↩ Orangetræer ere opstillede paa hver Side af den brede Trappe og denne selv belagt med brogede Tæpper, som holdes fast ved blanke Messing-Stænger. Tjenere i Skoe og Silkestrømper og med broget Livree, opfylde Forværelset og slaae de store Fløidøre til Siden. En mild, kryddret Luft strømmer os imøde med Glandsen fra Lysekronerne under Loftet, fra Astrallamperne paa Bordene; en Række Værelser, saaledes belyste, ligge for os, alle med rige Gulvtæpper, lange, kostbare Gardiner, Silkestole, Fløiels Sophaer, der ved let Berørelse glide til den Plads, man vil give dem. Her staae Borde med rigt indbundne engelske og franske Bøger, Kobberstykker og Journaler. Paa Væggen hænge Malerier og i een Stue, mellem de smukt opstillede Blomster, findes en skjøn Statue. En Deel af de Ældre gaae nu til Spillebordene, Andre sidde i Samtale eller stille Beskuen. Grupper af unge Piger, som Herrerne slutte sig til, tale livligt og leende, og imellem disse er Clara den Smukkeste; man seer det ogsaa paa Admiralindens Ansigt; det siger: »hun er min Datter! saaledes saae jeg selv ud for atten Aar siden!» Baron Herman fører Ordet; det er, om man vil, Replikker, der godt kunde staae i Bagtalelsens Skole, men der er ingen tiltænkt Gift i dem; det er et Par Smaahistorier om en bekjendt Mand, hvem man idetmindste altid kan tillægge Historier af den Art. Frederik og Holger gjøre lystige smaa Bemærkninger, men Herman er dog den Livligste; Ingen mærker den Skygge, der har sænket sig i hans Bryst fra hun Samtale med Bedstemoderen, Ingen aner, at dette leende Ansigt kan hjemme, i ensomme Øieblikke, bære hele Smertens Udtryk. Her staaer han foran Clara, hendes Øie lyser ham ind i Sjelen, fylder og henriver ham.