Andersen, H. C. Uddrag fra De to Baronesser

Det begyndte at regne, Solen var ved at gaae ned. Den idelige Krydsen havde endnu kun bragt dem en fjerdedeels Miil ned paa den vestlige Side af Langeland. Det Gods, som tilhørte Grev Frederiks Fader, og hvorhen de vilde, laa paa den fyenske Kyst mellem Svendborg og Faaborg, og de havde altsaa endnu en betydelig Strækning at lægge tilbage; Strøm og Vind vare dem imod, drivvaade sad de der, og allerede een Nat havde de tilbragt fra Kjøbenhavn ude under aaben Himmel.