendes og min Skygge. Det er nok min Hest! sagde hun; da tænkte jeg paa Hælhesten, tænkte paa, hvad Øine hun havde, og at hun nok kunde see bedre end jeg, og jeg sang høit en Psalme; da mærkede jeg, at hun zittrede som et Espeløv.«

»De har gjort Barnet bange,« sagde Hedevig; »der er jo ingen Hælhest til; hvem troer Sligt?«

»Det gjør jeg!« sagde Madam Cathrinesen; »og det gjorde min Fader med, for han kjendte Hælhesten, kjendte ham bedre end De og jeg. Min Fader var Vægter i Ærøskjøbing; hver Nat saae han Hælhesten humpe paa sine tre Been fra Kirkegaarden til det Sted, hvor En skulde døe. Engang gik den lige hen imod vort Huus, hvor min Moder og jeg laae; det er sandt hvert evige Ord! Ho, Ho! sagde min Fader, kom ikke derhen! og saa nævnede han vor Herres Navn. Men Hælhesten er vel et Spøgelse, men den gaaer vor Herres Ærinder, og derfor blev den ved at gaae lige hen imod Huset; saa tog min Fader Skridt og satte sig lige med Eet op paa Hesten. Det var en modig Mand, min Fader! og da han sad paa Hælhesten, saa havde han den i sin Magt; han holdt Morgenstjernen frem for sig og saa red han til, saa det klapprede efter; lige hen imod Raadhuset red han; ved Døren stod der et stort Træ og ved det bandt han Hælhesten, der vilde løs, men kunde ikke komme. Og min Fader stod og saae paa den, og saae, at alt som Dagen kom, blev Hesten mere og mere ligesom en Taage, og da Solen stod op, var der 74 ikke Hest at see, men ved Træet hang en lang Høvlspaan, som den var taget lige af Liigkisten!«

»Ih Jesu-Mutter!« skreg Madam Cathrinesen, og tabte Spølkommen med Kaffe, thi den lille Elisabeth stod lige tæt ind paa hende med ubevægelige Øine, det var, som hun hørte med dem. »Var det den Hælhest, vi saae iaftes?« spurgte hun.

»Lisbeth tager Livet af mig!« sagde Madam Cathrinesen. »Hun er fæl at see paa!«

»O, den lille Stakkel!« udbrød Hedevig, og drog Barnet hen til sig; »hun har et klogt Ansigt; noget deri, jeg veed ikke selv, minder mig om min søde Dreng. Og netop saa stor var han!« hun tørrede Øinene og saae paa Elisabeth.

Da betroede Madam Cathrinesen hende og Trine, hvad der endnu ikke, som hun sagde, var fortalt til Nogen: »Dette Barn er ikke som Andre! De smaa Uskyldige sove deres søde Søvn om Natten, men det giør hun ikke; jeg har seet det til min Forfærdelse, hun reiser sig! to Gange har hun gjort det, og den sidste Gang, det var paa Slaget tolv, gik hun hen ad Gulvet, lige til Døren, der satte hun sig ned, og trak Skjørtet op om Hovedet. »Lisbeth! i Jesu Navn!« raabte jeg, og saa styrtede hun som død om paa Gulvet. Nu har jeg foran Sengen lagt et vaadt Klæde med Hørfrø; træder hun paa det, saa vender hun om igjen; det har jeg lært af Faermoder. Ja, det Barn, hun er ikke af vor Slags!«

»Aldrig gik hun isøvne oppe paa Gaarden,« sagde Trine paa det bestemteste, og havde Ret, men Madam Cathrinesen havde det ogsaa; hun havde seet Lisbeth reise sig af Sengen og gaae lige hen til Døren; men det Hele var en Comedie, som Madam Cathrinesen selv var Skyld i, thi da Elisabeth en Nat var vaagnet og havde reist sig overende for at see hen paa Perpendikkelen under Uhret, hvor Maanen skinnede, havde Madam Cathrinesen sagt ganske høit: »Jesus Mutter! nu staaer hun op og spøger!« Og det havde givet Elisabeth den største Lyst dertil; men da Cathrinesen nu ogsaa vaagnede og talte hende til, blev der ikke noget af den Nat, men derimod en følgende. Mand og Kone havde ogsaa snakket saa meget af deres Snak for det arme Barn, at det var nærved selv at troe, at det var en Trold. Aldrig havde Elisabeth før stirret saaledes med Øinene, som hun nu gjorde, da hun hørte, man lagde Mærke dertil, talte derom 75 og var forfærdet, og alt dette fandt hun, var artigt. Saaledes stode Sagerne.

Moritz kom nu tilbage fra den gamle Baronesse, hvor dog Noget var udrettet.

»Kjernen er god,« sagde han; »den holder sig fra vor Herre, Skallen har Verden givet Couleur. Underlig er rigtignok Konen! »»Jeg vil aarlig give to hundrede Rigsdaler til Barnet,«« sagde hun, »»men det er ikke for Barnets Skyld, det duer ikke, men for min Samvittigheds, og den giver jeg nok to Hundrede-Dalers Sedler. Er Lisbeth fjorten Aar, saa er det forbi, saa lad hende sørge for sig selv, og jeg veed, jeg har betalt min Entree for Løgne-Comedien, Faderen gav os.«« Sær er Konen,« vedblev han, »men hun er bedre end hun vil synes at være, bedre end Verden seer det.«

»Ja, kjendte Folk rigtig hinanden,« sagde Trine, »saa dømte man ikke som man dømmer!«

Degnefolkene vilde ikke beholde Elisabeth, ikke for to hundrede og endnu to hundrede Rigsdaler til. Hvor skulde Barnet hen? Madam Cathrinesen mente, at det kunde være en god Hjelp for Trine, nu hun blev gift, at faae de Penge.

»Ih Gud bevare os!« sagde Trine; »det vilde rigtignok falde godt paa mig, om jeg kom og holdt Bryllup og havde en saadan lille Pige med; nei, ikke for al Verdens Guld! Saa kunde jeg ligesaa godt være blevet ved Dandsen! Skinnet, Madam Cathrinesen, det er det, man seer paa!« -

Hedevig greb Broderens Haand: »Elisabeth er paa Alder med min lille Dreng; hun vil kunne sidde hos mig, som havde jeg ham. Broder! jeg tager hende, naar Du vil det.«

Moritz saae venligt paa Søsteren, og Elisabeths Skjæbne var afgjort; hun skulde følge med dem til Halligerne.

»Farvel!« sagde Trine, kyssede endnu engang Barnet, og bad det giemme vel paa Visebogen, hun havde givet det; Elisabeth hang sig om hendes Hals, græd og spurgte saa for tredie Gang: »havde Du kun Skoe og Vinger?«

»Tænker Du endnu paa det?« sagde Trine; »ak, jeg var klædt som Guds Engle paa Theatret, og de have Klæder, som see ud som ingen Klæder.« Det er Skinnet, - var hun nær ved at sige, men sagde det ikke; hun kyssede Elisabeth, kyssede Madam Cathrinesen, gav alle de 76 Andre Haanden. »Vær nu et godt Barn,« sagde hun, »og kommer Du engang til Kjøbenhavn, saa skal Hansen sye Dig røde Støvler og jeg skal tage Dig hen i Comedien, at see »den grønne Sko«, eller »Rolf Blaaskjæg«. Du søde Barn! vi see maaske aldrig hinanden! jeg troede, Du skulde voxe op i den gode, gamle Gaard, og engang lukke Fruens Øine! Du er nu snart mere vildsom end jeg var - og Du skal langveis bort! saa langt, saa langt!«

Moritz klappede hende paa Skuldrene: »det glæder mig at see, at En holder af den Lille; Gud lad mig faae det Gode i hende til ret at trives!«

»Ja ogsaa hun, den lille Sjæl,« sagde Trine, »ogsaa hun, Deres Velærværdighed, har allerede Skinnet mod sig.« Hun nikkede, kyssede Elisabeth, kyssede nok engang Madam Cathrinesen, gav de Andre Haanden og gik for at holde Bryllup med sin Hansen.

Hedevig tog lille Elisabeth ved Haanden, trykkede ogsaa sit Kys paa hendes Pande og lovede i sit Hierte, at være hende en god Moder for ham, vor Herre tog til sig. Og Barnet saae med de kloge, sjælfulde Øine paa den nye Moder; den virkelige laa allerede mange Aar i Graven; Ingen vidste Stedet, Græsset voxte hen derover. Elisabeths Øine vare fulde af Taarer, men disse gjaldt dog Trine, som ogsaa engang, - ja, det tænkte da Ingen paa, skulde blive hende en Moder, en Tilflugt, den eneste i hendes Forladthed. Saaledes saae man det ikke nu, thi Skinnet - »ja, det er Skinnet, man seer paa!« sagde Trine.

Men vi reise nu med Moritz, Hedevig og den lille Elisabeth over til Halligerne, de stille Øer i den stormende Nordsø.

Ende paa første Deel.

77

Anden Deel

78

        

79

I. Hvad der tildrog sig i Dagebüll.

Klokken to om Morgenen kjørte ud af Flensborg en stor holstensk Kurvevogn, vel bepakket med Reisegods; i den sad Moritz, Hedevig og den lille Elisabeth; de maatte kjøre ved den Tid, for at være sikkre paa at indtræffe til Flodtid ved Dagebüll. Det var klart Maaneskin, men koldt. Skridt for Skridt kjørte de op af Banken, og meget raskere gik det heller ikke, da de kom ovenfor, hvor Egnen udstrakte sig i sandede Marker og Hedeland. Et langt Stykke var Landeveien, der havde opsamlet en Masse Regnvand, aldeles ikke Landevei, men en Canal, som Hestene vadede igjennem. Siden gik det frem i tungt Sand; sjeldent kom man forbi et Huus, sjeldnere øinede man et Kirketaarn; en klynkende Fugl hørtes langt borte, ellers var Alt eensformigt stille; ingen af de Kjørende talte, Hver sad hensunken i sig selv, den lille Elisabeth med Øinene paa Maanen.

I aaben Baad vare de fra Fyen seilede til Als, og herfra kjørte over Gravensteen til Flensborg. Det deilige Skovland, Afvexlingen af Fjorde og Indsøer, høie Banker, grønne Enge og Lyngheder, de anderledes klædte Folk, det fremmede Sprog, alle disse nye Indtryk fyldte lille Elisabeth, medens de giede ligegyldige forbi Moritz og Hedevig, som kun tænkte paa, hvad de havde tabt i Verden.

Kort før Dagningen naaede de det første Bedested, der laa i Udkanten af en lille Landsby. Luften blev imod Morgen endnu koldere end før. Krostuen, de traadte ind i, var høist uhyggelig; paa Bordet stod halvtømte Kruse og Glas, et Tællelys brændte med lang Tande i Jernstagen; Gulvet laa tykt bestrøet med fugtigt Sand; Pigen, som skulde sætte Liv i det Hele, stod halv søvnig, med Klæderne løst om sig og samlede op fra Gulvet nogle Breve, der vare faldne ned, hvert af dem lige saa kluntet forseglet, som lagt 80 sammen; de vare Alle sendte med Leilighed, det vil sige med Slagtere eller Bønder, som toge ind her; opstablede mod Vinduesruden, hvor Enhver fra Veien kunde læse Udskrivten, ventede nu hvert Brev paa, at den, der skulde have det, eller en Bekjendt af ham, maatte komme forbi, og at det saaledes, tidt efter Uger og Dage, dog kunde komme til sin Bestemmelse. Det Snegleagtige i dette indbyrdes Postvæsen syntes at hvile over al Virksomheden herinde denne Morgen; at faae gjort Ild paa og lavet en Skaal varmt Æggeøl, syntes at lægge sig saaledes hen i Fremtiden, at de opgave det til næste Bedested. Hestene havde faaet deres, og Kudsken lovede, at nu skulde det gaae rask fremad; senere vilde det ikke kunne skee, naar de kom ind i Marsken; Veiene der skulde være næsten ufremkommelige, sagde han, og Hestene vilde synke i til Boven; desuagtet troede han dog nok, der at bringe det til en halv Miil i Timen.

Skyerne bleve mere røde, Maanen blegere, og Daglyset kom; man saae Fuglene over sig og til Siden Faar paa Heden, og endelig paa Veien enkelte Mennesker, de Fleste tilhest, ogsaa Fruentimmerne.

»Moritz, Dagen bliver smuk!« begyndte Hedevig, ligesom drevet til Samtale ved at see om sig det opvaagnende Liv. »Hver Morgenstund er dog i Grunden en Gjentagelse af Skabelsen, saaledes som Bibelen fortæller os den; først seer man Luften, saa Vandet, Væxterne komme tilsyne, Himmelens Fugle og Markens Dyr, tilsidst Menneskene.«

»Vistnok,« sagde Moritz; »Moses Bibel var Guds store Natur! i Ørkenen har han læst den; fra den fik han lige saa megen Viisdom som fra Ægyptens Vise og de Sagn, hans eget Folk gav ham!«

Moritz sad igjen taus og saae hen for sig; Hedevig vilde tale, men standsede; Kudsken tog sit Posthorn frem og blæste saa ynkeligt, han kunde, men det var ikke Meningen.

»Jeg forstaaer Tydsk!« raabte lille Elisabeth, da hun ved næste Bedested hørte Børnene tale. »Jeg forstaaer næsten hvert Ord!« og hun forstod det; thi det var Dansk, hun hørte. Her i hele Strækningen fra Flensborg ned mod Nordsøen, vexler Tydsk, Dansk og Frisisk; de tre Sprog slynge sig i hinanden; det Frisiske faaer Herredømmet i Marsken, hvor Friserne boe, dette ældgamle Folk, som allerede Herodot og Xenophon omtale som udvandret fra Persien.

81

Det flade, grønne Marskland udstrakte sig foran; de lange, stille Canaler vare ved den langvarige Regn gaaede over, og hele Strækninger stode under Vand. Grupper af Faar viste sig paa de enkelte høiere grønne Pletter, over til hvilke Vogterne maatte vade; Bønder gik dybt i Vandet og afskare det ikke ganske modne Korn. Som et Jernbanenet over Sumpe og Enge strækker sig her, med lige Høide, de paa Diger opførte Veie; den Reisende maa ved Synet tænke paa Jernbaner, men med samme skuffede Følelse, som Karavanen i Ørkenen, der ved fata morgana seer Søer og Skove, hvor han veed kun er det øde Sand. Hele Digeveien var saa halsbrækkende, hullet og dyndet, at den egentlig slet ikke kunde kaldes Vei; hvert Øieblik vare Hestene udsatte for at brække Benene, og hvor de Kjørende mødte Andre tilvogns, var det et sandt Kunststykke at komme forbi hinanden og ikke vælte ned i Vandet eller i en Bønnemark. De enkelte Landsbyer her ligge sædvanlig med alle deres Huse i Række langs med Diget, hvorved de faae et udstrakt, betydeligt Udseende; alle Husene ere grundmurede og have store Diler, hvor Røgen søger ud af den store aabne Port; Huusløg og Grønt blomstrer henad de mosgroede Tage. Det Hele gjorde det levende, rørende Indtryk, Barndoms-Egnen altid gjør paa den Ældre. Moritz og Hedevig vare, som vi vide, fra Marsklandet, fra den holstenske Deel ved Itzeho; rigtignok tyder Land og Bygninger der paa en større Velstand end denne Strækning i det Slesvigske, som Broder og Søster nu passerede, en Bemærkning, de ogsaa stille gjorde; men det var dog Hjemmets Characteer, de saae, det var de kjendte skorsteensløse Huse med Gavlen ud mod Veien, og med den brede, aabne Port, hvorigjennem de saae ind i Stue, Kjøkken og Stald. Hvor ofte havde ikke Moritz og Hedevig, da de vare Børn, siddet og leget i den aabne Port, betragtende Svalen, som fløi ud og ind i Stuen, hvor ogsaa den havde sin Seng og sine Smaa. Broder og Søster havde i dette Øieblik samme Tanker, men de udtalte ikke disse.

Mere end to Timer gik for Milen fremad; de stakkels Heste dampede og anstrængede sig; en tyk, fugtig Taage væltede frem mod dem; det var Havgussen, som den kaldes; dens bittersalte Smag trængte sig ind i Mund og Øine, og snart kjørte de som i en Sky, der var saa uigjennemsigtig, at næsten hver Kjørende og Ridende, der kom forbi, var ved at støde lige imod Hestene. Det vilde neppe 82 blive muligt, idag at komme fra Fastlandet til Øerne; efter al Rimelighed maatte der overnattes i Dagebüll, det lille Færgested, hvorfra man kommer til Badestedet Føhr.

Det er ingen Snees Aar siden, at man i flere af de danske Kjøbstæder endnu ikke havde et egentligt Vertshuus, men maatte tage ind hos en eller anden i Næringsdrift siddende Borger, som besad Leilighed dertil og nok vilde have den Fortjeneste; sædvanligviis var det Apothekeren eller Kramhandleren. Den ubekjendte Gjæst fik Plads ved Familiens Bord, hvor Madammen nøiagtigt talte og beholdt i Hukommelsen, hvor mange Stykker Smørrebrød, og af hvad Slags, han spiste, for senere at føre det til Regning; det hørte nu til hvad Folk i vore beqvemt og vel indrettede Dage kalde den Tids Poesi ved Reiselivet, men som man dog bør være glad ved er forbi. I Dagebüll var nu hverken Apotheker eller Kramhandler at tage ind til, men derimod en velhavende Marsklandsbonde, en ægte Friser, stolt og selvkjær, Monark i sit Huus og med Bevidsthed om, at Dagebüll var den største By i flere Miles Omkreds.

Dagebüll ligger tæt op til Diget, som beskytter By og Omegn mod det urolige Vesterhav. Vognen skrumplede hen over den forfærdelige Steenbro og holdt endelig for Kroen, om man tør give Gaarden dette Navn.

En høi, bredskuldret Mand kom frem i Døren, saae paa dem, men uden at sige Goddag; han syntes fortrydelig ved at see Fremmede, han ikke ventede. Det var Verten selv.

Moritz og Hedevig hilsede, men fik intet Svar. »Vi ville gjerne have de mange Sager under Tag,« sagde de.

»Ja, see at faae dem!« svarede Verten, vendte sig og gik ind.

Medens Kudsken spændte Hestene fra Vognen, der maatte staae ude med hele sin Oppakning og vel ogsaa stod sikker nok, gik Moritz med sin Søster og den lille Elisabeth ind i Stuen. Den var temmelig opfyldt med Fremmede, ophedet og uhyggelig; ved Kakkelovnen, der udmærkede sig ved sin Størrelse, sine blanke Messingkugler, og desuden var omgivet med halv vaadt Linned, der hang som Faner i et Gravcapel, sad et Par Qvinder med store Mandfolke-Hatte af sort Filt, og to Føhringer Piger med Sølvplader og store Sølvknapper i Livstykket; brogede Tørklæder laae turbanagtigt om deres flettede Haar. Verten havde igjen indtaget sin Plads for 83 Enden af Bordet, hvor al hans Opmærksomhed syntes henvendt paa Sidemanden, en svær Person i tyk rød Nattrøie og med en Vest saa besat med smaa Knapper i flere Rader, at Vesten saae ud som Bryststykket af en Husaruniform; et blaat uldent Tørklæde hang Manden løst om Halsen, store Guldringe, som de, Fruentimmerne bære, sad i hans Ører; Hænderne vare mærkeligt store og røde, Alt kolossalt, men derimod Talestemmen fin som et Fruentimmers; han rørte med en Beenskee i sit Kruus; det var den rige Hestehandler Petters, som skulde til Tønningen.

Ingen gjorde Plads for Moritz og hans Søster; det var som om man slet ikke mærkede noget til dem; Moritz dreiede sig til Høire og Venstre, og da Døren stod aaben til den næste Stue, som førte ud i Kjøkkenet, hvor man hørte det brase paa Panden, gik han derud, fulgt af Hedevig og Elisabeth; han henvendte sig nu til Konen i Huset, der syntes at have meget travlt og saae vred og stolt ud.

»Jeg er Præsten fra Halligerne,« sagde han.

»Ja, jeg kjender ham nok,« svarede hun mut; »han har jo været her tre Gange før! Man kan da ikke røre sig i sit eget Huus!«

Moritz taug taalmodig; Hedevig vidste snildelig ved en velanvendt Gaaen ind paa al den Uleilighed, Konen maatte have, al det store Slid og Slæb, der kunde være i et saadant Huus, endelig at bringe denne i en mildere Stemning, saa at hun indrømmede dem et lille Kammer, og det et med en Seng i. Denne var endogsaa ganske eiendommelig; Hovedgjærdet var det halve Roer af et strandet Skib, og Fodstykket var ægte Mahognitræ med Udsnidning; det var en Dør, som Havet ogsaa havde bragt, og nu tjente til at lukke for Benene af den Sovende; nøgne hvide Vægge og vaadt Sand paa Gulvet, det var hele Meublementet. Efter her at have lagt en Deel af Reiseklæderne, og, som man kalder det, gjort sig lidt istand, hvilket hos Moritz bestod i at afbørste sin Kjole, og hos Hedevig og Elisabeth i at ombinde Kappehagebaandene og sætte Haaret, besluttede man sig til at gaae tilbage igjen til den store Stue, hvor der paa en Bordende blev dækket for dem.

Hestehandler Petters med den fine, skingrende Qvindestemme, førte det høie Ord, og det var om, hvad man mindst efter hans Næringsvei skulde være faldet paa, om Daaben, det vil da sige, om de gamle Kirkeklokkers Daab, ved hvilken der da baade var Faddere 84 og en Madamme, som sagdes at bære Klokken, ligesom man bærer Barnet. Ved samme Madam havde Hr. Petters en skjemtsom Historie, der var mere plat end vittig, og som han, lig alle snaksomme Folk, der, naar deres Fortælling gjør Lykke, øieblikkelig fortælle om igjen for det selvsamme Publicum, gjengav for tredie Gang idet Moritz, Hedevig og Elisabeth traadte ind. En Vognrumlen udenfor bebudede nye Gjæster, men Verten blev siddende og Hr. Petters hævede sin fine Stemme, thi Historien skulde fortælles ud.

To i Sælhundeskinds-Pelse vel indsvøbte Personer traadte ind af Døren; det var Momme Levsen, den gamle Commandor, som han kaldtes, og hans Hustru. Det var netop de to betydeligste Sognebørn, Moritz havde paa Oland, og hans nærmeste Omgangsvenner. Saasnart Verten saae, hvem det var, reiste han sig lidt op, det var Folk af Betydning; Hr. Petters hilsede ligesaa fornøiet og lo af Grønlænder-Vamsen. Ægteparret var paa Hjemfart fra Husum, hvor deres eneste levende Søn, »der havde været saa dum,« som Commandoren sagde, »at studere,« nu var Byfoged og havde holdt Bryllup; der maatte jo Forældrene være med, ellers vare de ikke komne fra deres Ø.

»Vi ere rigtignok blevne gjorte af!« sagde den gamle Kone; »jeg var som en Dronning! og hvor der var en Anretning! men Kapun forstode de ikke at fylde; det sagde ogsaa min Søn, Byfogden!«

»Og vor Præst har vi der!« raabte Commandoren, idet han saae Moritz, »velkommen! velkommen! naa, hvor er Konen? hvor er Præstekonen til Halligerne? imorgen gjør jeg et lille Skrald for hende! Men kan jeg vise mig for hende første Gang i dette Overtræk? og Du Mutter - -!«

Moritz trykkede hans Haand og sagde ham i faa Ord sit store Tab, og viste ham sin Søster og den lille Elisabeth. Commandorens leende Ansigt blev forlegent og alvorligt; uden at svare et Ord faldt han Moritz om Halsen og kyssede ham og trak saa ud af Stuen med sin Kone, der opløftede et Sorgens Skrig. De gik til næste Værelse og kastede der Sælhundebeklædningen, den Commandoren selv havde bragt fra Grønland, og som nu paa Husum-Reisen ret havde vist sig at være til Gavn.

Da de kom tilbage til Stuen rakte Madam Levsen Hedevig Haanden, kyssede Elisabeth og fortalte om, hvad hun havde mistet i 85 denne Verden; alle hendes Sønner havde Havet taget, Alle paa den Ene nær: »min Byfoged«, som hun kaldte ham; og saa havde hun en Sønnesøn, Elimar, hendes Øiesteen, den smukkeste Dreng, det klogeste Barn, - det var Bedstemoderen som talte; han var nu ogsaa ude paa »den vaade Grav«, eller nede i den; det var hans første Reise, Grønlandsreisen! »Nej, Landjorden er dog en fast Grund«, vedblev den gamle Kone, »og den har ogsaa sit gode Brød og megen Glæde og Fornøielse! det er et Huus, min Byfoged har, det var et Bryllup!« og nu maatte hun fortælle om den Stads og om Dandsen. »Ja, min gamle Commandor dandsede ogsaa med; jeg gik kun een Gang rundt, de ere saa svære, de nymodens Dandse, og hvad ere de saa mod dem fra min Bedstefaders Tid? jeg husker dem endnu, uagtet jeg var saa lille, at jeg blev løftet paa Armen for at see det. Ved alle Fester var min Bedstefader første Dandser, han var Kongen, som det kaldtes. Alle vare de i hvide Skjorteærmer, Alle havde de Bjælde ved hvert Been, og naar han saa havde holdt Talen, der var paa Vers, saa gik Benene og Sværdene gik, for de førte altid Sværd med i Dandsen, og de sprang over Sværdene og satte disse i Stilling, saa at de dannede en Rose, og saa holdt de dem over sig som et Skjold, og Kongen stod ovenpaa og blev løftet høit op.«

»Byfogden?« spurgte Petters, der ikke var fulgt med i Fortællingen og troede, det Hele var en Beskrivelse af Bryllupsdandsen i Husum. »Det var da Satan til D ands!«

»Hvem taler om Byfogden?« svarede Madam Levsen; »jeg taler om gamle Dage, om min Bedstefader, om de gamle frisiske Dandse. Troer De, man nu dandser med Bjælder om Benene, eller gjør Roser i Dandsen?«

»Der var Tanke i al vor gamle Brug,« sagde Verten; »det har nu ikke nær det Høitidelige som i ældgamle Tider. Jeg har altid syntes saa godt om de Dandse; nu til Dags, sving mig her, sving mig der! Tanken mangler. Og saa den skjønne Skik ved Brylluppet, at naar den unge Kone første Gang førtes til sit Huus, trak Manden sit Sværd, stak det ind i Straataget over Døren og lod hende gaae ind under det; Ægteskabssværdet var draget over hende!«

»Er Du nu kommet ind i den Passiar?« sagde en Stemme fra Kjøkkenet; men han lod sig ikke forstyrre og blev ved: »og nu det gamle »Fenstern«, som reent er døet ud, ja forbudt ved Loven!«

86

»Det synes jeg ogsaa maatte forbydes«, sagde Moritz; »det forekommer mig stridende mod al Ærbarhed at beholde en Skik som den.« -

»Det var høist moralsk!« sagde Madam Levsen; »min Bedstemoder var en inderlig moralsk Kone, og hun fik sin Mand ved »Fenstern«. Man vidste jo, at naar Alle vare i Seng, gik de unge Karle hver til det Huus, hvor den boede, han vilde frie til; Kammervinduerne bleve aldrig lukkede, Frieren steg meget ordentligt ind i Kammeret og satte sig ved Sengen; der kunde han udtale sit Hjerte, og led hun ham ikke, havde hun jo Lov til at krybe under Dynen, saa langt hun vilde, og saa maatte han gaae sin Vei. - Jeg synes, at det er ikke mere stødende end de lange Forlovelser og det evige Kysseri, som følger med; det finder jeg umoralsk. Ikke et Kys fik de ved Nattefrieriet! jeg veed det, min Bedstemoder var en sanddru Kone!«

Saaledes kom Talen mere og mere ind paa den gamle Skik og Brug i Landet. Udenfor drev endnu den tykke, raa Havtaage; der var ikke at tænke paa nogen Overfart, saalænge den stod paa; ved Natten vilde Maanen komme og den kunde maaskee faae Bugt med Havgussen; her i Dagebüll maatte altsaa Selskabet blive Natten over, og da man vidste det, sluttede man sig nærmere sammen. Talen gik om gamle og nye Tider; lille Elisabeth hørte efter med Barnets hele Nysgjerrighed, men hun forstod ikke det Sprog; træt og søvnig spilede hun sine Øine mere og mere op indtil de endelig lukkedes; hun sov saa fast som man sover i den Alder. Vi ville ogsaa sove her og først igjen vaagne op naar hun vaagner, og det var omtrent ved Midnat. Hun laa paa en Sæk og nogle Klædningsstykker, et Hestedækken var lagt over hende og det tæt foran den med Roer og Dør forsynede Seng, paa hvilken Hedevig og Madam Levsen havde lagt sig, halv afklædte; de sov begge To.

Udenfor var det begyndt at blæse, Taagen delte sig og jog portionsviis forbi i Maaneskinnet; af og til oplystes saaledes Værelset. I det første Øieblik blev Barnet forskrækket ved at finde sig paa et fremmed Sted; hun reiste sig halvt op, og huskede nu hvor hun var, saae til Sengen, om Hedevig var der, og da hun fandt hende og den gamle Madam, der sov meget fast, blev hun rolig. Døren ud til Sidebygningen klapprede i eet væk, hvert Vindstød satte den i 87 Bevægelse, den var kun lukket med en Krampe af Seglgarn. Elisabeth reiste sig igien heelt op; hun maatte vide, hvad Døren feilede, og da hun kom derhen og rørte ved Seglgarnet, og Døren var af den Slags Døre, som heller springe op end forholde sig lukkede, foer den tilbage udad, saa at Elisabeth styrtede paa Hovedet ned, dog uden at støde sig, thi der laa Halm. Hun kom igjen op og saae sig lidt om; det var en stor Længe, hun var dumpet ind i; her stode nogle Vogne og midt imellem disse faldt en Straale fra Maanen ned paa Noget, der skinnede i Mørket som en klar Stjerne. Hvad kunde det være? Hun maatte vide det, hun maatte derhen; et Øieblik stod hun endnu tvivlraadig, giorde saa et rask Skridt - -

Og vi ville ogsaa giøre et lignende, om kun nogle Timer frem.

Det var Morgen; Hedevig og Madam Levsen vare oppe og Begge i høi Grad bestyrtede, thi Barnet var ikke at finde, hverken inde eller ude. Ingen kunde give nogen Oplysning om det, og dog havde der før Dag været Folk oppe her i Gaarden. Hestehandler Petters var før Dagning kiørt sydpaa, og omtrent ved samme Tid vare Reisende fra Føhr gaaede herfra til Tøndern. Madam Levsen var kort før Dag vækket ved at høre fra Længen tætved en stærk Hundegiøen; Døren fra Kammeret var blæst op, sagde hun, det trak slemt og hun var da staaet ud af Sengen for at lukke; ved den Leilighed troede hun at have seet lille Lisbeth ligge hvor der var redt for hende, noget, som dog ikke var Tilfældet, thi da var Elisabeth allerede ude i Længen. Man saae, at Barnet maatte uden Skoe eller Kjole være gaaet bort, men hvorhen? forsvundet var hun.

»Ak, min egen lille Elimar!« sukkede Madam Levsen; »vor Herre veed hvor han er i dette Øieblik! tabe kunne vi Allesammen!« og nu, uagtet der ingen Grund var til at tænke, at ogsaa Elimar skulde være forsvundet fra Fartøiet, han var paa, eller Fartøiet med ham kommet noget til, kunne hun ikke lade være at tænke sig dette og udtale sin Angst; dog ligesaa hurtigt havde hun ogsaa Beklagelsens og Trøstens Ord for den ængstede Hedevig.

Hele Formiddagen gik med Søgen og Spørgen, men uden Held; stille og dybt bedrøvede stode Broder og Søster, der var Intet mere at giøre. En ny Dag var lagt til Prøvelsens Tid for dem. Sorrigfulde stege de i Baaden, der skulde føre dem over til Oland; Flodtiden bød dem at komme afsted. Verten i Dagebüll og Strandcommissairen 88 overdroge de at udspørge hver Fremmed om Barnet, og derpaa strax sende dem hver Efterretning, der kunde lede paa Spor.

Broder og Søster stode forude i Baaden; de talte ikke et Ord, Øinene vare heftede paa de mørke, svømmende Øer, Halligerne; den største af disse var Maalet.

De hvide, bjergagtige Sanddyner paa Amrom løftede sig høit mod den mørke Luft; de flade Halligere laae som en Drift Søgræs, der er sat ud af Bevægelse. Havet væltede guulgrønne, grumsede Bølger, som Flodtiden bringer dem. Der maatte krydses, et Par Slag bleve giorte og Oland kom nærmere med sin By og Kirke; tydeligt saae man to Qvinder nærme sig Strandbredden, snart kom Flere til; hver Figur traadte heelt frem med Luften til Baggrund, saa lave ere Øerne, saa ringe Udstrækningen af selv den Største. Her er ikke et Træ, ikke en Busk, en Stikkelsbærhæk da undtagen, der sygelig skød sig frem i en Krog ved Præstens Gaard. Alle Byens Huse ere reiste paa et Bjælkelag og ligge tæt op til hverandre med smalle Slipper mellem sig; det er som om Storm og Vind have drevet dem nær sammen, tæt til Kirken, som Faarene til Vædderen. De smaa Vinduer sidde høit oppe, blaae og grønmalede skinne de og see ud, som hørte de hiemme fra en eller anden Kahyt.

Fartøiet lagde ind paa en Side af Øen, hvor Havet havde giort et Indsnit. En Deel af de ventende Fruentimmer, Alle sort klædte, som Qvinderne ere paa disse Øer, bandt strax deres Skiørter op om sig og sprang saa ud i Vandet og bare Madam Levsen og Hedevig iland; Kommandoren og Moritz fik en Haandsrækning. Med stor Glæde og de hjerteligste Hilsener tog man mod de Hjemkomne; gladest var en halvgammel Pige; det var Keike, som tiente Moritz, Præstens Keike, som hun kaldtes; hun, som alle de Andre, vidste, at Moritz bragte sin unge Kone med, og ansaae Hedevig for at være det, uagtet hun ikke saae ud som Keike havde tænkt sig det; hun var jo en ældre Kone med et bedrøveligt Ansigt. Imidlertid hilsedes hun som Præstekonen af Keike og alle Qvinderne; de stode i Kreds om dem; Mandfolk var der for Øieblikket ikke paa Øen, de vare i Hyre til Holland og Grønland, eller ude paa Fiskefangst.

Moritz sagde dem sin Sorg og sit Tab, og Kredsen, der nylig havde staaet leende og glad med et fornøieligt Velkommen, blev sørgmodig og stille. Og de gik hen mod Byen med en Taushed, en 89 Alvor, der stemmede sammen med deres Sørgeklædning, med den graa Luft over dem, med den sorte Farve, Havet i dette Øieblik havde, og med den stille, mørke Ø; de gik hen over det korte, stuppede Græs, der af Havet, som tidt ruller her hen over, har en egen Skarphed; nogle dyndede, store Pletter, noget henkastet Tang og et Par Grupper af Faar, var hele Farvevexlingen.

Keike, som havde skyndet sig forud for de Andre, kom netop med stor Ilsomhed ud af Præstegaarden, idet Moritz traadte ind med den hele Skare af Sognebørn, thi ikke Een var blevet hjemme, uden en Feberpatient og et Par Børn, der sov. Han standsede Keike, der skiulte Noget under sit Forklæde og saae forlegen ud; det var noget Græs, hun bar bort; og hvorfor? hun rystede med Hovedet. To Bogstaver, M og C, Begyndelsen til Navnene Moritz og Caroline, havde Keike bundet af Græs, andet Grønt havde hun ikke; de to Bogstaver vare hængte op inde paa Væggen som Festhilsen til det unge Par; i de sidste Dage havde hun fornyet dem saa de vare ganske friske; en enkelt Asters, hentet ovre fra Føhr, var stukket ind over hvert Bogstav. Den Stads havde hun nu skyndt sig med at faae bort.

Døren stod aaben til Stuen; det nys blaatmalede Paneel gav den et muntert Udseende; her stod Claveret, Moritz havde kjøbt til Caroline; det skulde have været hendes første Overraskelse, naar hun kom; oven over det hang hendes Billede, ungt og livsglad, som hun var. Moritz blev staaende foran det, ingen Taarer kom i hans Øine, men han blev liigbleg, og vendte sig derpaa om til sin lille Menighed, der, som sagt, var fulgt med ham; selv Kommandoren og hans Frue stode der, Stuen og Gangen vare fyldte med Mennesker.

»Saa glad, saa lykkelig saae hun ud!« sagde han. »Hun var mit Bedste paa denne Jord, og vor Herre tog hende fra mig! hans Villie er den rette, selv hvor vi ikke begribe den. Gud har prøvet mig tungt, taget fra mig hvad jeg heldede mit Hoved og mit Hierte til, for at jeg skulde helde mig fastere til ham, for at jeg i min Sorg skulde forstaae Andres. Som til Job kommer Sorgen og Ulykken til os, at vi kunne forstaae Gud, os selv, hiin og denne Verden!« Og han talte til dem om sin Søsters lille muntre Dreng, som vor Herre havde taget til sig, han berørte denne Morgens Begivenhed, hans Angst og Uvished om den lille Elisabeth. »Med Job maa jeg sige: den Haand, 90 som trykker mig, er svarere end mine Suk! men jeg veed, at den Haand vil igien kunde udføre det til det Bedre. »En Fattig skal ikke glemmes evindelig!«* Og hans Tale, der strømmede ud fra den inderligt bevægede Sjæl, blev mere og mere Guds Røst, den lille Stue blev en hellig Kirke, Menigheden stod i from Andagt, og da Moritz sluttede med Psalmens Ord: »Vor Gud han er saa fast en Borg!« faldt alle Stemmer ind i Sangen.

Det var Indtrædelsen i det nye Hjem.

II. Kommandorens Huus.

Et Par Dage vare gaaede og endnu hørte man Intet om lille Elisabeth. Og dog var hun i bedste Velgaaende; vi ville snart see hende, høre hendes Eventyr. Men for at høre det, for at see hende vel inden fire Vægge, som man siger, maae vi besøge Kommandoren; her træffe vi som Giæster Moritz og Hedevig. Middagsmaaltidet er endt, den store blankpolerede Kaffekiedel staaer paa det gamle, udskaarne Bord.

Ingen Genre-Maler kunde finde et bedre Motiv til en velhavende Halligers hyggelige Stue, end denne var det; under Loftet hang, med heel Takkelage, en Model af »Brakanden,« det Fartøi, Kommandoren havde ført; paa hver Side af samme, svævende i Silkebaand, der nu var noget afblegede, to store Glaskugler, hvori afspeilede sig i Migniatur hele Værelset, ja en Deel af Kjøkkenet med, thi Døren derud til stod aaben, og Kobbertøiet var saa blankt i Tinrækken. Man saae Stuens ene Væg pyntet med Skilderier, allesammen Skibe; man saae det store Maleri med Stammemoderen Ose, der var saa godt som et heelt Betræk, alle de rokokkos Meubler og især den store Opsats, der saae ud som en Prædikestol; ikke at tale om Selskabet selv, Kommandoren i Lænestolen med sin lange Pibe, Moritz i Sophaen, der havde forgyldt Læderbetræk, begge Fruentimmerne *

91 paa Stole, hvis stive, høie Ryg indbød til at sidde rank. Geranium og Huusløg blomstrede i de smaa Vinduer; Bøger laae paa den lange Reol, som strakte sig i hele Stuens Brede. Paa Gulvet hoppede en sort Allike, der lød det Navn Claus og idelig fremskrattede de Ord: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitzl« Det var Alt, hvad han vidste, men det var hans Hverdagshistorie; den omtalte Piltitz var en gammel Kat med hvem han levede i det inderligste Venskab, og daglig gik Tour med, snart paa Gaden, snart paa Loftet; det Sidste syntes at være det Interessanteste. I de to Glaskugler havde man saaledes her paa engang i Afspeiling, foruden Commandoren og hans Frue, hele deres huuslige Omgivelse og Omgang.

Alt var vist frem, Alt oppe og nede; Commandoren havde præsenteret sin Liigkiste, den han for længe siden havde bestilt og færdig: »rummelig og stor,« som han sagde, »med Høvlspaans Madrasser.« Daglig tog han sin Middagsluur i den og forsikkrede: »Køien er god og veltjæret, men den skal jo ogsaa holde længer ud end jeg!«

Madam Levsen havde vist dem sin Elimars Billed, klippet i Silhuet, en skrækkelig fiirkantet Klump; det skulde ligne vel, kun at han var meget deiligere; »og saa morsom er han«, sagde hun; »mig kalder han: »»gamle Krydser««; det er fordi jeg dægger om ham! Han er uendelig elskelig!«

Af Alt hvad som fremvistes, interesserede dog mest den store Træ-Opsats med de udskaarne Engle og Guds Moder i en Sky, hvorfra gik lange Straaler, Alt af Træ; Prædikestolen blev den kaldet, og den havde været det. Under den var Commandoren som spædt Barn bleven døbt, under den havde han og hans nu gamle Kone siddet som unge Brudefolk. Den var fra den af Sandflugten ødelagte Rantum Kirke paa Sylt.

