↩ »Hun kjender mig bedre end Du! vi ere dragne til Skole sammen; vi gik i Marts Maaned med Kaabe og Muffediser og stor Parasol; den holdt vi foran mod Blæsten, og Solen skinnede os paa Nakken, saa Skyggen af os stod inde i Parasolen; for hvert Gadehjørne til Høire skiftedes vi til at bære den, og vi holdt den ud for Maven og ikke for Ansigtet; Blæsten nødte os dertil. Og saa troer Du, at hun ikke skulde kjende mig! det er mere for to Mennesker at gaae under een Parasol end at skifte Guldring, kan Du forstaae det?« Og hun lo med Mund og Øine.