Andersen, H. C. Uddrag fra De to Baronesser

Det var netop mod Aften, Dagen før denne Festdag. Fruen havde travlt med at ordne Alt i Skoven; denne Gang skulde det være »Elverpigernes Dancis«. Det havde først været hendes Tanke at give »de græske Guder«, men Madam Krone havde paa det Alvorligste arbeidet derimod og tilsidst faaet sin Villie; det vilde blevet en Scandale, mente hun, havde den gamle Frue sat det istand med Havnympherne, der skulde have været nøgne Bønderkoner, som vadede om i Indsøen. At de kunde miste deres Sundhed ved den Comedie, bragte Fruen derfra, og ikke at det kunde kaldes umoralsk, thi umoralsk, sagde den gamle Frue, det var al Dyd naar umoralske Mennesker dømte den. - Den lille Elisabeth, der nu var en femaars Pige, et sælsomt stille Barn, lidt uvoren, som en Forkjælet bliver det, sad paa Skammelen noget borte fra Madam Krone og Fruen, der begge vare flittige med at sye, da de endnu ikke vare ganske færdige med alle Presenterne til imorgen; der manglede uldent Undertøi for en gammel, sygelig Huusmand. Elisabeth havde foran sig sit lille Bord, fuldt af Legetøi; men dette laa urørt, Dukken 65 var kastet paa Gulvet, Barnet holdt Hænderne i Skjødet og saae tankefuldt frem for sig med sine blaae Øine.