»Tre Gange blev Kirken flyttet ind i Landet,« sagde Commandoren, »tre Gange blev Byen flyttet ind, og det var saa stor en By, at den engang i Storm mistede flere end to hundrede Baade. Sandstormen driver indad og Søen løber bag efter og tager bort; den vil tage os Allesammen naar vi ere i vor Grav. Men jeg har ikke noget imod at gaae tilsøes!«

»Tal ikke saa ugudeligt til hans Velærværdighed,« sagde Konen; »Vor Herre holde sin Haand over vor lille Ø, og det kan han; vi 92 have kun Havet at kæmpe imod, men paa Sylt have de Sandet med. Jeg glemmer aldrig vor sidste Kirkegang i Rantum Kirke; det var 1801, da Engelskmændene laae for Kjøbenhavn. Sanddynerne vare forfærdeligt tagne til om Kirken, den laa ligesom i en dyb Dal; Nat og Dag drev Sandet hen til Murene, det trængte giennem de lukkede Vinduer og Døre, det dyngede sig op paa Gulvet og i Kirkestolene. Da holdtes den sidste Gudstjeneste, og til den maatte vi gaae ind ad Vinduerne; Sandet laa lige op om Alterbordet, hvor de store Voxlys brændte.«

»Min Fader kiøbte Kirken,« sagde Kommandoren; »Alter og Prædikestol bleve satte op i min Kahyt, og gik med over Nordsøen. Jeg gav Alteret til en Kirke i Grønland, Prædikestolen staaer der.«

Saaledes knyttede sig til ethvert Stykke i Værelserne en Historie, den Betydeligste maaskee til Bedstemoderen Ose, hvis Billede forekom Moritz at ligne ganske mærkeligt den gamle Baronesse i Fyen. Ja, det var hende, Træk for Træk, men i frisisk Dragt, Rødt og Hvidt, med den store, rummelige laadne Pels, hvortil syv Faar maatte levere Skindet; paa Hovedet havde hun en Kasket af hule Sølvæg, sammenføiede som Skiællene paa en Fisk. De fik imidlertid ikke dennegang Historien, der hører til et af de smukkeste Sagn fra disse Egne; Kaffeen var bragt ind - og med Kaffeen fulgte andre Historier; man kom fra Føhr til Grønland, og saa til Varde og til China, som det gaaer i en Samtale, men hvert Stykkes Historie var dog berørt, paa eet nær. Vi have forglemt det Vigtigste her i Huset, det Vigtigste i hver nogenlunde vel indrettet Bolig paa disse Øer, vigtigere end Ovngrøden*, der ved den langsomt brændende Ild koger sig selv om Søndagen, medens de Alle ere i Kirke, - det var Husets Kikkert, der havde sin Plads over Døren.

En Kikkert bliver her et forunderligt aandeligt Vækkelsesmiddel; den er Budstikken fra det Liv, som rører sig paa Havet. I Storm og Stranding kommer den frem og fortæller om Død eller Redning; ved langvarig Østenvind, naar Havet er blæst bort milevidt i Ebben, og Rudera af undergaaede Byer, Skrogene af strandede Skibe, Hvalfiskeskeletter, Havnepladse, Kirkemure og Begravelsesstene rage spøgelseagtigt op af det hvide Sand, er det et Skuespil, rigt og *

93 forunderligt, med Kikkerten at drage den undergaaede Verden nærmere, og faae ud, hvad hvert Stykke har været; ikke at tale om den daglige Fornøielse, at see, hvad Nation det Skib hører til, som nu viser sig som et Punct i Horizonten, eller at see ud paa de smaa Fartøier, der krydse fra Dagebüll. Kikkerten var det, som nu, de sad om Kaffebordet, blev taget ned; »den kunde hale,« sagde Commandoren, lagde den mod et lavt Skabhiørne og stillede den for Moritz.

»Man seer hver Mand, man kan kiende dem, see hvert Tougværk, Alt hvad de have ombord.« Men hverken Commandoren eller Moritz saae dog, hvad der vilde have overrasket og fornøiet mest, en ganske lille Matrosdreng, der sad mellem nogle Tougruller; den Lille havde gule Flonels Buxer, lang Trøie af samme Couleur, og paa Hovedet en strikket Hue; det var lille Elisabeth, hvis Eventyr vi skulle høre, men endnu seilede hun. Kikkerten var igien hængt over Døren, Hedevig blev paanødt den tredie Kop Kaffe, Claus havde for fierde Gang hoppet Commandoren paa Skulderen og sagt: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitz«, da Keike styrtede ind i Stuen med den lille udklædte Matros og skreg: »Barnet er kommet og her er det!«

»Vor Herre være lovet!« udbrød Hedevig og løb hen mod Elisabeth, der begyndte at græde og krybe sammen, som forestod der mere end et mundtligt Foredrag. En af Søfolkene ventede udenfor Døren; hans Besked og hvad de efterhaanden fik ud af Barnet, ville vi forstaaeligen sætte ud fra hinanden og forøge med Biomstændigheder.

Man siger, at Troldens Guld og straalende Juveler forvandles i Menneskenes Hænder til visne Blade, Glasstumper og Kul; saaledes viste det sig, at den paa Gulvet straalende Stierne, der lokkede lille Elisabeth, var ikke andet end en Flaskehals, som Maaneskinnet faldt paa giennem et Hul i Taget; hun tog ganske forventningsfuld om det lysende Glas, der idet hun berørte det, tabte sin hele Herlighed. Men hvad der endnu var værre, en Hund styrtede med stærk Gjøen frem tæt foran; den foer op af Søvne, og vilde, havde den ikke ved en Strikke været bundet til Vognhjulet, faret paa hende; hun skreg og Hunden giøede endnu heftigere; den stod lige imellem hende og Døren til Sovekammeret; dens Øine skinnede i Mørket som Ildkugler; forskrækket krøb hun op i den nærmeste Vogn, det 94 var Hr. Petters, Hestehandlerens; hun puttede sig ned i Høet netop i det Øieblik, Kommandorens Frue, vækket ved Hundens Gjøen, stod op, fandt Døren aaben og troede, det var Skylden deri. Hunden vendte sig nu mod hende og gjøede ad den Kant, og da Døren lukkedes og Elisabeth forholdt sig stille, lagde den sig med lurende Blik og Knurren. I hvor angst den Lille var, faldt hun dog i Søvn, ja sov snart saa fast nede i Høet, at hun slet ikke mærkede, at Karlen kom og spændte Hestene for, at Hr. Petters satte sig op paa Sædet og rullede afsted paa Diget langs med Havet sydpaa.

Det var lys Morgen da Hr. Petters holdt ved en Kro i Marsklandet; han vendte sig for at lægge sin Pidsk paa Sædet, da Elisabeth i det samme stak Hovedet ud af Høet.

»Hvad er Du for en Gavtyv?« var Petters første Udbrud, og han løftede Pidsken; Elisabeth skreg af Skræk. - »Hvem har puttet Dig i Vognen?« sagde han med sin fine, skrigende Stemme, og trak hende op af Høet; »ingen Klæder paa! hvem har puttet Dig ned? Vil Du svare, Tøs! troer Du, jeg lader mig narre saadanne Vare paa?«

Hun forstod ham aldeles ikke, men at han var vred, saae hun.

Pidsken kom igjen iveiret, men Vertshuuskonen stillede sig imellem og begyndte paa en Examination, som var endnu mere uforstaaelig for Barnet; Verten lo, klappede Hr. Petters paa Skulderen og forsikkrede ham: »En faaer Godt og En faaer Ondt af Natten! I fik inat en Unge og jeg fik forleden Nat et Stykke høit Marskland, der drev op paa min Grund.«

»Saa kan jeg faae hende der paa Græs!« sagde Hr. Petters ærgerlig og begyndte nu paa Platttydsk og saa paa Frisisk at spørge hende ud. Tilsidst fik Krokonen, der slog ind paa det Danske, saa meget ud, at hun, bange for en stor Hund, der vilde bide da hun skulde ind i Kammeret, hvorfra hun kom, var krøbet op i Vognen. Hr. Petters erindrede sig nu, at en lille Pige var kommet til Dagebüll med Præstens og tiisidst kom da Alt i det Klare.

Barnet rystede af Angst og Kulde, hun stod halv paaklædt og uden Skoe midt i Sølen, hvor hun var stillet. Krokonen fik hende ind og søgte nu at faae lidt Tøi til hende; men der var ingen Smaapiger i Huset, Fiskerens Søn maatte derfor give hende Trøie og Buxer, og indtil videre lod man hende gaae i dem. Med første 95 Leilighed til Dagebüll skulde hun sendes tilbage. Krokonen forudsagde, at da Hr. Petters saaledes var uventet kommet til en lille Datter, vilde han snart ogsaa uventet komme til en stor Kone, thi de To fulgtes altid ad, snart kom den Ene først og snart den Anden! og der gantedes og der blev talt hvad de kaldte morsomt, og som Omqvæd lød ideligt: »I maa see mit Stykke høie Marskland; det kommer lige fra Skotland eller Island.«

Den Vinding af Land, Havet havde givet ham, var hans Tanke og Stolthed. »Das hohe Moor«, som det kaldes, to svømmende Øer, var lagte til hans Grund. Efter Folketroen kommer dette fra Island eller fra Skotlands Kyst, men det er simplere at forklare, og dertil det eneste Rigtige, at det er Dele af det undergaaede Friisland, som af Havet selv er løftet fra dets Bund, hvor det laa, og som komme drivende op og blive siddende paa Sandbankerne.

Hr. Petters maatte see det, enhver Reisende, som i de Dage kom til Kroen, maatte derud og især tøve ved nogle røde Muursteen og et Stykke Tømmer, der sad fast i Grunden; det havde været Huus og Gaard, sagde Verten, og løi maaskee ikke. Elisabeth var i to Dage over ti Gange paa »det høie Marskland«; Krokonen gav hende Forklaring paa hvad hun saae, og det var af et saadant Indtryk paa hende, at dette, mere end den Episode, at hun blev borte for Moritz og Hedevig, her maa fortælles. Den lille Begivenhed lagde et Frø i hendes Sjæl, som vi senere skulle see springe ud igjen som Blomst paa hendes Livstræ. Og efterat Dette er sagt og antydet, ville vi lade hende tage Afsked igjen fra Kroen, og det med den første Aalevogn, som gaaer til Dagebüll. Hun kom der i Fiskerdrengens Klæder og gik derfra med Fartøiet til Oland, hvor hun, som vi vide, modtoges med Overraskelsens Glæde, selv af Claus, der sagde, hvad han kunde sige: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitz.« Denne alene laa uden synlig Deeltagelse i Lænestolen; han plirede med Øiet engang og bevægede det ene Øre, det var hele Høfligheden. Hedevig græd, men var oplivet og snaksom, imod al Sædvane; ogsaa Moritz kom i en glad Stemning; Kommandoren forlangte, at der skulde laves Punsch; Sømanden, der var kommen med Elisabeth, det var jo Jap-Lidt-Piders, skulde have sit Glas med; og Punschen blev lavet, og drikkes maatte den og Skaaler skulde udbringes. Kommandorens 96 Frue mente, at man ikke maatte glemme lille Elimar, hendes Glæde og Trøst. »Naar han nu bare ikke sidder i Tønden oppe i Masten!« sagde hun; »jeg holder ikke af det!«

»Men er han der, maa han sidde!« sagde Kommandoren; »skjøndt Du jo nok kan begribe, at nu er Fangsten forbi, at de maa være nærmere os end de ere Grønland. Og sad han ogsaa i Tønden, saa sad han godt! jeg har tidt siddet paa Vagt i den, der oppe i Masten, og kiget igjennem Hullerne efter Hvalfiskene; man sidder lunt for Vind og Kulde, og artigt er det at see, naar Hvalfiskene saa komme og give en Allee af Vandspring gjennem Næseborene; for de svømme i Geledder, Han og Hun Side ved Side, Ungerne bag efter, og naar den nyfødte, lille Hvalfisk ikke kan følge med, saa tager Moderen ham op paa sin Hale. See, det vilde Du, Mutter, ogsaa gjøre! den ene Moder ligner den anden, selv om hun kun er Fedt og Tran! og saa nubbe de sig paa lisstykkerne, for de have ingen Redekam; man maa hjelpe sig som man kan! Tabe de Ungen, saa vende de strax om, selv om de have Harpunen i Livet, og slaae med Halen som de vare gale. Det vilde Du ogsaa Mutter, ha! ha! - Men kryds nu ikke for meget om Drengen naar han kommer; Ret har han i at skjælde Dig ud for en Krydser, skjøndt det ikke viser stor Opdragelse.«

»Han er den sødeste Dreng paa Jorden!« sagde den gamle Kone, »og Du fortjente mindst at være hans Bedstefader!« og saa trak hun sin Gamle i Øreflippen og fyldte Punscheglasset, medens Moritz reiste sig for at bryde op og Keike viste sig i Døren med tændt Lygte, for at lyse sit Herskab hjem gjennem de smalle, bælmørke Slipper.

III. En Søndag.

Søndag vare alle Folk paa Øen i Kirke, ogsaa lille Elisabeth, hvis Øine og Tanke som indespærrede Fugle fløi ustadigt omkring, snart til Konernes eiendommelige Sørgeklædning, de lange Liin, 97 der halvt skjulte Ansigterne, snart til Sanct Nicolai, Skibenes Patron, der, skaaret i Træ, malet og forgyldt, stod stillet op foran i Choret, og endelig til de to Portrætter af Kongen og Dronningen, der, med forgyldte Rammer om, hang, et paa hver Side af den halvudslettede Altertavle. Da Bønnen for disse og det hele kongelige Huus læstes fra Prædikestolen, vare alle Øine vendte derhen og Hver, i Styrken af sin Indbildningskraft, fuldstændiggjorde sig nu Konge og Dronning efter disse daarlige Steentryk, som Moritz's Formand havde ladet hænge op og selv efter Evne illumineret, da hos de Enfoldige den naturlige Steentryksfarve, hvidt og sort, vilde være af et »ilde Udseende.« Evangeliet: »Enkens Søn i Nain,« blev læst og Moritz overførte det i forstaaelig Tale paa Naturen selv, som nu blev skrinlagt, svøbt i Vintrens Liglagen; Stormen sang om dens Grav og Glemsel, men den Døde vilde vækkes til Liv igjen; og han overførte det paa Menigheden selv, der ved dens kjære Døde heri skulde høre Guds Røst: »græder ikke!« Opstandelsen udtalte han forvisset og trøstende. Her, som i enhver af Moritz's Prædikener, var der en Overførelse, en Sammensmelten af Bibelen og Naturen; han laante Udtryk af sin Menighed, Billeder fra dens Dont og Virken; idet han kjendte dens Sorg og Glæde, dens fælles Interesser, knyttede han disse til sin Tale, og denne blev forstaaet og fandt Indgang i Forsamlingens Aand og Tanke. Han øste ikke sin Prædiken af Evangeliet selv, men gav fattelige, levende Ord til de Tanker, som ved Læsningen af det maatte vækkes hos hver tænkende Tilhører. Naturen om dem og deres eget Livs Hændelser ligesom belystes af Dagens Evangelium eller førtes over i det, og naar da denne Tankebygning var reist, hængte han sin egen Begeistrings- og Fortrøstningskrands paa den, og Hver, selv den Fattigste i Aanden, gik da hjem med Noget.

Lille Elisabeths Frelse var idag ogsaa berørt, og det havde især bevæget Keike; thi i faa Dage vare de To blevne kjendte med hinanden, som om de vare gamle Venner.

»Nu skal vi ogsaa ud i Eftermiddag at fornøie os!« sagde Keike, og lovede Elisabeth at gaae med hende baade til den nye og gamle Kirkegaard. Det var meget fornøieligt.

Haand i Haand vandrede de fra Landsbyen hen over Øen, der neppe er en Fjerdingvei; nogle Faar trippede om paa det lave Græs, 98 de bleve klappede, dem blev der talt til, og saa gik man videre hen imod Havet, hvor den gamle Kirkegaardsplads var, og hvor Brændingen ved hver Storm skar Stykker fra Skrænten; denne var lav, og rundtom stak Stumper af Liigkister og hele Menneskeknokler frem. Keike krøb ned til den laveste Pynt og opsamlede i sit Forklæde de Been, der ellers snart maatte skylles væk; dem vilde hun bære op til den nye Kirkegaard og lægge i Jorden der, saa vare de dog i Ro saalænge, til Havet engang naaede derop. »Her vilde vi ikke være ved Nattetid!« sagde hun; »her sidder tidt den sørgende Enke, som hun kaldes;« og Keike fortalte, at det ikke var Spøgelset af en Død, nei, det var Skikkelsen af den levende Kone, hvis Mand var druknet ude paa Havet. Mangen Sømands Kone havde seet sig selv sidde her ved Stranden sørgeklædt, vridende sine Hænder, og da vidste hun at hendes Mand var død, hun havde jo seet sig selv som den sørgende Enke.

Saadanne og flere Historier fortalte Keike for at gjøre Spadseretouren behagelig, og vendte saa om til den nye Kirkegaard, hvor hun tog en Spade, nedgravede Dødningebenene, hun havde samlet ved Stranden og læste et »Fader vor!« over dem. Lille Elisabeth førte hun fra Grav til Grav, thi Keike forstod at læse Indskrifterne og kjendte alle Gravene; paa enkelte var opreist en stor, noget flad Steen, hvori var hugget, foruden Indskriften, den Afdøde selv, svævende i Skyer og modtaget af Forudgangne. Der var mange rørende og mange saare kortfattede Indskrifter; enkelte toge sig høist curiøse ud, men det faldt ikke Keike ind. Her læste man paa en Liigsteen, at foruden Manden selv, hvilede her Benene af hans endnu levende Kone. Hun havde selv sat Indskriften, saa maatte den jo være sand. En anden Steen var reist for en paa Havet omkommet, aldrig fundet Styrmand og hans efterladte Børn; Dødsaaret for dem manglede, men der stod Plads aaben, at det kunde sættes til.

Alle Gravstene vare halv overtrukne med en fugtig Grønhed; ikke en Blomst fandtes, et Par Buxbombuske vare de eneste Væxter, man saae, og disse vare halv gaaede ud; derimod stode et Par Børnegrave med smuk mosaikagtig Indfatning af Conkyllier og runde, af Havet slebne Stene. Der laae »Jap-Lidt-Piders« syv Børn, sagde Keike; men hvem var »Jap-Lidt-Piders?« jo vist, det var Sømanden, som havde bragt Elisabeth hertil fra Dagebüll, og hos Kommandoren 99 fik sit Glas Punsch, saa deiligt, som Madam Levsen kunde lave det. I Præstegaarden sagde Keike, da de kom hjem, at de havde ret fornøiet sig, de havde været paa begge Kirkegaardene.

Dybt Indtryk paa Elisabeth havde især de Ord gjort, at paa den nye Kirkegaard var de begravne Been dog i Ro til Havet naaede derop. Altsaa kunde Havet komme derhen, komme lige til Præstegaarden, ja løbe ind i Stuen; hun spurgte Keike derom, og Keike svarede med stor Rolighed, at det kunde skee naar det skulde være, og hun fortalte da, hvad hun godt vidste om gamle Dage: at for mange hundrede Aar tilbage havde alle Øerne her rundtom været een Eneste, men Havet var kommet og havde slugt Byer og Kirker; Folk havde svømmet om paa Bjælker og Tømmer, Vugger vare drevne om med smaa Børn i. Da var Landet blevet til mange Øer; men siden efter var den ene Ø skyllet bort efter den anden, eller bleven mindre og mindre; Føhr og Sylt havde dog endnu udgjort eet Land, og der var en stor By, Rungholdt, hvor Menneskene vare saa ugudelige. Nogle fæle Folk der drak en So fuld, lagde den i Sengen og sendte Bud efter Præsten, at han skulde give denne Syge Sacramentet, og vilde han ikke, skulde han kastes i Vandet; medens de raadsloge, slap han bort, men paa Veien hjem mødte ham ved en Kro to ugudelige Karle; de tvang ham at følge med ind i Skjænkestuen og fortælle, hvor han havde været, og da han fortalte dem, hvorledes han havde været til Spot, saa loe de og fratoge ham Æsken, hvori Sacramentet var og hældte Ø1 i den: »for var Gud der,« sagde de, »saa skulde han have lidt at drikke.« Da Præsten fik den tilbage og slap bort, bragte han den til Kirken og bad Gud straffe de Ugudelige. Om Natten, han laa i sin Seng, blev han af Gud varet om, at forlade Landet iilsomt; og da begyndte Storm og Høivande; hele Rungholdt og syv Kirkebyer sank, og kun Præsten, hans Pige og to Jomfruer, som havde været i Kirke, undslap. »Slægten lever endnu,« tilføiede Keike, »det er Bakke Boyesens. Og vist er det, at engang før Dommedag vil Rungholdt hæve sig med alle dem deri op af Havet. Ved klart Vande øiner man endnu Huse, Kirketaarne og Møller; jeg har ikke selv seet det, for jeg lukkede Øinene, men det ringede for mine Ører, det var Klokkerne dernede, som gik.«

Og lille Elisabeth sad ganske bleg og saae paa Keike, slugte hvert 100 Ord, som hun havde slugt Historierne hos Cathrinesens, Degnefolkene i Fyen. »Men kan Havet komme op til dette Huus og skylle os bort?« spurgte hun.

»Det kan skylle Huset og os og alle Øerne bort; og det skeer engang, men det kan vare hundrede Aar til, og saa ere vi døde; det kan ogsaa skee endnu inat, men det skeer ikke. Ak! Havet er forfærdeligt! jeg har seet det, jeg har jo selv prøvet det i min Tid; det var Aaret 1825, det var en Vandflod! Havet gik over alle disse Øer, Faarene maatte vi drive op paa Lofterne, og selv maatte vi derop, og Søerne sloge mod Væggene, saa Stenene løsnedes og Murene faldt ned; Havet gik lige ind igjennem Stuerne; hvor Bjælkerne ikke faldt sammen, sad Folk paa Taget, i to Nætter sad vi der og ingen Baad kunde komme til os fra Føhr, ingen fra Marsken; o! da den første Baad kom med Brød, med Vand, fersk drikkeligt Vand, det var, som vor Herre selv kom og sagde »»nu er Alting godt!«« og der stode Taarer i Keikes Øine, ogsaa i lille Elisabeths, men hos den Sidste var det af Skræk og Angst, thi hun saae det ligesaa levende, som det var i Keikes Tanker.

Vi ville imidlertid gjøre Keike storlig Uret, om vi troe, at hun fyldte Elisabeths Indbildningskraft med kun skrækkende og ængstende Billeder; hun gav hende de deiligste Historier, dem Keike kjendte af trykte Bøger, ja en af dem, den om Jon-Præst, der jo var en frisisk Kongesøn, havde hun beholdt med selve Bogens Ord, hvilke hun gjengav; hun vidste om Hr. Peder med Sølvnøglerne, om Melusine og om Whittington, den i engelske Lord. Hvor Aftenen gik deiligt!

Det var allerede Sengetid, da bankede det paa Døren; Madam Levsen selv kom her for at fortælle, at der var et Skib for Anker ude ved Seesand, og at i Kikkerten havde hun og Kommandoren selv seet, at det var »de tre Søstre,«, altsaa Fartøiet, som Elimar var ombord paa, han, det sødeste og klogeste Barn, Jorden eiede. Madam Levsen lo og var dog næsten i Taarer. »Bare dog denne Nat var gaaet!« sagde hun; »nu kan jeg jo ikke sove før jeg har ham i Stuen.«

Det pikkede paa Døren.

»Det er umuligt ham!« udbrød hun; »han kan ikke komme før imorgen.«

101

Og det var heller ikke ham. Døren blev aabnet, og den tamme Allike, som var fulgt med Madam Levsen til Huset, hoppede ind; han havde kjedet sig udenfor og derfor med Næbbet pikket paa Døren; han sagde hvad han kunde sige: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz!« og det blev sagt med et Udtryk, saa man skulde troe, at han ogsaa glædede sig til Elimars Ankomst, noget, han havde mindst Grund til, som Historien vil vise.

IV. Elimar. -Et Vinterliv. -Dødsfare.

Næste Dag stod Elimar midt i Stuen, og det var ikke den fiirkantede Klump, som paa Silhuetten, nei, en smuk fjortenaars Dreng med klare blaae Øine og lyst krøllet Haar, der stak af mod de af Vind og Veir stærkt brunede Kinder; en rask Dreng syntes han, lidt vel kaad kunde man ogsaa kalde ham. Sin første store Reise havde han nu gjort og var voxet underveis, voxet hele to Tommer; Maalet af hans Høide ved Afreisen stod paa Dørkarmen.

»Han har gjort Grønlandsreisen,« sagde Madam Levsen; »ja man kan da ogsaa sige Amerika-Reisen, det kommer paa Eet ud; Grønland er landfast dermed, siger min Gamle og da Grønland er opdaget først af de Norske, saa er det da egendig os heroppe i Norden, der have opdaget Amerika, og ikke denne Kolumbus; men lad ham kun have den Ære, jeg har nu min søde Dreng! Kom og kys Din Bedstemoder!«

»Kys Du Piltitz og lad mig gaae!« sagde Elimar med fortrædeligt Ansigt. »Det er jo ligesom om jeg var et Svøbelsebarn!«

»O, Du Engleunge!« sagde Madam Levsen med halv udbredte Arme, lyksalig i at betragte ham; men Elimar gik hen til Vinduet og snoede Gardinfryndserne om sine Fingre, og da Bedstemoderen kom ham nærmere, gjorde han et Ryk, saa at det sagde »ritsch! ratsch!« der gik Gardinerne!

»Ja, Du kunde blevet fra mig!« sagde Elimar, »nu har Du det at 102 sye sammen, saa er jeg da fri saalænge.« Og han tog Alliken, som hoppede paa Gulvet, og klemte den imellem sine Fingre; den skreg i Forskrækkelse: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz!« og da Piltitz just laa tæt ved i Stolen, satte Elimar den forskrækkede Klaus lige ned i Hovedet paa Piltitz, og da Klaus spændte Been og Kløer ud, lod han disse, ikke just saa lempeligt, gaae hen over Kattens Pels. Det Hele var et Øiebliks Sag, men i dette Øieblik havde det raske, smukke Ansigt et Udtryk af Vildhed. Madam Levsen kjendte det nok, hun havde jo selv, kan man næsten sige, opelsket det. »Nu ligner Du Jes Jappenl« var Alt, hvad hun sagde, og Elimar forstod hende, men brød sig ikke videre derom; mod hende var han den uartigste Dreng, men det søgte hun at benægte for Alle, og for sig selv med. Alt havde hun gjort for at forkjæle og forqvakle ham. Naar han som Lille fortjente sit Livfuld Riis, hed det: »Barnet er sygt, ellers er han jo det mildeste og artigste Barn!« Bad hun ham i Anledning af et nyt Sopha- og Stolebetræk at tage sig iagt dermed, ikke at spilde sin Kaffe, saa flød den strax af Koppen hen over Stol og Sopha. Og da var han uagtsom, det søde Barn! Keike kunde ogsaa fortælle om Elimar, og den afdøde Præstekone kunde det, dersom hun stod op af sin Grav; hun vidste en Historie med Knald. Og hun og Keike havde ved den ogsaa sagt: »nu ligner Du Jes Jappen!« -Det var dengang Moritz's Formand levede, hvem Keike tjente; hun, Præstekonen og Madam Levsen sad og syede om et lille Bord, Elimar vilde just have dette, og da Præstekonen nægtede det paa det Bestemteste, gik Elimar hjem til Sit, tog Kommandorens altid ladte Pistol og gik saa tilbage til Præstens, og idet Fruentimmerne mindst tænkte paa det, skjød han Pistolen af lige over deres Hoveder, saa at de alle Tre styrtede om paa Gulvet, og da de laae der, tog Elimar Bordet og bar det bort i Triumph. Saaledes var han.

Den Historie var gaaet, ikke blot til Føhr og Dagebüll, men heelt ind i Hertugdømmerne; dog til Kommandoren var den ikke kommet endnu; for ham skjultes næsten alle disse Characteer-Yttringer, som Madam Levsen kaldte dem. Kommandoren selv, i hvor meget han holdt af Sønnesønnen, indlod sig aldrig med ham, var mod ham ordknap, kort, han var Kommandor og Elimar Skibsdreng, og det gik allerbedst. Dog iaar var det ikke at skjule, at han med en ikke ringe Fornøielse hørte Elimar fortælle om Grønland og Grønlænderne, 103 dem han selv saa godt kjendte; men Elimar fortalte dog bedst for Præstens Keike og for lille Elisabeth, i hvem han ogsaa havde de mest opmærksomme Tilhørere. Grønlændernes Griserier, der bleve udmalede i al deres Ækelhed, interesserede særdeles Keike, som var Reenligheden selv; derimod Beskrivelsen af de svømmende Iisstykker, der saae ud som Kirker og Slotte, Hvalfiske, der sprøitede Vandstraaler ud af Næsen, og Kjøretøiet med ti til sexten Hunde for, var det Bedste for Elisabeth. Imidlertid klagede dog Keike, at Elimar var blevet kaad og næsviis paa en ny Maade, og at han allerede begyndte at tale om Kjærester. »Det havde han nok ogsaa lært af Jes Jappen

Og hvem var Jes Jappen? Navnene vare frisiske og meget gode, men han, som bar dem, var kun ilde anseet, især hos Madam Levsen, og vilde blive det endnu mere, dersom Elimar fortalte sin sidste Historie med ham; men det var ikke noget at fortælle, syntes han. Jes Jappen var anden Kabysdreng paa Fartøiet »de tre Søstre«, og der, for sit onde Sind og raa Gemyt, flere Gange straffet; tilsidst havde man sat ham over paa et andet Fartøi, saa var man ham qvit! Han og Elimar havde kort forud været i Slagsmaal; Jes Jappen havde der brugt sin Foldekniv; det skulde Madam Levsen have vidst! men Elimar sagde det ikke; »jeg bankede ham jo,« tænkte han; »havde jeg havt min Foldekniv, havde jeg stukket igjen.« Jes Jappens Moder havde tjent Commandorens, men var som en daarlig Person bleven jaget bort, og Jes havde siden været grov mod Madam Levsen; hun havde seet Prøver paa hans onde Streger, sagde hun, og Udtrykket af det værste Onde, hun kjendte, paastod hun, laa i denne Drengs Ansigt. Derfor var hendes: »Du ligner Jes Jappen,« de haardeste Ord, hun kunde sige. At begge Drengene i Heftighed og gale Streger stode hinanden nær, er vist, men hos hvem den onde Spire var størst, eller kom til frodigst Udvikling, vil Tiden vise. Jes Jappen var Tjenestepigens Barn, fattig, uden Tilhold, Elimar var den velhavende Kommandors forkjælede Sønnesøn.

Bedst kom imidlertid han og Elisabeth ud af det; den lille, underligt indesluttede Pige drog ham til sig, han følte sig her den Overlegne, den Beskyttende. - Tidt sad de To i en Baad og han roede over til de andre Halliger, selv til Føhr, ja endogsaa til Amrom; der gik de sammen i Dynerne og han hjalp hende at plukke Blomster og 104 samle Steen; de legede i det Smaa Ingomar og Parthenia*. De gik sammen til den gamle og nye Kirkegaard, sad hos Faarene paa Græsningen og kom i Besøg hos Fiskerne. Paa disse Vandringer havde Elimar ogsaa sine onde Øieblikke, Heftigheden bruste frem og gik derpaa over til slavisk Tilbedelse, til det inderligste Udtryk af Kiærlighed, af Lyst til at glæde hende igjen. Hun blev af de Fleste betragtet som et dvask Barn, og man fandt, at dette Dvaske med hver Dag tiltog; det mærkede Elimar ikke til; Børn i Almindelighed forstaae hinanden gjensidig bedst. Ofte sad hun, som det hed, tankeløs og ridsede med en Pind Streger i Sandet; det saae ud som en tom Leg, og Hedevig sagde ogsaa: »er det for en stor Pige at sidde saadan og skrabe i Sandet uden Tanke og Mening?« Men den var der! disse Streger og dette løse Sand bar en Fata-Morgana-Bygning, som ved Ord blev synlig for Elimar, ham forklarede hun den hele Herlighed. Det var et Slags Grundrids af det Slot og den Have, hun vilde lade opføre, naar hun blev stor og uhyre rig; Slot og Have skulde reises her ved Havet, men ikke paa Oland, hvor Pladsen var for lille, nei, ovre paa Føhr, Træer skulde hentes fra de fyenske Skove, Løvværk, som i Baronessens Gaard, voxe op af Murene lige til Skorstenen, Fløiel og Silke hænge paa Væggene, og Sølv- og Guldstager, som de paa Alterbordet, staae med tændte Lys hele Natten. O, det lod sig saa deiligt udtænke, saa tydeligt afridse! Det var Værelserne og Havens Gange, hun her tegnede i Sandet, og saae fuldførte, saae dem med Phantasien saa lyslevende og deilige. Idet hun en Dag saaledes bedst fortalte, sprang Elimar ind i Sandet, skrabede med sine Støvler til Høire og Venstre, saa at Alt gik i Eet og raabte: »nu kommer Havet! suh! buh! - der skyller det Hele!« Og for Elisabeth var det, som om han omstyrtede Virkeligheden; Taarerne stode hende i Øinene, men Elimar lo og raabte: »Havet kommer!« tog den store Pige paa sin Ryg og løb afsted saa stærkt han kunde; hun skreg, og da han satte hende ned igjen og saae Taarerne endnu løbe, spurgte han: »hvad græder Du for? Du er et dumt Barn! der var jo hverken Slot eller Have, det var Vrøvl altsammen!« og han løb og sprang med hende, til Sorgen var glemt. De vare nede ved Havet, netop hvor den gamle Kirkegaard laa; de saae paa Skibene langt *

105 ude, smaa og store, og da fortalte Elimar hende, hvorledes hans Skib skulde blive udstyret; der maatte være Lukaf og Stormesse; det var noget Andet end hendes Slot, som hun kun tænkte sig, og som aldrig kom.

»Men intet Skib kan blive saa stort som et Slot,« sagde Elisabeth; »der er intet Skib som den gamle Baronesses Gaard.« Og hun fortalte om Stuen, hvor de gamle Portrætter hang bag det levende Grønne, hun udmalede Slottet større end hele Oland, og saa stort var jo intet Skib.

»Kjæmpeskibet er endnu større!« sagde Elimar, og fortalte om Spøgelseskibet, Sømanden her troer paa. »Det seiler ude paa det store Hav, det er større end nogen af Øerne her; Dækket er saa langt, at Kommandoren der er altid til Hest for at give sine Befalinger, Takkelagen saa uhyre, at naar unge Matroser kravle op og tumle sig deroppe, saa ere Aar gaaede hen før de blive færdige, og de komme ned som gamle Mænd med hvide Haar.

»Men hvor faae de Mad fra?« spurgte Elisabeth.

»I alle Blokhusene i Takkelagen ere Kroer, hvor de kunne tage ind; Jap-Lidt-Piders Fader har jo engang været ombord, da han var Dreng. De vare komne i det Farvand, som kaldes Kanalen, dernede ved England, og der er kun milebredt mellem Landene; derfor sad Skibet fast og de maatte smøre Kysterne med grøn Sæbe, og fra den Tid skinne de altid endnu dernede!« Og Elimar troede paa hvad der var fortalt ham. »Jeg træffer nok engang paa Kjæmpeskibet,« sagde han, »og jeg er ikke bange.«

Da bad den lille Elisabeth ham med Taarer, dog ikke at gaae ombord, endelig ikke at komme hjem som en gammel Mand med hvidt Haar og hvidt Skjæg.

»Men saa er Du jo ogsaa en gammel En, naar jeg kommer!« svarede han. »Kan du ikke begribe, der gaae ligesaa mange Aar for Dig? Du vil dog ikke have mig til Kjæreste!« Og han saae med et leende Ansigt paa hende, pillede imidlertid et Par løse Menneskeknokler ud af Jorden, hvor de ragede frem, og kastede dem langt ud i Vandet.

»Det maa Du ikke!« sagde Elisabeth. »De skal begraves om igjen oppe ved Kirken.«

»Maa jeg ikke?« gjentog han og søgte just op et af de Største; han 106 vilde lige kaste det, men lod dog være, idet han sagde: »Ja, vil Du være min Kjæreste, naar Du bliver stor? Det kan ikke vare saalænge til, og en Sømand skal have en Kjæreste! jeg er nu snart 14 Aar.« Han tog i det samme Elisabeth om Halsen og kyssede hende. »Du skal ikke snakke om det til de Andre, heller ikke til Keike, for hun vilde nok have mig til Kjæreste, naar jeg vilde, men hun bliver for gammel; Du derimod bliver tilpas; Mandfolket skal altid være ældre.«

Og Elisabeth hørte paa ham som om han fortalte en anden Historie; men Kjærestefolk vare de, syntes hun, og hun holdt ham endnu fastere i Haanden.

Og den ene Dag gik stille som den anden, og Efteraarsstormene blæste og Havet rullede hen over den flade Ø. By og Kirke laae som et Vrag; mange Dage vare Beboerne aldeles skilte fra Fastlandet og de andre Øer. Ved Flodtid, i Stormveir, var det forunderligt for Hedevig, hvem denne Natur var mest uvant; hun sov ikke for den tordnende Lyd af Havet og af Bølgerne, som i lange brudte Rullinger naaede næsten til Huset, mod hvis Muur hun ventede at et eller andet Skib skulde kastes.

Hos Kommandorens gik ogsaa Alt i sit gamle Trit, paa nogle smaa ægteskabelige Stridigheder nær, som Elimar gav Anledning til. »Vildkatten bliver for gal!« sagde Kommandoren; men Bedstemoder vidste altid at finde noget Fortræffeligt i hvad Drengen gjorde, eller at vælte Skylden bort; det gjorde hun selv da Bedstemoderens, Oses Billede fandtes med udstukne Øine. »Det var Orm,« sagde hun, »som havde saa akkurat gnavet to runde Huller i Øinene paa det gamle Portræt.« Ogsaa mellem Klaus og Piltitz var ved Elimars Spilopper blevet et noget spændt Forhold, der endte sig tragisk. Den gamle Kat havde ikke Hoved nok til at indsee, at Elimar havde hele Skylden og den arme Allike aldeles ingen; det var jo i Forfærdelsens Krampe at Klaus strakte Been og Kløer, og det var Elimar, der lod dem som Redekam gaae hen over Piltitz's Ryg; men Piltitz var ingen Tænker, i hvormeget han havde Mine heraf, som vi jo ogsaa tidt see hos Menneskene; Piltitz forjog alle Venskabsfølelser, og en Dag, - man hørte det Allesammen, men man var saa vant til at høre den Historie: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz«, - blev det raabt saa høit, at det burde have vakt Opmærksomhed; men det 107 vakte ingen, uagtet det lød Slag i Slag, saa høit og stærkt, saa gjentaget; man hørte det fra Trappen, fra Loftet, altid længer borte, altid svagere og tilsidst slet ikke, og det var nu det Værste!

En Time efter fandt man Piltitz med skummelt Blik strække sig i sin Stol. Klaus kom ikke tilsyne, Klaus var ikke at finde, hverken i Huset eller hos Naboerne. Stakkels Klaus! Ungdomsvennen havde taget ham i Ryggen, slæbt ham paa Loftet og spist ham; Fjerene laae spredte rundt om, saa at Historien virkelig endte med, at Klaus gik paa Loftet med Piltitz.

Det var første Gang, Madam Levsen blev ordentlig vred paa Elimar. »Du er Skyld deri!« sagde hun; »Du er mere ond end Jes Jappen!« Det var det Gruligste, hun kunde sige, og hun brast i Graad, maaskee fordi hun havde sagt det. »Skam Dig!« sagde hun mildere; »Klaus og Piltitz have alletider holdt af hinanden, levet enige og lykkelige; Du har sat dem sammen, ligesom du gjør med mig og Kommandoren.«

Og Elimar lo og forsikkrede, at Kommandoren vilde ikke slæbe hende paa Loftet og spise hende, og saa tog han Bedstemoderen om Livet, svingede hende rundt, og hun lo; »man kan jo ikke andet!« sagde hun, »for han har nu det velsignede Ansigt og er i Grunden et godt Barn. - Ja det er Du, min søde Dreng!« og saa var Forliget sluttet.

Men der var Ingen paa hele Øen, uden at han jo vidste, at Klaus var død, og at Elimar havde Skylden.

Og Vinteren kom med Storm og Snefog. I de lange Aftener skiftedes Moritz og Hedevig til at læse høit i Walter Scotts Romaner, disse sunde Skildringer, skaarne ud af Livet og Naturen. Det var Waverley og Røde Robin, som læstes. Kommandoren og hans Hustru vare Tilhørere, og saa interesserede Tilhørere, som Faa; denne Forelæsen blev dem en Deel af deres Liv; de levede ganske med Fergus Mac-Ivor, Rosa og Flora, de troede at have seet og kjendt Mac Gregor og Miss Vernon. Det Læste blev overført paa hvad de selv kjendte og havde oplevet; det Beslægtede mellem Skotterne og Friserne laa saa nær, ikke blot i Sproget, men i gamle Skikke og Brug; ogsaa Friserne havde, som Skotterne, deres Glans; Slægtnavn af Familier er jo endnu hos Dithmarskerne: Boyerne og Reventlowerne. Ogsaa her herskede Blodhevnen næsten ligesaa længe som i Skotlands Bierge.

108

Herom blev talt, det levende Ord gik ud fra det Læste. Skotlænderens Emblem er en blomstrende Tidsel, denne for hans Bjergland saa betegnende Blomst, Frisernes Emblem derimod en Grødkjedel over Ilden. Men man udfandt dog deri det Beslægtede: Emblemet paa Hjemmet. Den poetiske Skotte seer det i Blomsten fra sine Bjerge, Friserne i Arnestedet; om dette dreier sig hele dette Folks Stræben, for Arnen kjæmpede de, for den var deres Virken. Historie, Sagn, gamle Skikke og Brug ligesom fyldte mere og mere den Fure, Havet har gjort mellem Skotland og den cimbriske Halvø.

