↩ Vinteren var gaaet. Det var en Aften i det tidlige Foraar; Caroline var som alle Mennesker forkjølet, »ja, i en saadan Grad forkjølet,« sagde hun, »at jeg maa bruge Lagen og ikke Lommetørklæde!« Moritz var i daarligt Humeur, ærgerlig over at Herman, som han holdt af, og som var god og dygtig, havde faaet, som han kaldte det, en af den fyenske Bedstemoders Raptusser. Herman havde pludselig opgivet at studere og vilde være Maler, eller hvad der nok mest laa ham i Sindet, han vilde afsted til Italien. Sex hundrede Daler havde han vel fast om Aaret, men hvad skulde de forslaae i Udlandet, og hvad Fremtid havde han for sig, dersom Bedstemoderen gjorde ham arveløs? »Jeg har prædiket for ham,« sagde Moritz, »det hjelper ikke. Alt er i Orden til Afreisen; det er nok Generalen, der holder af 60 ham, som har talt hans Sag hos Kongen og udvirket ham Tilladelse til at gaae med Fregatten, som seiler imorgen til Middelhavet. - Han spolerer aldeles sin Fremtid, spolerer Alt, ogsaa med Bedstemoderen; men det er Noget af hendes Natur, der kommer frem. -Ja, jeg har sagt ham det!«