↩ I Dandsen, som nu er begyndt, skal inclineres. Med den Lykkeliges hele Udtryk i Øie og Mine staaer han foran Clara; hans Blod og Tanker ere som Champagnen, han bøier sig dybt med et spøgende Smil, hæver sig derpaa en heel Tomme høiere end ellers, og da - er der vel Trolddom til? Man skulde troe det! Ere Menneskene ledsagede af en usynlig Aand, god eller ond? Idet Holger hæver sig, foregaaer pludselig ligesom en Forvandling med ham, hans Ansigt bliver rødt som et Blod, hans Bevægelse er med Eet tvungen, hans Ord, hans Tale er ikke længer frisk, der er foregaaet noget Betydeligt; hans hele Tanke er deelt mellem Clara og - - ja det vilde klinge altfor skrækkeligt, pludseligt at udtale Ordet. De mindste Aarsager have tidt de største Følger. Holger bevæger sig ikke længer som før, han giver saagar aldeles forkerte Svar. I denne Nat frier han 55 ikke! Clara er endnu til for Frederik, for Herman, for den, Ingen endnu veed!