»Men Landene have jo ogsaa engang hængt sammen,« sagde Madam Levsen; »idetmindste har England hængt fast ved Slesvig og Jylland. Det er et gammelt Sagn, at en heel Række Høie bandt England til vort Land; og den engelske Dronning skulde giftes med den danske Konge, men han sveg hende; da lod hun i syv Aar, med syv hundrede Mand, grave gjennem de grønne Høie, der holdt Havet paa begge Sider, og saa gik Havet sammen, slugte alle Øer og svømmede over hele Friisland, der blev til det Øland, det nu er.«

Og Moritz talte om Anglernes Udvandring fra disse Egne til England og Skotland, og Kommandoren beviste, at selv Brakanden, den, hans Fartøi var kaldet op efter, skreg godt Engelsk og Skotsk, idet den raabte: »good day! good day

De mange Historier og Sagn hos det frisiske Folk, det hele Liv paa denne Kyst og Øerne, vakte Beklagelse, at ingen Walter Scott endnu var født i disse Egne, at Friserne saa godt som ingen Digter eiede.

»Ja, her er Stof!« sagde Moritz, »men det ligger endnu som Marmoret i Bjerget, det venter Billedhuggeren. Før Homer vare mange Helte, hedder det jo, men Verden veed ikke noget om dem.«

»Hvad kunde der ikke blive for en deilig Historie om Bedstemoder Ose? det var en Kone! og om hende er det sandfærdigt, hvad der fortælles.«

Moritz havde kun hørt Historien to Gange, Hedevig en eneste Gang; den kunde godt fortælles igjen, og det blev den; men vi ville endnu ikke høre den, men vente bedre Leilighed, overtydede om, at Madam Levsen nok fortæller den igien, dersom hun lever, og det ville vi haabe, hun gjør.

Ved alle disse Samtaler og Oplæsninger vare ikke blot Elimar og 109 Elisabeth Tilhørere, men ogsaa Keike, der maaskee var den mest Begeistrede for den skotske Digter. Elisabeth fattede kun saare Lidet, hun var endnu ikke ferm nok i Tydsken, og det var i det Sprog, Walter Scott blev læst. Saaledes gik Vinteren hen.

Drivisen havde lagt sig som et Bolværk om Øen; der kom graae, taagede Dage; endelig brød de første Solstraaler frem og Foraaret lyste; det eneste Træ paa Øen, den lille Stikkelsbærbusk, der stod i Læ, skjød friske, grønne Skud, Solskinnet rullede dens fine Blade ud. Det vaagnende Liv bragte Taarer i Moritz's Øine; Foraarets grønne Skud vakte mere Vemod end Efteraarets Løvfald; det stille Solskin ligesom optøede Smerten; han saae paa den udsprungne Stikkelsbærbusk og tænkte paa Caroline, der havde eiet Livsfriskhed som denne og nu var Jord underjorden.

Elimar, som under hele Vinterlivet havde vist sig som en flink Jæger, skudt og fanget Vildænder ogÆdderdunsfugleJa selv en Svane, som Jap-Lidt-Piders havde udstoppet for Madam Levsen, var ogsaa den Modigste til at springe om paa de svømmende lisstykker og den Første til at sætte Baaden i Søen. I dette Foraar skulde han gjøre Reisen til Holland, og glædede sig dertil; det skulde være et prægtigt Land, havde man sagt ham, Marsken op ad Dage, og dertil med store Stæder, med Pragt og Magt. I Anledning af denne Reise maatte Elimår flere Dage til Føhr\ Elisabeth følte derved en stor Bedrøvelse, selv Keikes Historier var hende ingen Trøst. Paa en bestemt Dag i Foraaret skeer Føhringernes og Halligernes Afreise. Ugen før denne var Elimar igjen hos Kommandor Levsen, og der bestemtes af de to Familier, Kommandorens og Præstens, at de vilde aflægge Besøg hos nogle Venner paa Amrom, og Elimar skulde have den Fornøielse med; han maatte jo ogsaa sige Farvel til Venner og Bekjendte.

Mod Halligerne er Øen Amrom med sine hvide Sanddyner et sandt Høiland. Børnene vidste godt, hvor de fleste Kaniner derovre skjulte sig og hvor der mellem Dynerne blomstrede den smukkeste Lyng. Vinden var god, det blev kun en kort Seiltour. Begge Familier modtoges med stor Glæde og Jubel. Der blev dækket op paa det Bedste; Kaffekjedelen kom frem, Mændene talte om deres Sager, Qvinderne om deres; Elisabeth var allerede ude af Stuen, og nu listede Elimar sig; han kom gjennem Kjøkkenet, og da der Ingen var, kigede han i Gryder og Skuffer; i et Hjørne laae nogle Fiskeredskaber, 110 og dem fik han Lyst at prøve; Kassen, hvori de vare, og som er indrettet til at kaste over Ryggen, maatte med, og i et Spring var han ude.

Tæt ved Huset sad Elisabeth og saae mod Skrænten paa et Hul, som Kaninerne havde der gravet sig dybt ind under Lyngtørvene; et Par Dyr havde vist sig, men vare igjen blevne borte her i Aabningen. Man maa vide, at Amroms vigtigste Vildt er Kaniner, der Alle ere Efterkommere af et Kanin-Par, som for flere Aar siden strandede her paa Øen. Elisabeth pegede paa Aabningen og Elimar laa strax paa Maven, kigede ind i den mørke Gang og kastede Stene derind; men Kaninerne forholdt sig rolige. Derimod viste sig øverst paa Skrænten tre Andre, der, da de saae Mennesker, øieblikkeligt med et comisk Spring dreiede om og toge Veien til de nærliggende Dyner. Elimar satte efter, Elisabeth fulgte langsommere med; hvert Øieblik stode Kaninerne stille, dreiede Hovedet, gjorde et høit Spring, løb derpaa tæt sammen og igjen ud fra hverandre, og forsvandt pludseligt i den forreste Dynedal.

Elimar blev længe staaende, saae til alle Sider og vendte saa tilbage til Elisabeth; de vare et betydeligt Stykke fra Hjemmet, men her, hvor de stode mellem Sandbankerne, var deiligt varmt; Elisabeth satte sig, hun var saa træt, han lagde sig i Sandet hos hende. Men længe blev han ikke liggende, saa var han oppe igjen, trak i Marehalmens lange Rødder, der som Baand hang frem fra Dyneskrænterne, og hele Lag Sand styrtede ned. Man maa ikke tænke sig Dynerne alene som en Bjergrække; af dens Sider vilde han ikke have mægtet at rykke den vilde Plante, - nei, de frembyde de mest forunderlige Skikkelser. Hvor Havet har kunnet virke med Magt mod dem, ere de forneden afskaarne, som var det skeet med en Spade; man troer at see en Række hvidgraae Muur-Kolosser, paa hvis Top Marehalmen groer og om hvis Sider Rødderne hænge frem som Slyngplanter; og nede i den graa, fugtige Grund vise sig underlige, rundagtige Figurer aftrykte af Havet, som var det dets hemmelighedsfulde Skrift, efterladt for at melde, hvilke Rigdomme og Rædsler, det gjemmer.

Elimar kravlede op paa en af de høie Sandkegler, Elisabeth skulde ogsaa forsøge det samme; det var en af de Høieste, de var paa, og hvorfra de kunde see hele Nordhavet; det var i Ebben gaaet 111 milevidt bort, ikke en Vind rørte sig. Længe stode de ikke her, de maatte ud paa den vaade, faste Grund, hvor der laae saa mange Stene og Skaller rundt om; der laa ogsaa en heel Flaske, vel tilproppet. Elimar holdt den op mod Solen og saae, at der indeni laa et Papir, og saa blev Flasken slaaet itu; Papiret var beskrevet, men i et Sprog, Elimar ikke forstod; dog det vidste han og det forklarede han for Elisabeth, at der var forgaaet et Skib etsteds, og i det sidste Øieblik havde de ombord skrevet dette og lagt det i Flasken, at Menneskene et eller andet Sted i Verden kunde faae at vide, naar og hvor de vare døde og hvad de og Skibet kaldtes. Elisabeth fandt en underlig, guul Steen; den saae ud som Sukker; den var et deiligt stort Stykke Rav; gned man den varm mod sit Ærme, saa trak den Straa til sig. Idag var det jo en Lykkedag til at finde, og de gik længer og længer ud. Rundt om var som et Net af Vand spændt om hele Sandbunden; noget ude laae nogle høie Stene og mellem disse fandt man Stykker af et Roer, en Voxdugs-Hat uden Pul, men tillige brogede Muslingskaller og, hvad der var endnu prægtigere, i en Pjøs Vand sprællede to store Fiske; Elimar vilde tage dem med Hænderne, dog, de smuttede fra ham igien; men fanges skulde de. Elisabeth stod oppe paa en af de store Stene og saae til. Tiden gik deiligt, stille var det og Solen skinnede prægtigt.

Med Eet bemærkede Elimar, at Grunden begyndte at blive mere fugtig, at Vandnettet laa fyldigere; det var nok derfor paa Tiden at vende om, Floden vilde snart komme. Elimar saae mod Amrom, der kunde være en fire hundrede Skridt borte, men det var som om Øen med Eet var sjunket. En Taage nordfra væltede frem og havde ganske indhyllet de nærmeste Klitter, og i næste Øieblik begge Børnene med. Solskinnet slukkedes, Solen blev rødere og rødere; Elimar greb gesvindt Elisabeth og skyndte sig mod Øen.

»Jeg bliver saa angst!« raabte Elisabeth. »Hvor er Amrom og hvor er mine Skoe? jeg maa have mine Skoe og Strømper!« Disse havde hun netop faaet af for at gaae i Vandpjøsen til Elimar og Fiskene, da Taagen bemærkedes. Elimar vendte om; Skoene skulde ligge paa den store Steen, hvor hun havde siddet; de vare gledne ned, men de fandtes. Taagen var saa iskold og saa tæt; Elimar havde Elisabeth paa Ryggen og skyndte sig afsted, men de enkelte Forgreninger af hvad vi have kaldet Vandnettet, de tilbagestaaende Vand-Rifter og Pytte 112 voxte; de maatte omgaaes, og idet han troede at være tæt ved Sanddynerne, stod han ved de samme Stene, han kom fra. Med Fødderne stødte han mod en Gjenstand; det var det lille Træskrin, hvori Fiskeredskaberne laae, og som han i Flugten havde glemt; han tog det op, men var aldeles vildfarende angaaende Retningen, hvori Øen laa. Raab og Skrig var til ingen Nytte, men dog raabte han. Havet kom allerede, den første lange Havskylle slog over hans Fødder. Da løftede han lille Elisabeth op paa den høieste Steen og satte sig selv ved Siden; den næste Sø kom stærkere rullende, men alt som den steg høiere op over Sandbunden, blev Bevægelsen svagere, - Veiret var saa ganske stille.

Elisabeth græd ikke; det var, som begreb hun den hele Fare; bleg og med et forunderligt Blik saae hun paa Elimar; og Floden steg og steg, saa at han maatte staae op paa Stenen ved Siden af hende; der var neppe Plads for To. Han raabte igjen med al den Fortvivlelsens Kraft, han havde, og nu troede han at høre en Hund gjøe, rigtignok fra en ganske anden Kant, end den, hvor han tænkte sig Amrom; maaskee at Nogen i en Baad nærmede sig! Et Øieblik fortyndedes Taagen, der blev paa Himlen en lysere Deel end før, og han vidste nu, hvor Solen stod; den var hans Compas, Amrom laa just i den Retning, hvorfra han troede at høre Hundegjøen, men denne var ganske ophørt og Havet steg høiere og høiere.

Allerede gik Vandet over deres Fødder paa den store Steen. Elisabeth kunde ikke staae fast, hun klyngede sig til Elimar, og Begge faldt ned i Vandet; men hurtigt fik han hende igjen op paa Stenen, selv stod han nedenfor i Vand til Brystet og holdt hende med begge sine Arme. Floden tog altid til; da skjød han i Hast Kassen, hvori Fiskeredskaberne laae, ind under sine Fødder, og kom herved et Stykke iveiret; hans Hoved var nu næsten i Høide med Elisabeths.

Der var ikke Bølgebevægelse i Havet; stille hævede Vandfloden sig, som var det ikke den, der steg, men som var det de To, der i et roligt Vand langsomt sank tilbunds. Elimar udstødte et Fortvivlelsens Raab, men det besvaredes ikke. Ved hvert Minut kom Vandspeilet høiere, snart vilde det naae op over deres Hoveder; Elimar var bleg som en Død, Taarer stode i hans Øine, han kyssede lille Elisabeth, der slyngede sine Arme omkring hans Hals. Vandet rørte ved deres Bryst og begyndte at løfte dem.

113

Da skingrede en Stemme tæt ved, der hørtes Aarepladsken, og i Taagen viste sig en Baad, hvori der sad en Mand; han kom nærmere, det var Jap-Lidt-Piders; han havde hørt Skriget og kom netop i rette Tid for at hjelpe. I Hast fik han dem i Baaden og satte saa med raske Aaretag mod Oland.

Her fik han først at vide af dem, hvorledes de vare komne i den Nød og Fare, og at Kommandorens og Præstens vare paa Amrom i Besøg; saasnart han derfor havde afleveret Elisabeth til Keike, der bragte hende iseng, og Elimar var gaaet til Sit for at gjøre det samme, seilede Jap over til Amrom og fortalte, uden just at indlade sig paa Biomstændigheder, at de To vare allerede hjemme og i god Behold.

Elimar havde ingen Skade af det vaade Bad; Elisabeth derimod maatte et Par Dage holde Sengen, kunde ikke komme med til Føhr paa Afreisens Dag; men Tanken var der, i den stod Elimar, saa elskelig, saa lyslevende; den var i hine Minuter, da Havet bandt dem sammen, voxet fast for alle Tider; en Følelse var vakt, som den i en ligesaa ung Barnealder fandtes hos Ariost, hos Byron og Flere, hvis Navne lyse over Hverdagslivet.

Det var Afreisens Dag; Mænd og Qvinder havde samlet sig ved Landsbyen Gothing paa Føhr for at sige Farvel til deres Slægt og Kjære. Fartøierne giede fra Land; den store Skare Qvinder i deres sorte Klædninger stode paa det høieste Punkt, en gammel Kjæmpegrav; fra den tilvinkede de deres Bortreisende det sidste Farvel.

V. Et Par Aar. -En gammel Bekjendt træder op.

Først om en syv til otte Maaneder igjen kunde Elimar ventes tilbage; det var en lang, lang Tid, syntes Elisabeth, og var inderlig bedrøvet; men hvorledes vilde hun have baaret det, om hun havde vidst, at Haabets Maaneder tidt i Virkeligheden blive Aar, at Hjemkomstens Dag laa endnu fjernere end den Dag, hun nu mindst tænkte paa, hendes Confirmationsdag. Paa den Dag rystes Barnet af 114 Ærmet, siger Talemaaden; paa den Dag begynder Seiladsen paa Livets aabne Sø; det er en alvorlig Dag, og vi ville flyve hen til den og til de eventyrlige Begivenheder, som den oprullede, men dog ikke før vi som i en stor Ramme havde samlet de mellemliggende Aar og fremhævet, hvad der i Elisabeths Liv kunde kaldes »Hjemmet paa Halligerne.«

Som en lykkelig Modvægt mod den Phantasiens og Overtroens Verden, hvori Keikes Historier førte Elisabeth, var den sunde Natur og fornuftige Virksomhed, Hedevig altid søgte at føre hende til; hun maatte lære at sye og strikke, at kunne lidt Musik, og Elisabeth var i Alt forunderlig letnem, fattede snart og forraadte ualmindelige Evner. Det var Hedevigs Glæde at aabne og skjærpe hendes Øie for Naturen; den og Bibelen vare de to Bøger, som altid laae opslagne, hiin udenom, denne inde i Huset; Begge bleve læste, Begge kastede en Afglands i dette Hjem og gjennemtrængte dem, som levede der. Hedevig var i sit stille, inderlige Væsen en Velsignelse, der levede ganske for Broderen og det Barn, hun havde taget til sig; der var Poesi i hendes Sjæl uden at hun selv vidste det, og med den opfattede hun Alt, og hendes Øie lyste da forunderligt, som et grædende Barns Øie kan lyse, naar Bedrøvelsen gaaer over i Glæde.

»Hvor de store Stæder med deres Selskab og Skuespil,« tænkte hun, »ere fattige mod det kjærlige Samliv i Ensomheden her, mod det Skuespil, som Havet og Himlen ruller op hver Dag og Aften!«

Hvorledes det iøvrigt rørte sig i Verden, vidste man ogsaa; Aviserne fik man jo, rigtignok paa Omgang og en Uge gamle; Bøger indtraf hver Maaned. Den nyere Literaturs Frembringelser kom i denne Afkrog af Verden, for det ganske lille Publicum, ligesom for en ny Domstol; mangen Bog, frembaaret og opløftet ved Anmeldelser, sank her for Naturens Dom; det beundrede Kunstige, hvori der ingen indre Sandhed var, faldt hen i sit Intet. Hvor de to Bøger, Natur og Bibel, vare de første og Exemplet for alle Skrifter, maatte Fordringerne blive anderledes end de, Moden havde.

Ved denne Leven ind i alle Bøgers Bøger, ved fra disse at kunne læse høit for sin Kreds og Menighed, saaledes som Moritz af sit Hjertes Trang maatte, var det ikke kun fra Kirkens Prædikestol, han pegede hen paa Gud, men fra den lave Strandbred, fra Nabo-Øernes Dyner; man vilde i enhver Tidsalder have forstaaet ham paa 115 disse Steder. Intet betragtede han som Tilfældigt, men som et Led i den store Kjæde; han fandt i det Ubetydelige tidt den skjulte Spire til et stort Betydningsfuldt, og han ledte de Andres Opmærksomhed og Tanke hen herpaa. Han lærte dem, hvorledes det enkelte Straahalm, som Vinden kaster om paa Kysten og fæster der, maaskee om Aarhundreder er til Frelse for Landet i den truende Stormflod. Det ubetydelige Straa samler om sig det løse Sand, det voxer og voxer, og tilsidst staaer det som en beskyttende Sanddyne. »Dog, stol ikke paa den,« sagde han da, »see i den Magtens og Storhedens Fald! Intet i denne Verden er varigt. Hist ude, hvor Havet bryder sig mod Revlerne, stod for faa Aar tilbage et mægtigt Sandbjerg; da kom Kaninerne, de gravede deri deres Huler, Vinden blæste ind i disse, borede ved Nat og Dag, Søen slog mod den løse Grund, og Sandbjerget sank, rullede ind under Bølgerne.«

Denne Sammenleven med Naturen, Læsningen om Aftenen, der altid i sit Valg var sund og underholdende, - de walterscottske Romaner, som for Elisabeth vare den levende Virkelighed, - opfyldte hende, som Sollyset opfylder Planten, og gav hende en Friskhed og Naturlighed i hendes Tanker. »Midlothians Hjerte« var den af alle Romanerne, som mest tiltalte hende, i denne fandt hun sin Heltinde, sit Ideal, og det var »Jeanie Deans«; Vandringen fra Edinburgh til London opfyldte og beskjæftigede hende mange Tider; hun var langt mere hjemme i Skotlands Folkeliv og Sæder, end i det Lands, hun selv hørte til.

I selve Sommertiden var der i de senere Aar kommet en stor Samleven her paa Øerne med Verden og Menneskene. Badegjæsternes Antal paa den lille By Wyk paa Føhr, som kun ligger en Miilsvei fra Halligerne, var betydeligt tiltaget, den 1819 her grundede Badeanstalt betydeligt udvidet, og ikke blot fra Slesvig og Holsteen kom Besøgende, men selv fra det indre Tydskland. Et Slags Hotel, hvor en Hamborger førte Beværtningen, var oprettet derovre; et tydsk, omvandrende Musikchor gav der Musik hver Søndag; man kunde fra Oland, naar Vinden bar derover ad, høre saa tydeligt og smukt, hvor de spillede. Med Commandorens gode Kikkert saae man der lange Rader Spadserende paa den med Træer nysbeplantede Promenade langs Søen, og mangen mørk Aften var det en Lyst at see, hvor man lod Raketter stige eller havde et 116 Fyrværkeri. Jevnligt kom der nogle af de Fremmede i Besøg til Oland; Enkelte vare anbefalede Commandoren eller Præsten. Naar i September Badetiden sluttedes, drog Hver sin Vei, og det stille, eensformige Liv begyndte atter. Mellem dem, som saaledes vare anbefalede Moritz, var en Skotlænder, Knox, der regnede sig i Familie med Skotlands Reformator, hvis Navn han bar. Han havde i ung Alder bereist hele Europa, men i det sidste Aar var det især Tydskland, Holland og det skandinaviske Norden, som havde hans hele Interesse; det Beslægtede i disse Nationer, Familiebaandet mellem dem, var hans Studium; han udtalte sig klart og tænkende derover, og var tillige den ypperste levende Commentator over de walterscottske Romaner; som Dreng havde han jo bereist dette af Digteren besjungne:
»Land of broum heath and shaggy wood,
Land of the mountain and the flood!«

Hans Familierums var i Kilburn, altsaa ikke langt fra Abbotsford, hvor han oftere havde besøgt den store Digter; han vidste mange characteristiske Smaatræk om ham, kjendte saa godt hans tro Hund Maida, havde tilbragt Aftener i Familiekredsen, baaret paa sin Arm Datterdatteren, Lockharts yndige Barn, det forædlede Udtryk af Walter Scott. Ved alle disse Fortællinger, Oplysninger og Træk fra hine Romaners Vugge, traadte disse for Elisabeth end mere over i Øieblikkets levende Virkelighed; denne selv fik en saa romantisk Glands, en Deilighed, der gjorde det, at leve, til den høieste Lykke.

Moritz's og hans Søsters Personlighed tiltalte Skotlænderen; deres reent religiøse Væsen, der naturligt kom frem i selve Husets Skik og Brug, stemmede overeens med Skotlænderens Opdragelse; hos Præsten paa Halligerne mødte han igjen Hjemmets Sædvaner, her læstes Velsignelsen over Bordet før man satte sig, her havde Søndagen sin stille Hellighed, Aftnerne deres Andagtstimer; der var deri intet Søgt, Alt sprang ud af en naturlig Følelse og et religiøst Gemyt.

Det var den anden Sommer, at Knox kom til Føhr. En Dag bragte han med sig til Halligerne en ny Badegjæst, en Dansk, der dog ikke i mange Aar havde været i Danmark, men derimod i Paris, hvor han 117 ved sine musikalske Compositioner havde vakt Opsigt. Bladene forudsaae at han vilde bryde en ny Bane; aldrig før vare Tonerne saaledes, som hos ham, blevne malende Ord. Imidlertid nævnedes han altid som Svensk, idet Sverrig var det Land i Norden, de kjendte bedst; der var en af deres Generaler, en af Napoleons Feltherrer, Bernadette, bleven Konge.

Den Danske, som i dette Øieblik var Badesaisonnens Løve, -hvad gjør ikke et Navn med fransk Berømmelse -? var en fintbygget Mand midt i de Tredive; der var en forunderlig Bevægelighed i Ansigtet, en Blanding af Godmodighed og Stolthed, og det vibrerede, især om Munden; det var i de fine Træk om den, maaskee mere end i selve Øiet, at en Psycholog skulde søge at udfinde Charakteren. I hans Tale var hele Franskmandens Livlighed og en Indblanding af hans Morsomhed i Udtrykket. Han vilde efter Badesaisonnen igjen til Paris, men dog først aflægge et kort Besøg i Danmark. De fleste adelige Familier der, syntes han at kjende; Sommer- og Vinterlivet vidste han god Besked med; han roste meget der, men i hans Roes blandede sig Ironi, ja stundom Bitterhed. Det var især hans mageløse Talent for at phantasere paa Pianoet med een Haand, som havde knyttet Skotlænderen til ham; det var dette forunderlige Dygtige, han undte Moritz og Hedevig at faae at høre; der var jo i Præstegaarden et godt Claveer, Elisabeth sang til det alle de Sange, Caroline engang havde sunget, Reichardts herlige Compositioner til Gøthes Digte.

Knox havde allerede et Par Dage forud i et Brev fortalt om den nye Gjæst, og nu stod han i Præstens Stue, hvor han modtoges paa det Hjerteligste. Moritz studsede ved at see dette Ansigt, denne Personlighed; der var noget deri, som forekom ham bekjendt; de maatte have seet hinanden før, ja ikke saa ganske flygtigt; der knyttede sig Erindringer til deres Møden, - men hvilke?

»Vi ere neppe ganske fremmede for hinanden,« sagde Moritz; »jeg maa kjende Dem, men hvorfra, erindrer jeg ikke øieblikkeligt. Hvor kan jeg vel før have nydt Æren af at være i Deres Selskab?«

»Maaskee i Paris,« svarede den Fremmede, »eller i Danmark; min hele Ungdom har jeg tilbragt der; det var ikke min lykkeligste Tid, men den bragte mig dog ogsaa sine Goder.«

Hedevig skulde hjelpe Moritz's Hukommelse, sige, hvorfra han 118 kjendte ham, men kunde ikke, og det var ogsaa ganske vist, at hun nu saae ham for første Gang. Der blev talt, spadseret, vist omkring; man havde seet Kirken, besøgt den gamle Kirkegaard, været i Commandorens Huus og Middagsmaaltidet var taget. Den Danske var saa underholdende, vidste hundrede smaa Anecdoter, der sprudlede som Raketter og belyste Samtalen. Bogsamlingen blev seet og Musikhylden, ja, her saae det tyndest ud. -

»Weyse! min kjære, fortræffelige Weyse!« udbrød han; »i ham har Danmark en national, dygtig Componist, større end Nationen veed. Ingen kjender ham ude, og hjemme er det jo kun de ægte Musikfolk, som begribe hans Betydning.«

Det var Weyses Musik til Macbeth, der laa paa Hylden, og som han tog frem.

»Denne har dog faaet almindelig Anerkjendelse,« sagde Moritz; »den deilige Taffelmusik deri, Vægterens Sang og Hexescenerne.«

»Jeg skatter og elsker Weyse,« svarede han; »jeg troer at turde regne mig til hans ivrigste Beundrere. Dog angaaende denne Composition er jeg, maaskee ved min musikalske Egenhed, forskjellig fra mine Landsmænd, selv fra de Dygtige. Jeg vilde just her have noget Andet end det Givne. Jeg savner her, hvad just Weyse vidste at paatrykke sine Compositioner: det Characteristiske. Taffelmusikken i Macbeths Slot er, jeg vil endogsaa sige, genial, men den er ikke characteristisk for Tiden og Stedet, Compositionen her fører os ikke til Inwerness, i Macbeths Slot. Gamle skotske Folkemelodier, eller Toner som disse, maatte høres, Instrumenter maatte dominere, hvorved man kom til at tænke paa Sækkepiben. Hexescenerne i Musik kan jeg kun tænke mig ved at Musikken udmaler Situationen; det Uhyggelige, det Hemmelighedsfulde, Nattens Uveir paa Heden, vilde jeg give, og for Syngestemmen til Hexene vilde jeg underlægge en monoton Sang, der alene fandt sin Afvexling i Stemmens Synken og Stigen.« Saaledes, som de fleste Andre, udtalte den Fremmede sin Dadel, udtalte den levende om den, han beundrede.

Paa Hedevigs Indvending, at Taffelmusikken idetmindste for hende klang som ægte Skotsk, satte han sig til Klaveret. »Ja, jeg kan jo ikke spille det,« sagde han; »ti Fingre kræves dertil, og jeg har saa godt som egentlig kun fem!« Og han viste en stiv Haand: »det er Erindringer fra en Skovtour i Danmark!« Og med den raske Haand 119 arbeidede han paa Claveret med et saadant Udtryk, en saadan Dygtighed, at man skulde troe, han havde fire Hænder; der kom et Liv, en Sjæl i det fintbyggede Ansigt, Øinene lyste, Læberne vibrerede, og for Moritz gik det da op, hvor han havde seet ham, hvem han var; - og dog, hvorledes var det muligt? - Hin, han huskede, var fattig, overseet, upassende behandlet, og Denne en berømt Mand, hvis Navn fra Frankrig lød med Betydning gjennem Kunstverdenen.

»Jeg har seet Dem i Fyen for mange Aar siden,« sagde Moritz.

»Det er muligt,« svarede han, »vist hos min gamle Veninde, Baronessen, i Fugleburet, som man saa vittigt kaldte Gaarden, thi hvor er man saa vittig, som i mit kjære Fædreland?«

»Nei, paa det Gods, hvor en af mine gamle Manuducenter boer, Grev Frederik

»Der!« sagde den Fremmede, og Blodet kom et Øieblik i hans Kinder; »det er rimeligt, der har jeg oftere været i flere Uger.«

»Og De er, eller var dengang Kammerjunker?« sagde Moritz.

»Det var jeg,« svarede han, »og jeg er ikke i Titel avanceret siden.

De kjender da vist den gamle Baronesse paa Nabogodset? En fortræffelig Kone, uagtet alle sine Underligheder. Jeg holder af hende som om hun var min Moder, det siger jeg Dem forud! jeg skylder hende, næst vor Herre, det jeg nu er, min uafhængige Stilling, Uddannelsen af mit Talent.«

Og Moritz erindrede ham om Aftenen hos Grevens, hvor de fik, han huskede endnu Udtrykket: en musikalsk Forelæsning. »De phantaserede for os over en af Kæmpeviserne; den nuværende Grevinde var just med sin Moder kommet i Besøg og var henrykt -!«

»Clara!« udbrød Kammerjunkeren, - vi ville lade ham beholde dette Navn; »Clara! hvor hun var smuk! ja, hun sagde mig Complimenter, det var jeg dengang ikke vant til at høre; hun var henrykt, men foretrak dog at jeg spillede Dandsemusik.«

»Vi vare Alle glade ved at høre Dem.«

»»Bare ikke Noget af Dem selv!«« bad Grev Frederik mig. O, jeg husker den Aften saa godt! der er visse Minuter i Ens Liv, man beholder i sin Erindring, medens hele Maaneder blive glemte og komme aldrig frem igjen.«

»Det er dog ikke Følgerne af den ulykkelige Væltning med 120 Vognen?« spurgte Moritz og pegede paa Kammerjunkerens stive Haand.

»Jo, det fik jeg fordi den unge Herre ikke havde lært at kjøre og dog skulde være Kudsk; men jeg maa ikke klage over den Begivenhed, den har været til mit Gavn og ikke til min Skade. Med to sunde Hænder var jeg maaskee blevet en dygtig Claverspiller, og vedblevet, i trange Kaar at være maitre des plaisirs for nogle almindelige Mennesker, hvem Fødsel og Formue have givet denne Verdens Goder; da Haanden blev stiv og ubrugelig til Claveerspil, maatte andre Evner udvikles, og, Gud skee Lov! der vare Nogle. Mit Compositionstalent, min Ulykke, eller om man vil, mit Uheld, og den Maade, det skete paa, kom den gamle Fru Baronesse for Ørene; hun havde to Gange før hørt mig spille og fundet Fornøielse derved, nu blev hendes Deeltagelse vakt; et Par Krænkelser, jeg tør troe, uforskyldte fra min Side, men som jeg led af den overmodige Grev Frederik, bragte hende til at blive min Beskytterinde, og inderlig deeltagende viste hun sig; ja, -jeg skammer mig ikke ved at tilstaae, at hun har understøttet mig i Paris; hun har som en Moder offiret Pengesummer paa mig. I Begyndelsen var det vel kun en Idee hos hende, en Villie, hun satte igjennem; man lo af hende, som man har leet af hendes bedste Handlinger, men hun holdt da just paa mig og det Dygtige, Gud gav mig, og hun vilde hvad hun vilde. Jeg er glad ved at hun har faaet nogen Ære af mig.«

Elisabeth hørte til med Forundring og erindrede sig nu ogsaa den musikalske, blege Mand, der med den ene Arm bundet i Tørklæde var kommet der paa Gaarden en kort Tid og havde musiceret med een Haand; han var saa stille og bedrøvet. Hvor ganske anderledes fremtraadte han ikke her, kjæk, bevidst og levende i at fortælle! heller aldrig før havde hun hørt Nogen tale med en saadan Inderlighed og Varme om den gamle Frue, som han her talte om hende.

»Jeg har altid fundet, der var særdeles meget Godt ved Fru Baronessen,« sagde Moritz; »jeg har jo selv kjendt hende; ganske forunderlig er hun dog i Meget, og man kan egentlig ikke fortænke Verden i, at den opfatter hende, som den gjør det.«

Og Kammerjunkeren talte om hendes Barndomsliv, som vi kjende det, om hendes Fader, »lange Rasmus«, der red paa Træhesten i den Gaard, hvor hun nu som gammel Kone boede og 121 befalede, viste, hvorledes hun under de Omstændigheder, hun var opvoxet i og underkastet, maatte blive den forunderlige Charakteer, hun var, at der i denne forqvaklede Personlighed laae de bedste og ædleste Elementer, men at Verden nu engang kun fremhævede og omtalte det Kantede og det, man kunde lee af.

»Jeg ønsker ikke at omstyrte Deres Tro i den væsentlig smukke og rigtige Opfattelse af den gamle Frue,« sagde Moritz; »men i et Par Tilfælde kan jeg ikke og vil De heller ikke kunne undskylde hendes ubillige Færd. Saaledes,« og han pegede paa Elisabeth, »var dette Barn hendes erklærede Yndling, men ved en Handling, som et Barn i den Alder kunde fortjene Riis for at have begaaet, stødte hun hende ud i den vide Verden; vel lod hun ikke Barnet sulte ihjel, men hun slap det, ligegyldig for, til hvem det kom og hvad der vilde blive af det; aldrig har hun siden spurgt om dets Skjæbne. Og nu hendes eget Blod, hendes egen Dattersøn, som hun aldrig vilde see, hvem hun ligesaa ligegyldig lader gaae som Fremmed i Verden!«

»Det er Uret,« svarede Kammerjunkeren; »her vil hun ikke kunne undskyldes, men hendes Maade at være paa vil kunne forklares og betinges i den Personlighed, hun er; hvad Dattersønnen angaaer, der skal være et dygtigt og fortræffeligt Menneske, da ligger hos Baronessen i hendes Forhold til ham et Motiv, maaskee kun en fix Idee; jeg kjender den, men har ikke Ret til at røbe den, selv til hendes Forsvar, eller for at forklare hende; dog, i denne ulykkelige Idee ligger hele Hemmeligheden af hendes Opførsel. - Han har levet mange Aar i Italien.«

»I endeel Aar har jeg kun to Gange hørt fra ham; den ene Gang var strax efter hans Ankomst til Rom, da gav han sig med Liv og Sjæl til at være Maler; anden Gang, han skrev, det var et Aar senere, havde han lagt Paletten og var blevet Billedhugger.«

»Nu troer jeg ikke, han er nogen af Delene, idetmindste ikke uden privatiserende; iøvrigt veed jeg saare Lidt om ham.«

Under Samtalens Løb om Venner og Bekjendte i Fyen viste sig iøvrigt, at det var Kammerjunkeren, som var bedst underrettet. Baron Holger havde forrige Vinter været i Paris, og der en Dag forsikkret ham, at i Danmark havde han anseet Paul de Kocks Romaner for det Første i Verden, men at han i Paris fandt, at det, at udføre dem selv i Virkeligheden, var dog det egentlige Første. Paa samme 122 Tid, han bebreidede sig selv sit lette Sind, undskyldte han sig igjen med, at havde han faaet Clara til Kone, var han blevet et Mønster paa Mænd; men naar Himlen ikke tog Hensyn til dydige Ønsker, saa havde man heller ingen Forpligtelser mod Himlen. Hvad Grev Frederik angik, da var han efter sin Faders Død Herre paa Godset, og Aristokrat i høieste Grad. Vintermaanederne tilbragte han i Kjøbenhavn, alt Stort og Fornemt kom i hans Huus, Prindser og Diplomater, dog ogsaa Kunstnere, - Clara var jo Beskytterinde af det Skjønne, hun malede selv, skrev ganske allerkjæreste Smaavers, sagde man, og skulde ikke alene selv have givet, men indsamlet og tvunget Folk til at give Pengebidrag til Opførelsen af Thorvaldsens Museum.

Dette var omtrent Resultatet af Kammerjunkerens første Besøg paa Halligerne. Ved et fornyet blev hans Interesse især vakt for Elisabeth, hvis Historie han fik at vide, og hos hvem han opdagede et stort musikalsk Talent og en Stemme med et forunderligt smukt Udtryk. Men det vakte ikke liden Overraskelse i den stille, fromme Præstebolig, da han en Dag foreslog dem at lade denne Stemme uddanne for Operaen, og i den Anledning udviklede en Grisis og Albertazzis Fortjeneste, Hæder og Rigdom. Moritz smilede og rystede med Hovedet, sagde, hvor kjær han havde sin Pleiedatter, ja, at det vilde være ham altfor tungt at skilles fra hende, selv om det kun gjaldt at hun tog til Kjøbenhavn; den fortræffelige Etatsraad Heimeran havde just i et af sine sidste Breve foreslaaet, at Elisabeth skulde tilbringe en Vinter i Hovedstaden hos ham, der see lidt mere af Verden, end hun nu havde Leilighed til, og modtage den gode Indvirkning, en større Stad altid kan give en ung Pige; dog var Talen slet ikke om denne Reise før efter hendes Confirmation, og til den Tid var endnu halvandet Aar.

Ved Bade-Saisonnens Slutning i September forlod først Kammerjunkeren og saa Skotlænderen Føhr. Vi ville senere andensteds møde dem; nu derimod ile vi til en Begivenhed, der som et Tordenskrald fra klar Himmel lød til Forfærdelse for Commandorens og Præstens, og blev et Vendepunkt i Elisabeths Liv.

123

VI. Fortvivlelse. - Hjelp fra »Midlothians Hjerte«.

Fra Elimars Afreise til hans Hjemkomst skulde kun ligge Maaneder, og vi vide, at disse bleve Aar. Commandoren var gaaet ind paa, at Elimar i Holland, hvor han var blandt Venner og Bekjendte og i et godt Huus, skulde tilegne sig theoretiske Sømandskundskaber; dermed gik den første Vinter; han syntes at være lystig og tilfreds. Elisabeth fik altid en Hilsen fra ham, hans Breve hørte hun og vidste af dem om alt det Nye og Prægtige, han saae, de store Slotte og Kirker, de altid klingende Klokkespil i Taarnene, de dybe Canaler i Gaderne, hvor store Skibe laae lige ind under høie Træer; hun vidste om Landeveiene, at de gjennem hele Landet vare murede, som Steengulvet i Marskens Melkestuer, - o, hvor man der maatte kunne kjøre, og ikke vælte, som paa de slesvigske Digeveie! Elimar havde ogsaa været i Comedie, hvor man agerede hele Historier med Musik og Sang, og han og alle de, som saae derpaa, sad med lange Piber i Munden og dampede, saa der var en Røg derinde! - men deiligt gik Comedien fort og der blev drukket Thee og læst Aviser. I Vinterens Løb, da Canaler og Søer vare frosne og blanke som et Speil, bleve Begkrandse tændte derude, skrev han, Blus brændte og hele udklædte Skarer, Fruentimmer og Mandfolk, Allesammen paa Skøiter, en heel Maskerade, foer om paa Isen; Nogle bare Fakler, som de svingede og sloge mod den blanke lis, der skinnede igjen; det havde endnu været en deiligere Comedie, end den i Theatret, hvor der blev drukket Thee og røget Tobak. Elimar var uendelig lykkelig i Holland og holdt af Land og Mennesker. Aaret efter gik han tilsøes, og i Høsten atter tilbage til Haarlem, hvor Orgelet i Kirken var det største i alle Verdens Lande, og spillede, som om hundrede Spillemænd kunde sidde i det, og hvor Tulipaner blomstrede med Couleurer, som der ikke var i Madam Levsens Brudekjole, der dog skinnede som ingen Kjole paa Halligerne. Imellem kom der vel en og anden Klage over »Spilopmageren«, som Commandoren kaldte Elimar, men kun en eneste Gang var der ret Grund til alvorlig Tale, det var over Elimars ubetvingelige Heftighed, der gjerne engang kunde bringe ham i Ulykke, som 124 Brevet lød. Han gik imidlertid ved det tredie Foraars Begyndelse som Understyrmand med et stort Fartøi til Nordamerika og kom ikke forud i Besøg til Hjemmet, som havde været Bestemmelsen, men i Hilsenen til Elisabeth kaldtes hun, og det var for første Gang skriftligt: »min lille Kjæreste.« Et Par morsomme Dukker fra Scheweningen sendtes hende, det var Mand og Kone af smaa Conkylier, samlede ved Stranden, og saaledes sammensatte, at de viste hele Klædningen og Udseendet af Fiskerne der.

Men ikke den næste Høst og heller ikke den følgende kom Elimar til Halligerne, han var bestandig paa større Søreiser, og Amerika var altid Maalet.

Dersom Elimar var vendt tilbage og i længere Tid var blevet paa Haligerne sammen med Elisabeth, var maaskee den Nimbus, der nu omgav ham i hendes Tanker, bleven slukt, maaskee den tidligt udviklede unge Pige vilde have seet ham anderledes, end hendes Phantasi nu belyste ham. I de sidste Aar var hendes Aand mærkelig udviklet; ogsaa i legemlig Henseende var hun fremme for sin Alder, man kunde næsten antage hende for sexten Aar og hun var kun fjorten. I det tilstundende Foraar var hendes Confirmation bestemt, men ved Juletid blev hun syg, en Green af Typhus var det: Moritz vaagede selv et Par Nætter ved hendes Seng; det var ham, som gjenlevede han de Sorgens Timer ved Carolines Sygeleie.

