↩ Vi gaae med Vennerne til Kjøbenhavn. Tilbagereisen gik ikke bedre end Henreisen. Det var i November, vor saakaldte slette Aarstid, med Regn og Rusk, med sin evige Blæst; man troer sig i Vindenes Hule. Det var ægte kjøbenhavnske November-Dage; graa Himmel, Tusmørke istedetfor Dag, dyndede Gader, saa at Kalosker og Paraplyer blive en nødvendig Deel af Legemet, dets Begrændsning forneden og foroven; dertil, som eneste Afvexling, en raa, tyk Taage, hvilken man ordentlig kan smage; den hele Luft er en kold Fugtighed, som trænger gjennem Klæderne ind i Legemets Porer; den gyder sin Klamhed over Porte og Døre, over selve Trægelænderet inde i Forstuerne; man føler sig i et Element for Frøer og ikke for varmblodede Dyr. Skraldemandens Vogn, hvor den driwaade, lasede Karl hjelper den smudsige Pige med Fjerdingen, det er Bouquetten paa en saadan kjøbenhavnsk Novemberdag. Vi ville fra dette Veir, fra disse Gader træde ind i Ministerens Salon, see Lys og Farver, erindre os Sommersolen og aande der.