Andersen, H. C. Uddrag fra De to Baronesser

»De siger, jeg har et ærligt Sind til Tænderne,« sagde Herman; »jeg har det ogsaa indenfor Tænderne, og det er det, jeg vil bevise Dem. De veed ikke, hvilken usigelig Lyst, jeg i mange Aar har havt til at see Fyen. Min Ven der overtalte mig til at gjøre Seiltouren herhid; vi have Begge vel bestaaet Examen, lige strax tager man ikke fat paa at læse igjen. De var i Holsteen, vidste vi, men at De saa pludseligt kunde komme tilbage, faldt mig ikke ind; jeg var vis paa, at jeg ikke traf sammen med Dem, og vilde om et Par Dage igjen være i Kjøbenhavn. Alt er indtruffet anderledes. De har gjort saa godt et Indtryk paa mig, at jeg finder det uærligt, ikke at sige Dem, hvem De her har seet, hvem De har venligt rakt Haanden. - - jeg er Herman, kjære Bedstemoder!«