Men Elisabeth kom sig igjen, om endogsaa kun langsomt. Medens det svage Legeme laa som en Byrde, havde Aanden forunderligt løftet sig til Gud og var nu ligesom med en større Kraft og Udvikling vendt tilbage. Legemet vibrerede under denne Fylde, der var en nerveus Enthusiasme og en Iver, som næsten ængstede. Hun taalte ingen Slags Anstrængelse, man turde ikke lade hende læse; Confirmationen maatte udsættes til Efteraaret, og i hendes stille Sind var det Elisabeth en Trøst, at saa kunde Elimar være der; man ventede ham netop til denne Tid.

Confirmationssøndagen kom, den lille Kirke var pyntet med lange Baand, hvorpaa hang brogede Blomster af Papir; Madam Levsen havde selv klippet dem Alle, de hang i Guirlander om Kirkens Chor; Altarlysene brændte, Menighedens Sang lød klangfuld under Hvælvingen. Moritz talte dybt bevæget om Livets underfulde Veie, om dets Korthed, Uvished og Sorger, og paa sin eiendommelige, 125 for hans Menighed forstaaelige Maade, udtalte han trøstende Ord; af disse greb og opfyldte især eet Billede Elisabeths Tanker, ja heftede sig fast i disse for alle Tider.

»I den engelske Marine,« sagde Moritz, »gaaer igjennem alt Tougværket, smaat og stort, en rød Traad, som viser, at det tilhører Kronen; igjennem hvert enkelt Menneskes Liv gaaer der ogsaa i Smaat og Stort en usynlig Traad, der viser, at vi tilhøre Gud.« Og Elisabeth følte Sandheden heraf ved at see tilbage i sit Livs Dage; med en Art Opløftelse lyste da hendes Øine, Blodet gik til Kinderne, hun tænkte sig sin forladte Stilling som spædt Barn i den døende Moders Arme, - Trine havde engang fortalt hende derom, Moritz aldrig;- hun huskede levende igjen Scenen med den gamle Baronesse, der stødte hende ud af det hemmelighedsfulde Kammer, hun huskede paa hine skrækkelige Minuter, da hun med Elimar stod i det stigende Hav der udenfor Amrom. Gud havde kjærligt og naadigt beskyttet hende, følte hun, og med Barnets hele Inderlighed i Tanken klyngede hun sig til ham, den evige, stærke Fader og Ven.

Der var festligt, lykkeligt i Elisabeths Hjem den Aften; alle Confirmanderne, med hende fem i Tallet, alle fattige Fiskerbørn, vare med deres Forældre indbudne; ogsaa Commandoren og Venner fra Føhr, Sylt og Amrom indfandt sig.

»Ak, var dog Elimar her ogsaa!« sagde Madam Levsen; »det søde Barn, der skal dog altid mangle Noget i Glæden! men bi kun til han kommer! jeg skal gjøre et Gilde og saa skal I dandse. - Ak min Skaber! det falder mig ind, Du har ikke lært at dandse« - hun standsede pludseligt. »Det er fælt af mig, at jeg paa en saadan hellig Dag, som denne idag, taler til Dig om Dands! vor Herre vil ikke straffe mig for det. Jeg er i Grunden saa glad, saa lykkelig! og maaskee varer det ikke otte Dage til, saa er jeg endnu lykkeligere, den lykkeligste gamle Bedstemoder!« Og der stode Taarer i hendes Øine.

Næste Søndag skulde Elisabeth første Gang til Alters, men imellem den Dag og nu, mellem Løftets Aflæggelse og Nadverens Modtagelse, gik en mørk Sky, gik den tungeste Dag i mange Aar for Commandorens og de Mennesker, som med Venskab og Hjerte vare voxede til dem.

Fredagmorgen kom et Brev ovre fra Føhr til Moritz.

126

Hvor meget Solskin og hvor megen Glæde kan ikke lægges ind i et Brev, men ogsaa hvor megen Nat og Sorg! Dersom den Efterretning var kommet: »Elimar er død,« den vilde vistnok et Øieblik have bøiet de to Gamle dybt som dette Slag, der nu ramte, men dette slog en blodig Vunde, der i alle Aar maatte bløde; der var en Fortvivlelse, en Skræk, hvorved Tankerne ligesom bleve lammede. Naar uventet en kjær Hustru eller et elsket Barn er dødt, da kan Manden de første Nætter efter, idet han vaagner op efter en Hvile, Legemet trængte til, i sin Opvaagnen have glemt sit store Tab, den nedbøiende Ulykke rundtom, men der ligger en Angst i hans Blod og Tanke, og han spørger sig: hvad er det, som er skeet? og det Skete ruller op i al sin Skrækkelighed, det er den gribende Tilbagevenden fra Drømmeverdenen til Virkeligheden. Og i en saadan Sjælsstemning vare de to Gamle. »Hvad er det? Er der Mulighed deri?« ja, de maatte sige sig det selv; det stod i dette Brev, det stod indenfor Rimelighedens Grændse. Og nu dykkede mørke Billeder frem i Erindringen om Elimar, Erindringen om hvad man havde kaldet hans onde Sind, det de Gamle ikke kunde bære ind i deres Tanke. Elimar var kommet til Kjøbenhavn, men hvorledes! i Bolt og Jern. Skibet, han havde været Styrmand paa, var forlist under Amerikas Kyst; han havde maattet tage anden Hyre, havde faaet Plads paa Fartøiet »Susanne«, og der i en Ordstrid dræbt Styrmanden. I Kjøbenhavn sad han i Fængsel, og da han ingen Papirer eiede, - de vare tabte i Skibbruddet, - havde Politiet skrevet til Landfogden paa Føhr for at erholde nærmere Oplysning; fra denne var kommet Brev til Moritz, for at han paa bedste Maade kunde forberede Commandorens paa deres store Ulykke og fortælle, hvorledes Sagerne stode.

»Nei, nei!« sagde den gamle Kone, »han kan ikke have gjort det! - og dog, hans vilde Sind! o, at vor Herre havde lukket Øinene paa os Gamle før vi hørte det! - nei, nei, det vilde ikke have været ham til Hjelp og Frelse! hvem føler for ham som vi! Han er saa ung, der er saa meget Godt hos ham!« Og hendes Tanker samlede hvert Træk, hvert Smil, hun havde glædet sig over, og det blev en Sum saa rig, at den maatte kunne frikjøbe den største Forbryder.

Commandoren skrev til sin Søn, Byfogden i Husum, om at gjøre Alt for Elimar.

127

»Liv for Liv, siger Loven!« og den gamle Mand sank hen i mørke Tanker og mumlede for sig selv: »mit Blod flyde for Bøddeløxen -! og fik han endogsaa beholde Livet, hvad er Livet i evigt Fængsel, i evigt Samqvem med Udskuddet?« Og den gamle Mand drev i Uro omkring, fra Hjemmet til Moritz, og atter hjem, for igjen at søge ud. Madam Levsen sad i Krogen og græd, hun saae paa Stammemoderen Oses Portrait. »Ja, ja, havde hun levet!« udbrød hun, »eller havde jeg hendes Kraft jeg gik til Kjøbenhavn for at frelse ham!« Elisabeth stod grædende, med hele sit Hjerte fuldt af Kjærlighed til Elimar. Og hvad havde Ose gjort? Var hendes Historie virkelig saa gribende?

»Elimar ligner sin Stammefader!« sagde den gamle Kone, »det er Friserblodet, som er i ham. Hans Stammefader kunde ogsaa bruse op og som Havet knække og bryde, men dog være dyb og klar ligesom det. Han slog en anden Frisér ihjel, ogsaa han udgjød Blod!« - og den gamle Kone græd og begyndte saa igjen: - »da fyldtes hans Sjæl med Rædsel over hans Gjerning! - ak, hvad maa Elimar lide! - min Stammefader flygtede fra Huus og Hjem, hans Kone Ose, hun, hvis Billede der hænger,« - og hun pegede paa det afmalede Billede, hvor hun stod med Lammeskindspelsen og Sølvkasketten, - »hun maatte betale Mandebod, det var Loven i de Tider, hun maatte sælge Huus og Klæder og saa sørge for sig selv og Børnene, og det gjorde hun og det kunde hun. Hun spandt Uld Nat og Dag, fortjente Brød for sig og Sine; og der gik Aaringer, og glemt blev hendes Mand og hans Gjerning. Ingen var mere agtet end Ose, hendes Vandel var kristelig, hendes Flid og Omhu for Børnene stor, hun var et sandt Mynster for Alle, Mynsteret paa gode Sæder; da saae man, at hun, hvem Alle agtede og hædrede, hun, den ensomme Qvinde, skulde blive Moder igjen, og man speidede nu omkring hende, passede paa hende med de Ondes Øine; og da opdagedes det, at hun ugentlig søgte ud til en ensom Dal i Dynerne, et Sted, hvor der spøgte, hvor en blodig Haand tidt rakte frem af Sandet, og fæle Hyl hørtes; der havde hun sit Stævne, hun den gudsfrygtige, den skikkelige Ose, der maatte Kjæresten være skjult; der, i et stort Sandhul, fandt de ham, - det var hendes Mand, der i alle Aaringer, man troede ham borte, havde boet paa dette Sted; her havde hun hver Uge besøgt ham, bragt ham Næring, trøstet ham, holdt ham 128 oppe. Hans lange Bod og hendes Troskab bragte Dommerne og selv hans Fjender til at give ham Naade; og det gik dem lykkeligt og godt, rige Folk bleve de, hædrede, hæderlige! - men Sligt skeer aldrig meer! o, min stakkels Elimar!« -

»Elimar vilde ogsaa blive lykkelig og god!« sagde Elisabeth, »er der da Ingen paa Jorden, som kan frelse ham, Ingen?«

»Jo, Kongen!« sagde Madame Levsen. »Kongen er over Loven.

Han kjender jo min Commandor! Kong Frederik den Sjette har det mildeste Hjerte.«

»Lad os bede ham! lad os græde Elimar fri! skrive kunne vi jo, - Kongen hører Alle! Commandoren maa reise til Kjøbenhavn.«

»Nei, nei!« sagde Madame Levsen; »han siger, at Loven maa have sin Gang, og lider dog som jeg! han reiser ikke, skriver ikke uden til vor Søn Byfogden, og han er ogsaa en Mand for Loven; men jeg vil skrive! som den Ulykkeliges Bedstemoder vil jeg tale til min Konges Hjerte, tale for den Forvildede, som kan frelses endnu! Men min Gamle lader ikke Brevet gaae afsted,« sagde hun efter et kort Ophold og betænkte sig; »Du maa besørge mig det over til Føhr, jeg faaer det ellers ikke afsted. Dig kan jeg jo stole paa, Du er forsigtig, Du er jo taus; ikke engang hjemme hos Dit taler Du derom!« Den gamle Kone zittrede. »Jeg vil skrive i min Smerte, vor Herre føre Pennen, vor Herre lede Alt!«

Og der blev skrevet, og det Skrevne igjen revet itu og Nyt skrevet. Endelig var Ansøgningen færdig; enkelte Udtryk i den kunde vel bringe en Fremmed til at smile, men i sin Heelhed maatte den dog fremkalde flere Taarer end Smil. Det Skrevne var, som han, det bad for, født i Angst og Smerte.

Om Søndagen var Altergang; Elisabeth skulde Dagen forud til Føhr for at gjøre et Indkjøb; hun fulgte med Keike over i en Fiskerbaad; Madam Levsen havde hemmeligt givet hende det i al Naivetet og Inderlighed til Kongen skrevne Brev; til Landfogden havde hun en Skrivelse fra Commandoren. Medens Keike besøgte en Slægtning, vilde Elisabeth besørge Brevene.

I en af de smaa Gyder mellem Haver og Baghuse, hvor Hvalfisketænder ere satte som Ledpæle, hvor det grønne Græs og Hængeplanter skyde frem af den fugtige Beenpæl, standsede Elisabeth og tog Madame Levsens Brev frem, der laa gjernt paa Brystet; hun læste 129 Udskriften: »Til den høie Monark, Landets Fader, Kong Frederik den Sjette i Kjøbenhavn.« Disse Ord alene gav Brevet en Betydning, en Hellighed; hun syntes deri at see som en Deel af Majestæten selv. »Om nu Postmesteren spørger, fra hvem Brevet er,« tænkte hun, »om han ikke vil modtage et Brev til Kongen?« Tanken herom fik hende til at ryste; hun nærmede sig Huset, - gik det forbi; hvad skulde hun gjøre? Uvilkaarligt traadte hun Døren nærmere; der hang et lille Bogskab udenfor, her var Leiebibliothek; flere Bøger laae med Titlerne opslaaede; den Første, hun tilfældigviis saae, var: »Midlothians Hjerte« af Walter Scott. En Tanke slog op i hende ved at huske paa »Jeanie Deansl« et Øieblik stod hun stille, en Beslutning var fattet. - Hun vendte om, gjemte Brevet vel, opsøgte Keike, og efterat hvert Ærinde var besørget, sad de igjen i Baaden og seilede til Oland.

Den Spænding, Elisabeth var i, tilskrev man deels hendes Sorg og Deeltagelse for Elimar, deels hendes nerveuse Legeme og Forventningen om den hellige Handling, hun næste Dag skulde deeltage i. Med et spørgende Blik saae Madam Levsen paa hende: »er Brevet besørget?« og Elisabeth nikkede, medens Papiret brændte paa hendes Bryst.

Om Aftenen hjemme fortalte Elisabeth, at Madam Levsen først havde tænkt paa at tage til Kjøbenhavn, hvor hun aldrig havde været, men at hun siden havde opgivet det; det vilde jo ogsaa være blevet for besværligt at udføre for den gamle Kone. Og Elisabeth spurgte om Veien, hvor lang den var, og hvorledes den havde maattet gjøres? Talen herom syntes at adsprede hende, og derfor blev Hedevig ved at svare, forklare og give Besked. »Den Reise vilde for den gamle Kone,« sagde hun, »være blevet en Umulighed i denne slemme Aarstid; hun maatte jo have lagt Veien over Øerne, dersom ikke tilfældigviis der fandtes Skibsleilighed ved Flensborg; der vilde være mødt tusinde Vanskeligheder.«

Det var Søndagmorgen og Altergang. Med taarefyldte Øine saae Elisabeth paa Kongens og Dronningens Portrætter; ak, til Dronningen havde hun mest Mod at tale, men det var jo Kongen, Brevet var til, det var Kongen, der stod over Loven! Elisabeths Beslutning var fast; som Jeanie Deans gik fra Edinburgh til London, vilde hun ogsaa gaae fra Oland til Kjøbenhavn, gaae til Kongen, overrække ham 130 Brevet og af hele sit Hjertes Fylde tale for Elimar. Der var i hendes Tankegang og Beslutning intet Overspændt, og vi forstaae det, naar vi huske, hvor ganske hun levede i Illusionernes Rige, hvorledes hun alene gjennem Bøger kjendte Verden. Walter Scotts Romaner vare jo Virkeligheden selv, historisk sande; hun vilde jo kun gjøre, hvad der havde ladet sig gjøre før; det var en Slags Uskyldighed, forenet med den inderligste Tillid til vor Herre. Og dog, hvilken Kamp havde hun ikke at kjæmpe med sig selv! at gaae til Kjøbenhavn eller blive, det var her ikke længer Spørgsmaal om, men om hun forud skulde sige det til Moritz eller Hedevig. Maatte hun ikke frygte, at de ikke vilde tillade hende at reise? og hvilken Skræk og Angst maatte ikke hendes Bortgang vække hos dem, naar de ikke vidste Aarsagen? det var en Synd, en Uret, at skrække dem, at handle mod deres Vidende og Villie; men Brevet, hun havde holdt tilbage, brændte hende paa Brystet. Ak, turde hun dog betroe sig til Keike! en Gang var hun nær derved, men gjorde det dog ikke; Taarer brast ud af hendes Øine, det lettede hendes Sind; man saae hende græde, men deri var just intet Paafaldende for de Andre; de vidste jo Alle, med hvilken Inderlighed hun holdt af Elimar, for ham græd hun.

Færgebaaden til Dagebülll afgaaer altid ved Flodtiden; denne vilde næste Morgen begynde Klokken tre, altsaa paa en Tid, da Enhver, som ikke skulde med, sov sin bedste Søvn. Elisabeth havde ingen Hvile; et Par Gange gik hun hen til Vinduet, Luften var klar. Udenfor skinnede endnu Karlsvognen, det Stjernebillede, som Øboerne her betragte som den Vogn, i hvilken Elias foer til Himmels, og der kom hende i Tanke, hvad Moritz havde sagt om Propheten: at ogsaa for andre Mennesker var Livet tidt en gloende Vogn, hvorpaa Veien gik til Himlens Fred. Ja, hun følte alt, hvor Livet kunde brænde, følte den Alvor, som rullede op bag Barndomsalderen; men hun huskede ogsaa paa den usynlige Traad, som viste, at vi vare Guds Eiendom, og der var Fortrøstning i hendes Sjæl.

Et Par Ord havde hun skrevet, som hun vilde efterlade i sit Kammer; med qvalt Hulken læste hun sin egen Skrift:
»Gud, vor Herre, hjelpe mig og lade os glade sees! troer intet
Ondt om Eders kjærlige
Elisabeth.«

131

Klokken halv tre stod hun med sin lille Bylt og med alle Pengene fra sin Sparebøsse, - de udgjorde omtrent fire Species; sine Guldringe havde hun svøbt ind og taget med, i Nødsfald kunde de jo sælges; rig nok til Reisen syntes hun sig at være. Endnu engang faldt hun paa sine Knæe, bad til vor Herre og skyndte sig saa ud af Huset, hvor Alle sov, og ned til Baaden.

»Jomfruen vil med os, og det alene?« spurgte Jap-Lidt-Piders.

»Ja, til Dagebüll,« svarede hun. »Tag mig med, Jap! Men,« tilføiede hun ligesom i en Fornemmelse af, at han kunde ane, at hun vilde ud i den vide Verden, »jeg maa i Eftermiddag tilbage med igjen. Glem mig ikke! Tiden skal jeg vel selv passe, men lad mig endelig komme med tilbage!« Der var en Angst i Udtrykket af hendes Ord, som fik Jap til at lee.

»Ja, der er fælt paa Landjorden for en lille Jomfru!« sagde han smaaleende; »man løber bort med dem, naar de ere lidt nette.«

Vinden var god, Seilene reistes og Baaden foer fra Oland hen mod Dagebüll.

Elisabeth saae mod Himlen og læste sit Fader-vor, Han deroppe var nu hendes eneste Støtte og Ledsager.

I mindre end en Time kom de til Dagebüll, det var endnu ganske mørkt.

»Der hvor Lyset brænder, ligger Kroen,« sagde Jap. »De kan vel selv finde derop?«

»Det tænker jeg nok,« svarede Elisabeth; »farvel, Jap, til vi sees!« Og hun forlod ham i den Retning, han havde vist, men dreiede snart af, hen over Diget, hvor hun for otte Aar siden sovende var kjørt bort i Hr. Petters Vogn og kommet tilbage igjen med Aalemanden. Hun vidste, ad hvad Kant hun maatte gaae for at komme til Flensborg, og fulgte denne Vei. Det var netop samme Aarstid, som da hun med Moritz og Hedevig første Gang kom her. Alt var uforandret; Regnen havde gjort Engene nedenfor til store Søer, Digeveiene vare næsten ufremkommelige; hun tabte et Par Gange Skoene, fandt dem igjen og skred ufortøvet fremad paa vaade Fødder. Vinden blæste mere og mere stærk, og før Sol stod op var det en heel Storm. O, hvor det gik langsomt at komme fremad! et Par Gange stod hun stille og mægtede ikke videre; da foldede hun sine Hænder, løftede dem høit mod Himmelen, og det traf sig saa, at 132 Vindstødene kom sjældnere; hun fik Blæsten paa Ryggen, dette hjalp; nu faldt enkelte store Regndraaber, og snart blev det en heel Bløde; denne trak imidlertid over, Stormen drev den afsted; saaledes gik Formiddagen. Mod Middagstid var Elisabeth saa træt, Vei og Veir saa slette, at hun nødtes til at blive i Kroen, der ligger mellem Marsk- og Geest-Landet.

»Jeg skal til Flensborg,« sagde hun. Her var mange Gjæster, Ingen brød sig om hende. Alle nødtes de til at blive, det var et forfærdeligt Veir med Regn og Storm; megen Skade vilde vist høres fra Havet.

Elisabeth fik en Seng for Natten, her, faa Mile fra Hjemmet, hvor de allerede længe maatte have savnet hende og læst hendes Brev; men i dette Veir, vidste hun, kunde Ingen seile til Dagebüll;Jap-Lidt-Piders havde vel endogsaa neppe kunnet komme tilbage.

Træt kastede hun sig paa Sengen og sov til det var lys Dag. Forskrækket sprang hun op; Luften var ganske klar, men Vinden endnu stærk; Havet maatte være i skrækkeligt Oprør, hun troede at kunne høre, hvor det buldrede. Veien var lukket for hende, om hun vilde vende tilbage, men hun vilde det ikke, kunde det ikke. I klart Solskin, mens Blæsten næsten bar hende fremad, gik hun videre; men Veien var tung og trættende; det var ud paa Eftermiddagen før hun naaede Banken, hvorfra man seer Flensborg under sig. Greben af Overraskelse stod hun ved dette Skue. Hun saae den store By, Fjorden og de skovgroede Banker. Nei, hvor der var mange Træer! det Syn havde hun i Aaringer ikke kjendt; beløvede Træer vare hende som Phantasibilleder fra hendes Barndomserindringer. Hun faldt paa sine Knæe og bad til vor Herre: »Giv mig Hjelp, Du min Eneste!« Solen skinnede saa oplivende paa hele den høie, smukke, skovgroede Kyst hunsides Fjorden, det var en Lyst at see. Idet hun endnu laa, kom en ældre Madamme og vistnok dennes Datter; de gik tæt forbi Elisabeth, saae hende ind i Ansigtet, og da de mærkede at hun græd, standsede de et Øieblik, hilsede og gik videre. Elisabeth troede at see et bekjendt Ansigt, hun sprang op, gik uvilkaarligt nogle Skridt efter, og Madammen blev staaende. Elisabeth spurgte om Veien til Kjøbenhavn.

»Kjøbenhavn!« gjentog Madammen; »ja, der ere mange Veie, tilsøes og tillands! Kjøbenhavn, det er længere borte end til 133 Hamborg. Men har jeg ikke seet Dig et Sted før? Har Du ikke været paa Føhr?« Elisabeth bejaede det og sagde, hvem hun var.

»Syntes jeg ikke nok!« sagde Madammen; »og husker Du ikke mig, Enke-Madamme Tiedemann? jeg har jo været paa Føhr og ovre hos Præstens. Hvor skal Du hen, og alene? Vil Du til Kjøbenhavn?«

Elisabeth kunde ikke tale, den Sjælespænding, hvori hun var, opløste sig i Graad. Madammen lod hende følge hjem med sig og fik nu at vide, at Reisen gjaldt et Menneskes Liv, at der skulde overbringes et Brev til Kongen. Ja, det gav nu Anledning til hundrede Spørgsmaal, men ikke til det, som her havde været det vigtigste, om de hjemme vidste noget af det Hele; det antog Madammen naturligvis at de gjorde. Dybt bevæget hørte hun paa Elisabeth, som levende og rørende fortalte hende Kommandorens og hans Kones Sorg. »Men Hvem skal Du nu søge til i Kjøbenhavn?« spurgte hun; »hvem kjender du?« Det var endnu ikke faldet Elisabeth ind at tænke paa det; pludseligt erindrede hun sig Etatsraad Heimeran, Carolines Fader, med hvem Moritz stod i Brevvexling, ham, der engang havde skrevet, at Elisabeth kunde komme over til ham en Vinter; og hun nævnede hans Navn, dog uden at tilføie, at hun intet Brev havde til ham, og ikke heller vidste, hvor han boede i den for hende fremmede, store By.

»Naa, det er vel, at Du har Etatsraaden, ellers gik det jo heller ikke an, Du reiste! men de hjemme burde bedre have sørget for Dig, tænkt over Tingene; ja, de leve nu der paa deres Ø i saadan Uvidenhed om Verden. Hør! jeg skal kjøre Dig til Holnæs, det er muligt, Du der kan finde Leilighed til Kjøbenhavn; vort Fartøj, som skulde være gaaet imorges, ligger vel endnu; det har jo været en rædsom Storm; det skulde bringe Muursteen til Karrebæksminde! er Du der, saa er Du i Sjælland. Naa, Dit Pas maa jeg ogsaa lade skrive paa, ellers tager Skipperen Dig ikke med; giv mig Passet.«

At man skulde have et Saadant, derom havde Elisabeth ingen Anelse; hun blev i høi Grad forbauset og sagde: »Pas? jeg veed ikke, jeg har ikke, - det gav man mig ikke med, - behøves det?«

»Ih du min Skaber!« sagde Madammen; »man kan jo ikke reise i det danske Land uden at have Pas for hver Smule Vand, man skal over, og nu ovenikjøbet fra Hertugdømmerne? Det er jo Altsammen reent galt!«

134

Madammen var imidlertid en praktisk Kone; der var ingen Tid at give bort; hun fik, som Bosiddende og Grundeierinde, snart et Pas udstedt, og Elisabeth kom paa Vognen til Holnæs. Fartøiet laa heldigviis her endnu. Skipper Thømming læste Brevet fra Madammen og tog imod Elisabeth. Næste Morgen tidligt seilede de ud af Fjorden, der i smukke Bugter med prægtige Skovpartier udfoldede en Deilighed, saa ny og forunderlig for Elisabeth, at hun glemte alt Andet derover. Vinden var god, snart var man ude af Fjorden; til Høire laa den aabne Østersø, til Venstre Øen Als med Sønderborg, hvis rødtagede Huse og Veirmøller løftede sig bag det skumle Slot, hvor Danmarks Konge Christian den Anden havde lidt og levet i Taarnet atten lange Aar.

VII. De Strandede. -Brev fra Elimar.

Medens Elisabeth seiler, vende vi tilbage til Halligerne, hvor man strax i Dagningen savnede hende; Moritz og Hedevig troede, at hun var hos Kommandorens, og da hun ikke op ad Formiddagen kom hjem, sendtes Keike derover at søge hende; hun var ikke der og heller ikke i Husene der omkring. Nu fandt Hedevig det Brev, Elisabeth havde efterladt, og Forskrækkelsen og Angsten var stor. Det blæste en Storm ude og den tog saaledes til, at ved næste Flodtid kunde intet Fartøi gaae over til Dagebüll og Jap-Lidt-Piders heller ikke ventes tilbage. En Fiskerdreng, der i Morgenstunden havde været ved Indskibningen, sagde, at Elisabeth virkelig var gaaet med.

»Men Du Himlens Gud!« sagde Hedevig, »jeg begriber ikke, hvad der driver hende til at gjøre Sligt! det ulykkelige Barn, hvorhen vil hun? hvad har hun isinde? Moritz, hvad har du sagt til hende? Hvad er der skeet?«

»Den velsignede stakkels Pige!« sukkede Madam Levsen; »ak, jeg faaer en Tanke! ja - det kunde hun gjøre!« Den gamle Kone holdt Hænderne for sit Ansigt: »ak min Gud, hun har vist ikke leveret Brevet af paa Wyk, hun gaaer selv med det lige til Kongen! hun

135

gaaer lige til Kjøbenhavn!« Og nu tilstod hun Alt, men tilføiede, at Elisabeth iforgaars ved Hjemkomsten fra Föhr havde nikket »ja« til Spørgsmaalet, om Brevet var afleveret.

Det haarde Veir tog til; det var netop den Tid paa Dagen da, som vi veed, Elisabeth nødtes til at gaae ind i Kroen ved Geesdandet. Et skib var i Sigte, Stormen drev det mod Land; store Søer væltede ind paa Oland, man kunde der ikke længer staae fast udenfor Husene; Havet og Stormen steg med dybe Drøn, med Hvinen og Susen; der tog saa voldsomme Kast i Husene, at Døre og Vinduer klapprede; den løse Grund syntes at ryste, man var som ombord i et Skib; de lange Søer rullede langt hen over Øen og naaede i den sidste Magt af deres Henskyllen de laveststaaende Huse.

»O, det arme Barn!« sukkede Hedevig; »hvor er hun dog i denne Time?« Kun for hende havde hun Angst og Tanke, meer end for de Ulykkelige, hvis Skib i dette Øieblik drev mod Revlerne ved Seesand. Dette er en stor, hvid Sandbanke, der strækker sig ud for Øen Amrom; ved selve Høivande er den tør, kun ved Stormflod overskylles den; omtrent midt paa den er bygget af svære Bjælker en pyramidedannet »Baake«, med en stor kugleformig Opbygning paa fem og halvtredsindstyve Fods Høide og i klart Veir synlig ti til tolv Mile borte. Dette Bjælkehuus er det eneste sikkre Sømærke paa Ydersiden af Grundene mellem Amrom og Eiderstedt, og af særdeles Vigtighed, deels for Skibe, som forefalde under denne Deel af Kysten, og deels til Veiledning ved Indseilingen af Løbene Vest og Syd for Amrom. Nær Baaken laa Fartøiet strandet. Man havde i Morgenstunden før Stormen ret begyndte, seet dem styre mod Indløbet, men, bekjendte med Faren, havde de, da Veiret blev saa voldsomt, igjen søgt at vinde rum Sø, men forsildigt; de store Søer og Paalandsvinden dreve Fartøiet mod Revlerne, og snart sad det fast i Sandgrunden. Det var umuligt at faae Hjelp derude, men i deres Ulykke var det et Held, at de strandede lige ud for »Baaken«, der ikke blot er Sømærke, men Tilflugt for dem, som naae Seesand, og der ikke skylles bort af de rullende Søer. Oppe i den kugleformige Bygning er et Slags Værelse, hvori er henlagt en Tønde med ferskt Vand, nogle Skibs-Tvebakker og en Flaske Brændeviin, saa at de Strandede her for et Par Dage kunne friste Livet, indtil Havet lægger sig og man fra Øerne kan bringe Hjelp.

136

Mod Aften troede man at see et gult Tørklæde flaggre som Tegn fra Baaken; det strandede Skib, kastet paa Siden, deelt i to Stykker og fast i Sandet, laa i Skum og Brænding, intet Menneske syntes mere ombord. Det var Skibet »Kalverstreet«, kaldet op efter Amsterdams første Gade.

Oppe i Bjælkekammeret sad tre Frelste, ja vi kunne sige fire, for ogsaa Skibshunden var reddet; den krøb hen i en Krog, og uden at ryste sin vaade Pels, lagde den sig og saae med de store, skikkelige Øine paa den gamle Styrmand, der strax gik hen til de henstillede Skibstvebakker, brød et Stykke af, tog en Slurk Brændeviin og overlod de to Andre at følge sit Exempel. Hunden blev ikke glemt, han fik en halv Tvebak; derpaa foldede den gamle Karl sine Hænder og takkede vor Herre for at de havde beholdt Livet. Det næste, han havde at gjøre, var at trække sine Støvler af, hælde Vandet ud, klæde sig ganske nøgen, vride Vandet af hvert Stykke, han havde baaret, og derpaa, ligesom det var, tage det paa igjen; Matrosen gjorde ligesom han, men den tredie Person, der var i en sort, snever Klædning, og med et stort graat Slag over sig, løsnede kun dette, heldte Vandet af Støvlerne, og gik saa til Taaren og Skibstvebakkerne.

»Gjør som vi,« sagde Matrosen, »saa tørrer hun bedre.«

Men den blege, tynde Mand, som de vaade Klæder gjorde endnu mere tynd, rystede med Hovedet.

»Jeg er bange, jeg forkjøler mig!« sagde han; »nu er jeg varm, deilig varm, og jeg bliver det mere endnu ved en Slurk til.«

»Ja, men kun een!« sagde Styrmanden, »vi kunne blive nødte til at ligge her for Anker i flere Dage, og I seer Alt, hvad vi have at leve af. Smøg Tøiet af, som vi, og klem det tørt!«

Den blege Mand rystede med Hovedet; der gik et Kuldegys gjennem ham, men han var deilig varm, sagde han. Hvad var Aarsagen til at han vægrede sig? Deri laa et characteristisk Træk, paa hvilket vi maaskee kunne kjende ham igjen fra gamle Tider. Der er et Eventyr om en Konge, som led af en svær dødelig Sygdom og kun kunde blive helbredet ved at iføres den Skjorte, som havde været brugt og baaret af En, som ansaae sig for at være fuldkommen lykkelig. Man søgte overalt, men der var Ingen at finde; tilsidst traf man en Hyrde; han sang og jublede, han var fuldkommen lykkelig, 137 Intet savnede han, Intet ønskede han; og nu bad man om hans Skjorte til Kongen, men han havde ingen, den fuldkommen Lykkeligste havde ingen Skjorte! - Og i dette Capitel lignede vor Strandede aldeles den fuldkommen Lykkelige, derfor var det, at han ikke vilde tage den af og vride den, ikke lægge sine Klæder, saa at man skulde see, hvad han manglede; det vaade Tøi, Støvler og Sokker undtagne, tørrede altsaa paa Kroppen.

Ingen af de Tre, som sad i »Baaken«, havde Lyst til at tale; trætte og udmattede af den Nød og Kamp, de havde prøvet, kastede de sig Hver i sin Krog. Skibshunden Nieble laa i det fjerde Hjørne. Gulvet flød med Vand fra Klæderne og fra Brændingerne, som sprøitede mod Lugen. »Der er i Universet,« siger Walter Scott, »to Ting, som vanskeligt finde deres Lige, Solen paa Himmelen og Nordsøen paa Jorden.« Denne ulignelige Herlighed kjendte disse nu altfor godt, og under dens evig rullende Torden bøiede de Hovedet og sov.

Da Stormen havde lagt sig, vovede ved Høivande nogle Fiskere at lægge ud til »Baaken« og bjerge de Strandede. Styrmanden og Matrosen kom i Huset hos Kommandoren; den blege, magre Mand, noget over fyrgetyve Aar syntes han at være, og efter Dialecten en Sydtydsker, kom til Moritz i Præstegaarden.

»Undskyld min noget usle Skikkelse!« sagde han med en under Omstændighederne forunderlig Livlighed; »jeg reiser altid med de daarligste Klæder, jeg har, de gode komme i Kufferten! »Reen og anstændig«, det er mit Valgsprog.«

Hedevig stod allerede med en gammel Slobrok af Broderens og aabnede et Kammer for den ny Gjæst.

»Jeg vilde for min Sundheds Skyld til Föhr,« sagde han, »tage nogle Søbade, jeg har faaet dem nu fra Grunden.«

»De har beholdt Livet, vor Herre være lovet! Hvil Dem nu ret ud hos os, og skriv saa snart til Deres Familie, at de ikke skulle være i Angst for Dem. Hvad kan man ikke lide! hvad kan man ikke tænke!« Og Hedevig sukkede dybt, hun tænkte paa Elisabeth.

Opvarmet og udhvilet, styrket ved Mad og Drikke, fortalte Manden, at han var en ungarsk Skuespiller af et betydeligt Navn; det var Moritz, han meddelede sig til og forsikkrede, at han især i Stæderne Comorn og Gran havde gjort Furore som Max i Wallenstein, men at en altfor stor Interesse for en høi Dame havde bragt 138 hans Pligtfølelse i Collision med hans Lykke, og at han havde opgivet den. »I Petersborg«, vedblev han »gav jeg dramatiske Oplæsninger til Forbauselse, men jeg kunde ikke holde det haarde Klima ud, og saa gik jeg til Norge. Der, hvor man ikke havde seet en Laroche, en Löwe, en Anschütz spille, ikke kjendte disse Heroer fra Burgtheatret i Wien, bleve mine sceniske Forestillinger en ny Aabenbarelse i Kunstens Rige. Alle sad grebne! Der var en ung Pige, Stella hed hun, en Stella var hun!« han saae mod Loftet,- »mit Spil fortryllede hende, hun elskede mig og blev forskudt af Familien. Vi bleve viede, - og nu kom Kabalen i Theatret; der optraadte et Parti, som peb, jeg siger Dem, peb! Men hele det dannede Norge trak Støvlerne af i Theatret og pryglede Piberne ud. Det var min Seier! - saa forlod jeg Landet. Da var det paa Hjemreisen over en af de danske smaa Øer, at min Stella fødte en Datter; saa uventet kom den lille Engel, at vi fra Landeveien maatte tye ind paa en Herregaard. Moder og Barn bleve her pleiede og hædrede, men Stellas Hjerte brast;« - han tørrede Øinene med Pegefingeren, gjorde et lille Ophold og vedblev da: »man beholdt den Lille, thi hun var, jeg vil ikke sige mit, men Moderens udtrykte Billede; hun opdrages nu med de unge Grever og kan være omtrent fjorten Aar; engang træder hun rimeligviis som Hustru ind i den høie, dannede Kreds, hvori hun lever. De unge Grever ere excellente Mennesker, de tilbede hende; men jeg seer hende ikke, jeg træder ikke for hendes Øine før jeg kan gjøre det værdig hendes Omgivelse. Der er Noget, Hr. Pastor, man kalder ædel Skam, og den føler den værdige Fattige, han, hvem Tilfældet, Øieblikket stiller paa Prøvens mørke Trin i Livet.«

Moritz saae stivt paa ham og udbrød: »jeg har hørt en anden Historie, som ligner denne meget, naar jeg undtager Slutningen; i den var det en ulykkelig Liremand og hans Kone, som fødte sit Barn i en gammel, faldefærdig Gaard; der opholdt sig ved et Tilfælde nogle unge, adelige Venner, de toge sig af Barnet, og da der siden oppe paa Gaarden blev Forhør over Liremanden, kom det i Huus hos en gammel Baronesse. Jeg var selv tilstede, jeg var Gjæst, og De var ogsaa tilstede. De var Liremanden!«

»Ja, saa seer De, at min Historie er rigtig,« sagde uden al Forlegenhed Manden, idet han var saa vant til at »gruppere« sine 139 Begivenheder, at naar han havde fortalt dem, syntes han ogsaa, at de vare sande eller fortjente at være det.

Styrmanden og Matrosen, som Begge vare optagne hos Kommandorens, vare Föhringer; Fartøiet, uagtet det bar et hollandsk Navn, hørte hjemme her, ligesom Skibshunden Nieble, opkaldt efter sin Fødeby Nieblum paa Föhr.

»Jeg har da Brev til Dem, Kommander!« sagde Matrosen; »det er bleven noget vaadt i Lommen og bedærvet om Kanterne, men det lader sig vel læse; nær havde jeg ikke bragt det, men Kommandoren seer, jeg havde da været lovlig undskyldt!«

»Fra hvem har Du Brev, Nickels? fra van Groote i Haarlem

»Nei, fra hans Sønnesøn! jeg kan tænke, at han ikke var blevet glad, om det var forkommet med mig.«

»Fra Elimar!« udbrød Kommandoren.

»Ja!« svarede Matrosen; »han vilde nok gjerne have de Papirer, han skriver om. Nu ere de brugelige.«

»De ere sendte paa anden Vei,« sagde Kommandoren og kunde ikke tilbageholde et dybt Suk. Den inderligste Sorg stod i den gamle Mands Ansigt.

»Hvorfra har han vidst det tidligere?« spurgte Matrosen med et polisk Smil, der ikke syntes at passe her. »Vi have havt en hurtig Reise derovre fra; men hvad kan alt det hjelpe mod det sidste Stød, vi fik?«

»Fortæl mig Alt, hvad Du veed om den Ulykkelige!« sagde Kommandoren.

»Saa meget ulykkelig kan man da ikke kalde ham,« svarede Matrosen; »den Gallei vilde han jo dog komme paa, seent eller tidligt; det følger altid efter.«

»Fy!« sagde Kommandoren; »kan Du tale saaledes til mig i mit Huus og i en saadan Sorgens Time.«

Matrosen saae paa ham. »Det er jo et godt Parti, som man siger; hvorfor skulde han da ikke tage hende, selv om hun kan være Moder til ham? Vilde Kommandoren ikke have gjort det samme?«

»Om Hvem taler Du?« spurgte Kommandoren.

»Om Elimar Levsen, Jeres Sønnesøn!« svarede Nickels; »han gifter Enken derovre og faaer eget Fartøi at føre; det staaer vel Alt i Brevet.«

140

»Du er forstyrret i Dit Hoved!« sagde Kommandoren. »Du har endnu ikke forvundet hvad Du har døiet derude, det rapler for Dig. Ja, ja, ogsaa paa Landjorden kan man prøve Søer, der slaae Hjernen itu paa os!«

»Elimar Levsen har gjort Lykke hos Enken,« sagde Nickels. »Det er ikke saa utroligt! raskt Væsen har han, godt seer han ud, og det holde Fruentimmerne af; og saa har den rige Enke, hvem han foer for i Amerika, gjort ham fra Styrmand til hendes egen Capitain. Jeg talte jo selv med ham derovre; Forlovelsen var lige glattet af, da jeg skulde hjem, og saa skrev han Brevet, jeg har her, og som han gav mig med, for han vidstejeg vilde lige fra Holland stikke her hjem med en af vore Föhringere.«

»Elimar er jo i Kjøbenhavn!« sagde Kommandoren. »Veed Du det ikke? I Bolt og Jern er han der!«

»Hvor skulde han komme der?« sagde Nickels og satte det mest forundrede Ansigt op. »Da maa jeg jo være et underligt Kyllingehoved! men det er jeg ikke, og her er Brevet, hans egen Skjønskrift, vaadt i Kanterne, men dog det Tørreste i hele Brevtasken.«

Den gamle Mand greb det, hans Haand rystede, det var Elimars Skrift. Han aabnede det, og bredte det ud paa Bordet, thi det var skilt ad i Sammenlægningen.

»Det er noget læk i Delene!« sagde Nickels.

Kommandoren læste, begyndte at vakle, satte sig, stod op igjen, gik til Skuffen, hvori Skrivelsen laa fra Landfogeden i Wyk; jo, der stod tydeligt i den, at Elimar var kommet til Kjøbenhavn, at han var en fangen Mand, en Forbryder, at han havde dræbt Understyrmanden paa det Fartøi, han var paa! Men nu dette, rigtignok ældre daterede Brev fra Amerika, som Nickels bragte! Det var Elimars Skrift og Alt deri var Glæde og Lystighed; han fortalte om heldige Reiser, han havde gjort, om den rige Enke, han derovre havde faret for, at hun fandt Behag i hans Person, at de skulde giftes, at han var overordentlig glad og lykkelig, og udbad sig Døbeseddelen og sine Papirer tilsendte før Brylluppet. I en Efterskrift var tilføiet en Hilsen til hans lille Kjæreste Elisabeth, som han ikke kunde gaae og vente paa, men som han lovede at ægte, naar han engang blev Enkemand.

»Han har Ingen dræbt!« sagde den gamle Mand, og sank grædende tilbage i Stolen.

141

Madam Levsens Glæde og Lyksalighed var uendelig stor; hun kyssede Nickels, løb over til Moritz og Hedevig, lo og græd. Men deres første, stadige Tanke var dog Elisabeth; hvad var der blevet af hende, hvor var hun kommet hen? Moritz havde alt et Par Breve færdige, som han vilde sende til de forskjellige Overfartssteder, hvor han troede, hun maatte være bleven standset, da hun var uden Pas; dernæst et Brev til Etatsraad Heimeran, for at han i Kjøbenhavn kunde søge Oplysning om hende, dersom hun var naaet dertil. Ikke engang til Hedevig havde han sagt et Ord om, at den Strandede, de havde som Gjæst, var Elisabeths Fader; denne selv fik ikke at vide, at hans Barn endnu igaar Morges havde været i dette Huus, at man for hende var her i Sorg og Angst; det var unødvendigt at fortælle, og hverken til Gavn eller Glæde.

Nu kom Kommandoren, men ikke saa fornøiet som hans Kone; hun var i sin Henrykkelse og Glæde strax løbet derover. Kommandoren havde ogsaa øieblikkelig været glad, men snart var den sørgelige og rimelige Tanke opstaaet: »Alt var godt og vel, da dette Brev blev skrevet, saaledes stode Sagerne dengang, men kan det Onde ikke senere være skeet, ja maaskee samme Dag, Nickels seilede bort med Brevet? Partiet kan være gaaet overstyr, Elimar kan have gjort en gal Streg, opgivet Alt, være gaaet paa et andet Fartøi, Alt kan være passeret som vi frygte og maae frygte. Der er jo skrevet nøiagtigt derom fra Politiet i Kjøbenhavn. Det er Galskab at være glad og troe og tænke paa en saa utrolig Lykke!«

Madame Levsen blev bleg af Skræk, da hun hørte den Mening; hun vred sine Hænder og var ligesaa hurtig til igjen at frygte det Værste, som hun havde været det til at gribe Lykkebuddet, der bragtes.

Moritz maatte give Kommandoren Ret, men et Haab havde de dog, sagde han, et Haab, der ikke burde opgives. Han aabnede igjen Brevet til Etatsraad Heimeran, tilføiede Efterretningen om Elimars Brev, om Nickels Meddelelser, og bad Etatsraaden, paa det Indstændigste, at søge Oplysning om Fangen, og, naar han fik den, da uopholdelig at skrive dero m. Jap-Lidt-Piders, som var kommet fra Dagebüll, sagde, at Elisabeth rigtigt var taget med ham over, men var slet ikke kommet til Værtshuset; Ingen derovre havde seet noget til hende; hun maatte strax være gaaet videre fort.

142

Vi ville see, hvor vidt hun var. Hun seilede netop da i store Belt, ud for Langeland, omtrent paa samme Sted, hvor vi den Aften, hun fødtes, saae Moritz med de unge, adelige Manuducenter i aaben Baad styre til Fyen. Ogsaa nu var Vinden imod, Skipperen maatte krydse, og først næste Eftermiddag naaede han Karrebæksminde, hvor Elisabeth steg iland, for derfra at vandre til Kjøbenhavn og søge Kongen og Elimar.

Ende paa anden Deel.

143

Tredie Deel

144

        

145

I. Enkefruen.

Elisabeth var kommet i Land ved Karrebæksminde*. Skipper Thømming havde vist hende, hvad Vei hun skulde gaae til Nestved og raadet hende, at overnatte der, for næste Morgen tidligt, der just var en af de Dage, paa hvilke Dagvognen gik til Kjøbenhavn, at tage med denne; hun vilde da for nogle faa Penge endnu før Aften naae til Kjøbenhavn; dette var den sikkreste og mest tilraadelige Maade at komme derind paa. I Nestved skulde hun boe hos Viinhandleren paa Hjørnet af Helligaandsgaden og Katekismusstrædet, her var et godt Vertshuus og herfra kjørte just Dagvognen; Alt vilde gaae af sig selv, tilføiede han. Ikke uden Vemod sagde hun Farvel til den skikkelige Skipper og begav sig henad Skovveien til Nestved.

Det var i October, Skoven stod usædvanlig silde endnu med tæt, broget Løv; Luften var efter Stormen saa klar og høi. Det var de store Træer, den hele Skovnatur i sin synkende Pragt, saa fremmed og dog saa kjendt, der greb hendes rent poetiske Gemyt; der var noget Kirkeligt i Skoven og Solen skinnede som et Guds Ord, en Guds Prædiken derind. Det var ikke den korteste Vei, hun gik, men hun vidste det ikke, mærkede det ikke. Pludseligt hørte hun Orgeltoner, de løde ind i Skoven til hende; hun var ved det gamle Herlufsholm; nogle af Disciplene fra Skolen legede paa den grønne Plads foran den gamle, røde Gaard. Solen skinnede, Orgelet klang, her saae saa hjemligt og godt ud; en af Drengene hilsede hende saa venligt, saa bekjendt, og det gjorde hende godt; hun vovede at spørge ham om Veien til Nestved, og han viste hende Stien langs *

. 146 med Aaen forbi Vandmøllen, hvor Birgitte Gjøe har boet, men hvor nu den fromme, ridderlige Frues Stadsestue er forvandlet til Svinesti.

Snart saae hun for sig Byen under den store Sandbanke, der er i Høide med Kirketaarnet; hun fandt Vertshuset og fik sig der et lille Kammer; Brød havde hun kjøbt sig paa Gaden hos Bageren, det spiste hun og drak Vand til, for ikke at faae for stor Regning. Elimar var hendes stadige Tanke, ham skulde hun snart see, maaskee allerede imorgen Aften, men hvorledes kom hun til ham? Hvad maatte han ikke lide! Og hun tænkte paa sine Pleieforældre, som hun havde gjort den bittre Sorg at gaae bort fra, uden at sige Farvel, det hun ikke kunde, det de ikke vilde have tilladt hende! Og hvad vilde Monarken sige? Vilde hun hos ham have Mod til at tale, at bede? Jeg vil græde for hans Fødder, tænkte hun, og han vil læse den gamle Bedstemoders Brev og røres ved al den Nød! Taarerne trillede Elisabeth ned ad Kinderne. Da lød ude fra Gaden Musik; det var Trompeterne, som blæste Tappenstreg; hendes Tanker vendte sig derud, og hun blev lettere i Sindet, stille læste hun sin Aftenbøn og sov.

I Morgenstunden blev hun vakt af Pigen, der sagde hende, at nu maatte hun op, vilde hun med Dagvognen. Nede i Gaarden holdt to store firesædige Vogne; endeel Madammer og Herrer, alle fine Folk, syntes Elisabeth, steg op, det var skrækkeligt høit i Veiret; hun fik en Midt-Plads, Kudsken blæste og rask gik det gjennem Gaderne, hvor Folk rundt om kom til Vinduerne; der var en Nikken og en Hilsen, en Raaben til og fra; det gik just raskt, men kun ud af Byen, da inderligt langsomt. Det var Dagvognskjørsel; Dagvognsconversationen begyndte, Dagvognsbekjendtskab blev gjort. Alle vare, som sagt, fine Folk.

Himlen var med Skyer, det blæste stærkt; men i den danske Tilfredshed, hvad Climatet angaaer, trøstede man sig indbyrdes med, at man maatte være glad for den Blæst, thi ellers havde man Skylregn. To Madammer fortalte hinanden de frygteligste Historier om Dagvognen; den var væltet Dagen forud, den havde engang ifjor kjørt et Barn over; man kunde vente Alting; og nu kom de til at tale om Elendighed, og det gik fra Dagvognen til en Luftballon, der var styrtet ned ovre i England.

147

Der var en halvgammel Mand, som talte Æsthetisk og blev deri drevet frem af en ung Student, der syntes Kløgten selv. »Jeg siger som Shakspeare: no, no,« sagde den Gamle, - for han kunde citere.

»Hvor siger Shakspeare det?« spurgte Studenten.

»Det siger han mange Steder. Det er en meget bekjendt Replik!«

»Ja, saa siger han vel noget mere?« sagde Studenten.

»Saa, troer De det?« svarede den Gamle, og saa var han stødt.

En Madamme talte idelig kun om Madlavning og om hvad de nu turde skrive i Aviserne.

En gammel og sygelig Herre sad med sin ganske unge Kone, og en Ven, han traf her paa Vognen, billigede hans Giftermaal og talte meget trøsteligt for Ægteparret, sagde, at det var fornuftigt, han havde taget en Kone, som var ung og rask og kunde pleie ham i hans Alderdom og Sygelighed, og som han kunde efterlade Midler, saa hun efter hans Død vilde faae det velsignet. Den unge Kone sværmede for to Ting: sin gamle Mand, hvis Fingre hun sad og legede med, og for at komme paa Comedie i Kjøbenhavn; hendes Tidsregning havde altid været efter, naar Theatret aabnedes og naar det lukkedes; læste hun i Aviserne, at nu vare Logerne til Salg for den kommende Saison, det var for hende som for os at læse: nu har Storken vist sig, eller at der allerede var kommet modne Jordbær. Dagvogns-Selskabet blev indbyrdes mere og mere bekjendt, og snart var det opdaget, at Elisabeth var »en Fremmed fra Holsteen,« som de sagde, og at hun var ganske alene; hvor Halligeme laae, vidste Ingen, ikke engang Studenten; han mente, at det var en gal Udtale af Navnet, thi ellers kjendte han det. Halliger gjorde han til Haligoland, og saa var det snart Helgoland. Elisabeth rystede med Hovedet, men indlod sig ikke videre paa Forklaring. Og saa kjørte de over det høitliggende, bakkede Hedeland med den vide Udsigt, forbi Qisselfeldt og Bregentveds Skove. Hun saae dem ikke i deres Friskhed, saae ikke ind i denne Sommer-Skov-Ensomhed, hvor Vildtet springer i det høie Græs, hvor Storken gaaer i Enge; hun saae den døende Natur, saae den i sit Fald, saae den fra Dagvognen, og dog som en deilig Musik greb den uendeligt hendes Sjæl under al den tomme Snakken. Endelig naaede de Kjøge; den sygelige Mand viste paa hele Touren den største Lyst til at sige Elisabeth 148 Besked om Egne og Huse, om Alting, men hun forstod ham ikke, saa særegne vare Mærkelighederne, han udpegede. »Det er nu røde Huus!« sagde han om et Huus paa Veien, de kom forbi. I Kjøge pegede han paa et andet Huus; »der boer min Svoger!« Men Elisabeth vendte sig til den modsatte Side, der laa Kirken; en lav Muur skilte den fra Gaden, og op ad Kirkens Muur voxte et heelt Tæppe af Evighedsgrønt; det mindede hende om den gamle Frues Gaard i Fyen; siden Elisabeth som Barn var der, havde hun ikke seet et sligt Grønt. Det fattige Kjøge havde saaledes den smukkeste ErindringsBlomst at fremvise. Efterat have passeret Byen, kommer man til Værtshuset; her ved Ombytning af Vognen fik Elisabeth Plads ved de to Madammer, som talte om Dagvogns-Ulykker; de maatte vide, hvem den lille »Holstenske« var, og med barnlig Uerfarenhed fortalte hun sin Reises Hensigt og at det var første Gang, hun kom til Kjøbenhavn, og at hun slet Ingen kjendte. Og nu havde begge Madammerne, den Ene var da Enkefrue, en ny, sand Ulykke, som de kunde regne med til Dagvogns-Ulykker.

»Men hvem vil De søge til, naar De kommer ind i Byen?« spurgte Enkefruen.

Elisabeth nævnede Etatsraad Heimeran, som hun ikke kjendte, men som kjendte hendes Pleiefader. Etatsraaden var næst Kongen hendes Haab og Støtte.

»Ja, men hvor finder De Etatsraaden iaften? Kjøbenhavn er en stor vildsom By med fæle Mennesker! saadan et stakkels ungt Barn, som De, kan ikke gaae alene paa Gaden; der er de ækleste unge Mennesker! Ak det er skrækkeligt!«

Og hun gjorde Elisabeth endnu mere angst.

»Jeg veed ikke, hvad jeg skal finde paa med hende!« sagde Enkefruen.

De nærmede sig Kjøbenhavn; det var, som vi veed, i October, det var Flyttedag, vaadt og graat. Der er til enhver Aarstid noget Trykkende ved at komme fra Landet ind i en Fæstning, som Kjøbenhavn er, at kjøre for første Gang igjennem snevre, mørke Befæstningsværker, over smalle Broer ind ad en lang tunnelartet Port under Volden, ind i de snevre Gader med høie Huse paa begge Sider; og det gjorde Elisabeth nu ved Efteraarstid, i Regn og Rusk, paa aaben Vogn, lige i 149 Mørkningen, om Aftenen paa en Flyttedag. I andre Lande kjender man ikke denne Dag, der hos os indtræffer en Gang om Foraaret og en Gang om Efteraaret, da de Familier, som skifte Bopæl, drage med Alt, hvad de have, fra det Sted, hvor de vare, og ind i det nye Hjem. Her er en Rumsteren, et Roderi, som vel kan være ret artigt for en Genremaler at studere, men for Vedkommende ikke er saa lysteligt. Den Fremmede, som ikke kjender en kjøbenhavnsk Flyttedag, og paa denne kommer ind i Byen, vil troe at være traadt ind i en Gade, hvor Qvarteret i Nærheden staaer i Lyslue, og at det er derfor, alle Mennesker paa Vogne og paa Børe slæbe afsted med Dyner og Meubler for at frelse. Hele Gader ligge opdyngede med Straae og Skarn, med Alt, hvad der ikke er værdt at gjemme paa; man seer en uendelig Mødding. Hvilket Billed paa Forgængelighed! Der hviler en skrækkelig gammel Silkehat, som engang vakte Misundelse i hele Nabolauget og sad dog paa et stygt Hoved; her ligger en graa Handske, engang var den hvid, Brudgommen bar den sin Bryllupsdag. I dette Chaos kjørte Elisabeth. Hun følte sig som trykket sammen, forkuet og angst. I Vertshuusgaarden, hvor Dagvognen holdt, stege de Alle af; de Fleste fandt Bekjendtere, som ventede paa dem; der var megen Glæde og Snakken, Eftersyn med Kufferter, Trængsel og Droskekjørsel. Elisabeth følte sig saa forladt, som aldrig før; med sin lille Byldt stod hun og vidste hverken frem eller tilbage. Enkefruen søgte ogsaa efter Nogen; med Eet skreg hun: »Sanne!« og en ganske lille Pige, spinkel og skiden, Haarene hang hende i Tjavser om Ansigtet, borede sig frem, kyssede Enkefruen paa Haanden og tog en Æske, der havde staaet paa Skjødet hele Dagvognstouren. Den Lille snakkede i Eet væk, vendte og dreiede sig, borede sig frem i Mængden og skreg med fin Stemme paa en Landsoldat, der skulde bære Kufferten. Enkefruen nikkede til Elisabeth, saae derpaa endnu engang paa hende og vilde til at gaae. Da greb Elisabeth i Angst fat i hendes Kaabe og spurgte, idet Taarerne løb hende ned over Kinderne: »O Herre Gud, hvor gaaer jeg hen?«

»Stakkels Barn!« sagde Enkefruen; »det er næsten bælmørkt; kom da med mig! for en Nat eller to faaer jeg vel Plads til Dem; De kunde komme i slemme Hænder, stakkels Barn! det er en farlig By og her er mange onde Mennesker!« Landsoldaten gik med 150 Kufferten paa Ryggen, Sanne løb med Æsken foran. »Vi skulle i Laxegaden«, sagde Enkefruen, »den Gade har De vel hørt nævne? den ligger paa et godt Strøg, mellem Børsen og Theatret; det er i den Gade, Fanden for et Par Aar siden viste sig, som der blev talt saa meget om og som Politiet aldrig kom efter.«

I Regn og Rusk, i al Flyttedags-Dyndet vandrede de afsted. De mange Mennesker paa Gaden, denne Travlhed, Alt havde noget ængstende for Elisabeth; »saa Mange rundtom og ikke en Eneste kjender mig eller bryder sig om mig!« det var en Tanke, som paatrængte sig. Endelig vare de i Laxegaden, der saae ud som de andre Gader med Halm og Skarndynger; en Kobbersmed stod med sine tre Drenge og hamrede Slag i Slag paa en stor Kjedel nærved Huset, hvor de stege ind og op af de mange Trapper, vistnok flere end der var i Kirketaarnet paa Oland. Stuen, de traadte ind i, laa temmelig i Uorden, det Hele her svarede ikke ganske til de fine Klæder, Fruen havde paa i daarligt Veir paa Dagvognen. Alt laa kastet omkring; Sanne løb gesvindt ud at gjøre Ild paa og kom saa at faae Penge til Brænde, Fløde og til Punschextract.

»Et lille ukonfirmeret Skind er det,« sagde Fruen; »Sanne kommer Morgen og Aften og passer mig; den Andenjeg havde, var en slet Person, som jeg maatte lade løbe. Siden skal De see en ung Dame, Adelgunde, en klog, dannet Pige; hun kommer i de bedste Familier, hun hjelper med Pynten, det kan hun mageløst. Hun gjør bestemt engang et Parti i den høiere Stand, hun er egentlig født til at være Prindsesse!«

Elisabeth vidste ikke, hvad hun skulde svare, hun sad forknyt og trykkede Fruens Haand til sin Mund; og nu gav Fruen hende en egen Skuffe med egen Nøgle til, der kunde hun gjemme sit Tøi og de Penge, hun havde, - nogle maatte hun jo have; og saa vilde de for iaften ikke sørge mere, sagde hun; nu kom Adelgunde strax, og saa skulde de hver have et Glas Punsch; imorgen kunde de tænke over, og saa skulde Elisabeth gaae til Etatsraad Heimeran, der maatte tage sig af hende og vilde det nok!

Fruen fik et meget godt Schavl om sig, Bordet blev vel besat, og nu kom Adelgunde, med Silkekaabe og Fløielshat. Hun var neppe tyve Aar, slank Figur, straalende Øine og et ypperligt Snakketøi, og af Profession - Sypige.

151

I Kjøbenhavn ere Sypigerne en egen Classe, og i Regelen høist respektable Piger, - med Undtagelser. Deres Stilling er sædvanlig meget tung og bitterlig. Fortjenesten er saare ringe, og deres Liv ofte et Fængsels-Liv. Fra den tidlige Morgen til ud paa Aftenen maae de i en dem fremmed Familie arbeide ufortrødent og prøve forskjellig Behandling; hos Borgerklassen regnes de i Almindelighed med til Huset, spise endogsaa i Stuen med Familien, eller i Børnenes Sovekammer; hos Folk høiere i Rangen have de en Slags ensom Arrest; de lukkes inde med Sytøiet paa et Kammer og der kommer ikke et levende Væsen til dem, uden, ligesom i Arresten, naar Maden bringes dem. Man har mange Exempler paa, at om endogsaa Fortjenesten her er større end andetsteds, de stakkels Syjomfruer aldeles skye disse Huse; de kunne ikke udholde denne Afsondring fra Alle, denne evige Taushed.

Adelgunde havde for længe siden taget sit Parti, kun at gaae hvor hun morede sig, og det var ikke mange Steder; dog, hun havde det alligevel som Lillierne paa Marken, de staae godt klædte. Familierne, som hun syede hos, vidste hun ypperligt at opfatte fra deres komiske Side, og forstod hjemme med ægte dramatisk Talent at gjengive dem. Hun var inde i alle Forhold, vidste løst og fast fra neden og fra oven.

Enkefruen satte hende strax ind i Elisabeths Historie, og Adelgunde blev saa rørt over sin Venindes Opførsel, at hun faldt hende om Halsen og kaldte hende »sin søde Frue!« Det var ogsaa yndigt, fandt hun, hvad Elisabeth havde giort; naar bare ikke Fyren blev Slave; »det er saa nedrigt!« sagde hun. »Han er da Din Kjæreste? ja, det kan man da godt tænke paa i Din Alder; det gjorde jeg, - det ligger i os! Ah, see, hun bliver rød!« udbrød hun; »det kan jeg lide! Hun er i Grunden ikke ilde, den Smaa, der er noget Fint, noget Klogt! men Kjolen er fra Landet.« Og Adelgunde lo og fortalte sine Historier hele Aftenen; hun vidste uendelig meget. Og der blev drukket Punsch og klinket, og drukket en Skaal, som Fruen hvidskede til Adelgunde, der da lo og kastede sig tilbage i Sophaen. Det var igrunden forunderligt at see de to lystige Qvinder der og den frygtsomme, bedrøvede Elisabeth. Silde kom hun tilsengs; et Spiskammer, som ved en Trævæg var afdelt fra Kjøkkenet, hvorud Døren gik med to udskaarne Hjerter i, blev hendes Sovekammer. Hun 152 læste sin Aftenbøn og takkede vor Herre, at der gaves gode Mennesker, og at hun havde fundet dem i denne store, skrækkelige By.

Det var høit paa Dagen, da der blev kaldt paa hende; hun havde sovet længe. Adelgunde bragte hende selv Kaffe paa Sengen, og da hun saa stod op og saae fra Kjøkkenvinduet ud, var Luften saa klar, Solen skinnede over Nabohusene; et Vindue paa Tagkammeret stod aabent, en lille Fugl i Buur sang derfra saa høit og lystigt, - et godt Varsel for, hvad Dagen vilde bringe. I Hast var hun færdig for strax at gaae til Elimar, see ham, trøste ham, var hendes første Tanke. Men Enkefruen sagde, at det var ikke saaledes at løbe til, der maatte først erholdes Tilladelse hos Politiet; der var meget at gjøre, før man saadan kom ind til Fanger, og det Dødsfanger; hun skulde imidlertid idag høre sig for og saa paa det snareste faae det udvirket, at hun kom til ham. Men Elisabeth maatte strax i Formiddag gaae til Etatsraad Heimeran; Sanne kunde følge hende; de skulde imidlertid først gaae til Urtekræmmeren ligeoverfor, laane Veiviseren og see, hvor Etatsraaden boede. Det var langt ude paa Christianshavn, hans Huus var, - der maatte de ud. Sanne viste Vei gjennem Børsen, for der var noget at see, Boutikker og Gange, to hele lange Gader under Tag; og udenfor laae Fartøier, Side ved Side, alle Arter ligefra de smaa Pæreskuder med Æbler og Potter, til de store Kulskibe. Der var en Trængsel med Vogne og Bærebøre; Piger kom med Torvekurve, Skoledrenge med Bøger, og hele Gaden var i eet Dynd. Amagerpiger og Fiskerkoner raabte, den Ene hæsere end den Anden. Sanne var snart foran snart paa Siden, saa uendelig vever, og hun vidste ogsaa at fortælle. Hendes ældre Søster, sagde hun, havde havt Bryllup med en Mand, hvis Embede var at bære et Blad om; Brylluppet havde staaet hos Forældrene, og Søsteren havde af sit Herskab faaet fem Rigsbankdaler til Brylluppet; for de to var kjøbt en MyrteBouket i botanisk Have, for den maatte Bruden have; og saa var der dandset hele Natten i deres lille Stue, hvor Seng og Dragkiste var sat ud paa Gangen; de havde siddet i Vindueskarmene og faaet Klipfisk og Punsch; og lille Sanne lo over hele sit lille, skidne Ansigt og tabte to Gange Slæberne, som hun havde dandset med og traadt ned; men hun fik dem igjen og saa kom de til Etatsraadens. Jørgen lukkede op, den gamle, skikkelige Jørgen, som Caroline saa tidt havde spøgt med; Elisabeth kjendte ham af Fortællinger fra Hjemmet, ja 153 hun kjendte næsten Meublerne selv, saa ofte havde hun hørt om Alt i dette Huus. Hun sagde, at hun kom fra Halligerne, fra Moritz, og Jørgen satte sit allerbedste Ansigt op, men gav tillige den Besked, at Etatsraaden netop idag var reist ud paa Landet og kom ikke tilbage før om fem, sex Dage. Elisabeth stod forskrækket, var nær ved at briste i Graad, kunde ikke sige et Ord, og da Jørgen saa spurgte, hvor hun boede, var det Sanne, som maatte svare for hende. Og saa gik de hjem igjen. Her sad Adelgunde og læste i en Roman af Johannes Wildt; den var saa spændende, sagde hun, den var noget Andet end dem af Walter Scott, - han forstod sig ikke paa Kjærlighed. løvrigt trøstede hun Elisabeth med, at fem, sex Dage var jo ingen Evighed, og saa kom jo Etatsraaden; hun skulde nok snakke med Enkefruen. Denne hørte ikke med det mest fornøiede Ansigt derpaa, men Adelgunde vidste at tale, sagde, at nu var hun engang den lille Jomfrues Beskytter, og det kunde jo altid blive gjengjeldt.

»Mit Hjerte koster mig meget!« sagde Enkefruen; »det løber altid af med mig! ja, var jeg en rig Kone, saa var det ikke noget, saa kunde jeg ødelægge mig med Fornøielse, det sagde ikke noget! men nu maa jeg tænke videre frem; naa, saa bliv da her til Etatsraaden kommer, men saa maa Du fortælle ham, hvad jeg har gjort, nogen Godtgjørelse maa jeg have.« Og hun kaldte Elisabeth til Siden, bad hende, som Laan foreløbigt at give tre Rigsdaler af dem, hun havde; Enkefruen var i en øieblikkelig Pengeforlegenhed. Hvad Elimar angik, var der talt med Assistenten, og hun vilde erholde Tilladelsen til at see ham, rimeligviis imorgeneftermiddag; den Dag var det ogsaa Audientsdag og saa kunde hun benytte Formiddagen til at forsøge sin Skjæbne hos Kongen; man maatte bruge Tiden!

Altsaa endnu næsten en heel Dag før hun skulde see Elimar! hendes Hjerte bankede i Sorg og Længsel, hendes Hoved var som vilde det gaae itu; men hun maatte jo finde sig i hvad de Andre sagde, det var det ene Rigtige og Mulige. Adelgunde læste høit for hende af »Dødningefingeren«, et af de allerdeiligste Steder, som hun forsikkrede. Der var to Fruer i Besøg om Aftenen og der blev levet høit, rimeligviis for de tre Rigsdaler, Elisabeth havde leveret; men hun fandt ingen Trøst eller Glæde, ikke engang i Enkefruens Kjærlighedshistorie, Intriguen som den kaldtes, den, hvorved hun havde faaet sin salig Mand.

154

Fra sin tidligste Ungdom havde hun elsket ham, men han havde ikke mærket det, for han var Forretnings-Menneske; da kom de i By sammen, det var Helsingør, og der begyndte Intriguen. En Dag, hun var i Kjøbenhavn, læste hun i Aviserne, at en Mand i Slagelse lyste efter sin Hund, som var løbet bort. Da fik hun sin Idee; hun skrev strax uden videre, at Hunden var seet i Kjøbenhavn der og der; og heri var nu ikke et Ord sandt, men indeni Brevet lagde hun et Andet, som hun bad Manden i Slagelse besørge til Helsingør, og det var til ham, hun elskede, og hvem hun nu sagde det reent ud; for det er altid det Bedste! Sit Navn skrev hun ikke, og den Omvei Brevet gjorde, vilde føre ham paa Vildspor, mente hun; ogsaa havde hun skrevet, at dersom han nu, efterat vide hendes Hjertes Tanker, vilde kjende hendes Person, da kunde han Løverdag Middag i Helsingør hos fire forskjellige Piger finde hendes Lighed; den Ene var Klædekræmmerens Datter paa Hjørnet, der kunde han gaae ind og tage Prøver af fint Klæde; den Anden var hos Isenkræmmeren, der kunde han gaae ind at kjøbe smaa Søm; det tredie Sted skulde han gaae ind paa Gangen og spørge efter Nogen, som ikke boede der, og paa det fjerde Sted, det var hos Consulens, kunde han gjøre det samme, og naar han saa havde seet dem alle Fire, kunde han tænke over; han skulde da om Søndagen gaae i Kirken, hvor han vilde finde alle fire Piger i den sidste Kirkestol, og naar de saa gik ud, skulde han tale til den af dem, som mest behagede ham; traf han da den Rette, vilde han modtage en lille Billet, og Forlovelsen var afgjort. Og Brevet kom rigtigt og Alt gik rigtigt. Han gik i alle fire Huse, og om Søndagen i Kirken, og traf den Rette, og saa var det jo gjensidig Kjærlighed! de bleve Mand og Kone, og nu var hun Enkefrue! Og Adelgunde saae med opspilede Øine paa hende, lo og forsikkrede, at det kunde blive den deiligste Roman, naar den blev rigtigt sat sammen; og Fruerne beundrede hvad der var fortalt, og havde ogsaa Historier, der skulde sætte dem lige saa høit i Opfindsomhed og Kjærlighed. Elisabeth vidste tilsidst slet ikke hvad de talte om, hun hensank i sin egen Sorg og dens mørke Tanker. Næste Morgen skulde hun søge Kongen og samme Dag see Elimar, det var den vigtigste Dag i hendes Liv, følte hun; hvorledes vilde den ende? med hvilken Ro og Fortrøstning skulde hun vel imorgen gaae tilsengs? Hun var saa ung, og alt saa gammel i Sorg og Angst!

155

II. I Forgemakket, paa Raadstuen og i Theatretsamt hvad der senere fulgte paa.

Lille Sanne skulde vise Elisabeth ud til Amalienborg, hvor Kong Frederik den Sjette boede, og gav den Dag Audients for Alle og Enhver. Der var saadan en Veverhed i Sanne, saa hverken Haaret eller Slæberne vilde sidde fast; hun havde igjen en Historie: hendes Svoger, som bar Bladet om, det, han havde giftet sig paa, skulde nu have sit eget Navn trykt paa Bladet, som den Ansvarende for hvad der stod deri. Og Elisabeth spurgte, for dog at sige Noget, thi hende var alt det ligegyldigt: »skriver han da Bladet?«

»Han hverken skriver eller læser!« svarede Sanne, »han bærer kun om og er Ansvarendes!«

Nu vare de ved Slottet; der stode Soldater i Kolonnaden og en rødklædt Portner med Sølvstok. Elisabeth neiede ganske dybt og blev staaende; hun ventede at han vilde vise hende bort, men han pegede opad en Gang, hvor der stode Gardere med dragne Sabler; det gjøs i hende; hun gik imidlertid Veien, hun skulde gaae, og standsede i Værelset, hvor Lakaierne sad; hun neiede og neiede igjen, til de med et Smil aabnede Døren for hende og hun stod i Audients-Forgemakket. Her var en grulig Mængde Mennesker, Herrer og Damer; de stode stille, forventningsfulde mellem hverandre; længere fremad gik op og ned flere Herrer i Sølv og Guld, det kunde gjerne være Konger Allesammen; nogle havde ogsaa Stjerne paa Brystet og Allesammen bare de Ordenstegn; de talte meget, men ikke med høi Stemme, bemærkede hun; de saae stolte ud, talte ikke til de Sortklædte, uden det var Præster med Fløiel paa Kraven og Ordenstegn; havde de ikke det, syntes hun, at de ogsaa stode tilovers. Henimod Væggen hang over to Pauker nogle gamle sølvbroderede Faner, det var det eneste Mærkelige herinde. Her altsaa boede Kongen. At han ikke daglig gik med Scepter og Krone, vidste hun; en Slags Forestilling om hans Person havde hun gjort sig efter Portrættet, der hang ved Alteret i Kirken hjemme paa Oland. Hvorledes vilde han høre paa hende, hvorledes vilde Gud føie hendes Tale? hun søgte i Tankerne at ordne den, og havde Ord, syntes hun, 156 der vilde føie sig. I Skaren, hvor hun stod, gik en af de pyntede Kavalerer om, udspurgte Enhver og skrev det op; han kom ogsaa til Elisabeth, vilde vide hendes Navn og hvorfra hun var. Hendes Stemme skjælvede da hun gav ham Svar. Og der gik een Time, der gik to, mange Mennesker kom ind til Kongen og ud igjen, men endnu vare grumme Mange tilbage; en halv Time gik, Officeren vinkede ad Elisabeth; hun var jo saa langveis borte fra; han undte hende at komme ind, og hun traadte hen ved Siden af Døren til det kongelige Værelse, saaledes som hun havde seet de Andre gjøre. Altsaa var da nu Øieblikket! hun lukkede sine Øine, foldede sine Hænder, samlede al sin Tanke. En Lakai kom i det samme, hvidskede til den jourhavende Officeer, denne gik ind til Kongen og kom strax efter tilbage med den Efterretning, at Kongen saae ingen Flere idag. »Giv mig Din Ansøgning,« sagde han til Elisabeth, »jeg skal sørge for at Kongen faaer den.«

»Jeg maa selv tale med ham!« stammede hun; »o min Gud!« og hun var nær ved at segne om.

»Kom paa Mandag,« sagde han, »og Du vil nok komme ind.« Alle gik, Elisabeth maatte ogsaa gaae, i det Øieblik, hun stod saa nær ved Naadens Dør, saa levende havde samlet Alt, hvad hun vilde sige.

Dybt bedrøvet kom hun hjem; men Enkefruen, der kjendte Forgemaksvæsenet, havde forudseet det; i Eftermiddag vilde hun selv gaae med Elisabeth til Synderen, som hun kaldte Elimar. »Jeg vil følge Dig derop paa Raadstuen,« sagde hun, »skjøndt det er et afskyeligt Sted, hvor jeg aldrig har været; men nu har jeg jo engang taget mig af Dig, og saa maa jeg holde det ud.«

De gik til Raad- og Domhuset, det var for Elisabeth en Vei, endnu tungere, endnu mere rystende end den til Kongens Slot; om faa Øieblikke skulde hun altsaa see Elimar, hendes Barndoms Ven, ham, som holdt hende fast i den stigende Flod, ham, hendes: »stadige Tanke!«

Raadhusets høie Kolonner, de store tilgittrede Vinduer, den brede Trappe, hele Bygningens Forskjellighed fra de andre Gaarde der paa Pladsen, bidrog til at forhøie Stemningen; de gik op af brede Trapper, hen ad lange Gange og over et Galleri, hvorfra de saae ned i en stor Sal; Alt var saa stort og forskjelligt fra den Forestilling, 157 Elisabeth havde gjort sig om Veien til et Fængsel; her var ikke mørkt, skummelt og gammelt, som i Edinburghs Fængsel, og dog smaasnakkede Fruen i Eetvæk, at her var rædsomt, at Luften var ganske grulig, at hun havde Zittren i sine Been.

De traadte nu ind i et som Contoir indrettet Værelse; Assessoren lod en Betjent gaae at hente Elimar Levsen. Dødbleghed gik over Elisabeths Pande, hun maatte holde sig til Stolen, det var som om Alt omkring hende dreiede sig rundt. Betjenten kom tilbage med den Fangne, som var iført en Kalmuks Sømandsklædning; han saae dristigt omkring sig, Elisabeth havde gjort et Skridt fremad, men standsede - -

»Nu kunne I tale sammen!« sagde Assessoren.

»Det er ikke ham;« udbrød Elisabeth; »det er ikke Elimar Levsen! ham søger jeg, ham der kjender jeg ikke.«

»Det er Elimar Levsenl«

»Nei, nei! det er ikke denne! jeg søger Elimar ovre fra Oland, Commandorens Sønnesøn, som« - hun kunde ikke udtale: - »har myrdet ....« men sagde: »som er kommet fangen hjem fra Amerika.«

»Det er jo Dig!« sagde Assessoren til den Fangne. »Hedder Du ikke Elimar Levsen

»Det er mit Navn!« svarede han med et eget Smil. »Jeg er Sønnesøn af Commandoren paa Oland

»Nei, det er ikke muligt!« sagde Elisabeth med en forunderlig Heftighed. »Saaledes seer Elimar ikke ud, saaledes kunde han ikke komme til at see ud! Det er ikke de Øine, ikke det Ansigt, slet Intet!«

Assessoren hørte med Opmærksomhed paa Elisabeth, betragtede hende og den Fangne, og en Art Forhør begyndte, hvori Elisabeth naturligt og uskyldigt fortalte om den Sorg, der laa paa de Gamle hjemme, at Madam Levsen havde skrevet Brev til Kongen, og at hun var gaaet med det til Kjøbenhavn og idag havde søgt om Audientsen.

»Saa Kommandoren og Mutter Levsen tage sig det saa forfærdeligt!« sagde den Fangne; »det tænkte jeg nok og det kan de have godt af. De skal huske Jes Jappen

»Jes Jappen!« raabte Elisabeth.

158

Ja, ham var det, Jes Jappen, Tjenestepigens Søn. Han havde virkelig i Amerika lidt Skibbrud, mistet Pas og Papirer og uden nogen bestemt Hensigt, men af et Indfald, kaldt sig Elimar Levsen, da han tog Hyre paa et andet Fartøi; i en Ordstrid havde han med sin Kniv stukket Styrmanden ihjel, og da han i Baand og Jern kom til Kjøbenhavn, var det ham en Fornøielse at tænke, hvilken Forfærdelse de ovre hos Kommandorens vilde faae, naar de hørte at Kjellingeungen, som han kaldte Elimar, var kommet i den Bedrøvelse. Et lille Skub kunde de have godt af derovre, de fik jo nok at vide, at det var Løgn, og saa havde de jo dobbelt Fornøielse!

Alt dette tilstod han uden videre, og da han saae, hvor Elisabeths Øine lyste, hvor hele hendes Ansigt afprægede en indre Lyksalighed, kom det egne Grin om hans Mund og han sagde: »det var syndigt om han tog den rige Enke derovre, naar han har saadan en Kjæreste!«

Elisabeth blev blodrød; den Fangne førtes bort, for senere at tages i et nyt Forhør. Assessoren sagde Elisabeth, at hun muligt endnu engang kunde blive kaldt derop, dog vilde det ikke skee, naar ikke Jes Jappen kom med nye Løgne, hvorved hendes Udsagn maatte hjelpe dem. Han fik derpaa Enkefruens Adresse og da Assessoren gratulerede Elisabeth til det lykkelige Udfald for hende, greb hun hans Haand, kyssede den med en Inderlighed, en Bevægelse, som om et Menneskes Liv var givet hende i denne Time. Deiligt som et Feeslot var hende nu den hele Bygning med Trapper og Gange; hun lo, hun græd, kyssede Enkefruen paa Haanden og paa Kaaben.

»Men Gud bevares, Barn!« sagde Fruen, »det er jo deiligt! det er mageløst! men bliv besindig! lad os bare slippe hjem, komme ud af dette Tyvehul! uh, Luften kommer til at sidde i Klæderne paa os! der er noget ved Raadstue-Luften ligesom ved Hospitals-Luften, den gaaer lige ind i Tøiet!« og hun pustede og hun viftede sig med sit broderede Lommetørklæde.

Elisabeth var glad og lykkelig som aldrig før; hun maatte skrive, strax skrive hjem at det ikke var Elimar, som sad i Baand og Jern, at hun selv var i gode Hænder, hos en velsignet Frue, hun havde truffet paa Dagvognen, at hun om to Dage kunde vente Etatsraaden, der nu var paa Landet, og at hun vilde bede ham hjelpe sig til Oland. Hun huskede nu ogsaa paa, at i Kjøbenhavn var endnu en 159 Bekjendt, den kjære Trine, gift med Skomager Hansen, Trine der engang som Barn havde været ved Theatret og dandset med Vinger paa Ryggen og Pallietter paa Skoene; Elisabeth spurgte Enkefruen, om hun kjendte hende, om hun vidste, hvor hun boede, »om man ikke kunde see efter hende i den Bog, hvori de havde fundet Etatsraadens Bopæl?«

»Han er vist for simpel Skomager til at staae i Veiviseren,« sagde Fruen; »her vrimler af Folk, som hedde Hansen; de fleste flytte hvert Halvaar. De har kun en Syl og en Spanderem og saa en forfærdelig Mængde Børn!«

»Jo vist, hende kan det være!« sagde Adelgunde; »jeg kjender hende; de har ingen Børn og boe omme i Kjelderen; hun er endnu ved Theatret og synger i Chor; hun hedder Trine Hansen; jeg har rigtignok aldrig talt med hende, men hende er det, hun har tjent i Fyen hos Baronessen med Turbannen!«

»Hos den gale Baronesse!« sagde Enkefruen. »Veed Du, hun er kommet fra Fyen for en otte Dage siden, og Dattersønnen med? men han logerer omme i Hotel royal; det er et dejligt Menneske, han seer ud som en Italiener! Du vilde synes godt om ham, Adelgunde

Sanne kom hjem fra Urteboden med et halvt Ark Brevpapir; den lille Lap graat Papir, som Boutikdrengen havde lagt mellem det og Sannes smaa Fingre, var Skyld i, at det kom skinnende hvidt i Huus; Pen og Blæk blev bragt og snart sad Elisabeth ifærd med at bringe alle de sidste store Begivenheder paa Papiret. »Det var syndigt, om han tog den rige Enke derovre, naar han har saadan en Kjæreste!« havde Jes Jappen sagt, det var hans sidste Ord, de kom altid tilbage i Elisabeths Tanke, de laae idetmindste et Øieblik saa mægtige, saa forstyrrende, og i hvor ubetydelige de end vare, havde de dog en Virkning som det fine Haar i Kikkerten, der voxer til Ankertoug og forhindrer, ret at see Gjenstanden, der skal betragtes. Men som sagt, det var kun et Øieblik, alt som hun skrev, lyste det mere og mere i hendes Sjæl; Elimar var jo fri og uskyldig, det Hele havde været som en fæl Drøm; hun tænkte paa de Gamles Glæde og Lyksalighed, naar de fik alt dette at vide og hendes eneste Frygt, - den hun udtalte for Adelgunde og Enkefruen, - var, om bare dette Brev gik sikkert med Posten, om man passede vel paa det og hvor mange 160 Dage det kunde vare førend det korn til Oland. Paa det Sidste vidste de nu ikke at svare, derimod trøstede de særdeles med hvad Sikkerheden angik. »Alle Brevene,« sagde de, »blive paa Posthuset indskrevne i en Bog og saa ere de aldeles sikkre.« Sanne skulde gaae med Brevet, men Elisabeth havde en saadan Frygt for at hun kunde tabe det, eller levere det til Andre end Postmesteren selv, at hun helst selv gik med og bad paa Posthuset, at det maatte gaae sikkert, da det var saa vigtigt; og man lovede hende det ganske bestemt. Nu behøvede hun altsaa ikke at gaae til Kongen, hun havde slet Ingen at søge uden Etatsraad Heimeran og Trine, ja hende maatte hun besøge, den kjærlige, skikkelige Trine. Mon de kunde kjende hinanden igjen?

Med fornøiet Ansigt, glad og usædvanlig snaksom, det Elisabeth ikke før havde været, kom hun med Sanne hjem; og denne Livlighed klædte hende, sagde Adelgunde; »hun kunde med Klæder, som havde Fjong, blive ganske pikant!« og nu blev der leet og talt og drukket Punsch, - og Bestemmelsen var, at imorgen skulde Elisabeth ud med Enkefruen og see lidt af Byen.

Deres Betragtninger paa Vandringen vare just ikke saa dybsindige; vi kunde ved Vandringen maaskee dog ledes til Andre, der, om de heller ikke ere dybsindige, dog tjene til Overgangsbro for hvad her videre er at fortælle. Fiskeri og Tiggeri har noget meget Beslægtet; Fiskeren kan sidde hele Dagen paa samme Plet, vente og vente, tidt for at faae en ussel lille Skalle; Tiggeren sidder ogsaa hele Dagen paa samme Plet, venter og venter paa en lille Skilling; der er den Forskjel, at den Ene kalder det »at more sig,« den Anden »at friste Livet;« den, der morer sig, river tidt den uskyldige Fisk af Krogen, saa dens Mundvig og Øine sønderrives, og er Fisken for lille, kastes den blodig tilbage eller hen i Græsset for at døe der. Tiggeren, idetmindste han, der som Fiskeren sidder paa sin faste Plads, gjør ikke saa blodig Fortræd; men der er en anden Slags, den velklædte, omvandrende, ikke værdige, der ofte flænger Mundvig og Øine i aandelig Betydning. En af disse velklædte, omvandrende -ja det er ikke at skjule, - i hendes Selskab ere vi, i det vi gaae med Enkefruen.

»Du maa gjøre mig en Tjeneste!« sagde hun til Elisabeth, idet de 161 gik. »Her henne i Havnen boer en Mand jeg skal have Penge hos. Gaa op med dette Brev anden Sal tilvenstre, - Kammerraad er han; og spørger han, hvem det er fra, kan Du, for ikke at gjøre lang Forklaring, sige, at det er fra Din Moder. Jeg vil ikke gjerne mundtlig kræve ham, for saa taler han saa ynkeligt og jeg lader mig bevæge; men nu har jeg skrevet, meget faaer jeg vel ikke, og det er haardt, ikke at kunne faae sine egne erhvervede Penge; men tal ikke et Ord om hvad jeg har sagt, ikke et eneste, det vilde genere ham, og det nænner jeg dog ikke.«

Og Elisabeth gik op i Huset med Brevet. Kammerraaden lukkede op, han var i Slobrok, en venlig gammel Mand. Med et noget ynkeligt Ansigt læste han Brevet, rystede med Hovedet, trippede lidt om og sagde: »ja, jeg vilde gjerne, men det er mig umuligt; jeg har i den sidste Tid havt saa store Udgifter, alle Folk strømme ind paa mig! hm! hm! stakkels Kone!« og han gik til sit Chatol, tog en Rigsdalerseddel og gav Elisabeth. »Sig Deres Moder,« sagde han, »at det er Alt hvad jeg for Øieblikket kan!« Og han saae ret venlig paa hende og lukkede hende ud.

Enkefruen, der stod i næste Gadedør, kom frem og spurgte, hvad han havde sagt. Elisabeth fortalte hvert Ord og gav hende Rigsdaleren.

»Er det Alt hvad Du fik?« spurgte Enkefruen; »det er skammeligt! jeg skulde have mange Penge hos den Person og saa giver han mig een Rigsdaler! det er næsten en Fornærmelse! han fortjente, jeg gik op til ham! det maa være i Drukkenskab, han har gjort det; han drikker skal jeg sige Dig! snakkede han ikke over sig? Sagde han ingen Ting, Du syntes var underligt, angaaende at jeg krævede mine Penge?«

Elisabeth gjentog hvert Ord, han havde sagt, og Fruen var rolig; der var ikke noget, som kunde tyde paa, at Manden havde faaet et almindeligt Tiggerbrev.

»Det er en daarlig Person!« sagde Enkefruen. Det Skudsmaal fik den skikkelige, gamle Kammerraad, der tænkte, at den »høisttrængende Enke, som havde kjendt bedre Dage,« i dette Øieblik velsignede ham. »Det er ikke engang til et Par franske Handsker, som jeg trænger saadan til,« sagde Enkefruen; »jeg maa lægge to Mark til for at faae dem.« Og det gjorde hun.

162

De de kom hjem, havde Elisabeth idetmindste seet og været i de fleste Boutiker paa Østergade. »Vi have brugt os!« sagde Enkefruen.

»Og nu skal jeg gjøre hende en Fornøielse,« sagde Adelgunde.

»De har nok intet Theater ovre i Holsteen, paa deres Øer, - Gud!« afbrød hun sig, »det har jeg nu aldrig tænkt paa, at der var Øer ovre ved Holsteen! hvor dog Verden er mærkelig stor! Du skal med mig paa Komedie iaften, jeg har af min Kjæreste faaet to Billetter til Pladslogen i anden Etage. Men vi maa gaae tidligt for at komme paa første Bænk, og Barnet maa pyntes lidt! De laaner hende Deres Schavl, det gamle,« sagde hun til Enkefruen, »og jeg skal sætte hendes Haar.«

Der blev strax begyndt paa det. Elisabeth maatte heelt frem paa Gulvet.

»Hun har ingen Huller i Ørerne!« udbrød Adelgunde; »hun har aldrig baaret Ørenringe! hvor hun er forsømt! Hun maa have min »Stirnkette« paa, det hæver Huden. Ja, men hun er nydelig! hun vil gjøre Lykke; saadant et lille uskyldigt Ansigt klæder godt!«

Og de To gik paa Komedie.

»Vi maae om af den lille Gade der,« sagde Adelgunde; »jeg skal see Lotteri-Nummerne hos Kollektøren, for jeg har en Seddel med tre Mark paa Taljeg har drømt; faaer jeg Ternen, skal Du faae en Present.«

Og de gik forbi Kollektøren, men Tallene vare der ikke. »Dernede i Kjelderen er det, at den Trine Hansen boer, som Du kjender; seer Du Skomagerskildtet og Navnet? ja, nu kan Du ikke løbe derned, det er der ikke Tid til, skal vi paa første Bænk.«

Og hun gik afsted med Elisabeth, som mærkede sig Huset, hvor Collectøren boede, tæt ved Hjørnet. De kom til Theatret netop idet der blev lukket op, og med en egen Færdighed i at bruge Albuerne og støde tilside, førte Adelgunde hende nu i Trængselen ind ad Døre og op ad Trapper og saa sad de paa første Bænk.

Adelgunde kjendte næsten alle Mennesker, især Herrerne, som hun nævnede ved Navn, men mellem disse mange Navne klang kun et Eneste bekjendt for Elisabeth, det var Thorvaldsens. Den gamle kraftige Mand med det venlige Ansigt og det lange, hvide Haar stod dernede, han syntes at see lige op paa hende, hendes Hjerte bankede stærkere, som om det var Kongen, hun saae.

163

Hvorofte havde hun ikke i det sidste Aar hørt Thorvaldsen nævne? Beskrivelsen af hans prægtige Modtagelse havde faaet Taarer i Moritz's Øine. Hernede stod han, her i samme Huus, under samme Tag; hun syntes at alle de Andre rundt om ham kun vare her for at see ham, for at være sammen med ham; men det var ikke Adelgundes Tanker. Musikken begyndte, Teppet rullede op, man gav Vaudevillen »Kjøge Huuskors.« Til Kjøge førtes de hen, den By, Elisabeth for tre Dage siden var kjørt igjennem paa Dagvognen, der hvor hun havde gjort Bekjendtskab med Enkefruen; vel kjendte hun ikke Husene igjen, men hun kjendte de grønne Træer og Havet; ja det var Kjøge! men Huuskorset var ikke den fæle Spøgelse- og Hexehistorie; Elisabeth forstod godt, at den skikkelige Muursvend, der fra sit Stillads udenpaa Huset, ligesom Svalen, saae ind og vidste hvad der skete, var det Overnaturlige, var Huuskorset, der hjalp de Elskende. Det var en heel Historie, saa virkelig og dog ikke ganske som i det Virkelige, for de sang saa meget, men yndigt var det. Under hele Stykket gav Adelgunde Forklaringer.

»Det er Fru Heiberg!« sagde hun; »men det er en daarlig Rolle, hun er i sine egne Klæder og det er saa almindeligt, hvad hun har at sige; men nu kan Du tænke Dig hende i Guld og Silke, og paa Vers; jeg holder egentlig ikke af Vaudeviller!« Det var nu hendes Dom og den var ligesaa kløgtig som de fleste Andres.

De tomme Pladse i Hofparqvettet, de nummererede Pladser i Løve-Rækken, som man kalder den Bænk nærmest Scenen, da den sædvanligviis søges af de kjøbenhavnske Løver, fyldtes, thi nu begyndte det egentlige Skuespil, nemlig Balletten. Mellem de Indtrædende var en ung Mand i rigt Peltsværk; han havde beholdt det paa, det klædte ham. De vel arrangerede Haar vare noget tynde, Skjægget derimod tykt og smukt. »Seer Du ham, der kom?« sagde Adelgunde, »den Smukke, ham i Peltsværket. Det er kostbart Skind! Er han ikke smuk? Seer Du, han seer os! han smiler! see i min Kikkert! han hilser med det ene Øielaag! seer Du, det er min Kjæreste!« Og Adelgunde var rød som et Blod, lo og talte, reiste sig og satte sig, fik Shavlet om Skuldrene og af Skuldrene, der var en Uro og Bevægelighed, som skulde hun træde op i Balletten.

Musikken begyndte igjen, Teppet rullede op, det var »Festen i Albano«. De bløde Melodier, den sydlige Decoration, de italienske 164 Dragter, det hele Liv og Røre paa Scenen var et Sollys i Elisabeths Phantasi. Campagnen laa foran hende med Rom, hun var der selv; de Dandsende stege op ad Bjerget, Børnene med vaiende Faner, hele Bryllupstoget.

»De komme op af et Hul i Gulvet,« sagde Adelgunde. »Seer Du den store Lem lige ned i Kjelderen?«

Men Elisabeth saae Bjerg og Dal, den klare blaa Luft, Kunstnernes Fest; Alt forstod hun, kun ikke, hvorfor de to Pillegrimme bleve til græske Guder; hun spurgte, hvad det var.

»Det er Balletmesteren selv,« sagde Adelgunde\ hun havde Svar til Alt.

Og Musikken bølgede fort, og de brogede Dragter blændede Øiet; Aftenrøden beskinnede Rom, Natten brød frem og Blusset tændtes under jublende Dandse. Og Elisabeth havde under alt dette, som i een Tankesum, Alt hvad hun hjemme havde læst og hørt om det deilige Italien, og Taarerne stode hende i Øinene.

»Det er forbi, kom nu!« hvidskede Adelgunde. Teppet var endnu ikke faldet, men hun drog hende med, Mængden strømmede efter; da de naaede den yderste Udgang, hvor Dørene stode aabne til Gaden, strømmede Regnen ned, det var et afskyeligt Veir, og en Trængsel og et Sammenstød med vaade Paraplyer. Midt i Trængselen stod Herren i den Peltsværks Frakke, han søgte Nogen, det var Adelgunde; hun fulgte efter med Elisabeth, og før denne ret vidste det, vare de alle Tre oppe i en Droske; det var jo særdeles heldigt i dette Veir, og saa kjørte de. Elisabeth vidste hverken det Ene eller det Andet, men da de holdt, vare de ikke udenfor hvor Enkefruen boede.

»Men hvor er det vi ere?« spurgte hun.

»Vi drikke Thee hos min Kjæreste!« sagde Adelgunde; »det er saadan lidt Morskab, som hører til i Kjøbenhavn.«

»Ja, De gjør os den Fornøielse!« sagde Herren ganske venligt, og hun fulgte med; hvor skulde hun gaae hen, og der er jo intet Ondt i at drikke Thee med Forlovede.

I Forværelset sagde Tjeneren, at der var Nogen inde i Stuen, den Herre, som igaar havde spist Frokost hos Baronen, og at han uden videre, da han saae Theemaskinen og det dækkede Bord, var gaaet ind og vilde vente.

165

»Ham! - det gjør ikke noget!« sagde han til Adelgunde, der syntes at ville vende om. »Han er en af mine intimeste Venner; han er ingen Kjøbenhavner, han er en halv Udlænding.«

Foruden Theen blev givet Befaling, ogsaa at bringe Champagne. Døren aabnedes i det samme og en smuk Mand paa maaskee lidt over de tredive Aar, med et ganske italiensk Ansigt, tog leende imod Baronen, thi Adelgundes Ledsager eller om man vil, Forlovede, var ikke ringere end Baron.

Vennen begyndte med en Undskyldning over at være trængt ind, men standsede ... »Damer!« udbrød han, »jeg beder Dig tusinde Gange om Forladelse!«

»Bryd Du Dig ikke om Noget, min Ven!« svarede Baronen; »jeg skal strax præsentere Eder for hverandre. Du skal kjende min nydelige lille Baronesse. Og her er hendes yngre Søster og trofaste Veninde; - præsenteer Du hende!« sagde han til Adelgunde.

Den fremmede, smukke Mand lo, viste de deiligste hvide Tænder og saae med et gjennemtrængende Blik paa Elisabeth, som blev endnu mere forlegen.

»Det er min Ven, Baronen af Montefiascone, est, est, est! og flere Lande,« sagde Baronen. »Han er, som De seer, mine Damer, et overmaade smukt Menneske, og jeg kan tilføie, en stor Kjender af det Skjønne. Og nu skulle vi have Thee og saa er Du morsom, Du lille Trold!« sagde han til Adelgunde og svingede hende rundt.

Adelgunde lo, kastede sig i en Gyngestol og var i samme Nu oppe igjen, hun skulde jo være Huusmoder og skjænke Thee. Under alt dette stod Elisabeth endnu og famlede med sit store Shavl; hun vidste ikke, om hun skulde gaae eller blive.

»De er dog ikke bange for mig?« sagde den Fremmede og saae med de mørke, levende Øine saa stivt og underligt paa hende, at hun slog sine ned; hendes Hjerte følte en Angst, som om dette Menneske vilde gjøre hende noget Ondt.

»Det er jo et yndigt lille Ansigt!« sagde han og tog hendes Haand; uvilkaarligt skreg hun høit og løb hen mod Døren.

Adelgunde saae vred til hende. »Vær dog intet Barn! man skulde troe, Du ikke havde været mellem Mennesker før. Saaledes er nu Kjøbenhavn, Barn!«

»O Gud, jeg er jo ogsaa et Barn!« udbrød Elisabeth; »lad mig 166 komme hjem!« og hun saae med et saa inderligt bedende Udtryk paa Baronen, den af dem alle Tre, hun i dette Øieblik følte mest Tillid til.

»O, Din lille Nar!« sagde han; »Du er jo hjemme, Du er jo hos Din Veninde!« og han lo og nikkede til Adelgunde.

Den Fremmede saae igjen med sit forunderlige Blik paa Elisabeth, der var dødbleg og traadte heelt op til Døren.

»Er det Deres Alvor, at De vil bort?« spurgte han. »De bør have Deres Villie! - men alene kan De ikke gaae, tillad at jeg følger Dem!«

»Nei, nei!« raabte Elisabeth, rev Døren op og løb gjennem Værelset, ned af Trappen, og da hun der ikke vidste Besked, lige ind i et Sandhul, hvor hun faldt i det bløde Sand.

»Hun løber ikke,« sagde Adelgunde; »hun veed ingen Vei, hun er lige fra Landet.«

Den Fremmede, som var bleven tilbage, saae paa Adelgunde, sprang derpaa ud i Forværelset, kastede sin Kappe om sig, tog sin Hat, Alt i stor Hurtighed, og var i Gadedøren ligesaa tidligt som Elisabeth, der ved at komme ind i Sandhullet var blevet sinket nogle Secunder.

»O, lad mig gaae!« bad hun; »gjør mig Intet! jeg er saa angst!«

»Men, mit kjære Barn!« sagde den Fremmede, »jeg vil ikke gjøre Dem noget Ondt! jeg vil hjelpe Dem, jeg vil følge Dem, -jeg har jo ikke sagt et Ord, der kunde forskrække Dem. De veed ingen Vei, De er fra Landet, sagde Deres Veninde deroppe.«

Elisabeth taug og gik raskere, hun vidste ikke selv hvorhen. Den Fremmede fulgte med ved Siden.

»Jeg forsikkrer Dem, at De kan have Tillid til mig!« sagde han igjen, »og er De ganske uskyldig kommet i daarligt Selskab, som jeg troer, saa skal jeg hjelpe Dem og føre Dem hvorhen De vil. Har jeg vist mig lidt for fortrolig, saa vil De indsee eller komme til at indsee, at jeg kan undskyldes og at det fra min Side var ganske naturligt. Giv mig Deres Arm, sig mig, hvorhen jeg skal følge Dem!«

Der laa noget saa godt og ærligt i Stemmen, at et naturligt, uskyldigt Barn, som Elisabeth, maatte troe derpaa; dog tog hun ikke imod hans Arm, men sagde med zittrende Stemme: »vær ikke vred 167 paa mig! jeg veed slet ingen Ting; jeg er ganske fremmed herovre i denne store By. O, hvor de hjemme vilde være bedrøvede for mig, om de vidste, hvorledes jeg har det!«

Og den Fremmede spurgte igjen med Hjertelighed og Deeltagelse, og han fik da at vide, at hun var kommet til Byen for at søge Kongen, at hun Ingen kjendte, at Enkefruen havde ladet hende boe hos sig, og at hun der havde lært at kjende Adelgunde, som havde taget hende med paa Comedie, at de der vare komne i en Vogn, som hun troede vilde kjøre dem hjem, men som derimod havde bragt dem derhen, hvor de nu kom fra.

»Men, mit kjære Barn,« sagde han, »den Enkefrue og den Adelgunde ere aldeles ikke noget godt Selskab. Det er syndigt, at føre Dem derhen! - Men hvad skal jeg gjøre for Dem? Kjender De da slet ingen andre Mennesker?«

»Nei,« sagde Elisabeth, »Ingen uden en Etatsraad ude paa Christianshavn, og ham har jeg aldrig seet og han er ikke hjemme.«

»Ja, saa er det ligesaa godt som slet ikke at kjende ham,« sagde den Fremmede; »hvad skulle vi gjøre? Vi kunne ikke gaae her paa Gaden, det regner jo afskyeligt!«

»Enkefruen er saa god mod mig!« sagde Elisabeth; »det er en skikkelig Kone.«

»Nei, nei!« sagde den Fremmede, »det er hun bestemt ikke, det forstaaer De Dem ikke paa, og det er meget godt! - vidste jeg kun en skikkelig Person, - men jeg er selv saa godt som ganske fremmed; - hvor boer da den Enkefrue? vi maae jo derhen! - og dog, jeg kan ikke bære det over mit Hjerte!«

»Bare jeg havde talt med Trine!« sagde Elisabeth; »hun er god og ærlig -«

»Hvem er Trine?« spurgte han.

»Det er en Skomagerkone, som jeg kjendte da jeg var et lille Barn; hun holdt saa meget af mig; hun boer tæt ved Enkefruens, men jeg har ikke talt med hende her i Byen, ikke engang seet hende.«

»Lad os gaae til Trine!« sagde de Fremmede raskt og med et Udtryk af Humor. »Jeg troer, Skomagerkonen er sikkrere end Enkefruen.«

168

»Ja, ja, jeg takker Dem!« udbrød Elisabeth; »o, hvor jeg er angst! hvad skal der blive af? dersom det nu ikke er Trine, ikke hende, jeg troer! O, Gud hjelpe mig!«

»Jeg følger Dem til Døren, De gaaer derind, og er det feil, saa kom strax tilbage; jeg lover Dem, at jeg skal vente et Qvarteer; kommer De ikke til den Tid, da haaber jeg, De er i gode Hænder! Men veed De Veien, vi skulle gaae?«

»Jeg troer, at jeg veed den, naar jeg først er ved Theatret,« sagde Elisabeth.

Han førte hende derhen, men hun gjenkjendte ikke strax Bygningen, saa mørk, saa ensom laa den nu; istedetfor den Lysmasse, som før straalede ud herfra, skinnede nu kun et mat Skjær fra et Tagvindue, hvor Brandvagten vaagede. Den store Bygning, som for faa Timer siden var det mest levende Sted, hvor Musikken brusede, hvor store Tanker og Ideer rørte sig, var nu tom og spøgelseagtig, et afsjælet Legeme. Elisabeth saae sig rundt om, og ved at see Colonnerne paa Caffehuset her tæt ved, erindrede hun sig Sidegaden, hun skulde nedad for at komme derhen, hvor Trine boede. Her var Lotteriskildtet hendes Leder; hun pegede paa Kjælderen, hvor der var Lys, og sagde paa en inderlig rørende Maade: »Vor Herre velsigne Dem for al Deres Godhed imod mig!«

»Jeg venter et Qvarteer,« sagde han og trykkede hende nogle Penge i Haanden. Hun saae endnu engang paa ham med et Udtryk af Velsignelse og Tak, og foer saa ned ad Trappen i Kjælderen.

Den Fremmede gik langsomt hen til Gadehjørnet, stod stille, gik nogle Skridt frem og tilbage, saae til Kjældertrappen, gik igjen og stod stille; der kom ingen Elisabeth.

»Jeg er ordentligt paa Eventyr!« sagde han til sig selv. »Dette er imidlertid saa uskyldigt, som det kan være. Men hvad gjør jeg, om hun kommer tilbage, om jeg skal være hendes Ridder igjen? det er en ganske egen Situation!«

Og han stod stadigt stille ved Gadehjørnet og fik en Hilsen af Nattevægteren.

169

III. Skomagerens Kjælder.

Naar man tænker paa Trines Sætning: »det er Skinnet, man seer paa! det er Skinnet, Madam!« og husker, hvor strengt hendes Hansen ogsaa tænker i denne Henseende, saa kan man forestille sig, hvilken Overraskelse det var for de to skikkelige Mennesker at see, seent paa Aftenen, en ung Pige med langt Schavl over Skuldrene, »Stirnkette« paa Panden og Haaret vaadt og i Uorden, træde ind af Døren, og i Forvirring og Bevægelse spørge efter Trine fra Fyen, hvor jo Trine ikke havde været i syv Aar.

»Hvem er hun, hvad vil hun?« spurgte Hansen, der sad i sin Kattuns Arbeidstrøie ved Aftensbordet og nu reiste sig halv op; men Elisabeth svarede ham ikke, saae ikke paa ham, hun havde kun Øine for Trine, der renlig og net klædt sad paa den anden Stol.

»Trine! ja det er jo Dig!« raabte Elisabeth. »Kjender Du ikke ogsaa mig, den lille Elisabeth ovre hos Baronessen? Du holdt saa meget af mig, fortalte Historier og sang Viser. Du gav mig en Bog og skrev i den: »til min lille Elisabeth!««

»Ih, du min Gud!« raabte Trine, »hvem er hun dog? Hansen, hvem er det Fruentimmer?«

»Hvad vil hun?« spurgte Hansen. »Hvad er paa Færde?«

»O Trine, jag mig ikke bort!« sagde Elisabeth saa bedende bedrøvet, og rakte begge Hænderne henimod hende; »det er jo Dig, jeg troer det; jeg var jo rigtignok saa lille; Du førte mig hen til Cathrinesen, der gav Du mig Sangbogen, som Du skrev i.«

»Herre min Jesus!« raabte Trine; »er det lille Elisabeth? men hvor kommer Du her og - -« hun vilde have sagt - »seer saaledes ud?« men hun sagde det ikke, hun saae op og ned af hende, paa »Stirnketten,« det lange Schavl og Fødderne, der vare dyndvaade fra Gaden.

»Lad mig blive hos Dig til Etatsraaden kommer hjem!« sagde Elisabeth, »lad mig ikke komme til Enkefruen! jeg er saa bange nu for alle Mennesker, men ikke for Dig; Du var saa god imod mig, jeg husker det, som jeg længe, længe ikke har husket det!«

»Er det virkelig Dig, Elisabeth?« sagde Trine i en Tone, der havde 170 ligesaa megen Tvivl som Tiltro. »Jeg kan ikke ret kjende Dig, og dog troer jeg, det er Dig. Du er saa stor! Du er saa -!« hun standsede i sine Ord og saae tvivlsomt, men med et Udtryk af Deeltagelse.

»Lad mig tale!« sagde Hansen. »Det er en underlig Tid, Jomfruen kommer her paa. Min Kone tænker som jeg og jeg tænker som min Kone; vil De saa sige os i en Hast, hvad der er paa Færde og hvad De vil os?«

»Jeg kommer hjemme fra Præstegaarden,« sagde Elisabeth; »der var et Menneskes Liv, troede vi, det gjaldt om; jeg skulde gaae til Kongen og saa -,« hun standsede.

»Ak, Herre Gud! jeg troer paa hende!« sagde Trine; »det Ansigt kan ikke lyve; jeg troer, i hvor underligt hun seer ud og hvor underligt hun kommer. Sæt Dig, Du stakkels Barn! fortæl os!«

Og Elisabeth fortalte og blev spurgt, og hun svarede og forklarede igjen.

Efterretningen om Elimar, om de gamle Bedsteforældres store Sorg, og endelig hendes Beslutning, selv at gaae til Byen, bevægede Trine dybt.

»Men er det sandt, hvad Du siger?« sagde Hansen; »Trine, er det ikke en Historie, som hun giver os?«

»Nei, nei!« sagde Trine og faldt Elisabeth om Halsen, »det er sandt hvert Ord, hun siger, det stakkels Barn! Det er ligesom i »Alferne«, jeg saa hende som lille Barn og nu kommer hun igjen som voxent Menneske! Men staaer endnu Cavaleren derude? det er over et Qvarteer siden Du kom. - Hansen, kig dog ud, for han har dog vist sig meget honnet, skjøndt han vist er en umoralsk Person.«

Der var gaaet mere end tre Qvarteer. Ingen var at see derude.

Elisabeth maatte beskrive, hvem Fruen var og hvor hun boede.

»Ih, du min Gud, det er hende!« raabte Trine; »det er en Plattenslagerske! hun lever af at skrive Tiggerbreve og faae Folk til at tage Lotterinummere paa broderede Puder. Jomfruen kjender jeg ogsaa. Ih, Du arme Barn! hvor er Du kommet i Hænder? Saa var Cavaleren da den honnetteste! maaskee de ogsaa have forledt ham, og jeg tager det i mig igjen, hvad jeg sagde, at han var en umoralsk Person; man kan aldrig troe paa Skinnet!«

For bedre i den lille Huusholdning at komme ud af det, var Trine igjen gaaet til Theatret, var Choristinde; nu var Standen, sagde hun, 171 høist respectabel, for Alle der vare de honnetteste Folks Børn. De, som synge i Chor, maae hjelpe til i Balletterne; Trine havde denne Aften været Bondekone i »Festen i Albano«, var efter Omklædningen nylig kommet hjem, og sad med sin Mand ved deres tarvelige Aftensbord; endnu senere vilde Elisabeth have fundet dem oppe, thi Hansen læste hver Aften et Stykke høit af en Historiebog, som Pontoppidans Atlas, Kjøbenhavns Beskrivelse, eller gammel dansk Magasin; thi Hansen var, som Trine sagde, dannet over sin Stand. Men denne Aften blev nu ikke læst, der var saa meget at spørge om, saa meget at høre, at Klokken blev tolv før man tænkte paa at faae en Seng lavet paa Stole for Elisabeth.

»Sov Du nu i Guds Navn!« sagde Trine; »det havde jeg rigtignok ikke tænkt paa imorges da jeg stod op, at Du skulde komme her til Natten og jeg høre saadanne Historier. Vor Herre seer dog til os Allesammen naar vi ret ere i Nød!« og hun kyssede Elisabeth og kyssede Hansen. »Han er en god Mand, en dannet mand, mere end Nogen troer, og Du skal komme til at holde af ham, som jeg gjør det!«

Næste Morgen vaagnede Elisabeth ved Hammerslagene paa det udblødte Læder, som Hansen gjorde mygt. I Værkstedet var alt saa net opstillet, Pudsefløite, Syle, Læste og Hysken. Bøgerne stode paa Hylden lige for Glaskuglen, Kanarifuglen skreg og Kaffekoppen dampede. Nu skulde Elisabeth gaae til Enkefruen, hente sin Smule Tøi og tage Afsked der.

»Ih, Du min Skaber! skammer De Dem ikke?« sagde Fruen; »at være borte en heel Nat! hvor har De været? De har jo ført Dem forfærdeligt op, som jeg hører af Jomfruen; ja her kan De ikke blive! Ikke een Time indenfor min Dør, Æren er mig det vigtigste! hvad vilde min salig Mand dømme, saae han op?«

Elisabeth sagde hende, at hun kom for at forlade Huset, og takke for hendes Godhed, og vilde kun hente sit Tøi og sine Penge.

»Det har jeg for mit gode Hjerte!« sagde Fruen, »Utaknemlighed, den er man vis! -ja, tag sit Tøi, tag hvad hendes er, men jeg vil have hvad mit er! hid med Schavlet!« Elisabeth havde det sammenlagt paa Armen. »Hvor har det været? det har faaet Kjælderlugt! -De skal faae Deres, men jeg vil have Mit; fem Rigsdaler ligge her, det er det mindste, jeg kan have for Føde og Ophold fire Døgn, og 172 for Alt, hvad jeg har gjort, - vær saa god! Hver faaer Sit! her er Deres Tøi! Adelgunde har fortalt mig Alt, at De løb bort med den fremmede Herre. De begynder tidligt paa daarlige Veie, Utaknemlige!« Og saa græd Enkefruen, kastede Kaaben om sig og betydede Elisabeth at hun skulde gaae, thi her var ikke Tid og ikke Sted for hende at være; men Fruen kaldte dog lille Sanne ind, for at hun skulde høre og tage Exempel, hvorledes det gik slette Personer.

Og Sanne tørrede sig med de skidne Hænder, saa at hun blev sortere endnu og saae ud, som om hun havde spillet det hæderlige Spil »sorte Peer,« hvor man, ved at tabe Spillet, sværtes i Ansigtet med en Korketold.

Og saa kom Elisabeth hen til Trine, der hele Formiddagen maatte paa Syngeskolen og paa Theaterprøve; men hun tog Skoene med, der skulde kantes; Normas Præstinde i Irminsuls hellige Skov glemte ikke Fri-Skomager Hansen i Nellikegaden. Denne Aften var der ingen Comedie, og Hansen læste høit i dansk Magasin, læste om Mester Brockmann, Kong Christian den Andens Secretair, der i sin Ungdom havde studeret i Tydskland og blev der Magister, eller, som han kaldtes, Mester.

»Deraf seer man«, sagde Hansen, som altid holdt et belærende Foredrag over hvad han læste, »at »Mester« egentlig betyder Magister, og at jeg altsaa som Skomagermester er Skomager-Magister,« han fremhævede nu, hvorledes der just af hans Haandværk var fremgaaet mærkelige Personer, og han nævnede den jerusalemske Skomager og Pasquino i Rom og Mester-Sangeren Hans Sachs; og ved denne Tale sad der et eget Smil om Hansens Mund, det kunde være en Spøgen med sine egne Ord, men ogsaa en fornøiet Selvtilfredshed; hvad det nu var eller ikke, gemytligt og godt var der i den lille Stue og det var altid »lærerigt« at høre, som Trine sagde. Og hendes Øine skinnede, idet hun saae paa sin dygtige Mand, som kun hun kjendte som han var, og ogsaa Elisabeth hørte til med Andagt. Men nu bankede det paa Døren. Det var Hansens Sødskendebarn, Dykkeren, der kom, en tro Ven, som altid saae til dem, naar han var i Byen; selv havde han opfundet sin Maskine, og tale kunde han om sit Værksted, det dybe, uendelige Hav. Naa, det gav Standsning i Læsningen, men saa taltes der desto mere. Samtalen gled over paa Dykkerens Dont og Gevinst, og Elisabeth hørte endnu ivrigere end paa 173 Historien om Mester Brockmann, om Pasquino og Hans Sachs; i Skomagerens fattige Stue lagdes denne Aften et nyt Aandens Frøkorn i hendes Sjæl. »Og godt var det, at Sødskendebarnet kom«, sagde Trine; af ham fik de at vide, at Hr. Heimeran var kommet hjem denne Aften. Elisabeth kunde altsaa strax imorgen søge hans Raad og Hjelp; men dette Vigtige næsten glemtes ved at høre Manden fortælle om sin Dont saa jevnt og ligefrem, som Hansen talte om at spænde Spanderemmen over Knæet og bruge den rispede Traad. I Flod og Ebbe havde Elisabeth seet Havet, det havde jo engang nærmet sig hendes Mund til Dødskys, hun kjendte det i dets Kamp og Ro, men aldrig som Sødskendebarn fortalte derom, og hun syntes, det var anderledes dristigt at stige ned favnedybt, og med Døden hængende over sit Hoved at vandre om paa Bunden i fri Virksomhed, end at seile hen over det. Endnu efterat Dykkeren var borte og Alle tilsengs, var det for Elisabeth, som om hun endnu hørte ham fortælle; hun fulgte hans Ord, glemte sin egen Skjæbne, Besøget, hun imorgen skulde gjøre hos Heimeran, selv Elimar gled ud af Tanken.

Det var Phantasien, som i sin uendelige Kraft første Gang ved forandret Sted, ved Contrasten i Omgivelsen, begyndte at løfte sig. Hvor underligt var der dog paa Havets Dyb! hvor underligt, der i Dynd og Mudder til Halsen at staae som Dykkeren, øvende sin Dont, udsat for at hænge fast nede i Skibets Jernkroge, eller klemmes ind mellem dets Kobber og Planker.

»Der i Dyndet staaer jeg,« havde han sagt, »og store Vandsnogeja man kan ogsaa kalde dem Aal, krybe omkring mig; Fiskene ere saa uhyre nysgjerrige, Flynderne løbe lige paa, Torskene komme i hele Hobe og slutte sig i en Kreds rundt om og gloe; gjør jeg saa bare en lille Bevægelse, saa ere de i et Svip borte, men komme strax igjen og staae i Stime og gloe. Værst ere Krabberne; de store Krabber sætte sig til Modværge, ja ville endogsaa binde an med mig; de see ud som Ædderkopper og ere saa store, som en Tallerken; de kradse og skrabe, og de fede Vandsnoge slikke sig imellem. Selv seer jeg nok ud for dem som en underlig Krabbe; et Harnisk har jeg over Hovedet, hvorfra gaae to Læderslanger, og ind i disse pumpe de ideligt ovenfra Baaden Luft ned til mig; den kommer i Strømninger over Ansigtet; rundt om min Hals bobler da i Et væk Vandet, det vil 174 opad, det vil stige; pumpede de ikke, saa var jeg snart færdig; men derpaa har jeg tænkt, jeg skyder Blylodderne af mine Been, de, som holde mig, og jeg kommer op med Pilens Fart.«

Det var, som havde Elisabeth hørt en af Walter Scotts Romaner; det maatte jo kunde nedskrives, blive en heel Historie til at trykke, en Historie fra Havet; og hun huskede paa de sjunkne Stæder ved Sylt og Amrom, de svømmende Øer, dem hun som lille Pige, da hun i Hr. Petters Vogn kjørte sovende ud paa Eventyr, havde seet drevne op paa Kromandens Strand; hun huskede de mange Sagn, Keike havde fortalt, og Eliman Historie om Kjæmpeskibet; et underligt stort Havbillede fyldte hendes Tanker; det var, hende ubevidst, hendes første Digtning. Her i Skomagerens lille Værksted, i en kjøbenhavnsk Kjælder, rullede en ubegrændset Digtning op; hun sammensatte af hvad hun havde seet og af hvad hun havde hørt, det var som en deilig Drøm, en heel Novelle, hun følte, men ikke havde Ord for, ligesom hun heller ikke havde Tanke om, at denne Følelse kan klares, styrkes og blive et stort, herligt Billed. Det var i Dagningen før Elisabeth sov.

Etatsraad Heimeran havde netop Aftenen forud læst Brevet fra Moritz og var nu i Morgenen ifærd med at skrive Breve, for at komme paa Spor efter Elisabeth og faae nøiere Besked om Elimar Levsen, - da Trine og Elisabeth kom. Den gamle Mand tog med synlig Deeltagelse og Glæde imod dem. Det inderlige, godmodige Sind lyste frem af Ansigt og Ord; og da han nu hørte, at det var oplyst, at den Fangne ikke var Elimar, kom det gamle Smil i alle Træk; det havde altsaa sin Rigtighed med det Brev, der senere var kommet til Kommandoren og hvorom Moritz havde meldt. Alt var lykkeligt og godt.

»Og det er den lille Lisbeth!« sagde han. »Naa, saa har jeg Dig hos mig og jeg kan idag skrive og trøste dem hjemme. Du har gjort dem svært forskrækkede! men en god Pige er Du, en velsignet Pige, og Lykken har været bedre end Forstanden.«

Trine gav Etatsraaden den hele Historie i kort Uddrag, og det var snart afgjort, at Elisabeth skulde blive hos ham, til der fandtes Leilighed hjem til Halligerne; lidt skulde hun dog see af Byen, nu hun var her.

»Ja, tag imod det!« sagde Trine. »Jeg beholdt Dig gjerne, men her 175 er dog bedre end at sidde hos os i Kjælderen, og tænk, hvor meget af Dagen jeg er paa Theatret!«

Og Etatsraaden læste op af Moritz's Brev hvad der stod om Elimars Skrivelse, at han skulde giftes med en rig Enke i Amerika; og Taarerne løb Elisabeth ned ad Kinderne, hun hulkede stærkt.

»Det er alene over at høre hjemme fra!« sagde Trine.

Elisabeth fik et smukt lille Kammer ud til Gaarden, hvor der voxte Træer, og over Nabohuset løftede sig »vor Frelsers« høie Taarn med sit forgyldte Gelænder om Vindeltrappen udenpaa, op til Billedstøtten af Frelseren, som seer hen over By og Hav.

Altsaa var Elisabeth nu i Havn.

IV. Baronessens Salon.

Samme Eftermiddag kom Etatsraad Heimeran i Forretnings-Besøg hos den gamle Baronesse fra Fyen. I det sidste Aar var han blevet hendes Curator, eftersom den Tidligere var død.

»Banditten er her!« sagde hun; »han har vel hilset paa Dem? jeg er ret fornøiet med ham! Ganske Slave-Frø er han ikke. Nu har jeg nok snart pjanket nok i Verden, og han skal jo da, som Datterbarn, have Gaarden, og Datterbarn det er han, det kan ikke nægtes. Lidt til Folk og Fæ bør han jo kjende før han faaer Regjeringen. Vi ere nu allierede Magter, og det kan man godt være uden at elske hinanden.«

Etatsraaden fortalte, at Grev Frederik var tilsinds at sælge sin smukke lille Gaard, den hans Fader havde ladet opføre for ham der, hvor vi saae en faldefærdig Bindingsværks-Længe, hvor Elisabeth fødtes og hvor Vennerne tilbragte hendes Fødselsnat under Storm og Regnveir. Grev Frederik var efter Faderens Død flyttet ind paa Familiesædet; den lille nybyggede Gaard, saa smuk og hyggelig, stod allerede over to Aar forladt. Frederik vilde, som sagt, sælge den, og Baron Herman havde Lyst til at være Kjøber og her øve sig i Landvæsenet.

176

»Ja, han veed nok hvad han vil!« sagde den gamle Frue, »og De har ikke bidt ham i Øret da De gav ham det Raad; men jeg gjør det ikke fordi han vil det og De makker Historien sammenjeg har selv tænkt den ud iforveien, ellers gjorde jeg den ikke. Men det siger jeg, at Svigerdatteren skal være der før Aar og Dag; jeg vil ikke have noget Pebersvenderi! ja see, det Ord har jeg selv gjort og det er meget godt; honnet og anstændig skal en Mand være! Han faaer Gaarden, men han skal skaffe Svigerdatteren, og ingen, som ligner Grevinde Clara! hun maa heller være fra Malkebøtten end fra Statskalenderen!« og nu lo den gamle Kone med sin underligt skingrende Latter og slog med sit egne Kast Hovedet tilbage. Hun var øiensynlig i godt Humeur, Etatsraaden troede derfor at kunde fortælle denne Morgens Tildragelse, hvorledes lille Elisabeth var kommet til ham, hvilke Breve, han havde faaet, kort sagt, Begivenheden. Han begyndte derpaa, hun studsede, men denne Studsen var ikke ganske naturlig; Trine havde for faa Timer siden været her, fortalt Alt, fra først til sidst, fortalt det for Madam Krone, som havde sin Maade igjen at sige Fruen det paa; og da blev Trine kaldet Sladdermund, men fik dog Kaffe og Sukker til en heel Maaned. Nu derimod lagde den gamle Frue Fingeren paa Munden, vilde Intet høre.

»Jeg kjender ikke den Lisbeth!« sagde hun; »jeg vil ikke kjende hende, og Historier kan jeg selv lave! Har De derimod en Pleiedatter, en lille Frøken eller Jomfru, som skulde see sig lidt om mellem Mennesker, saa er hun velkommen med Dem, men det er Deres Jomfru, jeg kjender hende ikke! hun kommer som Deres! tag hende med paa Mandag, saa er her stor Pullie for alle Mønter, for Sølv og Kobber. Der kommer ogsaa Regnepenge!«

»Og hvad er jeg for en Mønt?« spurgte Heimeran leende.

»En fra Møntsamlingen!« svarede Fruen; »en af dem, man ikke har To af, og derfor maa De ikke blive borte;« og hun lo og nikkede, idet hun raabte til ham i Døren: »vær ikke for godmodig, Hr. Etatsraad! væn Dem af med det. Godmodighed er som Ligtorne; mærke Folk, man har dem, saa kan man være vis paa at blive traadt hvert Øieblik paa Benene!«

Næste Dag kom Madam Krone ud paa Christianshavn for at hilse paa Elisabeth, der ved sit kloge Ansigt og naturlige Væsen ogsaa strax indtog hende. Etatsraaden var ganske opfyldt af den forunderlige 177 levende Maade, Elisabeth kunde fortælle paa; hun havde Aftenen forud sagt ham saa meget om Hattigerne, Fohr og Amrom, at han syntes, han havde været der; ingen Bog, ingen mundtlig Beskrivelse havde før givet ham en saa klar Forestilling. Elisabeth selv kjendte ikke sin egen Kraft; hendes Øie havde ubevidst opfattet det mest Characteristiske, og i al sin Simpelhed virkede nu det levende Ord.

Om Aftenen satte hun sig hen ved Claveret; Etatsraaden bad hende om en lille Sang; han vidste jo, hun kunde alle de Sange, Caroline engang havde sunget, og hun begyndte halv sagte med: »De klare Bølger rulled«; men efterhaanden steg Stemmen høiere, saa klangfuld, saa blød og rørende; Elisabeth tænkte paa Hjemmet, hvor hun havde sunget den, tænkte paa Elimar, der nu vist var gift og aldrig mere kom til Europa, og der gik en melodisk Dirren, en Hjerteklang ind i Melodien; den gamle Heimeran løb Taarerne ned over Kinderne, han syntes, han hørte sit eget kjære Barn, den velsignede Caroline. Og han gik hen til Elisabeth, kyssede hende, som han vilde have kysset Caroline, og sagde: »Du tager ikke saa snart fra mig! bliv dog nu i Vinter, mit kjære Barn!«

Mandag Aften skulde der jo hos Fru Baronessen være »stor Pullie«, som hun selv kaldte det; Elisabeth havde imidlertid stukket lidt underligt af i Pynten, dersom ikke hun, hvem Verden kaldte den »gale Kone«, havde tænkt lidt herpaa.

Mandag Morgen kom en stor Pakke til Elisabeth, en Morgenhilsen fra en Ubekjendt, hvori var det fineste Linned, Over- og Undertøi, og, hvad der var »endnu yndigere«, en sort Silkekjole, der passede, som om der var taget Maal til den. Det var Altsammen fra Baronessen; hun vidste nok, at Etatsraaden, ihvor practisk han iøvrigt kunde være, ikke tænkte paa sligt Nødvendigt, og at Elisabeth vel neppe talte derom.

Vognen kom noget silde, de vilde ikke blive af dem, som kom først; Trappe og Forværelse vare stærkt oplyste, Stuen, de traadte ind i, derimod bælmørk, ganske opfyldt med Fremmede.

»Vær saa god og fald ikke over en Conferentsraad eller en Student, som ogsaa kan blive Conferentsraad!« sagde Baronessen. »Vi lege Juleaften! jeg holder ikke af at have Juletræ med de Andre, og saa har jeg lavet mit iaften; jeg holder meget af at være et Par 178 Maaneder forud, ligesom de tydske Nytaarsgaver, der ere gamle naar det er Nytaar.«

Elisabeths Hjerte bankede af Skræk ved at høre denne Stemme; hun syntes, det var som igaar, hun fornam den raabe: »Alt nedrigt kan der blive af Dig! ud af mit Huus skal Du!« De Ord, skregne ud i det hemmelighedsfulde Værelse, vare levende vakte igjen. Elisabeth holdt sig fast ved Etatsraaden.

Her vare alle Arter, om man vil, et Miniaturbill ede af Kjøbenhavn. Her sad et skikkeligt Par af Embedsklassen, hvis æsthetiske Sands begrændsedes af Adresseavisen og Corsaren, og som dog gave deres Besyv med om det Skiønne. Der stod et Medlem af en heel Deel lærde Selskaber, af dem som oprettes for at give Folk et Navn, som ellers slet intet have. Her var en ung Mand af Guds-Adel, den, hvortil Pottemagersønnen Themistokles hørte, og hos os Skræderdrengen Tordenskjold og Nybodersmandens Søn Albert Thorvaldsen. Her sad Liberale, der vilde blive Tyranner, og her Tyranner, der endnu ikke vare færdige, Folk, som bildte sig forlidt ind og Folk, som bildte sig formeget ind, kort, her var broget Selskab. Baronessen sagde meget rigtigt: »Mit Huus er som en Adresseavis, der kommer alt Skikkeligt, baade den, som søger Tjeneste og den, som giver den.« For Øieblikket sad de som sagt Alle i Mørke; enten ventede man endnu flere Gjæster eller det forestaaende Arrangement i Salen tæt ved var ikke færdigt.

»Her er vel nok En, der kan spille lidt paa Claveer for os!« sagde den gamle Frue; »En, der kan undvære at blive seet paa!«

Ingen svarede; der fulgte en Pause.

»Saa faaer jeg nok, Bedstemoder!« sagde en Herre-Stemme, der klang Elisabeth bekjendt; Blodet gik til hendes Kinder. Han sang rask og livlig den neapolitanske Tarantelle til italiensk Text.

»Bravo!« raabte den gamle Frue; »Bravo!« sagde man rundt om, da Sangen var ude, og en ny fulgte og atter en ny, italienske og spanske; der var et Liv, en Klang, der rev med sig; der blev et kort Ophold, og under dette kom endnu flere Fremmede.

»Hvad er det for en Nicodemus, der nu kommer?« spurgte Fruen.

»Det er os, Fru Baronesse!« sagde Clara, som med sin Gemal Grev Frederik traadte ind; »nei, hvor her er mørkt!«

179

»Ja, jeg er ondskabsfuld!« sagde Baronessen; »Ingen kan see, hvor smuk Du er, mit Barn, hvor deiligt du er klædt. Naar man kommer ud paa Natten, saa ere Lysene brændte ned. Men nu skal Madam Krone lade Solen staae op! Nu gaaer Balonen!« Hun lo høit og Fløidørene til Salen aabnedes; tre deilige, store, rigt udpyntede Juletræer stode midt i Salen; Lys af alle Farver brændte mellem Grenene, og komiske Papfigurer tittede frem fra det Grønne, hvor der var fuldt op af Guldæbler og Vindruer. Som Fodstykke for Træerne var en Rabat af de deiligste Blomster i Potter, men Potterne saae man ikke, de vare dækkede til med frisk Mos, og paa denne sad kunstige Sanct-Hans-Orme, hele Skarer af vor Herres Høns og et Par Frøer, der ved en Mekanik sprang, naar man rørte ved dem, - Alt meget fornøieligt! Men kun et Øieblik overraskedes Elisabeth ved dette Ny og Brogede; hun saae tæt foran sig - Adelgundes Kjæreste. Den fine, rigtklædte Herre stod midt i Stuen og betragtede hende med Overraskelse og Forundring; han lagde sin Haand paa Naboens Skulder, denne vendte sig om til ham og - Naboen saae hun, var ham, der havde fulgt hende til Trines Dør hin forfærdelige Aften. Det var som om hele Stuen dreiede sig, som om Lys og Farver fløde i hverandre.

De to Herrer vare Baronerne Holger og Herman.

»Hvem er den unge Pige der!« spurgte de Begge Madam Krone.

»Naa, hende kjender De ikke!« svarede Madam Krone med et Smil, hvori deres Samvittighed saae, hvad aldrig den skikkelige Kone vilde lægge deri; hendes Tanke var: »det er jo Deres Hittebarn derovre fra Fyen!« og hun vedblev: »har De glemt Deres eget Eventyr!«

Herman blev rød og saae paa Holger.

»Skal det være en Overraskelse?« hviskede Holger.

Madam Krone havde travlt med at lade hver trække Nummere til Julegevinsterne, og til hver af disse fulgte, som Fruen kaldte det, et »Nachspiel«, som var det Artigste, nemlig en Gave, hun selv udleverede, til den, hun havde bestemt den for. Grev Frederik fik et Bind Stændertidender, Clara derimod en stor Æske, hvori laae, afdelte i forskjellige Rum, Brokker af Muursteen, og paa hver var klæbet en Skrift, de sagde, hvorfra de vare; der stod Ninive, Babylon, Theben 180 o. s. v. Clara var ganske henrykt. »Og jeg skal have alle disse Skatte!« udbrød hun. »Hvor har De dem dog fra?«

»Fra min Kostald!« svarede Fruen med det venligste Ansigt. »Navnene ere rigtige, j eg har selv skrevet dem ud af min Geographi; det er en Bogjeg har stor Gavn af!«

»Men saa er det Hele jo falsk!« raabte Clara.

»Tro bare, det er ægte,« sagde Fruen, »saa er det ægte.«

Af denne Slags var Alt, hvad der hørte til dette »Nachspiel«.

Holger og Herman erfarede snart, hvem Elisabeth var, og Herman, som den af hende selv Underrettede, kom hurtigst ind i Historien.

»Det Barn var det!« tænkte han, »det Barn, vi lovede at være Fader og Beskytter!« Der gik Alvor igjennem hans Sjæl, han følte igjen Glæde over sin Opførsel, Tak til Gud, som havde beskyttet hende og ham.

»Mod til at tale til hende har jeg ikke!«

»Da har jeg!« sagde Holger og gik rask hen til Etatsraaden, som han var inderlig glad ved at see, sagde han; den unge Dame havde vist grebet et lykkeligt Nummer, vedblev han, og spurgte, hvad hun havde faaet, om det var første Gang, hun var i Kjøbenhavn, om hun alt her havde været paa mange Baller, hvilke Stykker hun havde seet i Theatret? Kort, den sædvanlige Conversationsliste blev gjennemgaaet; Holger talte saa utvungent, at Elisabeth næsten begyndte at tvivle paa sin egen Hukommelse. Herman derimod nærmede sig ikke, før Etatsraaden tog bort; til ham sagde han et Par Ord og bøiede sig fremmed, med stor Høflighed, for Elisabeth.

Hvilken Aften! Aldrig havde Erindringen om Lønkammeret været saa levende hos hende, som ved dette første Besøg i Salon-Verdenen, denne Indtrædelse just hos den gamle Baronesse. Mødet her med de to Mænd fra hendes Livs mest angstfulde Aften bragte alle hendes Lemmer til at zittre; endelig sad hun i Vognen.

»Det var nok for meget paa engang?« sagde Etatsraaden; »men nu har Du seet den Stads!«

Elisabeth svarede ikke; der var i hendes Sjæl en Kamp, om hun skulde, om hun kunde sige ham: disse to Mænd har jeg før seet, den Ene, som nu stod saa fremmed at han ikke sagde et Ord til mig, har været min Ledsager, min Hjælper; der kom en Undseelse over 181 hende, en uklar Forestilling om, at det ikke kunde siges, hun manglede Ord. Og hvem vare de to Mænd?

»Du er dog ikke syg, mit kjære Barn?« spurgte Etatsraaden.

»O nei, kun træt, meget træt!« hvidskede hun.

»Ja, Du kjendte nu Ingen, uden Madam Krone, men nu skal jeg sige Dig de Mærkeligste!« Og den gamle Mand fortalte om dem Alle, kun ikke om Herman, sagde ikke hvem han var, det troede han, havde været tydeligt nok at see, han var vel ogsaa blevet kaldet Dattersønnen. Og medens han fortalte og de kjørte, skyllede Regnen ned. Det var en Aften netop som da Herman fulgte Elisabeth, da hun gik ulykkelig og vildsom i den store By. Hun tænkte derpaa. Og Regnen pidskede paa Ruderne og Lygterne brændte ynkeligt, men midt i det Mørke, i Blæst og Rusk sang Vægteren: »Det var ved Midnats Tide, en Frelser os blev født!«

V. Herman og Elisabeth.

Vi have ikke seet eller hørt noget til Herman, fra han ved Grev Frederiks Giftermaal med Clara forlod Kjøbenhavn, til vi med Elisabeth nu, mange Aar efter, mødte ham hos Holger. Der laae ni Aar imellem, ni Aar, tilbragte i fremmede Lande, hvor Naturen, Kunsten og Verdenslivet havde været hans Opdragere, og det maa indrømmes, at i hvor høit man end sætter Skolelærdom og al Kundskab, tilegnet ved Flid og Besvær, saa giver dog Livet selv noget Mere; i dette var han ikke omdannet, men udviklet, havde vundet Klarhed med sig selv og med Verden. Ved at see fremmede Lande var han igjen kommet til at vurdere sit eget Fædreland, at erkjende dets Lysheder og at blive Patriot, uden at synde mod Andres Rettigheder. Vi ville snart i Etatsraad Heimerans Stue fornye det gamle Bekjendtskab.

Fra Trines Dør var han hin Aften ikke vendt tilbage til Holger og Adelgunde, men til Hotellet, hvor han boede. Elisabeths 182 Forskrækkelse, Forladthed og uskyldige Tro paa Gud og Verden beskjæftigede hans Tanke. »Det arme Barn! hvorledes var hun bleven modtaget i Kjælderen? Hvorledes var det senere gaaet hende?« Dagen efter gik han gjennem Gaden, halv tilsinds at stige ned til Skomagerens, men han gjorde det dog ikke; imidlertid, hans Interesse var vakt, og den blev det endnu stærkere efter Mødet i Bedstemoderens Salon, efter der at han havde erfaret, at hun var hans og Vennernes Hittebarn. Der, i den store Kreds havde det været ham umuligt at tale til hende, men tale vilde han, og næste Formiddag kom han derfor ud til Etatsraaden; det var i Forretnings-Sag, og fra denne gik han, i halvspøgende Tone, over til sit Eventyr i Fyen, sin Deel i den »lille Elisabeth.« Mødet hos Holger berørtes ikke.

»Jeg veed af Madam Krone,« sagde han, »at det er ganske paa en romanagtig Maade, den unge Pige er kommet her til Byen; jeg er bange for at hun er temmelig overspændt; det har hun ikke fra vor gode Moritz Nommesen, hvem De da kjender bedre, end jeg; han er en god, sund Natur.«

»Og det er hun ogsaa,« svarede Etatsraaden; »det er reent af Uskyldighed og det bedste Hjerte, at hun har gjort dette underlige Løb ud i Verden.« Og den gamle Mand talte saa varmt og godt om hende, og sagde ogsaa hvilken smuk Stemme hun havde og hvilken forunderligt begavet Pige hun var.

Og Herman blev der til Middag, han blev der til Aften; i al den Tid talte Elisabeth ikke meget; men hun tog naturlig og glad imod ham, trykkede hans Haand, saae paa ham med kloge, ærlige Øine, der lyste af Taknemlighed og Tillid. Med levende Opmærksomhed, der flere Gange jog Blodet til hendes Ansigt, hørte hun ham fortælle, og han fortalte meget; Etatsraaden vidste jo saa lidt om hans hele Leven ude, hørte saa gjerne om den og fremmede Lande, og af disse var det især Italien og England, som opfyldte Herman; med Begeistring fortalte han om Rom og London, Byerne for alle Byer, som han kaldte dem, saa forskjellige, og dog i Modsætningen saa lige. Rom var Natten, den store herlige Nat, rig og opløftende for Tanken og Phantasien; London var Dagen, den travle virksomme Dag, der river med sig til Liv og Virken; men det var Rom, som Herman først havde seet, det var der, han havde levet længst og gjennemgaaet sin aandelige Udvikling. Vi ville kun høre hvad han 183 fortæller derfra, Aftenens Samtale kunde ellers blive en heel Bog; Verdens-Byen Rom havde paa ham, som paa de fleste Fremmede, strax gjort det mægtige Indtryk af Storhed og Hyggelighed, saa at han var som voxet fast.

»Der er en unævnelig Magt i denne Luft, i denne Jordbund,« sagde han; »gid jeg kunde oprulle Rom for Dem, oprulle den med dens Palladser, Kirker og Ruiner, give Dem en Idee om Samlivet med de dygtige Kunstnere; deres Friskhed og Genialitet virkede sundt ind paa mig, det brogede Folkeliv opfyldte mig og gav mig Beskjæftigelse. I Danmark havde jeg som ung Student et Talent til at opfatte det Grelle, Opholdet i Italien forædlede denne Evne til en Opfatten af det Characteristiske; mit sjælelige Øie blev skærpet for det Poetiske og Maleriske i Hverdagslivet, jeg bildte mig virkelig selv tilsidst ind at jeg var en anden Pinelli

»Og dog opgav De at blive Maler,« sagde Etatsraaden.

»Ja, allerede efter det første Aar; jeg lagde Penselen og tog Modeleerstokken. Jeg var kommet til at erkjende, at Skulptur stod et Trin endnu høiere end Malerkunst. Billedhuggeren er mere end Maleren nødt til, at begrændse sin Idee, simplificere sin Tanke og at komme Naturen, der dog er vort Ideal, saa nær som muligt. Jeg studerede saa længe Antikkerne i Rom og Bronzerne i Neapel, at jeg kom til den Bevidsthed, at jeg ikke havde Geni til at give noget Lignende; det er for den Unge en bitter Erkjendelse, men denne Bitterhed giver Sundhed. Det er ogsaa Noget i Verden at begribe det Skjønne, at kunne forstaae det. I det tredie Aar, jeg var i Rom, stod jeg netop saa langt fremme i Dommen over mig selv.«

Under Alt, hvad Herman fortalte, var Ingen en mere levende Tilhører, end Elisabeth; men taus hørte hun; først da der taltes om Livet i Bjergene, kom hun med eet Spørgsmaal, det sædvanlige, den Fremmede fra Norden gjør, Spørgsmaalet om Røvere, og just ved dette, eller var det ved at høre de første Ord af den unge Pige? - gik en let Rødme over Hermans Ansigt; han gjentog Ordet Røvere, - det var som om han studsede, - men fortalte derpaa, at han egentlig kun havde seet een eneste Røver, og det var, da denne førtes til Retterstedet.

»Han var ikke ung, men endnu smuk og kraftfuld; han havde, hed det, i mange Aar, til forskjellige Tider, huseret i 184 Sabinerbjergene; man sagde, at mangen Løsesum var gaaet til ham for fangne Ladys. Jeg saae ham kjøre til Retterstedet, bagbunden sad han paa Kærren, trukken af to hvide Oxer, det var som til en Fest, han førtes; smilende og stolt sad han, pyntet i sorte Fløiels Klæder, Sølvknapper i Trøien, Nellike i Knaphullet, flaggrende Silkebaand fra Hatten. Ja, Alt er malerisk i dette Land!« Og Herman taug et kort Øieblik, han udtalte ikke den Tanke, som dengang ved Synet af Røveren rystede ham, den Tanke, som vaagnede ved at see denne Mand; havde vi hørt, hvad Bedstemoderen engang hvidskede ham i Øret, da han besøgte hende i Fyen, da Elisabeth, som spædt Barn, sov i Kammeret tæt ved, vi vilde have forstaaet ham.

»Det var en rar Aften!« sagde Heimeran, da henimod Midnat Herman var gaaet bort. »Jeg kunde sidde og høre paa ham endnu meget længere; gid han snart vilde komme igjen!«

»Hvor Verden blev stor!« sagde Elisabeth, og hendes Øine straalede; hun havde ikke flere Ord derfor; som et rigt, uendeligt Landskab i en ny Natur laa Hermans Fortælling for hende, den Aand, som havde ordnet og belyste dette, fyldte hende med Beundring; hjemme paa Halligerne havde hun hørt Skotlænderen fortælle om sine Bjerge, om Abbotsford og Walter Scott, og ogsaa da var hendes Tanke bleven opfyldt med Billeder; de walterscottske Romaner vare endnu mere voxede sammen med Virkeligheden, hvori hun levede, men Knox havde dog ikke talt som Baron Herman, der var ligesaa ædel og god, som han var klog og begavet. Hun huskede paa hvert mildt Ord, han havde sagt den Aften, han deeltagende og retskaffen fulgte hende i Regn og Rusk. Tusinde Tanker gik gjennem hendes Hoved, længe sad hun paa Sengekanten i sit lille Kammer, før hun kunde komme til Hvile, og om hun ikke sagde som Heimeran: »gid han snart vilde komme igjen!« hun mente det.

Og Herman kom igjen, var en stadig Gjæst og: »det var smukt af ham!« sagde Etatsraaden, »for vi kunne dog ikke more ham! ja, Din Sang holder han af, har jeg mærket. Du synger ogsaa smukkere og smukkere! det er som om jeg hørte Caroline igjen; og hende har han ogsaa kjendt, hun holdt meget af ham og var bedrøvet paa sin Maade da han gik derud i Verden.«

Og snart var det for Elisabeth, som om hun selv havde været paa alle de Steder, Herman fortalte om; hun saae dem i Phantasien og 185 mente da, at Danmark, Kjøbenhavn, Alt her hjemme, maatte forekomme ham fattigt og lille.

»Tro ikke det!« svarede da Herman; »ved at reise i fremmede Lande, see hvad Verden kalder det Største og Bedste, kommer man ud af falske Illusioner om noget aldeles Fuldkomment; man faaer Øinene ret op, og det er just ude at Kjærligheden til vort Fædreland bliver stærkere; man føler, at man har Rod i Jordbunden hjemme, man lærer at skatte hvad man selv har. Jeg veed ikke Noget, der mere samler i sig et Billed af Italien, end en siciliansk Klosterhave; det er en egen sybaritisk Følelse paa en ret hed Dag at strække sig der i den skyggefulde aabne Søilegang, hvor Væggene ere malede med konstneriske, fromme Billeder, at see derfra ind under Palmerne og mellem de høie poppelagtige Cypresser, høre Vandstraalen pladske i Marmorkummerne; man troer sig sat ind i Eventyrenes Verden. Og just her var det, at der i min Erindring opgik en Natur-Skjønhed, Danmark har fremfor noget andet Land, og som bliver en ligesaa betegnende og deilig Vignet for vore »grønne Øer,« som en siciliansk Klosterhave er det for Italien; - det er vor Bøgeskov! Hvor er der en Klosterhal, som frembyder større Kjølighed end denne, i sin udstrakte Storhed, med sine nedhængende, duftende Grene? Yppigere er desuden ikke det Grønne i Syden; husk vore høie, mægtige Bøge, hvor tusinde smaa Skud skyde frem helt op ad Stammen, som kunde Barken ikke fastholde den Straale af Løv, som trænger sig mod Toppen og der vælder ud i et levende Blad-Tag; husk det friske Græstæppe nedenunder med Skovmærker, Anemoner og Violer, som hist og her enkelte Solstraaler belyse! Den Vellyst, det maa være for Svanen at dykke ned i det friske klare Hav, har jeg ret følt ved ligesom at dykke mig ind i den danske Bøgeskov; den er en Naturpragt, der i sin Slags kan maale sig med hvad Syden eier; selv dens forgængelige Skjønhed, dens Løvfald og Vintertid ere kun nye Aabenbaringer! husk Dem Skoven med Rimfrost, de uendelige Farvenuancer, den frembyder, den Pragt i Sollyset, hvert Træ, hver Green fremviser!«

»Ja! Ja!« gjentog Elisabeth, og omfattede med al sin Tanke den danske Bøgeskov, som hun i sin Erindring gjemte den.

»Og foruden Skoven eie vi Havet,« vedblev Herman; »om ikke det silkeagtige, gjennemsigtige Middelhav, saa dog det levende 186 Vand, det evigtvexlende Hav. Da jeg første Gang seilede op ad Themsen, denne Verdenshandelens store Landevei, var hvert Øie fra Skibet, hvor jeg stod, overvældet ved Synet af disse Hærskarer af Fartøier; man begreb, at England var Havets Dronning; i hundredeviis, som Svaner i Flokke, dreve for fulde Seil Fiskerbaadene; nu kom Fartøi paa Fartøi, man blev træt af at tælle, Dampskib fulgte Dampskib; Alle omkring mig stode forbavsede, henryktejeg alene forbavsedes ikke, jeg havde seet noget Lignende i Danmark, seet det enkelte Gange i Sundet ved Helsingør, vist det eneste Sted, hvor, momentviis, et lignende Syn frembyder sig, naar en Dag en russisk Flaade gaaer forbi Kronborg og Kjøbmandsskibe i hundredeviis flyve for fulde Seil.«

»Hvor det gjør godt at høre!« sagde Heimeran, inderlig glad. »Ja vort lille Land er et velsignet Land! man veed det ikke selv! Der har nu ogsaa Elisabeth fortalt mig om Oland og Amrom, om disse Øer under det Slesvigske, og var det ikke, som om jeg hørte om Lande i andre Verdens-Dele? thi hun fortæller ogsaa godt.«

Og Herman saae usigeligt mildt paa Elisabeth, der blev rød ved den Værd, man tillagde hendes Fortælling.

»Der er vildt og nøgent i den Kant,« vedblev Heimeran; »og det er der ogsaa paa de jydske Heder, dem har jeg da seet.«

»Jeg endnu ikke,« sagde Herman; »men en begeistret Skotlænder har sagt mig, at de ere som skaarne ud af hans Fædreland; paa de jydske Heder havde han gjenfundet sit Hjems Alvor og Ensomhed; de vaade Taager, der i Blæsten joge hen over de mørkebrune Lynghøider, gjengave ganske det skotske Billede. Han viste mig mellem Bladene i en Bog to blomstrende Lynggrene, den ene var fra Ben-Lomond i Skotland, røde Robins Land, den anden fra Viborg i Jylland, og de blomstrende Lynggrene vare ikke at skjelne fra hinanden, de saae ud som vare de skudte op fra samme Rod. Den Lighed, der laa i Blomsterne, laa ogsaa i deres Jordbund.«

Ved at nævne Skotland og røde Robins Land kom Elisabeth til sin Yndlings-Digter, og om ham vare de i deres Kjærlighed Alle enige; men da hun, fordi Walter Scott aldrig lægger Scenen hen i vore Dage, yttrede, at disse ikke havde Poesi, paastod Herman det Modsatte.

»Det vilde ellers,« sagde han, »see sørgeligt ud for de kommende 187 Digtere. Vor Tidsalders Begivenheder anseer jeg endogsaa for en af de rigeste Guldgruber for Poesien. Har ikke selv det lille Danmark, hvor Alting synes at gaae i sin rolige Hverdagsgang, en heel Række Begivenheder til digterisk Behandling? Her er Spaniernes Ophold i Danmark 1808; tænk det hele sydlige Liv, der her træder op i vor danske Natur; her er katholsk Gudstjeneste paa aaben Mark ved en Kæmpegrav, spanske Dandse imellem Hasselbuske og Pile, Natteqvarteer under Rustvogne og Kanoner i de smaa Kjøbstedgader, Marscher og Flugt. Gaae vi tilbage til 1801, da have vi Slaget paa Rheden, de brændende Skibe, vore Kanonbaade og Helten fra Abukir og Trafalgar, Men De vil ikke tilbage, De vil nærmere vor Tid end 1801 og 1808; nu vel da, i de allersidste Dage have vi Thorvaldsens Ankomst, den nationale Jubel, den hele Folkefest.«

Det var saadanne Samtaler, saadanne Timer, der udgøde deres Solvarme over hvert slumrende Frø i Elisabeths Sjæl. Af en lignende Virksomhed vare Besøgene i Theatret, og disse udstrakte sig til to Gange ugentlig, saa ofte havde den gamle Baronesse Loge, og i denne havde hun givet Elisabeth en Plads, for, som Baronessen udtrykkede sig, at hun, ligesom Kræmmerdrengen, kunde faae nok af Svedskerne, naar Skuffen stod aaben hver Dag. Mangen Kikkert, mangt et smilende Ansigt var i Mellemacten vendt mod Logen, og snart var bemærket den nye unge Pige, der nu var optaget i »Daarekisten,« som En og Anden kaldte Baronessens Loge; og dog var der tidt mere Viisdom derinde end i de fleste andre Loger, og det uagtet Geographibogen i den sidste Tid aldrig kom der, da Madam Krone var kjed af at slæbe den store Bog med sig, »som de jo kunde udenad!« Elisabeth saae med en Andagt, en Hengivelse hver Forestilling, og først i Hjemmet hos Etatsraaden og hos Herman udtalte hun sig derover, og hendes Dom var frisk og naturlig. Kjøbenhavn var en herlig By, den største og eneste store, hun kjendte. »Her er saa uendeligt meget for Tanken!« sagde hun; »man bliver klogere, lærer hurtigt mere end paa det stille Oland; men der var dog ogsaa godt; der var anderledes! alle Mennesker kjendte hinanden, man tænkte mere paa -« hun standsede, som om hun blev forlegen ved at udtale sin Tanke, men begyndte igjen med et eget blødt Udtryk, som om det skulde formilde Ordene; »man tænkte der mere paa vor Herre! jeg troer, Menneskene her i Kjøbenhavn ere vist i Hjertet ligesaa 188 gudsfrygtige, som de derovre, men de faae ikke her Tid at øve det, for al den Tummel og Travlhed. Jeg savner -ja jeg veed ikke,- men jeg var saa vant dertil, - hver Middag hjemme læstes tilbords, Gud kom der mere ind i Ord og Tale; her hører jeg ham kun nævne om Søndagen i Kirken.«

Herman var Vidne til hendes Lyksalighed ved at faae de første Breve hjemme fra; hun lo og gærd, talte om Hjemkomsten, som den alt var den Dag imorgen; der var saa meget, hun havde at sige dem Allesammen! Men Hjemkomstdagen var endnu langt borte, hun skulde først see Skoven springe ud, havde Heimeran sagt. Det var umuligt andet end at holde af hende; hun vandt dem ogsaa Alle, selv Clara ydede hende Opmærksomhed, indbød hende i sin glimrende Cirkel, hvor hun ved Claras Opmuntring og »elskværdige Commando,« bragtes til at synge et Par af sine smaa Sange. Alle vare henrykte, kun ikke Herman, han blev stille og alvorlig, som var han utilfreds.

VI. Kong Frederik den Sjette.

Ogsaa October og November vare gaaede med Selskaber og Comedier, og Julen vilde komme med alle sine Glæder; da pludseligt svøbtes Alt i Sorg. Det hed, at Kong Frederik den Sjette var syg, dog laa han ikke tilsengs, og hver Morgen gav han endnu i fuld Uniform Parolen; men de sidste to Gange havde han seet ud som en Død, hans ranke Skikkelse var bøiet, med synlig Anstrengelse havde han støttet sig til Bordet. Tidligt den 3die December 1839 gik som en Løbeild gjennem Byen det Budskab: Kongen er død! Alle Stadens Porte bleve efter gammel Brug lukkede medens Tropperne toges i Ed; fra Slottets Altan paa Amalienborg udraabtes: »Frederik den Sjette er død! leve Christian den Ottende!« og alle Byens Kirkeklokker ringede.

En lang Regjerings Tid var afsluttet, en heel Generation var opvoxet med den. Der havde mellem Folk og Konge været noget 189 Patriarkalsk, med Pietet saae Mængden op til hans Handlinger. Det var en stor Begivenhed for Danmark; der var Vemod over Folket, Alle, selv Tyendet, klædte sig i Sorg, Patriotismen udtalte sig i Sange og Sørgeflor. Frederik den Sjette, selv fremmed for Poesi, havde i sit Liv poetiske Momenter for Digteren; det var i sin Virken for den fortrykte danske Bonde, Kongens ærlige, gode Sind især fremlyste; det klang i alle Sørgesange, det klang fra Hjertet hos den danske Bonde, der bad om at turde bære sin Velgjørers Liig de fire lange Mile fra Kjøbenhavn til Roeskilde Domkirke. Det var denne Kongens Kjærlighed til Bonden, hans ædle Menneskelighed, der berørte de dybeste Strænge hos den gamle Baronesse; forunderligt rystet sad den gamle Kone; ved hvert Skridt fremad for Bonden var hendes Hjerte voxet fastere til Kong Frederik. Hans Büste stillede hun paa sit Bord, satte de smukkeste Blomster rundt omkring den; med Øinene heftede paa den, med Hænderne i Skjødet, fandt Herman hende.

»Der er død en brav Mand idag!« sagde hun. »Nu er den Tidsregning ude, jeg hørte til. De gaae Allesammen bort, den Sidste kommer ogsaa!« - og hun sad stille, bedrøvet.

Herman talte om Kongens sidste Timer, om hvad man vidste, han havde sagt da Dødskulden isnede ham: »Det er koldt! man maa tænke paa Brænde til den Fattige!«

»Ja, fattig Mand tænkte han paa,« sagde den gamle Frue; »han forstod den haarde Tid, selv havde han prøvet de haarde Dage, prøvet dem som Barn og som voxen Mand. Du veed vel nok noget derom, Herman, men Du veed det ikke som jeg. Faderen fik de Sol og Maane til at staae stille for i Hovedet, Moderen førtes fangen ud af Landet; stakkels Mathilde! hun kjendte ikke Landets Skik, hun var saa ung og saa ene! En deilig Brud fik Kong Frederik! jeg husker Indtoget, det var i September; otte deilige hvide Hingster vare der for den forgyldte Stadsvogn; jeg saae det! hvor skinnede dog hans blaae Øine! nu ere de lukkede; hvor mild og deilig var ikke Maria Sophia Frederika! nu sidder hun i Enkesorg paa sit Slot. Et og Andet kan vel siges om ham i hans Kiste; han lod os miste Norge, han vilde have sin egen Villie, troede, at den fornemste Mand i Landet ogsaa var den kyndigste! Men jeg skriver ikke hans Historie! jeg holder mig til hans Hjerte, holder mig til, hvad Landet maa velsigne 190 ham for: han tænkte paa fattig Mand, han var brav mod Bonden. Jeg har levet med, jeg husker de onde Dage, da ærlig Mand kom i Hundehullet, Skikkeligheden red paa Træhesten og uskyldigt Barn fik Slag af Herremandens Pidsk!« - Den gamle Kone standsede, bed Læberne sammen, Blodet skinnede i hendes Kinder. »Nu er den Tidsregning ude! Bonden har det som et skikkeligt Menneske, sidder ved Herremandens Side og taler et Ord med derude i Roeskilde. Jeg har seet de gode Dage jeg vil glemme de onde og tilgive de onde! Herman, jeg skal dog give Dig noget, der husker Dig paa den Dag idag, og paa hvad jeg har sagt Dig. Du faaer Lystgaarden, Grev Frederik vil sælge; Bonde troer jeg ikke, Du har lært at være, men det er der Andre, der forstaae, og saa kan Du see paa dem; men lad bare selv være at klatte med Jorden, før Du forstaaer det. Den ringe Mand kan lære Dig meget, og saa veed Du det, naar jeg reiser efter Kong Frederik!«

I Kjøbenhavn var Dødsstille, al Musik forstummet, Sørgeflor hang fra Instrumenter og Faner. Folk strømmede til Amalienborg for at see Kong Frederik den Sjette paa »lit de parade«, som det endnu kaldtes fra gamle Tider, da man pyntede Sproget med fremmede Ord; Kongen paa »Liig-Parade,« oversatte Almuen det. Der var da gaaet ti Dage efter hans Død. Folk af alle Stænder kom, for endnu engang at see den Afdøde, om Formiddagen de forskjellige Afdelinger af Civile og Militære, om Eftermiddagen den blandede Mængde, og da var der en skrækkelig Trængsel og »Træden ned.« For at holde Orden blev Gaden besat med Husarer og Politi. Den gamle Baronesse vilde ogsaa endnu engang see Kong Frederik, men Madam Krone, der frygtede for at det vilde ryste den gamle Kone, ivrede paa det mest Bestemte derimod.

»Det er jo ikke Kongen mere, som der ligger,« sagde hun, »det er snarere som en Dukke! de have jo balsameret ham, sminket ham hvid og klædt ham ud! husk hans levende, velsignede Ansigt, det er bedre. De faaer ikke Lov for mig at see ham!«

»Vel, mit Barn!« sagde den gamle Kone, »saa lader jeg være og vi skjændes ikke. Huusfred er god! sagde Manden, da han bankede sin Kone.«

Men det skulde blive anderledes end Madam Krone og Fruen vilde.

191

De spiste til Middag hos Etatsraad Heimeran; der blev talt om de mange smukke Vers over den afdøde Konge. Det ingemannske Digt:
»Paa sin Liigseng ligger Kong Frederik hvid, Fra Vuggen hans Puder var haarde«
der er affattet til Melodien af »Dronning Dagmars Vise,« lod sig synge, Elisabeth sang det; det var første Gang, den gamle Baronesse hørte hende synge, aldrig havde hun skjøttet om det; hvert Ord blev udtalt tydeligt og foredraget med en Simpelhed, en Inderlighed, Stemmen var saa blød og rørende. Taarerne kom den gamle Baronesse i Øinene, hun kyssede Elisabeth, bad hende synge den igjen, og forlangte saa, hun skulde følge hjem med, faae en smuk Present, drikke Thee og saa synge den nok engang.

De sad snart alle Tre i Vognen; det var mørk Aften, netop paa den Tid, Dørene bleve lukkede til Riddersalen, hvor Kongen laa; Folk kom i Skarer derfra.

»Skulle vi ikke kjøre om af Gaden hjem?« sagde Madam Krone; »Faklerne ere vist ikke slukkede endnu, saa faaer Elisabeth den Illumination at see.«

Og Kudsken fik Ordre at gjøre den lille Omvei; men neppe var han gjennem en stor Menneske-Skare kommet ind i Gaden og vilde rask forbi Vognrækken, der endnu holdt, før en Politibetjent tilraabte ham: »i Række!« Riddersalen var endnu ikke lukket, en stor Mængde ventede at komme ind. »Vil han holde sig i Række!« raabte Politiet.

Kudsken begyndte at forklare, at han skulde videre med sit Herskab.

»Ingen Snak!« sagde Politiet; det forstod ikke hvad han sagde, og saa: »ingen Snak!« han maatte i Række.

»Hvad er det?« spurgte de hinanden i Vognen, og denne satte sig langsomt i Bevægelse, holdt stille, kjørte igjen, holdt og kjørte; det var ikke Kudsken muligt at slippe bort; hver Gang, han vilde ud af Række, kom der en Betjent eller en Husar, der truede og skreg; endelig holdt de i Colonnaden og Karetdøren blev lukket op.

»Skynd Dem!« blev der sagt, »det er meget over Tiden og der er flere Vogne.«

192

»Vi skal aldeles ikke derop,« sagde Madam Krone, som sad Døren nærmest.

»De ere vist ikke kjørte herud, naar De ikke vilde derop!« sagde Betjenten; »skynd Dem gesvindt!« og han trak hende i Haanden.

»Gesvindt! gesvindt!« sagde den gamle Frue, stødte Madam Krone i Siden, og denne maatte ud; Baronessen og Elisabeth fulgte efter, den Ene holdt ved den Anden i Trængselen.

»Nu faaer jeg dog min Villie!« sagde den gamle Baronesse, »og De har ført os an, Madam Krone!«

»Jeg, som seer saadanne ud!« sagde Madam Krone; »min rædsomste gamle Hat har jeg paa! og nu i alt det Lys deroppe!«

Men der var ingen Tid at rette paa Hatten; de Bageste trængte fremad, vende om var ikke muligt. Trappen, Væggen og Loftet var betrukket med sort Klæde, hist og her hang en mat, hvid Lampe, hvis svage Skin netop strakte til at vise mod den sorte Grund hver enkelt borgerlig Militær, her stod, ubevægelig opstillet, et Billed som fra en laterna magica. Luften var ved den store Menneskemasse qvalm at aande; det var trættende for den gamle Baronesse at stige, Madam Krone understøttede hende paa det bedste; Elisabeth fulgte, forunderlig grebet ved Synet af denne Dødens Gang, denne Taushed og Stilhed. Fod for Fod skred man fremad gjennem en Række Værelser, alle sortbeklædte, Vægge, Loft og Gulv. Officierer, Pager, sørgeklædte Laquaier med brogede Axelbaand, stode som Støtter opstillede. Den langsomme Marsch, de eensartede Værelser og Forventningen gjorde Veien dobbelt lang. Ingen sagde et Ord, Elisabeth følte en forunderlig nerveus Mathed, det var som om Gulvet bevægede sig under hende. Endelig traadte de ind i Riddersalen. Sexten høie Sølvlyseborde med Lys stode derinde; Rigets og Provindsernes Vaaben skinnede fra de sortbetrukne Vægge; Drabanter stode med Hellebarder langs med disse, og midt paa Gulvet Kong Frederiks ældste Hofmænd i deres bedste Dragt; og under den svævende Tronhimmel af sort Fløiel og hvidt Silke, laa i sin Kronings-Dragt Kong Frederik den Sjette*.

Der gik en Zittren gjennem Elisabeth; det var Kongen, hos hvem *

193 hun vilde have søgt Naade for Elimar, det var Herskeren; her laa hans Scepter og Krone, her rundt om alle hans rige, kostelige Smykker - Kongens - den Dødes.

Et stort Sørgetempel var Riddersalen, den samme, hvor vi for fjorten Aar siden vare paa Hofbal, hvor Clara dandsede med Holger og hvor Dagen efter Feiekonens Kost gik hen over en Knap, hvis Falden til Jorden havde store Følger.

Elisabeth følte en Mathed, en Svimmel, og var hun ikke fra Sørgesalen pludselig traadt ud paa den luftige Gang, saa var hun segnet om; hendes Fødder vaklede, og da i det samme den gamle Baronesse, for at støtte sig, greb mod hendes Skulder, faldt hun et Par Trin, men kom strax op igjen; den gamle Kone derimod laa besvimet; man bragte hende ind i Portner-Stuen, hvor hun snart kom til sig selv, og da hun var i Vognen og Smilet igjen kom hende om Munden, skjændte Madam Krone.

»Jeg tænkte det nok!« sagde hun; »Fru Baronessen skulde aldrig have været her!«

»Jeg fik min Villie, og saa er man altid glad!« sagde hun, men hendes Kinder brændte som af Feber. »Jeg skal have mig et godt Kinderpulver naar jeg kommer hjem, det er mit Apothek og min Doctor!«

Næste Morgen, da Elisabeth stod op, følte hun en Stramhed i sit Knæ; det smertede noget, men hun tænkte ikke paa at forholde sig rolig; Grevinde Clara vilde denne Formiddag føre hende i Thorvaldsens Attelier, hun skulde see den store Kunstner selv og tale med ham.

Elisabeth gik til Grevinden, og de kjørte til Charlottenborg, Thorvaldsens Bolig. Den venlige gamle Kunstner tog hjerteligt imod dem, førte dem selv omkring, og naar den naadige Grevinde udtalte sig lidt for exalteret, saa han kunde blive ærgerlig derover, saae han sig strax i Humeur igjen paa hendes smukke Ansigt, hendes talende Øine, thi smuk var hun endnu. Alt maatte sees, Attelieret, Stuen med Broncerne og Malerierne.

»Ja, det Allerhelligste maa jeg ogsaa see!« sagde Clara; »Deres Sovekammer!«

»Der staae kun mine gamle Støvler og Tøfler,« sagde Thorvaldsen.

»Ogsaa de ville engang faae Plads paa vort Museum!« sagde hun, og hun kunde sige vort, thi hun havde sin gode Deel deri.

194

»Saa kommer der vel til at boe en Skoflikker i Kjælderen!« sagde Thorvaldsen, og der gik et Kjedsommeligheds Udtryk over hans Ansigt.

Clara maatte igjen til Attelieret, see igjen hver Statue, hvert Basrelief. »Og hvor gaae disse Døre hen?« spurgte hun og pegede paa to derinde.

»Ud til botanisk Have. Der kan man ogsaa gaae ud af,« tilføiede han uvilkaarlig, thi han var træt; han aabnede Døren; det havde om Natten været stærk Taage, nu var det Frost og klart Solskin, alle Buske og Træer vare som crystalliserede af Rimfrosten, det saae ganske feeagtigt ud.

Elisabeth, der med høitidelig Følelse stille havde seet alle Kunstværkerne, udraabte her overrasket: »hvor deiligt, min Gud!«

Thorvaldsen vendte sig med et Smil til hende, og saae hendes besjælede Ansigt; han havde ikke tidligere ret lagt Mærke til hende.

»Det er et smukt Syn,« sagde han.

»Men der er for megen Rimfrost paa hver Green,« sagde Clara; »lidt tyndere og det havde været mere malerisk.«

»Det er dog ganske godt gjort af vor Herre at være!« sagde Thorvaldsen med ironiskt Smil. Nu skulde man see Drivhusene, saa igjen ind i Attelieret og Værelserne. Elisabeth sad igjen i Vognen, men hun følte en Træthed i alle Lemmer; Knæet smertede, og da hun kom hjem til Christianshavn, maatte hun overanstrænget lægge sig; næste Dag forordnede Lægen Igler og Omslag, hun skulde holde Sengen.

Og det blev i Dage, det blev i Uger; den gamle Baronesse tog sig det nær, som var hun Skyld deri, sendte daglig Bud og Presenter, italienske Druer, Silkeforklæder, Bøger; Herman bragte udsøgte Værker, Etatsraaden var som en god Fader, og Trine kom med hundrede Nyheder fra Byen og Theatret. Mange Timer var hun vel ganske ene med sig selv, men i disse følte hun det Deilige i at være ret ene, at træde ind i sit Hjertes Inderste, hvor alle Erindringer sidde og tale som gamle Melodier, at see det Uvisse rulle op i vexlende Skikkelser, at være ganske sig selv.

»Jeg samler mig saa godt,« sagde hun, »det er en heel Hvile for Aand og Legeme.«

195

Det var hende en kjær Beskjæftigelse at bringe paa Papiret alle de kjøbenhavnske Indtryk, sin Opfattelse af alt dette Nye, sine Bemærkninger, men Ingen saae det, Ingen anede det; hun holdt endnu Sengen, da til Kong Frederiks Begravelse alle Kirkeklokkerne klang over hele Landet; hun hørte dem fra de nærmeste Kirker, vidste, at nu drog Sørgetoget gjennem de illuminerede Gader, hvor Militæret stod opstillet, hun hørte Skuddene fra Volden, saae at det lysnede i Luften for hendes Vindue ved Kanon-Salven. Hun var saa godt som ene i Huset, Alle vare ude at see Sørgetoget; hendes Tanker fulgte med, som de engang havde fulgt Elimar, da hun ogsaa laa tilsengs og han fra Føhr med Søfolkene drog bort til Holland. Erindringen om Elimar fortrængte Tanken om Kong Frederik; der kom Taarer i hendes Øine, hun bøiede Hovedet, sov og drømte, som man imellem kan drømme, at man synes, ikke endnu at være falden i Søvn, at man seer Alt omkring sig i Soveværelset; hun saae det, saae Luften lyse ved hvert Skud, hørte Sørgeklokkerne ringe; ved Sengen sad Elimar, og det forekom hende slet ikke uventet eller forunderligt; de talte som i gamle Dage og læste sammen i en Bog deres hele Fremtid. »Husk nu godt paa det naar Du vaagner!« sagde han, og da var det ikke længer Elimar, men en ganske Anden, hvem Elisabeth, i det hun foer op af Søvnen, slet ikke kunde erindre sig, og heller ikke hvad hun i Drømme havde læst, - det var som udvisket, og dog havde det været saa klart, saa naturligt. Men det vidste hun om Morgenen, at noget Mærkeligt havde hun drømt den Nat, Kong Frederiks Liig kjørtes til Roeskilde Domkirke.

Op ad Dagen kom Trine, som med Theatrets Syngende havde været med derude i Kirken og seet Alt.

»Bønderne var det Bedste!« sagde hun; »ja Bønderne i deres lange Kofter med Sølvknapper, de bare Kisten ind af den midterste Kirkedør; og Orgelet spillede og alle Klokkerne klang og Kong Christian den Ottende, kulsort klædt, og Bispen i Bispekaaben og med Krumstav gik dem imøde; det var høitideligt at see; men her i Kjøbenhavn iaftes, det holdt jeg ikke af; der gik det i en Fart, i en Gallop, de Forreste rede for stærkt og de Andre maatte følge efter; Liigvognen foer saa at Kisten dandsede ved det. De stakkels gamle Mennesker, Commandeurer og Etatsraader, maatte løbe! det fandt 196 jeg ikke passende; der skal være Syn ved en Ting, Skinnet er dog ogsaa noget! en af de gamle Mænd var ved at segne, og man har sagt mig, at han ved Vesterport maatte sætte sig op bag paa Liigvognen, og nu skal han være død; nu ligger han ligesom Kong Frederik. Der blev sunget saa smukt fra Volden, det var et «Farvel!« og ved Frihedsstøtten sang Bønderne, og saa kom Krigsfolk og Kanoner, der fulgte med fra Jernporten; langsomt kjørte de, jeg var længe bag efter, og det var ikke rart nær ved Byen! der gik vilde Skarer og sang og raabte Hurra! de kastede Snebolde og Fakkelstumper efter os. Ved hver Kro holdt Krigsfolkene med Liigvognen, de kjørte op for Døren og gik ind at drikke; det saae ikke godt ud, men det var en kold Nat for de stakkels Mennesker. Faklerne skinnede saa røde! hvor jeg kom forbi dem stod en heel Skare Bønder om Liigvognen og sang en Psalme, og fra alle Landsbyerne ringede Klokkerne og fra hvert Bondehuus skinnede et Lys i Vinduet ud over Mark og Vei, der var hvid af Snee. Baron Herman saae jeg ogsaa; jeg saae ham i Kirken, og han kjendte mig, og da det Hele var forbi og vi gik, hilsede han mig; det gjør han altid, han er en net og høflig Herre! nu faaer han sig en lille Gaard, har Baronessen sagt og endnu iaar skal han giftes.«

Med hvem vidste Trine ikke, men det vidste da ikke heller Herman.

VII. Kammerjunkeren.

»Nu reiser Herman,« sagde den gamle Baronesse, »men jeg sætter strax en Mand istedet. De skal nok faae ham at see, Etatsraad, det koster otte Skilling, men saa bliver han Dem frit tilkjørt.«

Det var Kammerjunkeren, der med første Dampskib vilde indtræffe til Kjøbenhavn og i Sommermaanederne paa Baronessens Gaard fuldende et nyt musikalsk Arbeide, Stormen efter Shakspeares Drama.

Etatsraaden beklagede, at han skulde miste Herman, hvem han 197 var bleven saa vant til, som havde saa gode Indsigter og talte saa vel om sine Reiser.

»Ja det kunde ogsaa Geert Vestphaler,« sagde Baronessen, »og troer De ikke, jeg ogsaa kan, naar jeg vil? jeg har reist flinkere end de Andre! har De hørt min Berliner-Reise? jeg var i Hamborg og vilde hjem over Lübeck; man saa skulde jeg da først see Uglspils Grav i den By Möln, og saa kom vi paa en bred Vei; hvor langt gaaer den? spurgte jeg; »til Berlin« sagde man; hvad, ere vi paa BerlinerVeien? sagde jeg; ja lad os saa kjøre til Berlin, og saa kjørte vi til Berlin og saae Soldater, og gik »unter den Linden« og fik Sand i Øinene; jeg boede lige overfor Postgaarden hos en Gjæstgiver, der var Poet, brav Mand, lidt comediegal, men det er jeg ogsaa, og saa kom vi To godt ud af det. Har Herman fortalt Dem noget Bedre end det? Jeg siger derved ikke Noget imod ham; han er næsten god nok, men den, jeg sætter istedet, han er Perlen; han har Geni, han kan, hvad Herman kan snakke om, sprætte op og sige: det er rigtigt! Der skal sørges for dem begge To. Den Ene har klattet med Malning og med Leer, nu kan han klatte med Græs og Kartofler; den Anden, som Godtfolk vilde klatte med, men som var for god til det, og nu kan blæse ad dem med Basuner, skal der kjæles for og skaffes gode Dage i Byen og paa Landet!«

Og derfor var det hende her om at gjøre, at faae sit »gode Barn« i skikkelige Hænder den Tid, han blev i Kjøbenhavn. Etatsraaden havde to ledige meublerede Værelser, disse skulde han have.

Alt var efter Kongens Død igjen i sit gamle Trit, Selskaber og Comedier i fuld Gang; men med Elisabeth skred det langsomt frem; det var i Begyndelsen af Marts Maaned; kun paa to Krykker kunde hun bevæge sig i Værelserne.

Herman kom for at sige Farvel, før han reiste til Fyen.

»Jeg seer Dem vist aldrig mere!« sagde hun, og det var kun med al sin Villies Styrke, at hun holdt Taarerne tilbage.

»Troer De da, jeg døer?« spurgte Herman.

»Nei, ikke det, men mit Hjem er i en Udkant af Verden; naar jeg nu snart er saa vel, at jeg kan taale at reise, tager jeg jo til Oland

»Og der kan jeg komme over,« sagde Herman; »jeg vil besøge den gode Moritz Nommesen; jeg vil bruge Badene paa Føhr, -ja, denne Sommer bliver det nu ikke, men hvo veed, den tilkommende -«

198

»Deres Bedstemoder er en gammel Kone,« sagde Elisabeth; vor Herre kan kalde hende, De faaer da en ny, større Virkekreds.«

»Men saa kommer Moritz til mig, og De følger med ham, De vil jo ikke ganske glemme mig!«

»Glemme Dem!« udbrød hun med Varme og Heftighed, »Dem, som har været saa uendelig god mod mig, der er saa ringe, saa ubetydelig! jeg har hørt og lært saa meget ved Deres Besøg hos os! og troer De, jeg glemmer den Aften da -;« hun standsede, og Blodet steg i hendes Kinder, Taarerne brøde frem; »da saae jeg Dem ind i Deres Hjerte, De er ædel og god!«

»Tal ikke om den Time!« sagde Herman; »min Opførsel dengang, min Tale -ja, jeg husker ikke, hvad jeg i de første Øieblikke har sagt til Dem, men jeg kan ikke staae i synderligt godt Lys, - min Opførsel siden var ikke anderledes, end at ethvert almindeligt skikkeligt Menneske vilde have baaret sig ligesaadan ad. Og nu, levvel! Tak for de smukke Sange, for de smukke Aftener! Gud velsigne Dem, kjære Elisabeth!« Han trykkede hendes Haand og vilde afsted; da kom Etatsraaden, der blev endnu talt endeel, Elisabeth fik Tid at fatte sig, Herman var i godt Humeur og fuld af Lyst og Længsel efter sin nye Virksomhed paa Landet. Saa skiltes de. - Tre Uger efter kom Dampskibet med Kammerjunkeren.

Foraaret var saa at sige ogsaa kommet. Luften var blevet mildere, eller om man vil, vi havde begyndt at faae Regn istedetfor Snee. Paa Gaden stod Vandet i Hul ved Hul, Rendestensbrædterne standsede Vandløbet, det flød over alle Bredder, og ved hver frisk Skylle truede det med at sætte Kjælderne under Vand og drukne et Par smaa Børn og svagelige Gamle. Svømmende Halm og Kaalstokke dreve som Forkyndelse af Vaaren; de slidte Fliser paa Fortougene stode med deres smaa Vandbeholdninger fyldte; Folk generede hinanden med vaade Paraplyer; »det var«, sagde man, »deiligt mildt Veir«; og i dette milde Veir kom Kammerjunkeren. Mager endnu, som da vi sidst saae ham, men næsten med en endnu større Livlighed end før og med den forunderlige Bevægelighed i hvert Ansigtstræk, der ligesom afspeilede Tankerne, stod han for Elisabeth; han huskede godt hende og hendes smukke Stemme, som ogsaa Besøgene i Præstegaarden paa Oland.

Det Liv og Lune, den Snaksomhed, der saa aandelig gjorde sig 199 gjældende hos Kammerjunkeren, selv det Sarkastiske, behagede strax Etatsraaden, der kun indvendte, at rigtig patriotisk var Kammerjunkeren ikke, og det sagde han ham.

»Jeg elsker Naturen her,« svarede han da leende, »men jeg elsker ikke Generationen, ikke det inderlig smaalige Kjøbenhavn; og derfor boer jeg paa Christianshavn. Det er sælsomt, efter Aar og Dag at komme her tilbage, efter Aar, saa rige, at de synes en Levealder, saa bevægede, som havde man staaet udenfor Verden og set den dreie sig! Alt her hiemme er i sit gamle Trit, Alt eens, som Skyggen, der falder fra Husene; de samme Folk i det samme Trav, og i Theatret det samme »charmant!« paa gale Steder, den samme »Slaaen falsk Takt«, den samme Slags sindrige Bemærkninger. Iaftes, ved Mozarts Don Juan, fik jeg een ganske fortræffelig! det var en Hofcavaleer, som talte, Navnet gjør ikke til Sagen, Dumheden er nok! Han gjorde den Bemærkning for mig, da Kommandantens Aand kom, at det var saa unaturligt med det Spøgelse, man burde i vor Tid gjøre det mere sandsynligt; det kunde jo være en god Ven, der havde forklædt sig for at advare Don Juan. Men Musikken tyder slet ikke paa en god Ven, sagde jeg, men det troede han ikke.«

»Men træffer man ikke ogsaa Sligt i andre Lande?« spurgte Etatsraaden. »Staaer Paris virkelig saa meget høiere?«

»Aldeles ikke!« sagde Kammerjunkeren; »men det tale vi ikke om, jeg har et Horn i Siden paa Kjøbenhavn;« og han lo og spøgte over sig selv, og saaledes altid.

Elisabeth sammenlignede Kammerjunkeren med Herman, til hvem hun i Alt saae op, som mangt et Øie i Ørkenen saae op til Døberen, og den nye Gjæst fik hos hende kun en ringe Plads; dog det var kun i de første Dage; senere, da hun hørte ham spille, hørte ham udtale sig om Musik og Poesie med den Begeistring og Originalitet, som udgjorde en Deel af hans Personlighed, steg han betydeligt høiere. Hvad Hjemmets Skyggesider angik, da bleve de bestandigt uenige, men i denne deres Strid rykkede de hinanden nærmere, bleve fortroligere. Det var hendes Foredrag af de »schubertske Lieder« og de svenske og danske Folkesange, der, sagde han, gav ham Ideer til Miranda; »men, hvo synger mig dette Parti saaledes som De? Ingen vil kunne det! jeg kan let finde en kraftigere, en anderledes uddannet Stemme, end Deres, men den Menneskesjæl, 200 den Uskyldighed, jeg her har hørt, faaer jeg ikke. Mirandas Parti skal være simpelt, som en af Rousseaus Sange, det maa eie al den Melodi, et Hjerte kan udaande; derimod Forziringer, Roulader og Kunster, hvor Menneskestemmen bliver som Toner fra Fløite og Violin, lægger jeg under Ariels og Calibans Parti; der høre de hjemme, der faae de Sandhed og Natur.«

Medens Kammerjunkeren componerede, hvilket Alle vidste, sad Elisabeth i sin lille Stue og componerede ogsaa, hvilket Ingen vidste, men det var Tankens og Ordets Composition; tidt i Ensomheden sank Sytøiet ned paa Skjødet, Bogen, hun læste i, faldt sammen, og hun vuggede sig paa sine Tanker. Det Taagebillede af en Digtning, der i Trines Huus ligesom opgik for hende, kom uvilkaarligt frem, traadte atter tilbage og stod der igjen, altid i klarere Omrids; hun maatte sætte det paa Papiret; det var en lille Novelle, og Stoffet til den ikke mindre end hiin første Barndoms-Erindring, det svømmende Stykke Marskland, som Havet havde sat paa Land. I faa Ord gav hun et Billede deraf; et sammenstyrtet Huus laa paa Øen og i Krogen derinde to smaa Børn, Dreng og Pige; de voxte op; det var Elisabeth og Elimar, det var deres Barndoms-Liv, det var deres Nød og Angst, da Floden kom og Vandet steg dem til Brystet. Levende var Alt udmalet, deres Skræk og den truende Død; men ingen Jap-Lidt-Piders kom til deres Frelse, Kæmpeskibet kom, det uhyre Spøgelse-Skib optog dem, og nu gik Farten ud paa Verdenshavet til Morland og Indien, det Phantasiens Land, Keike havde udmalet hende efter Krøniken om Jon-Præst, Landet med de hvide og røde Bjørne, Fugl Phoenix og de femten Alen høie Mennesker. Og Aar vare gaaede før de naaede derhen, Børnene vare voxede og blevne gamle Mennesker; med sølvhvidt Haar, støttende sig paa hinanden, kom de i Land til Foryngelsens Kilde, drak af dens Vande og bleve unge, som da de gik ombord paa Kæmpeskibet; Haand i Haand vandrede de ind i Præst Jons Slot, der var reist af Guld og Elfenbeen, havde Porte af Cedertræ, Vinduer af Crystal og Senge af Saphir, tækkede med Dyrsten, som fordriver al Sygdom. 20,000 Mand vaagede derinde, Alle var de Konger, Hertuger og Ærkebisper, og foran Slottet stod reist en Stolpe af Crystal, med et Speil, hvori man kunde see, hvem der vilde os ilde eller vel, og det over den hele Verden.

201

Ingen havde Anelse om Elisabeths Beskjæftigelse. Kammerjunkerens nye Composition talte hun om; den var en Deel af deres Samliv, og ligesom der fra hans Ansigt fremlyste hver Tanke, hver indre Bevægelse, saaledes fremlyste ogsaa fra hans Musik Sjælen og Stemningen; de vare saa forunderligt modtagelige for Alt rundt om, som Vandfladen er det for at bære Farven af de røde Morgenskyer og under en graa Himmel at inddrikke dens Blytunghed og Kulde. Det var hos ham mere en udstrakt Modtagelighed for hver Natur, end en Sammensætning af forskjellige. Af alle Bekjendtskaber hjemme var Holger den, han jevnligst kom sammen med, noget, der for Elisabeth syntes ganske uforklarligt; de To kunde jo ingen Berøringspunkter have. Jo! »Adelgunde-Themaet«, om vi saa kunde antyde det, de østerlandske Elementer, der vare Holgers Livsopgave og gave ham det rigeste Stof til Samtale, havde for den, som levede reen i Tonernes Verden, noget Tillokkende; Sommerfuglen hviler sig stundom paa det grønne Sump-Mos, slaaer med Vingerne og flyver igjen mod Solen. Timer efter hos Elisabeth hørte han med naturlig, reen Sjæl, hvad hun i Uskyldighed udtalte; han var i sin inderste Kjærne da fuldkommen from og god. Hans Hierte strømmede over af Taknemmelighed mod hver, som havde mødt ham med venligt Sind, og paa samme Tid viste han en mærkværdig Hukommelse for hver lidt Krænkelse fra tidligere Aar. Medens han som fornuftigt Menneske erkjendte Aandens Adel som den høieste, kom der dog Øieblikke, hvor »Kammerjunkeren« fik Magt over ham og han, efter Baronessens Udtryk, burde »kysse Statskalenderen.« Hos hende stod han som et Exempel for Alle, hver Yttring af ham var fortræffelig, og kom han engang med Noget, aldeles modsat hendes Anskuelse, sagde hun: »det er ikke ham, der taler, det er Mundsveir fra Andre, han giver; det er godt nok til os, hans egen gode, sunde Tale fortjene vi ikke!« Med klart Øie saae han sine egne Svagheder, og fra Studiet af sig selv begreb han Andre; men denne Dvælen ved sig selv ledede ham som oftest til at tale formeget om sit eget Jeg, gjøre sin egen Personlighed til Talens Gjenstand, hvorved Andre efterhaanden bleve friere i deres Dom, som om det var en tredie Fremmed. Elisabeth blev fortroligere, Forholdet blev dristigere end med Herman; Kammerjunkerens Liv var hende mere en opslagen Bog; han fortalte hende Erindringer fra sin bittre 202 Ungdomstid mellem stolte Drømme, som Josephs, og Overseelser og Krænkelser, fordi han var den Fattige. Han spillede hende sine nedskrevne første Compositioner, og fortalte hende Anledningen til flere. I en saadan Samtale spurgte han, om hun aldrig følte lignende musikalske Stemninger, om Tonerne ikke ligesom qvældede frem i Sjælen der, hvor Tanken ikke havde Ord; og hun sagde da, at Ordet aldrig manglede hende, hun troede at have Udtrykket for hver Tanke, kun at denne ofte var saa henflyvende, at hun ikke kunde holde den saa længe, til den i sin Tilblivelse bragtes paa Papiret; og idet hun forklarede sig mere, var hendes Hemmelighed røbet, og tilsidst, efter stor Overtalelse, kom det Skrevne frem og Vennen fik Lov at læse det, men ingen, ingen Anden. Elisabeth var som et Blod, det var som om hun havde begaaet en Synd, triviel og barnagtig syntes hun nu, den hele Digtning var. Og Kammerjunkeren læste, forundret over det friske Sprog, de poetiske Billeder, men især over Naturskildringen, der var mere end almindelig; han følte en Digtersjæl deri, og med levende Udtalelse heraf sad han igjen hos Elisabeth, fremhævede Enkeltheder, gav disse en Betydning, hun aldrig havde tænkt paa, men som vel kunde lægges deri. Præst Jons Rige var Poesiens og Kunstens Land, hvori den Ældre fandt sin Ungdoms Styrke og Livets hele Skjønhed igjen. Kammerjunkeren blev en Commentator, som saa Mange ere blevne det. Hans Henrykkelse gav Digtningen igjen Værd hos Elisabeth; hans Opmuntring var som et Solkys paa Blomsten efter Regntid; hans store Interesse for hende blev ikke skjult, men vel dennes Aarsag, og den maatte jo være: »han er forelsket!«

Det var idetmindste den gamle Baronesses Tanke, og hun saae paa ham med et Udtryk af Inderlighed og rystede saa lidt med Hovedet:

»Mit gode Barn!« sagde hun, »gaa bare ikke og drøm Dig en Kone til; det gjorde Adam, men Konen, han fik, duede ikke. Der er Fruentimmer-Hjerter, der ere som en Postsæk,- den er fuld af forseglede Breve, men den veed ikke selv, hvad der staaer i dem.«

Imidlertid kom Baronessen oftere end før ud til Etatsraaden, talte paa sin Maade, som hun kaldte det, fornuftigt med Elisabeth, der meer og meer steg i hendes Gunst, og pludseligt en Dag i Mai, kort før Baronessens Afreise til Fyen, blev indbudt til at følge med. »For 203 det kan Du have godt af!« sagde den gamle Kone; »der er Fred og Ro og grønne Skove, der er ogsaa en Doctor i Nærheden, og Kukkeren kan sige Dig, hvor længe Du skal leve. Vi gaae med Dampskib, det er een Dags Reise, og saa er du halweis hiemme til din Ø.«

Hun sagde det samme til Etatsraaden, der blev talt og atter talt derom; der blev skrevet til Moritz og det var afgjort. Kammerjunkeren fandt det fortræffeligt; Elisabeth smilede gjennem Taarer; det var jo Skilsmisse fra det kjøbenhavnske Hjem, men det førte til de fyenske Skove og til Hjemkomsten paa Oland. Trine tog det mest fornøieligt; »gid jeg ogsaa kunde tage med!« sagde hun; »og Hansen! Gud bevare os, jeg vilde ikke reise ham foruden! der er deiligt i Fyen, det er mit Land, skjøndt jeg er en Kjøbenhavner. Hils Madam Cathrinesen; Manden, veed jeg, er død; det stod jo i Aviserne med et lille Vers, og veed De, hvorudaf det var taget? Det var af min Bryllupsvise, som Cathrinesen selv havde gjort! Ja, reis til mit søde Fyen! Gud give, De maatte arve Baronessen! men hvorledes det end gaaer, glem mig ikke og heller ikke Hansen, det er en sjelden Mand; hans Sødskendebarn Dykkeren talte igaar om Dem og lader hilse! Herre Gud, skriv mig til, De kjender Kjælderen i Nellikegaden!«

Heimeran var forstemt; det var, sagde han, som han igjen skulde miste et af sine Børn. »Alle ere de gaaede vidt omkring! den ældste Søn har jeg i Ostindien, den Anden i Archangel, de to Yngste - vor Herre delte med mig, - dem tog han til sig; de To har jeg da nærmest!«

Og Dampskibet gik til Fyen.

Veiret var fortræffeligt, Vinden god, der blev sat Seil til; Solen var endnu ikke nede, da de naaede Svendborg, hvorfra der kun vare nogle Miil til Baronessens Gaard.

Hvad der i Fyen levende erindrer om England og begge Steder fortryller Øiet, er det friske Grønne, de levende Hegn og de smukke Trægrupper paa Marken, hvorved Landet faaer Udseende af en Have. Dette Skue henrev Elisabeth; vel var Solen nede, da de kjørte fra Svendborg hjemad, men Luften var som et Guld, Fuldmaanen stod ganske bleg i al den Herlighed; der var en Ro i den hele Natur, som om alle Skovene rundt om sov, og i Landsbyerne, man 204 kom igjennem, hvor Klokken nylig havde ringet ved Solnedgang, saae man Grupper af sladdrende Piger; Bønderkarlene spillede Kegler, Huusmandens lille Datter kom drivende med sin Ko, den havde hele Dagen græsset ved Veien og skulde nu hjem; Markerne med Vaarsæd syntes et grønt Fløiel, Grøfterne et Fyldehorn af Blomster, og alt som de kjørte, bleve Skyerne blegere, Maanen fik en stærkere Glands, det blev mere og mere stille paa Veien, selv oppe i Byerne, og fra Engene hævede sig en blaalig Taage, som Spøgelset af den Sø, her engang havde strakt sig. I Elisabeths Hjerte blev hver Barndoms Erindring vakt. Hun nærmede sig Have-Ensomhed og den gamle Gaard derinde; dens tækkede Gavle, bevoxede med Grønt, stode skarpe mod den klare Luft; en Storkerede var øverst oppe, der sov nu Storkefamilien - det var jo over Midnat; Lysene bevægede sig inde bag Ruderne.

Elisabeth saae igjen det levende Grønne derinde, de gamle Portrætter, Commandeuren med Stjerne, Fruen med Pappegøien paa Haanden. Alt var saa kjendt, men mindre, meget mindre end hun rummede det i sin Tanke; den lange Gang, hvor Gulvet bugnede, - det gjorde det endnu, - var, syntes hun, kun halv saa lang som da hun var Barn. En smuk Stue ud til Haven ventede hende, og da hun her kom tilsengs og Maanen skinnede ind af Vinduet paa Tapetet, hvor Hjortene sprang, syntes hun næsten, at Livet paa Oland og i Kjøbenhavn var kun en Drøm, men i den var hun blevet ældre, klogere, havde fundet den usynlige Traad, der gik igjennem hendes, som gjennem hvert Menneskes Liv.

VIII. I Lønkammeret og i Landsbykirken.

ivar altsaa i Fyen.

Hun sad igjen under de høie, nys udsprungne Bøge; den hele Skov havde dette Præg af Jomfruelighed, som gjør vort Øie saa vel, vor Tanke saa ung; Nattergalen sang, ikke Sørgesange, nei klokkeklare, hjertefulde Alvors-Qvad. Et lille Æsel var sadlet for Elisabeth, 205 Kammerjunkeren gik ved Siden, og saaledes gjordes Toure i Haven og i Skoven. Enkelte Gange blev der kjørt, og da gik det paa de befarne Veie og gjennem Landsbyer; thi Baronessen vilde see Mennesker. De smaa Bønderdrenge, - hvidgule Haar og brune Ansigter havde de næsten Allesammen, - gave deres komiske Nik med Hovedet, som om de fik et Nakkedrag; Pigerne, store og smaa, »støbte Lys;« - det var det Baronessens Fornøielse at see paa.

»De have ikke gaaet paa Dandseskole, som Trine!« sagde hun; »det er Natur-Neining, den kunde jeg ogsaa engang, nu har jeg dovnet den bort.«

De besøgte de rige Bønder, hvor man sad i Storstuen mellem de høit opredte Senge, hvori Menneskene forsvinde i Dyner; de saae hvad der var spundet og vundet, hvad Hvergarn og Vadmel, der var gjort. Men de kom ogsaa ind paa den Fattiges Leergulv, hvor Hønen havde en Krog ved Familiesengen, hvor der under det lave Loft tidt rummedes saa meget Godt og Skikkeligt, at Flere end »vor Herre« vilde have optegnet det. Derom talte den gamle Frue paa sin Maade; ved den Syges Dør holdt hun og spurgte, hvorledes det nu gik; den bedste Viin fra hendes Kjælder var her ikke for god. Det simple Ord i Fattigmands Tak, de Øine, som saae, naar Ordene slet ikke vilde føie sig, trængte igjennem, og gjorde godt som Solskinnet og som den friske Skov.

Herman, der allerede Dagen efter Bedstemoderens Ankomst havde aflagt sit Besøg, var hver Søndag en stadig Gjæst, og det uagtet at hans Gaard laa tre Mile borte nedad mod store Belt. Han og Kammerjunkeren havde kun seet hinanden for mange Aar siden, da de Begge, forskjelligt behandlede, vare Gjæster hos Grev Frederiks Fader. De forstode snart det Dygtige hos hinanden. Naar de To talede om Kunst og Poesi, flyttede Elisabeth nærmere, men aldrig var hun da til at bringe ind i Samtalen; i Hermans Nærværelse undervurderede hun sig selv ganske, kunde kun sige et enkelt Ord. En Dag, hun følte det, ledede Kammerjunkeren Talen hen paa Digtninger af den Art, hvortil hendes Skriverier maatte henregnes, og hun syntes, at Hermans Dom blev strengere, og at han gjennemtrængende fæstede sine Øine paa hende; og dog kjendte han jo ikke hendes »eneste Feil«, som en Digter har kaldet det.

»Det er ikke nok at kunne correct nedskrive sine Tanker,« sagde 206 Herman; »det hører til vor Tids Dannelse, men det gjælder om, hvorledes disse Tanker ere; det er ikke nok, at de gjengive en Afspeiling af det Dygtige, vi alt have; der skal sættes en ny Blomst paa Poesiens Træ, eller et svagere Blad skal styrkes og udvikles.«

»Jeg antager ogsaa,« sagde Kammerjunkeren, »at det Digterværk, hvori man under Læsningen ikke beriges med en ny Tanke, der enten ganske gives, eller før laa uklar hos os selv, er et middelmaadigt Værk. Men De synes at forlange en heel ny Digterart, at vente en vor Tids Messias i Digtningens Verden, - og kunne vi det?«

»Jeg troer, det endnu ikke er Tidens Fylde,« svarede Herman. »Der er saa meget antydet, som endnu ikke er udført; der er saa meget, der skal bringes til Sandhed først. I Romanen vil jeg ikke have Begivenheder alene, men Charakteer og Poesie; en Roman, som kun har Begivenheder, læses kun eengang; det Uventede, det Overraskende, som var den levende Nerve deri, er senere dødt; derimod hvor Menneskecharacteren træder frem med alle sine fine Lærdomme, hvor Tanken staaer levende i Ord, hvor Poesien har sine uvisnelige Grene, der vender man igjen tilbage, den Bog læses og læses atter, man gaaer forfrisket fra den, som fra en Foraars-Vandring i Skoven.«

»Men have vi ikke for endeel en saadan Forfatter i Jean Paul?« sagde Kammerjunkeren.

»Han staaer nær derved,« svarede Herman, »og vilde være en af de Interessanteste, var han ikke en af de mest trættende Forfattere, jeg kjender, han kan antyde, men bliver dog ikke selv Tidsalderens Columbus, der fører os til Kysten af en ny Digtning; Reisen hos ham er lang nok og har ogsaa sine glimrende Naturundere, men vi svæve, vi gynge; han har ingen fast Jordbund; Menneskene, vi møde, ere ikke Kjød af vort Kjød, det Sjælelige ligesom skjuler for os det Legemlige; vi føle, om jeg tør bruge dette Udtryk, Duften af Blomsten, men see ikke Blomsten selv, dette legemligt Fattelige i god Betydning, som f. Ex. Walter Scott har. Denne Digter og Jean Paul, saa forskjellige i deres Frembringelser og dog saa lige i digterisk Kraft, troer jeg, - vare de sammensmeltede og bragte til en sammentrængt Fremstilling, - vilde være en Typus for vor Tids nye Digter. Alt skal være sandt, klart og kort, omgivet med den Duft, der hviler over vore Kjæmpeviser, den Lyrik, som omstraaler 207 Calderons Dramaer; og den kan indaandes i selv den prosaiske Fortælling; det er ikke Ordets metriske Sammenslyngninger, men Malmet i det, som klinger til Hjerter og Folkeslægter.«

Medens Herman talede, hævede Elisabeths Tanke sig til det Ideal, han pegede paa, og hun følte, hvilken Barneleg hendes Skriverier vare; Kammerjunkeren derimod fandt i disse just en ubevidst Tilnærmelse, som Herman vilde erkjende, naar han læste dem; det maatte han, derom bad Kammerjunkeren Elisabeth, og hun blev rød ved dette Forlangende og afslog det paa det mest Bestemte.

»Og det kan De tænke og sige, efterat have hørt hans Ord idag!« sagde hun. Men han kom oftere tilbage til det samme Punkt; hans Overbeviisning var ærlig, den gav hans Ord Vægt, og med Frygtsomhed og en blandet Følelse af Lyst og Ulyst tillod hun ham det, under den Betingelse, at Herman, dersom han fandt, hvad hun var forvisset om, at det var værdiløst for Verden, da aldrig maatte tale til hende derom.

Og Uger gik.

»Herman finder det fortræffeligt!« sagde Kammerjunkeren.

»Jeg troer det ikke«, sagde Elisabeth; »han talte ikke et Ord til mig derom ved sidste Besøg. De veed ikke, hvor uhyggeligt jeg følte mig! det var, som laa der et Bjerg imellem os; jeg vovede ikke at være ene med ham.«

»Og derved just er De selv Skyld i, at han ikke fik Leilighed til at takke Dem, at tale med Dem.«

»Herman har betragtet det for hvad det er, en Sygs Beskjæftigelse,« tænkte hun, og dog gjemte hun paa hvert berømmende Ord, Kammerjunkeren overrakte som Hermans; der blev seet paa det som et Metal, hun ikke vidste, om det var ægte eller uægte, og dog ikke kunde kaste bort.

En Søndag Eftermiddag, da Elisabeth sad under Rødtjørnene, kom Herman, - de vare alene.

»Tak for Deres Tillid til mig!« sagde han. »Hvad De har skrevet, er smukt og naturligt og det eier hvad de fleste Skrifter i vor Tid mangle, Religiøsitet. Jeg skulde lykønske Dem, idet jeg virkelig, som en ældre Broder holder af Dem -! De har Øie for Naturen og Mennesket, De har Hjerte og Reenhed, som Qvinden skal have den, og dog, med alle disse store Midler, idet disse frembryde i en 208 Trang til at producere, bliver jeg bedrøvet for Dem. Ja, jeg mener Dem det saa inderlig godt! De har Mod til at træde frem for Verden, for ligesom at dele med den, hvad Gud har givet Dem; men husk, at fra det Øieblik, De gjør det, tilhører De ikke længer Dem selv; De maa være forberedt paa, at Deres bedste Følelser blive misforstaaede. De veed, at jeg altid har fremhævet det Gode i vort Fædreland, men her er Øieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er, idetmindste ikke for Øieblikket, et Særkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem, at selv de Ædleste og Bedste kunde krænke Dem, vel, saa siger jeg ikke et Ord mere; hvad der er en guddommelig Mission hos os, vil bane sig Vei; men fremman ikke disse Stemninger hos Dem, opelsk ikke en Blomsterflor, som udsuger den gode Jordbund og forhindrer i at det trives, som maaskee var Nyttigere og Bedre!«

»O, De mener mig det ærligt og godt,« sagde Elisabeth; »Dem troer jeg paa, saa fast, saa inderligt! men tro ogsaa mig, at jeg aldrig har fundet mere deri, end den Fornøielse, jeg havde, naar jeg var alene, ved at synge en Melodi, der kom mig i Tankerne; men jeg kunde have ladet mig vildlede ved at høre en Anden, der lagde sin egen poetiske Sjæl ind i mine nedskrevne Ord. Jeg forsikrer Dem, at fra dette Øieblik af skal jeg aldrig bringe noget Lignende paa Papiret.«

»Det vilde være Uret mod mig, mod Dem selv!« sagde Herman; »dog, Deres sunde Natur vil lede Dem. Hvad jeg her sagde, var af en ældre Broders Hjerte, det være Dem en Modvægt mod den maaskee altfor store Begeistring, en Anden nedlægger for Dem! Og nu giver De mig Deres Haand paa, at De har modtaget mit Ord ligesaa velmeent, som det er givet, - at vi ere Venner!«

»Endnu mere end nogensinde!« udbrød Elisabeth med en Heftighed, en Varme, der næsten forskrækkede hende selv, og hun trykkede kun sagte den Haand, hun selv havde grebet.

209

Det var den fjortende August, den Dag i Almanakken, den gamle Baronesse kunde lide, som hun sagde, og havde udvalgt til sin Fødselsdag, hvor de Fattige kom om Formiddagen og fik deres Presenter, hvilket endnu var Skik, og stort Selskab indbødes til Middag. I den tidlige Morgenstund gik den gamle Baronesse til Lønkammeret, men denne Gang tog hun Madam Krone med, der ikke var lidet forundret over Indbydelsen.